Lips of an angel

[Deleted]

Eftermiddagen havde passeret, aftenen nærmede sig med rolige skridt. Solen havde formået at male himlen i smukke rødelige nuancer, inden den for alvor ville forsvinde, og lade mørket træde til. Det havde været en smuk forårsdag. Blomster var begyndt at spirer, og træerne begyndt at få knopper. På trods af denne smukke dag, havde det ikke været muligt at spotte så meget som et eneste ansigt. Evelyn havde tidligere på dagen lagt et besøg på Neutranium, hvor Destiny og Fabian havde indvilliget i at tage Jeremiah for blot et enkelt døgn. I alt dette kaos, havde selv Evelyn brug for tid til at tænke, og ikke mindst tid sammen med Gabriel. Det skræmte hende at se Procias, på vej i disse ruiner. Uden mad, kom kun vrede borgere der ønskede at skade hinanden, og det gjorde direkte ondt, specielt fordi hun vel stadig følte en form for ansvar? De skovgrønne øjne, betragtede naturen foran hende, på trods det lå bagved det vindue hun betragtede. Det var ikke længe siden hun var kommet hjem til et tomt værelse. Et sted så bekymrede det hende, for Gabriel eller.. Simon som han hed nu, gik ikke ud i frygt for at blive set. Hun strøg de mørke lokker bag ørene. Solen generede hende en smule som den var på vej ned, men det var smukt. Uden Jeremiah i nærheden var det næsten for stille. Han var kun blevet passet en gang før, og det var hos Nathaniel for flere måneder siden. Hun bekymrede sig mere end den stakkels knægt gjorde. Panden hvilede mod vinduet. Den var dejlig kølig, det var ikke fordi luften direkte var blevet varmt endnu, selvom sommeren også nærmede sig med langsomme skridt. Et sted var hun glad for det. Når solen for alvor ville varme stedet, og alt ville være fordigt og smukt, da ville hun sidde nede ved bækken, i Gabriels favn, og med deres lille søn der pjaskede i vandet. Ubevidst spillede et smil over hendes læber ved den tanke. Som regel sad den lille knægt kun med sit puslespil og holdte sig for sig selv, men i vand.. så man ham der, så ville det være svært overhovedet at se hans autisme. Hun sukkede og rejste sig. Den hvide kjoler faldt ned over den slanke krop. Hun havde følt sig en smule sløj på det seneste, men hun var aldrig rigtigt blevet syg, hvilket kun lettede hende, for midt i alt dette, så ville det kun være langt mere upassende. De levende lys var næsten brændt ned. De havde været tændt hele aftenen i forvejen, og et sted ventede Evelyn kun på mørket, for at hun endnu engang ville være i stand til at berolige sig selv ved synet af de dansende flammer. Hun så på den nyredte seng, og hvordan alting var ryttet og pænt. Hun savnede hytten derhjemme, det kom hun ikke uden om, på en måde var der.. koldt? *Hvor pokker bliver du af* tankerne kredsede omkring Gabriel, hun var bæevet forbandet overbeskyttende overfor ham, men det var vel heller ikke underligt, alt taget i betragtning?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde valgt at vende snuden tilbage mod den gamle og forfaldende skov i Procias. Der var ikke mere tilbage af den lille hytte som de havde haft. Han havde kun lige nået at skulle flytte ind, før skoven var gået op i flammer. Nathaniel og hans familie havde han heller ikke set nogen som helst spor af overhovedet, så han gik automatisk ud fra, at de havde formået at nå at søge skjul andre steder. At være ude frem til det måtte blive mørkt, var efterhånden bare blevet nødvendig for en som ham. Hans chance i livet, skulle ikke spoleres som det var sket under maskeballet, som havde kostet ham hans liv, ganske enkelt fordi at han havde vist sig fra en lidt mere venlig side, end det som han ville have gjort normalt. Han var blevet en lidt hårdere mand, men lige nu var der andre ting som måtte hvile i hans tanker; Det var hans familie. Kære Evelyn og Jeremiah, som han kun måtte elske som havde det været hans egen lille søn. Solen var ved at gå ned nu, så var det også en mulighed for ham at komme lidt frem igen. Selvom det måske ikke var direkte godt for hans del, for de mørke væsner kunne se ham, men det var gået frem til nu. Han sukkede dæmpet, som han trak den mørke kappe op over hovedet. I aften havde han Evelyn lidt for sig selv, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod. Jeremiahs autisme, var nok det som var hans største udfordring, for han vidste ikke altid om det han gjorde, var rigtigt eller godt for den unge dreng, men han prøvede og det så da ud til at give pote. Kutten trak han godt over hovedet, som han endelig måtte komme tilbage til kroen i Manjarno. Byen her var virkelig fyldt med dem som havde søgt væk fra Procias af, i det store og ekstreme kaos som herskede der nu. Bare tanken om at skulle se sit eget fædreland gå så meget ned, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre! Han forstod det virkelig bare ikke! At Evelyn ikke havde været ved bedste vel det sidste stykke tid, havde han bidt sig mærke i, men det kunne vel bare være en ganske normal forkølelse? Det var det som han gik ud fra, for det havde virkelig også været en utrolig kold vinter for alles vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han nåede kroen, hvor han uden så meget som at skulle kaste et blik på andre, nåede hen til trappen, hvor han søgte ovenpå. Han vidste lige hvor værelset var, så han håbede bare, at Evelyn ville være hjemme. Han glædet sig bare til det at have hende bare lidt alene, for det var noget som han bare.. havde brug for. Han stoppede op foran døren, hvor han let bankede på. Høflighed og respekt havde han og han ville ikke bare komme brasende ind. Ikke når det praktisk talt var hendes værelse.

[Deleted]

Evelyn gled roligt ned på sengekanten. Hænderne gled ned i hendes skød, hun følte sig umådelig rastløs, specielt nu hvor end ikke hendeskære søn var til stede, og formåede at underholde hende. Det gippede i hende, hun kunne gå en tur? Nyde det sidste af den ellers smukke dag, i de gader som lod til at være tomme. De fleste var fornuftige nok til at søge indendøreog blive der, for ingen vidste rigtigt hvad der foregik omkring dem. Procias stod værst. De havde været tvunget til at tage afsted, ladet hytten, som hende og Jeremiah havde kæmpet for at sætte i stand, stå og blot vente sin skæbne. Et sted var hun kun nysgerrig på hvor meget der rent faktisk stod tilbage når de engang ville vende hjem, hvis det overhovedet ville blive en realitet. Hun rystede på hovedet af sig selv, den slangs tanker ville hun end ikke tillade sig selv at tænke. Tungespidsen fugtede de rosa læber, hun hoppede en smule på madrassen, hvor fjedrene hjalp godt til. Det var slet ikke som at ligge i det lille lokale, som hun alligevel havde formået at indrette hyggeligt og varmt. Hjertet slog en smule nervøst mod brystet, som hun endnu engang måtte komme i tanke Gabriel. Han havde lovet at han ville komme hjem igen i aften, specielt nu hvor de havde tid til at tilbringe aftenen sammen, det var flere år siden de sidst havde været i stand til det. Hun kunne bestille mad? Priserne var godt nok steget, efter det var blevet sværere at skaffe mad, og siden vingården i Procias blev overdraget, så var det også ganske dyrt, ikke at det ville påvirke lige præcis dem, men det var selve hendes egen samvittighed. Alligevel blev hun hurtigt enig med sig selv om, at det var bedre end blot at sidde her og tænke tanker, hun slet ikke burde. Hun tvang det blide smil frem, og klappede sig selv mod lårene, idet hun rejste sig med en smidig bevægelse. Hendes gang var målrettet og næsten ivrig efter at komme ud af lokalet. De slanke fingrer greb omkring håndtaget, hun åbnede døren og måtte træde til side, for ikke at blive ramt af hans hånd. Smilet bredte sig, denne gang langt mere ægte, og udelukkende fordi stenene formåede at falde fra hendes hjerte. Hver gang han begav sig ud, frygtede hun at han ikke ville komme tilbage ogen, og hun nægtede at gå det savn igennem som en gang til ”Du forskrækkede mig” påpegede hun med morskab i tonen frem for bebrejdelser. Hun slap en kort latter og rystede på hovedet, mens blikket søgte hans. Han var endnu uskadt, hvilket kun glædede hende. Tanken om middagen var allerede væk, nu var han der trods alt igen, og så var alting godt. Af gammel vane lod hun blikket glide langs gangen, for at tjekke om fri bane. Sådan havde det altid været, den eneste aften hvor de ikke havde været en hemmelighed var under det bal hvor.. tanken slap hun hurtigt, hun ville end ikke tænke på det, ikke længere.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel måtte faktisk sige sig, at han glædet sig til en aften sammen med Evelyn alene. Det var ikke fordi at han havde noget imod Jeremiah, men selv den knægt var virkelig en mundfuld for ham, selvom han var mere end villig til at gøre det som var nødvendig for den lille familie som man vel godt kunne sige, at de var blevet. Han havde nu været der og set til den lille hytte i skoven og han måtte erkende, at det virkelig var noget af det værste som man kunne sige sig.. Det var virkelig ødelagt og han var virkelig ked af, at det var sådan at det skulle gå for sig. Han vidste at han havde været væk længe, men det var heller ikke fordi at det havde været direkte nemt for ham at bevæge sig fra det ene til det andet uden at blive set, selvom det virkelig var nødvendigt for deres alles skyld. Han skulle have fat i Nathaniel, for han havde visse ting som han havde brug for hjælp til og han vidste, at alkymi var vejen at gå også for hans vedkommende, selvom det ikke var noget som han havde snakket med Evelyn om endnu. Han havde gjort det så hurtigt som det nu havde været ham menneskelig muligt, for han ville ikke lade hende være alene alt for længe, så det var faktisk gjort hurtigt. Han stivnede helt, som døren bare endte med at gå op, da hun stod der i den. Hans læber bredte sig kun i et stille og let smil. Selvom han kun havde været væk for dagen, så havde han i den grad også savnet og manglet hende. ”Det må du undskylde,” begyndte han sandfærdigt, som han selv vendte blikket frem og tilbage ned af gangene. Der var ikke rigtigt nogen at se, så han kunne vel også godt tillade sig at komme indenfor? Det var i sig selv, næsten helt underligt at se at det hele uden Jeremiah, selvom.. han faktisk måtte nyde den fred som havde sænket sig. Han slog stille armene omkring hendes liv, idet han førte hende med sig tilbage ind på værelset, hvor han skubbede døren i med sin ene fod. ”Var du på vej ud? Og uden mig?” Han blinkede let til hende. Han havde en lille gave til hende. Lige i aften, ville han bare have muligheden for at have hende lidt for sig selv, og han ville nyde det så længe, at det nu var ham muligt. Han skænkede hendes pande et stille kys og vendte blikket let omkring i det lille værelse. Nok ikke særlig stort, men det var perfekt for dem, selvom han var væk det meste af dagen, men om aftenen.. så var han hendes kæreste og Jeremiahs far. Han nød at blive kaldt ved den faderlige titel! Han slog kutten stille ned, som han også fjernede kappen som han smed over sin arm og med blikket som han igen måtte vende mod hende. Smilet kunne ikke falme når han var sammen med hende. Han havde i den grad lært siden maskeballet. Ingen anden foruden hende og Jeremiah fik overhovedet lov eller den mulighed til at skulle komme tæt på ham overhovedet!

[Deleted]

Det var rart at have nogen omkring sig. Efter Gabriels død, så kunne man roligt sige at Jeremiah havde været hendes redning. Han var den lille knægt, som havde formået at bringe lysets tilbage i hendes sjæl, givet hende noget at leve og kæmpe for, hvilket hun stadig gjorde. På trods af alt det, så stod kærligheden endnu engang for hendes dør, savnet var erstattet med den rene længsel, og lige for i aften, glædede hun sig faktisk til at have ham for sig selv. Selv hun havde brug for at slappe af, for han var en mundfuld, det kom hun ikke uden om, det ændrede dog ikke det faktum at hun elskede den lille knægt. Nu hvor Gabriel igen stod der, så forsvandt alle de bekymringer hun havde gjort sig de sidste timer, ikke mindst omkring deres hus ved udkanten af skoven i Manjarno. Hun savnede et hjem, hvilket man ikke ligefrem kunne kalde kroen for, specielt ikke når Gabriel måtte være så ekstremt forsigtig, ingen måtte genkende ham, for omverdenen var han død. Hendes puls faldt endnu engang til ro. Hun havde ikke ligefrem regnet med at han pludselig ville stå der. Det lille smil prydede de rosa læber, mens hun lod hovedet glide på sned, så uskyldig som hun formåede at se ud. Evelyn rystede en smule afvisende på hovedet ”Ikke undskylde” svarede hun blot kortfattet, og vaklede et par skridt bagud, for at lade ham træde forbi. Han skulle nødig ende med at blive set på gangen, udelukkende fordi hans blik formåede at fastholde hende, på en helt anden måde, end det som andre gjorde. Begge hænder lagde sig mod hans overarme, idet hun endte med at stå i hans favn og bevægede sig længere ind. Døren gled i bag dem, hun kunne tydeligt høre det velkendte klik. Hvor han havde været og hvad han havde lavet, det var hun på ingen måde klar over, faktisk var hun end ikke sikker på at hun ønskede, at vide det. En latter slap hendes læber ”Selvfølgelig var jeg ikke det” drillede hun og rynkede på panden, der tydeligt afslørede den ikke specielt godt skjulte løgn. Armene gled om hans nakke, hun nød at se den måde lyset af den røde himmel udefra, ramte hans ansigt og lod ham stå i skæret ”Jeg savnede dig” påpegede hun, med en tone der var en smule bebrejdende og dog drillende. Det var slet ikke ment negativt, selvom dagen havde været en smule ensom uden hverken ham eller Jeremiah. Hun tog imod det stille kys mod panden, hvilket kun lod det sitre ”Jeg bryder mig ikke om, at du går ude ved højlys dag, kære” hun lod det ærlige blik søge mod hans, med den tydelige bekymring der stod malet. Faktisk hadede hun generelt når han søgte udenfor, udelukkende fordi hun var bange for at skulle miste ham en gang til. Aftenen var på vej, de ville have den for sig selv, og stadig formåede hun at bringe tiden på at belymre sig? Selv Evelyn var klar over, at det på ingen måde var fair, men hun kunne bare ikke lade være.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var udmærket godt klar over, at Evelyn ikke var meget for at han søgte ud, men han havde ikke rigtigt noget andet valg. Han var tvunget til at være ekstrem forsigtig og nu hvor de ikke havde haft mange andre steder end byen at søge til, så var det heller ikke fordi at han havde meget andet valg end det som han gjorde. Han søgte ud, ventet på at det blev mørkt, så han kunne søge tilbage og hjem igen og tilbage til sin familie. Jeremiah var en stor mundfuld for dem begge to, og han vidste at knægten var klar over det, selvom det ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han ønskede jo heller ikke at knægten skulle føle sig som en belastning, for han holdt virkelig af ham som kun en far ville være i stand til det. Selvom han også en dag ønskede sig sin egen, noget som han kunne kalde sit biologisk set. Nu hvor han var sammen med hende, så kunne han endelig sænke paraderne lidt og falde bare lidt til ro, selvom det virkelig var som at stikke hånden ind i en bikube, at vise sig på denne måde offentligt, eftersom dette jo trods alt også var et offentligt sted, så ønskede han bare at være sammen med hende. Så snart at han fandt en mulighed for at snakke med Nathaniel privat og i enerum, så skulle han nok få gjort noget ved det, så han kunne være sammen med dem begge uden at skulle frygte for sin egen skyld. Han var virkelig ved at være træt af det, men sådan som det var lige for øjeblikket, så var det jo heller ikke fordi at han rigtigt havde noget andet valg. ”Er du nu helt sikker?” spurgte han med en tydeligt drillende stemme. Ikke fordi at det var noget som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på. Han strøg hende let over ryggen, hvor han let skænkede hendes pande et kys. Han var bare glad for at være der sammen med hende, hvor han virkelig formåede at falde til ro. Hun kendte ham jo trods alt også så godt efterhånden, så hun vidste det vel? At hun var og blev hans perfekte lille fristed? Han nød om ikke andet, så frygtelig godt af den tanke, følelse og fornemmelse. ”Det ved jeg godt. Jeg ville blive, hvis jeg kunne,” påpegede han sandfærdigt. Sandt var det jo faktisk. Han ville elske at være sammen med hende og på alle måder, for.. hun var virkelig en uvurderlig skat i hans øjne. Han hang sin kappe op på den gamle krog som hang ved væggen, kun for at vende blikket mod den ene lomme, hvor han hurtigt fandt en lille pose frem. ”Jeg har noget til dig,” hviskede han roligt. Han kunne ikke fordrage det, men han vidste, at hun elskede det. Han tog hendes ene hånd og lagde den i hendes hånd og med det muntre smil. ”Lidt som gamle dage,” tilføjede han, hvor han blinkede let til hende. En lille pose med lidt chokolade. Han elskede at se hende gå ombord i det! Specielt også dengang på slottet, hvor der altid havde stået en lille skål på hans værelse, kun til hende. Hun skulle bare have det bedste af det bedste.

[Deleted]

Det var en ikke fordi, det ligefrem var nemt for en engel at skjule sig i lysets skær. Hun frygtede virkelig den dag, det ville gå op for alle andre, at han var tilbage, hun frygtede, at hvem end de vampyrer havde været, at de ville komme efter ham igen, tage ham fra hende, og i samme ryk forsøge at hive Jeremiah med sig. Det var ikke en sorg, hun kunne bære at gå igennem en gang til. Hun lod hans mørke lokker sno sig omkring hendes slanke fingrer, og nussede ham let i nakken. Hun huskede ikke hvornår de sidst havde haft en aften for dem selv, og hun ville virkelig nyde, at være barnefri blot for denne ene. Det var heller ikke fordi at hendes søn var en byrde på nogen måde. Hun elskede ham, som havde han været hendes af kød og blod, også selvom hun en dag gerne ville opleve den virkelige fornemmelse, af at blive mor, stå med en stor mave, få morgenkvalme, selv alle de negative ting, men hver ting til sin tid. Hun havde end ikke fået lov at give sit endelig ja, til den mand hun måtte elske, det var vel for tidligt at tænke på børn? Blikket hvilede i hans, hun betragtede den drillende gnist, der kom fik fremanet det brede smil over hendes egne rosa læber ”Det er ikke alle, der går uden så meget som en besked om hvorhen, og desuden sætter sit liv i farer ved at vise sig offentligt i dagslys” påpegede hun lettere drillende, selvom der uden tvivl var en dybere mening bag. Hun hadede det faktum, at han gjorde det, men det vidste han jo allerede. Det var næsten svært at tro. For 80 år siden, havde det blot være diskrete blikke efter ham hist og her, men nu følte hun faktisk hans kærtegn, det blide kys og strøg over ryggen, som kun lod varmen brede sig, og sammentidig også en lettelse, den bekræftelse på, at han rent faktisk måtte være der, for til tider, så føltedes det for godt til at være sandt, som noget der foregik i de søde drømme. Som han bevægede sig mod den krog på væggen, var hun tvunget til at slippe ham. Armene faldt ned langs siden, mens hun blot blev stående og så efter ham ”I det mindste søg ud efter mørket er faldet på” bad hun en smule mere alvorligt. Smilet endte dog hurtigt med at finde tilbage. Det undrede hende ikke, at han kom hjem med gaver, han havde altid været gavmild. Alligevel trådte en svag rødmen i de halvblege kinder. En anelse spændt tog hun imod den lille pose. Hun behøvede end ikke at kaste blikket ned i den, duften sagde hende det hele. Hun indåndede den med direkte fryd i blikket. Han vidste at hun elskede det stads! Det havde hun gjort, siden den første gang, han havde valgt at stille den lille skål på værelset ”Det vækker minder..” medgav hun med et stille nik. Ganske stille trådte hun mod ham, plantede et stille kys mod hans mundvie ”Det skulle du ikke have gjort” endte hun stille.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var måske ikke altid lige nemt for Gabriel at skulle skjule sig, men han var mere end villig til at gøre forsøget, for han ville ikke ende med at støde ind i problemer, som han vidste, at han sagtens kunne, hvis det skulle ende med at gå helt galt, for det var noget af det sidste som han havde lyst til, hvis han da ellers var i stand til at blive fri for det. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han ikke kunne lade være med at smile. Hendes bekymring var noget som faktisk måtte varme ham. Når man tænkte på det lange forløb og alt det som de havde haft at slås med, så stod de der stadig og de havde hinanden, det var vel også det som var det vigtigste set fra den anden ende af. Han lænede sig roligt frem og kyssede hendes pande. ”Selvom det er de mørke væsner jeg frygter mest for, min kære.. Så er det bedst for alle, at jeg søger bort når solen er oppe,” forklarede han sandfærdigt. Han havde mange steder at skjule sig og det var så sandelig også steder, som han agtet at gøre brug af, nu hvor han endelig havde muligheden for det, for det var virkelig ikke så slemt igen. Nu hvor oprøret kun måtte tage til i Procias, så var det heller ikke altid nemt, men han gjorde i den grad det som var ham nødvendigt for familiens skyld. Nu havde han Evelyn alene og han ville nyde det. Ikke altid at måtte tage hensyn til en tredje part, men bare.. hende. Jeremiah var tryg for aftenen og så kunne de hente ham dagen efter dette. Han så også frem til at de kunne få lov til at finde den mulighed for at skulle fungere som en ganske normal familie igen, selvom det stadig havde alt for mange lange udsigter, så glædet han sig dog alligevel. ”Jeg vil ikke have at der sker jer to noget. Jeg kommer jo igen så snart det bliver mørkt.. hver dag,” hviskede han stille, som et forsøg på at trøste hende, for han kunne udmærket godt høre og fornemme hendes alvor og han forstod hende så sandelig også godt. Det var heller ikke fordi at han ønskede at gøre hende så bekymret, men.. han gjorde det for deres alles skyld og han ville da håbe, at hun kunne se det. Hendes blik sagde han virkelig også det hele. Hun kunne dufte chokoladen. Han elskede duften af det, men smagen.. han kunne bare ikke have det! Han lod hånden roligt stryge mod hendes kind, hvor han let rystede på hovedet. ”Kun det bedste er godt nok i mine øjne, min kære.. Du fortjener det, sådan som du holder ud for mig,” påpegede han stilfærdigt. Han mente dog sine ord. Det var vel heller ikke nemt når han ikke var der i løbet af en hel dag? Han kyssede hendes pande, inden han tog om hendes slanke liv og førte hende med sig tilbage til sengen, hvor han satte sig. ”Desuden.. så er det kun dig og mig i aften,” tilføjede han med et muntert smil. Ikke fordi at han kunne skjule det for hende og det var heller ikke hans hensigt. Han ville bare have denne enestående mulighed for endelig at kunne være lidt sammen med hende.

[Deleted]

Evelyn var udemærket klar over,a t Gabriel var tvunget til at søge ud. Måske han havde fundet sig et navn, som ved første bedømmelse, ville være ham en udmærket forklædning, men de vidste begge, at den ikke ville holde evigt. Det eneste Evelyn måtte bede til nu, var at det før eller siden, ikke ville være nødvendigt at skjule ham på den måde, at det ikke ville være nødvendigt for hende at bekymre sig, for det var det, langt det meste af hendes dag måtte gå med. Duften af chokolade, var allerede nået hende. Der var direkte julelys i blikket, som et barn på juleaften. Det var ikke nem at skaffe, og specielt ikke nu hvor de ikke længere stod med kongelig status, det var også noget hun var klar over, hvilket kun gjorde det hele langt bedre. Den svage varme var at se i hendes kinder, hun lod sig stadig blive forlegen, hun var trods alt en kvinde. Hun lod hånden stryge gennem de lange mørke lokker, der hvilede omkring hende og indrammede hendes ansigt. I aften ville der ikke være andre at tænke på, end dem, og selvom hun elskede Jeremiah, så nød hun den tanke, bare at kunne hvile i hans favn, putte tæt ind til ham, og bare.. være der. De var trods alt ikke som andre par, de havde ikke fremskyndet noget som helst, hvilket heller ikke gjorde hende noget. De mange kys på hendes pande, lod det kun sitre. Selvom han plejede at være omkring hende, så følte hun næsten et direkte savn. Hun rystede blot en smule opgivende på hovedet ”Bare vær forsigtig” bad hun stille, og plantede et kys mod hans kind. Posen med chokolade lå godt i hendes hånd. Hun havde aldrig været særlig tålmodig, så der ville heller ikke gå lang tid, før hun ville vælge at gå om bord i himmerigsmundfuldene. Gnisten forsvandt fra hendes blik når de snakkede om det. Hendes tone blev sørgmodig, det var ikke svært at se, at det ikke var en tanke hun ligefrem brød sig om ”Men hvad hvis du ikke gør, kære? Hvis du en aften ikke dukker op. Jeg vil ikke miste dig igen” hun lod blikket falde i hans, ved berøringen af hendes kind. Hun nød at se ind i det på den måde, det kom hun ikke uden om. Dog endte et beskedent smil over hendes læber, hun så en anelse nervøst på ham ”Det er bestemt heller ikke let” påpegede hun en anelse strengt. Det var dog ærligt, hun var blevet direkte paranoid, af at holde ud hele tiden. Evelyn fulgte ham roligt mod sengen, i og med at han havde armen om hendes liv, lod hun sig også glide ned i hans skød. Den ene hånd sneg sig mod hans nakke. Det var hende tydeligt, at han nød tanken om at være alene nøjagtig ligeså meget som hun gjorde det. Smilet bredte sig. Hun lod panden møde hans, og lod hånden søge ned over hans varme kind ”Det er mere end 80 år siden, vi sidst har haft sådan en. Foruden den morgen jeg.. vågnede” hun bed sig let i læben, der lå selvfølgelig langt mere i det end som så. Jason havde hjulpet med at bringe hende tilbage til livet, og den morgen hvor de lå under skæret af morgensolen.. hun havde nær mistet kontrol, givet sig hen til ham, og hun ville ikke have fortrudt. Det eneste der ødelagde det, var det angreb på slottet, der fik den modsatte fløj til at falde sammen. Sjovt som skæbnen hurtigt forudbestemte vejene.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ikke rigtigt noget andet valg end at søge ud, for han måtte bare ikke blive set. Han var ved at arbejde på en løsning som kunne hjælpe ham med det problem, men nemt var det ikke. Hans dæknavn var ham jo selvfølgelig en hjælp hvis han blev stoppet ude på gaden, selvom den dog ikke ville kunne redde ham over længere tid, det var noget som han var udmærket godt klar over i den anden ende, selvom det nu ikke var noget som gavnede ham selv det mindste overhovedet. Han ønskede at være der for Evelyn og han ønskede så sandelig også at være der for Jeremiah som selv tydeligt tog hårdt på det, når ’far’ skulle søge ud, og så først komme igen når han skulle i seng. Det var selv noget som han faktisk var ked af, men.. man måtte vel ofre sig for familien? Han anså dem begge som sin, udelukkende fordi at hans hjerte sagde ham, at det var her han hørte til, så det var egentlig heller ikke fordi at han ville tage nogen steder hen ellers! Det kunne aldrig nogensinde falde ham ind! Han vidste at Evelyn var som besat af chokolade og selvom det bestemt heller ikke var noget som var nemt at skaffe den dag i dag, så ville han da om ikke andet, så forsøge på det og prøve at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt at gøre det i det hele taget. ”Jeg ved det godt, min egen. Jeg er så forsigtig, som det er mig menneskelig muligt at være,” forklarede han stile. At hun var bekymret, var noget som selv tydeligt måtte varme ham, for det var virkelig noget som selv måtte betyde ekstremt meget for ham selv, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. Han elskede hende og ville så sandelig også gøre alt for hende – ligesom han havde gjort dengang og det var noget som han kunne love hende, selv med den største tryghed! Som hun placerede sig i hans skød, var slet ikke noget som han havde det mindste imod! Han nød selv den tanke om at de for en gangs skyld, kunne have noget tid til hinanden uden at skulle tænke på andre i deres nærhed. Jeremiah var i sikkerhed, så meget vidste han, så dette var en givende mulighed for bare at.. forsøge at komme tæt på hende igen om ikke andet? Han elskede hende og han ønskede så sandelig også at bekræfte hende, hvis han da ellers kunne komme til det. Armen om hans nakke og panden som måtte møde hendes, havde han heller ikke noget imod. Det var bare rart at mærke at hun var der og at hun var tæt på ham. ”80 år er skræmmende mange år, min kære.. nu har vi en ny mulighed, hvor det bare er os to,” sagde han i en rolig og dæmpet hvisken. Det var nu heller ikke fordi at han havde noget imod det! Han lagde den ene hånd stille mod hendes lår, som han strøg roligt og stille. Denne gang var han også langt mere selvsikker end det som han havde været tilbage dengang hvor de havde prøvet sidst. ”Du vågnede som den smukkeste engel på denne jord,” hviskede han stille. Han ville ikke tænke på det negative, men mere det positive, man kunne jo trods alt se hvor de var den dag i dag.

[Deleted]

Hvor lang tid alt den kaos ville vare endnu, var faktisk noget som Evelyn matte frygte. Det hele lod til at trække op. Først havde der været ødelæggelsen af både Procias og Dvasias grænsemurer, så katastrofeballet hvor det hele blot var blevet værre.. Nu var det en dvsiansk greve i Procias? Hungersnød? Krig blandt borgerne? Iloyalitet mod kongehuset? Hjemløse børn? Mord? Den forgiftede sø, og pesten der også havde bredt sig, og allerede havde taget alt for mange med sig. Det knuste direkte hendes hjerte, også selvom det ikke var noget hun direkte nævnte, hverken overfor Gabriel eller Jason, de var jo udemærket klar over det, og hun kunne ikke tillade sig, at gå i panik nu. Selvom man kunne høre skridt ude på gangen, så fandt Evelyn det næsten for stille. Et sted var det behageligt, at kunne lægge det ansvar lidt fra sig, og for en gangs skyld tage sig, af sig selv. Posen med chokolade, hvilede i sengen lige ved dem. Det sitrede allerede i hende, efter at gå ombord, men manérene, måtte hun vel holde lidt på? Det havde trods alt taget hende en evighed, blot at lærer. Evelyn betragtede ham roligt, og bed sig selv en smule i underlæben, som hun plejede når hun ikke ønskede at diskutere, men i den grad havde en point. Hun hadede direkte at han gik ud, og hun vidste jo udemærket godt, at det var svært at være forsigtig i disse tider. Hun rystede på hovedet ”Godt” hendes tonefald var næstent opgivende, hun var langt fra overbevist, hvilket vel heller ikke kunne fremkomme mere tydeligt? Hun lod hånden vandre langs hans hals, for at ende mod hans kind. De ru skægstubbe, der faktisk kun klædte ham, gned mod hendes håndflade, der endelig var begyndt at blive bløde igen. Det havde jo været en hård vinter, og selv på hende kunne det tydeligt ses. Tomlen strøg i blide langsomme bevægelser, hun nød at kærtegne ham. Efter han endelig var kommet tilbage, så var det svært at lade værre. Hun havde knapt nået at have ham, før han var gået i døden, og før det havde han været borte i mere end 80 år, hvor hun var blevet på slottet, bestemt til at skulle slå tronfølgeren ihjel. Hans mor havde lugtet lunten, Elanya havde aldrig rigtigt brudt sig om hende, ikke fordi at det betød noget mere, men til tider kunne hun ikke holde sådanne tanker væk. Hun ville have nydt, at være en del af en familie.. en rigtig familie. Hun sendte ham et roligt smil, og plantede et kys mod hans mundvie. Hvad han præcist mente, det var ikke som sådan gået op for hende endnu, det var tanker der med en hård og ikke mindst lang hverdag, forsvandt og kom tilbage, i de tider, hvor hun rent faktisk fandt tiden til at slappe af ”Jeremiah er i sikkerhed, vi kan for en gangs skyld gøre hvad vi lyster.. Så hvad føler du for?” spurgte hun måske en anelse direkte, men med det rene julelys i øjnene, bare tanken om at have en chance. Det sitrede ved fornemmelsen af hånden mod hendes lår. Smilet bredte sig om muligt yderligere, mens hun trak sig en anelse mere ind til ham, mest af alt, for at knuge ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne ikke komme udenom, at dette i den grad var noget som i den grad også måtte bekymre ham og frygtelig meget endda. Det hele var virkelig kun ved at trække op, selvom det allerede var ved at være frygtelig voldsomt. Ikke bare var det krig mod kongehuset i Procias, men store mænd var allerede faldet på grund af det og det var konsekvenser som ham selv faktisk måtte frygte og meget endda! Han sagde ikke noget til det lige netop nu, for han ønskede ikke at ødelægge stemningen. Han gik i skjul om dagen, så han hørte faktisk meget af det som skete rundt omkring ham, så det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af, for det var virkelig slemt derude. Han var bare sikker på, at der stadig var forholdsvist stille her. Alexis og Marius var væk – Begge store mænd i Procias og store mænd med en abnorm betydning som nu var gået fuldstændig tabt. Nu hvor Gabriel selv havde mistet den kongelige trone, hvilket faktisk var noget som han var træt af, så tillod han sig nu alligevel at skulle handle bare en anelse egoistisk og det var bestemt også med en god vilje. Han havde sin kæreste og han havde deres lille dreng at vogte og beskytte og det var noget som han agtet at gøre så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han vendte blikket stille mod hende. Hun havde det også bedre når han var der, det var noget som han ellers også noget så tydeligt kunne mærke på hende, så var det også noget som måtte gøre ham glad faktisk.. og meget endda. Han nikkede roligt til hende, hvor han let plantede et kys mod hendes pande. Han kendte udmærket godt til hendes svaghed for chokolade. Han elskede duften, men kunne ganske enkelt ikke fordrage smagen af det! Han nød nu bare alligevel at gøre hende glad og han kunne jo se hvor lykkelig det faktisk måtte gøre hende, så var det jo kun noget som tegnede godt – om ikke andet, så i hans øjne. Jeremiah var væk for natten og de ville have tid til hinanden, hvilket i den grad også måtte være det som han ville nyde mest, for han havde virkelig brug for noget tid alene med hende nu. Efter alt det kaos som de havde været igennem så havde der jo slet ikke været tid til noget som helst og han måtte erkende, at det også var noget som måtte sætte en frygt i ham, for han var bange for konsekvenserne ved ikke at have tid til at snakke med hende omkring noget som helst. Han sendte hende et blidt og stille smil og lod blot hånden fortsætte over hendes lår. Han gjorde dog intet yderligere, for han ville bare have lov til at nyde det for en gangs skyld. De havde prøvet det en gang før, selvom man ikke just kunne kalde det for en succes. De havde da prøvet, det var vel også det vigtigste? Han nikkede til hende. ”Så lad os nyde det, inden drengen skal hentes i morgen, min kære.” Han lod hovedet søge let på sned og knugede hende ind mod sig. Han tog forsigtigt fat omkring den lille pose med chokolade. ”Tja.. først.. så skal du falde helt til ro igen. Jeg har det fint,” hviskede han roligt. Han åbnede den og tog en op – Hvilket han vidste, var en af hendes store favoritter. ”Og gab op,” hviskede han mod hendes øre med et mildt smil på læben.

[Deleted]

Procias var et enormt kaos, og det var noget som hjemsøgte Evelyn mere eller mindre hver dag. Havde det ikke været for hans død, så ville tingene måske have set anderledes ud. Om ikke andet, så var det ikke noget hun ønskede at tænke over nu. Evelyn var trods alt også udemærket klar over, at Gabriel bekymrede sig ligeså meget, hvis ikke om muligt mere, og det var heller ikke noget hun direkte ville bringe op. Tanken om at Marius og Alexis var faldet, gjorde stadig ondt. Specielt Alexis var en mand hun havde lært at holde af, en mand med mere værdighed og bekymring skulle man lede længe efter, for ikke at tale om, at han havde taget sig godt af Keischa, der nu stod og var kraftigt udsat. Hun tog imod det stille kys mod hendes pande, og kunne ikke holde smilet borte. De slanke fingrer strøg igennem hans mørke hår. Himlen udenfor var helt rød, hans kulør antog en farve der kun fik hende til at tænke på den smukke solnedgang, der i øjeblikket måtte finde sted, et sted udenfor. Duften af chokolade nåede hende selv fra sengen, og fristede hende kun yderligere, det handlede udelukkende omkring viljestyrke, at stå imod. Det sitrede og Evelyn sank en klump. Det at han strøg hendes lår gjorde hende absolut intet, hun tog det jo heller ikke som en hentydning, det var vel blot en kærlig gestus? En gang før havde de forsøgt, og det havde fået alvorlige konsekvenser, desuden ønskede Evelyn ikke at være den, som pressede ham. Hun nikkede sigende ”Vi ved aldrig hvornår vi har den næste aften fri” påpegede hun stille. Ikke at det var en tanke der direkte nagede hende, hun elskede det faktum at hun aldrig var alene, og hun elskede tanken om, at hun gjorde en forskel for denne lille dreng, som aldrig havde haft sig en tryg tilværelse, med en familie og et hjem, hvilket hun brændende ønskede at give ham. Men efter Gabriel endnu engang befandt sig i hendes nærhed, og de knapt havde haft så meget som en eneste sammen, så var det også noget hun behøvede efterhånden. Armene faldt omkring hans nakke, idet han måtte knuge hende ind mod sig. Bare det at være ham så tæt. Blikket gled mod stykket af chokolade mellem hans fingrer. Smilet bredte sig en anels. Hun strakte halsen, og lod tungespidsen tage det søde stykke slik, med yderste tilfredshed ”Mhmm” stønnede hun svagt, med den rene fryd i blikket. Det var ikke ligefrem det der var nemmest at skaffe sådan som tingene så ud i øjeblikket, hvilket også kun gjorde det langt mere bemærkelsesværdigt, at han overhovedet havde gjort sig det besvær ”Alt for lang tid siden” konkluderede hun, med munden fyldt af chokolade. Hun holdte håndryggen for munden, for ikke at virke direkte frastødende på ham. Hun gav sig ekstra god tid til at tykke, og nyde den søde smag, før hun endelig var tvunget til at synke. Ganske stille plantede hun et kys mod hans mundvie ”Du skulle virkelig ikke have gjort dig det besvær, selvom jeg må erkende at det smager forrygende!” begejstringen i hendes tone, var på ingen måde til at tage fejl af.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel tænkte forbandet meget over alt det som skete i Procias lige for øjeblikket, udelukkende fordi at han vidste, at hvis det som var sket for ham dengang ved ballet ikke var sket, så havde det nok været ham som var faldet i stedet for Alexis. Ikke fordi at han ville tænke på de tanker lige nu. Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, selvom han virkelig ikke kunne lade være med det! Nu var han endnu en gang sammen med Evelyn, så røg hans tanker lidt andre steder, så det var vel også til sine fordele når det endelig måtte komme til stykket. Hun var den som kunne få ham til at tænke på helt andre ting! De havde kun prøvet den ene aften, selvom det var gået fuldstændig i kage. Man kunne ikke just sige, at det var en succesfuld førstegang, men det havde da været hyggelig. Det var jo ikke fordi at det havde været pinligt eller noget som helst i den stil, men han måtte efterhånden sige sig, at han var klar til at prøve endnu en gang. Nu hvor de endelig var alene, så var det hele også noget så meget lettere for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han prøvede virkelig og nu hvor muligheden for det også måtte være der, så kunne han bestemt heller ikke gøre andet end at nyde af den tanke, den følelse og den fornemmelse som det nu endelig måtte sætte i ham på denne her måde. Han trak vejret dybt og med blikket hvilende på hende. Han kendte hendes svaghed for chokolade, hvor svært det var for hende at modstå det og det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for ham at skulle skaffe! Tvært imod! Men han ønskede virkelig bare at gøre noget godt for hans kære Evelyn, vise at han var der, at han ønskede at dække hendes behov.. vel også ved at vise, at hun var den kvinde som han måtte ønske i sit liv? Det var heller ikke fordi at det var noget som han ønskede at skulle skjule for hende, hvis han ellers kunne blive fri for det, for han ønskede ærlighed og han ønskede at have hende med sig på den lange vej. ”Nemlig. Så lad os nyde denne aften, nu hvor vi endelig har den.” Han sendte hende et varmt smil, idet han fodrede hende af med den lille chokolade som han havde siddende mellem sin tommel og sin pegefinger. Han ville selv ikke spise det, da han slet ikke kunne fordrage den smag! Han kunne slet ikke lade være med at smile. ”Nok er jeg en gammel konge af Procias, min kære, så det har slet ikke været så besværligt. Jeg ved hvilken rute at karavanen går,” påpegede han roligt. En lille forhandling så havde det hele været på plads, så det var heller ikke fordi at det var besværligt på denne måde og han ønskede at gøre noget godt for hende! Det var virkelig hans eneste førsteprioritet lige i aften, og han håbede jo selvfølgelig, at hun ville med ham af denne tur. Ikke fordi at det var noget som han ville lægge skjul på, for det var ærlighed som han måtte sætte som det vigtigste, hvilket også var noget som mange kendte til allerede. Han skubbede sig en anelse mere ind på sengen, hvor han bare trak hende stille og roligt med sig, selvom han gjorde det uden at skulle give det mindste slip på hende. Han ønskede det slet ikke! ”Og i aften.. er det kun dig og mig.” Han lod hånden forlade hendes lår, hvor den søgte op over hendes mave, ganske roligt i en række af små, kærlige og blide strøg.

[Deleted]

Evelyn havde allerede mistet ham en gang, det katastrofebal, havde om ikke andet, forhindret hende i at miste ham igen. Dog havde hun ondt at Keischa, der måtte sidde med det hele selv, for hun havde i virkeligheden været den med det store ansvar, og hun havde valgt at kaste det hele fra sig, i den sorg over tabet af ham. Det gav hende en samvittighed, specielt fordi hun følte sig lettet, heldig over at være her med ham, og med hendes perfekte lille søn, det var ikke retfærdigt. Hun skubbede tankerne fra sig, de bekymringer kunne hun gemme til senere, for ligenu ville hun bare nyde en aften med ham. Blikket gled for en kort stund, mod den hånd der måtte stryge hendes lår. Hun smilte invendigt ved tanken om sidste gang de havde forsøgt, og det var mildest talt gået af helvedes til! Det var nu et varmt minde, også selvom slottet var faldet sammen under dem, allerede inden de havde fundet ud af det, frustrerende. Intet var pinligt med ham. Ingen af dem var erfarende, og hun havde ikke haft så meget som en eneste forventing, blot glædet sig til det ville blive bedre, til hun ville kunne udforske det sammen med ham. Glimtet i hendes glik ved synet af chokoladen, sagde tydeligvis det hele. Det havde altid været hendes største svaghed, duften der fyldte hende med længsel og ro, og smagen der kun fuldbyrdede den følelse. Det havde ikke været nemt at få fat på, det kunne hun konkludere, i det store og det hele, fik den tanke det kun til, om muligt, at smage bedre! Hun nikkede blot ivrigt til hans ord, men undgik tale eftersom ganen var fyldt med den søde chokolade. Det var ren fryd, der var at finde i hendes blik, hun lod den ene hånd glide for munden, udelukkende fordi hendes veltilfredsse smil, var ganske tæt på at afsløre den lange række af pludseligt brune tænder. Hun følte en sjov træng til at le. Stille lod hun sig trække med op i sengen, hvor hun selv hjalp til, ved at slippe ham, og derefter endnu engang glide ned i hans skød, denne gang med et ben på hver side af ham. Kjolen kravlede en smule op over hendes lår. Hun havde sørget for at tykke chokoladen godt og grundigt, også for at få mest ud af det, endelig tvang hun sig til at synke det, og først der fandt smilet frem over læberne. Hun lagde armene omkring hans nakke ”Du er fantastisk!” udbrød hun i en stille hvisken. Hans kærtegn lod en varme brede sig, noget som også første en mere nervøs hjerterytme med sig. Evelyn lænede sig stille frem, og ville til at kysse ham, men trak sig en anelse ”Du hader chokolade.. Jeg lugter af chokolade” kom hun i tanke op, med et blik, der tydeligvis ærgede sig, hun ville ellers nyde at takke ham for den gestus. Hun slap ham med den ene hånd, og lod den istedet glide for munden igen, udelukkende for at han ikke skulle sidde og holde vejret ”Undskyld” hviskede hun med en stille latter, og en rødmen endte med at tage til i kinderne. Lidt flov kunne hun endnu blive.