Post by Deleted on Feb 10, 2011 19:37:13 GMT 1
Skyerne var samlet på himlen over Imandra, og dets hovedstad, New Dale. Det var mørkt, og allerede nu længe efter mørkets frembrud. Månen var ikke at skimte bagved det tætte skydække, hvor det eneste lys at finde var lynilden der skar grusomt igennem skyerne ned imod landjorden. Regnen hamrede og buldrede imod de enorme vinduer i den kolde tronsal. Vinteren havde for længst lagt sig over nationen, og bragte sin pinen og plagen til rigets allerede plagede folk, der nu søgte til deres hjem for at undgå de korrupte vagters ruter. Der gik rygter i byen om at vagterne blev betalt efter hvor mange de anholdt om natten, at de fik et guldstykke pper mand de slæbte med til de vogne der skulle transportere dem til Fort Nova, hvor de ville spendere størstedelen af deres resterende liv som slaver, eller værre endnu.
Vagter stod, beredte på kamp som altid, udenfor Inkarno's tronsal's store porte, men inde i selv salen var der skræmmende tomt. Der sad blot en mand, en mand hvis blotte tilstedeværelse lod til at nedkøle hele rummet han befandt sig i. En skræmmende aura lå i rummet, en udefinerbar lugt, en tæt stank af død og ulykke, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på langt de fleste. Der stod fire store sarkofager af guld, lænet op imod vægen, og fire lignende op af den anden væg. Der lød en ganske let hvisken, den kunne kun høres hvis man direkte lyttede, men her i stilheden var den gennemtrængende. Det var svært at skilde de mange hvirvlende stemmer ad, det lød somom de bare blandedes i et kaos i den kolde luft.
Tronen, smukt skåret ud i for længst sortnede knogler. Mægtigt så det ud, og mægtigt var det, Inkarno var ikke en man skulle spøge med, hans kræfter overgik langt de fleste af hans modstandere, og ingne havde endnu formået at slå ham ihjel, selvom mange havde forsøgt i årenes løb. Nu stod han blot der i mørket, lokalet kun lyst op når et lyn slog ned i horizonten, en hurtig blitz der gav en syn i dette ellers formørkede lokale.
Her til aften ventede han en gæst, en sjælden begivenhed, da Inkarno ikke var kendt for sin gæstfrihed, og særligt ikke overfor fremmede, men han havde hørt en smule sladder om denne prson, og valgte, om ikke andet for sin egen fornøjelses skyld at byde ham velkommen, om ikke andet så for en aften.
Inkarno stod ved et af sine enorme vinduer og betragtede landskabet udenfor, byen, der nu var blevet berøvet af dens ellers tidligere prægtighed og stolthed, og nu svøbt i et altopslugende mørke, et tæppe af depression og ondskab, plaget af fattigdom og sygelighed.
" Carcass, Træd an. "
Lød den kolde, mørke stemme, rungende ud i lokalet, en kommando uden så meget som et blink med øjet, nu ventede han blot på hans mest loyale undersåt, en retningslinje han altid fulgte når han fik besøg udefra, hvis han ikke selv skulle gide kæmpe imod denne udenlandske undermåler de ventede.
Vagter stod, beredte på kamp som altid, udenfor Inkarno's tronsal's store porte, men inde i selv salen var der skræmmende tomt. Der sad blot en mand, en mand hvis blotte tilstedeværelse lod til at nedkøle hele rummet han befandt sig i. En skræmmende aura lå i rummet, en udefinerbar lugt, en tæt stank af død og ulykke, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på langt de fleste. Der stod fire store sarkofager af guld, lænet op imod vægen, og fire lignende op af den anden væg. Der lød en ganske let hvisken, den kunne kun høres hvis man direkte lyttede, men her i stilheden var den gennemtrængende. Det var svært at skilde de mange hvirvlende stemmer ad, det lød somom de bare blandedes i et kaos i den kolde luft.
Tronen, smukt skåret ud i for længst sortnede knogler. Mægtigt så det ud, og mægtigt var det, Inkarno var ikke en man skulle spøge med, hans kræfter overgik langt de fleste af hans modstandere, og ingne havde endnu formået at slå ham ihjel, selvom mange havde forsøgt i årenes løb. Nu stod han blot der i mørket, lokalet kun lyst op når et lyn slog ned i horizonten, en hurtig blitz der gav en syn i dette ellers formørkede lokale.
Her til aften ventede han en gæst, en sjælden begivenhed, da Inkarno ikke var kendt for sin gæstfrihed, og særligt ikke overfor fremmede, men han havde hørt en smule sladder om denne prson, og valgte, om ikke andet for sin egen fornøjelses skyld at byde ham velkommen, om ikke andet så for en aften.
Inkarno stod ved et af sine enorme vinduer og betragtede landskabet udenfor, byen, der nu var blevet berøvet af dens ellers tidligere prægtighed og stolthed, og nu svøbt i et altopslugende mørke, et tæppe af depression og ondskab, plaget af fattigdom og sygelighed.
" Carcass, Træd an. "
Lød den kolde, mørke stemme, rungende ud i lokalet, en kommando uden så meget som et blink med øjet, nu ventede han blot på hans mest loyale undersåt, en retningslinje han altid fulgte når han fik besøg udefra, hvis han ikke selv skulle gide kæmpe imod denne udenlandske undermåler de ventede.
