Bring me to life..

[Deleted]

Det var mørkt. Kulden havde slået til, hvilket den havde gjort i et godt stykke tid efterhånden, for der var ingen tvivl om at vinteren havde lagt sig over landet. Man kunne næsten heller ikke være i tvivl, for der lå sne mere eller mindre over alt. Natten havde stået på i et stykke tid efterhånden, men siden man befandt sig i vintertiden var det længere mørkt, hvilket var noget som mørkets væsner måtte nyde noget så frygteligt godt af, hvorimod dem fra lysets land ikke ligefrem kunne sige sig at være lige så glæde for det. Verdenen var dog ikke som den engang havde været. Landene var blevet noget mere egoistiske, folk var begyndt at tænke på sig selv. Det havde dog ikke altid været sådan, engang kunne selv folk i Dvasias være flinke overfor hinanden, vise høflighed og respekt, gøre en enkelt tjeneste for kammeraten.. men verdenen som den så ud i dag, var mere selvrealiserende. Folk var begyndt at tænke mere på dem selv end nogen anden, de satte sig selv i første række, de viste ingen respekt for omverdenen, få hjalp fremmed, hvor det hele mere gik ud på at de stærkeste overlevede. Hvad der var sket siden dengang, var noget som var svært at svare på.
En enkelt silhuet kom gående, der var intet specielt ved den, folk lagde ikke mærke til denne skikkelse for.. han var ens ligesom alle andre. Man kunne ikke se hvem det var, for vedkommende bar en kulsort kappe, der måtte blafre bag ham. Den ligeså sorte hætte dækkede for hans ansigt, så det blev henlagt i mørke og skygger. Der var dog noget ved denne mand, som fik få folk til at se på ham, fordi han alligevel måtte skille sig ud. Hvad det var, var der ingen der vidste, måske fordi han mindede om et genfærd? Han så næsten helt så spøgelsesagtig ud med de elegante skridt, så det så ud til at han svævede hen over jorden. Man skulle tro at han var vampyr – men det var han ikke. Visse folk lagde mærke til ham, fordi der stak to kulsorte vinger ud fra kappen, hvor der til tider forsvandt en fjer eller to. De sorte vinger gik nærmest i et med kappen, hvor folk ville regne ham for at være dødsengel – men det var han heller ikke. Det var kun de få personer ud af hele menneskemængden den aften, som ville lægge mærke til det som virkelig afslørede hans race; den sorte aura. Med hvert et skridt han tog, var det som om han trak mørket med sig, hvor man næsten skulle tro at han bragte uheld, hvilket til dels var rigtigt, men det var vel hvordan man så på det? Men de få personer, der lagde mærke til denne mørke aura, ville vide at han var et af mørkets væsner, ikke en vampyr og ej heller ikke dødsengel, men en magikyndig – en alkymist. Denne mand var en alkymist, en person som man ikke burde lægge sig ud med, netop fordi han havde levet længere end de fleste havde. Han havde haft hele tre liv, hvert et med en ny race, nu var han så endt ud som alkymist. Måske man skulle tro at han var nyt på det område, men han havde skam læst på lektien. Derfor ville det være dumt at undervurdere ham, for folk der ikke kendte til ham, men blot vidste at han var en ny alkymist, ville ikke vide hvilket helvede han engang havde været igennem, de ville ikke vide at han faktisk havde studeret alkymi i flere århundreder. Denne aften var han dog ikke ude på at gøre nogen skade, faktisk var han ude på at gøre en god gerning – sådan så han i hvert fald på det. For denne verden havde glemt hvad det ville sige at have rigtige venner, venner som man engang ville have gjort alt for! Venner som man engang ville have givet en arm for! Og han ville netop få en gammel kending vækket til live, redde hende ud af dødsriget, det rige, hvor han selv havde levet i adskillige år, hvor han mere eller mindre var nået op på årtusinder. Et sted, hvor man var tom, hvor der var koldt, ingen glæde, men bare.. dødt. Det var først, da manden slog de store, prægtige, kulsorte vinger ud, at folk lagde mærke til ham, som han lettede og fløj væk fra byen.

Derick kom flyvende mod Marvalo Mansion. Han havde alle redskaber armene og på sig, for der skulle meget til for at vække en person fra de døde. Han fløj over selve mansionen, for han vidste at den lille Cecilaya, var en nysgerrig en af slagsen, desuden skulle han bruge ro, hvis han skulle genoplive sin gamle ven. Han vidste ikke helt hvad folk egentlig ville sige til det, men skulle han være ærlig? Så var han ligeglad! Han savnede Moniqe, desuden så havde Faith også virket til at savne sin søster, hvilket der vel heller ikke var noget at sige til? Han selv måtte ærligt erkende at han savnede den muntre, live Moniqe, selvom han naturligvis ikke havde set så meget til hende i de sidste år, så han vidste ikke helt hvordan hun var endt ud til at blive. Faith havde kun fortalt ham en lille del, og at det var Kimeya som havde dræbt hende. Han kunne ikke lade vær med at nære bare en lille vrede til Kimeya for den del, det var også grunden til at han ikke var søgt indenfor, for han vidste at Kimeya var kommet tilbage, hvilket måtte glæde ham et sted, eller han glædede sig mere på Faiths vegne, for han vidste hvor svag hun havde været uden ham, desuden kendte han til følelsen af at miste, for han havde jo selv mistet Denjarna, flere gange faktisk, så.. han håbede på at Faith blev rask. Han landede først da han tog de mange gravsten i blik, det så ud til at Moniqe ikke var den eneste der havde fået fornøjelsen af at blive begravet her. Han stoppede først med at lede, da han havde fundet Moniqes grav, hvor han betragtede den flotte skrift på gravstenen. Han kunne ikke lade vær med at smile ganske let. Hans blik blev dog hurtigt alvorligt. Han var ikke kommet for at besøge hendes grav, nej han var kommet for at få hende tilbage til livet igen. Han mumlede en besværgelse, inden han gjorde nogle håndtegn, som fik jorden, hvor hun var gravet til at dirre ganske let, inden det stille måtte blive skubbet til siden, som hendes kiste ganske roligt kom op fra jorden. Derick gik roligt hen, hvor han fik kisten åbnet, inden hans blik faldt på den ligblege, døde krop. Hun lå der så fredeligt.. Han lod hånden stryge ganske blidt over hendes pande, hvor han fjernede nogle af hendes lokker. Han vendte sig om, mumlede endnu en besværgelse, som fik sneen til at forsvinde i et godt stykke tid, så han kunne lave pentagrammet og så hun ikke ville vågne op og fryse. Han begyndte roligt at stille nogle fakler op, så det ville ligne et pentagram, hvis man begyndte at tegne stregerne op. Han gik roligt tilbage til kisten, hvor han noget så nænsomt bar Moniqe op i sine arme. ”Om forladelse,” hviskede han, næsten som om hun havde været i live, men hvis der var én ting han havde lært, så var det at man skulle have respekt for de døde! Han lagde hende i centrum, hvor hun faktisk lå præcis i midten af det pentagram som han havde dannet. Han slog håndfladerne sammen, hvilket fik ilden til at blusse op i alle faklerne. Han så sig omkring, inden han knælede ved Moniqes side. Han bed hul i sin tommel – som han havde gjort, da han havde hevet horroren ud af Malanias krop – inden han tegnede et pentagram på Moniqes bryst med hans eget blod. Han bakkede roligt ud af pentagrammet, trak vejret dybt, inden han egentlig bare begyndte. Han havde måske aldrig udøvet denne remse før, men han havde studeret den, og siden hans forrige remse havde virket, så burde denne vel også gøre det? Han havde trods alt studeret alkymi i flere århundreder! ”Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus..” mumlede han roligt. Han strakte armene, med håndfladerne vendt ud mod Moniqe. ”Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus.” Denne gang sagde han det højere. Det begyndte roligt at trække op til blæst, hvilket betød at det var i gang. Hans håndflader begyndte at lyse ganske let. ”Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus!” hvislede han i en lettere bestemt tone. Dette skulle lykkedes! Han nægtede at give op! “Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus.. Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus..” Blæsten blev kraftigere, faklernes ild begyndte at blusse op, ligesom de havde gjort sidst. Han mærkede hvordan det tog i hans kræfter, og der var ingen tvivl om at denne remse var langt mere magikrævende end den forrige havde været. Men han gav ikke op! En mørk aura havde lagt sig omkring hans hænder, blæsten var blevet kraftigere, hvor han mærkede hvordan sveden allerede havde meldt sig i hans pande. ”Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus.. Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus!” Han håbede at dette var ved at være slut, for det tog virkelig på hans kræfter! Om ikke andet håbede han på at det var ved at være sidste gang!

[Deleted]

Endnu en nat. Kold og i dødens tegn. Det mere end et århundrede siden, Moniqe var endt med at kastes i døden, af hendes egen svoger. Tid og sted var væk. Liget i kisten var velholdt, udelukkende fordi Nathaniel havde taget fat om det. Det havde undret alle, hvorfor hun aldrig var blevet til en bunke aske. Hvad der foregik omkring hende, var slet ikke noget som hun regristreret, ikke i stand til at tænke, føle eller noget som helst, blot et fjernt sted, i stand til at se ned hvor hendes familie måtte begå sig. Det i sig selv var noget der gik i glemslen, allerede ved den første opremsning. Alt var sort. Tomhed og stilhed. Sådan var det i længere tid. Der skete absolut ingenting, den døde skikkelse på gulvet forblev død. I det store og det hele, var der ikke meget andet end skeletter og en smule kød og hår tilbage, intet der ville minde om at danne en hel skikkelse. Hvilket heller ikke kunne undre nogen, så mange år siden som det faktisk måtte være. Uden videre følte hun et enormt stik i brystet. Noget pressede på, som at få læsset sten over kroppen, i forsøget om at nå det indre. En mindre varme bredte sig i hendes krop, der stille begyndte at danne sig. Huden blev hel og smuk, på trods den stadig var helt ligbleg, langsomt måtte hun faktisk, begynde at minde om en skikkelse igen. Det trak op til storm. Det begyndte at ringe for hendes ører, hun ville skrige, men var ikke i stand til at bevæge sig, eller så meget som vende hovedet. Den usynlige sten, faldt mod hendes bryst, tvang den faldne sjæl tilbage i kroppen, tvang hjertet til at banke, selvom pulsen var ude af rytme og takt, og ganske svag. De første slag, var som de forsøgte at rive hjertet med sig ud af kroppen, det gjorde forbandet ondt! Uden videre slog hun øjnene op. På gulvet lå en kvindelig skikkelse. De slanke former, en glat hud, og det lettere mørke hår der lå bredt omkring hende. Den rådne stank var dog ikke væk, selv hun var i stand til at lugte den, hvilket i hendes øjne næsten avr fascinerende, eftersom hun ikke havde været i stand til det længe. Bedre endnu, var hun i stand til at tænke. Moniqe bevægede sig ikke, på nogen måde. Blikket så hen, hvor det kunne nå og betragtede omgivelserne. Hun hostede en smule. Det skar hele vejen ned i lungerne, fik hende til nærmest at gispe efter vejret. Armene lå slapt ned langs siden, hun følte sig varm. Hun følte sig varm? Blikket spillede op, hun satte sig med et ryk, selvom det resulterede i at enhver knogle endte med at skulle knække. Hun gispede af smerte. Det var længe siden kroppen havde været igang, enhver knogle skulle skubbes på plads. Blikket gled ned over hendes fingrer, håndfladen var bleg, ikke gennemsigtig, som hun faktisk huskede. Hvad pokker foregik det? Det var tydeligt at hun var komplet desorienteret. Hun turde ikke rokke sig ud af stedet, eller bevæge sig igen, for hun var uforberedt på, hvad som ville ske næste gang. Hvor var hun egentlig? Det var koldt. Vinden slog mod hendes nøgne krop, og græsset kildede hendes følsomme hud. Blikket gled mod det store hus. Hun havde set det før! Var det.. Marvalo Mansion?! Okay hvad foregik der!? Blikket gled rundt, faldt på Derick. Der var noget bekendt ved ham også, men hun var ikke i stand til at sætte finger på hvad. Ikke et ord forlod hendes læber, hun betragtede ham en smule spørgende, men hun var ikke sikker på hun kunne tale. Det var vel en drøm? Kunne døde drømme? Hun stønnede sagte. Gåsehuden havde lagt sig over hende, hun huskede ikke at kunne føle den. Hendes indre føltedes varmt og intenst, var hun dæmon igen? En form af flashback måske, men hvorfor? Så mange spørgsmål, og hun turde end ikke stille dem, udelukkende fordi hun ikke vidste, hvad pokker der måtte foregå. Hendes blik stirrede blot mod Derick, tydeligvis forbandet forvirret, og måske en smule panisk.

[Deleted]

Blæsten og kulden var ikke noget som Derick tog sig af, for han var noget så upåvirket af den, fordi magien fik hans indre til at koge, netop fordi han måtte koncentrere sig så meget. Han bed tænderne sammen, hvor de mørke øjne bar et skær fra de blusende fakler, der måtte lyse hele området op. Han så på Moniqes krop, hvordan den måtte begynde at danne sig igen, hvordan håret måtte genvinde sin glans, selvom det ikke var den helt samme hårfarve som hun havde haft. Jo mere kroppen dannede sig, jo mere tydede det på at han var færdig. Han stoppede dog ikke endnu, for han var nød til at være sikker på at hjertet også slog, så det ikke kun var kroppen der blev perfekt igen. Hans krop begyndte at dirre, han kunne snart ikke holde armene oppe længere, for det tog virkelig på hans kræfter! Men han sagde remsen endnu engang: ”Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus.” Hans blik hvilede fast på hendes krop, hvor de søgte mod hendes bryst. Han så hvordan noget rødt pludselig begyndte at slå, det måtte være hendes hjerte! Men det var for svagt. ”Permissum mihi adepto is lost phasmatis , loco is tergum qua is belong , permissum is no , permissum is ago amo is adsuesco assuesco , permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum , permissum is satus super , EGO sum pauper vos ut permissum is animus no quod permissum is pectus pectoris pello pepulli pulsum iterum ex cinis cineris is venit of cinis cineris sit , permissum cinis cineris exsisto unus!” Remsen blev sagt en sidste gang, inden han med sine sidste kræfter lod blæsten slå ned mod hendes bryst, som gav han hele hendes krop det sidste stød for at blive genoplivet. Faklerne endte med at gå ud, blæsten lagde sig, hvor han næsten så afventende på hendes krop. Han åndede næsten lettet op, da hun satte sig op. Han tørrede sveden af panden, imens han betragtede hende. Det var lang tid siden at han havde set hende og nu hvor hun var i live igen, kunne han tydeligt mærke hvordan savnet måtte melde sig. Som hun så spørgende op mod ham, gik han roligt hen til hende. Han trak den sorte kappe af sig, så hans kulsorte vinger kom til syne. Han svang den roligt omkring hendes nøgne krop, så hun ikke skulle sidde og fryse. Han knælede ved hendes side, hvor han lod sin hånd stryge igennem hendes mørke hår. Hun var virkelig i live! ”Det er længe siden jeg har set dig.. Moniqe,” endte han stilfærdigt. Han sank en klump, som han roligt greb omkring hendes håndled, hvor han målte hendes puls. Han lod sin hånd falde omkring hendes hage, så han kunne vende hendes blik imod ham, hvor han ganske let løftede op i hendes ene øjenlåg, så han kunne betragte hendes pupiller, inden han strøg hende ganske nænsomt over kinden. Alt så ud til at være helt fint. ”Du kan nok ikke huske mig, og det er nok fordi jeg er kommet tilbage til livet i en anden skikkelse,” begyndte han roligt, for det undrede ham ikke hvis hun var desorienteret. Hvem ville ikke være det, efter så lang tid? ”Jeg er Derick. Nu Derick De Romero.. Og du er Faiths søster Moniqe, min gamle ven?” Han så næsten spørgende mod hende, for at finde ud af om hun faktisk kunne huske ham, eller om det blot var et tomrum.

[Deleted]

Moniqe var fuldkommen forvirret. Hendes hjerte slog, hun kunne føle det, som var det ved at slå sig ud af brystet. Var hun i live? Hvordan kunne hun være så varm? Det havde været en følelse, hun ikke havde haft for flere hundrede år. Blikket forlod ikke Derick, hun turde ikke at kigge ned over sig selv, et sted bange for at møde det syn, som hun havde været i kisten, et lig der endelig var igang med at rådne. Istedet havde hendes hud lagt sig glat over hendes skikkelse, håret var blevet glasfuldt og langt, ikek flamerødt og glat, selvom man udemærket kunne skimte den røde farve et sted bag, det var vel falmet? Hurtigt kunne hun konstatere, at han så udmattet ud. I sig selv så var det noget der bekymrede hende, som det altid havde gjort, hun havde altid været omsorgsfuld, overfor absolut alle, dog ikke dum eller naiv. Kappen faldt om hendes slanke skikkelse, den varmede, men det var stadig koldt. Der var sne. Hun havde altid hadet sneen, udelukkende fordi det gjorde hende svag. De funklende grønne øjne hvilede i hans, som han sad der på knæ for hende, tjekkede hende små steder. Hans hænder var så kolde, at de måtte brænde på hendes hud. Han virkede ægte.. Og han kendte hende? Der var noget ved hans blik, men resten lå hende ukendt. Hvad lavede de ved Mansionet? Stadig sagde hun intet, man kunne næsten høre hjernen knage, så hårdt som hun forsøgte at komme i tanke om noget. Hvem end denne mand var, så beroligede han hende. Hjertets høje puls faldt en smule, hvilket kun var sundt, og nu hvor hun huskede hvordan man trak vejret, så var det også noget som hjalp en god del. Moniqe lyttede til hans ord. Hans navn.. Hun huskede hans navn, hun huskede ham! Øjnene blev store ”De..D..Derick?” gentog hun, en smule stammende, eftersom de at forme ordene, i sig selv var en mindre udfordring. Det var næsten pinligt. Lidt stolthed havde hun vel tilbage, selvom hun var gået i døden som en knækket kvinde? ”F..Faith?” hun kastede et blik mod Mansionet. Var hendes søster stadig ved livet!? Uden videre lod hun sig falde ind mod hans favn, også selvom hendes led ikke var helt med på det, og kun valgte at knække yderligere på rette plads. Det gjorde så ondt at bevæge sig, så lang tid, som hun ikke havde været i stand til at skulle gøre det. Ganske langsomt lod hun hånden finde vejen mod hans bryst, knugede omkring hans klæder, som var hun bange for at han ville forsvinde, hvis ikke hun holdte ham der ”Hvor blev du af?” hviskede hun stille. Hun huskede skam udemærket. Pludselig en dag var han væk, og hun havde ikke hørt fra ham siden. Pludselig slog en tanke hende ”Cayla?!” hun satte sig op, og så meget spørgende på ham. Hvor var hendes lille pige? Avidan? ”Fortæl mig en ting, Derick.. Er vi døde?” det var et meget rdirekte spørgsmål, og hun avr nødt til at have svar. Umiddelbart, ville hun jo netop tro at dette et sted også var døden, men visse sagde, at selv i døden vendte man tilbage til den lykkeligste tid af ens liv, for hendes vedkommende, havde det været her i dette Mansion, md Avidan og Cayla, med Derick som en nær ven og Faith som elskede søster.. Kimeya....? En klump af samvittighed samlede sig i brystet, gjorde det svært næsten at trække vejret. Hun skævede mod Mansionet. Var han derinde? I så fald, ville hun end ikke betræde grunden! Hun bed sig en smule fast i laben, trak kappen tættere om kroppen, i et forsøg på at holde den lille varme, som havde formået at sætte sig i hendes krop.

[Deleted]

Det var helt utroligt at se Moniqe igen! Derick havde slet ikke tal på hvor længe siden det var, for det var vel et par.. århundreder? Tusinder? Han kunne ærligtalt ikke huske det. Han havde selv levet i utrolig mange år efterhånden og han havde været død i næsten lige så mange. Det med at tælle havde han virkelig opgivet, for han havde virkelig ikke styr på det længere. Han havde været en af de ældste vampyrer for mange år tilbage, så var han blevet dræbt, så var han kommet tilbage som dødsengel, hvor han havde været helt uvan i den krop og nu var han så kommet tilbage som alkymist, hvor han ikke havde været mere levende end nogensinde før! Det var underligt! Han forstod hendes desorientering, for den havde han selv følt, det var bestemt ikke sjovt at gå fra døden og tilbage til livet, for til tider ville han virkelig ønske at han endnu var død, det var bare lettere uanset hvordan man så på det! Til gengæld var der ikke nogen følelser i døden, der var kun denne ensomhed og tomhed. At hun fremstammede hans navn fik ham til at smile noget så blidt. Han havde savnet hende! Hans egen lille Moniqe. Hun så dog anderledes ud, men det gjorde han jo faktisk også selv, det eneste der var det samme fra dengang var hans stemme og så de sylespidse hjørnetænder, selvom han ikke skulle bruge blod, nu havde han så også fået de sorte vinger fra da han havde været dødsengel, men så vidt han vidste så havde ingen af hans venner set ham som dødsengel, fordi han havde givet Denjarna al sin tid, hvor de var flyttet langt væk for dem selv og væk fra alt og alle. Han havde valgt familielivet frem for noget andet, selvom det langt fra var gået som han havde håbet. At hun måtte knuge sig selv ind til ham og gribe fat om hans klæder, fik ham næsten til at se spørgende på hende, skønt det dog alligevel måtte varme om hans hjerte, for det så ud til at hun kunne huske ham? Det glædede ham virkelig! ”Jeg.. søgte væk med Denjarna,” fortalte han roligt. Hvad hun så ikke vidste, var at han var blevet dræbt af selve døden, fordi han engang havde snydt den, og nu var han så tilbage for at tjene Døden, skænke en sjæl eller to i ny og næ. Han så tænkende ud i luften da hun nævnte Cayla, hvor han rodede sin egen hukommelse igennem. Det var hendes lille pige? Hvis han huskede rigtigt havde hun fået sin datter med Elvolganta, selvom.. han var ikke sikker, han kunne ikke huske det! For frustrerende! Han lo blidt til hendes spørgsmål. ”Vi er skam begge to i live Moniqe,” fortalte han i en blid tone. Han trak hende ganske let op på hans skød, så hun ikke skulle sidde på den kolde jord, hvor han slog armene omkring hende, så hun også kunne finde lidt varme hos ham, inden han slog sine sorte vinger omkring dem, blot for at varme hende lidt mere. Han sad med hende, næsten som om hun havde været hans lille datter. Han smilede beroligende til hende, hvor han strøg hende ganske blidt over ryggen. ”Moniqe.. det er utrolig lang tid siden at du sidst har været i live. Meget er sket, noget er selv ukendt for mig, fordi det ikke er lang tid siden jeg selv kom tilbage fra de døde. Så du må forstå, at jeg ikke kan svare på alle dine spørgsmål, selvom jeg gerne ville,” forklarede han roligt, hvor han smilede et prøvende smil til hende.

[Deleted]

Selv før hendes død, havde det været lang tid siden, han så meget som havde vist sig for hende. Hun måtte vel også erkende at han havde været savnet? Og at hun virkelig kunne have haft brug for en ven, en til at råde og hjælpe hende, inden hun var endt med at skulle ødelægge hele hendes familie. De slanke fingrer havde lukket sig om hans klæder, hun knugede ham ind mod sig, lige i øjeblikket, var han hendes trygge base, siden hun ikke havde haft sådan en i forbandet lang tid, og han lod ligeså til at være den eneste, der vidste hvad pokker der foregik! Han var ikke som hun huskede ham. Ganske vidst havde han de sylespidse tænder, som hun måtte huske, men foruden det, så var det eneste velkendte ved ham, det glimt i hans blik, det var der gjorde, gjorde at hun faktisk måtte være i stand til at huske ham. Havde han også været død? Det var trods alt gået op for hende, at hun ikke selv så ud som det hun altid havde gjort, i vindens blide blæst, havde hun set de mørke lokker, hvor de havde været ligeå flammerøde som Faith’s engang. Det hele var stadig uvirkeligt. Hendes hjerte slog de smertefulde slag, og den friske luft, tvang sig ned i hendes lunger, selvom det gjorde forbandet ondt hver eneste gang. Hun puttede sig ind mod ham forsøgte at finde den varme, som var direkte umulig at skulle finde i denne kulde, også selvom hun bar kappen omkring sig, det var jo trods alt også det eneste. Hvor de var, og hvad der foregik, var endnu ikke gået op for hende, hun var sammmen med en nær ven, foran det sted som gennem alle de år havde været hendes hjem, den tomhed hun havde følt, var pludselig erstattet med de mange følelser. En knuge sad i hele kroppen, den knude af ren samvittighed, de følelser som hun ikke ligefrem havde savnet, var hun endnu engang i stand til at føle. Moniqe nikkede forståelses fuldt, blev revet ud af hendes mange tanker, noget som ikke ligefrem gjorde hende noget ”Du havde ikke overvejet at give os besked, som rent faktisk bekymrede sig for dig?” der var noget lidt strengt og næsten moderligt over hendes tone. Før eller siden skulle hun jo give ham den skideballe, og det skulle være nu hvor han kunne føle den, inden hun blev i for godt humør. Hendes blik var meget spørgende. I det store og det hele var det noget af det vigtigste at vide. Hvor var hendes lille pige? Den lille prinsesse hun var endt med at føde, og det eneste gode der var kommet ud af hendes forhold med Elvolganta. Hun overvejde hans ord. De var i lige ”Hvordan?” spurgte hun kort for hovedet. Hendes nysgerrighed havde aldrig været til, at tage fejl af. Roligt lod hun sig glide i hans skød, hvilket var langt mere behageligt, frem for den iskolde jord, vingerne der gled om dem, var næsten som at blive lukket inde i en bobbel af tryghed. Kinden hvilede mod hans bryst, hu puttede sig en smule, kroppen skælvede på grund af den kulde, og hun var endnu ikke i stand til at varme sig op ”Bare prøv..” Bad hun stille, og bed sig i læben ”Hvor er Cayla?” spurgte hun endnu engang, lidt mere roligt. Hun måtte bare vide det.

[Deleted]

Det var utrolig længe siden at Derick havde været sammen med Moniqe! Men han huskede hende endnu! Der var dog én i familien som han faktisk aldrig havde mødt, Faiths og Moniqes søster; Noelle. Hærføreren af Dvasias. Han havde kun hørt om hende, men.. et sted gjorde det ham intet, selvom det da kunne være komisk at kende hele familien, men han havde nu haft nok i den fyrige Faith og den livlige Moniqe. Han smilede ganske let ved tanken. Det gjorde blot at han havde savnet dem begge endnu mere! Og det gjorde også at han faktisk var glad for at være kommet tilbage til livet igen, for hvordan skulle han være ked af det, når han endnu havde så fantastiske venner? Det som næsten var det mest sørgelige, var det at alle var i færd med at opbygge familien, det var vel et sted også derfor han havde genoplivet Moniqe? Ikke fordi hun ikke kunne finde en mand hurtigt, men.. hun var trods alt kun lige kommet tilbage til livet, så han håbede da at han havde hende lidt endnu. Det var ikke fordi at han ikke ville komme til at se noget til Faith eller Moniqe hvis de fik en familie og det glædede ham. Virkelig! Men.. man satte altid familien først og vennerne bagefter, derfor vidste han at han ikke ville se så frygtelig meget til dem igen. Men man kunne vel altid håbe? Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord, for det virkede da til at han havde været savnet hos Moniqe, hvilket både glædede ham og appellerede til hans skyldfølelse, for den dag i dag kunne han jo næsten kun fortryde at han var taget af sted uden et ord til alle andre. ”Undskyld Moni.. Men jeg er jo tilbage nu?” sagde han stilfærdigt og smilede skævt til hende. Han havde virkelig savnet hende! Han lod armene glide omkring hendes krop, blot for at prøve at give hende bare den mindste smule varme i kroppen, selvom vingerne og kappen også måtte hjælpe en smule? ”Hvordan?” gentog han lettere undrende. ”Tja.. hvordan du døde, ved jeg ikke, men jeg blev dræbt af selve Døden.. og nu er jeg sendt tilbage for at tjene Døden som alkymist, plus jeg lige har genoplivet dig.” Kort forklaring, men hvad skulle han sige? Han var selv lidt desorienteret med verdenen og hvad der var sket, for det var ikke længe siden at han selv var kommet tilbage. Kinden mod hans bryst havde han intet imod, hvilket blot fik ham til at smile ganske let, imens han strøg hende blidt over håret. At hun spurgte ind til Cayla igen fik ham til at se tænksomt ud i luften igen, for han havde ikke ligefrem kendt så meget til Cayla, hun havde vel også kun været et lille barn siden han sidst havde set hende? Hvordan pokker skulle han så kunne genkende hende? Men han havde da snakket med Faith og hvordan det stod til i mansionen. ”Tja.. så vidt jeg ved, så er hun ikke en lille pige mere Moniqe. Og hun er vidst sammen med ham der..” Han ledte efter navnet. Hans hukommelse var ikke hvad den havde været! Der var få huller i hans hukommelse, netop fordi tiden var rendt fra ham, da han havde været død og det samme skete jo for Moniqe i øjeblikket. ”.. Lestat Junior,” endte han tænksomt. Han sendte hende et usikkert blik med rynkende bryn, som blot måtte forklare at han ikke var sikker i sin sag.

[Deleted]

Ingen havde rigtigt vidst hvad der var blevet af ham. Moniqe havde dog gættet på, at de var taget væk, eftersom både ham og Denjarna var taget bort, uden så meget som et ord. Hun havde savnet dem begge, Denjarna havde jo ligeså været hende en nær veninde. Hun bebrejdede dem dog ikke, familien kom vel altd i første række? Bare ikke når man hed Moniqe.. hun havde ødelagt hendes istedet, hun skulle aldrig havde været så åben, eller for den sags skyld så gavmild. Et sted så kunne man vel sige, at Moniqe havde anset Derick for at være en del af hendes familie? En god ven, et sted nærmest en bror, og hun var virkelig glad for at se ham igen! Dog var hun også glad for tanken om, at hendes egen familie endnu måtte være til, om ikke andet Faith, Noelle vidste hun ikke, men hun havde også altid været den mere.. indelukkede del af den lille familie, hun ville nok ikke havde noget med dem at gøre. I hans favn, var der ikke blot varmt men også trygt. Hun lyttede til hans hjerteslag, de beroligede hendes eget, som måtte følge samme eksempel. Nu hvor hun sad der, lidt væk fra sneen, og med hans vinger der gav dem læ, sidst men ikke mindst armene omkring hende, så var hun i stand til at skulle finde blot en smule varme. Havde hun overhovedet en familie? Avidan var gået i døden kort før hende og Cayla.. hvor var hendes lille pige? Hendes smil sad stadig på nethinden, hun havde været det smukkeste barn, hun nogensinde havde set. Grebet om hans klæder, var ikke nær så stramt mere. Efterhånden var det gået op for hende, at han ikke havde tænkt sig at forsvinde ud i det blå. Hun kunne lytte til ham, og røre ved ham, hvilket kun bekræftede det faktum at hun faktisk måtte være i live. Uanset hvad, så var hun bare glad for at han var der igen, et sted sad hun med tanken om, at hun ville se mere til ham, end det som hun havde gjort før. At hun så formåede at ramme hans samvittighed, glædede hende kun. Hun nikkede en smule tilfreds ”Sandt” hun lod de grønne øjne glide i skjul bag øjenlågene, hun var ikke direkte træt, selvfølgelig udmattet, efter at blive vækket på den yderst barske måde, men hun slappede af. Hun lyttede til hans forklaring. Han var død? Eller han havde været? Pointen var vel at han levede nu? ”Jeg blev spiddet af Kimeya” mumlede hun kortfattet. Der var noget tomt i hendes tone, efterhånden havde hun vel også bare brug for at få det ud, nu når hun havde formået at snakke med nogen om det, og dermed ødelagt alt for hende selv? Selvom hun havde haft en mand der elskede hende og stod som far for hendes datter? Det lød dog mærkeligt at han var slået ihjel af døden, meget logisk et sted? Selv stilheden, måtte hun lytte afventende til, en smule spændt. Hun havde slet ikke tænkt på, at Cayla også var blevet ældre! Hvor gammel var hun nu? Var hun allerede begyndt på den slags med mænd? Jamen så havde hun jo... Navnet sagde hende intet. Hendes øjne var store ”Tiden går stærkt” hun krympede sig en smule sammen, hun var gået glip af hele hendes datters opvækst? Om ikke andet, så havdeKimeya holdt sit løfte og passet på hende, som havde hun været hans egen, i samarbejde med Faith vel? ”Jeg forstår det ikke, Derick” erkendte hun med et opgivende suk. Måske dette liv, bare ikke var hende fortjent.

[Deleted]

Derick vidste ikke hvad der var sket i Moniqes liv, for han havde valgt at isolere sig med Denjarna dengang, fordi han havde mistet hende én gang og det havde han ikke ønsket at gøre igen! Men det sørgelige var jo så bare at han alligevel havde mistet hende, fordi han var blevet revet i døden, hvor han havde været indtil.. nu. Han selv var kun kommet tilbage til livet for ganske få uger tilbage, muligvis for en måned siden, men det var jo ikke lang tid, han måtte dog indrømme at han var kommet tilbage på grund af vennerne, hvor det næsten havde knust ham, da Faith havde fortalt om Moniqes død, det havde virkelig gjort ham.. rasende! Det var også derfor han nærede et had til Kimeya for at have dræbt hende! Moniqe havde han altid set som hans familie, ligesom med Faith, for de to havde altid været som søstre for ham, hvilket han var dem noget så taknemmelig for! For de havde givet ham følelsen af at være en del af noget større, at have en familie. Som lille havde han altid været udstødt, han havde aldrig haft nogle omkring sig, men det havde ændret sig for ham som ældre, og alle de personer i hans liv var han virkelig utrolig taknemlig for at have mødt! Det løb ham næsten koldt ned ad ryggen, da hun netop nævnte at Kimeya havde spiddet hende. Han havde godt lagt mærke til det ar hun bar på brystet, der hvor træpælen var gået igennem hende for at ende hendes liv. Denne gang var det hans tur, som han næsten måtte knuge hende ind til sig, som var han bange for at hun pludselig ville forsvinde fra ham igen, hvilket han ikke ville have! Hun skulle blive! Han havde savnet hende! ”Ja.. det fortalte Faith,” sagde han roligt, hvor han næsten måtte begynde at vugge hende i sin favn, som havde hun været en lille pige. ”Jeg kan ikke lade vær med at nære et had til Kimeya, for at have dræbt dig,” mumlede han videre, selvom det var højt nok til at hun ville kunne høre ham. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. Tiden gik utrolig stærkt! Det var ufatteligt så meget der var sket i mellemtiden! Han var dog bare glad for at noget var ved det gamle. Og at han havde fået Moniqe tilbage. Han skænkede hendes hår et blidt kys, inden han smilede opmuntrende til hende. ”Det gør jeg heller ikke.. men vi skal nok finde ud af det, sammen,” hviskede han beroligende mod hendes øre, hvor det næsten også var en bøn i sig selv om at han ønskede at se mere til hende, for han havde mistet hende én gang og det tillod han ikke skete igen! Han havde altid stået nært med Moniqe, han huskede tydeligt hendes venlighed og gavmildhed – hvilket man ikke kunne prale af at mange var nu til dags, for verdenen var virkelig blevet egoistisk! Det var måske lidt ondt at vægge hende til live igen, for.. han vidste at hun var desorienteret og han vidste ikke ligefrem om hendes liv ville blive lettere end det havde været sidste gang, for Faith havde godt fortalt ham noget af hendes historie, selvom der var meget han ikke helt kendte til fordi han havde været væk. ”Fortæl mig Moniqe.. hvad er der sket med dig gennem tiden?” spurgte han nysgerrigt og dog alligevel med en undrende tone, for Faith havde fortalt ham noget om at hun havde været forelsket i Kimeya – noget i den stil i hvert fald. Hendes følelser var løbet løbsk.

[Deleted]

Denjarna og Derick havde været nærer, hun havde set det komme før eller siden, specielt med de problemer der viste sig på midvejen. Det var skam heller ikke fordi hun direkte bebrejdede ham, men hun måtte erkende, at hun flere gange havde været ved at gå til med ren bekymring, og nu var det jo kommet frem, at hun i det store og det hele, havde haft god grund til det! Ligesåvel som hende var han gået i døden, så var hun ikke alene i den båd, og han havde valgt at vække hende. Faktisk gjorde det hende, tryg at hun ikke måtte være den eneste, der pludselig var komplet ududelig, og end ikke genkendte hendes egen have, hun havde trods alt været ejer af dette hus sammen med Avidan, for en årrække. Hvad angik historien bag hendes egen død.. den var indviklet. Hun nød at sidde med ham som nu, det var som at få den længe ventede bror hjem igen, for det var hvad han altid havde været for hende, en del af den familie, og da han var endt med at forsvinde, havde han taget et lille stykke med sig. Han var dejlig varm. Hans hjerte slog rytmisk, det næsten fascinerede hende, ikke på en måde det gjorde hende sulten, som det den ville have gjort, før hendes død. Hun var trods alt selv endt som vampyr, hvilket havde været absolut den værste tid, hun kunne mindes. Hans knugen varmede hende. Hun trak benene en smule tættere op under sig, og lod sig blot hvile tæt ind til ham på den måde. Hun havde ikke tænkt sig at forsvinde, han var hendes trygge base, uden ham ligenu, ville hun ikke vide hvor pokker hun skulle gøre af sig selv, ikke med alt den forvirring som faktisk måtte herske. Hans pentagram var brændt ind i hendes fine hud. Foruden det, bar hun det store ar, efter den træpæl der havde slået hende ihjel. I hans arme, foran hendes datter. Selvom det ikke blot havde været 1 liv der gik i døden. Hun fortrød det bittet, den samvittighed slog hende ihjel. Hun havde ikke været lykkelig, døden havde været så god ved hende og så fredelig, men hun var ikke lykkelig. Som en lille pige, lod hun sig vugges i hans favn. Hun rystee afvisende på hovedet ”Ikke bebrejd ham, det var min egen skyld, Derick. Han gjorde hvad der var nødvendigt, jeg er ham taknemmelig. Jeg ville bare have ønsket at..” hun tav. Tårerne samlede sig i hendes øjenkrog, hun bed sig så hårdt i læben, at hun måtte smage den salte blod ”.. At han ikke havde taget Avidan med” afsluttede hun stille. Hun kunne end ikke huske, om Derick havde mødt den mand. Han havde været god, for både hende og Cayla, men hun havde opført sig direkte dumt! Hun nikkede. Hvis de hjalp hinanden, kunne de vel finde.. bare ud af lidt? Det var om ikke andet hendes lille håb ”Tak Derick” hvad hun præcist takkede for, kunne hun ikke svare på, men for det hele! For at han lyttede, for at han havde vækket hende, for at han nu sad og holdte hende varm, strøg hendes hår og forsøgte at berolige hende, det hele! Moniqe sukkede ”Det er en land.. indviklet historie” erkendte hun med et yderst sigende blik, for det var det i den grad, det korte og det lange var, at den tid havde været et mareridt på grund af hende, men for absolut alle parter.

[Deleted]

Faith havde fortalt Derick lidt af Moniqes liv, men det var ikke specielt meget. Det eneste han vidste, var at det hele var løbet løbsk for hende og så havde Kimeya gjort det af med hende. Han havde hørt at Kimeya selv var vendt tilbage fra de døde, hvilket glædede ham, for så kunne det være at Faith ville få det bedre. Den tøs skulle han også snart se til, for at sikre sig at alt var okay, for hun havde jo lagt syg i sengen sidst han havde tjekket. Men for øjeblikket ville han sikre sig at der ikke skete noget med hans dyrebar Moniqe, for den tøs betød virkelig alverdens for ham! Det var jo heller ikke for sjov at han havde vækket hende til livet. Han strøg hende blidt over armene og ryggen, blot for at give hende lidt varme, selvom det vel måtte komme snart? Han havde både givet hende sin kappe og nu holdt vingerne omkring hende, imens han knugede hende ind til sin egen varme krop. Han ønskede ikke at hun skulle blive syg! Når det kom til hans kære, så havde han altid været ret overbeskyttende. Han lyttede til hendes ord, selvom hans mine blev trist, da hun nævnte Avidan. Han havde aldrig selv mødt manden, men han havde godt hørt om ham og Moniqe. Han sagde dog intet til det med at han ikke skulle bebrejde Kimeya, for lidt kunne han ikke lade vær med det, netop af den simple grund at han havde dræbt Moniqe, og så var han ligeglad med hvor sindssyg hun så end var endt ud med at blive! Men.. det var ikke fordi han var hævngerrig på det punkt, for han havde skam ikke tænkt sig at dræbe Kimeya til gengæld! Det ville han generelt ikke og så også på grund af Faith, for han vidste hvor højt den tøs elskede den mand, uanset hvor mange brud de så end havde haft. ”Det gør mig ondt Moniqe,” hviskede han trist, hvor han knugede mere omkring hende, blot for at vise at han var der for hende og at han ikke havde tænkt sig at gå nogen steder, for det havde han bestemt ikke! Denne gang ville han blive, denne gang ville han hjælpe hende, denne gang ville hun altid kunne søge til ham, hvis der var noget som gik hende på, han var endt noget så filosofisk, hvilket et sted måtte undre ham, for han havde aldrig været typen der tænkte ud over det sædvanlige, men når man kom fra en gammel tid så blev man vel altid lidt gammelklog? Det var i hvert fald hvad han var endt ud med at blive. Han smilede mildt som hun takkede ham, hvor han skænkede hendes kind et blidt og beroligende kys. ”Du skal ikke takke.. Jeg vil altid gøre alt for dig min kære,” hviskede han sandfærdigt mod hendes øre, hvor han fortsatte med at vugge hende, så hun ikke blev helt stiv i kroppen, for hun havde ikke bevæget sig i utrolig mange år efterhånden. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Tja.. jeg har lang tid, så jeg vil gerne vide hvad der skete med dig.. hvorfor du endte som du gjorde,” sagde han i en blid tone, hvor han smilede mildt til hende. ”Men, hvis du ikke har lyst, så skal du heller ikke,” indskød han roligt. Hvis det var noget der nagede hende, så ønskede han ikke at rive op i de healede sår selvom.. det kunne være godt at snakke om fortiden, for lettet sit hjerte og tabe byrden man bar, det havde Elanya trods alt også hjulpet ham lidt med. Hans egen fortid måtte stadig nage ham en smule, men det blev bedre med tiden, når det faktisk gik op for én at Denjarna ikke kom tilbage.

[Deleted]

Det var ikke klart for hende, hvor meget han vidste. Hun vidste jo end ikke, hvor meget der var blevet formidlet videre af Kimeya, om han nogensinde havde fortalt nogen om det, og om alt det der var sket. Ikke nok med hun havde svigtet Avidan, hun havde vist sig som den mest elendige søster, for en kvinde der havde opgivet, hele hendes liv for hende flere gange. Efterhånden var varmen begyndt at indfinde sig i kroppen, selvom det ikke var meget, den skulle jo igang igen, det kunne tage dage, før hun overhovedet ville have en normal temperatur. Hendes bryst var en stor flamme, det var så intenst, gjorde ondt men på en måde der vækkede andet i hende end smerte, som hendes led gjorde. Hun var ild dæmon, hun var ikke i tvivl. Ville hun være i stand til at bruge ilden, som Faith havde lært hende gennem årene, på samme måde, som før hun blev vampyr? Hun lå tæt ind til ham, lyttede til hans rytmiske hjerteslag: Det beroligede hende, at det lige netop var Derick som sad der, og lovede at hjælpe hende på vejen, for hun tog hans løfter for gode ord, så måtte man kalde hende naiv eller lade værre, men denne mand havde en stor nok betydning, til at hun turde ligge livet i hans hænder, om det ville være nødvendigt. Grebet slap hans klæder helt, der var endt krøllet. Armene søgte istedet om livet på ham, det gjorde det også mere behageligt, for hende at skulle sidde der. Hun rynkede på panden. Først nu gik det op for hende, hvor mange år siden det egentlig måtte være, for hun mindedes ikke at Derick nogensinde havde mødt Avidan.. han villet have kunne lide ham, det var hun ikke i tvivl om. Hun trak svagt på skuldrene til hans ord. Det var ikke ligefrem fordi hun ville dvæle ved hvad der var sket med hensyn til Kimeya, men samvittigheden direkte gennemborrede hende, når det kom til Avidan. Hans sårede blik, hans falske smil.. Hun kunne stadig se det for sig, de gange han kom hjem og hun direkte stank. Billederne skubbede hun fra sig, skjulte sig en smule ind mod hans bryst, som lå det lige ude for hende. Roligt tvang Moniqe sig til at slippe ham lidt, hånden falde mod hans kind, og blikket betragte hans. Det var det eneste foruden stemmen hun genkendte ”Jeg skylder dig alt, Derick” hviskede hun stille, og gengældte det blide kys mod hans pande, endnu engang lod sig falde mod ham: Det var ikke fordi hun ikke ville snakke om, hvad der var sket, men det var virkelig en lang historie ”Det er ikke det.. Jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte” erkendte hun med et stille suk. Det ville være godt at få det ud, samvittigheden direkte gennemborrede hende, gjorde hende syg, men hvordan ville Derick se på hende, hvis han kendte sandheden? ”Du ved at jeg gik fra Elvolganta, og fik Cayla. Jeg fandt den mest fantastiske mand..” der stod julelys i de grønne øjne, ved tanken om ham ”..Han var virkelig god mod mig, og Cayla forgudede ham, han gik.. desværre bort samme aften” hun bed sig i læben, det havde været hendes skyuld, Avidan var faldet på grund af hendes fejl, det var ikke fair. Han kunne have taget sig af Cayla, der med tiden også var blevet hans prinsesse ”Jeg fik os begge to slået ihjel” ordene kom en smule ud af det blå. Hvordan forklarede man ting som sådan? ”Det er ikke Kimeya du bør bære nag til, men mig” det var sådan set ærligt, det var hendes skyld, Avidan var det uskyldige offer, hele vejen igennem.

[Deleted]

Derick kunne ikke bære nag til Moniqe, hun var hans lille prinsesse! Hun havde altid stået der som en søster for ham, hun havde altid været familie for ham, hun havde givet ham følelsen af faktisk at være en del af noget større end bare at være alene og ussel, være et blodsugende bæst som folk frygtede. Nej hende og hendes søster var nogle fra Dvasias der altid havde stået ham nært, to som han altid ville have ofret sig for, hvis det blev nødvendigt, han havde altid ønsket at beskytte dem, men han havde haft Denjarna at se til Faith fandt jo Kimeya og Moniqe havde haft Elvolganta, så.. de havde jo alle haft en kær at søge hjem til, så det var mere gået i sig selv, familien kom jo altid i første række? Han var dog ked af at han aldrig fik sagt farvel til vennerne inden han havde valgt at nærmest isolere sig med Denjarna, søge væk fra omverdenen, så de kunne tænke på dem selv og deres behov, selvom det langt fra var gået som ønsket. At hun slap ham havde han intet imod, selvom han heller ikke havde noget imod at hun nærmest klamrede sig ind til ham, for det beviste vel bare at hun ikke var bange for ham? At hun stolede på ham? Hans mørke øjne faldt direkte til hendes grønne, som hun næsten måtte rette sig op for at se ham i øjnene, hvor han smilede mildt, som hun strøg ham over hans kind. Han rystede let på hovedet. ”Du skylder mig virkelig intet Moniqe, det var det mindste jeg kunne gøre for dig, efter jeg valgte at smutte bare sådan uden videre,” forklarede han roligt. Han kunne virkelig ikke beskrive hvor glad han var for at sidde med hende her igen, for hun var virkelig savnet! Moniqe var en af de personer han havde holdt mest af i sit liv, han ville altid gøre alt for hende! Han ville altid stå op omkring hende, støtte hende, lægge den beskyttende hånd over hende, så der ikke skete hende noget, for han ønskede ikke at hun skulle komme til skade! Nu havde hun fået en ny chance med livet, så han håbede at det ville gå hende godt, denne gang veg han i hvert fald ikke væk fra hende. Han lod hende blot tænke det hele igennem. Han ville hellere end gerne lytte på hende, hjælpe hende med at smide en byrde fra hendes skuldre. Han lyttede til hendes ord, hvor han lod hende tale ud, uden at afbryde hende på noget tidspunkt. Han så lettere undrende på hende til hendes sidste ord. ”Jeg kan ikke bære nag til dig Moniqe. Aldrig. Ingen er herre over sine følelser, min kære, det hele løb vel bare løbsk? Det er så bare ærgerligt at det går ud over alle andre,” svarede han roligt, hvor han talte ud fra erfaring, for det havde han prøvet så mange gange og selv for ikke så lang tid siden endda. Han fik så hurtigt skyldfølelse og han hadede virkelig når det måtte gå ud over dem som han holdt kær. Han strøg hende blidt over håret. ”.. Jeg.. hørte Faith tale om dig og Kimeya?” Det var mere et spørgsmål, for han vidste jo ikke helt den sande historie, ikke fordi han ikke stolede på Faith, men det var vel altid godt at få den sande historie fra de folk som faktisk havde oplevet det? Ellers gik de mange rygter, historier som blev ændret gang på gang, så man til sidst ikke kunne finde hoved og hale i det hele. Hans mørke øjne hvilede blot afventende og næsten nysgerrigt på hende. Der var meget han var gået glip af, men de kunne vel prøve at finde ud af det forsømte sammen?

[Deleted]

At være hans prinsesse,var bestemt heller ikke noget, hun havde noget imod. Han var en af de få, som hurtigt var nået hende under skindet, og hun havde kendt ham, stort set lige fra hun var kommet til Dvasias. Når han sagde at han ville stå der, så ville han stå der, det havde hun troen på, de skulle nok finde ud af det.. sammen, for dette var virkelig forbandet forvirrende. Vinden kunne ikke røre dem, når de sad her, med hans vinger der gav dem ly og læ. Det var trygt, næsten som at sidde gemt i en lille hule, og som en lille pige, Moniqe nød det vel og og mærke. Stiltheden havde lagt sig for et kort øjeblik, hun kunne fornemme at han spekulerede, ligeså meget som hun selv gjorde det. De havde ikke set meget til hinanden, de havde haft hvert deres liv, og siden hende, Faith og Elvolganta blev landsforvist, havde det også begrænset deres muligheder, så i det store og det hele var det ikke kun Dericks skyld, hun bebrejdede ham ikke uanset, det ville bare have været rart, at høre fra ham i tide og utide, for hun havde i den grad bekymret sig, også selvom hun havde været travl med en graviditet. Moniqe kuklo let ”Du kan ihvertfald bare prøve at tænke på, at gøre det nummer igen” påpegede hun som en lettere drillende advarsel. Hendes krop var ved at vænne sig, til følelsen af liv, det gjorde ikke længere direkte ondt at trække vejret, hun passede bare på med at bevæge sig for meget, for det var ubehageligt! Mange ville måske ryste på hovedet af hende. Tiderne skiftede, det var krig, og han var stået op for de døde, hvilket forandrede folk. Han kunne meget vel have været ude på værre ting, på trods han var en gammel ven, men hun stolede på ham. Han havde aldrig svigtet hende, selv i fortiden havde han været klar til at vende Memphesto ryggen for hende og Fait, hun elskede ham. Måske ikke på den måde som hun havde elsket og stadig elskede Avidan, men et sted.. Eftersom fortiden lå langt tilbage, så var Moniqe tvunget til at spille det som en film i hendes sind, hun var nødt til at huske det, og huske hvad der var sket. Når alt kom til alt, ville hun faktisk hellere høre om ham, men sammentidig så var der noget der trykkede på brystet, forsøgte at holde hende nede. Hun lyttede til ham. Et sted ønskede hun, at det ville have været så enkelt, som han formåede at fremstille det ”Derick.. Jeg har altid haft en kontrol, men de sidste årtier jeg levede, vidste jeg ikke engang hvem jeg var” mumlede hun forsigtigt, selvom det havde været sand. Hendes følelser var intet hun kendte til, hun havde end ikke været i stand til at genkende sig selv, vidste at hun var endt syg.. rigtig syg. Moniqe nikkede. Det hjalp hende lidt, at vide hvad han ville høre om, det gjorde det lettere at starte. Hun satte sig en smule op, og tog hans hånd, i sin ”Hver sød ikke at dømme mig, Derick.. Jeg gjorde en fejl og jeg kunne ikke stoppe det” hviskede hun stille. En tårer gled ned over hendes kind, gennemsigtig som en perle ”Det var ikke meningen det skulle være sket. Faith og Kimeya var i brud konstant, og selvom jeg aldrig har kunnet fordrage den mand, lod jeg ham overnatte, det var trods alt hans hus..” hun skævede mod Mansionet bag dem ”Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan det skete. Avidan var meget ude, ikke fordi jeg var ensom, han tog sig godt af mig. Men da det først skete kunne jeg ikke stoppe, jeg følte end ikke noget for ham, foruden afsky, men jeg kunne ikke stoppe.. Avidan vidst det udemærket. Han nævnte aldrig noget, gik aldrig, men kyssede mig på kinden hver gang han kom hjem, og lagde sig direkte til” hun forsøgte at fortælle det roligt, selvom det endte som en lang talestrøm. En halvfærdig historie, men hun vidtse virkelig ikke hvordan pokker hun skulle forklare det. Tårerne trillede stille, hun slap hans hånd, lod den falde i skødet. Det havde været mere forkert end noget andet, og hun havde været klar over det, hvilket også havde været det værste!

[Deleted]

Måske livet forandrede én, hvilket det også havde gjort med Derick, men når han var sammen med de gamle venner, så blev han også den gamle Derick, for den gamle Derick var endnu inde i ham. Han mente det, når han sagde at han ikke ville svigte hende men være der for hende, for det skyldte han hende! Hun var som en søster for ham, en søster som han virkelig holdt kær! Han havde det dårligt over at han bare var gået, at han havde isoleret sig med Denjarna uden at sige et ord til vennerne, men dengang havde det alligevel været svært at få fat i dem, fordi de havde haft hvert deres liv, de havde været landsforvist og han havde bare ønsket sig en familie, hvilket Denjarna trods alt også havde givet ham, som hun havde stået der som hans kæreste, skønt han da selv havde været ved at miste hende en del gange. Han slap en let latter til hendes ord, hvor han trykkede hende godt ind til sig. ”Bare rolig søs.. storebror Derick bliver hos dig,” hviskede han drillende mod hendes øre, selvom der også var noget oprigtigt over hans ord, for han mente dem skam! Han ville elske at se mere til Moniqe! Der var trods alt en grund til at han havde vækket hende til live! Hun havde virkelig været savnet! Han håbede så bare ikke at dem fra Marvalo Mansion ville hade ham for det, for han vidste ikke om hun havde været ligeså savnet der, dog havde Faith da lydt til at savne sin søster, hvilket også var mere end forståeligt! Moniqe havde altid været som en lillesøster for ham, og der var ingen tvivl om at han var langt længere oppe i årene end hun måtte være, for meget var hændt ham, selv før han havde mødt hende og selv før han havde mødt Elanya – hans første ven. Han var måske ikke den ældste i landet, men dengang han havde været vampyr havde han trods alt været én af de ældste, en ung vampyr blev ikke bare leder uden videre, der skulle erfaring og gode lederevner til. Han strøg hende roligt over ryggen og lyttede på hendes ord, hvor han blot lod hende sætte sig mere op og tage omkring hans hånd, hvor klemte blidt omkring hendes slanke, blot for at vise at han var der og lyttede til hende. Han betragtede ganske let tåren, hvor det næsten var med forundring. Måske hun var søster til Faith, men de mindede ikke om hinanden. Han huskede tydeligt hvordan Faith havde været så stolt og holdt tårerne inde, selvom det var ham som hun havde siddet overfor. Derfor måtte det glæde ham utrolig meget at Moniqe ikke var lige så stædig, for det var jo ikke fordi han havde tænkt sig at nedgøre hende eller håne hende for at vise ham sine følelser, det gjorde ham faktisk helt beæret. Han lyttede til hendes ord, hvor han blot lod hende give slip på hans hånd, imens han betragtede hende med en forståelsesfuld mine. Han sukkede kort, inden han lod begge sine hænder falde mod hendes kinder, hvor han tørrede dem fri fra tårerne inden han vendte hendes blik mod ham. ”Moniqe, uanset hvad du har gjort, så kan jeg ikke dømme dig, det holder jeg for meget af dig til at kunne!” Han så alvorligt i hendes blik. ”Det du gjorde var måske forkert og det appellere sikkert til din skyldfølelse, men.. ingen er herre over sine egne følelser min kære.. jeg ved ikke hvad der skete i dit liv før det Moniqe – hvilket jeg er ked af, men måske noget har ramt dig? Gjorde dig forvirret?” Det var mere et spørgsmål end en konstatering, for det var trods alt noget han ikke kunne svare på. Han greb roligt omkring hendes hånd igen, hvor han skænkede hendes mundvig et let kys. ”Sket er sket og du kan ikke ændre på det. Men det betyder ikke at du kan gøre det godt igen,” forklarede han roligt, hvor han smilede opmuntrende til hende.