In the name of the queen!

[pharrel123]

Mørket var faldet på endnu engang. De grå skyer var på vej ind over landet, og med sig bragte de regn og torden, som man kunne høre i det fjerne. Tiden var gået og meget var hændt. Gabriel var død, god nyhed for Dvasias, men selve slottet stod svagt, eftersom nogen havde taget sig den frihed at sprænge det i stykker. Fabian var blevet fanget, og en af gerningsmændene var ligeså. Det var alt sammen derfor at Pharrel var på vej op mod Castle of Darkness - eller det som var tilbage af det - med sine målrettede skridt. Han ønskede ikke at Dvasias skulle falde, og han ønskede bestemt ikke at lyset skulle vinde over mørket! Derfor var han på vej op til dronningen, for at give hende sin støtte. Han havde speciale indenfor spionage og snigmord, så han kunne udrette en hel del for hende, så klog var han da. Der var gået flere uger siden han havde stødt på denne mystiske kvinde ved kirkegården, et sted morede det ham at hun havde formået at fange hans opmærksomhed på den måde. Tænk at det overhovedet havde kunnet lade sig gøre! Og så af en kvinde! Men.. hun havde været anderledes, hun havde været mindst ligeså dygtig som han havde psykisk. Han regnede dog ikke med at han ville se hende igen, hun var sikkert over alle bjerge. Men hun havde da vist ham én ting; livet var fyldt med overraskelser. Så hvem vidste, måske han ville være så uheldig at støde ind i hende igen? Han ville ikke ligefrem kalde det for held at han havde stødt ind i hende, ikke når hun havde haft den effekt på ham! Det ville have givet ham gåsehud, hvis han havde haft et bankende hjerte og blod strømmende i sine årer, men det havde han ikke.
De natblå øjene faldt på det store mørke slot, som så noget forfaldent ud i den ene side. Han kunne tydeligt se at folk var i gang med genopbygningen, en skam at en så ældgammel bygning, så smuk den havde været, skulle falde og miste noget af sit gamle dystre ydre. Han gik med ganske faste skridt. Portene var væk, så slottet ville være let at indtrænge, skønt han kunne se at det var blevet langt bedre bevogtet. Han bar en hvid bluse, og man kunne tydeligt se hans muskuløse masse under. Ellers bar han nogle jeans og med sin slægtshalskæde omkring sin hals. Håret var blevet en smule kortere, og strittede ganske let. Pharrel vendte sit blik mod en soldat, da han trådte indenfor slottets porte, eller det der skulle have været porten. "Hey! Ingen adgang!" råbte soldaten, hvilket fik Pharrel til himle ganske let med øjnene. Hvad havde han regnet med? At han ville kunne vade ind? Han havde da håbet på det, men tilsyneladende ikke. Soldaten kom løbende hen imod ham. "Jeg skal tale med dronningen, og du kan enten være en dygtig soldat og føre mig til hende, eller miste livet!" hvislede han lettere bittert. Han havde ikke tid til julelege! Soldaten så lettere hånende på ham. Manden var en varulv, det kunne han tydeligt lugte! Men en varulv var skam ikke nok til at stoppe en horror! Det undrede ham ikke at de stærke væsner var sat til at beskytte det ydre af slottet, for ikke mange kunne hamle op imod en varulv. "Forsvind, hvis du har dit liv kært!" hvæssede soldaten, hvilket fik Pharrel til at slippe en hånende og dog munter latter. Soldaten fandt det dog ikke morsomt, og slog ud efter Pharrel. Pharrel så slaget og undveg det, inden han slog manden i gulvet. Hans styrke kunne sagtens klare en simpel varulv! Hvad han dog ikke havde set komme, var de tre andre varulve bag ham, som pågreb ham. "Slip mig!" hvæssede han sammenbidt. "Jeg skal tale med dronningen i fladpandede idioter!" Hans arme blev grebet, og han prøvede at rive dem til sig, skønt det ikke helt gik som han havde ventet. Fire varulve mod én horror, så blev hans chance for at vinde en del mindre, især når de kom med deres overraskelsesangreb.
Pharrel blev ført indenfor, hvor han halvhjertet prøvede at vride sig fri fra varulvenes greb. "Før mig til dronningen!" hvæssede han endnu engang. Den første soldat rystede hånende på hovedet. "Du skal nok blive ført til dronningen, og du skal nok miste livet." Pharrel himlede med øjnene. Han blev ført indenfor og betragtede den store sal, som de kom ind i. Han havde aldrig været indenfor i selve slottet. Som den ene soldat gik for at meddele Pharrels indtrængen og de to som holdt Pharrel så efter den anden soldat, greb han sin chance. Han hev sin ene arm til sig, og slog den anden lige i ansigtet, så også han slap ham. "Kom bare an i tumper!" hvislede han.

[Cressida Marvalo]

Mørket var endnu engang faldet på. Jaqia sad med nysgerrige øjne og betragtede hvad der foregik et sted ude i det fri. I det store og det hele var der ikke rigtig meget andet at betragte, end det mørke som herskede. Den halve måne lå skjult et sted bag de mørke skyer, der var ingen stjerner siden det måtte være forbandet overskyet, og det var blevet så mørkt med årstiden, at det var umuligt at se hvordan planter og træer, lod sig rive i af den kuldrende vind som herskede. Hendes blik var med tiden blevet tomt. Et sted nedeunder kunne hun høre de hårdtarbejende mænd der var ved at ligge de sidste detaljer på den ødelagte bygning. Det havde været forbandet tæt på at det var gået ud over hendes elskede kammer, og gud vise nåde overfor gerningsmanden i så fald! De slanke fingrer strøg igennem de blonde lokker, tankerne strøg igennem hendes sind. Det var en travl tid, ikke nok med at Samule mere eller mindre var gået i glemmebogen, nægtede at hjælpe hende men blot sad og surmulede, slottet var ødelagt, flere og flere vendte sig mod hende, de loyale væsner der skulle være hendes venner, vendte hende ryggen og var gået døden i måde. Selvom det var uger siden, så var tankerne tit faldet på den herre hun havde mødt på kirkegården. Han havde ingen idé om hvem hun var, han forsøgte at knække koden, aldrig i sit liv havde hun set en mand med den vilje, foruden Nathaniel og Alexander, han interesserede hende, vækkede den nysgerrighed, men nu var han væk, og et sted måtte det virkelig ærge hende, og udelukkende fordi han muligvis kunne være en af de støttere hun manglede. Hun måtte vel et sted erkende den følelse han havde formået at give hende? Lege med hendes psyke og faktisk få hende til at glemme stresset? Hun fugtede læberne stille med tungespidsen. Der opstod optøjer nedenunder, hun så mod døren. Skridt nærmede sig, det havde sine fordele at stå med hendes skarpe hørelse. De forsigtige bank lød på døren ”Kom ind” hendes tone var kold og monotom, det var tydeligt at det ragede hende hvem som end måtte komme ind, havde det været en hun var interesseret i at tale med, så ville hun vide det. Døren gik op, vagten stod i døren med en fast mine, tydeligt at der var noget der frydet ham, mere end hvad godt måtte være, ”Deres højhed.. De har fået gæster, han forlanger at tale med dem” vagten bukkede ydmygt. Jaqia føjede ham med hånden og nikkede stille ”Et øjeblik Roberto, så skal jeg være der”. Der var noget næsten udmattet over hendes stemme, og dette var endda en af de dage hvor det var lykkedes hende at sove. Vagten nikkede blot stille og lukkede døren efter sig. Jaqia rejste sig roligt, hun rettede på den tætsiddende korsettop der måtte fremhæve hendes fyldige barm. Hun var en smuk kvinde, hun vidste det, og hun ville i den grad også vise det frem. En lille knurren i hjørnet trak hendes opmærksomhed. Gule øjne stirrede køligt på hende ”Ikke så trist, Xaviar. Du kan følge mig” svarede hun kortfattet selvom intet ord havde lydt. Hun betragtede den sorte panter, der med smidige bevægelser gik hen ved hendes side ”Lad os se hvem vor kære gæst er” der var noget farerfuldt over det skæve smil, der kun gav hendes ansigt kariktaristik.
Døren gled op for hende, de faste hæle klikkede mod det kolde stengulv. Panteren gik netop bagved hende, fulgte hende med de samme smidige bevægelser, ikke at Jaqia tog sig synderligt af det. Hende isblå øjne, så frem for sig, og med det næsten sensuelle glimt, der næsten måtte hvile når hun skulle ud og præsentere sig som dronning. Ikke mange kendte til hendes mere menneskelige sider, Samuel ødelagde den del for hende, men det var tydeligt at de måtte være der, for attituden kom som regel først med facaden når hun skulle stå, påtage sig det rygte som nu var blevet skabt for hende. Ganske stille trådte hun ind i den store tronsal. Hendes skridt var selvsikre og faste, hun fornemmede udemærket den kulde der pludselig bredte sig ved hendes tilstedeværelse. Blikket hvilede fast mod vagterne, porten lukkede sig bag hende. Ganske få meter fra stoppede hun op, kun for at betragte hvad de nu havde fundet. Smilet bredte sig, kækt og tydeligvis afslørende. Det var aldrig gået op for Pharrel under deres sidste møde, at hun var selveste dronningen, det var det som næsten gjorde hende glad, han dømte hende ikke på noget, ville han gøre det nu? ”Ser man det..” hendes tone var pludslig mere energisk.. Næsten forførende? ”Jeg havde ikke troet vores veje ville mødes igen” erkendte hun med et lille sigende nik. Blikket funklede med den særer gnist. Hun så tilbage på vagterne ”Forlad os.. Alle sammen!” beordrede hun med en tydelig fats stemme, henvendt til alle i den store sal. Alle adlød øjeblikkeligt, begyndte at forlade dem. Endnu engang var blikket vendt mod ham.

[pharrel123]

Hvis de vagter troede at de kunne overmande Pharrel ved at springe på ham bagfra, så tog de i den grad fejl! Han lod sig ikke overrumple på den måde! Og han overgav sig bestemt ikke! Som den ene vagt var gået, var der kun tre tilbage, og han havde fået to af dem til at slippe grebet omkring ham. Han stod med løftet arme, og stod ellers parat til at give de tre skvat tæsk! De skulle bestemt ikke tro at de havde en chance, bare fordi de var tre! De havde endda været så snotdumme at vende deres opmærksomhed mod den fjerde vagt, der var gået, for at meddele hans ankomst. Okay, de beskyttede bare slottet for indtrængere, men han var sgu da selv af mørket! Men han skulle nok få dem til at bøde for deres pågribelse! Hans natblå øjne hvilede fast på de tre varulve, og et lettere overlegent smil gled over hans læber. "Typisk at jeg støder på en flok tumper. En flok tumper der kun har det hele i munden!" hvislede han med en hånende tone. De tre vagter sprang mod ham, som de ikke gad at høre på hans hånende ord, men Pharrel var skam klar! Han undveg næven som blev slået ud mod ham af den ene vagt, som han slog lige i maven, så vagten knækkede halvt sammen, inden Pharrel sparkede til mandens side, så han røg ind i den anden vagt. Den tredje sprang dog over de to andre vagter og greb fat omkring Pharrels skuldre, så de begge kom ned at ligge på stengulvet. Som Pharrels ryg ramte stengulvet gjorde han et rul bagover, imens han sparkede vagten i maven, for at sparke ham væk. Han lavede et baglæns rullefald, og så på de to andre vagter der var kommet op igen. Hans natblå øjne havde skiftet farve til ravgule, som de havde tændt bæstet i ham. Han skulle slå dem ihjel skulle han! Han sprang mod den ene vagt, og placerede et hårdt stød mod mandens kæbe, hvilket fik ham til at give et hyl fra sig. Han vendte hurtigt blikket mod den anden, der slog ud imod ham, hvor han greb om mandens arm og tvang den rundt på manden ryg, så Pharrel endte bag vagten. "Du burde ikke undervurdere din overmand," hvislede han i vagtens øre. Vagten gad dog ikke høre på ham, og slog ud mod ham med sin frie hånd, som Pharrel også greb om, inden han gjorde et hårdt ryk og brækkede mandens arm, som faldt på knæ også i et hyl. Han skulle lige til at springe på den tredje vagt, som var kommet på benene igen, da han hørte en kvindelig stemme bag ham. Det måtte være droningen, og dog.. stemmen lød så.. velkendt. Som han vendte sig om, nåede han dog ikke at få et blik på hende, da han blev overfaldet af den tredje vagt, så han røg direkte i gulvet med fronten først. Han knurrede som havde han været en ulv, hvilket egentlig også var hvad han var. Han hørte hendes ord, om at de skulle forlade dem, hvilket fik de to vagter til at gå ømmende væk, og den tredje slap taget om ham, inden også han forlod dem. Pharrel fik et triumferende smil på læben, inden han slap en kold og lettere overlegen latter. Han kom lettere vaklende op på benene, inden han børstede støvet af ham. "Jeg beklager ulejligheden Deres majestæ.." Han tav, som han vendte de ravgule øjne mod hende. Det var jo.. den mystiske kvinde fra kirkegården. Han slog sin håndflade mod sin pande. Hvor havde han været dum! Var hun dronningen?! Han havde jo aldrig mødt hende, kun hørt rygter om hende, så det var egentlig ikke decideret faldet ham ind. Men han følte sig helt dum, at han ikke havde opdaget det! Det var derfor hun havde haft den stærke psyke! De ravgule øjne var blevet natblå igen, og et skævt og næsten drillende smil gled over hans læber. "Ja så, ser man det," svarede han i en lettere morende tone, inden han gik med rolige skridt hen til hende. Han stoppede roligt foran hende, uden at han veg de natblå øjne fra hendes isblå. Livet var fyldt med overraskelser, det beviste hun jo så bare igen. Hans blik gled fra top til tå og tilbage i hendes øjne igen, inden hans hoved søgte på sned. "Jaqia.. Det navn er bedre end Destiny!" svarede han med et sigende hævet øjenbryn.

[Cressida Marvalo]

Det var ganske sjældent at folket rent faktisk fartede til slotted for at hjælpe hende, Jaqia kunne blot side og ryste på hovedet, hun vidste at ingen ville have så meget imod hende, hvis ikke det var fordi at Samuel havde ødelagt absolut det hele. Det var vel også grunden til, at hendes gæst på sit vis var en enorm overraskelse, med mindre det var endnu en hendes tumpede vagter havde fanget et sted ved muren, de skulle skiftes ud hele bundet, det eneste de tænkte på var at udgyde blod, og se hende tage liv, og hvor var det spændende i det? Nu skulle de nok se hende udgyde blod og tage liv.. Deres liv.. Og så måtte man jo se hvor vidt de endnu måte finde det interessant. Jaqia betragtede de soldater som måtte ligge og ynke sig på gulvet. Hun rystede på hovedet med en næsten undskyldende mine, ahn måtte bære over med hende. Det var de færreste der turde få job her, så hun var nærmest tvunget til at ansætte de som så skulle påvise deres mod, selvfølgelig var der de sande imellem, de kloge hovedet, der var vel bare så få at de rent faktisk endte med at skulle gå tabt i mængden. De sidste tjenestefolk var på vej ud af salen, når Jaqia kom med ordre, så blev de nøje fulgt, og præcis som hun bad dem om, en tanke som kun måtte morer hende ”Dig!” hun henvendte sig til den sidste vagt som var på vej ud af døren, også selvom hendes blik endnu måtte hvile fuldt ud på Pharrel, uden at vie fra på noget tidspunkt. Vagten så på hende, med ligegyldige øjne, hun skænkede ham end ikke et blik. Man kunne vel roligt sige at den side af hende, var en som Pharrel endnu ikke havde set, den nat på kirkegården.. Hun optrådte ikke som dronning, ikke som overlegen eller ond, eller noget som helst, slet ikke som det forlød sig på folkemunde ”Det ser ud til at disse tumper kunne bruge lidt hjælp. Lig dem for enden af den sædvanlige gang, jeg tager mig af dem senere” der var noget lumsk over hendes tone, hun havde endnu ikke spist, ikke at det påvirkede hende, for hun var efterhånden temmelig kontrolleret, men at nærer sig på de mænd, det var nu noget som hun alligevel måtte se frem til. Ganske let strøg hun mod den lilel port hun var kommet ind af og gjorde hovedkast mod den, til Pharrel som gestus til at følge med ”Lad os finde et mere uforstyrret sted?” foreslog hun med hævet øjenbryn. Det morede hende virkelig med tanken om at det aldrig var gået op for ham, en flere timer lang leg og da de skiltes, gik han stadig i troen om at hun var Destiny, nu var hendes største hemmelighed kommet frem.. Men hvad, det havde vel også kun været et spørgsmål om tid, før hun ikke længere kunne få lov til at leve som en ukendt kvinde for ham. Det havde ellers været rart.. Ikke at blive dømt. Hun sendte ham et stille smil, og begyndte at gå ”Xaviar find Noelle og overbring beskeden om at Enrico er hendes for i aften”. Muggent vendte den sorte panter om, og så med skeptiske gule øjne mod Pharrel før den strøg i den anden retning. Hun kendte skam til de følelser som spirrede med hendes rådgiver og hærfører, og hun ville i den grad ikke stå i vejen. Jaqia kuklo let, dette var mere morsomt end hun egentlig havde regnet med ”Destiny er blot mit mellemnavn” indrømmede hun med et lille nik. Der var ikke blevet løget for ham den aften, tingene var vel mere blevet..Fordrejet en smule? Roligt førte hun ham med sig ud på de lange gange. Hendes kammer lå ikke langt fra her ”Jeg beklager de tumper til vagter. Jeg må ansætte hvad jeg kan få, desværre er det meste afskum” hun trak ligegyldigt på skuldrene, og så frem for sig, selvom smilet tydeligvis endnu prydede hendes læber. Man kunne vle rolig kalde dette for skæbne? Held og uheld eller omvendt måske? Ganske roligt strøg hun ned af en sidegang, og mod hendes eget kammer, lige der var hun heldigvis ikke så forbandet overbeskyttende, hun var en stor pige i stand tiul at klare sig selv.

[pharrel123]

Pharrel havde været dum ikke at se videre end personligheden, men hun havde trods alt ikke optrådt som hans dronning, men som en helt normal borger fra Dvasias, og dog, helt normal havde hun jo ikke været, ikke mange bar den psyke som hun havde, folk så ikke andet end blod og blodsudgydelser, druk og voldtægt, så meget ... uhumsk der skete hver nat, ikke mange havde længere hjerne nok til at skabe sig et ordentligt ry, selv hendes ry var slemt. Mange så hende som en modbydelig kvinde, men efter den nat på kirkegården, så var han kommet langt længere ind i hendes sind end hvad hun nok ville regne med, for det at han nu vidste at hun var Dronningen af Dvasias, gjorde blot at han var kommet et skridt tættere på sit mål; at knække koden, som så var hende. De natblå øjne hvilede i hendes isblå med en smule dominans og overlegenhed, skønt hun henvendte sig til vagten. Armene lå over kors mod hans faste og muskuløse bryst. Han trak på mundvigen til hendes ord. Han tvivlede end ikke på at hun var en ond dronning, ellers ville hun jo ikke have været dronning af Dvasias, men han nød kun at se den ondskab, det var trods alt hvad Dvasias var; ondt. Han havde dog fundet ud af én ting; hun var ikke så ond og modbydelig, som folk gik rundt og troede. Hun kunne vel få ham halshugget på stedet? Der var trods alt sket få intime ting ved kirkegården den nat. At hun foreslog at de tog et andet sted hen, fik ham blot til at trække på skuldrene. "Du bestemmer," svarede han i en lettere ligegyldig tone, som han kort slog ud med armene, inden han fulgte efter hende. Bogstaveligtalt, hun var trods alt hans dronning. Hans blik gled ganske roligt omkring, ved alle de ting som de måtte passere. Han havde aldrig været på slottet før, men han måtte indrømme at skønt noget var blevet til murbrokker, så var her ganske smukt! Det var stort og fascinerende! Men han var så heller ikke vant til mere end et mausoleum, som alle andre vampyrer og blodsugere. Han trak på smilebåndet som hun henvendte sig til den store sorte panter, hvor han måtte blotte sine tænder, da den vendte sine skeptiske øjne imod ham. Den var trods alt en stor kat, hvor han var en stor ulv - de var fødte fjender, præcis som vampyrer og varulve, og han var endda en blandig af de to, hvor komisk egentlig. Han havde dog ingen intentioner om at dræbe Jaqia, skønt hun faktisk kunne blive ham en trussel, men han var her jo af én grund; at tjene hende, og med de tumper af et par vagter, så kunne hun da godt bruge assistance! Et lettere flabet smil gled over hans læber. "Jeg har godt hørt og din og rådgiverens affære.. bryder du dine egne love og regler?" spurgte han i en næsten sukkersød tone. Han måtte indrømme at han prøvede at stikke til hende, provokere hende hvis det var muligt, for nu hvor han havde fundet ud af at hun rent faktisk var dronningen, så var deres forhenværende møde blevet en smule fordrejet. På kirkegården havde de været lige, nu var hun pludselig hans dronning. Han havde desuden set en anden side af hende ved kirkegården, så han var da spændt på hvordan hun ville opføre sig, nu hvor han havde fundet ud af hendes lille hemmelighed. Han klandrede hende nu ikke, for hun ville vel se hans reaktion an? Han havde jo været dum og ikke opdaget hendes status, men sket var sket, nu vidste han det jo, og han kunne virkelig kun more sig over det! Han rystede let på hovedet. "Du behøver ikke at forklare dig, med al den oprør forstår jeg dig kun," svarede han stilfærdigt, og trak på skuldrene. Han måtte dog indrømme at han havde set bedre vagter, og det havde hun tilsyneladende også. Men det var jo også blot et bevis på at han var kommet som kaldet! Han fulgte ganske roligt med hende ned langs de mange gange, og for ham var det virkelig en labyrint! "Du bor pænt.. en dronning værdig," svarede han kortfattet, som han så rundt, inden blikket faldt på hende igen, hvor han smilede skævt.

[Cressida Marvalo]

Hvad der var sket på den kirkegård, den nat, var ganske simpelt at hun for en gangs skyld havde tilldt sig at være borger, nu hvor hun havde muligheden. Det at den kære Pharrel her, ikke havde haft den mest fjerne anelse om hvem hun var, det morede hende et sted og sammentidig så havde det været en utrolig mulighed. Hver eneste dag, gik Samuel rundt o morede sig, slog ihjel, voldtog til højer og venstre, kom på de mest smertefulde tortuere til folk som end ikke havde gjort ham noget, og det var alt sammen noget der blev lagt på hendes skuldre, hun var blevet dømt af hendes beffolkning, og hver eneste dag forsøgte hun selv at rette op på hendes kære brors fejl. Pharrel havde ikke været i stand til at dømme hende, så det udnyttede hun vel bare? Hun huskede hans forbandede styrke, den som gjorde ham til noget særligt, måden selv han havde formået at køre rundt med hende på, nu kunne man jo så roligt sige at en af hendes store hemmeligheder var knækket, det var vel et skridt tættere på? Ganske let førte hun ham ned af gangen, her var dystert men smukt, det kom man ikke uden om. Faklerne brændte med et svagt skær, oplyste de mørke gange der kastede sig i forskellige skygger af alle former og nuancer. Hendes skridt gav rungende genlyd, her var tomt. Endelig nåede de den slidte udseende dør af træ. Kammeret hvor konge på konge, på dronning på dronning havde hvilet, helt tilbage til hendes egne forældre langt tilbage i historien. Hun åbnede roligt ind til det mere frie værelse, hvor månen var kommet lidt til syne bag de mange skyer og kastede et blegt skær ind. Flammer og levende lys brændte lystigt, kastede rummet i en næste tankefuld tsemning. Farver i eksotiske farver, blandet med det dystre, for det meste puder på sengen a rød og orange veluor, tilsat en skygge af sorte. Faktisk var det nok ikke hvad de fleste ville forvente af en ond dronning som hende, det var klassisk indrettet, et sted også romantisk med de mange udskårne møbler, blandt andet sengen, hvor gavlen havde udsnit af roser hele vejen rundt. Ganske roligt gjorde Jaqia en gestus mod værelset, som tegn på at han roligt kunne træde ind. Det var ikke mange som fik lov at komme på dette sted, foruden de som var ansat på slottet, go selv der kom det an på graderne ”Lad som om du er hjemme” tilføjede hun, med det kølige smil der måtte pryde læberne. Hun lukkede døren et sted bag dem, kun for at sætte sig hen på sengekanten. Det var skam ikke løgna t hun var en dominernede kvinde, specielt når hun trådte frem som dronning, ellers var det umuligt at holde styr på noget som helst i dette land! Der var mange derude der ønskede hendes hovede, serveret på et søvlfad, det var hun udemærket godt klar over, hvornår ville folk se at hun udelukkende gjorde dette for Dvasias? Desuden, det fik hende på ingen måde til at give op, faktisk gav det hende kun mere at bevise. Hans flabede smil, fik kun hendes egen til at brede sig. Hun slog den samme blide latter op som på kirkegården ”Pharrel min kære, det står ikke i mine love og regler at man ikke må have affære.. Den lov gælder gifte.. Utugt.” tilføjede hun roligt, som for ligesom at uddybe det på den måde ”Enrico er blot en ven, som jeg nyder at tilbringe mine aftener med” hun nikkede anerkendende som kun for at understrege hendes ord, sendte ham det største smil, selvom det endnu henlå koldt. De blonde lokker strøg hun over den ene side af skulderen, hun kastede et blik mod vinduet.Tankerne strøg. Hun frygtede et sted at han så anerledes på hendes nu, men hvem ville ikke gøre det? Sådan måtte det jo være, det var ikke ment for hende rent faktisk at finde folk der ikke kun kunne lide hende som dronning men også som person, der var for få der kunne tackle hende. Ganske stille måtte hun nikke ”Tak.. Men ikke ligefrem hvad man ville forvente at en modbydelig dronning som mig, vel?” det var tydeligt at høre ironien i hendes stemme, det var tydeligt de mange ord ikke påvirkede hende, for hun vidste om ikke andet bedre ”Nå. Hvad kan jeg gøre for dig, Pharrel?” hun så lettere afventende mod ham, en smule mere formel end ved kirkegården, og alligevel ikke, de som så hende som dronning, så intet andet end en kold facade, selvom hun var kold nu så var det anderledes. En mørkværdig tanke?

[pharrel123]

Det var en omvæltning at finde ud af at den ukendte og mystiske kvinde på kirkegården, var endt ud som Pharrels dronning. Han burde vise hende respekt, bukke, tale formelt til hende, men fordi han havde set en hel anden side af hende, fordi han havde set hende, så kunne han desværre ikke bukke for hende, og vise den dybeste respekt, skønt han dog respekterede hende, men det var ikke så meget fordi hun var hans dronning, det havde noget at gøre med deres møde ved kirkegården. Han havde faktisk nydt den måde som hun havde forført hans sind, og han havde nydt mere den måde som han havde forført hendes. Og dog måtte han også hade den tanke om at hun havde haft en så stærk psyke, som mindst var på lige fod med hans egen, hvis ikke bedre, for han ønskede skam ikke at vise sig svag på nogen måder, og ikke for nogen som helst! Han fulgte med hende ned langs de mange dystre gange, skønt han nu ikke selv fandt det dystert, men smukt, han frygtede ikke mørket på nogen måde, for han havde levet i det i flere årtusinder. Han befandt ikke mørket med noget uhyggeligt, for når alt kom til alt, så frygtede han ikke noget, og dog, han besad en smule frygt for visse ting, men det var mere for ham selv. Men så igen, ingen var perfekte, og alle besad svagheder, det gjorde han endda også selv. Det var så bare ikke svagheder han lod komme til syne, for han skjulte det skam så godt han kunne. Noget han dog ikke frygtede, var Jaqia, for hun havde ikke givet ham nogen grund til det, og om hun så gav ham nogle grunde, så frygtede han hende alligevel ikke, for han frygtede ikke for døden, den havde han allerede set i øjnene - flere gange, han frygtede ikke for tortur, det ville blot gøre ham opmærksom på at han faktisk var i live og ikke bare et omvandrende spøgelse. Og efter at det faktisk var hende, som han havde mødt på kirkegården, så kunne han da slet ikke frygte hende, for han var kommet langt tættere på hende, end hvad hun ville tro, selvom han vidste at hun gemte på meget mere, men det var jo også det som gjorde det hele spændende. Og deres leg var skam stadig i gang! Han trådte roligt ind i hendes værelse. Selv det gjorde at han kom tættere på hende, men hendes valg af smag undrede ham ikke helt, hun var ikke modbydelig, det havde han længe fået bekræftet, så det undrede ham ikke, hvis hun nød romantik som enhver anden kvinde, for det så faktisk ganske romantisk ud med de mange nuancer og farver, det eksotiske, de levende lys, og ikke bare et mørkt og kedeligt rum. "Det tvivler jeg på at jeg kan," mumlede han. Han ville nok ikke komme til at føle sig hjemme sådan et sted på et splitsekund, for han var slet ikke vant til så høj en standard, han var endda vant til at sove i træer, hvis det var hvad han havde ved hånden, slet ikke en så fin seng som her. De natblå øjne faldt ganske roligt på hende, de var intense og dog så kolde, men kølighed var noget som lå til enhver dvasianer, så det kom skam heller ikke bag på ham, at hun var så kold, heller ikke, når hun var dronning for et helt land, for det måtte kræve sit! Han trak skævt på mundvigen til hendes milde latter, for den kunne han tydeligt huske. "Siden, hvornår er jeg blevet din kære?" spurgte han stilfærdigt, og hævede sigende det ene øjenbryn. At Enrico blot var en 'ven', som hun så fint sagde, fik ham blot til at fnyse gnaske let med en morende mine. "Ja så. Blot en ven?" spurgte han, hvor han ikke lagde skjul på den mistoriske undertone. Men hun måtte kalde ham hvad hun ville, det ændrede jo ikke på hendes handling? Han vendte sig roligt om, og gik hen til vinduet, hvor hans blik faldt på den halve måne. Blikket vendte han ganske roligt mod hende, og dog ganske alvorligt. "Hvis der er én ting, jeg har fundet ud af omkring dig, så er det at du ikke er modbydelig, Jaqia. Det er et flot sted, og selv din personlighed afspejler sig i stedet. En smuk personlighed." Det sidste blev udtalt i en lettere indsmigerende tone, skønt han dog mente det. Folk havde i hvert fald fået den forkerte opfatning af hende, rygter som hendes bror havde stablet op for hende. "Sådan som landet ligger nu, og med det oprør, så har du brug for de bedste af de bedste, og det ved du også udmærket selv, især med sådan en flok tumper af vagter." Han hentydede selvfølgelig til de fire vagter, som han havde slået ud nede i forsalen. "Med andre ord, så er jeg kommet for at slutte mig til dig, hjælpe dig med at finde gerningsmanden bag disse sabotager."

[Cressida Marvalo]

Der var mange mysterier omkring hende, det var også noget hun havde forsøgt at forklare, hun havde ikke været noget i nærheden af den kvinde hun i virkeligheden var. Pharrel havde ikke haft den mest ringe chance for at dømme hende ud fra en dum titel go status, ud fra folkemunde uden selv at kende hende, for det som blev lukket ud der, var noget som i virkeligheden kun frembragte den rene latter for hendes del, komplet tåbeligt, go alt sammen skabt ud fra Samuels handlinger! Han var grusom, og han brugte ikke hovedet på nogen tænkelig måde, og så antog folk blot uden videre, at hun måtte være ligesådan, udelukkende fordi de var søskende.. Et sted savnede hun virkelig Alex. Blikket betragtede ham med det lettere kække glimt i de isblå øjne, hun skammede sig ikke, det var i den grad en overraskelse at se ham her, også for hans del kunne hun forestille sig, men nu var en stor hemmelighed ude, det glædede hende jo så blot at han ikke lod til at være direkte formel. Hun ønskede slet ikke at han skulle bukke eller kalde hende ved titel eller noget som helst, faktisk var det rart, at der for en gangs skyld var en som ikke bare så en dronning men som der, på grund af egen uviddenhed, havde været tvunget til at danne sig et billede af hende som person. Hænderne faldt roligt i hendes skød, lædderets knirken var stoppet nu hvor hun sad stille, i det store og det hele var hun jo forbandet let at kende. Hun huskede hans pyske, måden han havde formået at køre rundt med hende, og hun havde nydt hende, hvilket vel også var det absolut værste ved det hele, og udelukkende fordi han kunne vise sig at være forbandet farlig for ham. Ganske let gjorde hun et lille svirp med hånden, flammerne i faklerne, dæmpede sig yderligere, han holde af mørke nøjagtig som hende selv, der var ikke kun til alt den lys. Kammeret blev belyst af et svagt eksotisk skær, der henlagde det i en rolig og ikke mindst hyggelig stemning. Sammentidig gav det orange skær hendes egen blege hud, en sukkersød honningfarve, og hendes hår et næsten direkte flammende skær i de blonde store krøller der måtte indramme hendes ansigt. Igen som hun sad der, var der ikke meget, foruden hendes bekædning, der antydede til hendes status og stilling, og ej heller noget der direkte måtte udstille hende som und og modbydelig. Der var et lille glimt i blikket, hun sad der med en næsten uskyldig mine, det var trods alt en stor hemmelighed der var afsløret bare sådan, men hun måtte nu erkende at tanken morede hende. Tankerne om vagterne nedenunder, var virkelig noget som stod i hendes sind. Det var kraftigt handlet, en mand som endelig var klar til at stå op for sin vilje og vej, ligesom hun selv, endnu engang formåede han at vække hendes interesse og hendes nysgerrighed, og igen på ingen tid, ved blot at være der. Den mand var utrolig. Allerede nu hvor de var alene slog klokken de stille slag, var legen igang og pointene var på spil. Blikket gled omkring i kammeret. Jaqia forstod ham udemærket, det var en høj standart og uanset hvor ond og mobydelig hun var kendt for at være, så var hun som enhver anden kvinde.. Romantisk et sted og det afspejlede sig i dette kammer uden tvivl. En mand som ham, vant til det rene mørke og langt lavere standartter, det var jo ganske klart. Smilet bredte sig en smule, i virkeligheden var man hendes kære på alle tidspunkter.. Når man var hende nær, når hun skulle provokere, når hun stod som dronning høj og formel, det var bare vane ”Er det ikke en del af legen?” afværgede hun den med, og skænkede ham et lille hemlighedsfuldt nik, kunf or at understrege hendes ord. Man kunne sige meget om Enrico men han var i sandhed intet andet end en ven, hun havde gennemskuet ham og Noelle, og følelsesmæssigt gjorde han itnet ved hende, det var rent lyst og begær, hun kommenterede det dog ikke yderligere, hun ville hellere snakke om ham. Hans smigren gik til dels ind, det i sig selv var en underlig følelse og fornemmelse, men selv hun behøvede den lille anerkendelse i tide og utide ”Jeg er glad for du ser sådan på det, Pharrel..” hun var ikke god til at tackle komplimenter, hendes tone afslørede hende en smule, faktisk var hun virkelig elendig til det. Jaiqa kuklo let, og betragede ham fra sengen ”Ganske rigtigt, halvdelen af de vagter er intet andet end iloyale svæklinge” hun vente øjne, det var tydeligt at det irriterede hende men det var vel klart? Ikke de mest betryggende at ligge sin lid til de væsner ”Jeg kunne bruge noget hjælp” erkendte hun med en tænkende mine. Sjovt som skæbnen kunne fører disse veje...

[pharrel123]

Dronningen af Dvasias, Jaqia, det havde ærligtalt ikke slået Pharrel nede ved kirkegården, men det var vel også ligegyldigt? Hun måtte da næsten kun fryde sig over at han ikke havde dømt hende ud fra titlen, ligesom alle andre tumper gjorde. Men han følte sig nu alligevel godt dum, at han ikke havde regnet hende ud, det forklarede jo også hvofor hun havde haft den stærke psyke, det forklarede også hvorfor hun havde kunnet fange hans interesse på den måde, og sjovt nok at hun var dronningen, men det var så kun noget som han nu kunne le over. Desuden, det at han havde fundet ud af at hun var dronningen, var kun noget som kunne være med til at bringe ham dybere ind under hendes hud, for han var allerede kommet godt stykke ind allerede. Hun havde fortalt ham meget nede ved kirkegården, og meget som kunne være svært at regne ud, hvis hun blot havde været en almindelig borger, men fordi hun var dronningen, så kendte han allerede et godt stykke omkring hende; han var ved at knække den store gåde. Bid for bid, lås for lås ville han komme tættere ind på hende. Han måtte dog indrømme at hun beholdte mystikken ganske godt, og det var nok også det som klædte hende bedst, for var hun helt blotlagt, åben som en bog, så ville hun blive kedelig, medmindre hun selvfølgelig formåede at holde på mystikken. De natblå øjne betragtede ganske let månen, det fik ham til at tænke på lysvæsenet, som han havde gjort om til halvhorror, Malania. Det havde virkelig været en storslået fryd, at knække hende, sådan som hun havde valgt at irritere ham og ikke tro på hans styrke, men nu kunne hun da mærke sig af den, ligesom hendes kæreste, hvis de da endnu var sammen. Han vendte ganske roligt blikket mod hende igen, hvor han lænede sig op ad vindueskarmen. At kalde ham kære var en del af legen? Han rystede ganske let på hovedet, med det lille træk i mundvigen. Det var vel noget hun var vant til at kalde folk? Det gjorde han jo rent faktisk også selv. "Apropo legen, så ved du godt, at jeg er ved at vinde, ikke?" spurgte han med en sigende mine. Han havde helt klart taget førigen, nu hvor han havde fundet ud af hendes store hemmelighed. Han klandrede hende nu ikke, at hun havde fordrejet sandheden, for et sted forstod han hende godt. Folk så ikke godt på hende, han havde godt hørt om de mange rygter, rygter han dog selv havde valgt at vende hovedet væk af, for hvis han skulle dømme folk, så ville han selv møde dem personligt og komme med sin egen vurdering, og efter natten nede ved kirkegården, så kunne han da slet ikke sige at hun var modbydelig og direkte ond. Hun havde valgt at sno sig ind i en fremmed mands favn - ham - uden at have dolket ham i ryggen for faktisk at have.. kysset hende. Han gned sin hage ganske let. Han havde ikke helt styr på alle de nye regler hun havde sat op, mon han egentlig havde overtrådt nogen? Det kunne egentlig kun more ham et sted. Han betragtede hvordan hun lod lysene dæmpe sig en smule, så det blev en smule mørkere inde i rummet. Han nød mørket, så sandt, men det var faktisk ganske.. hyggeligt? Uanset, så havde han ikke noget imod en lille belysning, som der kom fra stearinlysene. Han kunne tydeligt høre, at hun ikke var vant til komplimenter, det undrede ham så heller ikke, men det måtte nu alligevel more ham. Hans hoved søgte ganske blidt på sned, idet hans skubbede sig ud fra vindueskarmen, inden han gik ganske roligt hen imod hende. "Du ved, de fleste kvinder ville nok rødme eller vende hovedet forlegent væk.. men du.." Han trak på skuldrene som svar. Han gav sjældent komplimenter, for der var ikke mange der imponerede ham, men det havde hun godt nok formået. Han trak ganske let på mundvigen til hendes latter, sjovt at den var så.. melodisk. Han nød dog kun at høre den. "Det ved jeg, men.. jeg vil have noget til gengæld," påpegede han stilfærdigt. Der var jo altid en hage, hun tabte dog ikke på det.

[Cressida Marvalo]

Der var mange hemmeligheder derude, gemt I de mange skygger som månen og market matte skabe I samarbejdet. Dette var blot endnu en af hendes, og et sted måtte Jaqia jo faktisk erkende at hun var en smule træt af at den nu var ude? Det var virkelig ikke tit at folk ikke genkendte hende, så snart så meget som fornemmede hendes tilstedeværelse var det intet andet end panik som måtte brede sig, og hun måtte ærligt erkende at hun ikke havde den mest fjerne idé om hvorfor. Blikket hvilede på hans skikkelse. Det måtte stadig forundre hende, hvor meget han i virkeligheden måtte ligne. Ikke kun den slående lighed udseendemæssigt, de blonde lokker, og de blå øjne, nej i den grad også psykisk. Stærk nok til at lege med hende? Det sagde virkelig ikke så lidt, den mand var utrolig! Det orange skær faldt over hendes blege hud, og blonde lokker. Hun rejste sig let, dog uden at bevæge sig væk fra sengekanten. Nysgerrigheden sitrede i underhuden som havde han rørt hende på en ganske særlig måde. Hun forstod det ikke. Den aften på kirkegården.. Legen var stadig igang, han havde grebet den bold som fløj i luften ingen tvivl om det, hun måtte erkende at hans vilje skabte ham veje, hun måtte til at gøre dem en smule mere kompliceret hvis hun skulle have den mindste chance. Der var ingen åben bog over hende, han måtte kæmpe for at komme igennem, og selvom han nu havde knækket en af hendes store hemmeligheder, så var der uden tvivl stadig den rungende mystik over hendes skikkelse. Hun var ikke til at finde ud af, kulden i hendes blik og det kække smil der dækkede over en kvinde med alt for mange følelser, det lukkede hende, satte en lås omkring hendes tanker og følelser, ingen ville komme til, at knække hende helt var en gåde der kunne tage et helt liv, og de som formåede det endte i døden for hendes egen hånd. Der var Alexander jo et ganske udemærket eksempel. Pharrel havde set hans grav, hun havde forklaret ham i korte detaljer om det mord hun havde begået, som blot var et af mange, men der var ligeså meget han ikke vidste.. Nøglen til hendes hemmeligheder. Nu hvor Jaqia betragtede ham, var det tydeligt at se den tilfredshed som hvilede over ham. Hun spurgte ikke ind til det, hun ville ikke blande sig. Smilet bredte sig, hovedet gled på sned og lod de blonde lokker, falde over hendes skulder i de smukke krøller. Ganske stille tog hun de rolige skridt mod ham. Læderet knirkede let, afslørede hendes bevægelser. Hænderne lagde sig mod mod hans side ”Du tror selv jeg ville tillade at du vandt?” hviskede hun tæt mod hans ører, og med den tydeligt udfordrende tone. Hun var bestemt ikke færdig endnu, det var helt sikkert! Pahrrel førte den kom hun desværre ikke uden om, men det betød ikke at hun ville sætte sig med det hvide flag, hun ville bestemt ikke give op så let! Rygterne gik om hende. Hun var modbydelig ond.. Kun ude på at ødelægge det for enhver.. Noget som i den grad ikke var tilfældet! Det var han en af de få som kunne bekræfte, mens hun selv kun kunne forsøge at modbevise de yderst latterlige teorier! Hun var gået ind i hans favn, der sad ingen kniv i hans bryst, der var ingen skade sket, foruden at hun havde skænket ham de kærtegn, og han havde nydt dem, så meget kunne hun også sige. Hun slap ham stille, selvom hun dog ikke bakkede væk. Hendes isblå øjen strøg mod den mørke himmel udenfor. De var begge vant til at leve i det, det skræmte hende ikke, hun nød blot hyggen fra de levende lys der måtte brænde lystigt. Hun trak på skuldrene, med en undrende mine. Han havde ret hun burde rødme elelr se forlegent væk ”Jeg er ikke den type kvinde” erkendte hun med et stille nik. Hun huskede ikke hvornår den sidste rødmen havde haft fat i hendes kinder, det var der nok kun en mand i hele hendes liv der havde formået at få frem? Armene lagde sig over hendes bryst. Jaqia betragtede ham med forstående mine. Når det lød for godt til at være sandt, var det det også, selvfølgelig var der en hage selv ved dette ”Og du vil have?” spurgte hun temmelig direkte.. Hvorfor ikke bare komme til sagen?

[pharrel123]

Det kunne godt være at Pharrel havde taget føringen, at han var kommet tættere ind på hende, end hun var på ham, men han betvivlede virkelig ikke at hun ville give op, for den type kvinde var hun virkelig ikke! Hun var trods alt dronning, så det var jo klart at hun ønskede at vinde, at hun ikke ville tabe. Hun var en stolt kvinde, så det sagde jo i princippet sig selv, men nok ville hun ikke tabe, men han ville skam heller ikke lade hende vinde! Han var en kæmper, han kæmpede indtil hans død, uden at give op, han ville presse sig til den sidste bloddråbe ville falde fra hans krop. Han var fast besluttet på at vinde over hende, at knække hende hemmelighed efter hemmelighed, og nok ville hun gøre det svært for ham, sætte udfordringer op, men han var trods alt varulv, så han ville blot bryde igennem hver eneste lille udfordring hun satte op imod ham. Hun var dog ikke en nem sag at knække, det vidste han, og han ville sikkert også få problemer med det, men det gjorde ham intet, for han nød en god udfordring, og det var hun helt bestemt! Han ville simpelthen nyde at knække hende. Han vidste til gengæld at det at knække hende også ville kræve ofringer af hans egne hemmeligheder, og hun var bestemt ikke dum! Det havde han jo allerede set nede ved kirkegården, og han havde faktisk nydt hendes møde, og selv der havde han fundet ud af at hun ikke var en modbydelig og ond kvinde, for alle de rygter der var i omløb, de passede jo ikke for noget som helst! Han måtte dog indrømme at han var glad for at han havde fået chancen for selv at lære hende at kende. Han betragtede hende, som hun rejste sig fra sengen, og han hørte tydeligt hvordan læderet måtte knirke ganske let, som hun bevægede sig over imod ham. Han smilede et lettere dominant smil, som hun lagde hans hænder mod hans sider. Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet til hendes ord. "Nej det tror jeg bestemt ikke, min egen. Du er dronning, og derfor er du en kvinde, der nyder at vinde, og en kvinde, der aldrig vil overgive sig," svarede han stilfærdigt, hvor hans natblå øjne hvilede i hendes isblå. Der var mange punkter hvorpå de lignede hinanden, ikke blot udseendemæssigt, men også personlighedsmæssigt, dog var der så andre punkter hvor de var vidt forskellige, men det gjorde jo ikke noget, var folk fuldstændig ens, så ville verdenen godt nok blive et kedeligt sted! Han var dog forundret over at have fundet en, der mindede så meget om ham selv, som hun gjorde. Og så var hun endda dronning. At hun ikke var typen der rødmede eller så forlegent væk, undrede ham ikke helt, skønt det vel et sted var en skam? Han betvivlede i hvert fald ikke at smiger ikke havde nogen effekt på hende, for blev man først smigret - især af de forkerte typer - så viste man svaghed blot det ene sekund, og det ene sekund var nok til at tage ens liv. Han trak ganske roligt på skuldrene. "Ærgerligt. Jeg er ellers sikker på at den røde farve vil klæde dig," svarede han stilfærdigt, og trak en smule ligegyldigt på skulderen. Et næsten drillende smil gled over hans læber. "Men så har jeg jo blot et nyt mål." Han ville få hende til at rødme. Og han var snart sikker på at det ville blive en større opgave end at knække hendes hemmeligheder, men så igen, det måtte tiden jo vise. Han lod sin ene finger sno sig blidt omkring en af hendes blonde lokker, imens han smilede et lettere indsmigrende smil. "Når jeg nu skal hjælpe dig, og kunne gøre mit arbejde ordentligt, så kræver det også en god stilling, som kan få folk til at lytte," begyndte han roligt, hvor det mystiske skær over hans blik ikke forsvandt på noget tidspunkt. Men han kunne ligeså godt komme til sagen, i stedet for at spille smart og tro at man kunne trække den i al evighed. "Gør mig til Horrorernes leder, og jeg skaffer dig resultater," endte han i en lettere fast tone. Han kunne ligeså godt tjene sit land og derved gøre et godt formål for det, når muligheden nu bød ham.

[Cressida Marvalo]

Indtil videre havde han uden tvivl fået overtaget føringen, men det ville bestemt ikke være for længe! Han havde helt ret i at hun ikke var den type kvinde der blot ville holde hænderne op for sig og give op. Han havde oplevet hende ude ved kirkegården, hun huskede hans ord omkring at han ikke var en mand der gav op før døden nåede til ham, men han kunne tro hendes ord eller lade være, hun var helt ligesådan! Man kunne så sige at det ikke ligefrem at det var hendes stolthed der ligefrem drev hende til sejren. Det havde intet at gøre med hendes stilling eller status på nogen måde, det var helt sikkert.. Nej i det store og det hele så var det.. Ham som drev hende? Hun ønskede udelukkende sjren fordi det ville betyde at hun ville vinde over ham, stadig være den ubesejrede mester, dette var hendes felt, og hun havde ikke tænkt sig at lade ham betræde det for meget, uanset hvor meget han så egentlig vækkede hendes nysgerrighed og interesse. Hendes læber spillede ud i det lille smil, hun måtte give ham at han klarede det godt til nu, men helt let skulle han trods alt heller ikke have det, hun nægtede at servere det på et sølvfad, man måtte yde for at kunne nyde, et princip som hun faktisk ville mene at hun formåede at holde ganske godt fast i. Pharrels hemmeligheder stod stadig i skyggen, men kunne på den anden side sige at hans var mere ukendte i forhold til hendes, det var virkelig begrænset hvilke hemmeligheder der kunne forblive hemmeligheder, når hun stod med en status som dronning, specielt i et umuligt land som Dvasias, hvad kulle alle de oprører til for?! Var alle blevet så pokkers magtgale at de ønskede at skulle overtage verden? At mørket skulle herske? Hun måtte desværre skuffe dem, hun havde ingen intentioner om at indtage lyset på nogen måde. Det var synd folk ikke så længere end deres egen næse den dag idag, hun så frem og hun vidste.. At uden Procias..uden lyset.. Ville der heller ikke være et mørke, ligesom skyggerne.. Hendes blege hud tog en næsten honningfarvet glød ved det lys som måtte farve hende. Blikket gled for en kort stund ud af vinduet hvor alt var særdeles mørkt. Det gjorde hende virkelig ikke. Hun plantede et stille kys mod hans tinding ”Forstår jeg det rigtigt, Pharrel? Du tror jeg ønsker sejr fordi jeg er dronning?” hviskede hun hæst. Det ville være en enorm underdrivelse. Det havde intet med hendes titel at gøre, men hvad kunne hun have forventet af ham? At hans syn på hende ikke ville farves efter at vide hun rent faktisk sad med en endelig magt? Der var blevet skabt et mindre mellemrum imellem dem. Næsten høfligt måtte hendes hænder flettes foran sig, mens hun blot afventende så frem til et svar. Han ville uden tvivl være stærk at have på sin side, men kunne hun stole på ham? Hvordan kunne hun vide at han ikke blot ville være endnu en af de mænd der vilel forsøge at vælte hende af pinden for egen status? Jaqia nikkede blot til hans ord med et lille smil. En mand havde formået at få rødmen frem i hendes kinder, det var bestemt ikke nemt, der var generelt ikke mange kvindelige sider som hun viste sig fra, smirger var ikke noget som påvirkede hende overhovedet, der skulle mere til end som så ”Hvem ved” hun trak på skuldrene, var det endnu en udfordring? At få hende til at rødme? Han skulle da have held og lykke med på sin vej. Jaqia lod ham blot sno hendes lokker, hun nød det faktisk, og at dømme efter måden han gjordet det på, så nød han det ligeså meget. Hun så tænktsomt på ham, med et tydeligt overvejende blik ”Du er klar over det er en stilling som jeg normalt ikke ville give til en mand?” der var 3 mand og en midlertidig der i øjeblikket sad med en status i dette land, resten var kvinder, ikke at det gjorde hende noget ”Hvordan kan jeg vide.. At magten ikke vil overmande dig, og at du om et par dage, uger eller år.. Forsøger at stikke kniven i mit bryst?” hun trak sig tæt på ham ”Hvordan kan jeg vide at du kan tackle det?” hendes tone var blot en hæs næsten forførende hvisken. Intensitet og sensualitet var i virkeligheden blot noget der lå til hende, det var hvad hun var vokset op til at være, men igen.. Det var jo allerede noget som Pharrel havde formået at afsløre.

[pharrel123]

Pharrel tvivlede på at hun ville give op, for det ville han jo heller ikke selv, og hvorfor ville han egentlig ikke det? Var han for stolt til at tabe til en kvinde? Det var måske ikke så meget det at tabe, for han måtte indrømme at han ikke så meget tænkte på at tabe, men at vinde, hun drev ham simpelthen til at vinde. Han var født til ikke at give op, han var opdraget til ikke at give op, så hellere dø, han var født til at være en dræbermaskine, han var født til at klare svære udfordringer, han var født til at smadre igennem et stærkt forsvar, og de udfordringer hun ville sætte op for ham ville han skam klare! Han nægtede at give op, desuden, kunne der overhovedet være en taber og vinder? Hun kunne jo godt knække ham, selvom han også ville knække hende, og så ville de et sted begge tabe til hinanden, og samtidig også begge vinde. Han måtte dog indrømme at det for ham ikke handlede om at vinde eller tabe, det handlede om at klare denne forbandede svære udfordring; at knække hendes mange hemmeligheder. Han ville knække hende! Han blev helt ivrig efter det! Og han var allerede kommet så tæt ind på hende! Han havde taget føringen og han agtede at holde det sådan! Han så lettere stilfærdigt på hende til hendes spørgsmål. Han gned sin hage ganske tænkende, som havde de spillet et strategispil og det var hans tur til at rykke. Hans natblå øjne fjernede sig ikke fra hendes isblå. Hendes spørgsmål afslørede allerede at hun ikke ville vinde fordi hun var dronning, men det var jo også en latterlig begrundelse, han var mere eller mindre en skødehund, han kom fra Dvasias gader, og han bar en viljestyrke som en mægtig konge, så selvfølgelig var det ikke titlen der gjorde det. Det sitrende næsten helt i ham, som hun plantede et kys mod hans tinding. Han rystede kort på hovedet. "Nej.. En titel er en titel," svarede han stilfærdigt. Han lod sin pegefinger stryge hende blidt fra næseroden og videre ned over næsen, læberne, for at gribe blidt omkring hendes hage, imens han betragtede bevægelsen. Blikket faldt tilbage i hendes øjne og så næsten indgående på hende. "Det skulle dog ikke undre mig, hvis du er opvokset til ikke at give op, for ellers ville du jo ikke være dronning i øjeblikket, men væltet af pinden for længst. Men.. det handler slet ikke om at tabe, gør det? Det hele handler om at blive drevet til sejr, og hvad er det så der driver dig?" spurgte han stilfærdigt. Han slap taget omkring hendes hage, for at lade armene falde ganske roligt over kors. Mon det var ham som drev hende? Ligesom hun drev ham? Og var det overhovedet hende som drev ham? Han vidste det ikke helt endnu, hvilket også måtte irritere ham lidt. Det kunne godt være at hun var dronning, men han frygtede hende ikke, det havde hun ikke givet ham nogen grund til, end ikke nede ved kirkegården, og efter mødet ved kirkegården, hvor hendes titel havde været ham ukendt, så kunne han slet ikke frygte hende! Han regnede ikke med at hun ville stole på ham, for han kunne jo snildt vise sig at være forræder, men han ønskede skam at tjene hende, og stoppe disse herværker der skete rundt omkring i landet, slottet var jo et pragteksempel! Han kneb øjnene en smule sammen til hendes ord og fnøs ganske let. "Det er ikke min skyld at du er så dum og tro at kvinder er bedre end mænd," svarede han i en lettere irritabel tone. Hun havde gjort landet kvindedomineret det var han skam klar over, og han havde da dræbt nogle kvinder, der havde haft det hele i munden, for hun gav kvinder anerkendelse, og når hun først gjorde det så begyndte de at åbne munden, skønt de burde vare deres tunge! Han lod sin hånd falde ganske roligt mod hendes hals, som havde det været et kærtegn, og han gjorde ikke andet end at holde blidt omkring hendes hals. Hans øjne hvilede på hende med den ravgule farve, hvor hans tænder var blevet længere, som begyndte hun at vække bæstet i ham. "Jeg kunne have dræbt dig ved kirkegården, jeg kan dræbe dig på stedet nu, jeg kan dræbe dig i fremtiden, men har jeg gjort det?" spurgte han stilfærdigt. Han slap hendes hals og lagde armene over kors endnu engang, hvor hans øjne endnu engang var natblå. "Du ved bedre end nogen anden at jeg kan klare det, desuden er jeg ikke magtbegærlig, men en lederpost kan jeg godt klare," svarede han med et dovent træk på skulderen. Han vidste selv at han ikke ville kunne fungere som konge for et helt land, og det var fascinerende at hun kunne klare jobbet. Endnu en grund til at passe på.

[Cressida Marvalo]

Det var fuldkommen mørkt udenfor. Et sted fascinerende, udelukkende fordi det kun var noget som måtte ske på denne årstid. Der ville ikke gå lang tid før sneen ville begynde at falde, male alt i samme farve som hendes egen blege hud. Tankerne kredsede en smule. Hun ville vinde, om dette var en leg der kunne vindes eller tabes. Dette var ikke for stolthed det var ikke for titlen, det var udelukkende for ham. Han konkurrede med hendes sind, forførte det og fik hende langsomt til at lade paraderne falde, noget som i sig selv var farligt. Hun ville ikke tillade sig selv at blive svag på den måde, hendes hemmeligheder lå godt og trygt bevaret. Der var nøgler dertil, nøgler til hendes dybeste kamrer i sindet og de alle omhandlede denne ene mand som vidste mere om hende end nogen anden. Han havde været der hos hende, set alle sider af den kvinde som hun måtte være, han havde aldrig dømt hende som en dronning eller et direkte individ, men som han søster.. Alt for mange regnede med at hende og Samuel var det største søskendepar, men der tog de i den grad fejl, faktisk kunne hun end ikke udstå den mand mere! Var det hvad man ville kalde at vente på at han begik en enorm fejl? Bare så hun selv ville få fred? Armene hvilede over hendes fyldige barm, hun betragtede ham stadig med en forbandet tænksom mine. Et sted ikke i tvivl om at han ville klare stillingen forbandet godt, men han var en mand.. og han havde præcis det sind som hun måtte frygte, det ville næsten være synd hvis det skulle ødelægges fordi magten ikke kunne blive stor nok, nej grådighed var virkelig blevet en af de største dødssynder den dag idag og det skræmte hende næsten. Der var sikkert en enorm forskel på dem og så alligevel ikke. Han kendte ikke meget til hendes baggrund såvel som hun ikke kendte meget til hans, men gjorde det overhovedet nogen forskel? Hun nikkede sagte til hans ord. Så sandt som det var sagte en titel var en titel og absolut intet andet, det havde intet at gøre med det faktum at hun ville vinde, det var blot den kvinde som hun nu engang måtte være, og et sted måtte hun også håbe at det ikke ville betyde det store for ham, nu hvor det var en helt anden kvinde som han kunne sige sig at have set, den aften ved kirkegården. Det sitrede ved hans blide kærtegn over hendes ansigt. Lysterne var en del af legen, det var intet de ville bukke under for, men selv ulemper skulle jo have sine fordele, hvor ville det sjove ellers være? Stille plantede hun et kys mod hans pegefinger inden den måtte søge videre. Jaqia måtte give ham fudlkommen ret i ordene dette gjaldt ingen sejr som sådan. Det hemmelighedsfulde glimt var det eneste mulige at sporer i det kølige blik ”Jeg afsløre ikke mine kilder” hviskede hun lettere drillende. Han drev hende mere end noget som helst andet, han fik hende til at brænde efter at kende ham, en yderst skræmmende tanke så megen ineteresse som hun i virkeligheden havde i ham. Det var intet direkte modbydeligt over hende, folk overvurderede hende virkelig, ja hun gjorde modbydelige ting mod de som fortjente det og hun ville da også gerne erkende at hun virkelig havde sine ekstreme metoder. Personen afspejlede sig i den grad i værelet.. Eksotisk og hyggeligt.. Detaljeret som de fleste andre kvinder, ja hun var nok lidt perfektionistisk. Hånden mod hendes hals fik hende ganske ærligt ikke til andet end at sitre. Det var som et blidt kærtegn, hun frygtede ham ikke overhovedet. Han kunne høre hendes hjerteslag han ville vide at han end ikke gjorde hende nervøs ”Du har ingen magt, Pharrel.. Hvem ved om den vil overtage dig i fremtiden” hun hævede et slankt øjenbryn, hun måtte være fuldkommen sikker. Desuden misforstod alt for mange den regel, det var ikke forbudt at slå kvinder ihjel, det var blot dem hun ønskede på høje stillinger? ”Indtil videre har min teori givet pote.. Ser du.. Kvinder rammes ikke af magtbegær på samme måde” hendes smil var kækt køligt som altid, intet nyt under solen. Han skræmte hende virkelig ikke!.

[pharrel123]

Pharrel vidste ikke hvorfor han var så besat af at knække hendes mange hemmeligheder, dog var han nået ganske dybt ind, ved at vide at hun rent faktisk var dronningen af Dvasias. Han hadve fundet ud af en masse ting omkring hende nede ved kirkegården, og nogle ting var dog vanskelige at forstå, fordi hun havde fordrejet sandheden for ham, men fordi han nu vidste at hendes navn ikke var Destiny, men Jaqia, dronningen, så var de vanskelige ting blevet langt klarer, og selv det havde bragt ham tættere på hende. Han kunne faktisk finde ud af mange ting uden at skulle rende rundt og spørge hende, især ikke hendes fortid, for der kunne han jo bare læse historiebøgerne, hvor hans egen historie ikke var nedskrevet og derfor ville hun få sværere ved at finde ud af den - men hvad gjorde fortiden egentlig? Fortiden var faktisk vigtig i visse tilfælde, for fortiden kunne godt være nøglen til en persons personlighed, og det kunne den jo også godt være ved hende, det var den jo et sted også ved ham, dog var fortiden ikke den vigtigste af hans nøgler, for han besad flere hemmeligheder end hans fortid ville kunne fortælle hende. Hans øjne var kolde, skønt de næsten prøvede på at være milde, da hun plantede et kys mod hans pegefinger, da han strøg den ned over hendes læber og endte ved hendes hage, og med det lille træk i mundvigen. Der var ingen tvivl om at det sensuelle måtte spille en stor rolle i deres lille leg, dog var det ikke kun det at forføre hinanden fysisk, men mest psykisk! Og han måtte indrømme at hun kunne sit kram, men det burde hun jo også siden hun var dronning, for det krævede jo sit. Han trak på mundvigen til hendes ord. Hun ville ikke afsløre sine kilder? Han var ellers ganske sikker på at han kendte svaret på hans eget spørgsmål; noget drev hende, og det var garanteret ham, for vendte han den om, så var det jo faktisk hende som drev ham til at vinde, eller bare at knække hendes mange hemmeligheder. Og det kom egentlig ikke så meget an på hemmelighederne? Legen gik jo faktisk ud på at lære hinanden at kende helt ind til knoglerne, og længere ind endnu. Det krævede dog at man stillede de rette spørgsmål, manipulerede med hinandens underbevidsthed, for at få svarene frem, og selvom svarene kom på bordet, så gjaldt det også om at have hjernen med sig, for svarene kunne være vanskelige at tyde, så derfor måtte man tænke sig om. "Det undre vidst ikke nogen, hvis det er mig selv som driver dig," han vendte hovedet ganske let på sned, men hvorfor han så drev hende, det var jo så en anden side af sagen, for hvorfor skulle han egentlig drive hende? Og hvorfor drev hun ham? Var det fordi hun faktisk havde en lige så god psyke som ham selv? Fordi han ønskede at pille det selvsikre af hende og komme ind til den bløde side? Han kendte ikke engang svaret på hvorfor hun drev ham, men det gjorde hun altså! Han lod sin tommel stryge ganske blidt mod hendes hals. Hun frygtede ham ikke, så meget kunne han da mærke på hende, og det gjorde egentlig ikke noget det var faktisk.. dejligt? Og dog en irriterende tanke! Han trak lettere koldt og dog selvsikkert på mundvigen. "Jeg har ingen magt? I øjeblikket er det mig som har magten, min kære, jeg kan dræbe dig på stedet, jeg kan fange dig, inden du kan nå at flygte," svarede han stilfærdigt. Han rykkede sit hoved tættere mod hendes, så hans læber var ud for hendes ene øre, "jeg kan gøre det af med dig på et enkelt sekund." Hans stemme var ikke andet end en forførisk hvisken. Han slap taget omkring hendes hals, og trak hovedet tilbage. "Jeg ønsker ikke at vælte dig, Jaqia, men at støtte dig," endte han stilfærdigt, som hans arme gled over kors ved hans muskuløse bryst. Han himlede ganske let med øjnene til hendes ord, inden han trak på skuldrene. "Sandt, mange mænd er magtbegærlige, men du er dum, hvis du fravælger de mænd, som ikke er magtbegærlige, og som faktisk kan udøve et godt stykke arbejde! Til gengæld har kvinderne det med at lade deres følelser komme i vejen," svarede han stilfærdigt, uden de natblå øjne gled fra hendes skikkelse.