A whole new world

[Deleted]

Camryn havde siden hendes fars tilfangetagelse, købt sig ind i et lille hus i en Procians landsby. Hun havde hørt om nogle nedbrændte landsbyer rundt omkring, men det var endnu ikke nået hertil - heldigvis. Hun vidste ikke hvor hun skulle tage hen. Og for det andet, så ville hun nok bruge alle hende og Marcianus' sidste penge på at flytte, hvis det kom dertil. Så hun blev jo nødt til at forblive i Procias og forhåbentligt få skrabet lidt penge til sig? Det håbede hun da på. Hun havde været ude at hjælpe til med et fællesarrangement mellem naboerne og hendes selv. De skulle have samlet vand ind til deres fællesbrønd. Så det havde hun slæbt hele dagen og Marcianus havde også hjulpet til. Mange unge fyre hjalp jo til med det, så han havde selv valgt at deltage. De havde fået sig en bid brød til aften og så havde en af naboerne lovet lige at passe ham, mens hun ville ud at gå sig en tur. Hun havde en lang kjole på, der flagrede let om hendes ben. Hun havde nogle stofsko på. Vinteren var ovre og foråret var på sin vej til at springe ud. Der var i hvert fald ved at komme blade på træerne, sneen var helt væk og kulden var også godt forduftet. Hun trak sin kappe om sig. Hendes hår blev blot længere og længere. Nåede snart hendes lænd. Men hun kunne godt lide det. Hun trak kappehætten over hovedet, som hun bevægede sig væk fra den lille trygge flække af landsbyen, hvor hun kom ganske godt ud af det med naboerne. Hun prøvede bare at skjule sig lidt fra alle, at hun engang havde været en fra tronen.. Faktisk det mislykkedes par, hvor kongen var skredet og hun havde været nødt til at smutte. Hun hadede når de minder kom frem! Hun gik roligt frem og nåede hen over græsmarkerne. Hun gik egentligt bare lidt i sine egne tanker og nød de tidlige aftentimers blide vejr, med kærlige vindstrømme og de sidste stråler af dagens herlige solskin, var ved at svinde bort i horisonten.

[Deleted]

Hvor længe, at Jacques havde været væk hjemmefra, var slet ikke noget som han vidste. Han sad bare inde med et ønske; At komme hjem og det skulle være så hurtigt som muligt! Hans flugt fra Lucian havde ikke just været den nemmeste. Han var drænet for energi, han havde ikke fået meget blod og det som han havde fået, var slet ikke noget som gavnede ham på nogen måde! Han var blevet fodret med menneskeligt blod! Nok selvom han kun havde fået en enkelt dråbe, men det havde virkelig været meget mere end det som godt var for hans vedkommende. Det kørte rundt i hans indre, han havde vandret rundt i dage, bare for at få blodrusen til at falde lidt og det havde i den grad hjulpet, hvor han havde formået at køre sig selv så langt ud, at han var faldet om af udmattelse. Han havde løbet, han havde været aktiv og kæmpet for at holde sig væk fra folkemængderne, selvom han rigtigt havde set at Procias var et kæmpe kaos, så var det egentlig aldrig noget som direkte var gået op for ham. Hans krop var kollapset direkte ned i den kolde jord på græsmarkerne. Han havde ligget der i nogle dage efterhånden, for han magtet ganske enkelt ikke at rejse sig for at komme videre. Han havde ingen anelse om hvordan Yasmya havde det, deres lille dreng eller familien generelt, for det var tydeligt, at der var sket en masse siden han havde sat foden her til lands sidst. Hans blanding gjorde heldigvis, at han ikke tog skade af at være ude i solens lys, selvom skaden var sket på mange andre måder. Hans nakke brændte stadig, nu hvor den var endt som et kæmpe kødsår. Han havde sår i og omkring munden, efter at han var tvunget til at drikke vievand, som også havde gjort ham frygtelig hæs, da det virkelig havde ætset ned igennem hans hals. Det var virkelig noget af det mest smertefulde som han nogensinde havde oplevet, for ikke at glemme hans voldtægt. Det sved når han rykkede sig på den forkerte måde, så han vidste også, at det var noget som skule heales. Han var gledet ud i en form af ubevidsthed, nærmest helt bevidstløs. Han var træt, kold og mere end det som var normalt for ham og ellers bare fuldkommen udmattet. Hans hud var bleg, hans tøj beskidt og sønderrevet, uden at det sådan rigtigt havde den ønskede effekt. Det høje græs var noget som skjulte ham, som han nu måtte ligge ganske stille. Man skulle være opmærksom hvis man ville se ham og specielt nu hvor det også var ved at være mørkt, så kunne han virkelig være svær at få øje på, hvis man ikke så den ligblege hud. Han åndede tungt ud, hvor han krampagtigt fik øjnene op. De var lettere blodskudte. Han var sulten, men orket ikke rejse sig. Han kunne ikke, da han knapt kunne bevæge sig. Tænderne bed han svagt sammen. Kontrol havde han skam. Ellers havde han ikke tilladt sig selv, at bare give efter og falde til jorden som han havde gjort det.

[Deleted]

Camryn havde ikke set Jacques i lang tid. Sådan set ikke siden kort tid efter, at han var blevet sat ned i Procias' slots kældre, hvor hun havde besøgt ham nogle gange. Men siden hun havde fået sig etableret godt i byen, så..havde hun ikke rigtig taget derop og forsømt deres venskab på en måde. Men hun vidste bare ikke hvad hun efterhånden skulle sige til ham. For det var underligt at være nær ham. Hun følte jo stadig nære følelser for ham, så det gjorde bare ondt, når hun vidste, at det ikke var gengældt. Hun sukkede dæmpet for sig selv og holdt kappen omkring sig. Hun var ikke tryg. Der kunne vel komme oprørske folk hvornår det skulle være. Hun havde nogle forestillinger om, at det nok også kunne gå ud over en borger, der bare gik rundt. For hun var jo ikke med i oprørene, så skulle hun vel ned med nakken? Hun begav sig igennem det høje græs og vidste ikke, hvor hendes fødder skulle føre hende hen. Hun gik roligt fremad og gik faktisk direkte i retningen af, hvor Jacques lå. Hun kunne bare ikke direkte se ham. Først da hun endte med at puffe til ham i græsset med foden, stoppede hun bræt op. Hun trådte et chokkeret skridt tilbage og faldt på knæ. Mørket var faldet på. Hun havde ikke puffet hårdt til ham, for hun gik jo ret langsomt og bare nød den friske aftenluft. "Jacques," sagde hun dæmpet og strøg ham forsigtigt over kinden. Skyldfølelse og bekymringen var de 2 første følelser der dukkede op i hende og de var ikke rare. Hun bed tænderne sammen og rystede let på hovedet, betragtede hans beskidte og sønderrevne tøj. Hvad pokker der var hændt ham..var hun ikke engang sikker på, om hun ville vide. "Plejer vampyrer ikke hele af sig selv.." mumlede hun dæmpet og kløede sig let i nakken. Hun ville ikke engang spørge ham, om han var okay. For det kunne hun da se, at han ikke var. "Lad mig hjælpe dig," sagde hun i stedet. Hun kunne vel nok få ham med tilbage på den ene eller anden måde?

[Deleted]

Jacques havde rendt rundt i sine egne tanker og i sin egen lille verden inden han var endt med at kollapse. Manglen på blod, var noget som kraftigt havde ramt ham og tvunget ham ned at ligge og det var heller ikke fordi at han ikke kunne, for han ville virkelig gerne op igen, selvom han virkelig gerne ville. Han mistede kun mere og mere kontrol, så et sted håbede han vel at ingen ville falde over ham? Nærmest halvvej gledet hen i den tunge søvn, så lagde han ikke rigtigt mærke til noget som helst, før han blev puffet til i siden, hvor han skød øjnene direkte op, hvor han automatisk måtte komme med et mindre hvæs. Igen så var det rovdyret som måtte stå mest fremme i ham, og han brød sig bestemt heller ikke om den tanke om at han ikke havde kontrol over noget som helst! Tænderne bed han fast og kraftigt sammen, da han trak hænderne til sig og lagde dem over sit hoved. Det trykkede voldsomt. Han følte virkelig at han sad igen der med en mindre hovedpine. Han sank klumpen som havde samlet sig i hans hals. ”Det gør de også..” Hans stemme var forbandet hæs og anstrengt og bare det at bruge stemmen, fik det til at brænde hele vejen ned, så det var heller ikke fordi at det var behageligt på nogen som helst måde overhovedet. Det var virkelig noget af det sidste som man kunne sige, at det måtte være! Han klemte øjnene sammen. Han vidste godt, at han så særdeles forfærdelig ud, selvom det nu ikke var det som han tog sig mest af lige for øjeblikket. Han havde ondt.. rigtig ondt. Han holdt stadig forbandet meget af Camryn. Det gjorde han virkelig og han var faktisk ked af den måde som han havde behandlet hende på, for det var heller ikke noget som man just kunne sige, at han måtte være stolt af når det endelig kom til stykket. De rødlige øjne faldt direkte til hendes skikkelse. Han kunne næsten se vred ud, selvom det langt fra var tilfældet. ”Ikk’ rør mig!” var det første som han sagde. Han var virkelig bange for at gøre hende ondt, for det var da slet ikke noget som han ønskede sig! ”Du.. h.. har du noget som du kan binde mig med?” Hans ord var virkelig hæse og de var anstrengte, selvom de måtte frem. Han måtte bare sikre sig, at han ikke kunne lægge en hånd på hende.

[Deleted]

Camryn sukkede dæmpet for sig selv. Hvad der var hændt med Jacques, det anede hun virkelig ikke. Men hun kunne ikke lide, at han lå her. Forslået og tøjet revet i stykker. Lignede en, der faktisk ikke magtede at rejse sig. Afkræftet. Garanteret liggende med blodmangel, så han måtte jo være sulten. Hun så ham ind i øjnene, selvom han endte med at lægge hænderne over sit hoved. Hun bed tænderne sammen. Han havde hørt hendes ord om, at vampyrer helede sig selv. Det tog vel bare lang tid? Ellers så manglede han blod og styrke til at gøre det fuldkomment. Hun fugtede let sine læber og kiggede sig kort omkring i området. Hun slog kappehætten ned og afslørede sig selv, selvom han måtte have gættet, at det var hende. Hun smilede forsigtigt til ham. Hans stemme var meget anstrengt. Han måtte virkelig have været igennem noget af en tur. Men nogle havde gjort det ved ham, det kunne hun næsten regne ud. Hun trak vejret dybt og sank en klump. Hun strøg hendes utroligt lange hår tilbage over hovedet. Hun skulle til at fjerne hans hænder, der lå over hans hoved, da han udbrød, at hun ikke skulle røre ham. Lidt for sent vel, for hun havde kort strejfet hans kind, før han havde dækket sig til. Hun trak hånden forskrækket til sig. "M-men," stammede un lidt chokkeret og gned sig tænkende i panden. Noget at binde med? Det gik hun da ikke lige rundt med hver dag. Hun så tænkende på hendes kjole og ræv et stykke af den. "Hvad skal du binde?" spurgte hun dæmpet og lod stoffet strejfe ham, så han kunne mærke, at der var noget. Hun strøg hendes hår om bag øret, selvom det bare faldt frem over hendes ansigt igen. Hun betragtede ham med sine mørke øjne. "Lad mig hjælpe dig," sagde hun igen.

[Deleted]

Jacques ønskede virkelig ikke at tænke på hvad der var sket, for det var virkelig flovt og det var pinligt! Bare tanken om at man var blevet voldtaget af en mand for ganske få dage siden, var virkelig bare langt forbi hans grænse! Det var virkelig bare grænseoverskridende! At det jo så måtte være en som han holdt af som måtte finde ham, var heller ikke noget som gavnede ham selv idet store og hele, for han var virkelig bange for, at det ville ende med at skulle gå helt galt i den anden ende. Han var fanget i en mindre blodrus, hvor det kun var til hendes redning, at han ikke havde styrken til at bevæge sig for meget. Desuden så ønskede han heller ikke at skulle skade hende, så et eller andet måtte gøres hvis hun skulle være ham så tæt på, så det var vel også for hendes skyld, at han faktisk bad hende om at finde noget som hun kunne binde ham med? Han bed tænderne sammen. Han kunne høre hendes bankende hjerte og han kunne fornemme hendes bekymring. Ikke fordi at det var noget som kunne hjælpe ham i det store og hele, for det gjorde det bestemt heller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg kan høre dit bankende hjerte.” Det i sig selv, var mere en konstatering end det som det var noget som helst andet. Han gispede svagt, da han prøvede at bevæge sig. Han havde ligget der fuldkommen stille i flere dage nu. Det havde bare været til hans bedste.. Det havde været til alles bedste, at han havde valgt at blive liggende der. Han bed tænderne let sammen. ”Undskyld..” mumlede han stille. Det var jo heller ikke fordi at han ville råbe af hende eller noget som bare måtte minde om det, men det var også mere for hendes egen skyld, at hun ikke skulle komme alt for tæt på ham, for han var bange for at det ville gå galt. De strejf af hendes stof, var noget som beroligede ham faktisk. Han vendte de mørke øjne stille op mod hende. ”M-mine hænder.. bind mine hænder,” bad han stille. Han lavede bestemt ikke sjov med det, for han mente det faktisk i ramme alvor!

[Deleted]

Camryn ville nok spørge ind til på et tidspunkt, hvad han egentligt havde været igennem. Men det kunne vente, til han havde hvilet og var blevet mere rolig igen. Han virkede til at være ret anspændt og det var vel heldigt for hende, at han var så udmattet, så han ikke havde kræfter til at rykke sig? For ellers kunne han vel have overfaldt hende. Af hvad hun fornemmede, at det måtte betyde. Hun kunne selvfølgelig været uret, men hvad skulle det ellers være? Ellers skulle hun vel ikke binde ham. Hun sukkede dæmpet. Hun var stadig voldsomt bekymret på hans vegne. "Mit hjerte?" spurgte hun kortfattet, fordi hun lige skulle tænke den over. "Du plejer da ikke reagere på det.." konstaterede hun hurtigt. Så godt kendte hun ham da. Hun smilede svagt til ham og trak vejret dybt. Hendes øjne hvilede på ham. Hun hørte godt hans undskyld og sagde blot, at det var okay. Han beskyttede hende jo og det var sødt. Det viste hende, at han stadigvæk holdt af hende. Hun forstod heller ikke selv, hvorfor hun havde forsømt deres venskab. Hun bed tænderne let sammen, da han sagde, at hun skulle binde hans hænder. "Okay," mumlede hun bare dæmpet. Det var hun ikke meget for, men han lød alvorlig. Hun tog hans hænder og tvang dem sammen. Hun viklede stoffet rundt om hans håndled og tvang dem sammen. Hun bandt nogle knuder og gjorde det ret stramt. Han var trodsalt også vampyr. Han kunne vel godt slippe fri, hvis det først gik galt. Hun lagde hænderne mod hans skuldre og prøvede på, at få ham op at sidde. "Kom," sagde hun dæmpet. Hvis han bare kunne side, så.. Ét skridt ad gangen.

[Deleted]

Jacques ville normalt ikke reagere på hendes ellers så bankende hjerte, men nu hvor det var sulten som måtte præge ham i en ellers så voldsomt stor grad som det gjorde, samt at han kendte til de love og regler som han var underlagt for sit ophold i Procias – Han måtte og skulle under ingen omstændigheder bide nogen som helst! Og han vidste det udmærket godt! ”Jeg kan høre det.. og meget tydeligt.” Han bed sig svagt i læben. Det var bestemt heller ikke nemt nu hvor han måtte sidde så tæt på hende, som det han måtte gøre. Det var virkelig ikke nemt at være ham! Han spændte kraftigt i mere eller mindre hele kroppen, da hun valgte at tage omkring hans hænder. ”Bind det stramt..” Hans ord var sammenbidte, for det var virkelig intet andet end en direkte nødvendighed, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lukkede øjnene. Han var svag, han var afkræftet og han var udmattet, så det var heller ikke fordi at han kunne gøre alverdens modstand lige nu, men han var nødt til at tage sine forholdsregler. Han klemte øjnene sammen og med et svagt gisp, som hun valgte at få ham op at sidde, hvor det næsten var som han måtte blive prikket til på det helt forkerte sted og det gjorde ondt! Han havde virkelig ondt i sit bagparti og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Han bed tænderne tydeligt sammen. ”For fanden da!” hvæsede han fast, idet han næsten helt automatisk, måtte tvinge sig op på benene i stedet for. Det sved virkelig i hans bagparti og det var kun på grund af Lucian! Han knyttede næverne, også for at holde sig selv fuldkommen i skindet, for det ville under ingen omstændigheder gavne nogen af dem, hvis han skulle ende med at sætte tænderne i hende. Det ville ham en udvisning og det ønskede han slet ikke! Hans ben skælvede tydeligt under ham. Han var træt og han var svag. ”S-slottets kælder..” Han vendte blikket stille mod hende. Han mente det. Han skulle bare have lov til at sidde der og helst i sine lænker!

[Deleted]

Camryn kunne regne ud, at Jacques virkelig måtte være sulten, når han reagerede på hendes bankende hjerte. For det var jo ikke normalt, at han reagerede som han gjorde - bange og med sammenbidte tænder, samt ekstremt alvorlig omkring at blive bundet og at hun ikke måtte komme for tæt på. Det havde aldrig været et problem før. Hun vidste godt hvilke love hun var under. Og sammenlagt hans love for sit ophold og så den sult han måtte bære rundt på, så måtte han virkelig kæmpe en brav kamp i det indre - hun kunne næsten ikke tro andet. Men et sted, ville det ikke gøre hende noget om han bed hende - hvis så bare, at hun overlevede det, at han ville komme sig hurtigere. Blodet måtte vel hjælpe til med, at vampyrer helede? Hun sank en klump ved hans ord og lagde sin ene hånd mod brystet, da han nævnte det. Men hun fornemmede jo ikke selv, hvordan det bankede. Jo..det bankede nok lidt hurtigere af bekymringen. Men hun var aldrig blevet gjort opmærksom på det før og det var faktisk underligt. Næsten skræmmende. Han måtte jo kunne fornemme hendes følelser, på hvordan hendes hjerte bankede. "Undskyld," røg det ud af hende. Det var jo ikke meningen, det skulle forvirre ham og gøre hans kamp sværere end den allerede var. Hun rystede opgivende på hovedet. "Glem det," mumlede hun. Stoffet havde hun bundet så stramt hun nu kunne. Men det skulle nok kunne holde, hun var jo vant til at binde hjemme i det huslige. Hun holdt fast om hans arm, idet han rejste sig. "Undskyld," sagde hun igen med lidt opspærrede øjne, i frygt for at hun havde gjort noget. Men hun anede jo ikke, hvor han havde ondt. Desuden måtte de jo videre på en eller anden måde! "Der er langt til slottet Jacques, kan du ikke tage med hjem til mig? Jeg bor hinsides bare i en lille landsbyflække. Marcianus er ude af huset hos naboen, hun kan vel nok passe ham natten over også," sagde hun dæmpet. De var jo i den side af græsmarken nærmest grænsen og byen, ikke enden der var lidt nærmere slottet. Og græsmarken var jo kæmpe. Det ville være mindre smertefuldt for ham, at tage med hjem til hende og lige vente lidt med at tage til slottet. "Jeg har noget stærkere reb hvis det er det, det kommer an på - hvor stærkt materiale der kan holde dig," sagde hun dæmpet. Det lød underligt at sige for hende selv.

[Deleted]

Jacques var virkelig præget af en voldsom sult, for ikke at glemme at han virkelig ikke ønskede at skulle ende med at bide hende. Det var noget af det sidste som han havde lyst til og bare tanken om den sult som præget ham – Den evige hungrende fornemmelse efter det levende, som han var i nærheden af i øjeblikket, var det som automatisk måtte tvinge ham til at skulle tage denne beslutning – Han skulle bindes, så han ikke selv kunne få fat i hende. Han havde desuden heller ikke kræfterne til at skulle kæmpe sig ud af det greb lige for øjeblikket og jo hurtigere han kunne komme tilbage til slottet og under sin fars kontrol, jo bedre ville det jo faktisk være for hans egen del. Bare alene tanken om at komme for tæt på det levende, når han havde det på denne måde, var Jacques virkelig ikke meget for. Den tanke var ham direkte forfærdelig nok som den var. Han bed tænderne sammen. De løb i vand bare det, at han kunne stå der og lytte til hendes hjertebanken, for det var noget som i den grad også måtte rive noget så frygtelig voldsomt i hans indre dyr og bæst som nærmest kæmpede for at skulle have lov til at komme frem, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt lige for øjeblikket. Han vendte blikket stile mod hende. Hans øjne var lettere blodskudte. Det var virkelig en kamp uden lige, for at han ikke skulle sætte tænderne i hende, for han ønskede det virkelig ikke! Nok havde de aldrig formået at danne par, men han holdt jo trods alt stadig forbandet meget af hende og mere end det til at han ville skade hende for sin egen skyld! Han knyttede næverne. ”Jeg er blevet fodret med levende blod, Camryn.. Jeg skal ikke i nærheden af noget levende..” Hans ord var anstrengte og nærmest sagt i en hvæsen. Hvis hun var sikker på, at rebene ville kunne holde ham, så.. kunne han vel godt gå med til det? Han ville desuden ikke kunne se til Yasmya det næste stykke tid uanset. Ikke når han havde det sådan som han havde det lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket vendte han stille i retningen af horisonten, som han måtte stå og tænke, selvom sulten var det eneste som præget hans tanke lige nu. ”Jeg skal bindes stramt.. og knebles,” forklarede han dæmpet. Levende blod var noget af det værste som man overhovedet kunne give ham! Specielt når han slet ikke var vant til det. ”K-kan du få mig til dit hjem? Og.. hente min far?” spurgte han videre, som han vendte blikket mod hende. Hans far var virkelig noget af det eneste som han stolede på i en situation som denne.