Lips of an angel

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ballet var slet ikke noget som Gabriel ønskede at skulle tænke på, hvis han da ellers var i stand til at skulle kunne blive fri for det. Det var en tid som slet ikke burde være sket, han burde slet ikke have været faldet og han havde jo hørt meget af det som folk allerede havde sagt omkring ham. Selvom det var længe siden efterhånden, så var det jo selvfølgelig noget som kun måtte spille utrolig meget ind for ham. Det var da et lille boost i hans egen selvtillid; At folk faktisk havde haft den tro og den tillid til ham. Sidste gang, at de havde siddet overfor hinanden på denne her måde, så havde de også forsøgt sig, de havde prøvet at finde ud af det og selvom det ikke var gået sådan rigtigt, så var det jo heller ikke fordi at der havde været noget decideret flovt det det. Han havde aldrig været tæt på en anden på den måde, for man kunne vel snildt sige, at man havde sparet sig for den eneste ene? Det var da om ikke andet så hans mening når det endelig måtte komme til stykket, for det var bestemt heller ikke fordi at han åbnede op på denne her måde for alt og alle i hans liv. At slottet så var styrtet sammen omkring dem, hvor han som det første, havde fået hende i sikkerhed, for det havde virkelig også været det eneste som havde haft nogen som helst former for betydning for ham, så havde det virkelig været krævende nok i sig selv. At hun så denne gang valgte at glide ned i hans skød, så hun sad med et ben på hver sin side af ham, var slet ikke noget som gjorde ham det mindste. At hun forgudede chokolade, var noget som han havde fundet ud af allerede for mange år siden og det havde moret ham at se hvordan hun var gået ombord i den lille skål som dag efter dag havde stået ved siden af hans seng. Det var kun til hende, for han havde også ønsket at forkæle hende lidt dengang; Det var nemlig det helt samme ønske som han måtte sidde inde med lige netop for dette øjeblik, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han lagde armene roligt omkring hende og med blikket hvilende i hendes smukke ansigt. Han kunne denne gang ikke lade være med at smile, hvor han måtte slippe et ganske let og stille grin. Han rystede stille på hovedet. ”Jeg hader og foragter smagen, men jeg elsker duften.. Og du min kære.. Du dufter virkelig af chokolade,” sagde han med en let morende stemme. Han hævede sin ene hånd hvor han tog omkring hendes, kun for at fjerne den fra hendes læber, som han skænkede et let kys, også for at bekræfte for hende, at det nu slet ikke var noget som gjorde ham det mindste på nogen måde. Han lod hovedet søge stile og roligt på sned. Ikke fordi at det var noget som han kunne eller ville skjule som sådan, for det var jo bare sådan at det nu måtte være. Han elskede hende og han ønskede i den grad også at skulle vise hende det. ”Det er skam dig som er den fantastiske her,” tilføjede han roligt og ikke mindst med en ganske så bestemt stemme. Han kunne aldrig nogensinde drømme om at lyve for hende! Aldrig! ”Jeg elsker dig, Evelyn.. Og.. Jeg synes at vi skal prøve igen.. Nu hvor vi har muligheden for det,” afsluttede han roligt og med en let hvisken. Hendes røde farve i kinderne, var noget som han faktisk godt kunne lide. Det var noget som han mente faktisk klædte hende.

[Deleted]

Solen var gået sin gang yderligere ned, på vej til at efterlade himlen I en smuk lyseblå farve, der med tiden ville blive mørkere og mørkere. Evelyn kastede et blik ud af vinduet for et kort øjeblik, med det varme smil hvilende på læberne. Det var en perfekt aften. Alligevel kunne hun ikke lade være at bekymre sig, omkring Jeremiah. Han hadede at blive passet, det vidste hun jo, men blot for denne ene aften, behøvede hun et par timer til at være Gabriels kæreste, frem for mor hele tiden. En anelse fraværende, fortsatte hendes hånd de blide strøg hen over hans bryst. En gang før havde de forsøgt, og hele slottet var endt med at falde sammen over dem. Der havde ikke været noget flovt, ikke fordi de nogensinde var nået så langt. Hun havde aldrig haft travlt, hun havde allerede skænket Gabriel hendes hjerte og hendes sjæl, hun manglede blot den sidste del, og selv det ønskede hun at skænke ham. Blikket lod hun falde i hans, mens armene faldt om hans nakke. Chokoladen var virkelig udsøgt! Det var en ting hun havde savnet igennem utrolig lang tid, hun havde ikke spist det mens han havde været borte, for det i sig selv, var det største minde om ham, det måtte hun også erkende. Hendes mine var en anelse undskyldende, Evelyn var jo klar over hvordan han havde det med chokolade. Hans ord fik hende dog til at slappe lidt mere af, det duftede godt, og i hendes øjne der smagte det ligeså fantastisk. Hånden lod hun fjernes, hendes læber mødte hans. Varmen bredte sig. Evelyn forsøgte næsten at fange hans læber, prøvede at undgå at skulle slippe dem. Et svagt suk fulgte efter, da han endelig måtte trække sig igen. Hovedet gled på sned, mens hun betragtede ham med et smil, og med en svag rød farve i kinderne, der fik hende til at se lidt levende ud, hun måtte erkende, at siden han var gået bort, så var hun blevet en del blegere. Hun rystede afvisende på hovedet , han var den fantastiske, men hun ønskede slet ikke at bringe den op til diksussion, for det ville de diskutere til evighed. Hans ord direkte overraskede hende. Et kort øjeblik måtte hun betragte hans blik, blot for at finde ud af hvor vidt han mente det eller ej. Han ville prøve igen? Selv på trods af kaoset, der var endt med at brede sig sidste gang. Et stille smil trådte tilbage, hun plantede et stille kys mod hans kind ”Jeg elsker også dig, Gabriel. Jeg synes vi skal prøve igen” hviskede hun medgivende, og et lille glimt i blikket. Værelset blev i takt med himlen udenfor mørkere. Det var en anelse trist.. det kunne de vel lave om på? Evelyn kyssede hans mundvie, og kravlede væk fra ham med et lille smil. Efterhånden var hun selv blevet bedre til hele engletingen, og havde måttet erkende, at selv varmen var en del af hende nu, på en anden måde, end det havde været. Ganske stille satte hun fingeren på de små lys, lod dem flamme og bringe det stille lys der lagde værelset i en behagelig stemning ”Vi kan vel ligeså gøre os det lidt hjemmeligt?” hendes hjerte slog kraftige slag, mens rødmen var blevet kraftigere, hun måtte erkende at hun var direkte rædselsslagen for at gøre noget forkert. De havde ventet længe, selvom det ikke ville blive perfekt, for det ville ingen stund som dette, så var det vel forsøget værd?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste udmærket godt, at Jeremiah virkelig ikke kunne fordrage at blive passet. At den stakkels dreng, var så sikker på at han ville blive efterladt og skubbet ud af billedet så snart, at der skete ændringer.. så var han virkelig bekymret for ham og han havde ondt af ham. Han prøvede virkelig også at stå der som en far for knægten og det var jo også først nu, at han for alvor var begyndt at acceptere, at han kom og besøgte dem. Det var da et skridt i den rigtige retning om ikke andet, så set i hans øjne. Han elskede virkelig dem begge to og Jeremiah havde han jo trods alt også taget til sig, som havde det været hans egen søn biologisk set. Han vidste hvor meget den dreng betød for Evelyn, så selvfølgelig var det også noget som han agtet at lukke tæt ind til sit eget hjerte. Det stille smil hvilede på hans læber, han kunne virkelig ikke lade være! Hun var virkelig den som betød mest for ham, den kvinde som havde den største betydning og det var også noget som han ønskede at vise hende, netop igennem tro, tillid og loyalitet på denne her måde, også for at vise hende, at det ikke var noget som han gjorde med alt og alle. Han havde aldrig været så tæt på en kvinde før, og man kunne jo heller ikke ligefrem påstå at det gik godt sidste gang, hvor verden næsten i bogstavelig forstand, var ved at falde om ørene på dem. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Så gudeskøn som hun måtte være, så var det også tydeligt, at hun havde budt sollyset ind i sit hjerte, og det var noget som han også rigtig godt kunne lide og mere end det som han kunne elske noget andet. Kysset valgte han at holde med hende, for det var virkelig, virkelig rart at have hende alene for en gangs skyld, også selvom han vidste, at hun måtte hente deres dreng som noget af det første dagen efter. Nu ville han bare nyde det så længe, at han havde muligheden for det. At hun gik med til at lade dem prøve igen, var noget som fik ham til at smile en anelse mere bredt. Der var ingen forventninger, det var vel bare.. for hyggens skyld et sted.. Lade dem komme tæt på hinanden, udforske hinanden og finde ud af det sammen? Det var vel også det at det at danne par måtte gå ud på? At de var to om tingene? Han slap hende roligt, som hun valgte at trække sig væk fra ham, da hun skænket hans mundvig et let og stille kys, som han bare tog til sig. Som hun lod lysene komme frem, så kunne han virkelig heller ikke lade være med at smile, som han roligt valgte at rejse sig. At gøre det mere hjemmeligt.. det var da en fremragende idé, også set i hans øjne. Han gik roligt hen til hende, stillede sig bag hende, kun for at lade armene glide omkring hendes slanke krop, som han kunne trykke ind til sin egen. Meget var ændret efter han var gået bort, men denne nye chance var bestemt heller ikke noget som han ville lade gå til spilde! Ikke på vilkår! Han plantede et stille kys i hendes nakke og med det stille smil på læben. Optrækket til at trække den videre, var han faktisk temmelig god til, det var selve akten, at han stod fast på endnu. Der kunne de jo hjælpe hinanden lidt på vej. ”Det er perfekt, Evelyn..” Skæret lod den røde farve i hendes kinder blive meget mere synlig og den klædte hende. Det gav hende den livlige glød som han i den grad havde savnet.. Nu kunne han jo atter genkende hans kære Evelyn for alvor.

[Deleted]

Evelyn var virkelig kun bekymret for den lille knægt, han brød sig ikke om at være ude, det gjorde ham utryk, hun var dog overbevist om at han viile være i sikkerhed, og selv for hende var det det vigtigste. Lige for denne aften ville hun tillade sig, at ligge den forældrerolle fra sig, og nyde et mere privat forhold,f ro hende og Gabriel havde i den grad også brug for at pleje deres, det havde heller ikke været en særlig nem tid for dem, det måtte hun erkende, og hun nød tanken om, endelig at have ham lidt for sig selv. Hun havde ventet på den aften, hvor hun endelig ville være i stand til at give sig helt hen til ham, det var trods alt ikke gået så godt, de sidste par gange hun havde forsøgt sig med dem, men i aften kunne intet komme i vejen, det var hun allerede overbevist om. De levende lys kastede værelset ind i et mere romantisk, orange skær, deres stue i hytten havde været fuld af samme slags, hun nød varmen, sådan havde det været, siden lyset var blevet en større del af hende, end det som det evige mørke engang havde været. Ville det blive mere pinligt, hvis hun erkende at dette havde hun tænkt på, siden den første dag hun stod overfor ham, og tiggede og bad ham om at skænke hende et arbejde? De havde haft deres muligheder, men yderligere var intet sket. Evelyn kunne se at det glædede ham, det kunne vel heller ikke være let ligefrem at forelså sådan noget? Det kunne dog ikke falde hende ind at skulle afvise ham, for hun længtedes virkelig efter at tage ham tæt, og en omfavnelse var ikke nok! Hun ville udforske ham, kende hver lille del af ham, og endelig kunne sige sig at have været så tæt på ham som ingen anden havde været, ingen anden kvinde, hvilket kun var den tanke hun nød mest, måske det var de tanker som han burde gøre sig, men hun havde vel altid haft en mindre tendens til ejerskabsfornemmelser? Det dirrede en mindre blanding mellem spænding og nervøsitet idet hans arme lagde sig omkring hende, og trak hende tæt ind til sig. Hun lod hendes skikkelse falde tæt ind mod hans. Det sitrede ved det stille kys, gav hende følelsen af gåsehud over hele kroppen, dog uden at det på nogen måde var ubehageligt. Ganske stille sneg hun en hånd bagom, lagde sig i hans nakke, og dermed tvang deres kroppe helt tæt. Hun lod blikket glide i skjul, ikke af udmattelse, men kun for at nyde det stille øjeblik. De ville tage det stille og roligt, og hun stolede på ham. Optrækket kunne hun følge med på, men efter det gik hun fuldkommen i stå, og det var en tanke der virkelig lod hendes hjerte tage ekstra mange slag. Et suk forlod hendes læber, hun smilte for sig selv, selvom det var ment til ham ”Mhmm.. Men det er ikke lysende eller den yderst romantiske solnedgang, der gør det perfekt” hviskede hun stille. Det eneste der gjorde det perfekt var ham, og hans arme omkring hende, der skænkede hende dne tryghed, og den lyst som hun ville få brug for, for at skulle gennemfører dette. Hun ønskede ikke at vente mere, det var på tide, at for alvor blive en del af ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var klar over at Jeremiahs værste frygt, var at han ikke ville blive hentet igen, også selvom han holdt af knægten, som havde det været hans egen søn, for det gjorde han virkelig. Men til tider, så måtte man jo bare indse, at man ikke var et super-menneske, at man jo også havde brug for at skulle søge lidt andre veje og nu havde han virkelig brug for Evelyn. De havde jo også brug for at skulle pleje deres, da det jo heller ikke var fordi at de havde meget tid til hinanden på denne her måde. Han havde kæmpet for knægtens tillid og accept i udgangspunktet. Da det havde været det som var ham det vigtigste, da han også havde ønsket at fortælle og vise knægten, at det havde været ham som han havde sat som det første og som det vigtigste på denne her måde, da alt det andet faktisk kunne være fuldstændig ligegyldigt. Nu var det ham og Evelyns tur, og det var noget som han i den grad også ville nyde af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Lysene var gode og behagelige, de efterlod ikke meget varme, men en tydelig hygge. Han blev stående og med armene omkring hendes slanke krop, hvor han vendte blikket ned mod hende. Han havde heldigvis ikke sin kære moders højde, men sin fars. Han kyssede hende let i håret, hvor han selv tydeligt måtte mærke den sitren som det måtte efterlade ham, som hun lagde armen om hans nakke, og derved kørte hånden igennem hans nakkehår, for det var virkelig noget som efterlod ham selv med et tydeligt behag. Han lukkede øjnene let, som han vendte blikket roligt og stille, som han stod og lyttede til hendes ord, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile, for han vidste udmærket godt, hvor hun måtte være på vej hen. Han skænkede hendes tinding et let kys. ”Med den smukkeste kvinde jeg længe har set, stående i min favn, så kan det ikke blive mere fantastisk end det som det allerede er,” påpegede han sigende, som det blide smil måtte glide over hans læber. Det var hende som gjorde ham lykkelig, det var hende som han ønskede at være sammen med, og det var ikke noget som han på nogen måde, kunne eller ville skjule for hende, for hun fortjente i den grad, at skulle se og fornemme det hele, for det var vel bare sådan at det nu endelig måtte være i det store og hele? Han lod hånden roligt stryge over hendes mave, som han roligt førte hende med sig hen mod sengen. De havde ikke travlt, de havde hele natten og dagen med hvis det skulle være, også selvom Jeremiah skulle hentes, så var det vel bare at udnytte tiden, så godt som det nu ville være dem menneskelig muligt i den anden ende? ”Jeg elsker dig, Evelyn,” hviskede han sigende, som han endte med at stoppe, gå ned i knæ, hvor han hævede hende i hans arme med en hånd ved hendes knæ og den anden bag hendes ryg, idet han roligt bar hende med sig hen til sengen og lagde hende ned, som havde hun været prinsessen på ærten. Ganske forsigtigt, så kravlede han henover hende, selv uden at lægge nogen vægt i direkte, for det var da noget af det sidste som han ønskede, for hun skulle bestemt heller ikke føle det ubehageligt på nogen måde, det var da noget af det sidste som han ville have! De mørke øjne hvilede i hendes, som han roligt lænede sig frem, for at lade læberne mødes med hendes endnu en gang. Han kunne bare ikke få nok.

[Deleted]

Jeremiahs frygt var blevet til Evelyns, hun elskede den lille knægt, og hun følte sig svigtet ved at svigte ham, men hun kunne ikke være mor dag ud og dag ind, for resten af hendes liv, ikke på den måde om ikke andet. Det var blevet tid til en pause, hun havde ligeså en vidunderlig mand ved hendes side, som hun ligeså ønskede at dele tilværelsen med, og hun ville ligeså svigte ham ved, ikke at give sig det mindste tid.
Lysene blussede varmt og skabte ro omkring dem. Det var ikke ligefrem hjemme, men det var trygt, der ville ikke være nogen til at finde dem her. Evelyn havde ladet armene glide omkring hans nakke. Dog hvilede de der kun for et rastløst ojeblik, før den ene hånd strøg gennem hans hår, og tog vandringen ned over hans kind, mod de ru skægstubbe, og til sidst endte mod hans bryst. Hun kunne fornemme hans hjerteslag mod hendes håndflade. Det slog helt modsat af hendes, så roligt, små stille slag, der vuggede hende i en blid ro. Hun var ikke usikker, dette var hendes ønske, havde været hendes ønske gennem så mange år, men om hun var nervøs? Spændt? Det kunne hun ikke frasige sig! Fortabt i hans blik, forsvandt de mange bekymringer som dug for solen. Hendes fingrer kælede ham blidt i nakken, lod de små nakkehår sno sig omkring hendes pegefinger, og følte hvordan hans gys, rejste sig under hendes fingerspidser. Hendes hud sitrede, det føltedes som brændte den allerede, og sammentidig fandt tryghed i hans favn. Det lille smil bredte sig over hendes læber, der var ingen anden, der nogensinde havde fået hende til at føle sig smuk, føle sig som en prinsesse, selv på trods af et beskidt og dårligt lønnet arbejde som kammerpige, ingen foruden Gabriel, og selv nu, nød hun at se hans blik, nød at se den iltre flamme der gemte sig et sted bag. Ingen ord kunne hamle op med hans. Istedet plantede hun et stille kys mod hans læber. Det overraskede hende stadig, hvor hurtigt han faktisk måtte formå, at fjerne hendes tanker og bekymringer, og istedet kun forkusere på ham, give sig hen. Med rolige skridt fulgte hun ham mod sengen, inden hun for alvor gled ned i den bløde madras, lod hun hendes vinger spredes en smule, blot så de ikke ville være i vejen. Det stille smil prydede hendes læber, samtidig med en kraftig rødmen, hun følte sig virkelig som en prinsesse, det kom hun ikke uden om. ”Jeg elsker også dig,” hviskede hun, uden nogen form for tøven. Det var sandt, han var den eneste, der direkte havde fået hendes hjerte til at skrige af desperation, han var den eneste der havde efterlaft hende med tårer atfen på aften, og sammentidig, den eneste der havde fået hende til at brænde af den længsel. Hendes fingerspidser, dansede ømt ned over hans ryg.. Det var ham der havde lært hende omkring denne tilstedeværelse, som et helligt væsen. Ganske forsigtigt lod hun dem blide langs hans vingeled, og nusse mellem de inderste fjer. Hun vidste udemærket hvilket ømtåleligt område dette var, derfor også så forsigtig, fordi hun endnu engang havde bevæget sig på dybere vand. Blikket gled langsomt i sskjul bag hendes øjenlåg, som læberne endnu engang mødte hans, fuld af en dyb længsel og til dels også en anelse krævende. Dette var bestemt heller ikke nok, hun ville have mere, hun ville føle ham, for første gang gennem alle de år.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel elskede Jeremiah som havde det været hans egen søn, selvom den tilværelse bestemt heller ikke havde været helt nemt for ham altid. Det havde været ham en kamp uden lige, at skulle komme knægten tæt, men det var lykkes, også selvom det ville blive en kamp næsten fra start af igen, når han kom hjem. Han satte virkelig ekstremt høje krav, selvom begge gjorde sit for at gøre ham glad og det var noget som han i den grad ønskede at fortsætte med i mange år fremover hvis det skulle blive nødvendigt og han så faktisk også frem til det! Lige nu var det ikke Jeremiah som han tænkte meget over, men Evelyn. Han havde brug for at være lidt sammen med hende, så denne stund hvor det faktisk kun var de to, så kunne det virkelig heller ikke blive bedre! Hans tilstedeværelse var stadig ukendt for alle andre end dem som skulle vide det, så han havde vel heller ikke noget at frygte lige nu? Selv kunne han smide bekymring efter bekymring til side og det var noget som han agtet at gøre det, for det ville være trist at ødelægge en sådan en hyggestund med Evelyn, for det var virkelig noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Selv i hans øjne, så klædte hun virkelig at være en engel, for hun havde altid været en fantastisk en af slagsen set i hans øjne. Måske at det hele havde været anderledes dengang de havde været på slottet, men nu.. Han var ikke længere hans kammerpige som han kostede rundt med, satte chokolade frem i skåle til hende, for hun vidste at han ikke rørte ved det og han havde nydt at gøre hende tilfreds, for det havde han vel gjort.. altid? Han lod hånden stryge hende over kinden og selv med det blide og stille smil på læben, for det var slet ikke noget som han kunne skjule, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så var det bare ikke menneskelig muligt, om han så ville det eller ikke. Han elskede hende og han ville i den grad også lade hele verdenen vide det, hvis det endelig skulle vise sig at blive aktuelt! Kysset holdt han, hvor selv hans øjne var gledet i, hvor han mere end glædeligt lod sig omringe af det behagelige og betryggende mørke. Hovedet lod han søge let på sned, blot for at komme hende det tættere på, for han ønskede hende virkelig helt tæt på denne gang! Og nu hvor muligheden bød sig, hvorfor så ikke bare.. tage den? At hun valgte at søge direkte til hans vingeled, var noget som for alvor satte en sitren i hans krop og en kraftig hjertebanken mod hans bryst. Hun var ved at blive ekstremt god til det der efterhånden! Det var virkelig helt ufatteligt! Et svagt, dog dæmpet suk tvang sig forbi svælget og lød mere dæmpet i kysset som han trykkede sig tættere på hende. Det var virkelig rart! Sådan et ømt punkt havde de færreste, men ved ham, så var det virkelig sensitivt! Hele kroppen sitrede ved hendes blide bevægelse og berøring, for et var virkelig særdeles fantastisk! Hånden gled roligt henover hendes lår, hvor han ganske roligt valgte at lade den søge ind under kjolen og derved også trække den med sig op, jo højere op af låret som han måtte komme. Han ønskede at være hende helt tæt. Dette var bestemt heller ikke nok for ham!