In the name of the queen!

[Cressida Marvalo]

Det var uden tvivl en yderst presset tid. Det havde det været mere eller mindre siden krigen brød ud, men det var først for alvor blevet slæbt i disse tider. Et eller andet sted kunne man vel godt sige at Pharrel bragte hende ind i en anden virkelighed? Det at han legede med hende, det at han forførte hende, ikke fysisk, nej det havde hun mase af både mænd og kvinder til at gøre, men denne mand var noget særligt. Det var også hele grunden til at hun ærligt måtte overveje hans tilbud. Det var ikke mange mænd der fik lov til at indtage så store stillinger, de havde desværre en irriterende vane med at blive grådige og ønske mere.. Lige der kunne man vel sige at hendes egen bror var skyld i den lov? Det var en mand som hun virkelig havde sat sin lid til, lige til den dag det gik op for hende at han planlagde attentat mod hende i den rene jalousi. Det var ellers en synd og skam for hun var udemærket klar over, at mænd fysisk var langt stærkere end kvinderne. Armene hvilede over hendes bryst, der var ingen tvivl om at hun virkelig måtte stå og opveje fordele og ulemper mod hinanden. Han formåede hurtigt at få tankerne afledt, også selvom de kun dansede videre et sted i det bagerste. Hun sendte ham det lille hemmelighedsfulde smil, hun ville ikke afsløre sine kilder, også selvom han var ganske rigtigt på den. Han drev hende, han fik hende til at lyste, til at brænde og til at begærer, men ikke efter hans krop på trods han var en forbandet flot mand, nej efter at kende ham.. Hun ville søge igennem den stærke barriere som måtte dække for hans sind, og hun ville bryde igennem og virkelig kende ham, som hun tvivlede på nogen havde kendt ham før. Et stort mål at sætte, men hun var tydeligvis ikke den eneste med den slags, han havde jo selv nævnt hvordan han ønskede at knække hendes, og hun så næsten kun frem til hans forsøg, også selvom han i den grad måtte stå med lederstaven i øjeblikket, legen kunne jo så forbandet hurtigt vende. Uden at lade ord forlade hendes læver vendte han selv tilbage til det igangværende emne. Hun nikkede stilfærdigt, trådte så tæt på ham at deres kroppe måtte mødes. Kærtegnet mod hendes hals satte intet andet end en sitren i hendes indre, hun frygtede ham ikke, uanset det bæst han så end måtte være ”Du kunne prøve.. Hvad gør dig så overbevist om at det vil være muligt? Har du knækket nok af mine hemmeligheder til at vide” hviskede hun tydeligt udfordrende. Blikket stirrede direkte intenst ind i hans, mere som et tydeligt tegn på at hun mente sine ord. Jaqia lod ham blot trække sig, hun blev stående hvor hun stod, hun nød at være tæt på ham, det fyldte hendes sind med den brændende varme som Alexander havde revet med sig i sin tid, den var savnet det kom hun virkelig ikke uden om. Næsten forstående måtte hun nikkede til hans ord. Det var ikke fordi det var overvejelser hun ikke selv havde gjort sig ”Hmm.. Det er sandt nok.. Men hvis du har en stor bunke hø og der kun er 2 nåle i hver bunke, hvoraf den ene uanset viser sig at være falsk, hvor stor er sandsynligheden så?” hun så på ham med et hævet øjenbryn. At finde en mand som ikke ville lade sig styrer af begæret efter magten det var virkelig som at lede efter en nål i en høstak, og det var ekstremt svært at skelne mellem hvem de forskellige måtte være. Kvinder var meget mere ligetil på mange måder, og deres pyske var sværere.. Faktisk havde det vist sig at kvinderne henlå langt mere loyale, så hvorfor ikke? Det fungerede godt som det stod, dermed var det dog ikke udelukket at give ham en stor stilling, hun måtte bare være sikker på at træffe det rigtige valg, det som ikke ville bringe til hendes fald.

[pharrel123]

Der var ingen tvivl om at Pharrel nød hendes selskab, det havde han jo selv gjort ved deres sidste møde, nede ved kirkegården, han følte sig så bare dum at han ikke havde gennemskuet hendes lille skuespil, men et sted gjorde det ikke noget, for så havde hun åbnet sig op på en hel anden måde, hvilket kun havde bragt ham tættere ind på hende, nu hvor han kendte til hendes store hemmelighed, som vel egentlig ikke var så stor igen? Hun var godt nok hans egen dronning, men han så hende ærligtalt ikke på den måde, det kunne han virkelig ikke efter den nat nede ved kirkegården. Han vidste at hun ikke stolede på ham, for det havde han så sandelig heller ikke givet hende nogen grund til! Men, hvis der var noget han var opdraget og opvokset med, så var det loyalitet, for selvom han havde hadet sin stedfar, ønsket ham død, så havde han alligevel fuldt manden i døden, hvis det havde været krævet. Det var så bare endt med at han var blevet skyllet væk fra hans gamle land, og endt i Dvasias, hvor han havde levet de sidste par tusind år. Men det vidste hun jo endnu ikke, for så meget havde hun ikke knækket af ham til at vide, så han måtte vel bare overbevise hende? Det kunne sikkert blive svært, for som dronning måtte hun vel også være forsigtig? Men han havde jo haft chancen mange gange allerede ved dette møde, og han havde endnu ikke dræbt hende. Han havde gået bag hende hele vejen herhen til hendes værelse, og var han sprunget på hende? Nej, så det sagde vel også noget? Han kunne tydeligt mærke på hende at hun ikke frygtede ham, for hendes hjerte var mere end roligt, og det gjorde ham nu intet, for en gangs skyld havde han mødt en person der ikke løb skrigende væk, fordi han truede lidt og viste tænder. Men han havde jo selv hørt hvilket bæst hun var, og hun havde jo faktisk selv indrømmet at hun var et monster, skønt han nu ikke var overbevist. Slet ikke! Hun havde langt fra været modbydelig, og end ikke ond, så hvordan skulle han dog forbinde hende med et monster? Et sted skulle det ikke undre ham at hun havde sine barske metoder, men det gjorde hende jo ikke til et monster. ”Hvorfor det vil være muligt at dræbe dig?” gentog han lettere spørgende, inden han slap en lettere munter og dog kold latter, som fyldte hele værelset. Han vendte blikket lettere overlegent mod hende. ”Du tror måske du er mere værd, bare fordi du har den højeste status i samfundet?” spurgte han stilfærdigt, hvor det selvsikre smil hvilede på hans læber. ”En status kan give rigdom og frygt, som i dit tilfælde, men hvem siger at den person har talent? Hvem siger at personen ikke bare har det hele i munden? Og så vil den person hurtigt være død,” endte han stilfærdigt, hvor han lagde armene over kors ved det muskuløse bryst. Det måtte hun da være fuldstændig enig i? Han vidste til gengæld at hun ikke var en person med det hele i munden, for det krævede virkelig sit, at holde i så lang tid som hun havde gjort, for alle før hende var faldet hurtigt, og hun havde holdt i længst tid. At hun kom ham tæt på havde han ikke noget imod, for så tæt havde de jo faktisk også stået nede ved kirkegården, og selv der havde han ikke dræbt hende, skønt han havde chancen. Det måtte vel bare bevise lidt? Han var horror, den stærkeste race rent fysisk, stærkere end en varulv, stærkere end en vampyr og spide, så han kunne da let dræbe hende, flygte ud gennem vinduet og maje igennem de få vagter. Han lyttede opmærksomt til hendes ord. Han smilede skævt. ”Det er vel bare at tage chancen?” foreslog han med et lettere selvsikkert smil. ”Jaqia, jeg har ikke dræbt dig endnu, har jeg? Desuden er du vel nød til at tage chancen? Det er jo ikke fordi du har noget at miste, foruden din titel og dit liv, men det er vel en chance du er nød til at løbe, for at få en god leder?” Hans hoved søgte ganske roligt og stilfærdigt på sned.

[Cressida Marvalo]

Et sted morede det kun jaqia, tanken om hvor tilfædligt alt dette måtte være. Hvor meget skæbnen i virkeligheden spillede ind, selv i den hverdag som de fleste desværre måtte tage forgivet. De havde haft den aften på kirkegården, en aften som hun kun kunne sige sig at have nydt på alle måder, det var virkelig sjældent at hun mødte en, i stand til at lege med hendes sind på den måde, hun måtte blot sørge for at hendes betagelse af ham, ikke var noget som ville blænde hendes fornuft lige i denne sag. Tungespidsen fugtede blidt hendes læber, ude på gangen hørtes skridt, det var et ganske levende sted, det måtte selv hun erkende. Flere og flere hemmeligheder ville komme frem, efterhånden ville hun også vove at påstå, at de rent faktisk var ved at lærer hinanden igen. Han vidste at hun var dronning, men igen, var det ikke lidt noget enhver idiot kunne finde ud af, om man ville interessere sig lidt for det samfund mand befandt sig i? Så nej i det store og det hele, var det ganske vidst en hemmelighed, i og med at han ikke havde haft den mest fjerne anelse den aften, men på den anden side, så bar hun selv på langt større end som så. Armene lagde sig på kryds over hendes bryst. Som dronnign måtte hun virkelig tænke denne sag godt igennem, det var ikke altid nemt at skulle drage de beslutninger. Blikket forod ham, kun for at glide mod det umådelige mørke udenfor. For hendes del var det virkelig kun behageligt, også selvom synet af månerne og stjernerne beroligede hende, det betød at der stadig var en verden derude, en verden som man efterhånden var ved at udrydde selv, og hun var åbenbart den absolut eneste det var gået op for. Takket være Samuel kunne hun end ikke få sine bud ud, folk frygtede hende alt for meget, og det var på ingen måde frygt, men derimod respekt som hun faktisk måtte ønske sig. De isblå øjne var virkelig intense, det var tydeligt at hun måtte overveje enhver lille detalje ved hans forelsag, for i det store og det hele, var hun ganske sikker på at hans hjælp ville være uvurderlig, med alle de kujoner som hun havde følt sig tvunget til at ansætte, kun for at have nogen. Der var ganske få ind imellem som faktisk duede til noget som helst. Jaqia hævede det slanke øjenbryn, med et glimt i øjet der kun sagde at han tog ganske meget fejl ”Jeg ved virkelig ikke hvor du får den idé fra min kære.. Det eneste jeg spøårger dig om, er om du har selvtillid nok til at forsøge med den tro om at jeg vil falde.. Intet andet” et køligt smil spillede over de rosenrøde læber, der var heller ingen grund til at gøre en større diskussion ud af det. Endnu engang trådte hun tæt på ham ”Tror du jeg bare har det hele i munden? Tror du alt den frygt er noget jeg nyder?” hendes tone var intet andet end en intens hvisken tæt til hans ører, han tog overraskende meget fejl af hende, hun var andet end blot frygt og rigdom, han kendte ikke til hendes mange talenter, sandt at hun havde svagheder men de som ikke havde det, var ikke eksisterende væsner. Så mange havde forsøgt, der var mange der ønskede hendes væltet af pinden, og forsøgende var i den grad også blevet gjort, endnu stod hun alligevel som en dronning på sit højeste, hun bar bekymringer men lod det ikke gå ud over hendes sande fornuft. Hun betragtede ham med en fats mine. Fysisk styrke der lå han langt over hende, men på det mentale, på erfaring og på intilligence var hun sikker påa t hun lå over ham, og det i sig selv var med at gøre hendes chancer langt større ”Jeg er ikke nødt til noget som helst for det første.. Desuden må du forstå at jeg er sat til verden for at sidde hvor jeg gør nu, og hvor længe det tog mig endelig at komme hvor jeg hørte til. Du er en farlig mand at have, Pharrel.. Utrolig kraftig hvis du er på min side, den dag du vender dig, har jeg et problem” erkendte hun. På trods hun var en stolt kvinde, så var hun ikke typen af løgne eller det at pakke tingene ind, mere var der ikke at gøre ved det.

[pharrel123]

Der måtte ikke være nogen tvivl om at hun overvejede Pharrels tilbud. Og det var tydeligt at hun ikke helt stolede på ham, hvilket et sted måtte irritere ham, for han havde jo ikke givet hende grund til ikke at skulle det, men så på den anden side, han havde heller ikke givet hende grund til at skulle. Han vidste til gengæld at han ikke gad at kæmpe for noget andet, og så et sted måtte det vel også bringe ham tættere på hende, for det ville jo kræve et partnerskab, og det gav ham også mulighed for at komme tættere på hende, og det var virkelig hans mål. Han var måske langt stærkere end hende fysisk, for der kunne han dræbe hende så let som ingenting, også fordi han kunne forvandle sig til en varulv og med sin massive vægt ville hendes spinkle krop jo ikke have en chance. Men når det kom til det at være mest erfaren, så var han ikke helt sikker på hvor de lå, hun kendte nok landene langt bedre end ham og alt det, men han selv var opvokset til at være en krigsmaskine, han havde en stor erfaring, når det kom til at det at være ude i feltet, han var en fantastisk spion, og så havde han et fantastisk kendskab til våben, og hvordan man brugte dem. Han var skam ikke dum når det kom til at holde fokus på ting, at tænke strategisk, selvom hun jo nok måtte have større erfaring med det, og det var vel også derfor at hun måtte betvivle på ham? Han havde jo ikke givet hende nogen grund til at hun skulle vælge at stole på ham, men et sted måtte hun vel tage chancen, netop fordi hun ikke kendte så meget til ham? Hun kunne selvfølgelig også bare lade vær med at give ham stillingen, selvom det ville være synd og skam for hende, for så ville hun miste en fantastisk allieret, men igen, det var op til hende, han manglede lidt at lave, og han havde dog ikke ligefrem regnet med at det var hende, som måtte være dronningen af landet, da han havde mødt hende nede ved kirkegården, kun fordi at der gik så mange rygter omkring hende, og hun havde været det stik modsatte. Han var dog ikke typen der havde lyttede til rygter, han ville langt hellere selv møde personen og skabe sig sin egen mening omkring personen, men han havde bare ikke sammenlignet hende med dronningen eller tænkt i de baner, dog gjorde det ham ikke det mindste, når det kom til stykket. At han tog fejl af hendes ord kunne han tydeligt se på hendes blik, hvor han roligt lagde armene over kors, imens hans hoved søgte på sned. Han sukkede ganske let, hvor han så kort rundt i rummet, inden de natblå øjne måtte falde til hendes isblå. ”Jaqia, for det første er jeg ikke ude på at få dig til at falde, og gør du mig til leder, så er det min pligt at beskytte dig og ofre mit liv for dig – det er en simpel hverdag jeg er vant til. Jeg ønsker ikke at blive konge af landet, for det.. har jeg ikke lyst til. Jeg er vant til at følge ordre fra andre og lede små stropper, ikke at være den øverstkommanderende,” svarede han stilfærdigt, hvor hans natblå øjne hvilede fast på hende. ”Falder du, falder Dvasias, og mørket står svagt. Du er trods alt den som har holdt i længst tid, så hvorfor skulle jeg tro at du skulle falde? Og med en stærk leder, der tør at tage chancer, så vil dine chancer for at overleve også være større,” tilføjede han roligt. Han så næsten vantro på hende til hendes følgende ord, hvor han ikke kunne lade vær med at slippe en munter og dog kold latter. Han lod sin ene arm falde omkring hendes krop, hvor han trykkede hende helt tæt på sig, imens hans anden hånd greb blidt omkring hendes hage og kæbeparti, han så næsten morende ind i hendes øjne, hvor han lod sin tommel stryge blidt over hendes rosenrøde læber. ”Jaqia, jeg har ikke på noget tidspunkt sagt at du har det hele i munden, og siden du er den som har holdt længst på tronen, så tror jeg skam heller ikke at det er tilfældet.” Han stoppede roligt strøgene mod hendes læber, inden han skænkede dem et kort og flygtigt kys, hvor han så næsten helt legesygt ind i hendes øjne. ”Jeg ved at du er i stand til langt mere end alle andre går rundt og tror,” tilføjede han i en lokkende hvisken. Han slap roligt taget omkring hende, og trådte et lille skridt tilbage, for at mindske afstanden, hvor han foldede armene over hans bryst. ”Jeg tvivler ikke på at du har knoklet hårdt, for at nå hvor du står den dag i dag, desuden er valget op til dig.” Han så blot fast på hende med det kølige skær over de natblå øjne.

[Cressida Marvalo]

Man kunne et sted sige at dette intet havde med tillid at gøre, men alt med sikkerhed. Som dronning, og specielt i disse tider, var Jaqia virkelig tvunget til at tænke sig om inden hun gjorde så meget som at trække på skuldrene, alt kunne lede til hendes fald, Samuel havde trukket sig mere eller mindre, uden Alexander stod hun forbandet svag, hvilket heller ikke var en følelse som hun måtte bryde sig særlig meget om. Manden havde hverken givet hende grund til at stole på ham eller ej, han opførte sig som hende selv, et sted hemmelighedsfuld og lumsk, på den rigtige side var Jaqia slet ikke i tvivl om at han ville være i stand til at udrette store ting for hende, men på den forkerte var han tilgengæld også stærk nok til at det kunne få katastrofale følger. Blikket betragtede ham nøje, som forsøgte hun at gennemskue alt gennem hans egne bevægelser, selv med det intense glimt som blot lå naturligt til hende i form af den valkyrie som hun måtte bære i sit indre. Fristelsen var der i allerhøjeste grad, det ville give hende en hance for at komme ind i varmen såvel som det ville med ham, og det var heller ikke fordi hun ligefrem ville have et stort problem med at skulle samarbejde, det hele lød ganske fornuftigt, næsten for godt til at være sandt? Pharrel ville være i stand til at springe på hende, og ganske rigtigt mase hende som intet, selvom hun var en stærk kvinde, så var hun trods alt stadig en kvinde, og hun var af den bygning. Slank og høj, og formet smukt, men med en kvindes tydelige svagheder når det kom til det, noget som hun skam udemærket var klar over. Hun gned let sin pande, det var blevet en vane når hun skulle tænke, og at den tanke hun måtte tænke rent faktisk ville få en størere betydning. Hun kunne gribe chancen på trods hun stort set intet vidste om ham, men hun var jo selv en strategiker, og hun var en intilligent kvinde, allerede der hvor ganske mange faktisk måtte tage fejl af hende, hun var kun ude på at gøre det rigtige for landet og for situationen, nøjagtig som hun var bestemt til, hun var født for dette, at kaste det hele væk på grund af en enkelt fejl ville langt fra kaste et bedre lys over hende. Hånden søgte stille mod hans kind, hun strøg den næsten.. Blidt og med et lille smil på læben ”Du er en ædel mand på mange områder, Pharrel.. Men det er det der bekymre mig. Nu vil du se det som de pligt at beskytte mig med livet som indsats, men når først jeg giver dig blod på tanden, lader dig kommandere, så er jeg bange for at nok ikke er nok, det er desværre set alt for mange gange før.. Det er det som sætter mig i en ganske ubehagelig situation, for et sted har jeg troen på at du ville være mig en enorm hjælp” erkendte hun ærligt. Hånden faldt roligt langs hendes side igen, hun var ikke en kvinde af løgne, hvad skulle hun dog bruge den slags til, specielt i en situation som denne? Armen der sneg sig om hendes liv, hun lod sig blot trække ind til ham, og med blikket direkte i hans. Det foruroligede hende virkelig, den måde som han formåede at fange hende på, på mange områder så var han forbandet velkendt, det kom hun ikke uden om. Hun lyttede til hans ord, slugte dem og overvejede dem. Det var sandt at hun efterhånden havde været på tronen ganske længe, hun var igen en strategiker, og hun forsøgte virkelig at bringe landet på et ordenlig fode, det krævede blot at man ville være langt mere samarbejdsvillig, end det som hun til nu havde set. Hun tog blot imod det flyvske kys, der kun lod det sitre, hun forsøgte næsten at fange læberne som han måtte trække sig. Hendes ansigt lå stadig helt tæt på, blot med få millimeter imellem ”Men du er ikke klar over præcist hvad det er jeg er i stand til” påpegede hun med et ligeså legesygt glimt, for nu vækkede han igen hendes enorme nysgerrighed. Tungespidsen fugtede læberne, hun nikkede blot ”Det er sandt. Jeg må erkende at jeg er fristet, jeg bære en tro.. Men du må forstå at dette er hvad jeg blev født til, dette var mit kald, jeg har ikke råd til fejl at skuffe mig ville være yderst dumt” påpegede hun med en ganske sigende mine. Igen han måtte vide hvad han gik ind til, for hun havde bestemt ikke tænkt sig at lyve!

[pharrel123]

Der var ingen tvivl om at hun måtte overveje det, og det gjorde det vel kun lettere for Pharrel, at hun havde mødt ham nede ved kirkegården? For havde hun ikke været dronningen, men en anden havde haft den titel, så havde han været nødsaget til at skulle starte helt forfra for at overbevise ham eller hende, men nu hvor Jaqia allerede havde mødt ham, så måtte han vel allerede være et skridt foran? Hun kendte jo ikke specielt meget til ham, og det var jo ikke fordi at hun ikke kunne stole på ham, for han havde virkelig ikke nogen grund til at dolke hende i ryggen. Han var ikke magtgal, han ønskede ikke at stå som konge, for det ville der ikke komme noget godt ud af, han ville ikke være nogen god konge, det kunne han da allerede nu sige, men som leder gav det ham nogle muligheder, og det gjorde også at han bedre kunne hjælpe hende, det ville give ham en hvis respekt, skønt at den selvfølgelig også var noget som man skulle kæmpe for, men han ønskede ikke at være konge, og han var ikke kommet helt herop, slået nogle vagter ud, bare for at dolke hende i ryggen i den anden ende! Så kunne han lige så godt dræbe hende nu og gøre krav på tronen eller true med at udslette hele landet! Det ville han jo ikke få noget ud af, så han vandt mere på at blive leder, og så ville han jo også komme til at samarbejde med hende, og derved komme tættere ind på hende, for blot at kunne knække hendes mange små hemmeligheder! Han smilede næsten helt tilfredst til hendes ord. ”Så mange fine ord du kan om mig,” svarede han i en lettere drillende tone, skønt køligheden ikke forlod hans blik på nogen måde, for den lå trods alt til ham, han var død, død og kold. Han så hende indgående i de isblå øjne. ”Jaqia, jeg vil være elendig som konge, det er selvfølgelig ord som enhver tumpe kunne sige, men jeg er ikke kommet denne lange vej for at dolke dig i ryggen, for så kunne jeg lige så godt være sneget mig ind på slottet, for at myrde dig og derefter kræve tronen,” svarede han stilfærdigt. Han strøg hende blidt over kinden, hvor han smilede helt indsmigrende til hende. ”Men hvorfor dog dræbe sådan et smukt geni?” tilføjede han og blinkede lokkende til hende. Hun kunne vælge at tage chancen og stole på ham, eller sende ham bort, men så kunne hun jo bare ærgre sig i den anden ende. Han smilede i sit indre, som hun tog imod kysset, hvor han vel ikke kunne lade vær med at fryde sig over at han havde dronningen snoet halvt om sin lillefinger, skønt hun jo faktisk også havde snoet ham halvt om sin. Han havde intet imod hendes nærvær, og at stå hende så tæt, for det var jo ikke ligefrem noget nyt, de havde jo gjort det samme nede ved kirkegården. Han kunne ikke lade vær med at smile morende til hendes ord, for hun var virkelig alle penge værd, hvis man kom for underholdning, selvom at mange nok ikke ville turde lege med hende på denne måde, for hun var som en flamme og passede man ikke på, så kunne man komme til at brænde sig. ”Nej, jeg kender dig ikke nok til at vide hvad du er i stand til, men.. det er jo det som er det spændende, især også fordi at du slet ikke ved hvad jeg er i stand til,” påpegede han i en næsten så salig tone. Han selv, var skam heller ikke en man skulle undervurdere. Han smilede lettere hemmelighedsfuldt og dog så forførende til hende, inden han lod hænderne falde omkring hendes lår, for at løfte hende op i hans arme, så hun havde et ben på hver side af hans krop. Hans hoved søgte let på sned. ”Jeg fejler ikke, så hellere dø,” svarede han lettere stift, for tanken om at fejle gik ham direkte på! Han ydede altid sit bedste! Og bedst var ikke godt nok for ham, det skulle være perfekt! Han smilede lokkende til hende, hvor han skænkede hendes hage et blidt kys. ”Er jeg ved at finde din frygt? Bange for at lukke nogen tæt på dig?” spurgte han stilfærdigt, og dog med en morende mine.

[Cressida Marvalo]

Jaqia overvejede det i allerhøjeste grad, han avr ikke tabt fuldkommen bag en vogn, for noget i hende måtte tydeligvis sige at han avr den rette for det job. Det var desværre heller ikke mange kvindelige horror der måtte vise sig mere, om ikke andet så ikke nogen erfarende, og hun kunne jo ikke have ukontrolleret unge hvalpe, til at rende rundt på den måde, og skulle det endelig være en mand,s å skulle det uden tvivl også være en som Pharrel. Hun brød sig bar eikke om den tanke, at han rent faktisk formåede at sno hende omkring sin egen lillefinger, for det var i den grad det som han formåede med den psyke, og måden han måtte lege med hende på generelt, vække hendes nysgerrighed, hun ønskede at vide mere om ham, og dette kunne meget vel vise sig at være hendes chance for netop det. Armene lå på kors over hendes bryst. Hun betragtede ham med et mindre glimt i blikket, et sted var hun forbandet fristet, men det var ikke tit hun faktisk måtte træffe en så stor besltuning uden at rådfører sig med Enrico først, men igen sandt at sige, kunne hun ikke altid være afhængig af hendes kære rådgiver hver eneste gang. Han morede hende. Han udfordrede hende uden frygt, og med respekt i handlingen, og det var faktisk noget som hun i sig selv nød, ikke mange så på hende med de øjne, og det var jo faktisk dem som viste sig at kunne være brugbare ”Du skulle bare vide” svarede hun kort for hovedet, og med det kølige smil hvilende. Hun ville skam kunne hoste op med utallige fine ord omkring ham, han var en af de mænd som faktisk fortjente hendes ros, og dem var der slet ikke mange af. Hun måtte dog give ham ret i de næste ord. Han ahvde haft chancer til at slå hende ihjel, mange af dem endda, det ville være ganske enkelt bare at tage tronen fra hende sådan, specielt når der ikke direkte var nogen arving ”Det er sandt” hendes svar var korte men præcise, for tankerne lå et helt andet sted, hun opvejede med sig selv, eventuelle fordele og ulemper, dette var trods alt en enorm chance at tage, selv for hendes vedkommende. Kinden faldt stille mod hans hånd, armene gled slapt ned langs siden ”Smirg og charme vil desværre ikke overbevise mig, pahrrel, men jeg nyder dit ellers glimrende forsøg” smilet bredte sig en smule, det var sjældent at man gav hende komplimenter, ikke mange så geniet i hende, og på trods hun var smuk så mante mange, at hendes nådesløshed gjorde hende grim.Denne mand var farlig for hende, udelukkende fordi han mindede hende om en, der altid havde formået at gøre hende blød som smør, som han gjorde med hende, hun blev alt for villig, mistede sin fornuft, og hun hadede den tanke! Jaqia nikkede erkendende ”Jeg har kun idéer om hvad du er i stand til, jeg vil bare sikre mig at dine talenter er brugt på den rigtige side” hun trådte tæt på ham, de isblå øjne så direkte ind i hans, han frygtede hende ikke, og hun elskede det, at han ikke dømte hende ud fra fortid, og ud fra handlinger, han vidste intet om hvad det handlede om, han såede kun respekt hos hende, det var også helt sikkert. En smule overrasket satte hun af fra gulvet, hoppede op og lod ham holde hende. Hun var i forvejen ikke specielt tung, og da specielt ikke for en halvvejs vampyr. Begge arme lagde sig omkring hans nakke ”Det er netop den indstilling der foruroliger mig” hviskede hun intenst mod hans ører. Selv de stærkeste kunne fejle, og det var bare menneskeligt, men regnede man med at det ikke ville ske, så skrev man under på sin egen dødsattest. De blonde lokker faldt om hende, hun skød let i hagen ved hans blide kys, også selvom smilet blev tydeligt falsk ved hans ord.. Det var en frygt af mange. Selvom hun var en stærk spiller, og en stærk kvinde så havde hun svagheder, og igen.. Hun var født som kvinde, hun burde have en mand til at passe på hende, til at holde om hende om natten, men den eneste hun havde ønsket dette af var endt med at forelske sig i en halvblind procianer.. En mand.. Ikke at det var noget hun talte om, en kvinde som hende havde sin stolthed, hun havde bare valgt at acceptere at hun måtte klare sig selv! Derfor havde hun umådelig svært ved at lukke folk ind, hun havde en underlig tendens til at tro, at alt de ønskede var at trykke hende ned, hendes egen bror havde for pokker planlagt attentat mod hende ”Jeg er tvunget til at være forsigtig” svarede hun blot, lagde mere energi i smilet. Igen måtte fingrerne nusse ham behændigt i nakken.. En del af legen

[pharrel123]

Pharrel kunne virkelig ikke komme uden om, at han nød at sno hende om sin lillefinger, netop fordi at han var i stand til det, endda selveste dronningen. Det eneste han skulle passe på med, var ikke at blive alt for optaget af at sno hende omkring sin lillefinger, for før han vidste af det, så var det hende som havde ham i sin hule hånd, og den gik jo ikke! Han var nød til finde tålmodigheden frem, gå med små, men selvsikre skridt, vælge den rette sti ved hjælp af de indviklede ledetråde som hun måtte give ham undervejs. Dette spil gik virkelig ud på at være klog, opfindsom og erfaren. Men.. han kunne så sandelig heller ikke skjule at han nød deres lille leg, skønt de var kommet ud i en mere alvorssag, for han kunne fornemme på hende at hun overvejede både fordele og ulemper ved at have ham som sin leder, og et sted måtte more ham at hun faktisk også måtte frygte for at han gik imod hende, for hvad havde hun egentlig at frygte? Der var ikke mange dvasianer der besad det som Pharrel gjorde, der var ikke mange dvasianere med den holdning som han havde, og noget som han virkelig gik meget op i, var loyalitet og trofasthed, for det var virkelig to ting som han var vokset op med. Han havde fulgt sin stedfar i tykt og tyndt, skønt han havde hadet den mand til helvedet! Det var virkelig den eneste mand som han havde hadet noget så grusomt! Og dog havde han fulgt den mindste ordrer, og hvorfor? Fordi at det var det han var blevet opdraget til. Men det vidste hun naturligvis ikke, og han ønskede et sted ikke at hun skulle lære alt for meget om ham, for.. så ville hun kun komme et skridt tættere på ham, så var han et sted nød til at overbevise hende, uden at åbne alt for meget op, for han ville jo heller ikke gøre det let for hende! Hendes svar var muligvis korte, men det havde han skam intet imod, for han var vant til korte svar og ordrer, som var præcise. Han fnøs ganske morende og dog kortfattende til hendes ord og rystede kort på hovedet. "Jaqia, jeg er ikke typen der har behov for at indsmigre sig på personer, det er tåbeligt at prøve sig frem med smiger, hvis man alligevel ikke mener det. Det er blot en sandhed, fakta, når jeg kalder dig for et smukt geni," svarede han kortfattet, hvor hans blik hvilede fast på hende. Hvorfor nedværdige sig selv med smiger? Prøve at charmere sig ind, når det alligevel ikke ville lykkedes en? Han fandt det faktisk latterligt. Men hun var smuk, og det ville et hvert fjols kunne se, der var nok ikke særlig mange der måtte se geniet bag det smukke ydre, men han vidste at hun ikke var dum, og der var en grund til at hun frygtede ham og ikke var hovmodig, der var en grund til at hun var forsigtig. Han smilede skævt og dog køligt til hendes ord, hvor han lod sin finger sno sig omkring en af hendes blonde lokker, med et næsten uskyldigt skær over sig. "Så farlig er jeg heller ikke at stole på min kære," svarede han stilfærdigt, som han slap hendes lok igen. Men hvorfor skulle det overbevise hende? Skønt det dog var sandheden. Armene der gled omkring hans nakke, som hun endte i hans arme, med et ben på hver side af ham, havde han ikke noget imod, hvor han blot nød hendes nussen af hans nakkehår. Han smilede skævt til hends ord. Han var ikke typen der fejlede, for han ville ærligtalt hellere dø, men han vidste jo godt at hans overmand var derude et sted, og det kunne meget vel være hende. Hans natblå øjne betragtede hendes isblå ganske nøje, som prøvede han på at læse hende. "Alle vil fejle.." mumlede han, skønt hun sikkert ville høre det. Han så lettere kækt ind i hendes blik. "Selv du vil falde.." tilføjede han roligt. Det var måske hårdt sagt, men det var trods alt sandt, ingen holdt for evigt, og det gjorde han heller ikke selv, selvom at det måtte irritere ham! "Men.. så må jeg jo bare være der til at forhindre dit fald og ende," endte han stilfærdigt og dog lettere bestemt. Han var skam ikke bange for at ofre sit eget liv for hans dronning, for det var trods alt hans job, selv som en sølle borger. Det så faktisk ud til at han havde ramt rigtigt, siden hun måtte smile falsk til ham, hvilket blot fik ham til at more sig. Han gik roligt over til sengen, endnu med hende i sine arme, skønt han dog måtte sætte hende på sengekanten. Han kyssede hendes pande. "Du burde måske sove på det?" foreslog han, og trak ganske svagt på skuldrene. Han havde intet hastværk, desuden var valget op til hende selv, men hun ville da miste en god allierede, hvis hun ikke valgte ham.

[Cressida Marvalo]

Det der gjorde denne mand langt mere farlig for hende, I forhold til de som hun plejede at gå rundt omkring, var netop det lille faktum at han faktisk formåede at skulle sno hende omkring sin lillefinger. Det var kun lykkedes en mand før ham og nu lå han i graven. Hun måtte være forsigtig, for det var ingen tvivl om at hun virkelig lå i hans tag, uden selv rigtigt at forstå det, udelukkende fordi det var mange år siden det sidst havde været sådan. Han var god.. Men hun ville ikke lade ham vinde deres lille leg, nej hun skulle nok finde en vinkel ind til det. Fingrerne dansede let, og næsten uskyldigt hen over hans nakke, snoede forsigtigt og blidt de små nakkehår omkring, endnu tænkende. Det der netop gjorde hende urolig var de ting som han var i stand til, ganske nyttigt på alle måder, og garanteret også noget Noelle ville være i stand til at arbejde med, alle ville få noget ud af dette, hun så klart fordelene, men uroen for om han ville vende hende ryggen, gøre brug mod alt for mægtige magter på hende, det var mere det hun var bekymret for, specielt nu hvor Samuel over længere tid havde mugget på sit værelse, hun stod alene.. Og alene stod hun langt svagere. Pharrel var mere eller mindre fremmede for hende. Hun kendte hans navn, racer og mange af hans store ambitioner, men hans fortid og hans tilværelse, den vidste hun ganske lidt om, på trods hun agtede at finde ud af det. Ikke en detalje skulle gå forbi hendes næse, dette kunne i det store og det hele også være hendes vej ind. De isblå øjne betragtede hans, på en måde i sig selv var de mystiske, hun kunne ikke se bag dem, noget som i sig selv måtte være nyt, et sted også en ganske fustrerende tanke måtte hun erkende. Hans ord fik hende dog til at smile, igen så var hun direkte elendig til at tage imod komplimenterne, men det var vel også det der morede ham? ”I så fald så takker jeg dig” tilføjede hun roligt. Hun kunne have rødmet, og være blevet mundlam, i det store og det hele så var det også hvad der skete, det var bar eikke synligt for omverdenen, hun havde ikke tid til at udvise følelser på den måde. Ud af øjenkrogen fulgte hun den blonde lok, der måtte sno sig omkring hans finger. Det var på sit vis charmerende ”Er du sikker?” der var et drillende glint, at hente i blikket. Fejl var blot menneskelige, de begik dem alle, og hun selv havde fejlet forbandet mange gange, den slags var der bare ikke tid til i disse tider, fejl var for farlige, og han måtte være indstillet på at falde, for gik han i troen om at være uovervindelig så tog han fejl.. Det var ingen.. Igen frembragte hans ord intet andet end et smil ”Jeg er ikke uovervindelig.. Jeg vil falde i alt dette før eller siden, det er livets gang. Jeg agter dog at tage verden et skridt videre, igennem Dvasias. Først der vil jeg være for alvor klar” igen var hendes ambitioner helt misforstået af de fleste, hvilket i sig selv måtte irritere sig, men som dronning, vænnede man sig vel bare til at tage imod diverse ting, blive sladret om i hjørnerne, blive set både op og ned på. Roligt lod hun sig glide ned på sengekanten, slap taget omkring hans nakke, ganske roligt. Blikket gled en smule i ved kysset mod hendes pande, hvor mange skænkede hende det efterhånden? ”Jeg sover ikke, Pharrel” erkendte hun med et lille nik. Håndfladerne satte hun i sengen, for at hvile en smule ”Og de få gange jeg gør, venter jeg til daagry” påpegede hun roligt. I det store og det hele så var valget allerede truffet, ligenu tog hun vel blot deres leg et lille skridt videre.. Før hun ville give ham nyehderne?

[pharrel123]

Måske kunne Pharrel sno hende omkring hans lille finger – så fald halvt omkring den – han kunne muligvis lege med hendes psyke og han førte måske i deres lille leg, eftersom han var kommet et stort skridt tættere på hende, nu hvor han vidste at hun var dronningen, for det gjorde faktisk hans chancer en del større. Dog! Blev han for hovmodig og selvsikker, så ville han miste sin fokus, og så ville hun vinde over ham, desuden skulle han jo også passe på hendes lille finger, eftersom hun jo faktisk også var i stand til at sno sig omkring den, og måske havde han taget føringen i øjeblikket, og han vidste måske at hun var dronningen, men der var visse ting som man ikke kunne finde ud af via sladder, der var visse ting som man ikke kunne finde ud af via historiebøgerne, nej.. der var visse ting, som man måtte gå direkte til personen for at få at vide, for at få de sande historier, derfor var han jo faktisk nød til at knække hende ved at være i hendes selskab. Ikke fordi at han havde noget imod det, for skulle han være ærlig, så nød han faktisk hendes selskab, skønt hun var hans dronning og han faktisk burde opføre sig bedre end han gjorde? Han nærede selvfølgelig den dybeste respekt for hende, især når han vidste hvilken stærk psyke hun var i besiddelse af, men han kunne et sted ikke helt se hende som sin dronning, ligesom alle andre gjorde, netop fordi at han kendte hende på en måde han gjorde, de var nemlig blevet præsenteret for hinanden, som to almindelige borger ville gøre det. Han havde ikke lige tænkt videre til dronningen dengang nede ved kirkegården, og derfor havde han faktisk fået lov til at lære hende at kende på en helt anden måde. Nu hvor han vidste at hun var hans dronning, at hun var Jaqia, så.. burde han vel ikke lege med hende på denne måde? Han kunne jo faktisk ikke lade vær med at nyde det og han kunne se at hun selv måtte nyde det, for nok var hun mystisk, og nok var hun gådefuld, hun havde sine mange hemmeligheder, som var meget svære at løse, men hun var ikke helt umulig at læse, for visse ting kunne hun bare ikke skjule for ham, ligesom det vel også var gengældt? At hun ikke var god til at tage imod komplimenter, var noget som faktisk måtte more ham, og det var også nået så tydeligt ved hende. Men hvad var hun bange for? At være ydmyg? Det var jo så bare en anden ting han måtte finde ud af. ”Takker du for sandheden?” spurgte han nysgerrigt, som hans hoved faldt ganske roligt på sned. Hendes nussen i hans nakke, kunne han ikke lade vær med at nyde, og det var jo præcis som da de havde stået nede ved kirkegården; så sensuelt, så mystisk og så tætte. Han smilede morende til hendes ord, hvor han ikke tog fejl af hendes drilske glimt i blikket. Han nikkede sigende. ”Tro mig Jaqia.. jeg er ikke ude på at myrde dig,” svarede han roligt, hvor hans natblå øjne ikke forlod hendes isblå. Alle ville fejle, det ville han jo sikkert også selv engang, men han nægtede dog at falde endnu! Hans mission var ikke færdig, ikke endnu. Han lyttede ganske roligt til hendes ord, imens han betragtede den blonde lok som han havde sluppet, blot for at vende blikket tilbage til hendes øjne, hvor han nikkede ganske stille. Selv hun ville falde, men ligesom ham, så var hendes tid ikke kommet endnu. ”Så må jeg jo bare holde dig i live i så lang tid,” svarede han lettere drillende, imens han smilede et kækt smil, skønt køligheden dog ikke forlod ham, for det var bare noget der måtte ligge så naturligt til ham, ligesom hende selv, endnu en ting de havde tilfælles. Han betragtede hende som hun sad i sengen. Det undrede ham faktisk ikke at hun ikke sov. Han gik ganske roligt hen til hende, inden han lod knæene støtte mod madrassen, som han næste måtte kravle om bag hende, hvor han sad på knæ, inden hans kolde hænder tog fat omkring hendes nakke, blot for at påbegynde sin massage. ”Du er anspændt,” mumlede han i en blid hvisken.

[Cressida Marvalo]

Det som jaqia måtte finde så farligt ved denne mand, var netop det faktum at han formåede at sno hende omkring en finger. Det var der ikke mange der havde gjort, som han jo netop havde gættet, så var hun ikke en kvinde der lukkede særlig mange ind, hun foretrak at klare sig selv i det store og det hele, netop for at undgå at hun ville blive naiv. Hendes store svaghed var jo at hun var en kvinde hvad alt det måtte indebære, det kunne hun ikke komme uden om. Som Pahrrel kort havde nævnt, så lod de sig styrer af følelser, man kunne ikke som sådan påstå at hun var den slags kvinde, men hun var varm et sted, hendes hjerte slog, i stand til at brænde og at længtes som med enhver anden kvinde. Selv på trods af alt dette, så var hun i stand til at tage beslutninger,hun havde sine mål i livet, og et af den var blevet at knække denne mand. Han var alt for godt på vej med hende, hun ville bag den maske på ham, se ind tilbage til fortiden, lærer ham at kende som mere end horror’en Pharrel. I virkelighedne så skræmte det hende næsten så meget som han måtte minde hende, om en person hun engang havde kendt. En mand som var gået i døden nu, en mand hvis grav, han allerede var blevet introduceret for, den eneste mand der havde formået at knække hende på alle leder og kanter, og se det.. Var det farlige. Roligt måtte hun blive siddende på sengekanten, betragte ham med den kølige mine, som efterhånden blot var blevet en del af hende, såvel som den tydeligvis var bælevet for ham. Selskabet var rart, det nød hun uden tvivl, ikke mindst fordi, at Pharrel rent faktisk var en af de få der havde modet til at vise hende repsekt, Samuel ødelagde den mulighed forbandet mange steder, fik alle til at frygte hende, på trods amn intet havde at frygte hvis blot man fulgte hendes ord. For Pharrel var det lykkedes hende at holde hendes identitet skjult, det var ikke ofte hun oplevede det som dronning af et land, det skulle hun gerne være dne første til at erkende, men det gav hende også ulgiheden for at optræde som en ganske almindelig borger, og hun havde nydt det, for en gangs skyld ikke at blive dømt ud fra de reformer hun fik sat igang, ingen så en større mening bag, hun befandt sig i Dvasias, det var selvfølgelig også meget at forlade, at man skulle se længere end sin egen næse, det var ikke ligefrem det landet var mest kendt for, det skulle hun gerne erkende. Jaqia nikkede roligt til hans ord. Hun havde aldrig været god til det med komplimenter, de var til for at fedte og det brød hun sig ikke om, et sted bange for at tage imod dem ”Det er ikke tit jeg får kompliementer, man glemmer hvordan man tager imod dem” undskyldte hun sig bare, og trak lettere ligegyldigt på skuldrene. For hver eneste kærtegn hun skænkede ham, så var der noget sensuelt over det, hendes blik var til for at forfører, en gave som var blevet hende skænket af valkyrierne, hun var lokkende, og forførende, nød at være så tætte som det de lod til at være, og med den mystik til at fodrer det yderligere, for hendes vedkommende blev det ikke bedre. Blikket hvilede i hans ”Du er en af de få” påpegede hun. Det var svært ast skelne, langt størstedelen ønskede hende død jo. De næste ord gengældte hun blot med smilet og et lille nik, hendes tid var bestemt ikke kommet endnu, og hans som livsgarde, det kunne vel heller ikke gå helt galt. De kolde hænder som tog fat om hendes nakke, måtte næsten lade hende spænde automatisk. Uden søvn uden hvile, og hvor hun dagligt måtte gå rundt, hun var forbandet anspændt, og det var tydeligt at føle nu hvor han måtte tage fat, også selvom hun i den grad nød det!

[pharrel123]

Det var mere end tydeligt at mærke at hun var noget så anspændt, det kom så heller ikke bag på Pharrel, for det sagde vel sig selv? Også når hun havde fortalt ham at hun aldrig sov, men lidt hvile fik hun vel? Det havde alle jo brug for, men han kunne forestille sig at det ikke blev til megen søvn af gangen, det var så også ligegyldigt, for han kunne forestille sig at hun havde meget at lave, at hun havde meget at se til, og når slottet var blevet sprunget i luften for ikke så lang tid siden og hun kun havde en flok sølle vagter, så var det klart at hun ikke måtte sove særlig meget fordi hun var nød til at passe sit arbejde og være ekstra forsigtig, det var vel også derfor at hun var så forsigtig når det kom til ham? Hun turde vel ikke stole på ham? Han havde jo heller ikke givet hende en grund, alle de ord han lukkede ud kunne være bluf, det hele kunne være spil fra galleriet, så det undrede ham ikke at hun var i tvivl, men hun måtte da få al den tid som hun ønskede sig, for han lagde virkelig intet pres på hende, han lagde intet hastværk i det, det var desuden mere for hendes egen skyld, for hun havde tydeligvis brug for nogle ordentlige allierede i stedet for de sølle vagter som han havde slået i gulvet nede i forhallen. Det måtte næsten more ham, at de varulve ikke havde været bedre, men sådan var det jo nu engang. Hans hænder tog blidt fat omkring hendes skuldre, som han begyndte at massere ganske blidt og nænsomt, og dog alligevel fast, men han ønskede nu heller ikke at gøre ondt værre. Det var sjovt at hun ikke stolede på ham, nu hvor han hele to gange havde haft muligheden for at dræbe hende. Hun turde vende ham ryggen? Så måtte det jo også bare betyde at hun stolede lidt på ham, for han kunne så nemt som ingenting sætte tænderne i hende, dræbe hende på stedet, så der var vel noget der gjorde at hun blev rolig? Det var ikke fordi at hun behøvede at se sig over skulderen, for han gjorde hende virkelig intet, det var ikke hans hensigt at dræbe hende og det var bestemt ikke hans livsopgave, det måtte en anden mand få fornøjelsen af, men den mand, hvis ikke kvinde, der ønskede at gøre det af med Jaqia, skulle først lige forbi ham, hvis han da fik jobbet som leder, for han havde ingen grund til at beskytte hende, hvis hun ikke ønskede hans alliance, men det ville da være synd og skam for hende, for han ville være en god medstander. Han fnøs ganske let til hendes ord og rystede smilende på hovedet af hende, skønt hun nok ikke så det, som han sad bag hende i sengen. Hun var ikke god til at tage imod komplimenter, det var måske rigtigt, men hun glemte hvordan man tog imod dem? Det morede ham nu alligevel godt og grundigt. ”Jaqia.. man glemmer ikke hvordan man tager imod komplimenter, enten er det fordi man er for kold til at blive påvirket af dem, eller også er det fordi at du aldrig er blevet rigtigt komplimenteret,” svarede han stilfærdigt, hvor han så lettere morende på hende, inden han kort rystede smilende på hovedet af hende endnu engang, for blot at genoptage sin massage af hendes slanke skuldre, hvor det var tydeligt selv at mærke hendes mange spændinger. Han smilede et koldt, skævt smil, som hun sagde at han var en ud af de få. ”En ud af de få?” gentog han roligt og dog med en så lokkende undertone. Han førte sine læber ud for hendes ene øre. ”Så fortæl mig Jaqia.. hvis jeg er en ud af de få, hvorfor vil du så ikke have mig som allieret? Have mig som en leder?” spurgte han i en intens hvisken, inden han bed hende blidt i den bløde øreflip, skønt han var forsigtig med ikke at lade de sylespidse hjørnetænder berøre dem.