Sweet memories

[Deleted]

Solen var gået ned for længst. Det grå vejr, var blevet erstattet af et smukt, mørkt tæppet, præget af millioner af stjerner. Månen lyste kraftigt, den var næsten fuld. Selvom netten var langt smukkere end dagen, i disse tider, så var det stadig forbandet koldt, så koldt, at det kun ville være et spørgsmåm om tid, inden sneen atter ville begynde at dale. Moniqe færdedes roligt langs de små stier. Hun havde passeret engen. Faktisk havde det været meningen, at hun ville opsøge den sorte sø, i øjeblikket forsøgte hun at huske hvor stederne lå, og hvordan man kom derhen, som regel ved at tricke minder. Men som hun var endt med at stå der, på det sted hvor hun havde mødt Elvolganta i sin tid, så mistede den sø lidt en betydning. Hele dagen var hun blevet plejet af dem i det store Mansion, Faith havde været henrygt over at se hende igen, Kimeya havde dog været mere tilbageholdt, hvilket kun kun måtte prise sig lykkelig for. De bar en hemmelighed som ingen kendte til. Det gjorde stadig ondt, faktisk i mere eller mindre hele kroppen. Benene sydede, det var så længe siden hun havde været i bevægelse, at det at bevæge sig hele vejen til Manjarno, kunne være et direkte selvmordsønske. De mørke lokker, dansede omkring hendes skulder, der var dækket af Derick’s sorte kappe. Den rosa kjole hun bar indenunder, var en Faith i sin tid, havde taget fra hendes skab, da hun var gået bort. Efterhånden var hun godt ør i hovedet, at blive vækket var ikke direkte behageligt. Dog efter et døgn ved livet, havde hun nu vænnet sig til følelsen, af de hjerteslag som det måtte slå, og den varme som var endt med at skulle sætte sig i hendes krop. Hun havde end ikke været i stand til at fremane en flamme, det var hårdt at komme igang. Efterhånden havde hendes skridt, ført hende ned mod den store sø. En ugle tudede, sad i træet. Lyden virkede ikke længere direkte skinger i ørergangen. De funklende grønne øjne betragtede arealet foran hende. Dens mukke nat spejlede sig i vandets overflade, Moniqe måtte erkende, at det i sig selv havde været noget at det mest savnede. Hun gik ikke langt langs vandkanten, før hun rolig lod sig dumpe ned mod den kølige sne, der smeltede under hendes varme. Et mindre lag is, havde lagt sig på overfladen, forbandet tyndt måske, men det var der. Sammentidig lå frosten mod de mange blade, og grene på træerne, det var smukt, specielt under månens lys. Benene trak hun op under sig, så ved hendes side, der føltedes så tom. På trods hun var blevet en ny chance, for forfulgte fortidens spøgelser hende, og hun var desværre ikke i stand til at skræmme dem bort.

[placidus]

Den kolde tid i sig selv, havde hjulpet med at opretholde ro og orden i det store nordlige hav, hvis dybde hver dag kun blev præget af hvalernes smukke sang. Det var rigtig lang tid siden Placidus havde begivet sig så lang ind på landjorden, men han havde næsten ikke behøvet at betræde jorden ret lang tid, for at nå til søen ved Manjarnos grænse. Placidus havde fulgt den lyse flod, og var siden da, dykket langt ned under bjergenes dybe kanaler, alle fyldt med vand og skræmmende skabninger. For lang tid siden havde Placidus hørt om en forstyrrelse i denne søs natur, og havde endelig besluttet sig for at begive sig mod syd. I denne kolde tid frygtede han ikke naturens raseri, da solens varme stråler og hårde vestenvinde måtte trække sig, til ære for den arktiske vind.

Efter en hel dags rejse, var Placidus endelig nået til Manjarnos flod, og forblev i søens dybde. Han så ikke meget forstyrrelse i vandet, men fornemmede at den havde modstået store trængsler. Det plagede hans sind at den den samme ro der lagde over det nordlige hav, ikke også lagde over de andre have, hvis raseri og grusomhed ikke gjorde andet end at forstyrre den evige balance. Med meget hurtige bevægelser svømmede han i søen, og kun få gange var han tæt på overfladen. Endelig besluttede han sig for at kigge på det liv der omringede floden, og søgte ind mod land. Med rolige skridt placerede han sine fødder på jorden der dannede flodens bund, og gik langsomt op på land. Hans krop blev lidt efter lidt rejst fra vandet, og flodens vand dannede et par silkebukser der sad løst om hans underlid og ben. Han så sig omkring, og det varede ikke længe før han med et snævert blik fik øje på en dampende skikkelse der sad ved søens bred.

[Deleted]

Moniqe betragtede overfladen, og dets ro. Den store måne, badede sig i i freden. Hun spekulerede. Der var frygtelig mange tanker, som direkte måtte hjemsøge hende. I det store og det hele, var hun jo faktisk ikke engang klar over, hvor hun var, for tingene havde uden tvivl ændret sig siden hendes død. Blikket gled mod hendes fingrer, de var lyserøde af den kulde som måtte være, det var en savnet følelse, for den havde hun ikke været i stand til at føle som vampyr. Sneen var smeltet under hende, frigav den lette damp som måtte komme ud af det, når varmen og kulden måtte mødtes. Hun var ikke klar over, at hun ikke var den eneste der befandt sig på stedet, selvom hun huskede alle vandområder, som meget besøgte steder, blandt alle. Desuden vidste hun, at grænsen var krydset, så hun måtte vel være i Manjarno? Søen ville være hendes gæt. Kinden lagde hun mod hendes knæ, fandt en mindre hvile, mens hun betragtede den smukke nat, på trods den var ensom. Hun skulle ikke have bevæget sig ud, men det plagede hende at gå rundt i det store Mansion, på grund af alt for mange minder. Blikket gled i, hun lyttede til uglen der tudede, og til den mindre vislen der opstod i bladene ved den milde brise som måtte hærge stedet. Det var nøjagtig som hun huskede det.. fredfyldt, hvilket mange ville mene ingen steder var, i disse tider.
Et suk undfangede hendes læber. Naturen var et rart sted, specielt at lufte tankerne, også selvom hun direkte hadede vand, og måske endda et sted frygtede det, hvilket vel heller ikke var særlig unaturligt for en ild dæmon. Ligesom sneen gjorde det hende svag, selvom hun intet formåede i øjeblikket. Derick havde lovet, at hun ville blive i stand til det senere, når hendes krop først havde accepteret, at hun endnu engang var ved livet.

[placidus]

Med et undrende blik ignorerede han i første omgang skikkelsen som heller ikke lod til at have set ham. Selvom han gik i bar overkrop, skærmede natten ham fra fjendtlige øjne, men månelyset sås glitrende i de små vanddråber som stadig klyngede sig til hans krop. Han så sig omkring, og med en rynket pande forsøgte han at genkende stedet, men det gjorde han ikke. Hvis han nogensinde havde været i dette sted, måtte det have været for lang tid siden, og så måtte det have set meget anderledes ud dengang. Selvom han rent faktisk havde kunnet finde vej hertil, kunne han ikke huske at han havde været der før. Næsten som fuglene og fiskene der ved hvilken vej de skal rejse for at finde ly fra vejret eller for at yngle... det lagde blot dybt indeni ham. Dette var ikke retmæssigt Placidus' domæne, men nu hvor han var der, var det som om livet i søen fandt ro og tryghed i hans tilstedeværelse. Hvis man kiggede godt efter med vågne øjne, ville man se fisk som havde vovet sig nær søens bred, og ringe i overfladen begyndte at dannes rundt omkring i søen.

Placidus vendte igen opmærksomheden imod den dampende skikkelse han havde set før. Dømt ud fra beklædningen, konkluderede han at det måtte være en kvinde, men ikke et menneske. Hun befandt sig ikke på samme side af bredden som ham, så den hurtigste måde for ham at komme derhen var via vandet. Han trådte roligt i vandet, og omgivelsernes stilhed blev krydret af vandets blide plasken. I det samme at hans hoved forsvandt under vandet, kom det op ad vandet, ved bredden hvor kvinden sad. Da han denne gang med elegante og blide bevægelser trådte op af søens mørke, blev der ikke af vandet blot dannet et par bukser, men også en blågrøn tunika af silke. Med hænderne hvilende bag han ryg på en ikke-fjendtlig måde, nærmede han sig hende, men stoppede op nogle meter fra hende. Der hvor han stod var hans fødder lige nøjagtigt stadig under vand. "Undskyld jeg forstyrrer, frøken. Men hvilket land befinder jeg mig i?" spurgte han høfligt, men med en kold stemme, som nærmest flød igennem luften, som strømmen ville flyde igennem vandet. Hans snævre blik hvilede roligt på hende, og han kunne med det samme se en vis fortvivlelse i hendes udtryk. Det var dog noget han ikke ville blande sig i endnu.

[Deleted]

Moniqe havde endnu ikke spottet ham, som hun sad der og nød den stille fred. Væk fra alt den råben og skrigen, af børn som stadig skar i hendes ørergang, fordi hun endnu ikke havde vænnet sig til der. Har var kun den friske vind, og uglen der tudede, og den mand som hun var for blind til at ligge mærke til. Alting så anderledes ud for hende. Alting var friskere, og alligevel så mørkt. Dagene var grå og triste, undr det hvide dække af sne, mens natten var smukkere end nogensinde før, sådan som den måtte spejle sig i vande,t og den glatte is rundt omkring. I denne vinteren tid, var himlen klarere end hun huskede den. Blikket gled mod de mange stjerner, hun havde for ganske kort tid siden, været en del af alt dette, og hun huskede absolut ingenting, hvilket på sit vis også var pokkers frustrerende, specielt med tanken om Avidan. Hun så ved hendes side, lod fingrene løbe over det våde græs, der var så tomt på sit vis, det var næsten ulideligt.

Det var en kvinde der led, det var tydeligt i hendes blik, livet havde måske ikke været det rette for hende? Også selvom hun ikke kunne få sig selv til at sige det højt, med de anstrengelser der var blevet gjort for at få hende tilbage til det liv som hun igen måtte leve. Dampen omringede hende, uden hun selv måtte mærke sig af det. Den varme var hende blot ganske naturlig. Det lille plask fra søen, trak i hendes opmærksomhed, selvom det intet var at se i den mørke nat. Hun sænkede blikket igen, og rystede en smule nervøs på hovedet. Var hun allerede ved at blive paranoid, efter blot et døgn? Hun var fanget i hendes egne tanker, så fanget at hun end ikke lod sig mærke af den skygge der hævede sig over hende. Først ved lyden af hans stemme, drejede hun næsten forskrækket ansigtet mod ham. Hun tog sig tydeligt forvirret til hovedet, og forsøgte at tænke tingene en smule igennem ”Jeg.. Jeg tror De befinder Dem i Manjarno. Men jeg er ikke selv sikker” erkendte hun, og forsøgte at sende ham et lille smil, der på grund af hendes forvirring, endte mere ud i en grimasse end noget andet. Hendes blik mod ham var kun kortvarigt, at støde på en fremmede, uden at kende hans intentioner, og ude af stand til atf forsvare sig, var ikke ligefrem hvad hun lystede mest.

[placidus]

NU hvor han var tæt på hende, og nattens slør ikke forhindrede ham i at betragte hende, kunne han se visse specielle træk ved hende. Placidus var ikke ligefrem den store personkender men han kunne tydeligt se en vis måske lidt fjern visdom i hendes blik, på trods af den lille forskrækkelse han kom til at forsage. I denne rolige og stille tid var Placidus overhoved ikke fjendtlig, for det var ham som forstyrrede hende, og derved måtte han vise en vis ærbødighed overfor kvinden. Han hævede sine hænder med håndfladerne imod hende og med et undskyldende blik under en rynket pande. "Jeg undskylder hvis jeg overraskede dig, det var bestemt ikke min mening." Lige efter han havde sagt dette, kiggede han på sine hænder... der var svømmehud imellem hans fingre. Med hovedet på skrå mærkede han også hvorledes gællerne var ved hans hals. Måske var det disse karakteristika som havde forskrækket hende? Hurtigt knyttede han sine hænder, og strammede sin nakke hurtigt, og gællerne samt svømmehuden voksede i sig selv. De eneste kendetegn der nu kunne afsløre ham som værende fra havets dyb, var de skæl der dækkede han krop, men som var en smule gemt bag hans silkebeklædning. Med et snævert blik kiggede han ned i jorden, med Manjarno i sinde. I al den tid han havde levet havde landene skiftet navne og grænser var blevet trukket og skubbet. Så måden Placidus huskede territoriernes navne på, var ved at huske dem som de var omkaldt efter. "Og bor du her i Manjarno? Eller bor du i Dvasias?" spurgte han, meget direkte da hun til ham, lignede et af nattens væsner. En dæmon måske, eller noget andet. Han havde ikke længere styr på de forskellige racer på landjorden og deres navne, men det ville ikke tage lang tid for ham at genopfriske. "Ja undskyld min direkthed, men du ligner et af nattens væsner." tilføjede han hurtigt. Og det var tydeligt at han mente det ikke fjendtlig, han troede på harmoni imellem faktioner såvel som lys og mørk. Han var blevet stående, nogle meter fra hende.

[Deleted]

Hvem end denne mand var, så var han fascinerende. Fortryllende på sit vis. Dog var Moniqe heller ikke dum. Han var en mand af havet, tydeligere blev det ikke. Hans gæller og svømmehuden mellem fingrene, havde ikke direkte skræmt hende, der skulle ikke meget til i denne tid, hvor verden var hende så ukendt. Hun satte sig i skrædderstilling, og betragtede ham, med nysgerige intense øjne. Sneen var smeltet helt under hendes skikkelse, istedet sad hun, i det som måtte minde om en mindre vandpøl. Moniqe rystede blot på hovedet, og forsøgte sig igen med et blidt smil, hvilket denne gang lykkedes bedre ”Du behøver ikke at undskylde, man bør være forberedt i disse tider” påpegede hun roligt, og det havde hun trods alt ikke været, på trods dette sted altid havde været populært, blandt alle. Faith havde nævnt at der var krig, og at man virkelig burde være vagtsom, men når tankerne fløj vidt omkring, så var det ikke nemt. De slanke fingrer strøg gennem det mørke hår, der lagde sig til rette over hendes skuldre. Hendes tone var blid, og hun virkede åben, sådan havde det altid været, hun var ikke liges mistroisk som hendes søster ville have været, desuden han virkede ikke ligefrem fjendtlig, blind for verden, som hun selv var det. Forandringer skete, og de skete tit. Efter flere århundrede, gemt væk i en kiste, død og kold, så var det også noget hun mærkede sig af nu. Intet var som det plejede at være, til dels var det skræmmende, hvilket det vel også måtte være, for en mand som ham, der tydeligvis levede sit liv i de store have? Kun i stand til at se ting, mens tingene bare.. skete. Hans direkte spørgsmål, kom en smule bag på hende. Hun hævede et øjenbryn, så en smule forundret på ham, og ville netop til at spørge, hvorfor han med det samme udelukkende Procias? Hun havde været bosat der en årrække, men det var mange år siden. Moniqe endte med roligt at nikke ”Du har ret. Jeg er Dvasianer” det føltedes underligt, at tage de ord i munden igen, specielt uden den stolthed ”Din tilholdssted lader til at være vandet” påpegede hun mere som en konklusion eller noget andet, blot for at få en dialog igang.

[placidus]

Placidus var glædeligt overrasket over hendes venlighed, og var også glad for at han ikke havde mødt en krigerisk vampyr eller hvad der nu ellers måtte skjule sig i en nat så smuk. Hurtigt kiggede han op i himlen med blikket imod stjernerne, inden han satte sig ned på hug. Det virkede meget naturligt for ham at smile, men han lod alligevel være med det, da han stadig ikke ville velkomme hendes med åbne arme, hvilket, ligesom hun sagde, burde være forståeligt. Med blikket ned i græsset som var dækket af sne, tog han en dyb indånding. "Tiden er den samme, uforanderlig. Men det er folket som ændres, og deres mangfoldige leder som kommer og går." sagde han nok lige så meget til sig selv som hende. Alt dette sagde han imens han lod sin hånd berøre sneen som dækkede græsset. Ved hans berøring blev sneen til vand, og gled imellem hans fingre. Han plukkede et enkelt strå af græs, og puttede den i munden. Underligt måske, men der skulle ikke mere til for at holde ham kørende en hel dag. Med en rynket pande kiggede han hurtigt op da hun anerkendte at hun Dvasianer. "Jeg fornemmer en vis bedrøvelighed i din stemme?... Vær ikke flov over hvor du er fra og hvor du er på vej hen. Vær ikke flov over noget som ikke har stået i din magt." sagde han med en så betryggende stemme han nu kunne fremmane, men det gik nu ikke så godt... da der nemt kunne gå hundrede af år imellem de dage hvor han rent faktisk talte. Et lille men ubevidst smil kom frem på hans læber han hun noget så rigtigt gættede på hans tilholdssted. han kiggede sig over skuldren og kiggede på søen bag ham. "Dette er ikke mit hjem. Jeg er Vogter af det nordlige hav. Placidus Glacia er mit navn."

[Deleted]

Faith havde forklaret hende, at man I disse tider, var nødsaget til at være ekstremt forsigtig. Hun viste ham dog ingen mistro, denne verden var ukendt for hende, efter alle disse år, hvor hun havde hvilet under jorden så fredelig. Han kunne være fjendtlig, men han virkede ikke sådan, og hun selv, sendte ham blot det blide smil, og åbnede sig. De fleste kontakter fra fortiden var borte, visse var døde, andre var blot forsvundet. Hun betragtede ham med nysgerrige øjne, på trods der endnu var forvirring at sporer. På trods venligheden, så forstod hun udemærket, at han ikke ligefrm kastede sig i hendes arme, hun var en dæmon, hvornår havde de nogensinde været til at stole på? Moniqe nikkede en smule fraværende, på trods hun forstod hans ord. Han virkede meget filosofisk, selvom hun dog måtte give ham ret ”Tidern ændre sig, hurtigere end man regner med” hendes tone var en smule grødet. Hun havde erfaret det personligt nu, eftersom hun end ikke havde været ved livet i mere end et døgn, og slet ikke kendte til det sted, hun pludselig var endt på. Bklikket fulgte hans hånd, i færdet mod græsset, der blev til vand under hans fingrer, som det var blevet under hendes varme, to forskellige ting, der udgjorde den samme ting. Hun så på ham, med det forundret blik. Hun var på ingen måde flov over at være Dvasianer, det var bare.. ikke til at finde ud af ”Som du selv nævnte. Tiderne skifter, ting forandre sig, og jeg har været hindret i at følge med det” hun trak på skuldrende, som betød det intet, intet han skulle tænke over vel og mærke. Det lille smil, lettede hende næsten.. han var stolt af det, det fornemmede hun tydeligt, også en stor ting, at være en af havets vogtere. Hun nikkede imponeret, det var ikke fordi hun selv havde meget at prale med mere ”Det glæder mig at møde dig, Pladicus.. Mit navn er Moniqe.. Moniqe Jaceluck” aflsuttede hun roligt. Hvor meget han kendte til landjorden vidste hun ikke, men det familienavn havde Faith i den grad formået at bekendtgøre, noget som hun i øvrigt var stolt af, at være en del af alt det.

[placidus]

Hans mistanke blev bekræftet, hun var en dæmon. han var ikke dum, og han kunne hurtigt regne ud at hun havde været noget nær død. Der var også en aura over hende, måske lidt ildevarslende aura, især for ham. Men stadig var han ikke fjendtlig, og ja, det var lige før han havde mødt større venlighed i denne kvinde end i nogen anden i Procias' land. Placidus forholdte sig rolig, og betragtede blot jorden omkring sig. Selvom han foretrak havets skønhed, var der skam også ting på jordens overflade som fascinerede ham. Træernes vækst, græsset der gror og stepperne fascinerede ham, men han havde ingen intentioner om at se nærmere på dem. Han stolede ikke på disse lande, så han ville ikke forlade hans element, da det gav ham sikkerhed. Og ja, så var han sikker på at kunne forsvare sig selv. han kiggende endnu engang op på hende da han præsenterede sig. Stadig sad han på hug, og han nejede blot hans hoved. "Det er mig en ære at møde dig Moniqe Jaceluck." sagde han så venligt han kunne. Efter selv at have nævnt hendes navn, kom han til at tænke. "Jaceluck, Jaceluck... Jace." sagde han stillede til sig selv, og rejste sig op og stå igen. Han lod en finger glide hen over de skæl som kunne ses på hans torso. "Det skulle ikke undre mig hvis dun forfader hed Jace Beleren? En mægtig magiker." sagde han til hende, imens han gik lidt længere ud i vandet. Det var en smule ubevidst, men han kunne bare godt lide vandet. Han var skam ikke ude på at skræmme hende, da han nu vidste at hun var en ild dæmon.

[Deleted]

Det var slet ikke svært at se hun var af dæmonerne, ligesom han var af vandet, det i sig selv var også pænt tydeligt. Hun betragtede ham med et lettere neutralt blik, selvom hun ikke var agressiv anlagt, så ville hun heller ikke sætte alt sin lid til en fremmede, og så på et sted hun kun havde kendt, for omtrendt flere hundrede år siden. Dengang hun havde levet, var krigen ikke så udbredt, som Faith havde nævnt for hende at den måtte være nu, hun havde været i Procias, og var blevet accepteret der, selvom hun var gammel leder for Dvasias, dengang havde alle været ligeså milde og blide, som det hun i øjeblikket var overfor denne Pladicus. Hendes rosa læber var spillet ud i det lille smil. Det var en smuk nat. Sneen slog mere eller mindre, alt det grønne ihjel, hvilket måtte være synd og skam, tilgengæld reddede natten hele det smukke landskab, når isen og sneen valgte at glitre under, den store runde mne, som havde det været yderligere stjerner. De nysgerrige grønne øjne betragtede ham ”Glæden er skam helt på min side” fastholdte hun roligt, uden at tage blikket af ham. Han fsacinerede hende, for hun aldrig mødt en havets vogter før, selv det var nyt for en ellers erfaren kvinde, som det hun efterhånden måtte være. Hans tænksomme mine morede hende. Det var ikke fordi hun var i familie med en stor troldmand, nok snarere, en anden stor ild dæmon, warlock og lidt andet, men selvfølgelig, hvis han levede under vandet, så var det ikke den slags information, han ligefrem fiskede med sig op. Moniqe rystede blidt på hovedet ”Beklager at måtte skuffe dig, men nej” hun betragtede ham i vandet, selv afskyede hun det. Hænderne flettede sig roligt i hendes skød, hvilken mærkværdig mand han lod til at være.

[placidus]

Vandet var koldt, som et resultat af årstiden. Men vandet var også forurenet, forgiftet af en warlock... i hvert fald efter hvad han havde hørt. Han kunne ikke se det i vandet, men han kunne mærke det. Vandets væsner var urolige, ja nogle endda med ondsindede tanker og planer. Men vandet var stadig så klart som det altid havde været. "ahh." udbrød Placidus i en mild tone da han åbenbart havde taget fejl med hensyn til hendes forfader. Typisk ham, at lægge for meget lid til hans hukommelse. Og ikke hans erfaringer. Han trådte op af vandet igen, og satte sig ned i det tynde lag af sne, måske 2 meter fra hende, til hendes side. Han kunne fornemme hendes varme, og havde intet imod det, absolut intet. Han kiggede på hende, selvom et smil stadig ikke faldt over hans læber, var hans blik venligt. "Du har sikkert, som jeg, levet er langt og indholdsrigt liv?" spurgte han først, eller måske endda konstaterede. Han kiggede igen væk fra hende, for ikke at virke alt for nærgående. Selvom han var på landjorden, var hans hud og hans silkebeklædning stadig bare en smule vådt, og ville altid forblive vådt. Hans mørke har var ligeledes også vådt. Placidus vidste ikke hvorfor, men denne kvinde virkede for ham, på trods af deres forskelligheder, som en blid kvinde. Og han frygtede hende ikke, ligesom han ikke ønskede at hun skulle frygte ham.

[Deleted]

Selv efter flere timers vandring, på denne smukke aften, så lå verden som et stort ukendt sted, hun havde ikke den mest fjerne idé om hvordan vindene stod til, om stormene var på vej, eller om det ville forholde sig roligt, hun vidste ikke noget om den hvide sne der havde dækket hele jorden, og hun vidste så sandelig intet om vandet, der var det hun måtte hade mest, det gjorde hende svagere end det som hun i virkeligheden måtte bryde sig om. Selvfølgelig ændrede årstiden absolut alt, noget som Moniqe ikke kunne undgå at bide mærke i, eftersom hendes varme var truet. At søen var forgiftet, var dog ikke noget der havde nået hende endnu, der var det vel blot et held, at hun absolut ingen intentioner, måtte have, om at skulle træde ned af den bred der lå foran den. Hun fulgte ham med blikket, som han satte sig et stykke væk, på sit vis morede det hende. Smilet hvilede på hendes læber, og selvom det ikke gjorde på hans, så følte hun sig ikke kun rolig, men også tryg, hans blik afslørede ham, han havde ikke tænkt sig at gøre hende ondt, og det var ikke blot en konklusion hun måtte drage på baggrund af hendes egen naivitet, som hun altid havde været umådelig kendt for. De nysgerrige grønne øjne betragtede ham. Selvom han ikke var påtrængende, så stilte han nogle mærkværdige spørgsmål måtte hun erkende, ”De stiller nogle mærkværdige spørgsmål mr. Glacia” påpegede hun roligt, selvom det var med et mindre nik ”Mit liv har været indholdsrigt, på alle de forkerte måder, og jeg må erkende at det er længe siden jeg virkelig levede” de fleste ville vel tro hun talte i metaforer, men i det store og det hele, var det blot den direkte sandhed.