Trouple ahead!

[Deleted]

Solen stod højt oppe i det store Himmerige, næsten som det måtte vise at der var fred og gammen, så var det så sandelig heller ikke tilfældet. Vinden blæste mildt på en af de første dage som virkelig måtte bring foråret med sig, så var det ikke en start som man kunne sige, var perfekt på nogen måde overhovedet. Måske at foråret var klare tegn på at det hele skulle starte forfra med deres cyklus, så var det slet ikke det som Azrael kunne se. Normalt viste han sig ikke på denne måde, men den uro som herskede på jorden, var noget som han tydeligt kunne mærke i det indre og det at skulle søge til de høje magter for en råd og vejledning, var bestemt heller ikke noget som skete ofte, men det forekom da i tide og utide, men nu.. nu var det jo bare direkte nødvendigt! Hans mørke beklædning gik direkte i strid med den lyse og hvide som man normalt ville se på et sted som dette, så var det nu ikke noget som rørte ham. Måske at han var frygtet blandt mange af de levende væsner, ganske enkelt fordi at han gjorde som han gjorde, så var det yderst sjældent at han i det hele taget ville blande sig i de menneskelige affærer, men nu var det jo endnu en gang ved at smutte ud af en kontrol for dem, at de var nødt til at blande sig på den ene eller den anden måde. De nedbrændte landsbyer, den hungersnød som havde ramt Procias og det som havde stillet det i en værre stilling og situation overfor Dvasias, var faktisk noget som måtte bekymre ham og meget endda! Kunne de da ikke se, at de var i fuld gang med at udrydde dem selv?! Det var jo så tydeligt! Azrael rystede stille på hovedet og med et svagt suk, som han endnu en gang måtte stå ved de store sale, kigge ud af vinduerne og direkte ned på jorden under dem. At vise sig på denne måde, var i sig selv, kun noget som skete forbandet sjældent, men til tider, så var det jo igen bare nødvendigt og det var det nu. Hænderne foldede han bag hans ryg. Han kunne mærke nu alle de mange sjæle som måtte kalde – alle dem som var faldet under denne hungersnød som havde ramt hele landet, udelukkende fordi at de nedbrændte landsbyer var ødelagt fuldkommen, så maden ikke rigtigt kom frem. Denne mand.. Denne Ilosonic, var den som kun havde gjort det hele værre.. Var det ikke tydeligt at se, at hvis lyset faldt, så røg mørket med? Var mennesket virkelig så snævresynet, at de ikke kunne se forbi deres egen næse?! De mange sjæle kaldte på ham, han kunne ikke formå at hvile på noget tidspunkt, udelukkende fordi at de kaldte på ham hele tiden. Han var mere eller mindre på arbejde i døgndrift for tiden og selv han havde problemer med at følge med, så var det også slemt Han afventede faktisk bare at Darlene skulle dukke op, for han vidste, at det var noget som ville ske før eller siden. Denne gang var de vel også nødt til at skulle blande sig, selvom han bestemt heller ikke var meget for den tanke, for de gjorde det normalt aldrig, men Procias måtte og skulle bare ikke falde! ”Forbandede aber..” mumlede han let for sig selv. Det var ikke fordi at han var vred som sådan, for var der noget som Azrael ikke var særlig god til, så var det lige det faktum, at skulle udtrykke følelser. Det var en evne som var faldet fra for skræmmende mange år siden. Blikket gled mod en af de faldende landsbyer som man kunne betragte bag et tyndt skydække. Han vidste ærlig talt slet ikke hvad pokker han skulle stille op, og selv det var noget som måtte skabe en mindre frustration i det indre. Han kunne og måtte jo ikke blande sig før det blev højst nødvendigt. Måske at det lagde op til endnu en stor krig? Som på Lucifers tid? Bare tanken måtte få ham til at trække på mundvigen. Han havde jo en stor del af den mand i sig, en del i Melchior og en del i Darlene. Den mand kom i den grad ingen steder!

[Deleted]

For et kort øjeblik var lufen tyk, og blot få sekunder efter stod Darlenes skikkelse midt I det store himmerige. Prægtig som en gudinde, og med en udstråling ligeså. Det blonde hår var bundet i den sædvanlig alt for løse fletning, sammentidig med at hendes perfekte kvindekrop, var svøbt ind i et rosa klæde, der kun formede hende yderligere. Kinderne var lettere røde, hvilket kun lod den en smule blege hud stå i stærkere kontrast. Den skønhed ændrede sig aldrig, hun ældedes ikke, med andre ord den perfekte kvinde, den som enhver ville ønske at blive. Dog på trods af alt dette var der noget over hendes fortryllende blik. Der var et glimt der manglede, eller som måske var der i samme grad, men gav hende et ganske andet udtryk, som måtte hun næsten se hjælpeløs ud. Det var dage siden, hun sidst havde samtalet med hendes kære ”broder” Azrael, men det så ud til at tiden var inde. Procias var endt i et kaos, med den hungersnød og brændende, og den stakkels unge Keischa der nu virkelig måtte sidde i saksen. Det irriterede hende til helvede at de mennesker aldrig lod til at lærer af deres fejl! Hendes varme hjerte, slog faste slag mod hendes bryst. Hun var netop kommet i tide til at høre Azraels ord, og måtte kun nikke medgivende. Modsat ham, så var Darlene den blide og positive, hun var realistisk og sammentidig så bar hun en samvittighed, men denne gang havde menneskene fortjent at blive sendt frygtelig mange år tilbage! ”Sandt” svarede hun kortfattet, med en melodisk tone, sødere end biernes honning, og mere klar end krystal. De blå øjne betragtede ham intenst. Hænderne var foldet foran hende, gav hende de mange uskyldige træk, der netop formåede at gøre hende evigt fortryllende. Selv hun var klar over, at det at blande sig i menneskenes affære ikke var nogen mulighed, men dette måtte stoppes, det ville ende med at koste alle livet! Selv himmeriget var udemådelig stille. Vinden blæste hendes lokker, og legede med de få blonde krøller, der havde formået at snige sig fri. Engle var gået i skjul, eller holdte øje med jorden under dem, så det forekom hende næsten frygtelig tomt i øjeblikket. Hun lod blikket glide omkring, kun for at lade det falde mod ham igen ”Det tegner ikke godt, Azrael” hendes tone dirrede næsten med ærefrygt, for fremtiden ville være let at spå. Det ville blive en krig som den med Lucifer, der var en grund til de alle måtte bære en lille del af ham, det havde bestemt heller ikke været nem dengang, og Darlene ønskede virkelig ikke, at det skulle ende på den måde ”Vi må gøre noget” hendes iver var tydelig. Arbejdet ventede, og der ville kun blive mere af det, det næste stykke tid, ikke at det ligefrem huede hende. En smule rastløs og tydeligvis urolig, begyndte hun en gang frem og tilbage, med et yderst tænksomt blik. Dette var ikke noget man kunne se sig uden om, bare som sådan, og for at være ærlig, så brød hun sig ikke om det. De måtte have fat i Melchior, selvom det var flere århundrede siden hun sidst havde set noget til ham. Kærligheden var døet mere hen, det var som hun ikke længere var ønsket, ikke for andet den den jalousi og det øvrige mørke der måtte følge med det, det kunne hurtigt vise sig farligt for hende personligt, og det vidste han såvel som hende. Kærligheden måtte bevares, og det ville blive hendes opgave, desværre eksisterede den ikke i en sådanne krig.

[Deleted]

Azrael tog dette meget tungt, ganske enkelt fordi at han vidste, at det ville gå kraftigt ud overe menneskene i den anden ende. De lærte jo bare aldrig! De fortjente i den grad at blive kaldt for aber, for de snakket om dommedag, tegn på det og det eneste som han kunne se, var jo at de udryddet hinanden, hvilket i den grad også var noget som måtte frustrere ham noget så voldsomt. Krig var noget som styrkede ham, men det svækkede hans bedre halvdel og det var noget som faktisk måtte sige sig, at gøre ham bekymret. Han stod og stirrede ud af vinduet, næsten hjælpeløst. Han kunne høre de mange sjæle kalde på ham, han kunne høre at de ville videre, selvom de måtte vente på tur alle sammen. Nok havde han at lave, men nu var der kastet masse mere over hans skulder. Det påvirket Darlene lige så meget som det måtte påvirke ham selv og det kunne mærkes. Han var virkelig bekymret for hende, for i de tider hvor krigen hærget over disse lande, så var det jo heller ikke fordi at kærligheden kunne sige sig, at være stærk på nogen måde. Tvært imod, så var den det stik modsatte! Han vendte sig stille, som han kunne høre hendes silkebløde stemme bag sig, hvor de let rødlige øjne måtte falde til hendes smukke skikkelse. Aldrig havde han set noget så perfekt som dette, men det var heller ikke fordi at han var i stand til at skule føle på den måde som hun var. Han var døden, han blev drevet og draget af den og derfor vidste han også, at han før eller siden skulle til jorden igen for at fortsætte arbejdet, selvom det var det som han havde mindst lyst til lige nu. Han agtet at snakke med Melchior omkring dette, for det var efterhånden vigtigt at de tog affære, selvom han vidste, at de ikke kunne eller måtte blande sig direkte – men ærkeenglene havde lov til det og det var deres eneste og bedste træk lige nu. Gik Procias under, så kunne de jo lige så godt bare sidde og vente på at det ville ske med resten af landene også, for det ville ske før eller siden. Han havde arbejdet igennem alt for mange år til at han ville lade dette ske for de store lande, det var da helt sikkert! Han sukkede dæmpet og trak på skuldrene. ”Denne gang fortjener de det øgenavn.” Hans stemme var fuldkommen toneløs. Han var vred i det indre, men han var slet ikke i stand til at skulle få det frem. Han var ikke god til det med følelser, og det havde han heller aldrig nogensinde været. Han rystede stille på hovedet. ”Det ved jeg udmærket godt, Darlene. De kalder på mig. Jeg kan både mærke og høre det.” Han vendte blikket igen i retningen af de nedbrændte landsbyer. Det skar selv i hans hjerte, at vide, at det faktisk måtte være så slemt, at de ikke kunne finde ud af, at samarbejde, for det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at de ikke lærte af deres fejl på noget som helst tidspunkt! De var vel mere værd end det her? Også i Guds øjne? ”Du ved lige så godt som mig, at vi ikke kan eller må blande os.” De rødlige øjne vendte han endnu en gang stille mod hende, blot for at understrege alvoret. Han var selv frygtelig fristet til det, men det var slet ikke noget som han kunne eller havde lov til og han var ekstrem regelret og lovlydig! Han knyttede næverne ganske let og med et svagt og opgivende suk. Nok var hans blik følelseskoldt, men det hele stod i hans øjne; Hans bekymring, den indre uro og stresset ved det arbejde som han var tvunget til at skulle tage sig af, selvom han gjorde det med glæde og det var det som han havde gjort igennem hele hans liv og så længe, som han kunne huske det og længe til. Han gik stille mod hende. ”Hvordan har du det, kære Darlene?” spurgte han stille. Han var bekymret for hende, udelukkende fordi at han vidste, at stunder som dette, faktisk var noget som gjorde hende svagere og svagere.

[Deleted]

Det var ikke første gang, at menneskene tog sig sådan ud, og det var bestemt heller ikke første gang, at de måtte jage den skræk i hende, men denne gang så det ud til at være alvor. Normalt ville hun end ikke have tilladt Azrael, at kalde dem for aber, men de viste sig ikke som værdige til at andet navn, så lige her sagde hun ham ikke imod. Det gjorde hendes rasende, og de som kendte savnet om hende, vidste at der bestetm skulle meget til at gøre en kærlighedsgudinde rasende! Vinden tog let i det blonde hår, tyndt og fint som silke. Ville det gå denne vej fremad, ville det blive gråt og tørt som strå, mens hun langsomt ville uddø. Så galt var det heldigvis ikke endnu, og der skulle trods alt meget til at fjerne kærligheden fra en hel verden, men det kunne ske, og allerede nu følte hun konsekvenserne, af den had som tydeligvis måtte være omkring. Selv på trods, at det var Azrael som ledede de mange sjæle, så hørte hun dem ligeså, og efterhånden gav det hende en kraftig hovedpine! Hun betragtede ham med vrede øjne, hvor det ellers altid muntrer glimt plejede at have sit bo. Hænderne var foldet foran hende, hun stod der ret i ryggen, og måtte for en gangs skyld være præget af en voksen alder. Hendes drilske sind, og forelskede blik, var ikke det som satte et alvorligt præg på hende. Hun var fuld af leg, fuld af lyst, og ingen mand ville være i stand til at modstå hende, ikke fordi at hun udnyttede det på nogen måde, det var hun ikke i retten til, det menneskelige liv, med følelser og kærlighed, det var ikke hendes skæbne at føle. Derfor, som hun stod overfor hendes kære broder, så vidste hun også, at det ville være nytteløst at få ham til at se på hende, som enhver mand af menneskeligt sind ville gøre det, også selvom han i sandhed var den hun måtte ønske ville se på hende som sådan, et ønske som aldrig ville blive efterkommet. Darlene gjorde en elegant bevægelse med hånden ”Kald dem aber, møgkræ, hvad end du ønsker, kære Azrael, de fortjener det” hun var tydeligvis frustreret og ikke mindst bange, dette kunne hurtigt vise sig at blive en ende, som ingen af dem var klar til. Hendes blide tone, sang sig igennem den usynlige luft, normalt istand til at fortrylle et menneskesind, det var hendes job og hendes skæbne at gøre som så, med ham prallede det blot af. Darlene tog sig til panden ”Jeg ved det, jeg kan høre dem ligeså” påpegede hun en smule hjælpeløst, for det i sig selv var hende ikke vant. Ganske roligt trådte hun ved siden af ham, betragtede de nedbrændte landsbyer med direkte afsky, var mennesket nu blevet så egoistisk? Dette var skabt af en højere enhed, og nu var han villig til, blot at se til, mens det hele måtte gå sin gang, og mennesket ville udrydde sig selv? Balancen var brudt, alt ville være væk ”Vi må ikke blande os, men vi må gøre noget” fastsatte hun stædigt. Melchior skulle indblandes, Amitiel måtte de ligeså finde, hvad end hun brød sig om det eller ej. Dog måtte det irritere hende at reglerne lå så faste, de måtte ikke blande sig, ikke direkte, for pokker hvor blev man træt af at følge regler. Ikke noget med at elske og udforske, ikke noget med at hade eller begærer, ingen synd på trods hun var selve begrebet synd, og nu måtte de heller ikke blande sig? Blikket mødte hans, hun kastede frustrationerne en smule bort, og rystede til hjælpeløst på hovedet ”Jeg klare mig. Min eneste mulighed, er at gøre som jeg altid har gjort, forsøge at genopbygge balancen, eller i det mindste sørge for at den ikke bliver mere skæv, end det som den er. Men det gør ondt. Jeg kan føle det” erkendte hun med et sigende nik, og lod hånden falde mod hendes bryst. Hendes hjerte gjorde ondt.

[Deleted]

Azrael var virkelig frustreret. De døde var så mange, at selv Darlene kunne høre dem? Det var slemt og han vidste det udmærket godt. Lige nu, så fortjente menneskene de mange øgenavne, som han overhovedet kunne finde på! Og mange af dem var endda opfundet af de mange jordiske bundede væsner. Han vendte blikket mod hende. Han gjorde sit arbejde, uden egentlig at vide, hvad det måtte indebære for hans vedkommende. Han havde aldrig prøvet at miste. Dette havde været hans liv, han kunne ikke føle, han var ikke i besiddelse af sin egen frie vilje og han havde strenge rammer som han måtte følge i former af lov og orden. Han måtte og skulle ikke blande sig i den menneskelige affære, selvom han virkelig var fristet til det, når det så ud som det gjorde lige nu. Faldt Procias, så gik verden under.. ganske simpelt. Det kunne vel heller ikke være så svært at forstå? Nathaniel vidste det.. Jaqia og så mange andre af de jordbundende, men de kunne vel heller ikke stille noget op? Han nikkede blot til hendes ord. ”Denne gang er det virkelig fortjent.” De kunne stå der og betragte deres eget skaberværk på denne måde, se hvordan de måtte ødelægge hinanden og uden at de kunne gøre noget som helst ved det. Et sted ønskede han at blive en del af det, ønskede at få den mulighed til at opleve et menneskeligt liv, hvordan det var at føle, hvordan det var at arbejde på den måde, de 7 synder og alt det som ellers var en del af den menneskelige tilværelse. Han måtte vel bare acceptere, at det ikke var en mulighed som han nogensinde ville få? De mørke øjne faldt direkte mod Darlene ved hans side. Han var den eneste som direkte kunne modstå hende, ganske enkelt fordi at hun stod der som hans modstykke. Hun havde ondt, det var selv noget som han kunne føle. At det hele var ude af balance, selvom det var til hans fordel et sted, så kunne han stadig mærke den smerte i hans bryst, fordi at det gik hende på. Blev hun svag, kunne den del af Lucifer slippe fri og det i sig selv, kunne bare vise sig som frygtelig farligt! Det ville lægge et ekstra pres på ham og på Melchior og de havde mere end nok at se til fra før af. Han nåede hende med rolige skridt.. uhyggelig rolige skridt, hvor han stille hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind. Nok kunne han ikke føle, men mennesket udsprang jo faktisk fra dem, så lidt kunne han jo faktisk godt, hvis det var det som han havde lyst til. Han trak vejret dybt. ”At du har ondt, gør ondt på mig, Darlene.. Jeg kan lige så mærke det.” Han tog stille hendes hånd og placerede den ved hans eget bryst. Han stod der fuldkommen i kontrast til hende selv. Mørk i tøjet, mørk i auraen, selvom den alligevel måtte være så intetsigende. ”Din svaghed er min styrke. Det er ikke bare en byrde som hviler på dine skuldre. Balancen må og skal oprettes, selvom det kræver at jeg må blande mig i dit arbejde.” Han betragtede hende sigende. Han kendte udmærket godt til lovene og reglerne som de måtte føle. Roen ville sænkes ved ganske få dødsfald, om han så selv skulle sørge for, at de skete, så var det noget som han bare måtte acceptere og så gøre noget ved. ”Lucifer kæmper i dit svækkede sind..” Han lod panden stille møde hendes, også selvom hans øjne var så intetsigende og uden så meget som en eneste følelse at skulle finde, så var det jo bare sådan, at det nu end måtte være. Det rev lige så i ham, ganske enkelt fordi at han bar en frygtelig stor del af manden i sit eget sind, selv det kunne hurtigt vise sig, som en frygtelig kamp i tide og utide, selv for en som Azrael.

[Deleted]

De døde var ikke Darlenes område, normalt var deres stemmer blot en lav hvisken, som hun havde været i stand til at ignorere, men nu råbte de så desperat efter hjælp, at de måtte kalde på selv hende, og deres kald var en byrde på hende, det fratog hendes krop mere energi, end det som den havde brug for at miste i øjeblikket. Hun var vred! Menneskene var endnu engang ved at begå den samme fejltagelse, en gang til og endnu engang, var det dem det måtte koste, så lige her der ville hun bestemt ikke forhindre hende skære Azrael, i hans mange øgenavne. Darlene optog en rastløs gang, der bragte hende frem og tilbage langs gulvet, så elegant at det nærmest så ud til at være svævende bevægelser. Hnedes blik var fuld af bekymring, vrede og frustration, vrede over at de menneskelige væsner, endnu engang havde vist sig egoistiske, bekymret på hendes egne vejne, og på resten af eksistensen og frustreret over, ikke at kende til hvad pokker hun lavede. Hvad var kærlighed egentlig? Hun definerede det hver eneste dag, placerede tankerne i folks sind, men personligt havde hun aldrig oplevet at blive elsket, eller at elske for den sags skyld. Der var intet for dem at gøre, deres rør var specielt Phoebe og de havde ikke råd til at risikere hende, med andre ord, de kunne stå her, kigge ned og se alle tilintetgøre sig selv, hvor forygende! Hun himlede med øjnene, og stoppede op, med blikket hvilende mod Azrael. Hans ro fik hende rolig. Hun lod ham træde tæt på, hendes tillid til ham kunne intet overgå, for han var den eneste der ikke ville svigte, og som ville stå der som hendes broder, til dette engang ville lykkedes menneskene. Hvad angik Melchior, så var han for hendes del ikke en del af spillet, hun var som regel ikke imod kærlighed, men de kunne ikke elske, og specielt ikke nu hvor det hele stod så svagt! Der var et lille rasende bæst i hendes bryst, der blot længtedes efter at komme ud. Hun bed tænderne sammen, og lod de funklende blå øjne møde Azrael. Den mystik han bar, påvirkede hende ej længere, han stod såvel som hendes modpart, og han var blot den skjulte den af hende selv. Kinden gled mod hans hånd, det blide kærtegn var som et strejf fra en fjer, hun nød det som hun var forbudt at nyde en mands kærtegn, selv som gudinde ”Min smerte ligger på dine skulder, og dit stress på mine. Balancen er ødelagt, og dette er kun begyndelsen” hendes tone og hendes ansigt udstrålede den klare bekymring, og smerte som hun måtte bære med sig, for ondt det havde hun. Hånden faldt mod hans bryst. Man kunne tro det eller lade værre, men deres hjerte slog, uden de havde mulighed for døden ulogisk biologi, for de væsner der lå under dem vel og mærke ”Som jeg må blande mig i dit. Kærligheden vil uddø og dermed blive dit arbejde, hvis ikke vi gør dette hvad end det kræver” hviskede hun nærmest hjælpeløst, før panden mødte hans. Armen lagde sig omkring hans liv, trak ham ind til sig, ikke ment som elskende, men som to af samme stykke. Hvor mange liv det end måtte kræve, hvor mange der skulle ende med at lide tab, så var det nødvendigt og det var hun klar over, også selvom den tanke gjorde ondt på hende. Samtidig kæmpede Lucifer, hun følte ham overalt, den vrede og den frustration hun følte, han skænkede hende den og gjorde hende ganske vidst mere menneskelig, men det var intet godt nyt ”Hvad hvis jeg ikke kan..?” spurgte hun stille, og lod blikket glide i ”.. Hvad hvis jeg ikke kan holde buret låst?” Azrael vidste hvad hun mente, men for så mange andre, var det blot endnu en hemmelighed.

[Deleted]

Azrael kunne udmærket godt høre de mange sjæle som måtte kalde på ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham, så kunne han tydeligt mærke, at hun blev svagere og det var en tanke som faktisk skræmte ham. Han havde ganske rigtigt styr på det som han gjorde, han kendte sin plads her i denne verden og det var en stand som han agtet at holde så længe, at det var ham overhovedet muligt. Han havde en masse øgenavne og hun kunne bare lige vove på at skulle sige ham imod lige nu, for han var virkelig en vred mand! Lige netop de dele af Lucifer havde han i sig og det at hun blev svagere, så kæmpet den mand også langt mere i ham selv for at komme fri. Han kunne faktisk godt udvise bekymring, selvom han slet ikke kunne forelske sig og mindst af alt, så kunne han elske. Døden var hans emne, det var hans tema og det var hans afdeling, så selvfølgelig var det også det som han var mest præget af det. Han rystede stille på hovedet, hvor han bare lod hende søge ind i hans favn så hun kunne søge bare en smule tryghed, for det var i den grad også trængende og nødvendigt efterhånden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte de direkte mørke øjne mod hende og med den samme rolige mine, selvom bekymringen faktisk måtte være, at skulle spore i hans blik på denne måde. Han bragte folk videre fra jorden af, selvom han ærlig talt slet ikke havde nogen anelse om hvor han bragte dem hen. Til skærsilden hvor det var op til dem selv hvor de skulle videre derfra.. Det var faktisk den høje Guds nåde hvorvidt om de skulle søge til himmels eller helvede.. hvis de steder i det hele taget måtte eksistere. Han vidste det faktisk ikke og det var noget som måtte frustrere ham lidt. Han var slet ikke vant til at skulle tænke så meget og da specielt heller ikke over disse ting! At hendes arme faldt omkring hans liv, havde han nu heller ikke noget imod. Han måtte erkende, at det var lettende at skulle have hende tæt på. ”Vi kan ikke blande os, Darlene.. Vi må ikke..” Han vendte blikket stille mod hende. Hvis nogen skulle blande sig, så var det jo faktisk ærkeenglene som måtte, for de var langt mere jordbunden end det som ham selv og Darlene måtte være, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Han lod den ene hånd stille hæve sig til hendes kind, hvor han hævede det roligt og stille op mod sig. Umiddelbart så var der kun en bekymring som man skulle kunne spore, selvom der måtte hvile langt mere i det. Menneskene var endnu en gang ved at udrydde sig selv og det var jo ikke første gang, at det måtte ske! Han sukkede indædt. ”Kan du ikke holde buret aflåst med dit eget sind, Darlene, så lad mig tage over.. Han dræner dig kun mere for energi end det som godt er i disse stunder,” sagde han stilfærdigt og alligevel Der var intet hende uden ham og det var noget som de var udmærket godt klar over begge to. De var afhængige af hinanden, selvom de arbejdede individuelt. Han trak vejret ganske roligt og lod hånden roligt hvile mod hendes kind og med den samme alvorlige mine. ”Jeg er stærk nok til at tage din andel også,” afsluttede han med en ganske så bestemt stemme. Han kunne sagtens! Når hun blev svagere, så blev han automatisk stærkere. Balancen var ødelagt og det var noget som han i den grad godt kunne mærke!

[Deleted]

Sjælene kaldte, og der var overflåd af dem, han var ikke nok for dem alle sammen, han kunne ikke fører dem alle på den anden side, sortere mellem syndere og de som havde fortjent de eftertragtede pladser, netop der hvor de i øjeblikket befandt sig. Der var tydelig bekymring malet i hendes ansigt, for hun blev svagere, de mange sjæle rev og sled i hende, og det var intet hun kunne tage sig af, hun stod for kærligheden, det andet ville kun svække hende yderligere. Vreden i ham var tydelig, hun formåede at kæde den sammen med hendes egen, og det gjorde ondt på hende at se ham sådan. Hun ønskede dog ikke at gøre det være, hun ønskede ikke at han skulle fører den vrede videre på hende, derfor sagde hun heller intet til hans mange øgenavne, de var velfortjente, når man tydeligvis ikke var mere intilligent end det som de menneskelige væsner, endnu engang havde vist sig at være. Hendes skikkelse søgte tryghed i hans lune favn, der holdte hende sikker, og som fyldte hende med en anden energi, blot den følelse af, at han om ikke andet måtte holde af hende, selvom han ikke var i stand til at elske hende, som hun ikke måtte elske ham, hvilket var frustrerende. Panden mødte hans bryst, hun lyttede til hans hjerte slå, og frygtede den dag det måtte holde op. Lucifer ville frigøres, og verden ville være i et større kaos end i forvejen. Darlene trykkede ham ind til hendes egen skikkelse, med armene hvilende omkring ham, tydeligt at hun ikke ønskede at skulle slippe ham igen ”Jeg ved at vi ikke må blande os, Azrael. Men noget må vi gøre” gentog hun nærmest hjælpeløst. Selv hun var tvunget til at bevare roen, og styrke hendes tro, for svandt den først, så ville verden gå under. Til tider ville selv Darlene have ønsket en plads i det lavere hieraki, en plads som ærkeengle, for de var jordbundende, de kunne føle og de kunne blande sig, måske det ville være deres håb? Også selvom tanken om at indrage ham i øjeblikket, ikke ligefrem stod på hendes topliste, hun var vred på den mand! Blikket faldt mod Azraels, mens kinden næsten kælent søgte mod hans ru hånd. De kærtegn han skænkede hende, gav hende lidt af den energi tilbage, hvilket også satte tydelige tanker igang hos hende. Hun rystede på hovedet, med næsten frygtsom mine ved hans foreslag ”Det ville være dumdristigt, Azrael. Dette er kun lige begyndt, det vil blive værre for dig, og bære du det hele, er du for udsat, det ved du” hendes tone var nærmest bedende til, ikke så meget som at tænke den tanke ”Jeg kan holde ham i skak nu. Bliver jeg dårligere så kan du få lidt af ham, og en anden lidt andet” medgav hun i et stille suk, tydeligt at hun på ingen måde brød sig om tanken. Darlene trak sig ud af hans favn, og begyndte med elegante, men rastløse skridt, at gå frem og tilbage ”Der må være en anden måde” mumlede hun frustreret. Det var typisk at det var hende som det i virkeligheden måtte gå ud over når verdens ende nærmede sig, så stod døden højest, mens hendes energi ville drænes af det selv samme. Det måtte ikke ske! Hun sukkede tungt, sjælene kaldte, de sled i hendes væsen "Lig hovedet i blød, jeg er nødt til at gå. Der er ikke tid til meget i disse stunder" hun trak en anelse irriteret "Vi ses snart igen" hun så ind i hans kølige blik, skænkede hans læber et forsigtigt kys. selv for deres del havde det jo en anden betydning, end som for så mange andre. Få sekunder efter, forsvandt hun som i det rene ingenting, efterlod en sød duft, som ingen rigtigt kunne sætte fode på bag sig. Denne verden ville komme på fode igen, om det så ville blive det sidste hun gjorde!

//Out

[Deleted]

Dette var virkelig en katastrofe, hvis dette skulle fortsætte, og det var også noget af det som måtte bekymre Azrael. Han var måske dødens sendebud, han var den som nærede sig på energien som det måtte bringe ham og det var selvfølgelig også noget af det som havde den største betydning for ham, men balancen måtte og skulle holdes i orden og det gjorde den bestemt helelr ikke på denne her måde, det var da noget som enhver idiot kunne se! Faldt Darlene på grund af dette, så var der heller ikke meget mere som han kunne gøre ved det, og det var noget som selv bekymret ham. Uden hende, så var der intet ham.. de var direkte afhængig af hinanden når alt endelig måtte komme til alt. Lucifer skulle holdes væk fra denne verden.. tænk på hvilken ballade som han kunne stille i stand på ingen tid og det var slet ikke noget som de havde brug for at skulle slås med i denne stund! Han vidste, at de ikke kunne blande sig i det som skete på jorden. De havde deres opgaver og de havde endda den kære Phoebe på jorden, at beskytte og passe på. Det var for tidligt, at lade jorden gå under nu! Han blev stående med den ene arm omkring hende, nærmest som han forsøgte på at trøste hende, selvom han ikke rigtigt vidste hvordan pokker man gjorde den slags. Han havde aldrig været den type som gjorde brug af disse ting, så var det jo bare sådan at det måtte være. Blikket vendte han roligt mod hende og med den samme mine som tidligere. Hans øjne udstrålede bekymring, men minen.. den havde ikke ændret sig det mindste på den ene eller den anden måde og det var jo bare sådan at det nu måtte være. Han kunne ikke føle og det var en ting som han havde valgt, at skulle acceptere i det store og hele. Han mente det når han sagde, at hun bare kunne skænke Lucifer til ham. Nu var han jo faktisk på det stærkeste, så han ville sagtens kunne tage mesteparten af manden, uden at det ville gå helt galt. Det var i alle fald noget som han måtte håbe, og det var jo trods alt også en mulighed i den anden ende, så det var jo en ting som man kunne søge sig til trøst med. ”Er du den svage, så er jeg den stærke, Darlene og det ved du godt,” påpegede han sigende. Det var jo sådan at balancen fungerede. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Der var en anden mulighed, men at sende hende til jorden, for at lade hende opleve det som hun arbejdede med til daglig, var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig meget om.. Hvad nu hvis det faktisk kunne ende med at gå helt galt? Så var det jo slet ikke noget som han kunne ændre på, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Han nikkede til hendes ord, som hun valgte at trække sig væk fra ham. Han havde sit eget arbejde at tage sig af og nu hvor der faktisk var forbandet meget, så var det jo noget som han var nødt til at få styr på og helst så hurtigt som det var ham menneskelig muligt. Duften som hun måtte efterlade sig, var noget som svagt måtte få ham til at trække på smilebåndet, som han igen vendte sig mod vinduet. ”I ved virkelig ikke hvad det er I laver..” mumlede han sigende, som den mørke tåge endnu en gang måtte lægge sig om ham, kun for at lade ham selv fordufte som havde han aldrig stået der. Han måtte jo trods alt også vende tilbage til arbejdet.

//Out