miss You

[Adeline Magarita Jakson]

Solen var efter hånden på vej ned, der var gået 2 dag siden adeline hade set damon, hun hade gætte hans arbejde hade trukket ud, men det gjorde ikke noget. hun hade selv haft rigtig travlt, der hade være godt med besøgen der enten ville spise på kroen eller sove der, hun var øm i føderne da hun hade løben rundt for at nå det hele, hun sad nu ved baren og hade tage den ene flade sko af og masser sin ømme fod, tom stod og pusse glas men kro mutter lave de retter der skulle ud til gæsterne, der var godt med rejsen den dag, og snart var adeline på bene igen og med mad på armen satte hun de rigtig ting på borden, ind i mellem klappe nogle af de rejsen hende i enden hvilke endt med hun slog dem i ren refleks med saverings bakken, hvor hun hurtig trippe væk mens de andre var ved at dø af grin, men adeline syntes ikke det var sjovt, hun blev øm bag i af alt deres klappen til sidste hade hun enlig pause, hun satte sig i et vindue lige ved siden af baren og kigge ud i den efter hånden mørke himle mens hun håbe damon snart kom og hente hende, hun glæde sig sådan til at se deres fine hus, og give damon et kram og et kys, hun savne ham sådan!!

[Deleted]

Arbejdet havde virkelig trukkket ud og det var noget som Damon virkelig var ked af. Der havde virkelig været langt mere at lave for ham end det som han lige havde regnet med. Ikke fordi at der var noget som helst som han direkte kunne gøre ved det. Nu hvor han igen var i stand til at skulle se, så var der bestemt heller ikke nogen nåde at skulle hente ude i feltet på den ene eller den anden måde. Med et så voldsomt sløret blik som måtte hviel frem for ham og sådan om Kildaria måtte kæmpe sig over den store himmel over dem, så var det kun tydeligt, at den måtte være helt gal. Damon slap tøjlerne og tog sig let til siden som var rødmalet i blod. Det var livsfarligt at være derude efterhånden og selv Kildaria havde tydeligt ondt. Dette havde været deres eneste flugtvej fra mørket af og Imandra hvor arbejdet havde været denne gang og det var i den grad gået noget så frygtelig galt. ”V-vi er der snart..” Han vendte blikket stille i retnigen af Kildaria som blot måtte nikke. End ikke hun have styrken til at skulle snakke til ham lige nu, for det her krævede virkelig alt den koncentration som hun kunne sidde inde med. De passerede langt om længe den store og bevogtede grænsemur idet at Kildaria kraftigt måtte komme med et brøl. *Jeg kan ikke..* Hendes stemme var næsten panisk som hun måtte ende med at tabe højden. Det resulterede i et kraftigt styrtdyk direkte mod jorden. Damon klemte øjnene sammen som han klamrede sig direkte ind til Kildaria som næsten forgæves prøvede at rette op, men forsent. Den store drage styrtede direkte ned i jorden lige udenfor byen, slyngede Damon af sig som var røget ud af bevidsthed i det kraftige sammenstød. Det blødte let fra hans hårrødder og i siden, da han nu resulterede i at blive liggende. Det samme gjorde Kildaria. Det havde vist sig at være en kamp på liv og død derude!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sad og kigge ud og sukke, *hvornår kommer han* hun sukke og hade en fornemmelse af der var noget galt, tom så på hende og smile. "han kommer nok snart mit barn" adeline smile lidt, og så ud, folk var kommen løben da kildaria var styrt da det hade ryste i hele den enden af byen, folk holdt afstand til kildaria men der var folk henne ved damon hvor de fik bundet noget klude om hans side og om hans hovede, de fik 2 mand løfte damon op og begyndt at flytte ham. folk prikke en smule til kildaria og var tydelig vis utryg ved det store dyr, med et blev døren åbne og folk kom ind med den bevist løs damon, "Tom Huritg !" råbt en sort håret mand i 30erne, tom drøne hen og fik samle 4 borde hvor de lag damon, Adeline hade foet et chok og kigge på damon hvor hun blev lig bleg i hovede "Damon!" udbrød hun og skynde sig hen til borde og lag hænderne på hans kinder, "damon.. damon!" hun så en smule panisk på blode der kom på hendes hænder, da mænden ville flytte hende skynde sig at sig, "Nej lad vær jeg kan heale ham" hun fjerne stoffe og fik det skidt ved alt blodet, men hun lag hånden mod håret og mærke det varm blod på sin hænder, hvor hun lukke øjne og fokuser så godt hun kunne, hendes hænder gavt et varmt lys som hun begyndt at heale hans sår med begge hænder, hun bed sig i læben og stoppe efter et par minutter og gispe lidt, hun kunne stadig ikke heale helt så længe som andre engle. hun så på damon og kom op til hans hovede som han heale med let hed, hun gispe og sank sammen på knæ på gulve, mens hun holdt fast i borde pladen og prøve at samle krafter til at komme op igen, og se om han var okay. hun var faktisk ved at græde, han måtte ikke være død han måtte bare ikke! ikke nu hvor de enlig var sammen igen og skulle have det så rart sammen.

[Deleted]

Kildaria havde end ikke kræfter nok til at brøle eller knurre af dem som måtte komme tæt på hende, for hun var bestemt ikke meget for at andre end Damon og Adeline skulle have den mulighed. Det bånd som hun havde til Damon var også det som havde kørt hende træt, for han var kommet godt til skade og det var noget som hun selv kunne mærke. Hun lukkede øjnene ganske stille og blev ellers liggende. Hun havde gjort hvad hun kunne og det havde tydeligt bare ikke været godt nok. De andre mænd som var henne ved Damon var nu dem som hun holdt mest øje med, for hun ønskede bestemt heller ikke, at han skulle komme galt afsted på nogen som helst måde overhovedet!
Damon var allerede langt væk. Slået fuldkommen ud af bevidstheden, så havde han slet ikke nogen anelse om hvad der egentlig måtte ske omkring ham. Det var længe siden, at det var gået så galt som det var endt med at gøre lige netop i denne aften og et sted var tanken i sig selv faktisk temmelig skræmmende. At han blev indbundet og løftet op for at blive fragtet direkte til kroen, så vågnede han ikke på noget tidspunkt. Hans hoved havde fået et voldsomt slag af styrtet og han var godt tilskadekommen efter hans arbejdstid. At der skete alt det omkring ham, var slet ikke noget som han ænset, selvom han svagt synes at fornemme at Adeline måtte være der. Han kunne bare ikke vågne! At hun fjernede den forbinding som var lagt omkring hans hoved, var nu heller ikke noget som gjorde ham noget. At hun healede, var næsten som et lys der måtte skære ham tildels i øjnene, selvom han slet ikke var vågen. Det hjalp dog tydeligt på det, hvor det næsten måtte være smerten i hans side som måtte tvinge ham ud af den ellers så skræmmende ubehagelige hvile. ”A-adeline..?” Hans stemme var intet andet end en hvisken, da hans hånd endnu en gang måtte falde mod sin side, for det gjorde virkelig ondt! Stukket ned af en kniv smedet i mørket.. Den var bestemt heller ikke heldig for et lyst væsen som ham selv!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sad stadig på knæ og gispe mens hun begyndt at have fået nok krafter til at kunne komme op og stå, der sad sved på hendes pande og hun ryste i de tynde ben. hun så på damon og smile da hun lige kunne høre hans hvisken, hun lag blidt hånden på hans kind og nusse den, "jeg er lig her" sag hun helt stille til ham, som folk ånde lette op over han var i live, hun så på ham med et bekymret blik og nusse blot hans kinde. tom løfte ham forsigtig op og bar ham oven på, adeline var trippe ud og hen til kildaria for at se om hun var okay. "kildaria" hviske hun så ingen andre hørt hende ud over det stor væsen, "er du okay" hun strøg det store dyr over snuden og mærke selv hun var træt, lige som hun kunne fornemme på kildaria hun var, "sikke en masse ting i kommer ud for var" hun smile og prøve at få det til at lyde bare lidt sjovt, hun så på hende "bare rolig.. damon re okay nu han hviler sig på kroen" hun smile og nusse kildaria på næsen, "når du kan burte du heller gemme dig i skoven... hvem ved hvad typer der kommer " hun smile varmt og så bekymret på kildaria "ses sener min ven" hun kysse kildaria på kinden og trippe tilbage til kroen, hvor efter hun gik op til damon der lå i sengen på sit værelse, hun gik hen til sengen og satte sig på en skammel ved siden af sengen og lag hånden på hans dyne, de hade give ham forbening på om live og siden da hun ikke hade fået lukke hullet helt i siden.

[Deleted]

At Damon endelig kunne få lov til at se Adeline igen, var noget som faktisk måtte lette ham for han havde virkelig gjort alt det som han kunne for at komme hjem til hende og i tide til dette. Han klemte øjnene let sammen, som han kunne mærke at hun måtte stryge ham over kinden. Det var virkelig en savnet og næsten længtet fornemmelse for han havde virkelig savnet hende og han ønskede ikke at være den som skulle rives fra hende på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han klemte øjnene let sammen. ”Det gør ondt..” Hans stemme var en yderst dæmpet hvisken, for han ønsket i den grad ikke at fremstille sig selv som svag, for det var i den grad noget af det sidste som han var. At Tom måtte løfte ham, fik ham til at stivne helt, for det gjorde i den grad noget så frygtelig ondt! ”For satan da, Tom!” vrissede han let, som han blev båret op på værelset.
Kildaria havde knapt nok rokket sig det mindste. Hun havde selv voldsomt ondt og hun havde slet ikke kræfterne til at skulle bevæge sig. Hun havde knurret og det havde fået langt de fleste til at trække sig væk fra hende. Det var jo heller ikke fordi at hun var så farlig hvis man kendte hende. Så længe at der ikke skete hendes rytter noget eller Adeline for den sags skyld, så var hun faktisk mild og blid. De mørke øjne, svage og matte, måtte falde direkte til hendes skikkelse. De strøg over hendes store snude, kunne hun ikke gøre noget andet end at nyde. *Pas på ham..* Hun vidste godt at Adeline sikkert ikke kunne høre hende, men det forhindrede hende dog ikke i at prøve at nå ind til hende igen, som hun havde formået at gøre det tidligere. Hun prøvede at rejse sig op, som Adeline søgte væk fra hende igen. Hun kunne bare ikke komme op!
Damon blev liggende i sengen som Adeline måtte komme tilbage. Han havde stadig ondt og det var tydeligt at se, som han næsten måtte støtte til hans side helt automatisk på denne måde. Han vendte blikket stille mod hende. Han var træt, han var udmattet og han var svag. Det var bestemt heller ikke en kombination som han var meget begejstret for! ”Det gør stadig ondt,” hviskede han igen. Han ville ikke tvinge hende til at heale, men han kunne virkelig ikke slappe af når det gjorde så ondt som det gjorde!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og nusse hans bryste uden på dynen, "jeg healer dig lidt mere om lidt.. men du nød til at prøve at slappe af" hun så på ham og smile bare en smule, hun kunne ikke lig han hade ondt det gjorde hende bare ked af det og meget bekymret, efter lidt løfte hun dyne en smule og ført hånden ind og lag den forsigtig på såret, "nu skal du bare slappe af.. bare prøve at fald i søvne.. jeg bliver her til jeg sikker på di heale ordenligt" hun var god til at side og heale i timer, men vis det skulle være hurtig healing så klare hun det elendigt, hun lukke øjen og fokuser og varmen fra hendes healing ville sprede sig i hans krop og linder smerten, hun så på ham hun heale ham i en lille time før hun stoppe igen, hun så på ham og tog hånden til sig og var selv træt. hun satte sig ned på gulve, da hun kunne se han sov eller line en der sov, hun sad med ryggen op af sengen og lukke øjen og faldt i søven siden op af sengen og bare passe på damon hele natten, ingen skulle rør ham når kildaria ikke kunne passe på ham ville hun gør det for hende!

[Deleted]

Damon havde virkelig ondt og han ønskede bestemt heller ikke at fortælle Adeline hvad der måtte være sket. Det var ikke noget som han kunne sige sig, at være direkte stolt af, for han havde virkelig bare været noget så frygtelig dumdristig som aldrig nogensinde før, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At hun gik med til at heale ham igen, var han dog glad for, selvom han virkelig måtte tvivle på at det måtte være nok. Den mørke klinge, magisk på sit vis som havde formået at ramme ham på denne måde, det var noget som virkelig havde gjort noget så frygtelig ondt og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Som hun selv begyndte at heale, så var det langt nemmere for ham at falde til ro, selvom det stadig måtte gøre ondt? Som timen måtte gå og hun selv måtte stoppe op, hvor han havde lukket øjnene. Det var virkelig bare en lettelse uden lige for hans vedkommende, for det hjalp, selvom det stadig måtte gøre noget så frygtelig ondt et sted som han bare ikke kunne beskrive det og det var bestemt heller ikke morsomt! Han vendte blikket stille mod hende. Såret var healet, men det gjorde stadig ondt og han havde sine anelser om hvorfor! Han bed sig let i læben. ”A-Adeline? Vil du give mig min kniv på natbordet?” spurgte han dæmpet. Han vendte blikket stille mod kniven. Han lå nu stadig godt stille, selvom det var tydeligt at se i hans blik, at han faktisk stadig måtte have bare en anelse ondt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline vågne en smule og gned sig træt og nutte i øjen, "mh.. hvorfor" spurte hun som hun kom op at stå og gav ham kniven, hun gabt og satte sig på sengen kanten. hun så på ham, "nu laver du ikke noget dumt vel" hun gabt og endt med at hænge med hovedet og faldt i søven siden oppe på senge kanten, hun gabt indt i mellem og var nogle gange ved at vippe for over, men hent med at vågne lidt og sætte sig op igen. efter hun hade gjordt det et par gange så hun på ham, "gør det...stadig meget ondt" hun måtte kvale et gab midt i sin sætning mens hun mærke hvor drøn træt hun var af at have heale ham så meget, hun så på ham i mørket selv om hun ikke rigtig kunne se ham særlig godt, og der var ikke rigtig noget lys uden for der hjalp med at lyse det mørke rum op, det var første nu hun tænkte lidt over at han hade spurt om sin kniv og så på ham og begyndt at blive nervøs "damon.. sover du" spurte hun stille og lag hånden på dynen lige over hans bryst.

[Deleted]

Damon kunne næsten gætte sig til at Adeline måtte være frygtelig træt efter at have healet ham på denne måde, men det var virkelig nødvendigt for ham det her! Han bed sig let i læben som han endelig måtte tage imod kniven som hun måtte vælge at give den til ham. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som direkte måtte gøre ham noget som helst, for.. han nød faktisk af tanken, at hun gjorde som han sagde. Han trak vejret dybt. ”Jeg vil næsten.. råde dig til at gå ud af værelset mens jeg ordner det her, Adeline,” sagde han stille. Pænt ville det i den grad ikke blive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, men der var jo heller ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det. Det her var bare noget som skulle ordnes! Han nikkede. ”Det gør.. stadig ondt,” sagde han stille. For hans del, så var der kun en logisk forklaring på det. Den spids af kniven som han var stukket med, måtte være knækket.. Med andre ord, så var han stadig inficeret af mørket så dybt i hans eget sind og det var det som gjorde ondt! Han knyttede fast omkring kniven som han endelig mått vende blikket mod hende. ”Jeg kan ikke sove så længe det gør så ondt.. Adeline.. vær venlig at gå ud af værelset,” bad han med en yderst dæmpet stemme. Han var virkelig bare nødt til at få dette gjort!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og knytte hænderne om dyne, hun ville helt ikke gå hun var ikke tryg ved han hade kniven i hånden. hun bed sig hårdt i læben før hun skynde sig ud af rumme og lukke den efter sig, hun stilte sig op af døren og ryste og knytte hænderne om dør håndtage mens hun lukke øjne og bare vente på hun ville høre en væmmelig lyd eller et råb eller noget i den stil, hun hade mest lyst til at tude da hun ikke kunne lig tanken om han hade så ondt. hun bed sig i læben og vente meget længe før hun åbne døren lidt, "damon..." sag hun stille og meget forsigtig nærmest bange, hun så ind i det mørke rum og tur ikke tænde noget lys i frygt for der var noget grimt at se, hun blev ståenden før hun tråde ind og lukke døren. forsigtig list hun hen til sengen, "e-er du okay" hun rakte hånden frem, og ramte hans pande og nusse ham i håret mens hun så på ham.

[Deleted]

Damon vidste at han var nødt til det og det var han virkelig, for det gjorde virkelig ondt. Han sendte Adeline en langt mere fast mine end det som han skulle gøre det fra før af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han sukkede tydeligt lettet som hun valgte at forlade værelset, også selvom han kendte hende godt nok til at vide, at hun måtte stå lige ude på den anden side af døren, så var det ikke noget som gjorde ham det mindste lige netop nu. Han kneb øjnene fast og let sammen som han måtte lægge kniven tæt til det healende sår og skar det op igen, selvom han virkelig forsøgte at skulel skære det op igen. Det var virkelig noget som måtte brænde noget så frygtelig voldsomt i hans egen krop og sind, for det var virkelig intenst! Han slap et smertefuldt støn, som han tvang såret helt op igen. Han vendte blikket stille mod det, som han vred kniven ganske let, så han tvang det helt op. Han begyndte at pruste tydeligt, for det gjorde virkelig ondt. Den blodige kniv lagde han stille fra sig, selvom den faldt direkte til gulvet, som han lod fingrene søge direkte ind i det åbne sår. Omgående måtte hans krop stivne, for det gjorde i den grad ondt! Han søgte i et godt stykke tid til hans fingre måtte støde på noget som bestemt ikke skulle være der. Tænderne bed han fast sammen, som han tog fat i det mørke stykke metal og langsomt måtte fjerne det fra hans sår. Han lagde det ved siden af sig, som det igen måtte begynde med at bløde, da Adeline igen måtte komme ind. Han lagde sig ned på sengen som hun strøg ham over hovdet. ”B-bedre nu..” sagde han stille. Han sendte hende et træt smil.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og følte hun ryste inde i, hun så ned af ham og forsigtig trak dyne af der nu var godt med blod på, hun fik noget på hænderne og kunne nærmest se det i mørket. hun så bange på det før hun lag hånden på hans sår igen, og lukke øjne og lod hånden lys og begyndt heale ham på ny igen igen! efter en halvlanden time stoppe hun og satte sig træt på sengen, hun hade aldrig heale så mange gang på en dag før, hun så på blodet på hendes hånd og gik hen og fandt et gamle vaske fad og en vand kanden og fik vaske hånden og kigge ind i et spejl der var en smule støve, hun rørt ved sig kind den var fugtig hun hade virkelig være bange over alt blodet, hun følet sig også lidt skidt til pas. hun gik dog over til ham og forsigtig skifte senge tøjet og lag nyt på uden at rør ham for meget, hvor efter hun sad på sengen og igen var ved at falde i søvne, hun tog blot hans hånd og lukke øjne for at få en smule hvile også selv om hun sad op.

[Deleted]

Damon lagde sig stille og træt tilbage i sengen. Den klinge som havde været knækket havde gjort noget så frygtelig ondt og det var først noget som han havde været i stand til at skulle slippe nu! Hvor han dog måtte hade den tanke og mere end det som godt måtte være i den anden ende! Blikket vendte han næsten forsigtigt og varsomt i hendes retning. Det var ikke fordi at han havde ønsket at skulle ødelægge hendes mange timer med healing, men det havde bare været nødvendigt. Han lukkede øjnene stille som hun valgte at skulle heale ham igen. Han var virkelig taknemmelig for det, men han brød sig dog ikke just om tanken til at hun skulle være så frygtelig tavs som hun var lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun valgte at skifte sengetøj og det hele og selv uden at sige så meget som et eneste ord, var noget som bekymrede ham. Som hun havde healet ham, så kunne han jo fint rejse sig og det var det som han gjorde. Han vendte blikket stille mod hende. ”Læg dig ned og hvil,” bad han stille. Han gik hen til hende, tog fat om hende og tvang hende ganske så varsomt og næsten helt forsigtigt ned at ligge i sengen, hvor han pakket dynen om hende i stedet for og satte sig på sengekanten ved siden af hende. Nu hvor han var i stand til at se hende, så gjorde det også det hele langt nemmere for ham! Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. ”Sov du bare,” bad han stilfærdigt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline nåde ikke rigtig at noget før han hade lag hende i sengen, og mærke den varme dyne var pakke omkring hende. hun så på ham, og nød hans strøg hende over kinden og mærke hun snart ville døse hen, "n-nej du burt hvile" sag hun og tog hans hånd som var på hendes kinde, og trak ham ned og ligge ved siden af sig, hun så på ham og tros hun var pakke inde fik hun dyne lidt af sig så han også kom under lidt, hun krøb ind til ham og lukke hånden om hans. "jeg var bange for du forsvandt for mig" hviske hun stille og hade panden mod hans bryst, hun holdt fast i hans hånde uden det gjorde ondt og sukke bare stille og kigge op på ham, og kysse ganske forsigtig hans læber som hun hade gjordet den gang de var blinde, hun skulle stadig vende sig til han kunne se hende.