Bring me to life..

[Deleted]

NU hvor hun måtte side der, hvilende i hans favn, så var det kun den Derick som hun huskede. Ham der flere gange havde opmundret hende, når tingene blev hårde, hun kunne have brugt ham senere også, men igen hun var blevet landsforvist, og han var klar til at danne sig en familie, tiden havde ikke været til det, desværre. Det var dog noget som hun nægtede at lade ske, denne gang også. Blikket hvilede i hans. Hun havde virkelig savnet ham, selvom det var lige meget nu, hvor han sad her med hende, nøjagtig som han selv havde sagt. Hun var jo selv endt med at gå i døden, der var sikkert meget at lærer omkring dette sted, og tingene som de så ud idag, også selvom hun ikke var klar over, hvor mange hun egentlig havde været borte. Hun kunne ikke holde en mindre latter borte ved hans ord, også selvom det endte i en grimasse, fordi det faktisk måtte gøre ondt. Det forundrede hende dog, at han kaldte dem ved det. Et sted varmede det, gav hende den selvtillid, som var forsvundet efter hendes brud med Elvolganta ”Godt!” svarede hun, med tydelig tryk på ordet, for han kunne i den grad også bare prøve på andet! Blikket skævede flere gange mod det store hus. Hun fornemmede energi, men i hvilken form kunne hun ikke beslutte. Var Faith og Kimeya flyttet tilbage? Stod de ikke længere som et kongepar? Det havde de gjort dengang hun var død, hvilket vel også sagde lidt, omkring den tid det var sket i. Hendes muntrer mine var forsvundet. Selvom Faith og hende selv, var utrolig tætte, så havde der altid været en enorm forskel på dem. Faith var den ivrige og iltre, hun gik efter hvad hun ville have, og lod intet stå vi vejen, hun var stolt, lod ikke nogen tale ned til hende, og hun ville aldrig have begået en sådanne fejl, fordi hun var så retfærdig. Hende selv havde altid været langt mere nede på jorden, hendes stolthed havde lidt for stort knæk, til at vare ved, og hun var opmærksomhedskrævende som en i helvede. Hende shænder var fugtige i hans, hun frygtede virkelig, at hans syn på hende ville ændres, med de fejl som hun var endt med at skulle gøre, og det var jo heller ikke hvad hun ønskede.Om han ville nedgøre hende ej, hun fortjente det værste, sådan som hun selv måtte se på det, men bare det at fortælle det til nogen, ville vel hjælpe hende en smule? Tårerne faldt, dog var blikket endt med at forlade hans, for istedet at betragte hans hage, hun var ikke i stand til at se nogen i øjnene. Først da hand varme hænder, faldt mod hendes kinder rettede hun blikket mod ham igen. Hun forsøgte at smile, det varmede hende at høre ”Jeg var virkelig dum” forsøgte hun nærmest at overbevise og med et stille sigende nik, til at bekræfte det. Hun fnøs, mest henvendt til sig selv ”Appelere til skyldfølelsen? Derick jeg var lettet.. da Kimeya jog den pæl i hjertet på mig, for første gang gennem mange år, behøvede jeg ikke lade det slå mig ihjel.. Min lille pige så mig blive slået ihjel, og jeg var.. lettet” hendes tone var nærmest opgivende, hun hadede sig selv, og det var mere end tydeligt. Foruden den mangel på opmærksomhed, og måden som Elvolganta formåede at bryde hendes stolthed og selvtillid på, så var der ikke sket det store. Hun tog imod det lille kys, lod blikket halvt om halvt glide i. Det sitrede en smule, hun gengældte det roligt ”Jeg.. Svigtede Faith.. Hende som opgav hendes liv for mig, dengang med Jelicka, hende der ofrede det for mig igen og blev forvist, og nu har hun også opdraget Cayla? Jeg har intet givet hende igen.. Desuden.. Avidan ligger..” hun pegede en smule under vingen, hvor man kunne ane gravstenen der stod ved siden af hendes egen ”Jeg kan ikke gøre det godt igen” hun sendte ham et lidt mislykkedes smil, men det var sandheden. Avidan var død, et undskyld ville uanset aldrig være nok, om ikke andet, så ikke i hendes øjne ”Men tak fordi du prøver kære, det betyder utrolig meget! Hånden faldt mod hans kind, som hun skænkede et blidt kærtegn

[Deleted]

At sidde sammen med Moniqe igen, var virkelig noget som glædede Derick! Det fik hans hjerte til at slå den lille tand hurtigere mod hans bryst, af ren glæde, savn og længsel. Det var rart at kunne sidde med hende igen, for han havde virkelig savnet hendes muntre humør. Han huskede tydeligt da de havde været yngre, hvor de havde været på kroen i Dvasias, leet og hygget sig, hvor hun altid havde formået at gøre ham i godt humør, når han havde været nede over et eller andet. Han havde jo faktisk været mere sammen med Moniqe end Faith, netop fordi Faith havde været leder – ligesom ham selv, så han vidste at hun havde haft arbejdet at tænke på, hvilket han heller ikke sagde det mindste til, for det havde han jo også selv haft. Arbejdet havde han sat ret højt, hvor han ikke havde været så meget hjemme, hvilket også havde resulteret i at Denjarna havde været ham utro til sidst. Et sted var tanken dræbende, men på en måde havde han jo også været hende utro, godt nok ikke på samme måde, men følelsen af det lå stadig i ham, og den var dræbende! Han trak på skuldrene. ”Du var måske dum Moniqe, men det ændre ikke på det skete, alle får en hård periode, nogle kan komme ud af den.. andre kan ikke,” svarede han stilfærdigt. Hun havde tydeligvis kommet ud hvor hun ikke kunne bunde, hvilket havde dræbt hende indvendig, for blot at dø helt. Hvorfor Kimeya så havde dræbt Moniqe, når han havde været hende så tæt, vidste han så ikke, men det var vel også irrelevant? Havde Kimeya ikke gjort det, havde en anden nok. Han lyttede roligt til hendes ord. Han smilede let for sig selv. ”Tja.. jeg ville da have gjort det samme for dig, som Faith,” svarede han roligt. Det var vel hvad familie gjorde? ”Moniqe.. jeg tror ikke Faith bærer nag til dig, desuden tror jeg hun mere end glædeligt har taget sig af Jelicka og Cayla, hun kunne jo bare lade vær hvis hun ikke havde gidet. Desuden er Cayla blevet stor nu, hun har fået sit eget liv, så Faith har gjort et godt stykke arbejde,” fortalte han roligt, hvor han trykkede hende blidt ind til sig. ”Familie hjælper hinanden,” endte han roligt, hvor han kyssede hende på håret. Han var bare ked af at han ikke selv havde været der til at kunne hjælpe hende, men det ville han lave om på! Han gik ikke fra hende igen! Især ikke hvis hun havde brug for ham! Så ville han altid være der for hende. Han skævede mod de mange gravsten og hvor han havde gravet hende op. ”Det gør ondt at miste den man holder kær.. den følelse har jeg oplevet.. jeg har heller ikke længere Denjarna. Men det må ikke stoppe os fra at leve livet Moniqe, du har fået en ny chance til at gøre det godt igen. Bare giv det lidt tid. Jeg er desuden sikker på at Faith vil lytte til dig,” sagde han roligt, hvor han sendte hende et opmuntrende smil. Han ønskede ikke at hun skulle have det dårligt, desuden havde Faith selv virket til at savne sin søster, hvilket vel også var forståeligt? Måske Moniqe havde været sammen med Kimeya, men det gjorde jo Kimeya til den samme syndere som Moniqe. Desuden havde han godt hørt om Faiths og Kimeyas mange brud, hun havde lagt døende i sengen, fordi hendes ild var ved at gå ud, fordi hun havde mistet Kimeya til døden, men han havde hørt at han var vendt tilbage, hvilket måtte glæde ham utrolig meget på Faiths vegne!

[Deleted]

Varmen var begyndt at tage til. Hun sad puttet sammen med en utrolig savnet mand, og med hans varme kappe omkring sig. Det duftede af ham, måske mange ville se den tanke som temmelig intens, men for hende var det bare beroligende, ligesom når man lå i sengen om aftenen, og kunne høre på skridtene uden for døren, at det var ens mor der gik rundt, bare det at få bekræftet at hun bar omring, og for Moniqe.. var Derick en del af familiene, en længe savnet bror. Derick havde altid været den positive. Hun huskede ham ikke som en mand, der tog tingene for nærer til sig, hvilket han kun bekræftede ved at sidde der med hende. Han var stadig den samme. Tårerne blev vippet fra hendes blege kinder. Selvom hun ikke sagde noget, så var der en lille stemme i hende, der ikke var sikker på at det havde været en god idé at vække hende, hun havde gjort alle ondt, ved de valg som hun var endt med at skulle tage. Hjertet slog rytmisk mod brystet. Det hele var så uvirkeligt, så omvendt, dog var hun glad for at han var der til at hjælpe hende på vej, som hun ville gøre med ham selv, om ikke andet så var hun ikke den eneste, der vidste hverken frem eller tilbage. Senere ville hun høre, hvad der var sket mellem ham og Denjarna, hvor de var blevet, lidt mere om hans fortid. Nu vidste hun trods alt at Denjarna havde været ham utro, udelukkende fordi Elvolganta selv var gået til bekendelse, det gjorde stadig ondt.. men udelukkende fordi hun havde afskyet ham så meget for det, bebrejdet ham og nu var hun på ingen måde bedre selv, hun havde gjort det samme mod Avidan. Hun sendte ham et stille smil, selvom det krævede den mindre selvbeherskelse. Dette var hvad hun mente med, at han ikke tog tingene ret nære. Han dømte hende ikke, hvilket Moniqe i den grad også værdsatte, han var i stand til at tilgive, men ikke alle var ligesådan, og ikke alle burde gøre det på den måde”Det var desværre lidt mere, end en hård periode” påpegede hun lavt. Hun tog den friske luft dybt ned i lungerne, nu hvor det ikke længere gjorde ondt. Det hjalp hende til at slappe lidt af. Blikket hvilede i hans, det var rart endelig at have nogen at tale med omkring det, end der ikke dømte ”Hun har været for god af sig..” mumlede hun en smule fraværende.. ”Har du set hende? Cayla?” spurget hun med store øjne, og en del mere interesse. Faith havde på alle måder, været alt for god af sig. Armene gled endnu engang om ham, hun gav et klem ind til sig selv. Han kunne bare prøve at gå igen, hun behøvede ham, og hun ønskede ham der. Han troede virkelig på at alt dette kunne blive godt igen? Hun så mod graven. Så længe hun ikke havde fået chancen fpor at undskylde overfor den mand som måtte hvile der som en bunke aske, så var der intet der ville ende godt, hvad var der at leve for efterhånden? Måske det bare havde været hendes tid? ”Jeg er ked af at du har mistet Denjarna” hviskede hun blidt, som eneste kommentar. Troen på det hele, havde Moniqe selv mistet for længst, hvilket der vel heller ikke var noget at skulle sige til? Hun rystede stille på hovedet ”Måske vi bare ikke er ment for den slags” hun klappede ham blidt på maven og sukkede dybt. Hun strakte sig, hvilket resulterede i flere ledknæk ned langs rygsøjlen ”Et knæk mere, og jeg slår mig selv ud” mumlede hun en smule irriteret. Lige sjovt var det altså heller ikke!

[Deleted]

Derick undrede sig ikke over Moniqes desorientering, for den havde han selv følt, da han var kommet tilbage, da han var dukket op udenfor den mørke cirkel, hvor han med det samme havde søgt hertil.. Marvalo Mansion, hvor han havde set til Faith, som havde lagt syg i sin seng. Han havde givet hende noget smertestillende, og nu hvor Kimeya var kommet tilbage, så havde han ikke rigtig fået set til hende, men han gik ud fra at hun havde det godt, at det at Kimeya var kommet hjem havde hjulpet hende på rette vej igen, for hun havde jo talt om hvordan hun ville dø ud uden den mand hos sig. Stolt var Faith, utrolig stolt! Der var Moniqe noget mere blød og han nød det virkelig også! Det var jo også Moniqe han havde set mest til dengang de havde været yngre, fordi Faith havde haft sit job, hvilket han jo også selv havde haft. Det at være leder krævede en del, det krævede ansvar og man fik en forpligtelse overfor den race som man var leder for, det var ikke noget som var let at få og hvordan det egentlig var blevet taget fra ham kunne han ikke engang huske. Han havde været leder i så mange år og pludselig en dag, var han endt som et nul.. som ingenting. Han gik ud fra at det hele var blevet taget fra ham, da han var gået døden i møde første gang, da varylen og warlocken havde taget hans liv. ”Hun er trods alt din søster Moniqe, jeg tror hun bærer over med dig, hvis du opsøger hende,” svarede han roligt. Uanset hvad der skete, så ville han altid være der for hans lille Moniqe, han havde valgt at isolere sig med Denjarna for mange år siden uden at give et ord fra sig, det var jo noget som han kun kunne fortryde den dag i dag, fordi det var gået så frygtelig galt for ham. Men nu var han faktisk kommet tilbage for hans venners skyld, så han ønskede også at være der for Moniqe, hvis hun fik brug for ham, han ville gøre hende enhver tjeneste som hun ville bede ham om, medmindre det naturligvis var noget helt absurd. Han vendte roligt blikket ned mod hende igen, da hun nævnte Cayla. Han rystede svagt på hovedet. ”Jeg har ikke set hende Moniqe, det er kun rygter som jeg kan fortælle dig og ikke andet, så jeg ved ikke engang om de er sande,” svarede han stilfærdigt, men han var dog ret sikker på at Cayla havde fundet sammen med Lestat Junior, Elanyas søn tilmed. Den familie var han længe stået af på, helt tilbage fra dengang, hvor Elanya havde fortalt ham at hun var mor til Faith, hvilket gjorde at Elanya faktisk var ved at blive en gammel kvinde, men hun var endnu smuk som hun altid havde været. Han trak svagt på skuldrene. ”Tja.. hende har jeg mistet for utrolig mange år siden, så … jeg er ved at komme over hende,” svarede han stilfærdigt. Nu havde han jo også sine mange venner at tænke på, og de kunne tilsyneladende ikke holde sig ude af problemer, når han ikke var der. Meget var sket med både Moniqe, Faith og Elanya, det var utroligt med de tre! Et sted måtte det dog også more ham. At hun klappede ham på maven fik ham til at smile ganske let. ”Tja.. man ved jo aldrig om der er en anden derude,” svarede han lettere eftertænksomt. Et sted håbede han, for han ønskede heller ikke at dø alene. Han var jo faktisk selv blevet utrolig familiekær, selvom det var blevet revet fra ham ret hurtigt. Han lo ganske blidt, som det knækkede i hele hendes rygsøjle. ”Det ser ud til at du snart kan bevæge dig frit igen,” svarede han roligt.