The best is yet to come..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ved at være en flot aften. Stjernerne hvilede på den store himmel uden så meget som en eneste sky måtte komme i vejen og fuldmånen var noget så tydeligt. I sig selv, var det noget som Taylor ejede selv den største respekt for, for han nød af det klare og blege måneskær som måtte hvile så tungt over dem på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han var i sin skikkelse som hund. Den japanske spidshund, hvilket jo selvfølgelig gjorde ham langt nemmere at få øje på, men det var nu hans bedste skalkeskjul. Desuden ville han heller ikke igennem det faktum, at han kunne blive set af en varulv, for han ville ikke ende i en dødskamp med det glubske bæst! Han nåede stille ned til søen. Han havde udmærket godt hørt rygterne om at den skulle være forgiftet, så det var heller ikke fordi at han turde at drikke af den. Han skulle jo nødigt ende med at blive syg. Han havde taget turen væk fra Procias af. Det i sig selv, var et frygtelig farligt sted at være lige for tiden og han ønskede det ikke. Nathia havde det af helved til, så hun var på Neutranium, hvor folk kunne holde øje med hende, bare for en sikkerheds skyld. Han brummede let, som han lagde sig i ly ved en busk, selvom den hvide pels var tydelig at se og sammen med de sorte øjne som måtte give ham et ganske så nuttet udseende og ansigt. Han slog let med halen som han lagde sig roligt ned på den store grønne plet som han havde fundet. Sneen var ved at være væk, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre for hans del. Han lukkede øjnene let. Vandringen havde været lang og det påbegyndende oprør i Procias, var noget som klart præget hans tanker.

[Deleted]

Vera Gik roligt mellem træerne, hun hade lige være på engle jagte i det lyse riges skove i smug. men uheldig vis hade hun intet fundet og det ærve hende noget så skrækkelig! nu var hun på vej til søen for at slappe en smule af, selv om hendes drage Vanlith ikke var meget for hun gik alene, men Vera hade love ham at han måtte få nogle kys når hun kom tilbage, for normalt ville han ellers gå lige i røven af hende, men det med kyssen var han solgt ved, men han lå på lur mellem de mange træt hvor hans slanke lange drage krop nemt kunne sno sig ind i mellem, Vera var i først sin Kimono en tydelig udsædvalig tøjstil men det var sådan hun fik opmærksomhed fra det mod satte køn, hendes sensuelle evner var dæmpe en smule da hun ikke forvente der ville være noget mænde i dette områd på denne tid af dagen, hendes hår sad løst op i en heste hale med en kam på toppen til at holde det ordenlig sammen, hun hade flade sorte silke sko på og hænderne var skule i ærmerne af kimonoen, hun kom roligt til søen hvor hun kunne se det skinden vand fra måne lyset, men måne lyset afslør også noget andet, tros han lå under en busk kunne hun tydelig se en lille nutte pels klump ligge unger buksen, hun stod roligt og betragte den lille fyr før hun gik hen til søen og løfte op i kjolen, og satte sig på de bare knæ ganske forsigtig og tog kammen ud så håret gik ud af heste halen og hang løs, det gik helt ned til jorden, roligt dyppe hun kammen i søen og lod kun få dråber vand side på kammen før hun hørt den gennem det hår hun hade tage i hånden og roligt begyndt hun at rede sig hår, mens hun stille nynne for sig selv.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

De fleste ville blive indenfor når månen var fuld, udelukkende på grund af den uro som tydeligt havde sænket sig – Ikke bare i Procias, men også Manjarno var ved at kunne mærke sig af det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han måtte vel erkende at tanken omkring dette væsen som månen måtte frembringe, faktisk var noget som måtte skræmme ham bare en anelse? Han blev liggende, selv så nød han den stilhed som havde sænket sig, hvor han næsten følte det som var han ved at falde i søvn. Han brummede igen, selvom han hurtigt måtte hæve blikket endnu en gang, idet at han måtte fornemme at nogle måtte være lige i nærheden af ham. Han spidsede ørene, selvom han ikke rørte en muskel ellers. Han havde jo ingen anelseo m hvem eller hvad vedkommende måtte være, men et levende individ, var han så sandelig heller ikke i tvivl om at det nu måtte være. Han vendte hovedet ganske forsigtigt, så han kunne tage kvinden i blik. Umiddelbart så det ikke ud til at hun var farlig af sig, men man kunne da aldrig nogensinde vide og det at gå forkert her, var så sandelig heller ikke hans hensigt på nogen måde overhovedet. Han blinkede med øjnene, hendes stemme.. så mild og så blid som havde det været et kald fra de smukkeste engle og det var noget som alligevel måtte gå direkte i hjertet på ham. Ganske forsigtigt så satte han sig op. Jorden var våd, så den ellers flotte og hvide pels, måtte blive en anelse mudret, men slemt var det nu heller ikke. De mørke øjne betragtede hende roligt, som han lod hovedet søge let på sned. Hans instinkter som hund, var efterhånden så kraftige, at det til tider kunne være svært at afgøre hvorvidt om han var menneskelig eller om han faktisk var et dyr. Han forholdt sig stille. Hendes intentioner var jo stadig helt ukendte for ham.

[Deleted]

Vera sad roligt og forsatte med at børste sit meget lange sort hår der skind svagt på grund af vandet der kom i håret stykke for stykke, men vandet hade en eller anden effekt på hendes hår, det blev altid bløder af vandet fra søen, da hun var færdig med at rede håret vikle hun det op i en heste hale igen og satte kammen på toppen af heste halen, roligt så hun sig over den nøgne skulder og kigge på ham, hun hade mærke han hade sit og kigge på hende. hun lode hånden glide frem fra de lange ærmer og lage hånden fladt ude mod ham, "Hej lille ven er du ikke langt væk hjemme fra" spurte hun med en rolig og blid stemme der tydelig var noget hun var født med da hun var halv sensulle dæmon, "det farlig for små hunde at være her ude så sent" hun smile og sad roligt med hånden fremme så han kunne snus til den, hun dufte af liljer det var det dufte vand hun selv hade lavet, hun var dygtig til at lave makeup til sig selv, og det var simpel kemi med urter. hun kigge roligt på den lille nutte hund der sad der en smule mudder, den var nu utrolig søde nærmeste en lille pelse bamse, hun smile varmt til hunden et smil der normalt fik mænd til at smelte hun viste nemlig hvad mænd normalt kunne lig, søde små uskyldig piger så de kunne virke som den stærke og modig hvilke var typisk mænd i det mørke rig i vært fald.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor vidste godt, at det kunne være meget dumt at være ude, men han var altså en stor dreng nu, så han burde vel også kunne finde ud af det på egen hånd? Han havde trods alt levet på gaden mere eller mindre hele sit liv, eftersom han var blevet efterladt på gaden da han ikke havde været meget ældre end de 3 år, så han havde en utrolig erfaring med hvordan tingene skulle gøres herude. Det var jo helt utroligt, at han ikke var blevet et bæst når man egentlig tænkte sig om. Han havde vel bare mødt de helt rette mennesker igennem hans liv. Umiddelbart ville han ikke sige, at denne kvinde virkede farlig, men han vidste jo så også, at han burde være forsigtig, ellers ville det jo ende med at gå galt og det var noget af det sidste som han ønskede sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han gik ganske varsomt frem og lagde ørene ned, som tydeligt måtte indikere, at han faktisk måtte være en anelse usikker omkring det hele, hvilket heller ikke var noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Den blideste stemme som han nogensinde havde hørt og den duft.. Han havde aldrig oplevet at nogen havde duftet som sådan. Han snusede forsigtigt til hendes hånd, idet han lagde sig ned ved siden af hende, også for at indikere, at han slet ikke var ude på at gøre hende ondt, men at han var her af de fredelige intenitoner ligesom hun selv måtte vise ham. Han vendte blikket op mod hende og med tungen ude af munden, ligesom en ganske normal hund. Han gned hovedet let op af hendes ene ben, selvom han stadig gik frem med en tydelig forsigtighed.

[Deleted]

Vera så roligt på det lille væsen da den kom hen og snuse til hendes hund, hun smile og lod hunden komme tæt på og hun mærke den blød pels mod sin kimono, hun lod blid hånden stryg den over ryggen, når han var så tæt på ville han mærke den dæmpe sensuelle evne fra hende. "du vel nok en sød lille en" sag hun roligt mens hun blidt og forsigtig for ikke at skræmme ham, hen over ryggen og om bag øret. hun så bare på ham og smile blidt, og så der efter på søen. *Vera! kom du snart* lød en utålmodig stemme i hendes hovede, hun sukke ganske svagt og svare igen * Nej Vanlith jeg sider lige og nyder freden.. vis du ikke er tålmodig får du ikke din kys* Vanlith lå mellem træren og brumme svagt utilfreds, han ville have sin kys og det skulle være nu. Vera så ned på den lille hun igen og nusse den bare blidt på ryggen, "du er virkelig en nutte lille en.. hvor er din ejer henne.. er du mund bleven væk" hun løfte ham ganske forsigtig op, og lag ham i sit skød mens hun nusse ham under hagen og bare smile varmt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor var ikke en helt lille hund længere, han var faktisk ved at være godt halvstor, men det var hans skalkeskjul når de trykkede situationer ville ende med at ramme og det var så sandelig også en af de få grunde til at han valgte at komme frem. Han måtte jo opføre sig som en normal hund omkring alle andre, selvom mange normalt fattede mistanke, ganske enkelt fordi at han ikke var af den type som man ville se normalt. At hun var sensuel dæmon, var noget som han tydeligt kunne mærke nu hvor han var kommet hende så frygtelig tæt som det han var lige i øjeblikket, for det var virkelig noget som fik ham til at glemme absolut alt omkring ham, så var det heller ikke noget som man skulle tage meget fejl af, for det var noget som måtte gå direkte i hjertet. Han nåede ikke at sige så meget inden han blev placeret i hendes skød, hvor han selv tydeligt måtte være draget af hendes udstråling. Han gned hovedet stille op af hendes og tæt op af hendes hals, selvom han stoppet omgående, som han hørte en mindre brummen. Han satte sig op allerede med det samme og med en svag knurren, som han hurtigt hoppet ud af hendes favn igen og vendte sig mod den brummen som han var sikker på at han havde hørt.

[Deleted]

Vera smile og fnise svagt da han gned hovedet mod hendes slanke hals, "hihi det kilder" hun smile og så på ham da han begyndt at knurre og hoppe ud af hendes skød. "rolige lille ven der sker ikke noget det bare min ven som er utålmodig med mig" hun smile og strøg ham over hovedet ganske blidt, "der sker dig ikke noget bare rolig" hun så på ham og forsigtig løft ham tilbage i skødet, "du godt nok en charmeren lille fyr er du" hun smile sødt til ham og nusse ham på maven lige som man gjorde med normal hunde. hun hade en lille andeles om han ikke var en rigtig hund, men hun lod bare som om han var mens hun hold sin sensuelle evner på mellem blus da det ikke var nødvendig med mere styrke, hun så op på himlen og nøde månens lys og stilheden, det var så dejlig beroligende i for hold til solen, hun syntes kunne stresse hende en smule når der var rigtig varmt. hun så der efter på ham igen og smile, "nutte lille hund" hun smile blidt og nusse ham bag øret "gid jeg bare kunne tage dig med.. men mund ikke der nogle der så ville savne dig" hun løfte ham roligt op i armen og kysse ham på næsen, lige som andre gjorde med deres hunde. hun satte ham der efter på jorden, og rejste sig roligt op og børste rolig sin ben og lod kimonoen dække sin lang tynde ben igen, hvor efter hun vente rundt og begyndt at gå mod træerne.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor glemte lidt at han var i skikkelsen som en hund lige for øjeblikket, for ham så var det bare en lille vanesag. Han var vant til at klare sig selv, for det havde han gjort mere eller mindre igennem hele hans eget liv og nu stod han der.. Han var blevet voksen, eller … næsten om ikke andet. Han nød nu tanken om en anelse omsorg, selvom det vel sagde lidt sig selv, at han ikke var en normal hund? Siden han også reagerede på hendes udstråling som sensuel dæmon som det hun måtte være? Det var ikke fordi at han som sådan var i tvivl, for han var draget af hende, det var han virkelig. Han lod hende roligt placere ham tilbage i hendes skød, hvor han vendte blikket mod hende, som hun kyssede hans snude, hvor han næsten følte varmen sprede sig i det indre. Han burde måske vise sig i hans sande skikkelse? Ikke fordi at det rigtigt var en tanke som rigtigt falde ham ind lige nu, men.. han ønskede et sted slet ikke at hun skulle gå! Han rejste sig op på alle fire, idet hun gik mod skoven. Hun måtte da ikke bare gå! Han hastet hurtigt efter, hvor han ganske varsomt tog fat i hendes kimono med tænderne. Ikke så fast, at han bed den i stykker, men bare som et tegn til at hun skulle stoppe og vende sig mod ham i stedet for, for det have hun langt større lyst til end alt det andet. Han brummede let og rystet på hovedet også kun for at gøre det mere tydeligt for hende. Hun måtte slet ikke gå endnu!

[Deleted]

Vera mærke tydelig at noget hev i hendes kimono, hun stoppe og så tilbage ned på ham. "nååå hvor kært" hun smile varmt og tog ham roligt op, "du simpel hen for nutte til jeg kan lad dig være her helt alene" hun nusse ham blidt på maven. hun begyndt at gå med ham i armen mens hun nusse ham på maven, efter 5 minutter kunne man skimt noget langt og blåt der lå i skov bunden. "Vanlith så jeg her og se hvem jeg har med" den lange blå kinesiske drage rejste sig og, det stor hovede kom frem, dragen knurre og vera så roligt på den. "du våger på at skramme den lille fyr din stor øgle " hun så på hunden og smile, "bare rolig han gør ikke noget han kan bare ikke lig at del" hun smile og satte roligt den lille hund ned, og gik hen til Vanlith og kysse ham på snuden 4 gang før hun så på den, "opfør dig så ordenlig nu okay" hun strøg dragen over halen og smile bare blidt og roligt, drengen kigge på hunden og holdt øje med den den skulle aldeles ikke komme her og tro den kunne få Vera for sig selv, "lade nu vær Vanlith du ved godt du betyder meget for mig men jeg kunne ikke lade den lille søde hund vær alene" hun satte sig op af dragens mave, *du ved jeg elsker dig Vera* sag Vanlith med en dyb stemme i hendes hovede, vera smile bare og sad roligt op af dragen, "kom her lille ven" sag hun roligt og smile imødekommen til hunden og hade en hånd ved jorden igen så han kunne se hun ikke ville noget ondt, *bha beskidte lille kræ* brumme Vanlith inde i hendes hovede men vera lod som ingen ting.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor havde ikke kontrol over sig selv for øjeblikket, eftersom han var menneskelig og tydeligt kunne mærke, føle og i den grad også fornemme det faktum, at hun var en sensuel dæmon. Ikke fordi at hun direkte havde gjort noget som helst overfor ham endnu, så var det bare stadig noget som han kunne mærke på den mest grufulde måde. At hun tog ham op i armene, havde han nu heller ikke noget imod, hvor han nød hendes strøg mod hans mave. Det var sjældent at han blev klappet på denne måde, så det var vel heller ikke underligt, at han jo faktisk måtte nyde noget så frygtelig godt af det, når det endelig måtte komme til stykket. Han brummede let, selvom det kun var frem til at han måtte få øje på den store drage, hvor han omgående vendte blikket mod den. Fuldkommen betaget af den sensuelle dæmon i hvis arme han nu måtte hvile, så ønskede han bestemt heller ikke at der skulle ske hende noget som helst! Han hoppede ned på jorden som hun kom tæt på bæstet. Han skulle da under ingen omstændigheder tæt på. Han lagde ørene ned og blottede sine tænder, også mere eller mindre i en klar advarsel også overfor det store dyr. Han gik let ned i forbenene og rejste nakkehårene, mere også for at få lov til at se større ud. Denne skikkelse var og blev nok hans mest fortrækkende, fordi at det var mere.. naturligt for ham at færdes rundt som et dyr – det var også sådan at mange så ham. At hun kaldte ham til sig, så blev han denne gang bare stående. Den store drage var han dog bestemt heller ikke meget for at skulle komme alt for tæt på, hvis han nu i sindet, faktisk kunne få lov til at blive fri. Han rystet let på hovedet og endte med at bakke et ganske simpelt skridt.

[Deleted]

vera så roligt på ham, før hun rejste sig op og gik hen og samle den lille hund op. "rolig lille ven skammer den stor drage dig" sag hun sødt og nusse ham på maven og så roligt på dem. "du skal ikke være bange for ham, der sker intet med dig så længe jeg passe på dig" hun smile og kysse ham på næsen ind nu en gang, Vanlith knurre og vera så på ham. "Vanlith lad vær du våger på at rør den lille søde hund" Vanlith knurre og vente hovedet væk fra dem, vera vente nu rundt og gik mellem træren og ville gå en tur med den lille hun i armen, "du godt nok en nutte lille fyr, og du sandelig modig at knorre over for sådan et stort bæst du er vel nok dygtig" sag hun stille til den lille hun mens hun nusse den på maven og gik roligt gennem skoven.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Drevet af de lyster som kun en sensuel dæmon kunne sætte i et menneskeligt væsen, så var Taylor som fanget i en fælde som han ikke kunne komme ud af, om det så var noget som han ville det eller ikke, så kunne han bare ikke! Han knurrede af den store drage, også selvom han vidste at det store bæst, kunne spise ham i en stor mundfuld, hvis det var det som han havde lyst til i den anden ende. Han lod hende hæve ham i hendes arme, hvor han roligt lagde sig til rette. Han var efterhånden en halvstor hund, hvor det vel var tydeligt, at han næsten var voksen? At han jo så ikke var en normal hund, var jo så det som gjorde det hele også for hans egen del. Han gned hovedet stille mod hendes og tæt ved hendes hals, hvor han nikkede til hendes ord. Han var nok ikke den mest modige, men det var jo så bare sådan, at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Han slappet af når han var sammen med hende, også selvom det var fordi at han ikke rigtigt havde nogen kontrol. Hans ene pote gled let over hendes bryst. Han var jo et dyr med mange af de menneskelige tendenser, så selvfølgelig var det noget som han kunne mærke sig af lige for øjeblikket. Han kunne simpelthen ikke styre eller kontrollere det.

[Deleted]

Vera så på ham og smile blidt til den lille hund, hun hade intet i mod han nusse hans hovede mod hende. og poten opdage hun knap nok, "du simpel hen bedårende er du" hun smile og gik hvider med ham ind til hun satte ham ned, "nå jeg må vel til at komme hvider ikke lille ven.. nu du en sød lille hund ikke.. måske kan det være jeg finder dig igen" hun smile og satte sig på hug hos ham, og nusse ham bag øret. "ses lille ven" hun smile og kysse ham på snuden, og smile og begyndt at gå tilbage. hun dæmpe sin sensuelle evner da der slet ikke var brug for den nu, hun nynne roligt mens hun gik tilbage mod sin drage, det var nu rart at have snakke med den søde lille hund, men hun hade en der ville blive meget vred vis hun tog den lille fyr med sig. hun gik med armen langs siden, og hænderne var gemt under ærmerne stadig væk hun gabte meget svagt og begyndt at tænke lidt mere over hvem den lille hund dog var, for det var ikke en normal hund hun lige hade gået og nusse med.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor kunne ikke gøre andet end at nyde af den tanke at skulle være denne kvinde nær. Han kendte hende nok ikke, men det var vel heller ikke så vigtigt igen? Han nød det og det var vel også det vigtigste? Det var det da om ikke andet, så i hans øjne. Han lukkede øjnene og nød at blive nusset. Det var virkelig noget af det bedste som han vidste. Hans øjne gik op allerede med det samme, som hun satte ham ned. Hun kunne da ikke stoppe det allerede nu? Nej, det måtte hun bare ikke! Han vendte sig mod hende, som han blev kysset på snuden og hun gik. Han peb ganske svagt, nærmest som han måtte gå i en form af panik. Selvom hun dæmpet sine sensuelle evner i form af den kraftige udstråling som hendes slags nu måtte have, så var det noget som alligevel rørte ham, for han var fanget af hende. Han var jo bare en ung mand, så det var vel heller ikke noget som kunne overraske nogen når det endelig måtte komme til stykket? Han endte med at forvandle sig, hvor de fire ben blev til arme og ben i stedet for. ”V-vent!” endte han med en næsten bedende stemme. Han ville vel ikke have at hun skulle gå nogen steder? Han gik stille mod hende. Han var tynd, men dog en slank. Hans hår var pjusket og ellers var han af en typisk bygning til en ung mand. De mørke øjne vendte han stile og roligt i retningen af hende, hvor han svagt bed sig i læben. ”Du må ikke gå..” Han gik stille mod hende igen. Dragen vidste han var der og derfor skulle hun stoppes inden hun nåede så langt!