En ventet gæst.

[Marius Amalani Darcy]

Det var aften og solen havde for længst forladt den store himmel, da Marius bevægede sig ud i det åbne. Camryn var sammen med Junior.. ja gud vidste hvor og han havde ærlig talt de store problemer med at skulle falde helt til ro selv. Tiderne havde virkelig skiftet, selv for ham og han brød sig bestemt heller ikke om den tanke på nogen som helst måde overhovedet! Andrew tilbage på tronen og det var noget som kun måtte sætte ham selv i en ekstrem ubehagelig situation og det var noget som han agtede at få orden på lige nu og her. Beskeden som var sendt til Nathaniel og svaret som var kommet og mødet skulle stilles her i aften og det var noget som han så frem til. Vinden slog koldt, selvom det havde den ringeste effekt på Marius selv, det var ikke noget som han sådan rigtigt ville eller kunne bide sig mærke i længere. Han var af natten, selvom han var så lys af sind og sjæl som nogen overhovedet kunne blive.. det var i det mindste det som han ville håbe, at Andrew ville være i stad til at se.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var heldig og ekstrem priviligeret, da han havde retten til at passere muren som det var ham ønsket. Han havde været en af dem som havde vogtet om Elanyas døde krop, selvom han havde fejlet noget så voldsomt idet at den jo faktisk var gået hen og blevet stjålet. han havde passeret muren i ly af mørke og med tilladelsen i næverne med det kongelige segl som det var blevet ham skænket.. måske af den forhenværende kronprins, men dog stadig gældende så længe at han selv havde det i sin besiddelse. Han nåede den store Herregård som han vidste ville være Marius' hjem og han vidste at han var ventet. Med det lette smil, passerede han roligt de store porte som førte ham ind på gårdspladsen og først der, lod han sin hætte glide ned. De mørke øjne faldt hurtigt til Marius' skikkelse.. ikke underligt at den stakkels mand var urolig, det var noget af en situation han var havnet i.

[Marius Amalani Darcy]

Det plaget virkelig Marius noget voldsomt, han kunne ikke finde ro eller nogen former for hvile, da han jo faktisk vidste, at han stod i farezonen for at blive kastet ud og han brød sig bestemt ikke om den tanke. Han var tvunget til at skulle søge til slottet og fremlægge sagen.. at han altid ville ønske Procias det bedste, ligesom hans familie havde gjort i generationer! Nathaniels skikkelse som trådte ham i blik, var noget af det første som han lagde sådan direkte mærke til. Et lettende smil bredte sig over hans læber idet han gik ham i møde med de rolige og fattede skridt. "Det er godt at se dig, Nathaniel.. Så længe siden som det er efterhånden," sagde han med en dæmpet stemme. Han havde intet set til ham siden at trolovelsen mellem hans elskede datter og Junior.. at han så ikke vidste, hvor de var, var endnu en grund til hans tydelige bekymring. "Kom med ind, jeg har noget vigtigt som jeg gerne vil snakke med dig om," sagde han roligt, alligevel med en tydelig og meget alvorlig stemme.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste allerede hvad han havde i vente lige her og i dette øjeblik og han havde ærlig talt også tænkt over det. Han kunne selv kun passere muren på grund af den tilladelse.. og ikke mindst grevens egen tilladelse som i den grad også var noget af det som betød mest for ham. Så længe at det ville lade ham komme til som han havde gjort til nu. Han vidste at Junior og dem, havde søgt til Dvasias - en nyhed som han hellere end gerne ville spare Marius for, han virkede til at være tunget mere end rigeligt allerede og det kunne han heller ikke komme udenom. Han gik ham roligt i møde og med et svagt smil på læben. "Trolovelsen hvis jeg ikke husker helt forkert? Jeg er virkelig ked af komplikationerne som måtte opstå.. Andrew valgte at søge hjemover," forklarede han med en rolig og fattet mine. Et sted hvor det intet gjorde ham og aligevel så var det noget som kunne irritere ham noget voldsomt. Han havde lagt meget arbejde i træningen af den unge Junior.. og nu viste det sig som spild. Han nikkede. "Det har vi bestemt," sagde han roligt idet han gik med ham indenfor.

[Marius Amalani Darcy]

Nathaniel vidste hvad dette måtte gælde, hvilket jo allerede måtte spare dem for ekstrem meget tid, hvilket han i den grad også var taknemmelig for. Kendte han Andrew godt nok som de mange rygter måtte holde fast i. Han sendte ham et let smil, selvom det alt i alt, ikke var ret meget at skulle smile over i en situation som dette, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede. "Trolovelsen ja.. Det kunne virkelig være godt at vide, hvor hun er nu.. Jeg hørte at Junior blev afsat og smidt på port?" Han vendte blikket stille mod Nathaniel. Hvor Camryn så i sinde ville være, var oget af det som straks måtte gøre ham betydeligt mere bekymret end det som han havde været tidligere og det var ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på, på nogen som helst måde overhovedet. Han førte Nathaniel med sig hen til hovedbygnigen, førte ham stille med sig indenfor og ind mod den store stue, hvor pejsen måtte blusse op med den dejlige og behagelige varme. "Sæt dig Nathaniel, vi har meget at snakke om," sagde han igen idet han selv valgte at tage plads i sin egen stol, den som han altid sad i når han ikke havde meget andet at give sig til.. hvilket faktisk skete sjældent.

[Nathaniel Diamaqima]

Marius havde tydeligt meget at skulle se til, det kunne Nathaniel så tydeligt mærke på ham, selvom det dog ikke var noget som var ham selv en trøst på noget tidspunkt i det hele taget. Han gik med indenfor i hovedbygnignen og ind i den varme stue, hvor han tog rejsekappen af sin faste krop og lagde den over armlænet inden han selv tog plads i den lune stue. Han vendte de mørke øjne i retning af Marius. Han havde været tvunget til at sende lille Rachel væk, hans datter var væk og nu stod han selv på grænsen til at blive sat på port. Han forstod så sandelig godt hans bekymring, det var virkelig alt for meget at skulle sætte denne mand ud for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Hun har det godt, Marius. Det kan jeg give dig mit ord på," sagde han oprigtigt. Han satte sig roligt tilbage. Han havde snakket med Marius så mange gange efterhånden, at han var kendt med, at der ikke var noget at frygte for. Han lagde hovedet let på sned og med det lette træk på hans egen mundvige. "Du ønskede at snakke om min datter?" indskød han med en let spørgende mine og uden at se det mindste væk fra ham på noget som helst tidspunkt.

[Marius Amalani Darcy]

Marius lyttede intenst til Nathaniels ord. Det var altid nogen som han havde stolt på.. han havde jo aldrig nogensinde haft en grund til noget andet på nogen måde overhovedet. Han nikkede stille til de første. "Du ved virkelig ikke hvor meget de ord glæder mig, Nathaniel.. Hvor er det nu de befinder sig?" spurgte han tydeligt som det første. Han ville jo bare meget gerne vide hvor han kunne finde hende, vide at hun var sikker og at han selv kunne opsøge hende og samtidig også selv få bekræftet, at hun havde det godt og at alt ville være som det skulle. det var virkelig noget af det første og eneste som han kunne ønske lige nu. Han satte sig selv tilbage og med de let rødlige øjne hvilende på Nathaniels skikkelse.. langt fra den mand som han måtte frygte, men i den grad en mand, som han vidste, at han kunne respektere og i den grad også gjorde det på alle tænkelige måder. Han nikkede igen. "Jeg har forstået, at du har taget en lille engel i hus? Du ved hvilken situation jeg forstår i.. jeg har mistet begge mine døtre, min elskede Melody kan ikke være her, og nu står jeg selv for tur.. Det er vigtigt for Procias, at der findes en som kan støtte op om de kongelige.. som min familie har gjort i generationer før mig. Husk at dette er en tanke som er taget direkte ud af luften, okay?" Han satte sig igen en anelse op og lod overarmene hvile på hans lår. "Med dig som en far og lærermester.. om det ville blive muligt, at lade hende sættes her på herregården når hun er gammel nok?" Han kune lige så godt gå direkte til sagen istedet for at pakke den ind trods alt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste ærlig talt ikke, om det ville være en god ide, at fortælle hvor Camryn måtte opholde sig. Han nikkede stille. "Jeg forstår dig udmærket godt, Marius.. Du har meget at tænke på og meget om ørene, kan jeg forestille mig?" spurgte han med en rolig og fattet stemme. Han sendte ham et let betryggende smil. "Du kender snart til Elanya og Lestat, ligeså godt som det jeg selv gør.. de er taget til Dvasias sammen med Lysander til De Locher Mansion.. Det er sikret med magi, så de er helt sikre." Det sidste som han tilføjede ganske hurtigt for at skulle gøre Marius mere rolig. Han kunne lige forestille sig, at han ikke brød sig meget om at sende hans egen datter til mørket, når hun ingen anden grund end Junior, havde at skulle søge til det sted. Han lyttede til hans ord selv ganske intenst. "Ret mig hvis jeg tager fejl.. du ønsker at min pige, skal overtage dine pligter som grevinde, hvis ikke Andrew lader dig blive?" spurgte han med en rolig og fattet stemme.. hverken afvisende, men dog heller ikke tilladende endnu i hvertfald. Hun var jo ikke særlig gammel, men hun så så sandelig også op til ham nu.. en tanke som kun måtte glæde ham, selvom lille Elijah virkelig var den største mundfuld som han havde hjemme.

[Marius Amalani Darcy]

Marius blev omgående mere stiv i blikket, da Nathaniel så fint måtte fortælle, at de var taget til Dvasias og endda så dybt ind i mørkets kerne, at han virkelig kun havde en alverdens god grund til at skulle være bekymret! At de var taget til De Locher Mansion, var ham dog en lille trøst, selvom han ikke faldt helt og holdent til ro af den grund, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. "Du giver mig dit ord på, at de har det godt der hvor de befinder sig? Jeg håber at Lestats' familiemagi vil holde dem sikre," indskød han med en let mere dæmpet stemme end det som han lige havde gjort brug af til nu. Det bekymrede ham og det lagde han så sandelig heller ikke det mindste skjul på, på nogen som helst måde overhovedet. "Den var uventet.. De tog afsted alle 3? Lysander også?" Han sukkede lettet, den fyr havde jo viet livet til at beskytte dem, det gjorde ham dog straks mere rolig. Hans blik faldt til Nathaniels skikkelse, hvor han endte med at nikke. "Det var hvad jeg havde i tankerne.. en som du vælger at tage i hus og med det lys som en engel har, vil kun gøre det godt.. jeg vil være her, så længe, at Andrew tillader det.. jeg må op og fremlægge sagen for ham og kan ku håbe på det bedste," forklarede han stilfærdigt.

[Nathaniel Diamaqima]

Et stille smil passerede roligt Nathaniels læber. Han nikkede. "Lysander tog med dem på Juniors eget ønske. Meget kan man sige om den unge knægt, men han er virkelig fornuftig. Han kender til sine svagheder og stod selv fast på at han ej ville klare det alene.. De er trygge i De Locher Mansion, det giver jeg dig mit ord på," sagde han med en rolig og ganske så oprigtig stemme alligevel. Hans blik hvilede fast på Marius' skikkelse og med det blide smil på læberne. Han selv var ganske rolig, selvom han selv vidste, at han ikke kunne blive værende her alt for længe. Liya skulle ikke stresses ved at have de 3 unger i hus. Nathia var skide misundelig.. hans lille pige så virkelig op til ham og Elijah var virkelig kun en ekstrem stor mundfuld og det var så sandelig ikke et pres som han ønskede at lægge på hendes skuldre, specielt ikke når han vidste, hvordan hun havde det med det hele, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom på nogen som helst måde overhovedet. Det lette tilfredse smil på læben falmet dog ikke det mindste. "Jeg kan føle at det er noget som virkelig tynger dig, Marius. "Du ønsker at min lille pige, skal blive grevinde af lyset? Jeg vil ikke afvise tanken det mindste, men tænk over det.. Det har været din families i generationer.. Det er noget af et pres at lægge på en lille pige nu.. jeg må indføre det langsomt og roligt." sagde han med en rolig og alligevel ganske alvorlig stemme.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde så sandelig også ekstremt meget i tankerne. Melody kunne næppe blive, uanset hvor meget han talte for hendes sag. Andrew var virkelig for stædig på det punkt til at værne om Procias’ værdier! Måske at hun var mørk af race, men af sind og sjæl, var hun virkelig så lys som det var overhovedet muligt at blive, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. ”Det glæder mig at høre, Nathaniel.. bare hun er tryg og sikker, det er det som betyder mest for mig,” sagde han med en rolig og dæmpet stemme, det var i den grad ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han sukkede indædt og nikkede ganske stille til hans ord. En glæde uden lige, var det i den grad, at Nathaniel ikke afviste hans tryglende bøn, for tryglende var han virkelig. Han ville ikke kunne få sig selv til at blive værende, hvis Melody blev afvist, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han elskede hende virkelig for højt til at han ville lade hende gå.. han ønskede virkelig at skulle leve sammen med hende. ”Det tunger mig virkelig meget.. ikke bare at jeg har mistet min lille pige, jeg har måtte sende Rachel på port også fordi hun er halvt af mørket på grund af en voldtægt..” mumlede han dæmpet. Det var direkte forfærdeligt, selv der hvor han selv kunne finde de store problemer ved at skulle støtte op om kongehuset. Storhedstiden som Elanya dengang havde ledet landet ind i.. den tid var desværre forbi nu, det kunne han da tydeligt se. ”Måske at det har lagt til min familie i generationer, men dette kan jeg ikke.. jeg kan ikke sende alle jeg elsker og holder af, på port Nathaniel.. den tanke er forfærdelig nok som den er.. indfør det langsomt. Jeg vil holde stand her så længe, at det vil være mig muligt,” sagde han roligt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne virkelig kun være glad for, at han ikke sad i Marius’ situation, selvom han dog udmærket godt kunne forstå, at det var noget af et så voldsomt pres, det kunne han næsten gætte sig til. ”Hun er tryg sammen med Lysander og Junior, Marius.. Du behøver slet ikke at frygte for hende,” sagde han med en rolig og fattet stemme, det var virkelig heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han havde selv sine 3 børn hjemme.. han vidste og kendte til tanken om at miste og den var direkte skræmmende.. selv for ham og det sagde så sandelig heller ikke så lidt, det kunne han så sandelig godt stå ved også således. Han lagde hænderne i hans skød og ellers ganske så rolig og afslappet som han ikke havde været det før. Marius var virkelig presset og det kunne han både se og mærke. At han så kunne holde hovedet koldt, var kun noget som han var nødt til at beundre ham for. ”Jeg kan kun forestille mig hvor forfærdeligt det måtte være.. ikke bare at Andrew er tilbage på tronen, så mener jeg selv, at han griber det helt forkert an.. helt forkert.” Han rystede på hovedet, en ting var jo at skulle vaske alt det onde af lyset, men selv væsner af natten kunne besidde det gode.. ligesom Rachel. ”Måtte du sende hende på port?” gentog han tydeligt overrasket. Han kunne ikke mindes om et så blidt væsen som hun var.. hun var jo lige så lys som en engel selv.. hendes halve jeg i racen styrede virkelig hele hendes sind. Han sukkede dæmpet. ”Andrew tager for hårdt fat i det.. Han vil aldrig kunne opretholde et lys hvis ikke mørket får lov til at være til stede,” sagde han alvorligt. Han nikkede. Han skulle nok få det indført roligt og stille, det var han ikke det mindste i tvivl om.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde virkelig ikke noget andet valg, end at skulle tage det helt med ro.. slå koldt vand i blodet, selvom alt virkelig så ud til at skulle glide mellem hans fingre og det var ikke just en følelse som var særlig behagelig på nogen som helst måde. De rødlige øjne hvilede fast på Nathaniels skikkelse. Man kunne da ikke gøre andet end at beundre manden for den han var, det var der ingen tvivl om og det i sig selv var kun noget som han ikke skjulte. ”Han griber det virkelig helt forkert an.. Rachel var virkelig som en engel selv.. hun var jo halv.. og smidt ud på grund af den mørke side af sig.. Alle lyse væsner har en mørk side!” påpegede han med den tydelige frustration i stemmen som han heller ikke kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han sukkede indædt og rystede stille på hovedet. Det kunne virkelig ikke være rigtig! ”Jeg måtte sende hende på port.. hun er halvt af hvert og de har ingen ret til at blive,” sagde Marius dæmpet. Han havde virkelig ikke været glad for det. Rachel var jo billede set hans niece som han måtte smide væk. Han havde det virkelig elendigt ved den tanke. Han holdt jo så frygtelig meget af den lille pige. ”Det er jo også min mening.. Det er bare frygtelig dumt, at sætte sig op mod ham og specielt nu. Han sendte jo Elanyas sidstefødte på port også udelukkende for tendenserne arvet efter Lestat,” påpegede han alligevel med en tydelig forfærdet mine. Det var virkelig at gribe sagen helt forkert an. Man kunne ikke bare smide sin egen familie på port? Og endda noget af det sidste af den? Måske at han var presset og knapt nok kunne finde hvile. ”Lyset går ned, hvis ikke Andrew kommer på bedre tanker, Nathaniel.. det er dræbende for os alle det her,” sagde han dæmpet, tydeligt alvorligt.

[Nathaniel Diamaqima]

Rachel havde virkelig været en engel. En pige som gjorde alt for at hjælpe og var tydeligt et væsen af lyset selv. ”Rachel, hun er da født her, er hun ikke?” spurgte han med en let forvirret stemme. Var hun født i lyset og opvokset der og specielt på denne herregård, havde der virkelig ikke været en grund til at skulle sende hende væk, det var der absolut heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De mørke øjne hvilede roligt på Marius’ ansigt. Andrew ville da kun bringe Procias ind i endnu en mørketid.. viske alle spor efter Elanya og hendes eget herredømme væk ved disse handlinger og i hans øjne, var det virkelig ikke en måde, at skulle vise hende respekten! Han selv personligt havde absolut intet med Andrew at gøre – hvilket han nu kun kunne vise sig, at skulle være glad for i det lange forløb, for det virkede virkelig ikke til at Andrew i det hele taget havde nogen anelse om hvad han havde gang i. Han nikkede. ”Alle væsner har en lys og mørk side, det er slet ikke hvad de er, som udgør det udfald,” medstemte han stille og med en let eftertænksom mine. Det var da kun tydeligt, at det virkelig måtte være noget som plaget Marius noget voldsomt og det var da kun fuldt forståeligt. Han havde jo set hvor tæt ha havde været på Rachel. ”Andrew er lige så blind som sin mor.. måske han mener det godt, så er det langt fra det som gavner Procias i den situation som det står i nu,” sagde han med en tydelig alvorlig stemme. Han selv stod med meningen, at intet ondt kunne leve hvis der intet godt ville være og det samme gjaldt for lyset og mørket.. de måtte være til stede begge to og Andrew slog virkelig kun lyset mere og mere ihjel i hans øjne.. ikke en tanke som han brød sig om det mindste.

[Marius Amalani Darcy]

Marius sukkede dæmpet. Han havde virkelig haft det så forfærdeligt ved at skulle sende Rachel væk. Hun havde boet på herregården hele livet.. hun havde været her hele livet, hun var for pokker da født der! Han nikkede. ”Hun er født og opvokset her sammen med sin mor Nienna og mig selv,” sagde han kortfattet. Det var virkelig det som ikke gav nogen som helst mening for ham overhovedet, det kunne han så sandelig heller ikke komme udenom overhovedet. Nathaniel skulle virkelig være glad for, at han ikke havde noget med Andrew at gøre, det gav dog alligevel ham selv så ekstrem meget andet at skulle slås med i den anden ende og den tanke var i den grad slet ikke behagelig på nogen måde. Til tider var han virkelig mest fristet til bare at give op og forlade stedet og lade det gå i undergrunden, selvom han virkelig ikke kunne få sig selv til det. Måske, at hans egen race var af mørket, men det var han i den grad ikke selv. Han havde dog bedt Melody om at gøre det.. give ham det evige liv. ”Andrew lytter ikke til nogen anden end sig selv, Nathaniel.. Han mener end ikke at de mange rådgivere gør deres arbejde, selvom de alle har haft travlt med oplæringen af Junior siden Elanya og Lestat faldt bort.. det har virkelig været et tab for Procias.. Et alt for stort tab.” Han sukkede indædt og lod sig stille falde tilbage i stolen. Han lukkede hænderne fast om begge armlæn. Han var bekymret, han kunne knapt nok finde nogen hvile efterhånden, han vidste, at turen også meget snart ville komme til ham og det var så sandelig ikke en tanke som han brød sig det mindste om overhovedet. ”Andrew minder for meget om sin mor.. synd han ikke har mere efter sin far.. en god mand var han virkelig,” sagde han dæmpet.