Lost & Damned

[mubai]

Mubai kiggede på ham "sæt dig hvis de vil være så venlig?" sagde han høfligt "det kan godt være du er leder og at DU er dødsengel" begyndte han med et skævt smil "men hvis du vil have noget information må du også gøre noget for mig?" han kiggede op på Joshua "tålmodighed har aldrig været min stærke side" forklarede han "men efter jeg mødte englene lærte jeg det" han vidste godt at Joshua sikkert ikke ville høre noget om det men han fortalte det nu alligevel "du kan vælge at torturer folk til at sige ting eller du kan sætte dig ned og snakke fornuftigt med dem og så få svarene, det er lidt som en gåde" han smilede skævt til Joshua og blev ved med at ae sin drage på hovedet "sæt dem nu ned og drik en kop the med mig og snak med mig" han så spørgende på dødsenglen "jeg beder dig?" han grinte let for hvem havde dog lyst til at bede en dødsengel om noget som helst, så det var mest sagt i sjov

[mink]

Joshua lyttede så tålmodigt han nu kunne til Mubai’s ulogiske forslag om at sætte sig ned og ’snakke med ham’.
Tydeligvis, var der noget denne dumdristige mand endnu ikke havde forstået.
Joshua var ikke nogen legekammerat, han var her ikke for at små sludre, og han var ikke det mindste interesseret i at bruge mere tid på denne mand end, hvad var nødvendigt.
Han havde andre prioriteter.
Derfor, med den fremmedes fortsatte ulogiske og dybt irriterende opførsel, valgte Joshua simpelthen at tage fløjlshandskerne af.
Han gad ikke finde sig i at blive holdt for nar.
Selvom Joshua naturligvis var irriteret indeni, smilte han blot udenpå – et bredt smil der ville være utrolig svært at læse selv for en virkelig god menneske kender.
”Selvfølgelig – lad os snakke.” Joshua rakte sin hånd ud imod den fremmede, som hvis han forsøgte at give ham hånden, men lukkede i stedet langsomt sine fingre sammen før Mubai så meget som fik lov til at tage imod den.
”Eller, rettere, du kan få lov til at snakke.”
Da hele hans hånd blev lukket, og hånden formede sig som en knytnæve, ville Mubai mærke konsekvenserne – konsekvenserne af Joshua’s magi. Effekten af Joshua’s magi kunne vise sig i mange afskygninger, men eftersom Joshua stod så tæt på Mubai der trods alt havde siddet stille på jorden, ville Mubai’s højre arm brække i form af et usynligt tryk der gik ind og manipulerede med selve hans kød og knogler.
Dødsengles magi var kendt for kun at bringe smerte, og det var kun de aller stærkeste dødsengle der overhovedet var i stand til at bruge magi eftersom de fleste foretrak direkte sværdkamp eller lignende.
Joshua’s blik var roligt i det han talte; hans opmærksomhed lige så meget hos dragen, som den fremmede mand. ”Jeg gentager; hvor har de mødt englen ved navn ’Yuuki?”

[mubai]

Mubai lagde sig lige så lang han var og rullede halvejs om på maven "AARV!" råbte han i smerte, Azura havde rejst sig op og havde ild i munden klar til at skyde efter Joshua men Mubai fik det stoppet med en tanke *du gør det ikke, flyv væk i stedet* men dragen var fast besluttet på at blive.
Mubai fik kæmpet sig op at stå stadig i smerte, bålet stod nu vild i flammer, han kantede sig rundt så bålet var imellem ham og Joshua alt imens han holdte armen ind over brystet "hvad fanden har du gang i? jeg har slet ikke gjort dig noget som helst" han råbte det så højt han kunne ind over bålet "hvis du skal bruge vold for at få oplysninger så kan du lige så godt slå mig ihjæl for siger intet nu!" han var virkelig vred nu, prøvende skød han en flamme fra bålet imod Joshua *jeg afleder ham og så samler du mig op og flyver væk* han ville være sikker på hans dumdristige plan ville virke, og imens han havde sin lille tanke samtale med Azura holdte han skarpt øje med Joshua

[mink]

Joshua så blot fortsat roligt på den fremmede i det han vred sig i smerter og råbte af ham.
Det var at forvente.
"Du burde være taknemelig, at jeg ikke valgte at brække din hals istedet for." Vislede han blot roligt, som for at vise den dumdristige unge mand, at han faktisk havde været barmhjertig til en vis grad.
En arm ville heale før eller siden, men hvis han havde gået efter halsen, ville Mubai helt sikkert være død nu.
Men en død mand kunne desværre ikke dele nogen form for information med ham; så derfor havde Joshua valgt at gå efter en arm - det ville kunne mærkes, men ikke gøre hans tale evner ringere end ellers.
Joshua sukkede kort da en flamme, tydeligvis fra bålet, blev svunget imod ham, og Joshua lod blot sine vinger løfte sig op i luftet med et enkelt stort vingeslag.
Da han hang der oppe i luften, godt og vel 2 meter over jorden, lod han sine mørke øjne hvile på den fremmede i et par sekunder.
Imens Joshua så på ham, ville Mubai føle umådelige smerter - ingen fysiske skader ville vise sig som f.eks. brækkede lemmer, men smerten ville komme inde fra og være så stærk at han muligvis ville have svært ved at stå oprejst. Alt afhængig af hvor meget han valgte at bevæge sig.
"Jeg har ikke hele dagen." Sukkede Joshua små irriteret over den fremmede mands reaktion på hans pludselig fjendskab. "Hvis du ikke vil give mig informationer om hende, kan jeg kun gå ud fra at du har grund til at holde det skjult for mig."
og med det ville smerterne blive stærkere for den fremmede.
"Jeg vil blot vide hvor de sidst så hende, og hvorfor de ønsker at skjule hende for mig."
Joshua brød sig ikke om at blive holdt bag lyset... slet ikke når det omhandlede englen. Det fik ham til at føle sig magtesløs og frustreret; frustreret at han ikke havde muligheden for at holde hende under kontrol lige pt.

[mubai]

Mubai knækkede sammen i smerter, han skrig så højt at hele verdenen sikkert ville kunne høre det, bålet blussede op i en halv til en hel meters flammer "jeg siger ikke noget du kan lige så godt slå mig ihjæl i stedet" han var rasende inden under alt smerten.
Azura havde rejst sig op og prøvede nu at ramme Joshua med en flamme fra sin mund, for at forsvare Mubai. Efter dragen havde gjort dette var Mubai sikker på at han skulle miste sin drage, men Azura tog bare og lettede og fløj væk som Mubai ønskede den gjorde. Mubai prøvede at rejse sig op men han kunne ikke, han havde for mange smerter.
Endnu en ild kugle blev skudt afsted fra bålet, det var de sidste krafter han havde og det var det sidste han gjorder inden han besvimede i smerter

[mink]

Joshua sukkede irriteret da endnu en flamme skød imod ham, men undgik den blot lige så let som den tidligere.
Eftersom den fremmede tydeligvis var blevet svagere og svagere, kunne han også mærke det i hans magi.
Ilden havde været svag… og desperat.
Joshua landede på jorden, og lod sine mørke øjne hvile på den nu alene unge mand.
Dragen var tydeligvis fløjet sin vej, højst sandsynligt på sin mesters ønske, og det behagede egentlig Joshua på en eller anden måde. Selvom han havde dræbt en del drager igennem adskillige krige, havde han egentlig ingen intentioner om at dræbe endnu en hvis det kunne undgås…
Med sine øjne hvilende på den bevidstløse fremmede, sukkede Joshua endnu engang – denne gang i irritation.
Man skulle næsten tro at den unge mand havde besluttet sig for at besvime på egen akkord, for at undgå at skulle fortælle om Yuuki’s nuværende tilholdssted.
Selvom Joshua oprindeligt ikke havde nogen intentioner om at skade den fremmede mere end nødvendigt… så havde han netop skiftet mening efter hvordan den fremmede havde teet sig. Hvis der var en ting dødsenglen ikke tolererede, så var det respektløshed.
Så nu skulle han ikke slippe så let; nej, 10 år i hans personlige tortur kælder ville måske få den unge mand på andre tanker.
Med et irriteret støn, løftede Joshua den bevidstløse mand op fra jorden og lagde ham over sine skuldre. Det var tydeligt at Joshua ikke havde de mindste problemer med at løfte hans vægt, og at det mest af alt kunne sammenlignes med at bære en fjer for ham.
Med et enkelt vingestød, var Joshua i luften, og han satte sit indre kort til sit hjem. Dvasis. Mansion Æternitet. Og så håbede den irriterede dødsengel, i form af et spinkelt håb, at Yuuki var kommet hjem til den tid; og i så fald, så han frem til at få en forklaring.
Fra begge parter.
//Out//