miss You

[Deleted]

Damon ønskede bare Adeline det bedste af det bedste. Alt andet var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det jo måtte være på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han lagde sig mere end villigt ned ved siden af hende. Han havde hvilet siden han kom mere eller mindre hvor hun derimod havde kæmpet for at få ham healet, så det var vel bare på sin plads, at det var hende som fik lov til at ligge der isengen ved siden af ham? Han vendte blikket roligt mod hende og med det stille smil på læben. ”Jeg går ingen steder min kære.. Du har healet mig i flere timer nu.. Du er den som har brug for hvilen,” fastholdt han dog med en mere stædighed i stemmen, dog stadig roligt eftersom de var så tætte på hinanden. Han kyssede stille hendes pande, som han tog fat om dynen og pakket den omkring hende. ”Sov blot min kære.. Jeg går ingen steder,” gentog han roligt og med det selv så stille smil på læben. Der var jo trods alt heller ikke nogen grund til at skulle skjule det for hendes vedkommende.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline lå stille i sengen og så på damon, hun lukke øjne lidt da han kysse hende på panden. det var et dejlig kys syntes hun, det gave en dejlig varm ind i syntes hun. hun så på ham og mærke hvor træt hun var og så på ham, "lover du at blive..bare i nat" spurte hun helt stille mens hun lukke hånden om dyne kanten og lukke øjne og fald næsten med det sammen i søvne mens hun trak vejer dybt og fred fyldt, mens hun virkelig nød søvne til fulde mens hun smile svagt i søvne fordi hun viste han var der, og passe på hende. hun sov godt ind til næsten morgen ved 8 tiden, hun åbne øjne lidt og kneb dem svagt sammen på grund af sol lys der kom ind af vinduet, hun gabte og satte sig op og gned sig lidt i øjne, og så en smule træt rundt "Damon?" spurte hun stille for at se om han var i rumme eller om han var gået fra hende, hvilke hun forvente da han jo hade arbejde at passe selv om han love hende at vise huset til hende.

[Deleted]

Damon kunne vel godt slappe af bare lige for en enkelt dag? Eller nat for den sags skyld? Han havde selv brug for det at kunne slappe bare en smule af, for det var noget som han klart også havde brug for efterhånden. Han blev liggende og tæt ind til hende, hvor han roligt lod blikket falde til hendes skikkelse. Han nikkede med et stille smil. ”Jeg er her også når du vågner min kære,” hviskede han sandfærdigt. Ikke fordi at det var noget som ha nville kunne skjule for hende på nogen måde overhovedet. Han strøg hende roligt over ryggen og lod hende hvile ind til ham selv til hun måtte falde i søvn.
I den tid hvor hun selv måtte sove, så havde Damon selv valgt at give efter for søvnen. Han havde dog ikke rokket sig det mindste ud af stedet, for det var virkelig ikke noget som han kunne få sig selv til på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Nærmest som han måtte blive revet ud af sin søvn da hun vågnet op, så vendte han blikket mod hende. Han kvalte et gab og strak sig en anelse. ”Ja..?” svarede han en anelse træt. Han kunne sagtens have sovet en anelse mere hvis det endelig skulle være for han havde i den grad også brug for det. Der stod hun bestemt heller ikke som den eneste, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet.

[Adeline Magarita Jakson]

da han svare hende smile hun bare og lag sig tilbage i sengen, "ville bare se om du var her" hviske hun og lag sig med næsen mod hans skulder og hænderne på hans arm, hun blinke lidt med øjne og var faktisk stadig søvnig. "jeg kunne godt brug bare 5 minutter mere" mumle hun og nød hans duft der fyldt hendes næse, og varmen der kom fra hans krop gjorde hende yders søvnig og afslappet. hun lukke bare øjne og endt med at døse hen igen og trykke sig bare ind til ham, og sove en time mere, før hun enlig kom ud af sengen og kom hen til skabet for at finde rent tøj. hun gabt stille og strakt kroppen og stod helt på tær for at gøre det, hun smile og hade det beder inde aften før, hun fandt en kjole og fik den anden af og begyndt at tage den rene kjole på men kunne ikke nå knapperne i ryggen, hvilket var rigtig træls syntes hun.

[Deleted]

For Damon så var det virkelig rart at kunne give sig efter for denne søvn, for den havde i den grad også været forbandet trængende for hans eget vedkommende, det var så sandelig heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han lod hende bare lægge sig ned igen, hvor han snildt lagde armene omkring hende. ”Så sov du bare min kære,” hviskede han roligt og tæt ved hendes øre. Når de havde hvilet, så ville han tage hende med til skoven og nu hvor han jo selv havde muligheden for at se det, så ville han så asndelig også selv nyde noget så frygtelig godt af det, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han trak vejret dybt.
Som timen måtte gå, så var han selv steget ud af sengen. Han havde bare ladet hende sove, idet at han var gået ned for at hente morgenmaden. Han tvang døren stille op, som han kom op med en bakke frugt og noget brød, samt en kande vand. ”Åh, du er vågen..” begyndte han med et stille smil. Han stillede det på det lille bord. ”Jeg håber du er mere frisk nu,” sagde han stilfærdigt og med det stille smil på læben. Han havde mange planer for denne dag.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline rødme en smule da han tråde ind og så på ham, "jeg frisk som en fisk" hun smile blidt og så på frugten og brøden, hun holdt fast i kjolen og gik hen til ham. "du kunne vel ikke knappe mig i ryggen" hun rødme meget og så på ham, mens hun tog et stykke frugt og bed fast i. hun så på ham og så nu søde ud som hun stod der og smile sødt med et lille æble i munden, hun kunne godt lig æbler de minde hende om efteråret og sensommeren, hun så på damon da han hade knappe kjolen, hun tog æble ud af munden og kysse ham på kinden. "tak kære" hun så på ham, kjolen var rosa der sad løst på hendes krop. hun smile og tog en bid af æblet og nusse hans kind en smule, "du har altså god nusse kinder" hun fniste og så på ham og tog hånden til sig og spiste hvider af sit æble med små bider, "hvad planer har du så for i dag " spurte hun med et smile og så på ham.

[Deleted]

Damon sendte hende et varmt og stille smil. Det var heller ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende, hvis det var muligt. Han nikkede til hende. ”Selvfølgelig,” sagde han roligt, hvor han gik hen til hende og knappet hendes kjole op, så den sad som perfekt til hende. Han havde ikke lang tid, så han ville vise hende huset og så vende tilbage til arbejdet. Nu om dage, var der så forbandet meget for ham at skulle tage sig til, at man skulle tro at det måtte være løgn! Hans grønne øjne søgte til hendes skikkelse, også selvom det endnu måtte være en anelse sløret, så kunne han se langt mere nu end det som han havde været i stand til nogensinde før og det var ham selv en glæde uden lige, så var det heller ikke noget som sagde så lidt. Han grinte ved hendes ord. ”Tja.. Jeg ved nu ikke..” sagde han stille og en anelse for sig selv. ”Jeg skal da vise dig huset inden jeg skal på arbejde igen.. Jeg kan ikke rigtigt lade være i disse dage,” forklarede han stilfærdigt og med et svagt træk på skuldrene. Han ville ønske at han kunne, men den mulighed havde han desværre ikke. Han slog hænderne let sammen. ”Nå.. Skal vi få spist og komme afsted?” foreslog han roligt, som han selv tog et æble og begyndte at spise. Der var intet bedre fra morgenstunden!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og så på ham, "åh skal du allerred arbejde igen" sag hun stille og lidt trist. hun så på ham mens hun spiste æble, hun hade da håbe lidt mere vågne timer med ham. hun spiste lidt af æble og måtte vel bare nyde den tid hun nu hade inden han igen måtte ude, og risiker at blive slået ihjel. da han snakke om at spise og så komme af sted, nikke hun bare "okay" hun spiste roligt 2 æbler, og nogle druer før hun var færdig med at spise. hun så på damon mens han spiste, og smile for sig selv og nød vært sekundet hun kunne få lov at se på ham, hun hade jo ikke set ham just hverdag i det år hun var væk fra ham, hun hade svært ved at forstå at hun enlig var hans igen, efter en kort fortvivlelse over at hun sikkert aldrig ville kunne blive hans igen, var hun nu glad for at være tilbage hos ham. hun nev sig kort i armen, og bed kort den lille smerte i sig. jo.. det var skam ikke en drøm det her, hun smile stort for sig selv og så på damon og fuldt glad med ham da det var tid til at komme af sted, hun glæde sig også til at se huset hun var sikker på han hade gjordet sit bedste med det, hun tog lidt forsigtig hans hånd og gik med ham ud af kroen, men hun hørte tom råbe "vi ses i to elskovs duer" Adeline rødme en smule før hun bare så på damon og gav hans hånd et lille blidt klem hvor efter hun så lidt ned og var lidt flov over det tom råbte.

[Deleted]

Der var desværre for meget uro derude til at Damon kunne tage fri som han havde gjort før i tiden. For øjeblikket, så var der pænt meget for ham at skulle tage sig af, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så måtte det jo egentlig bare være sådan at det nu måtte være. Det var ikke fordi at den tanke rørte ham direkte og så alligevel.. Han ønskede jo at være der sammen med hende, selvom det bare ikke var muligt lige nu. ”Desværre ja.. Jeg er frisk nok til det nu,” sagde han med et skævt smil. Det var heller ikke fordi at hans arbejde var direkte ufarligt, men nu hvor han havde synet selv, så regnede han da med at det ville gå nemmere for sig end det som det havde gjort frem til nu. Han spiste roligt op og satte det hele fra sig, for at finde sin kappe som han kastet omkring sine skuldre og vendte blikket stille og roligt mod hende. Han ville vise hende huset og så tage på arbejde igen. Der kunne han næsten forsikre hende om at hun ville være sikker. Så længe at hun blev ved huset vel at mærke. ”Skoven er gennemsøgt og jeg kan forsikre dig, at der ikke er noget ondt tilbage der mere,” sagde han roligt og med den samme mine som før. Han var virkelig bare glad for at hun var der nu, for han havde virkelig savnet hende noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han tog roligt hendes hånd og gik ud af kroen, hvor han kun sendte Tom det drilske skulende blik, som han førte hende med sig ud. ”Kildaria er nok i skoven allerede.. Så vi går dertil til fods,” forklarede han roligt, som han skænket hendes kind et stille og let kys. Han førte hende med sig væk fra byen af. Han kunne fornemme i fødderne at det var rette vej for det var jo heller ikke fordi at han havde set vejen før. De gik i en lille halvtime inden de nåede til skoven. Her stoppet han op.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og nød meget at holde damon i hånden, hun rødme lidt da han gav hende et lille stille kys på kinden. hun så på ham, og smile bare blidt. "jeg håber kildaria hår fået det beder" sag hun stille og tydelig vis bekymret, da hun holdt af kildaria mindst lige så meget som damon og dog.. damon var nu hendes et og alt i hendes øjne, hun lag forsigtig hovedet mod hans skulder da han var højer ind hende, så kunne hun lige ligge det der. hun nød bare at gå med ham, og hun søger for at huske vejen, så hun kunne finde til byen igen. det gjorde hende tryg at han sag skoven var bleven gennemsøg, og der var sikkert ved huset. "er skoven virkelig bleven gennem søg.. hvornår blev det gjort?" spurte hun stille i det han stoppe ved skoven, hun kigge inde i skoven og så på ham, "kan du huske vejen?" spurte hun fnisen og holdt blidt hans hånd og så på ham, hun så kort på skoven og holdt lidt ekster fast i hans hånd, da hun både hade gode og dårlig minder, i den skov og var en smule utryg ved at skulle der inde selv om han sag der var sikkert i skoven nu.

[Deleted]

Damon holdt hende godt og tæt ind mod sin egen krop, for han kunne ikke komme udenom, at han faktisk nød at have hende så tæt på sig, hvilket heller ikke skete særlig ofte, men det skete da i tide og utide, at det var sådan at han selv måtte have det. Han sendte hende et varmt og stille smil. Ha nvar langt mere udhvilet end det som han havde været længe og det var virkelig bare rart! Nu hvor han havde fået hvilen, så var der ikke lang tid før han måtte komme tilbage til arbejdet igen – Desværre. ”Jeg er helt sikker på at hun har det bedre nu,” sagde han stilfærdigt. Han vendte sig mod hende, hvor han stille kysset hendes tinding og trykket hende tættere ind mod sig. ”Skoven blev tjekket kort efter din død.. Jeg.. tog det op på slottet, så de gjorde det. Skolen er erklæret ren for alt som hedder mørke væsner uden nogen tilladelse til at blive her,” sagde han roligt. Han vidste at den forhenværende leder af de store warlocks var her, samt hans kæreste og den store Nathaniel boede herude. De havde opholdstilladelse, så det var der vel også en grund til når det endelig måttte komme til stykket? Han trak på skuldrene. ”Tja.. Jeg har aldrig set stedet her med.. synet i behold.” Han vendte sig mod hende, idet han kaldte på Kildaria. Der gik ikke lang tid før man kunne høre en kraftig brølen i det fjerne og Kildaria kom luntende igennem skoven. Hun var stor.. frygtelig stor nu hvor man endelig kunne se hende. *Damon.. Du burde ligge i sengen!* Hun sendte ham et strengt blik. Damon smilede let. ”Det er også godt at se dig, min ven,” sagde han stilfærdigt. Han trak Adeline med sig hen til hende. ”Kan du føre os til huset? Adeline skal se vores fælles hjem,” tilføjede han roligt. Han hjalp Adeline op i sadlen, satte sig bag hende og lod Kildaria lette med de kraftige bask med de store vinger.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline rødme meget og nød meget at damon hold hende så tæt ind til sig, hun nød vært sekundet af det og nusse blidt hans hånd mens hun nød stilheden ved skoven, hun så på ham og bed sig i læben. "fik du dem virkelig til at gør alt det.. fordi jeg død" hun så på ham, det var stadig underligt for hende at sige hun var død på en måde, hun hørt brølet og fik et lille chok da hun ikke var vand til drage brøl mere, hun så på kildaria da det stor dyr kom frem. hun smile da kildaria så beder ud nu, hun fnise da hun hade en fornemmelse af kildaria var enig med hende i han skulle blive i sengen. "det godt at se du har det beder kildaria" hun smile mens hun kom op på kildaria's ryg, hun mærke damon bag sig og holdt fast og lukke øjne da kildaria lette. det var underligt og en meget savne følelse at ride på en drage igen, hun ville ønske hun hade vær genfødt som en ny drage rytter, hun følte sig så alene uden en drage hos sig det var som hun følte sig svag uden en, hun åbne øjne da de var komme op i luften og bed sig i læben og holdt godt fast mens hun kigge på kildaria's hals, mens vinden fik hendes hår til at stå til alle sider og nærmeste danse i vinden mens hun holdt godt fast og glæde sig til at se deres fælles hjem, hun rødme helt ved tanken om de skulle bo sammen, hun rødme meget og så på ham over sin skulder smile blidt og lukke øjne da vinde sveg i øjen.

[Deleted]

Damon kunne ikke lade være med at smile ved den tanke alene, for han havde faktisk fået gjort pænt meget efter hendes bortgang, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt. Han nikkede stille. ”Det som jeg har været igennem det sidste år, er ikke en oplevelse som jeg vil have at andre skal opleve. Jeg vil spare dem for den smerte som jeg har måtte kæmpe med,” sagde han roligt, og ikke mindst med en ærlig stemme. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende, for der var ikke nogen tvivl om at han virkelig havde ønsket hende det bedste og det havde virkelig frustreret ham at han ikke havde været i stand til at skulle give hende det hele. Han ville dog ikke tænke mere over det lige nu. Hun var der jo trods alt og det var vel også det som måtte siges at være det bedste og det vigtigste for ham? Han kravlede op bag hende på Kildarias ryg idet hun måtte lette. Hans ene arm var omkring hende og den anden omkring tøjlerne, for han var jo efterhånden vant til at sidde på hendes ryg og over den store himmel, så det var heller ikke direkte fordi at det måtte være noget nyt for ham som sådan. Han trykkede hende ind mod sig og med det stille smil på læben. ”Jeg håber du kan lide det,” hviskede han roligt mod hendes øre. Kildaria søgte ind mellem træerne ved den store og kendte åbning og ned mod skovbunden. Kildaria brummede tydeligt utilfreds, for hun så hellere Damon i sengen end her nu! Hun lod dem roligt træde ned fra hendes ryg. Huset stod der, nok ikke det største, men det var perfekt for to. Bygget i sten og med en lille stue, et lille soveværelse og et badeværelse med kar. Det var let møbleret, for det var ikke fordi at han havde været her meget selv. Han undgik det faktisk helst.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline sad roligt og holdt godt fast mens de fløj, hun smile og nød damon hade en arm om hende det gjorde hende mere tryg. hun så tilbage på ham, og smile "det dejligt at flyve sådan her igen" hviske hun stille til ham i vinden som kildaria måtte svæve ned mellem træren, hun holdt godt fast ind til kildaria var landet og hun roligt kunne glide ned, hun så på huset og rødme. det var så fint og lille hus, hun bed sig i læben mens hun holdt fast i damons hånd. "det flot" sag hun stille hun ane ikke rigtig hvordan hun ellers skulle ud trykke sig ude at over drive, det passe helt fint til dem bare ham og hende og kildaria, hun smile og slap roligt damons hånd og trippe hen til huset og kigge ind i vinduet "det her er bare så flot damon.. har du virkelig bygge det selv" hun trippe hen til ham og kysse ham blidt på panden, og smile blidt mens hun kigge op huset igen og glæde sig til at bo der og lave huslig arbejde og spøger for at der var pænt og ryddet så damon eller hende selv ikke fald over noget, hun håbe også at hun ville kunne finde ud af at lave mad, hun måtte nok heller læse lidt på madlavning før hun lave noget dumt.

[Deleted]

Damon kunne ikke erkende, at han have bygget det hele på egen hånd, for det var noget af det sidste som han havde. Han kunne jo ikke bygge et hus uden at kunne se det mindste! Han havde fået hjælp og det var også nu at han kunne se resultatet af det og han kunne da heller ikke været andet end storslået tilfreds med det so han måtte se. Det var jo faktisk første gang han så det nu jo. Han sendte hende et stille smil og lod hende gå op mod huset. Det var jo trods alt også hendes som det måtte være hans eget. Kildaria passet på det når han var ude for at gå, for det havde han også gjort meget i det sidste. Han havde virkelig haft et umådeligt stort behov for at tænke alle de ting igennem. ”Jeg har ikke bygget det alene.. Det kunne jeg ikke, selvom jeg gerne ville.” Han vendte blikket mod huset og med det stille smil på læben. Kildaria kunne ikke komme ind, men nu krævede det jo så også en god del inden hun selv ville fryse, så hun sov normalt udenfor. Det var kun når det blev ekstra koldt og stormvejr, at han plejede at gøre det ekstra godt for hende og han vidste at hun nød når han puslet om hende når det endelig måtte ske. Kysset til sin pande tog han mere end glædeligt imod. ”Jeg er glad for at du kan lide det,” tilføjede han muntert. Han tog hendes hånd og førte hende med sig hen til fordøren. ”Kom.. Du skal se det,” sagde han smilende. Han åbnede døren og tillod hene at gå indenfor som den første.