Waiting in the darkness..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig panisk ræd for Pierces reaktion på hendes nye tilstand, og specielt hvis det måtte vise sig at være sandt, hvilket i den grad ikke gjorde det det mindste nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hendes hjerte slog mere og mere fast mod hendes bryst, udelukkende på grund af den forbandede usikkerhed som hun måtte brænde inde med. At blive det pelsede bæst havde hun virkelig ikke nogen erfaring med, selvom hun nu måtte være temmelig sikker på, at hun nok formåede at skulle sørge for jagten, for den kunne hun udmærket godt huske tilbage fra dengang, selvom det havde taget hendes afdøde mand evigheder at lære hende kunsten, for hun havde virkelig været ganske uvillig de første forbandede mange år. Det var hende mere en byrde end det som det måtte være hende en glæde og det var sikkert også noget som Pharrel måtte fornemme på hende, for hun hadet virkelig tanken om at skulle være et bæst 3 nætter om måneden! ”Du skal ikke kalde mig for din kære!” vrissede hun med en fast tone. Det var virkelig bare Pierce som skulle have lov til det og ikke nogen anden! Hun var hans kære og det var sådan at hun ønskede at det skulle forblive, hvis ikke dette ville skræmme ham for meget, hvilket hun et sted faktisk også var bange for ville ske når det endelig måtte komme til stykket og det var det som skræmte hende mere end det som noget andet gjorde for øjeblikket. Hun vidste udmærket godt, at dette var hendes egen skyld, selvom det virkelig ikke var noget som lettede hende det mindste overhovdet. Tanken var i sig selv direkte forfærdelig og hun hadet den mere end det som hun måtte hade noget som helst andet overhovedet! Hun bed sig ganske svagt i læben og med den tydelige usikkerhed i minen. Hun kneb øjnene fast og let sammen, blot for at sende ham et direkte fast og næsten så dræbende blik som hun overhovedet formåede det, for han skulle virkelig ikke komme her og belære hende omkring noget som helst, for hun vidste, at det var hendes egen skyld, hun havde jo trods alt selv valgt, at skulle søge ud når det endelig måtte komme til stykket og hun fortrød det virkelig noget så inderligt og følelsen omkring det, var virkelig noget så forbandet ubehagelig og på alle tænkelige måder overhovedet! Hun rystede stille på hovedet. Pierce skulle selvfølgelig have det at vide. ”Hvor dum tror du virkelig at jeg er? Selvfølgelig skal han have det at vide!” sagde hun kortfattet. At lyve for ham, var slet ikke noget som faldt hende det mindstei nd. Det at bygge et forhold på en løgn, ville de så sandelig ikke få det mindste ud af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det hun virkelig bare var bange for, var at han trak det hele i land igen og forlod hende i frygten for hvad hun kunne finde på, uanset hvor meget hun så end måtte hade det eller ikke, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af, for det her var virkelig noget så forbandet ubehageligt! ”Det sjove? Er det sjovt at se forvandlingen?! Hvordan undgår jeg den?!” udbrød hun med en direkte vrede og panik i stemmen. Hun ville for pokker da vide hvordan hun kunne undgå den, så også Pierce vidste det, i stedet for at han pludselig skulle stå foran det behårede bæst og blive skræmt væk af det, for hun vidste nu, at det var en tilstand, hvori hun ikke ville have det mindste kontrol på nogen som helst måde overhovedet. At han kommenterede hendes styrke, fik hende til at kaste opgivende med armene, selvom hun vidste, at skaden allerede måtte være sket. ”Jeg kommer aldrig nogensinde til at droppe ham! Du kender ikke til kærlighed gør du? Jeg elsker ham og af hele mit endnu bankende hjerte.. Du vælger at forpeste mit liv med dine prædikener omkring mørket.. du vælger at tvinge mig ind i din form af liv og ved du hvad? Jeg kommer ALDRIG til at droppe ham!” endte hun med en fast tone. Hun var vred og hun var bange. Hun var virkelig bange for, at dette ville blive det endelige for hende og Pierce.. Hun håbede virkelig, at de kunne finde en løsning!

[pharrel123]

Når man tænkte over det, så var det utroligt hvor meget man kunne bygge op, og så miste det på et splitsekund, miste det som kun lige var blevet startet, det som i dette tilfælde ville ske for Malania, hun var lige kommet tilbage til lyset, hun var blevet lysvæsen igen, efter at have været vampyr, hun havde fået en ny kæreste efter sin afdøde mand, og så kunne hun risikere at miste det hele på grund af Pharrel, hvilken herlig tanke! Han hadede lyset mere end noget andet, så det at ødelægge hendes liv, det havde han så sandelig intet imod! Han frydede sig virkelig kun over det! Hun kunne risikere at hendes kæreste ville gå fra hende, for Pharrel havde ikke i sinde at fortælle hende hvordan hun kunne undgå forvandlingen og månen, for han ville da have at Pierce skulle se hvilket behåret væsen hun var blevet til, det at hun var blevet forgiftet af Pharrels eget blod, og at det måtte forgifte hele hendes krop, desuden, så skulle hun også forvandles første gang, for så ville hun blive en sand horror - eller i hendes tilfælde vil hun jo kun være halv horror - når den første forvandling vilel ske, så ville hun få sine sylespidse hjørnetænder, og ja, hun ville blive det bæst, som hun så inderligt ville undgå, hvilket måtte more ham. Han fnøs til hendes ord og trak på skuldrene. "Som du vil, putte," svarede han lettere flabende. Hun ville ikke kaldes kære af ham? Det forstod han så godt, det var vel et sted også blot for at provokere hende? Og det lykkedes desuden også meget godt. Han kunne tydeligt mærke på hende, at hun var bange, for han kunne jo også høre hendes hjerte slå for fulde hammer mod hendes bryst, som panikken havde spredt sig i hendes krop og sind. Og det var vel en skræmmende tanke? Meget nyt og ukendt havde jo en tendens til at skræmme én. Det kendte han desuden også selv. Han huskede tydeligt sin nat ved kirkegården. Natten inde, havde han prøvet at komme ind i Procias ved hjælp af Bella, så var han endt ved kirkegården hvor han havde mødt denne ukendte kvinde, som virkelig havde formået at lege med hans psyke, som han havde ved hende, og det at andre faktisk også havde en ligeså god psyke som ham, det var faktisk.. skræmmende, og han hadede faktisk tanken om at den kvinde havde fanget hans opmærksomhed og interesse på den måde! Han smilede blot bredt og lettere flabende til hendes ord. Hun morede ham virkelig. "Du er i hvert fald rigtig dum, siden du valgte at komme mig på tværs," påpegede han med et sigende hævet øjenbryn. Havde hun ikke kommet ham på tværs, så var det jo heller ikke sket, men det måtte jo kun more ham i den anden ende. Han trak på skuldrene. "Men din lille kæreste bliver nok ikke henrykt," tilføjede han i en eftertænksom tone, skønt han faktisk var ligeglad, han var ligeglad med om de så gik fra hinanden, for gjorde de det, så ville det blot more og glæde ham! Hun var både vred, bange og panikslagen og det måtte more ham, men hun havde jo allerede slået ham, og det bed han sig virkelig ikke af, skønt hun dog var blevet stærkere. "Hvorfor skulle jeg fortælle dig det? Det får jeg intet ud af," påpegede han stilfærdigt, imens han smilede et lettere køligt skævt smil til hende. Han så lettere tænkende på hende, og en smule fraværende. Det var der jo så noget om. Han kendte ikke til kærlighed, for den havde ikke ramt ham efter at han var blevet horror. Faktisk havde den ikke ramt ham siden han blev varulv, og det var flere årtusinder siden. Men hvad? Horrorer var jo uheldige, så det undrede ham ikke. Han trak på skuldrene. "Jeg er lidt ligeglad med om du vil droppe ham eller ej, men så spørger jeg dig; tror du ikke han dropper dig?" Blikket hvilede stilfærdigt på hende. "Horrorer er ikke kendt for at skulle møde kærlighed."

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ganske enkelt helt umuligt, at skulle falde til ro for Malanias vedkommende. Nu hvor det var kendt med hende, hvad det var at hun havde i vente i den nærmeste fremtid, var virkelig ikke noget som gjorde det nemt for hende! Forvandlingen var hun klar over, at hun kke ville kunne undgå for resten af livet, og at den måtte ramme hende før eller siden, men hvordan skulle hun dog fremstille det for Pierce? Ville han virkelig blive for skræmt af hende og ende med at trække sig helt væk fra hende? Alene den tanke omkring det, var noget som faktisk måtte skræmme hende noget så frygteligt! Hvis hun skulle ende med at miste ham, så vidste hun virkelig ikke hvad hun ellers skulle gøre og tanken var skræmmende som intet andet. Selv nu hvor hun måtte være grebet af så meget panik, så meget vrede og så meget uro lige nu også selvom hun vidste, at det var hendes egen fortjeneste, at hun stod med problemer til halsen! Bare tanken om hvad fuldmånen ville gøre ved hende, var skræmmende som intet andet. Hun kneb øjnene fast og let sammen og med den samme faste mine. Det her var virkelig ikke noget som hun ville stå og lytte til og hun ville bestemt heller ikke give ham den fornøjelse af, at skulle have lov til at mærke det på hende på denne måde, for det var bestemt heller ikke noget som talte for hende og Pierce og hun vidste det.. Ikke nok med, at de skulle slås med havet, men også hendes blodsult og fuldmånen? Hun var virkelig bange ofr, at det ville vise sig, at blive for meget også for hans del og bare tanken om, at han skulle forlade hende var noget af det værste! ”Hold op med at kalde mig det!” endte hun med en fast tone og uden at tage blikket fra ham. Han var ikke hendes noget som helst, og det var også sådan, at det skulle forblive! Hun lod armene falde over kors, selvom det nu var mer ement som i en selvomfavnelse. Lige her kunne hun virkelig godt bruge Pierces favn at søge til, for hun vidste, at hun var nødt til at forklare ham det, men hvordan gjorde man det? – ”Hej kæreste.. Ja, fuldmånen gør mig til et bæst. Håber ikke det gør noget?” Sådan kunne man da ikke fremstille det! Hun bed sig i læben. ”Behøver du virkelig at køre rundt i det mere?” spurgte hun. Hun vidste godt, at hun ikke var uskyldigheden selv, selvom hun stod fast på, at der måtte være noget godt i alle. Han havde trods alt heller ikke slået hende ihjel, selvom han havde haft muligheden til det så mange gange og allerede før at Pierce var kommet hende til rednignen. Hvad hun dog var glad for, var at de var kommet over det begge to, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hendes blik måtte udstråle den rene fortvivlelse, for det var virkelig noget som måtte gøre ondt, og det var heller ikke fordi at det var nemt for hende! Hans siste ord var virkelig langt mere end nok til at skulle brede panikken i hende,jo mere, at hun ville tænke på det. Hun ville aldrig nogensinde droppe ham! Ikke for noget i verden! Men om det var gengældt nu.. hun håbede virkelig bare, at de ville fortsætte med at holde sammen, selv på trods af de ting som de nu skulle til at slås med. Det var virkelig noget af det værste ved det hele. ”Det gør han ikke!” sagde hun med en fast og ganske så selvsikker stemme, selvom.. usikkerheden måtte være der ved hende, for det var virkelig ikke nemt at stå i denne situation. ”Jeg er ligeglad med hvad en Horror er kendt for og ikke kendt for, for kærligheden har jeg mødt.. og jeg nægter at slippe den nu..” Hun tog et skridt tættere mod ham og med den samme faste mine. Ikke at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Lad mig være! Lad mig tage hjem..” Der var så meget som skulle ordnes fra før af, men lige dette.. Det var virkelig angt mere end det som hun lige kunne tackle!

[pharrel123]

Pharrel kunne faktisk ikke helt bruge hende til noget endnu, for hun var jo endnu ikke blevet forvandlet, men om nogle nætter ville fuldmånen vise sig, og så ville hendes sande bæst og udseende komme frem! Og når hun så ville være forvandlet, så ville hun tilmed være afhængig af ham, fordi det at være horror ville være så nyt for hende, så hun ville få brug for Pharrels vejledning, og det kunne hun da snildt få, for han var jo trods alt ud på at gøre hende til en fuldt ud horror, dræbe lysvæsenet i hende, så hun kunne blive et af mørkets væsner, men det behøvede hun ikke at få at vide, endnu. Nu skulle hun lige tackle disse nyheder, og derefter tackle fuldmånen der snart ville vise sig. Hans natblå øjne hvilede direkte på hende, og dog med den så tilfredse mine, for han kunne ikke andet end at more sig med alt dette! Hun var nok ikke af samme mening, men det rørte ham nu ikke. Han trak på skuldrene. Det undrede ham ikke at hun ikke ville kaldes noget 'sødt' af ham, for hun havde jo trods alt sin lille kæreste, men han gjorde det egentlig bare for at provokere hende. "Jamen dog, min lille snut, er man ved at blive hidsig?" spurgte han med et sigende hævet øjenbryn, hvor han med vilje viste hvor meget han morede sig over hende, blot ved at fremprovokere hendes vrede. Han frygtede hende ikke, og hvorfor skulle han? Han kneb øjnene en smule sammen. Om han behøvede at køre mere i det? Det var sgu hendes egen skyld når alt kom til alt! Det vidste hun udmærket godt! Men han var sådan set ligeglad, for det morede blot ham, at hun var så bange og panikslagen, han kunne tilmed lugte hendes frygt! Det kunne virkelig ikke få ham til andet end at smile. Han trak ganske svagt på skuldrene. "Jeg behøver skam ikke påpege din fejl, og hvor dum du egentlig er, for det er tilsyneladende ganske indlysende for dig selv," svarede han stilfærdigt, så det var vel et nej til at han ikke behøvede at træde mere i det, for han kunne tydeligt se, hvor meget hun ærgrede sig over at hun var kommet ham på tværs. Hun var tilsyneladende mest bange for at hun ville miste Pierce, at han ville droppe hende, skønt hun ikke ønskede at droppe ham. Og Pharrel måtte indrømme at han ikke kunne sige hvad hendes kæreste ville vælge, for han var jo også dukket op nede ved søen, så hvem vidste? Måske ville han blive sammen med hende, og måske ville han blive skræmt væk på grund af hende. Han håbede ærligtalt på den sidste. Han trak endnu engang på skuldrene. "Det gør han ikke? Vi får jo at se," svarede han stilfærdigt. Det var dog ikke nogen konstatering, for han kunne svare på hvor stærk deres følelser var for hinanden, for han var ikke særlig god til følelser, det var jo trods alt ikke noget han viste særlig ofte, og specielt ikke kærlighedsfølelser! Han lagde armene over kors, som hun kom de få skridt tættere hen imod ham. De natblå øjne betragtede hende ganske roligt. "Kærligheden ramte dig før du blev horror, lad os nu se hvor længe den holder, ikke også?" svarede han i en lettere selvsikker tone. At hun ville hjem undrede ham ikke, men så igen, han skulle jo egentlig ikke helt bruge hende til noget, for hun var endnu ikke forvandlet. Som hun alligevel var kommet tættere på ham, gjorde det dog blot lettere for ham; han greb hende om kæbepatiet med den ene hånd, imens den anden faldt omkring hendes liv, så han holdt hende fast, hvor hans natblå øjne så indgående i hendes mørke. "Du kan godt få lov til at gå hjem.. Og jeg er så gavmild, at jeg giver dig alle andre nætter indtil fuldmånen for dig selv, derefter opsøger du mig igen," svarede han i en bestemt og dog så forførende tone. Han kunne først rigtig bruge hende, når hun var blevet forvandlet, for det var først der at hendes krop blev lavet om. Han slap taget om hende igen, inden han vendte ryggen til hende. Han så sig over den ene skulder. "Vi ses, snuske," svarede han i en lettere flabet tone, inden han forsvandt ind i mørket, som han også var kommet fra.

//Out.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Alene tanken om at Pierce ville efterlade hende nu, var virkelig noget af det værste som hun længe havde oplevet. Han var virkelig alt for hende og det var virkelig ikke noget som sagde så lidt. Måske at hun var dum og måske at hun var for godtroende og alt for naiv, men hvis der var noget som hun gjorde normalt, så var det at holde fremmed på afstand, men Pierce havde virkelig formået at tage hendes hjerte med storm og det var hans til odel og eje. Hvis han valgte at knuse det, så ville han virkelig bare knuse hende som aldrig nogensinde før og den tanke alene, var virkelig noget af det værste som man kunne sige sig, at hun havde været igennem på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sndelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun dirrede og hun sitrede og det var virkelig bare af det forbandede ubehag som han satte i hende, hvor han endnu en gang så fint formåede at plante et fortvivlelsens frø som blot måtte spirre som havde det fået kraftig gødning. Hun kneb øjnene fast og tydeligt tridsigt sammen. Hun var bestemt heller ikke hans snut eller noget som helst som kunne minde om et kælent kærlig kælenavn, for hun ville virkelig ikke have noget med det at gøre! Det var udelukkende Pierce som måtte give hende de navne og hun kunne da meget bedre lide hans; Engel. Hun var hans engel, selvom der bestemt ikke var meget engel over hende efterhånden, for dette var virkelig noget af det værste som hun nogensinde havde været igennem. ”Hold op!” endte hun med en tydeligt mere frustreret og direkte vred stemme, for det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham. Hun ville virkelig ikke have det! Det var vel tydeligt, at hun var ved at blive hidsig? For alt det andet her, var virkelig noget som måtte frustrere hende, for han havde virkelig ikke retten til at kalde hende for noget som helst! At hun nu var ved at blive til intet andet end et koldblodigt bæst, var virkelig heller ikke noget som han brød sig meget om på nogen som helst måde overhovedet, for det var virkelig noget af det værste som hun længe havde været igennem og det sagde bestemt heller ikke så lidt, for hun havde i den grad prøvet et og andet igennem hendes liv! ”Nej, det gør han ikke..” bed hun ham af. Han skulle virkelig ikke have lov til at manipulere hende på den måde, for det var virkelig ikke noget som hun ville have med at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun stirrede på ham med et lettere ulmt blik. At han greb omkring hendes kæbe og hendes liv, for at trække hende helt ind til sig, fik hende tydeligt til at stivne, for det var virkelig ikke behageligt, at skulle stå så tæt på ham som det hu måtte gøre lige for øjeblikket. Tvært imod, var det virkelig noget af det værste ved denne aften. Hun kneb øjnene let sammen. At han ikke ville fortælle hende hvordan hun undgik forvandlingen, så… måtte hun gå igennem den? Hvad ville ikke Pierce sige? Hun bed sig let i læben og nikkede blot. Det var jo heller ikke fordi at hun havde noget andet valg. Hun trak sig lige så hurtigt, som hun kunne komme ud af hans favn. ”Jeg er ikke din snuske!” vrissede hun let. Hun endte med at vende om og hastede den anden vej. Hun måtte jo forklare ham sagen, måtte forklare ham om situationen og det bæst som hun var ved at blive til, selvom tanken faktisk måtte skræmme hende noget så frygteligt. Ville han ende med at gå fra hende?

//Out