A small search..

[Deleted]

Det var en ekstrem tidlig morgen, a Amanda havde valgt at søge væk fra kroen og væk fra Zach som stadig måtte ligge og sove. Hun havde bare noget som hun ønskede at få gjort nu. Efter deres ellers så hyggelige aften og første aften i en seng igennem temmelig lang tid og det havde virkelig været rart! For en gangs skyld, så var hun faktisk udhvilet! Det var hende blot en ren og skær vane at vågne tidligt, selvom det nu ikke var noget som hun tog sig meget af lige netop nu. Hun bed sig ganske let i læben, som hun endnu en gang valgte at skulle søge op mod den store klippe som tårnede sig så smukt i Manjarno. Hun havde ikke sat sig en fod i Procias siden hun havde taget flugten derfra – Flugten fra livet som en slave. Ikke fordi at hun kendte til noget andet liv, men hun vidste, at hun havde så mange andre valg end lige netop dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun trak Warwicks kappe godt omkring sig. Hun havde passet på den siden hun havde set ham, netop som han havde sagt at hun skulle og hun havde så sandelig heller ikke tøvet i at skulle gøre det! Hun så sig stille omkring som hun satte sig samme sted som hun havde stået ved før. Oppe på den store klippe, selvom den store bygning knapt var noget som hun lagde mærke til, den var vel mere i det skjulte end den var noget som helst andet vel? Hun sukkede stille, et sted håbede hun vel at hun ville finde ham og møde ham igen?

[warwick]

Warwick var meget træt, han havde løbet hele vejen fra Dvasias og hjem, han kom styrtende op af stien i sin ulveform og hylede, dette var mere et tegn til vagterne ved Benden at han kom hjem end for noget andet. Han kom løbende hurtigt om hjørnet til toppen af klippen da han fik et glimt af en pige der sad der. han stoppede så hurtigt op at han væltede forover og lå på ryggen, han forvandlede sig til menneske, og som han lå der rykkede han sit hoved bagud. Selvom alting var på hovedet opdagede han hurtigt kappen, han vidste godt hvem denne pige var nu "AMANDA!" råbte han og skyndte sig at vende rundt og komme på benene "hvor er det længe siden? hvad laver du dog her?" udbrød han overrasket og glad, hans ellers så dårlige nat var pludselig blevet reddet af dette møde, han smilte over det hele "hvor er jeg glad for at se dig" tilføjede han og strakte armene ud, han ville give hende et knus

[Deleted]

Hvorfor Amanda havde valgt at tage herop, det var hun slet ikke sikker på, men en ting var hun da klar over; Hun ønskede at møde Warwick igen! Også for at give ham kappen igen. Han havde virkelig vist sig at være en meget god ven og det var slet ikke noget som man skulle tage det midnste fejl af når det endelig måtte komme til stykket og på alle måder endda. Lyden af hyl, var noget som fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg, hvor hun næsten med det samme måtte vende sig om. Bare i tilfælde af hvis hun pludselig skulle til at forsvare sig i stedet for! Varulven kunne hun dog let genkende og som den måtte tumle rundt og forvandle sig i den menneskelige skikkelse, så kunne hun da heller ikke lade være med at grine, for det var virkelig kommisk at skulle se! Næsten som hun måtte stråle som en sol. Han kunne huske hende! Hun rejste sig op. ”Du kan huske mig,” sagde hun stille. Hun gik stille mod ham. ”E.. er der gået så lang tid?” spurgte hun stille. Direkte det med omfavnelser og det, det var slet ikke noget som hun var vant til, men det skadet vel ikke at prøve? Hun gik ham let i møde, hvor hun lod ham omfavne hende. Hun havde faktisk savnet ham!

[warwick]

han grinte mildt til hende "ja selfølgelig kan jeg da huske dig" han gav hende et let kram "det føles længe siden, jeg har fået bygget mig mit hjem her oppe, og mange mennesker er flyttet til" han smilte da han for talte det og holdte hende så ud i strakt arm for at se hende an, hun havde ikke ændret sig meget i hans øjne "jeg har faktisk ledt lidt efter dig" sagde han så stille og smilede til hende "ville vise dig mit hjem og fortælle dig at jeg undskylder jeg smuttede den nat, men var i nærheden hvis nogen skulle komme" undskyldte han, han kunne godt forstå hvis hun var lidt sur på ham over at han bare var smuttet da hun var vågnet. Han slap hende og rettede lidt på sin rustning så den sad normalt igen efter hans lille tur i jordern, han smliede over hele 5 øren for han var i sandhed glad for at se hende. Han havde så meget at fortælle hende om alt det han havde oplevet på det sidste, han havde jo både mødt den tidligere konge af Dvasias og Bella.

[Deleted]

At Warwick kunne huske hende, var noget som Amanda virkelig måtte sige sig, at være noget så specielt for hende, for det var slet ikke noget som hun var vant til på nogen måde overhovedet. Om ikke andet, så var det en tanke som måtte varme hende og glæde hende på alle tænkelige måder overhovedet. Hun smilede i hele ansigtet som hun lod ham omfavne hende. Det var virkelig bare noget som gjorde hende glad! At nogen faktisk havde ledt efter hende, var slet ikke noget som hun var vant til, for hun var jo trod alt også vant til at klare sig så godt som det var hende menneskelig muligt – alene. Der havd aldrig rigitgt været nogen til at lægge armen over hende og beskytte hende. Jovist at Zach havde gjort et ihærdigt forsøg også selv nu hvor hun vidste, at han ville vågne med en tom seng ved sin side. Hun havde bare haft brug for at komme lidt ud, for det var virkelig en ellers så dejlig følelse og fornemmelse på alle måder endda. Hun sendte Warwick et varmt smil. At han havde fået bygget sin drøm, var noget som hun i den grad måtte sige sig at være forundret ovr på alle måder endda! ”H-har du fået bygget det? Jamen.. det er da utroligt! Fantastisk!” sagde hun med et stort og muntert smil på læben. Den tanke glædet hende da om ikke andet, det var slet ikke noget som hun ville kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var også helt sikkert. Hun rystede stille på hovedet. ”Det skal du slet ikke tænke på..” bad hun stille. Det at han havde ladet hende ligge og hvile ud, var noget af det som hun var mest glad for. ”Du passet på mig. Jeg havde heller ikek regnet med, at du ville vogte over mig hele tiden,” fastholdt hun stilfærdigt.

[warwick]

han smilede sødt til hende "men det gør jeg jo så alligevel" han grinte mildt til hende og vendte sig rundt og pegede imod et bjerg lige bag klippen "kan du se det bjerg?" spurgte han "der går en sti her fra og der over, det ligger stadig i klippe området, det en gammel vulkan og der bor jeg nu sammen med en masse andre mennesker, det er blevet en hel lille by" forklarede han og smilede han pegede hen på en sti ved en busk som ingen ellers ville bemærke da han fortalte det om stien "skal du med hen og se det?" spurgte han og tog et par skridt hen imod stien. Han var ovenud lykkelig, for han havde jo ledt efter hende for at vise at han havde fået sin drøm til at gå i opfydelse!

[Deleted]

Det var i den grad umådelig hurtigt at Warwick havde opfyldt sin drøm om at bygge sig et hjem på dette sted. Hun havde først regnet med, at der ville gå år før det var endt med at ske! Hun vendte blikket mod ham og med et selv stille smil på læben, det var end ikke noget som hun kunne eller ville skjule det mindste, for det var vel også bare sådan, at det måtte være i hendes øjne. Det var den verden som hun var opvokset i og det var den verden som hun altid havde set den. ”Ja det kan jeg se,” sagde hun med en let morende stemme, hvorfor skulle hun da ellers lægge skjul på det når det endelig måtte være? Hun nikkede glædeligt. Selvfølgelig ville hun da ende med at skulle se det! Hvorfor ville hun dog ikke skulle ende med at gøre det? ”Selvfølgelig vil jeg da se det Warwick!” sagde hun med et stort smil som hun næsten måtte smile fra øre til øre uden at skulle lægge det mindste skjul på det på nogen måde overhovedet. Hun stoppede let op. ”Jeg.. jeg kom også for at give dig denne.. Det er jo din,” sagde hun stilfærdigt. Hun viklede sig ud af kappen, kun for at række den tilbage til ham. Hun havde passet på den, nøjagtigt som hun havde lovet ham det.

[warwick]

Han smilede og gik hen til en lille stil "eij glæder mig til at komme hjem og slappe lidt af" udbrød han og strakte sig, han var ganske vidst træt, og man kunne se de sorte rander under øjnene på ham, han gik og så dvasket ud, sløbte sine føder og hang i ryggen "hvad har du så fået tiden til at gå med?" spurgte han nysgerrigt da han var nået hen til stien og vendte sig imod Amanda for at lade hende gå først som den gentelman han nu engang var, stien var ikke ret bred så han var lidt usikker på om de kunne gå side om side på den og da det der ikke var andre stier på stien imod Benden så kunne hun ikke gå forkert ved at han gik bagved. Han smilede til hende "gad vide om der er nye folk når jeg kommer hjem" sagde han tænksomt, folk flyttede jo bare ind der oppe, og det havde han intet imod så længe de hjalp til med at skaffe mad eller sådan til alle, for der delte alle om alt og han havde intet imod at folk flyttet med der til så længe de holdte sig fra hans gemakker.

[Deleted]

Amanda var virkelig forbandet spændt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Det var vel bare sådan at det måtte være? Hun gik roligt med ham. At han var træt, var noget som man næsten skulle være blind for ikke at lægge mærke til, men det var vel bare sådan om ikke andet? Ganske roligt fortsatte hun efter ham. ”Du ser også ud til at kunne bruge en hvil,” sagde hun dæmpet. En anelse bekymrende et sted vel? Ikke fordi at det var noget som man direkte skulle kunne tage sig det mindste af lige nu. Selv var hun mere end udhvilet denne gang og hun nød i den grad også af den tanke, den følelse og den fornemmelse, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket på alle måder og tænkelige kanter. ”Hvad jeg har fået tiden til at gå med?” Hun så en anelse tænkende ud i luften og selv med det næsten så blide smil på læben, for det var end ikke noget som hun kunne skjule. Det hele var gået i hendes retning for en gangs skyld. ”Ikke det vilde tror jeg.. Gået rundt for mig selv for det meste,” sagde hun roligt og med et let skuldertræk. Hun havde fået en frihed som hun slet ikke var vant til og det var også det som gjorde meget ved hende. Som hun selv gik først ind på stien, så vendte hun blikket stille i hans retning. Flere siden han tog væk? Det lød da næsten som en hel by! ”Det lyder da som du virkelig har fået dig selv etableret,” sagde hun med et stille smil på læben. End ikke det var noget som hun ville skjule for ham. Hun var i den grad imponeret allerede!

[warwick]

Han fulgte stille efter hende på de snoede stier og da de havde gået lidt og man kunne begynde at se tårnene op toppen af den gamle vulkan tårne sig op over dem sagde han "se de tårne vender imod hver sit verdenshjørne" han smilede og gik videre, han kunne nu se at porten var lukket ind til tunnelen ind i vulkanen, endten var der blevet stjålet noget eller også havde vagterne ikke kunnet se det var Warwick som kom hjem. Warwick gik hurtigt forbi Amanda og hen og stoppede lidt foran porten "det er Warwick, åben porten tak" råbte han og kiggede så ned på porten, han ventede lidt men der skete intet "mon der er sket noget?" mumlede han stille

[Deleted]

Amanda måtte ærligt erkende, at hun ikke havde været på dette sted før, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hendes forrige tur herop var hendes første og det var vel også det som var skyld i, at hun nu også havde fået Warwick som en ven? Hun holdt af ham, han havde passet på hende sidst de sås og det var hun i den grad også noget så frygtelig glad for når det endelig måtte komme til stykket. Det måtte jo trods alt bare være sådan at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket mod ham og med det stille smil. Ved ham var hun faktisk tryg, selvom hun vidste hvad han var, så havde han aldrig nogensinde givet hende nogen grund til at skulle være bange for ham. Tvært imod! Han havde været ærlig overfor hende og med ærlighed så kom man i den grad også længst. Hun vendte blikket mod de stor tårne hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. ”Imponerende..” Nej, ikke engang det ord kunne beskrive hvad hun måtte føle, for det var virkelig intenst! Det var da… utroligt at han havde fået det rejst allerede! Som de stoppede foran de store porte, så kunne hun næsten ikke gøre andet end at måbe. Det var jo utrolig stort! At porten ikke gik ned som han selv måtte bede om det, var noget som forundrede hende. ”Jamen.. porten er jo lukket.. hvad kan være sket?” spurgte hun ellers med en yderst dæmpet stemme.

[warwick]

Han ventede lidt "åben nu den port" råbte han gnavent og kiggede over på Amanda "der kan være sket så mange underlige ting" han. han vendte sig hurtigt da porten gik op og mumlede "det var dog på tide" han gik med hastige skridt ind igennem porten og ind i den oplyste tunnel, han tænkte ikke lige over Amanda måske ikke kunne gå så stærkt. Da han var kommet ud i det store krater greb han den første og ville staks vide hvorfor porten var så langtid om at blive åbnet og der blev hvisket noget til ham og han nikkede bare bekraftende. Han vendte sig rundt imod Amanda "her bor jeg så" sagde han smilende til hende

[Deleted]

Amanda vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige eller hvordan hun skulle reagere. Der var vel sket noget siden der var gået tid til at porten var gået ned? Det var faktisk noget som måtte bekymre hende. Det var jo ikke fordi at hun var vant til det faktum at være tryg nogen steder, men nu hvor hun endelig havde muligheden for det, så var deti den grad også noget som hun ønskede at skulle have lov til at nyde af når det endelig kom til stykket. Som porten endelig måtte gå ned, så valgte hun at gå med ham med en forsigtighed, for hendes syn var virkelig ikke det bedste i mørke! Mere eller mindre så fulgte hun hans lyd af stemme og skridt for at finde ud af hvor hun måtte gå og om det i det hele taget måtte være den rigtige vej, for det var mørkt. Hun vendte blikket mod ham. ”Det er ikke fordi at jeg ser så meget, men.:” Hun sendte ham et næsten undskyldende blik og så sig omkring. ”Jeg kan ikke forstå at du har fået det rejst så hurtigt,” sagde hun dæmpet. Hun var i den grad imponeret. Hun vendte sig mod ham. ”Må jeg se mere?” spurgte hun nysgerrigt.

[warwick]

han nikkede venligt "du kan da lige tage et kik omkring selv har lige hurtigt nogle ting jeg skal have ordnet" smilede han til hende og begyndte at gå hen imod de store trapper i den fjerne ende af hvor de stod, han snakkede med en masse mennesker imens han gik der hen imod, han stoppede op da han var næsten helt henne ved trappen, stod der lidt, vendte rundt og kiggede på Amanda og skyndte sig tilbage igen, da han nåede hen til hende kiggede han på hende "vil du med mig?" spurgte han og smilede kækt "vi skal kun lige ind i 'mit' hus" han lo lidt da han underdrev at det faktisk var hans hus men mere et palads han nærmest boede i.