Not lost.. Adventuring.

[kevin]

Mørket var faldet på. Efteråret havde bragt kulde og mørke med sig, det voldte store problemer for Kevin, da han endnu ikke havde fundet et sted at bo til trods for flere ugers søgen. Han var snart desperat! Nu hvor det blev koldere og koldere, ville det blive umuligt for ham at overleve udenfor. Hans søgen havde nu bragt ham til Dvasias, trods mange advarsler.
Han stoppede op og beundrede søen foran ham, den var mørk og kold, men månens blege lys formåede alligevel at skinne klart og smukt i overfladen. Han smed sin taske ned bag sig og lænede sig op af den. En af hans bøger stak ind i ryggen på ham, men det var sent og han gad ikke til at rejse sig igen.
Han tænkte stille, hvordan skulle han nogensinde møde et mørkevæsen uden at blive suget tør for blod? Hans barndom havde beskyttet ham fra mørkets væsener, så han havde ingen idé om hvordan de opførte sig. Det eneste han vidste var det han havde læst i sine bøger.
han nynnede lavt en munter og varm melodi med sin forholdsvist dybe stemme, trods sin unge krop.

[salena]

Salena hørte som noget af det første den muntre og varme melodi, der blev nynnet i nærheden. Hun havde bevæget sig til Dvasias. Hun boede dog i Imandra sammen med Patrick. Hendes fantastiske fyr som hun virkeligt elskede. Hun skulle dog ud i aften; Hun havde bevæget sig helt ind til Rimshia City, hvor hun havde haft en aftale med en bloddonor. Hun havde fået sit blod, lagt det i en taske og den bar hun nu på sin ryg. Hun gik langs det tætte buskads et godt stykke fra søens bred, bevægede sig yndefuldt og lydløst. Det var ganske rigtigt blevet efterår: Det blev hurtigere mørkt, hvilket hun virkelig elskede. Så kunne hun hurtigere stå op og være sammen med Patrick.
Hun vædede let sine læber og vendte hendes rødlige øjne ned mod skikkelsen der lå ved søen og slikkede månens sollys. Hendes egen hud var ligbleg, skinnede selv under månens stråler. Sent var det, men det var tidligt for hende. Hun bed sig let i læben. Hun var som så ikke farlig. Hele hendes barndom havde hun været magiker. Samuel havde ødelagt hende.. Gjort hende til denne spide. Hun havde dog lært at leve med det efterhånden. Hun vædede let sine læber og slap bidet i sin læbe. Hun bemærkede den unge person der lå der og det var hans nynnen, det kunne hun høre. Han var den eneste lyd her lige nu. Hun trak jo ikke vejret, så den lyd kunne hun ikke høre. Hun drak sjældent direkte af folk, for det omdøbte dem jo også til spide. Det var jo lidt anderledes fra en vampyr. Hun knyttede sine hænder. Hendes lange negle, der var sindssygt farlige, klædte hende dog godt. De så ikke direkte drablige ud. Hun stoppede op ved buskadserne.

[kevin]

Der var bomstille og ikke en vind rørte sig. Dog kunne man mærke død og forræderi i luften. Dvasias var helt sikkert et bosted af sidste desperate valg. Gan følte sig godt tilpas, men havde hele tiden en fornemmelse af at være forfulgt eller stirret på. Faktisk kunne han sværge på han havde set øjne mellem de døde træer på den anden side af søen.
De nynnende toner skar stadig igennem luften, de passede ikke ind her. Han satte sig op og rodede i sin taske, hvorefter han trak en tyk bog op, den var sort og slidt – det var hans kæreste ejendel, sin bog om mørkevæsener han havde købt da han var 12, 6 år siden. Hver aften havde han læst i den, der stod mange informationer, men han tvivlede faktisk på at det ville hjælpe, hvis han en dag rent faktisk stod foran et. Og hvordan kunne hvidløg nogensinde få en blodtørstig vampyr i gulvet?
Han satte tasken tilbage og lænede sig op af den igen. Han kiggede hurtigt ned til sit blanke sværd som lå ved siden af ham, hvorefter han så lod de blanke og glade øjne glide over ordene skrevet i bogen. Selvom han læste, var hans sanser fuldt opmærksom på hvad der skete omkring ham. Han bildte sig selv ind at han kunne høre dansemyggene løbe henover vandoverfladen.

[salena]

Salena mærkede natten tydeligt. Alt der var i den. Men her var fuldkommen stille. End ikke vinden suste sig i træerne, det kunne hun da fornemme. Hun kunne sagtens mærke at hun var i Dvasias. Alt for stille og mørkt. Imandra passede hende bedre, selvom der var mange lovløse. Ingen styrede jo landet. Man skulle tro der var krig, men landet var oftest fredeligt. Hun levede da i fred med Patrick. I Manjarno , der var mellemland mellem Procias og Dvasias, kunne man jo trods alt godt falde imellem en slåskamp. Men de lovløse gik ofte kun efter dem, der havde fået dem forvist til Imandra. Hvis der var sådanne angreb. Hun havde da hørt om det før.
Fyrens nynnende toner var faktisk lettere underlig i hendes øre. Hun var ikke vant til den munterthed. Hun ville ikke mene at hvidløg skulle gøre noget ved vampyrer, men hun havde aldrig prøvet. Så hun vidste det ikke. Men var bøger ikke til for at give tryghed? Forklarede nogle gange falske ting for at kunne finde mere end ét svagt punkt. Det var for at give tryghed til folk, der ikke havde mange midler. Det var da hendes syn i hvert fald. Hn vædede let sine læber og begyndte at gå nærmere knægten. "Den munterthed hører vist ikke til i Dvasias," kommenterede hun stille, selvom et lille smil spillede over hendes læber. Fordi det var nu rart med lidt muntert. Hun stod cirka 4 meter fra ham. Hun havde ingen fjendtlige intentioner

[kevin]

Det gippede i ham, stemmen bag ham gav ham et mindre sjok – lige meget hvor meget man egentlig forbereder sig, kan man aldrig helt lade være. De muntre toner var holdt op. Han smilte skjult, men vendte dog hovedet dybt seriøst bagud, kiggede på personen i øjenkrogen. ”heller gør jeg” sagde han roligt.
Han rejse sig, og først da han stod op kiggede han på hende. Sværdet lå stadig på jorden, hvor han havde siddet. Det var en kvinde der stod foran ham, hans øjne var spørgsmålstegn roligt placeret på hende. Hvem var hun? Og hvad? Sådan lød hans tanker lige nu. Han tænkte ikke på at dette kunne være farligt, hans iver for viden var større end hans forsigtighed. De 18 år på farmen havde ikke forberedt ham på virkeligheden. Dette var hans første møde med en person i Dvasias, spændende og forhåbentligt utroligt lærerigt.
Han ventede en introduktion, det var hende som noget så skummelt havde listet sig ind på ham. Hun virkede ikke farlig, dog tvivlede han på hun var helt ufarlig.

[salena]

Salena mærkede hvordan han spjættede over, at hun begyndte at snakke til ham. Det var nu meget sjovt sådan som han fik et chok. Ja, man kune forberede sig nok så meget, men man ville altid blive forskrækket eller overrasket på en eller anden måde. For selvom man syntes, at man var nok så vaks og oppe på dupperne, så blev man altid mindre koncentreret når man gav sig i gang med noget andet. Og ens tanker dansede altid rundt og lavede sjove ting, hvilket ofte tog 10 % af koncentrationen. Hun fik godt øje på sværdet, men lod vær at kommentere det. For hvad skulle hun sige? Hun brød sig ikke om sværd. De kunne jo hugge hovedet af hende og tage hendes liv, hvilket hun bestemt ikke ønskede. Hun betragtede ham, som han rejste sig op. Han betragtede roligt. "Nej, det kunne jeg høre," svarede hun med sin melodiske og flotte stemme. Som en vampyr, var spiden også ligeså smuk og tiltrækkende, med yndige flydende bevægelser og alt der hørte til. Hun havde levet i over 1100 år, så hun var efterhånden ganske klar over hvad der levede derude. Og jo, hun kunne da godt springe på ham. Men 1, så ville hun bringe ham lidelse og 2, så var han blot et menneske. Han fortjente da livet, om han ikke ønskede et evigt et som hun havde i vente. Indtil den dag hun var uheldig med dagen eller blev slået i hjel. Forhåbentligt ville det dog ikke komme. "Jeg hedder Salena," præsenterede hun sig. I starten da hun havde skiftet sit eget navn, havde hun kuldret i det. Nu var det blot naturligt, at hun hed Salena fremfor Sophie. Hun rakte ham dog ikke hånden, for vidt fremmede hilste man ikke bare sådan på. Det gjorde hun i hvert fald ikke.

[kevin]

Et smil bredte sig på hans læber, hendes stemme var yndig og fik ham til at føle sig bedre tilpas. Dette var første gang nogen havde konfronteret ham direkte i Dvasias. Han betragtede hende, kønne træk - dog utrolig bleg hud. Hun var i hans hoved, helt sikkert en vampyr. Endelig en ægte vampyr han kunne studere! Han vidste ikke meget om andre racer.”Kevin” sagde han roligt, med et svagt nik. ”Kan du.. hjælpe mig?” han tænkte sig om, måske havde han dummet sig. Hvor svag havde han vist sig, ved at spørge om hjælp? Efter lidt tænkning, blev han enig med sig selv om at det havde været rigtig at spørge, han var desperat efter at få en arbejdsplads og et bosted. Hendes navn lød ikke som noget han nogensinde havde hørt før, det var langt anderledes end det han var vant til hjemme på sin forældres gård. Han ville helt sikkert snart komme til at kende meget mere til andre racer, om det blev på den gode måde vidste han ikke.
Han bukkede sig ned og samlede sit sværd og taske op. Sværdet røg på plads ved hoften og tasken svang han om skulderen, måske ikke det smarteste hvis hun pludselig skulle blive sulten og angribe – men det virkede ikke sådan. Vampyrer var helt sikkert udspekulerede.

[salena]

Salena bemærkede hans smil. Han var klart ikke herfra, men det havde hun allerede regnet ud pga. hans alt for muntre nynnen han havde presteret lige før. Hun kiggede på ham med sine øjne, der havde det let rødlige skær. Det lå jo til en spide. Hun strøg neglene over sin egen håndflade, dog uden at de skar hul eller ridsede. Hun strakte fingrene igen og slog armene over kors. Hun var helt sikkert ikke en vampyr, for der var stor forskel faktisk. Nok at de begge spiste blod, men bed en vampyr blev offeret ikke forvandlet. Bed hun, så blev hendes offer forvandlet på stedet. Lidt upraktisk. Derfor måtte hun leve på donorblod. At han viste sig svag, havde hun allerede lugtet; Den som præsenterede sig først, var som oftest altid den stærke. Den svage underlagde sig og ventede. "Hjælpe dig?" spurgte hun blot roligt, uden antræk til afvisning eller at gøre noget for at hjælpe ham. Hun løftede blot let det ene bryn og smilede skæv. Hendes hoved gled let på skrå. Hvad han var, var hende klart. Han duftede neutralt af menneske. Hverken dårligt eller skønt blod. Hun fulgte nøje hans bevægelser, da han samlede sværdet og sin taske op, som han bagefter svang omkring sin skulder. Hun var langt fra en vampyr og det ville han måske snart lære, om han gjorde noget forkert. Hun kunne også bare kradse ham og så ville han være spide. For praktisk nærmest? Lave en hær af spides, det kunne være både smart og upraktisk. Men det burde hun nok lade vær med. Hun vædede let sine læber og afventede hans svar.

[kevin]

Han gik tættere på hende, indtil de stod godt halvanden meter fra hinanden. Han ville se hvor hendes grænse var. Jo tættere han kom på, jo hurtigere bankede hans unge hjerte. Han var ikke bange, derimod enormt spændt! Han elskede at finde grænser og lære nye ting.
Han nikkede ”hjælpe mig” svarede han. ”Jeg mangler et bosted og et arbejde…” fortsatte han. Det var spændende om hun ville hjælpe ham. Gad vide hvilket arbejde en vampyr kunne tilbyde ham.. bloddonor? Ellers tak.
Han trak vejret roligt, hans ånde kom ud som gennemsigtig hvid røg. Han kunne mærke blodet pumpe i hans årer. Underligt som man lige pludselig følte sig fuldstændig i live, når man stod overfor et sikkert dødt menneske. Det lod ikke til at hun trak vejret, hvor var den varme ånde henne?

[salena]

Salena blev stående fuldkommen urørligt som han kom nærmere. Hun ville hurtigt se om han greb til sit sværd og før han kunne nå at trække det, ville hun allerede være helt oppe ved buskenes kant endnu engang, for hun havde samme hurtighed som en vampyr. Nogle ting ens, andre ting fuldkommen anderledes. Hendes grænse var dog hvis han rørte hende, for hun havde sin elskede derhjemme og hun skulle ikke have en fremmedes 'beskidte' fingre på sig! Hun kunne høre hvordan hans hjerte pumpede mod hans bryst, men han virkede ikke bange. Så hvad var han egentligt ude på? Hun blev stående og ventede nærmest utålmodigt på at høre, hvad pokker det var han ville. Ja, hun skulle i hvert fald ikke have ham med hjem. For hun havde intet at tilbyde ham. "Du kan prøve at finde byen her i Imandra? Den bliver kaldt New Dale. Den ligger ud til kysten. Du skal forbi den store bjergkæde, indtil du kommer til den kæmpe skov. Når du når floden skal du følge den, indtil du kommer til en bro. Passer broen og du er ikke langt fra New Dale længere," forklarede hun kortfattet. Det måtte han vel bare skrive sig bag øret? I New Dale var der en kro, som han vel kunne arbejde på, hvis de ansatte ham. Hun vædede let sine læber og betragtede ham. Hun kunne se hvordan hans blodårer pumpede under huden. Var han ved at få et adrenalin kick? Hun så selv den hvide ånde. Det var vist ved at blive koldt udenfor? Ikke at det berørte hendes døde krop. Hun trak ikke vejret, for hvorfor skulle hun det? Det var der virkelig ingen grund til.

[kevin]

"New Dale" mumlede han lavt, "Det lyder some om du bare sender mig langt væk" fortsatte han, det var ikke fordi han ikke troede på hende, men med den beskrivelse af turen hun gav ham, lød det som om New Dale var super langt væk - han havde brug for et arbejde tæt på byerne. Hans øjne kiggede dybt i hendes, søgende efter svar. "hvad er du?" spurgte han hviskende, nærmest lydløst. Hvis hun ikke svarede på den lette måde, kunne han altid angribe og se hvordan hun forsvarede sig. Hun var utroligt pæn, nok faktisk den kønneste han havde set i lang tid. Det ansigt havde helt sikkert lokket mange mænd i fælden.
Månen var gået ned, nu var det eneste der lyste de utallige stjerner på nattehimlen. Man kunne høre flagermusene flyve rundt i tusmørket, rundt omkring hovederne på dem.

[salena]

Selvom dette menneske mumlede, så hørte Salena det alligevel. For hendes hørelse var trods alt skærpet, ligesom alt andet ved hende; Smukheden, udstråling, gangen, sanserne og styrken. Det hele var bare fordoblet eller mere til. "Ja, New Dale, er du døv?" spurgte hun stille og løbftede et bryn. "Jeg sender dig til den nærmeste by i dette land. Du ønsker arbejde, så find en by. Og jeg regner ikke med at du vil arbejde i Dvasias, det land er ikke et du vil blande dig i," sagde hun fast og advarende. Hun havde selv været der. Siddet i slottets kælder, født der og endt som dette væsen hun nu gik rundt som i dag. Så havde hun faket sin død overfor Procias, skiftet navn og nu boede hun i fred med sin kæreste Men hun havde accepteret det og var afklaret med det, hun havde jo Patrick. Den elskede knægt; Hun elskede ham. Hun trak på smilebåndet. "Hvad jeg er? Jeg er spide," sagde hun kortfattet. Intet specielt i det, det var intet personligt på nogen måde. Men aldrig havde hun udnyttet disse nye evner til misbrug af noget. Kun til egen fordel, hvis hun skulle hurtigt afsted eller noget i den stil. Hun slog blikket mod himlen og kastede let med hendes hår. Hun kunne se de sorte flagermus i mørket, for hun havde jo natsyn.

[kevin]

*Spide* tænkte han, et væsen han aldrig havde hørt om. Gad vide hvorfor hans bøger ikke havde fortalt ham noget om dem.. var de sjældne? Han interesse for hende var nu kun blevet endnu større. "spide?" gentog han, i håb om at hun kunne fordybe det lidt. Han lagde mærke til hendes smil, hun tænkte garanteret på noget rart. Hun virkede ikke som andre mørkevæsener, gad vide om hun havde været et lysvæsen engang.
Hans øjne målte hende, fra top til tå og tilbage til hendes ansigt igen. Han rakte en hånd frem mod hende, i forsøg på at mærke hendes kind, var hun lige så kold som en vampyr? og hvordan havde hun det med berøring af et varmt menneske?. Den anden hånd var placeret i hans lomme. Han var helt sikkert ikke klar på at forsvare sig, hvis hun skulle bestemme sig for at blive sur.