Waiting in the darkness..

[pharrel123]

Natten var faldet på endnu engang, og mørket havde indtaget sin plads i stedet for sollyset. Det var begyndt at blive hurtigere mørkt, fordi vintertiden nærmede sig, som de befandt sig i efteråret. Bladene var ved at indtage den brune farve for til sidst at falde af træerne. Mange fugle gjorde sig klare på at tage sydpå, imens andre væsner, gjorde sig klar til at kunne søge ud det meste af dagen, nu hvor solen ikke ville kunne stoppe dem. Pharrel havde dog ikke noget imod solen, medmindre den var på sit højeste en sommerdag, for så ville han blive til aske, men han kunne sagtens være ude i sollyset, når solen var på vej op eller ned, for der var den ikke så stærk, og han var trods alt født menneske, senere bidt til varulv, og for til sidst at blive bidt af en vampyr, som så havde skab dette fantastiske væsen; en horror. Han var født til at dræbe, det var den opdragelse han havde fået, men i stedet for blot at dræbe sine ofre, hvilket ville være så let som ingenting, så manipulerede han med dem, han kørte dem så meget psykisk ned som det var ham overhovedet muligt, så de til sidst ikke havde meget selvværd. Men hans største projekt hidtil, det havde været med dette lysvæsen, som han var stødt på, Malania. Hun var søgt til søen netop den aften han selv havde lagt i træet, hvor han havde betragtet den store klare nattehimmel, for at vente på den klare og skinnende fuldmåne, hvor han desværre var tvunget til at forvandle sig, eller han var egentlig ligeglad, for det gav ham en grund til at ødelægge og dræbe, så han klagede ikke, han havde faktisk aldrig prøvet at holde igen en fuldmåne nat, han havde altid forvandlet sig for at dræbe og ødelægge, det var jo desværre kun tre dage, hvor månen var fuld. Denne nat var han dog søgt til Parken, for han ventede på at Malania skulle dukke op. Han gik ud fra at hun var i Procias, sammen med hendes elskede kæreste, sådan en fantastisk mand, som hun nærmest havde beskrevet ham. Men han skulle nok ødelægge det hele. Han ville gøre hendes sind mere og mere ondt, og når hun så vågnede i sengen ved siden af sin kæreste, så ville hun ikke kunne huske noget som helst, andet end et slemt mareridt. Da han havde bidt hende, havde han manipuleret hende til at selv det han havde omvendt hende havde været et mareridt, og at hun skulle opsøge ham om natten. Hun havde været svag, og han havde udnyttet situationen, ved at manipulere hende. Og inden hendes såkaldte 'elskede' kæreste ville kunne stoppe det, ville det simpelthen være for sent! Han kunne ikke lade vær med at smile ved den bare tanke. Han så op mod himlen. Den var fyldt med de mørkegrå skyer, som havde bragt regnen med sig, og den havde allerede gjort Pharrel helt gennemblødt, men det gjorde ham nu intet, han havde intet imod regn. Han bar nogle mørkeblå jeans, som var blevet ekstra mørke på grund af regnen, og ellers en hvid bluse, så hans muskulatur var tydelig, for stærk det var han! Blikket vendte han ned mod sit bryst, hvor han kunne ane kæden fra hans slægtshalskæde. Det var det eneste minde han havde fra sin fortid.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At natten var faldet på, var end ikke noget som havde nogen betydning for Malania det mindste. Skoven havde hun ikke søgt til efter den store ulykke nede ved søen som med lethed kunne have kostet både hende og Pierces livet. Hun var bare frygtelig glad for, at det var endt en anelse anderledes når det endelig måtte komme til stykket. Hvad der skete lige nu, var egentlig ikke rigtigt noget som hun selv havde nogen kontrol over. Hun havde bare pludselig fået en sktrem lyst til at bevæge sig udenfor, så hun havde ladet Pierce ligge i sengen på kroen og ladet ham sove, for det var tydeligt også ham som havde brug for noget hvile, og det var ikke noget som hun ønskede at vække ham op fra. Hvad Pharrel havde gjort ved hende, var hu nselv temmelig usikker på, men noget skete og det var noget som hun ellers så tydeligt kunne mærke dybt i hendes eget sind. Det mørke blod som måtte blande sig med hendes eget – forgiftede hende i det indre på denne grusomme måde, uden at hun vidste hvad det kunne ende ud i, i den anden ende. Turen tilbage til Manjarno havde ikke været så pokkers lang. Hun trak den mørke kappe ekstra godt omkring hendes egen krop, som hun måtte nærme sig oarken. Lige hvorfor hun valgte at søge hertil, det var hun faktisk ikke helt klar over når det kom til stykket, men det var næsten det som hun havde valgt at se på som det mest.. fornuftige et sted? Hun havde nomalt ikke denne trag til at skulle søge ud, men det havde hun haft nu uden at hun egentlig havde vidst hvorfor, Pierce havde ligget der ved siden af hende, så hvorfor skulle hun egentlig søge udenfor? Vinden var ikke så slem, men det var rejgnen så til gengæld. I og med, at hun kun var halv horror – uden at hun egentlig selv måtte vide det, så gik kulden hende faktisk ikke på helt på samme måde, som den sikkert ville have gjort det ellers, hvilket hun i den grad måtte bide sig mærke i. Med andre ord, så vidste hu n godt, at der var sket noget! Vinden som rev i de tynde grene, var noget som tydeligt måtte rive i hendes opmærksomhed. Det var bare den store og skræmmende fornemmelse, at hun faktisk skulle være der af en eller anden mærkværdig grund.. At nogen eller noget faktisk ventede på, at hun skulle møde op her? Hvilket vel ikke gav nogen mening? Hun fulgte stien ind i parken.. Den forlod hun virkelig ikke på noget tidspunkt! Det var farligt nok som det var, og det var joheller ikke fordi, at hun var den som normalt ville gå rundt og bære våben trods alt. Det var bare ikke noget som lå til hende som et lysvæsen. Kutten havde hun trukket over hovedet, så hendes lyse skikkelse var skjult i mørket. Kappen klæbede nærmest til hendes krop udelukkende på grund af den regn som hun havde vandret i. Efteråret havde tvunget sig over dem for længe siden og det var noget som hun tydeligt bare måtte bide i sig. Hun var virkelig ikke meget for vand efter hændelsen ved søen. Det havde virkelig bare jaget en stor og tydelig skræk i hende, men igen.. Det var jo faktisk også det som for alvor havde bragt hende helt tæt ind til Pierce. De kunne jo faktisk alde sig for et par nu! Den mørke kjole bar hun let og elegang omkring sin slanke krop. Hendes arm var stadig i små bandager, for den var øm at bruge endnu. Det kom vel også stille og roligt efterhånden? Hun stoppede op som hun var kommet et godt stykke ind. Her var intet andet end mørke at se, men det skræmte hende ikke.. Hun følte sig.. velkommen i det.

[pharrel123]

Pharrel havde kun omvendt hende halvt om halvt, hvis man kunne kalde det, det. Han havde tømt hendes krop for blod - næsten - det eneste blod som var efterladt, var det som hendes hjerte havde pumpet i sig, på de sekunder det havde taget at omvende hende, med andre ord, hendes hjerte slog endnu. Hendes hud var dog blevet bleg, hendes krop var blevet kold, og hendes tænder ville blive spidse, så snart hun ville forvandle sig ved den første fuldmåne, hvilket ikke var om så lang tid igen. Det var jo trods alt kun en nat siden at hændelsen var sket. Han lå på et af de borde, der var stillet i parken, så familierne kunne sidde ned og nyde en picnic, hvis de ville, eller side og male, tegne, spille musik, hvad der nu ville falde dem ind. Pharrel lå egentlig blot med lukkede øjne, imens han mærkede regnen mod hans ansigt og resten af kroppen, som var mere eller mindre helt gennemblødt. Nok var hans øjne lukkede, men han så med alle hans andre sanser. Det kølige og dog morende smil hvilede på hans læber, for han kunne virkelig ikke andet end at glæde sig til mødet med Malania. Og hvis alt gik som det skulle, så var hun på vej netop lige i øjeblikket. Hun ville nok ikke forstå hvorfor hun søgte ud, eller hvorfor hun netop søgte til parken, men det var på grund af Pharrels manipulation med hendes ubevidste, hvilket gjorde at hendes sanser ville føre hende til ham, uden hun ville lægge mærke til det selv. Han åbnede øjnene, så de natblå øjne så op mod himlen, inden han satte sig op. Han opfangede en duft og nogle skridt. Han trak på smilebåndet. Hun kom jo som kaldet, skønt han faktisk havde kedet sig lidt! Han vendte sig, så hans fødder landede på træbænken, der hang sammen med bordet. De natblå øjne søgte ud i mørket, han havde ingen besvær med at se, for han var trods alt et af mørkets væsner, plus han var en blodsuger, et rovdyr, så han kunne selvfølgelig se bedst i mørke. Han kunne lige og lige ane den mørke skikkelse, der kom imod ham, hvilket fik ham til at rejse sig, og træde ned fra bordet samt bænken, inden han satte kursen mod hende. Han var ikke i tvivl om at det var Malania, for hvem skulle det ellers være? Hvis det ikke var hende, så kunne han da hurtigt få stillet sin sult. De blondelokker var blevet klippet lidt kortere, så pandehåret ikke ville genere hans øjne, dog klæbrede håret sig ind til hans ansigt på grund af regnen der silede ned over ham. Han gik ganske målrettet imod hende, og med den ranke og stolte holdning. "Jeg troede aldrig at du ville komme," påpegede han kortfattet, og med en lille irriteret undertone, som han faktisk havde ventet i et stykke tid. "Jeg tvivler på at du har glemt mig," tilføjede han med det grumme smil om de rosa farvede læber, og blikket der udstrålede hvilket rovdyr han i sandheden var. Havde hun glemt ham, så var der vidst gået noget galt, for han var sikker på at det var blevet en 'mindeværdig' aften for hende, og også hendes kæreste. Han håbede da at hun havde nydt den hele dag der var gået imellem deres forrige møde, for selv denne nat skulle hun nok huske - godt nok som et mareridt, men hun ville stadig komme til at huske det!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Lig hvorfor at Malania var kommet hertil, det vidste hun faktisk ikke. Pierce havde ingen anelse om, at hun var taget afsted og om han havde vidst det, så havde han sikkert forbudt hende det eller taget med hende for at sikre sig, at hun ikke skulle komme mere galt afsted end det som nu var sket for hendes del. Hun var virkelig ikke meget for at erkende det, men det havde virkelig været noget af det mest skræmmende i hele hendes liv – Ikke at, at hun var blevet bidt eller hendes skulder ødelagt fordi at Pharrel havde bidt hende, men det at se Pierce ligge under det store bæst og med den massive vægt, det var virkelig også det som bare måtte gøre det hele for hende, for det havde virkelig bare været det som havde fået hendes bæger til at flyde over. Hun var gået amok.. Hun havde end ikke reageret på den måde, da Lucius døde for øjnene af hende, hvilket selv havde efterladt hende ekstreme brændemærker dengang, hvilket heldigivs var væk nu. Hun var kommet over den mand og hun havde fundet noget som var langt bedre for hende! Hun var nemlig helt sikker på, at hun endelig havde fundet den mand som det var ment, at hun skulle tilbringe livet med, og hun ønskede så sandelig heller ikke, at skulle ødelægge det mere. Måske at hun var skjult af kutten som hun havde trukket over hovedet, for mørket havde nu alligevel sin mindre påvirkning af hende, selvom det ikke var noget som måtte skræmme hende sådan direkte. Det havde det egentlig aldrig rigtigt gjort, hvilket et sted også var hende en ganske sjov tanke. Hun stod der alene og omringet af det som kunne skræmme livet af selv de fleste af hendes slags.. og det rørte hende slet ikke. Hun havde virkelig sin erfaring med mørket på både godt og ondt.
Lige hvad Malania egentlig måtte lave her, det vidste hun faktisk ikke selv direkte, men hun havde virkelig sidet inde med den forbandede lyst til at søge ud.. Som om at noget kaldte hende til sig derude og lige hvorfor hun havde valgt parken vidste hun heller ikke! Et sted var det en tanke som måtte frustrere hende. Stemmen som måtte lyde ikke så forbandet langt fra hende, var noget som hun alligevel noget så tydeligt måtte reagere på. Hun vendte sig stille, hvor de mørke øjne måtte falde direkte til hans skikkelse. Ikke at det skræmte hende som sådan, men hun ble da en anelse urolig, skønt hun nu vidste, hvad han i det hele taget var i stand til at skulle gøre ved hende! Hun havde set det med sine egne øjne og mærket det på sin egen krop og selv endnu, kunne hun jo ikke rigtigt bruge sin arm til noget som helst! Hun trak vejret dybt, selvom hun slap det næsten dirrende. Hun var virkelig ikke meget for at stå der som hun gjorde i øjeblikket, men.. hun følte bare for at stå der, selvom hun virkelig ikke kunne sætte en finger på lige hvad det var som hun måtte sidde inde med for øjeblikket, for det var ubehageligt på alle tænkelige måder overhovedet! ”Hvordan kan jeg glemme dig? Og alt det som du har gjort mig og det kæreste i mit liv?” Hendes stemme var en kaotisk vrissen. Det lå slet ikke til hendes race at hæve stemmen eller blive vred på den måde, men igen så formåede hun let at skulle skille sig ud, for hun var virkelig, virkelig vred på ham! ”D-du har ønsket mig hertil.. Hvad er det du vil med mig?” spurgte hun mere stille. At sætte sig op mod ham, det havde hun jo trods alt allerede prøvet og det havde virkelig været noget af det dummeste som hun længe havde gjort og det var ikke noget som hun ville igennem igen. Hun hævede hænderne roligt og førte kutten væk fra hendes ansigt. De mørke øjne stirrede på ham med en tydelig vantro, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om, når det endelig måtte komme til stykket! Hun ønskede bare Pierce i sikkerhed..det var et sted vel også derfor hun var taget herud?

[pharrel123]

Pharrel huskede tydeligt aftenen inde, hvor han var stødt på dette lysvæsen, som han var faldet i snak med, og han vidste allerede mere om hende, end hun gjorde om ham. Han vidste at hun havde været en del af mørket førhen, fordi hun havde været sammen med en vampyr, men hun var blevet omgjort til et lysvæsen igen, og hvordan det var sket vidste han vitterligt ikke, men om ikke andet var det ligegyldigt, for nu var hun hans 'lærling', selvom han faktisk kun var ude på at ødelægge hendes liv fuldt og særdeles til dets ende! De natblå øjne betragtede hende en smule vurderende. Hendes hjerte slog, men det var jo også meningen, så hendes kæreste ikke fik mistanke om noget, skønt hendes hud var blevet bleg og kold. Hendes blod lugtede endnu af lysvæsen, skønt der var kommet noget mere .. grumt over hendes duft, og det var nok horrorblodet, som var ved at indtage hendes krop, og faktisk forgifte hende. Han trak på mundvigen, da hun sagde at hun ikke havde glemt ham, men hun havde da fat i noget; hvordan skulle hun overhovedet kunne det? Hendes personlighed generelt morede ham, for det var tydeligt at mørket endnu stod klart i hende fra dengang hun havde været vampyr, men selv det havde han kunnet mærke, inden han havde bidt hende. Hun skilte sig simpelthen ud fra sin slags, men det gjorde vel også kun at hun var lettere at få over på mørkets side igen? Og måske ikke, det ville han i hvert fald finde ud af. Han trak på smilebåndet til hendes vrissen. Han gik ganske roligt hen imod hende, med rolige og dog faste skridt. "Fra Procias, og dog så fyrrig," svarede han stilfærdigt, og med et lettere drillende og koldt smil på læberne. Han stoppede roligt op foran hende, hvor han lod en kold og bleg pegefinger sno sig omkring en af hendes mørke lokker, hvor han betragtede bevægelsen, inden hans natblå øjne søgte til hendes mørke øjne, selv hendes udseende skilte sig ud fra resten af hendes slags. Han lod roligt hånden falde ned langs hans side. "Selvfølgelig har jeg ført dig hertil, kan du ikke huske det? Efter jeg havde bidt dig og omvendt dig til halv horror, bad jeg dig om at opsøge mig hver nat," svarede han sandfærdigt, uden at han veg de natblå øjne fra hende. Armene lagde han roligt over kors ved det faste bryst, som tydeligt måtte stå frem i den stramme hvide bluse. Og når hun så kom hjem igen, så ville det hele være et mareridt for hende, det ville føles som en drøm og som om at det aldrig var hændt, og hun ville end ikke kunne huske alle detaljerne. Langsomt ville han formørke hendes sind, få hende over på den mørke sti som hun allerede en gang havde gået på, da hun havde valgt at blive gift med en vampyr. Han havde så bare gjort hende til en langt mere mægtig race end en vampyr! En race der var langt stærkere og hurtigere! Gad vide hvad hendes kæreste ville sige til det, når han fandt hende enten fyldt med blod, eller også i sin varulveskikkelse, for den kunne hun jo ikke skjule i al evighed. På et tidspunkt ville sandheden jo komme frem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvilke konsekvenser Malanias sammenstød havde haft for hende selv, såvel som det også måtte have det for Pierce, nu hvor de officielt var blevet et par, var stadig helt ukendt for hende, selvom det nu var noget som hun agtet at skulle finde ud af før eller siden, det var helt sikkert! De mørke øjne hvilede fast på hans skikkelse. Hun var kendt med, at fuldmånen ikke var langt væk efterhånden, for det havde han jo trods alt fortalt hende dengang de havde stået overfor hinanden sidst. Hvad han ønskede af hende, det vidste hun ikke.. hvad hun i det hele taget måtte lave her, det var hende lige så ukendt som alt det andet. At gå tilbage fra mørket til lyset som hun havde gjort det, var en proces som i sig selv, var direkte livsfarlig og hun vidste det godt. Lederen af lysvæsnerne på daværende tidspunkt – hendes egen søster, havde været den som havde gjort det, selvom hun nu ikke vidste hvor Caya var. Det skræmte hende om ikke andet, så bare en smule. Hun fnøs ganske fast af hans ord. Det var sandt, at der stadig var meget af mørket i hende, for det var ikke noget som nogen nogensinde ville kunne jage fra hende bare sådan. Et sted.. følte hun sig hjemme når mørket faldt, selvom det faktisk burde skræmme hende mere end noget andet. ”Du kender mig slet ikke endnu, kan jeg sige dig,” sagde hun med en svagere vrissen. Ikke at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham, for nok havde han fået hende ned med nakken sidst, forgiftet hendes blod og skænket hende den frygt for den kommende fuldmåne – Når hun da endelig måtte være klar over hvad hun var ved at blive til vel at mærke, for det var ukendt for hende, og det var noget som frustrerede hende voldsomt! Han skulle bare ikke have lov til at skille hende fra Pierce! Ikke nu hvor hun endelig havde fået ham! At hun var i stand til at kalde sig for hans eneste ene, som det også måtte være gengældt. Hun rørte sig ikke ud af stedet, selv da han kom tæt nok på, til at skulle lege med h endes lokker. Det satte dog blot en voldsom sitren i hendes egen krop og i hendes eget sind, det var ganske enkelt utroligt. Hun ville ikke have ham så tæt på! Det var kun Pierce som måtte komme hende så tæt på hende! Hun stivnede fuldkommen og om muligt, så blev hun mere bleg end det som hun var til nu. ”.. Halv horror?” gentog hun fuldkommen chokeret, hvor næsten panikken måtte melde sig.. Hvad ville ikke Pierce sige til det? At hun nu var blevet.. et halvt bæst! Hun knyttede hånden og slog hans egen væk fra hende, idet at hun fast måtte bakke et skridt. At han bad hende om at opsøge hende om natten, kunne hun halvt om halvt godt huske. Et sted var hun direkte bange for, hvad Pierce ville sige til det.. Det var jo ikke noget som hun kunne skjule til tid og evighed. ”Det… det kan du seriøst ikke mene.. Du.. du..!” Hun vendte blikket op mod himlen. Der havde jo kun været dage til fuldmånen sidst hun havde set Pharrel, så.. det nærmede sig jo. Han havde forgiftet hende! Hendes hjerte startede de faste slag mod hendes bryst endnu en gang, som hun måtte tage sig til skulderen.. Det var der giften var gået ind. Hun vendte sig mod Pharrel igen og denne gang med en vrede og panik blandet på samme tid. Det var direkte uhyggeligt! ”Det kan du virkelig ikke mene.. At du har gjort mig til halv horror!” Hendes stemme var intet andet end skinger.. Pierce måtte jo vide det før eller siden, selvom… hvad ville han sige til det? Ville han vende hende ryggen, hvis han vidste, at hun nu var halvt om halvt af den race som faktisk var kendt for at bringe uheld? Halvt om halvt af mørket endnu en gang, selvom fuldmånen måtte drive det helt ud af kontrol. Hun rystede på hovedet. ”Det må være din spøg.. Det kan ikke være rigtigt..” Hun bed sig let i læben og sendte ham blot et fast blik. Lavede han sjov, så var det bestemt ikke morsomt!

[pharrel123]

Hendes vrede og panik måtte virkelig more Pharrel noget så grusomt! Han kunne dog tydeligt se at hun ikke havde lært fra sidste gang, for hun var endnu så flabet i sine ord, men det kunne han hurtigt ændre på! Han rystede på hovedet til hendes ord. Han kendte hende langt bedre, end hvad hun gik rundt og troede! Hun havde faktisk fortalt ham rigeligt med ting omkring hende, at det ikke var svært at regne ud hvor hendes svage punkter måtte være, og hendes største svaghed, var hendes kæreste, og det var vel grunden til at han ikke selv havde en person så kært? Han vidste at kærlighed kunne gøre svag, skønt det også kunne være en styrke. "Du skulle bare vide," mumlede han for sig selv, og dog med den selvtilfredse mine. Han frygtede hende ikke, og hendes lys frygtede han bestemt heller ikke! Skønt det faktisk kunne gøre ham blind og skade ham for alvor i den sidste ende. Men nu hvor han havde bidt hende, og faktisk forgiftet hende, så blev hendes lys også svækket, eftersom hun var ved at blive halv horror og halv lysvæsen. Han smilede da han så hvordan hendes mine fortrak sig i en mere panikslagen. Nu var hun da ved at fatte, hvad der var ved at ske med hendes krop, hvorfor hun var så bleg, hvorfor hun var så kold. Han trak blot på smilebåndet, da hun selv udtalte ordene. Halv horror. Fuldmånen ville vise sig om ikke så lang tid, og hun ville blive forvandlet for første gang, det var altid en smertefuld proces, og efter det ville hun få sine sylespidse hjørnetænder, og derefter ville hendes sult efter blod stige og hvis hun ikke nærede sig, så ville hun til sidst ende med at blive pirrelig og angribe den første og bedste, hvilket tilfældigvis kunne blive hendes kæreste. Han skyldte faktisk hendes kæreste en lille revange, eftersom han mere eller mindre var blevet skyllet væk af al det vand. Han måtte ærligt indrømme at han havde undervurdere fjolset, hvilket så også havde kostet ham. Han trak på mundvigen til hendes ord. "Min spøg?" gentog han med et sigende hævet øjenbryn. "Jeg er ikke typen der spøger," tilføjede han stilfærdigt, som han lagde armene over kors på hans bryst. "Årh, undskyld, nu ved jeg hvad der plager dig, du frygter din kærestes mening?" sagde han i en sukkersød tone, skønt man ikke kunne tage fejl af den sarkastiske undertone. Han trak ganske veltilfredst på mundvigene. "Tro mig, så slemt er det heller ikke at være et monster," påpegede han i en lettere lokkende tone, som hans finger fortsatte sin snoen omkring hendes ene mørke lok, skønt hun dog slog hans hånd væk, hvilket fik hans natblå øjne til at se indgående i hendes mørke. Armene gled endnu engang over kors, imens hans hoved søgte ganske blidt på sned. "Vi kunne jo lave en aftale? Hm? Jeg giver dig fri de næste nætter, så du kan nyde tiden sammen med din elskede kæreste, og selv når fuldmånen kommer, så kan du få lov til at vise ham dit indre bæst, og så hjælper jeg dig med at styre dit monster fremover, samt din sult?" spurgte han i en lettere hånende tone, som han vidste at hun selv måtte afsky tanken omkring det. Tænk at vise hendes kæreste sandheden omkring hende, allerede om få nætter? Der var ca. kun to nætter tilbage, og så ville hun forvandle sig i månelysets skær.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig ikke nogen anelse om hvad pokker der var ved at ske med hende.. Hvad Pharrels blod ville gøre med hendes krop og hvad det måtte gøre ved hende på længere sigt. Det at hun ville være ved at blive til et væsen af mørket og af natten endnu en gang, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, selvom det et sted måtte være en tanke som ville skræmme hende en god del. At have Pharrel så tæt på, var virkelig ikke en tanke som hun brød sig det mindste om, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fel af når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Tanken i sig selv, var noget som skræmte ende.. At han havde den form af magt over hende uden at hun kunne gøre det mindste ved det. Hun havde efterladt Pierce hjemme i sengen uden at hun havde vækket ham heldigvis, for det havde taget ham tid at skulle falde i søvn og det var ikke noget som hun ønskede at ødelægge. Lige hvorfor hun havde valgt parken fremfor de mange andre steder at bevæge sig, og så støde på ham, kunne virkelig ikke være noget tilfælde! Hun fnøs. ”Vide hvad?” spurgte hun kortfattet. Igen var han allerede ved at gå hende på nerverne allerede så hurtigt, så det sagde vel heller ikke så lidt omkring det hele? Bare det at vide hvad hun var ved at blive til og at fuldmånen indenfor de næste par dage ville ende med at lade den halve forvandling ene med at blive helt fuldkommen, var virkelig også det som et sted måtte skræmme hende mere end det som det måtte skræmme noget som helst andet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Pierce ville vel… blive grebet af lige så meget panik som det hun ville? For pokker, de havde lige fundet sammen, de havde lige beslutet at flytte sammen i et lille hus ved havet og nu finder hun ud af, at hun var en halv horror? Det var bare ikke retfærdigt!! Hun bed sig svagt i læben og med en lettere skælven i kroppen, da hun endnu en gang, valgte at skulle tage sig til skulderen. Hun ville virkelig ikke høre tale om det på den måde. Det kunne virkelig ikke være rigtigt! ”Jeg er ikke noget monster!” sagde hun med en fast og alligevel med en fast tone som man slet ikke skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet. Hun vendte blikket direkte forfærdet mod ham. Hvordan pokker kunne han tage det så roligt?! Det var slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende på nogen som helst måde overhovedet! Hun blinkede med øjnene.. Bare tanken alene omkring dette, var noget som måtte skræmme hende. Hun var ikke af mørket og hun nægtet det så længe, at hun havde Pierce! Den mand var virkelig hendes lys i livet, og det ville aldrig nogensinde ændre sig på nogen måde, det var noget som hun direkte ville gå så langt, at hun kunne love ham! ”J-jamen… Fuldmånen.. Jeg..” Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere, det var virkelig alt for overvældende for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for hun vidste absolut intet omkring det at være horror, varulv eller hvordan det hele måtte foregå under fuldmånen! Hun bakkede et stille skridt væk fra ham igen. Dette var virkelig bare alt for meget for hende. Det var slet ikke noget som hun ville have noget som helst at gøre med! ”Jeg vil ikke..” En tåre trillede ned af hendes kind, som hun tydeligt måtte klemme mere omkring hendes skulder. Jovist kunne hun tydeligt mærke, at det gjorde ondt, så dette var virkelig ikke nogen drøm.. Det var virkelighed. Hvorfor skulle denne mand ødelægge hendes liv?! Et sted frygtede hun virkelig for Pierces reaktion, hvis hun forvandlede sig under fuldmånen.. Ville han vende hende ryggen? ”Det kan du ikke mene… Det kan du ikke gøre mod mig..” Hun vendte blikket mod ham. Denne gang var minen næsten helt hjælpeløs. Det ville hun virkelig ikke!

[pharrel123]

Det kunne virkelig ikke andet end at more Pharrel. Han ville komme til at ødelægge hendes liv fuldstændigt! Ved hvert af deres møder, ville han gøre hende mere og mere ondt, og når dagen så stod på, ville hun kun huske det som drømme, som mareridt, og når fuldmånen stod så ville hendes sande bæst komme frem, og vise sig for hendes kæreste, og han kunne virkelig ikke andet end at se frem til kærestens reaktion! Tænk at se sådan en smuk kvinde forvandle sig til et bæst? Det var næsten synd, selvom Pharrel nu ikke ville angre. Han trak lettere hemmelighedsfuldt på skuldrene. "Tja, det er vidst bare bedst at du lever i uvidenhed for øjeblikket," svarede han stilfærdigt og smilede et skadefro smil. I det store og hele, var det faktisk bare et eksperiment, for at se hvilken kraft og styrke han egentlig havde. Desuden, hvis han ikke trænede, hvis han ikke prøvede sine kræfter af, hvis han ikke skaffede sig mere erfaring, så ville han jo aldrig blive bedre. Han var nød til at sætte sig mål, han var nød til at have noget at lave, hvis han ikke skulle kede sig ihjel, så hun kom faktisk som kaldet! Han kunne tydeligt fornemme, se og høre på hende at panikken måtte brede sig i hendes indre. Han kunne forestille sig at det måtte komme som et chok. Han huskede tydeligt da han var blevet omvendt fra menneske til varulv af hans stedfar Darian, den første forvandling havde været smertefuld! Men han kunne ikke fortryde det som var sket med ham, for ellers var han ikke endt som horror, så var han ikke endt i Dvasias, og så havde han slet ikke endt her med Malania, og det ville være synd at gå glip af! Han hævede sigende et pjusket øjenbryn. "Du er ikke et monster?" gentog han i den sigende mine. "Det er da præcis det du er! Ja eller nok ikke endnu, men når den første fuldmåne falder, vil dit monster vise sig, og derefter kommer dine spidse hjørnetænder, og med dine tænder, kommer din blodlyst," tilføjede han i en lettere veltilfreds mine. Han kunne ikke lade vær med at nyde tanken omkring det hele, og han kunne slet ikke lade vær med at fryde sig over det! Glæde sig til fuldmånen. Panikken i hende fik ham blot til at trække på smilebåndet, hvordan skulle han dog kunne andet end at nyde det? Men han forstod hende nu godt, hun havde sin kæreste, og hvad ville han ikke sige til det, når han snart ville se det monster som hun gemte inde i sig? Stakkels fyr, han måtte da få et grusomt chok! Og han kunne ikke vente med at se det syn! Han betragtede roligt den tåre der banede sig vej ned over hendes kind, inden han slap en kold og dog munter latter. "Nu ikke så trist! Det er jo ikke fordi det er verdens undergang, jeg er sikker på at når din kæreste dumper dig, så vil du finde en langt bedre kæreste i Dvasias," påpegede han med et grumt grin om læberne. Han var sikker på at hun ikke var af samme mening, men det morede nu ham. "Det kan jeg ikke gøre mod dig?" gentog han i en munter og sigende tone. Han trådte ganske roligt de tro skridt tættere på hende, som hun havde bakket væk fra ham. "Det er præcis hvad jeg kan, og vil gøre!" hvislede han i en fast tone, inden det skadefro smil gled over hans læber. Hun skulle bare vide hvad der ventede hende! "Jeg er endda så gavmild at lade din kæreste se dit indre bæst, ved næste fuldmåne, som er om to nætter," svarede han i næsten en hellig mine. Han trak på smilebåndet, så hans egne to sylespidse hjørnetænder kom til syne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var tydeligvis grebet af en noget så voldsom panik, det var slet ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste. Det var slet ikke fordi at hun var direkte bange for, at Pierce ville vende hende ryggen, for det var da nu at hun havde mest brug for ham! Hun havde brug for hans støtte.. at vide, at de nok skulle finde en løsning, selvom hun virkelig ikke ønskede at være afhængig af ham på den måde. Hun var virkelig ikke forsvarsløs! Hun kunn virkelig ikke forstå, at hun skulle gå igenem dette helvede på denne måde, nu hvor lykken endelig havde valgt, at skulle smile til hende på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Tanken omkring det, var om ikke andet, så direkte ubehagelig, for ikke at glemme, at det faktisk måtte skræmem hende noget mere end det som noget andet faktisk måtte formå at skulle gøre det. ”Lever i uvidenhed?” vrissede hun let. Hun var ikke bare grebet af frygten for ham, men også den panik som måtte være at spore i hendes stemme og i hendes kropssprog, for det var virkelig slemt nok som det måtte være, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var virkelig noget af det værste som faktisk kunne ramme hende lige nu. Hun var fristet af mørket, det skræmte hende ikke som det burde og det var vrkelig bare noget som måtte være farlig også for hende selv, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. ”B-blodlyst..?” gentog hun. Det hele blev da virkelig bare værre. Hun havde været afhængig af blod før, og det var virkelig ikke noget som hun ønskede, at skulle gå igennem endnu en gang! Hun blev stående og selv med tårerne som hun tydeligt måtte kæmpe med på denne måde.. Det var virkelig uhyggeligt! At Pharrel måtte fortsætte med at køre rundt i det når det måtte komme til Pierce, var virkelig heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende når det endelig måtte være, for hun var virkelig panisk bange for at ende med at miste ham. Det var virkelig noget af det værste som i det hele taget kunne ramme hende på denne måde! ”Det vil han ikke.. Det må han ikke..” Hun rystede næsten febrilsk på hovedet. Pierce ville vel ikke kunne finde på at efterlade hende efter det her? Lade hende rende rundt alene i de stunder hvor hun virkelig havde mest brug for ham? Det var slet ikke noget som gav det mindste mening overhovedet! ”J-jamen.. vi.. vi har jo lige..” Hun bed sig let i læben. Det måtte simpelthen bare ikke ske! Hun kunne virkelig ikke klare det, hvis hun skulle miste Pierce nu! ”Jeg vil ikke have andre..” indskød hn meget mere dæmpet. Tanken om at skulle miste ham, var virkelig bare dræbende for hende og på alle måder! Tårerne pressede på, det var virkelig langt mere ned det som hun lige havde ventet sig, og det var ganske enkelt en direkte skræmmende tanke. Hun vendte blikket mod ham. Han ville give hende frem til fuldmånen. ”Dit.. dit bæst!” hvinede hun med en tydeligt skræmt stemme. Hun var skræmt af det hele. ”Det.. det er ikke at være gavmild..” hviskede hun mere intenst, som han nu var kommet hende så frygtelig tæt på. Han var bestemt ikke gavmild at lade Pierce se hende på den måde, for hun ønskede virkelig ikke at være fremstillet som et bæst! Hun var virkelig langt mere end det og det ville virkelig bare frustrere hende.. om ikke andet, så knuse hende, hvis han ville ende med at blive så skræmt af det, at han ville gå fra hende, selvom hun vidste, at det i bund og grund faktisk også måtte være hendes egen skyld at det hele var endt med at skule ske og hun vidste det jo udmærket godt! ”Du må ikke gøre det her mod mig.. Gør mig normal.. Jeg vil ikke!” endte hun lettere febrilsk. Hun havde været i mørket før, men det at det ville påvirke hende og Pierces forhold yderligere, var virkelig noget af det sidste som hun ønskede, for havet var dem virkelig en udfordring nok! ”Gør det om.. Jeg vil ikke!” afsluttede hun med en klart skinger stemme.

[pharrel123]

Hun var skræmt, hun var bange, hun var panikslagen, så Pharrel næsten kunne mærke at hun måtte ryste i bukserne. Det sjove ved det hele var at hun ikke frystede mest for at blive en del af mørket, men at miste hendes kæreste. Kært, men det var nu ikke noget han ville falde for! Typisk procianere! Altid så blødsødne og konfliktsky, det var faktisk til at brække sig over! Det eneste de tænkte på var blomster og fred! Han glædede sig til den dag, hvor mørket tog over lyset! Den dag mørket ville være det eneste der viste sig på himlen, den dag hvor nattens væsner kunne gå frit rundt og ude, når de lystede, det var den dag han glædede sig til! Han nikkede ganske roligt. "Nemlig, det er bedst du lever i uvidenhed," svarede han stilfærdigt, og med et lettere drillende og flabet smil på læberne. Han kendte mere til hende end hun vidste, og sådan skulle det helst forblive. Desuden, hun var ikke en person der var særlig svær at læse, for hun var faktisk ganske indlysende, hvilket egentlig gjorde hende kedelig, han nød trods alt at knække koder, men Malania var næsten som en åben bog. Det var tydeligt at høre på hende hvor skræmt og panikslagen hun egentlig var, og det frydede ham virkelig, ligesom sidste gang. Han nikkede. "Selvfølgelig, og som vampyr, burde du jo vide hvordan det foregår," svarede han stilfærdigt. "Tænk at være tæt på din kæreste, så varmt blod, så frisk, ikke det mest delikate, men du overlever jo nok," svarede han med et grumt grin. Han kunne ikke lade vær med at more sig over tanken, tænk hvis hun bad den mand, som hun elskede mest? Han trak på skuldrene. "Hvorfor skulle han ikke droppe dig? Du vil blive til et behåret bæst, med en blodlyst som du slet ikke kan fatte! Han vil da droppe dig i frygt for hvad du kan finde på at gøre ved ham. Dele samme seng og hele tiden kigge sig over skulderen for at være sikker på at du ikke sætter tænderne i ham, selvfølgelig vil han droppe dig," svarede han stilfærdigt, det var vel den effekt blodsugere havde på folk? De frygtede dem, og var bange for at de blev offer for deres sult. Så hvorfor skulle hendes kæreste være anderledes? "Hvad har I lige?" spurgte han kortfattet, og med armene over kors. Det morede ham virkelig at se hende sådan. Hun var stædig det måtte han lade hende, men det var jo også hendes stædighed der var skyld i alt dette, hun kunne jo bare lade vær med at provokere ham, spille så hellig, og så kunne hun jo bare indse sandheden, men nu vidste hun da hvad han var i stand til. At hun kaldte ham et bæst, fik ham til at le koldt. "Jeg takker," svarede han ærbødigt, inden et skævt og dog koldt smil gled over hans læber. Det var måske ikke gavmildt, men han lod da hendes kæreste leve uvidende omkring hende i kun få dage, og tilmed lade hende få tid sammen med sin kæreste den første fuldmåne som horror i hendes liv, det var da ganske gavmildt? Han vidste ikke hvordan hendes kæreste var, for han var trods alt dukket op ved søen, så kærligheden var jo nok gengældt, men gad vide hvordan han ville reagere når han så Malania som varulv, manden måtte jo få et kæmpe chok. Han måtte nærmest blive skræmt fra vid og sans. Men så igen, han kendte ikke til hendes kæreste, så han kunne ikke sige om manden elskede hende nok til at blive sammen med hende. Han trak på skuldrene. "Beklager, jeg kan desværre ikke skrue tiden tilbage, og om jeg så kunne, så ville jeg da ikke gå glip af dette!" svarede han i en munter tone. Han ville da ikke fratage sit eget sjov, ikke nu hvor han endelig havde fået noget at lave! Han slog ud i en kold latter. "Det er bare ærgerligt! Om du vil eller ikke, så er det en proces du skal igennem! Du må bare vænne dig til tanken!" svarede han stilfærdigt og smilede kynisk til hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig bare voldsomt panikslagen. Det kunne virkelig ikke passe, at hun skulle gå igennem det helvede, nu hvor hun endelig havde fået Pierce og at de faktisk havde dannet par og endda besluttet at skulle flytte sammen nede på stranden, så den længsel efter hinanden ikke ville blive alt for slem. Nu stod hun her foran Pharrel og han fortalte hende at hun endnu en gang var af mørket? Det var mere end det som hun kunne klare på disse dage! Hun ville virkelig ikke være med til det! Hun var virkelig panikslagen for at Pierce ville blive for skræmt af det, så han ville ende med at søge væk fra hende i stedet for.. Bare alene tanken omkring det, var virkelig dræbende for hendes vedkommende – Den tanke om, at hun pludselig ville stå der og skulle kæmpe med det hele endnu en gang, det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Hun følte virkelig for at græde, selvom det virkelig var ynkeligt, at skulle lade dem falde overfor denne mand, så var hun virkelig fuldkommen ligeglad! Han skulle bare ikke have muligheden for at gøre hendes liv til et helvede på den måde, det ville hun virkelig ikke tillade! At det måtte more ham, var virkelig ikke noget som gjorde det stort bedre for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, for det var virkelig noget af det værste ved det hele for hende lige nu. ”V-vampyr kan umuligt være det samme som det her bæst…” hviskede hun skræmt. Det var virkelig det som skræmte hende mest – Det uvidende. Hun vidste intet om det at være hvad hun nu måtte være og værst af alt, hun vidste slet ikke hvordan Pierce ville reagere og det var virkelig det som gjorde det hele så meget værre for hendes vedkommende. Tanken var virkelig bare forfærdelig som intet andet overhovedet. Hun hadet det virkelig som aldrig nogensinde før! Tårerne kæmpede sig på, de faldt stille ned af hendes kinder og med den voldsomme sitren i hendes egen krop som bare ikke ville stoppe det mindste op på nogen måde. Det hele var hende virkelig bare noget så frygtelig overvældende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun følte det næsten som et stik i hjertet og bed sig tydeligt i læben. ”Han vil ikke forlade mig.. Det vil han ikke!” fastholdt hun stædigt også mere for at skulle overbevise sig selv om, at det var tilfældet. Pierce elskede hende jo, han havde fortalt hende, at han ikke kunne undvære hende, det gjaldt vel også i denne skikkelse og i denne tilstand som hun måtte leve med resten af livet? Hun måtte finde en mulighed.. hun nægtet at forvandle sig ved fuldmånen på denne måde og specielt foran Pierce! Det ville hun virkelig ikke!Hun kneb øjnene fast sammen. ”Det er ikk noget som du skal blande dig i!” vrissede hun med en tydelig vred stemme. Hun var vred og bange på samme tid, det var virkelig ikke nogen god kombination! Hun bakkede endnu et skridt væk fra ham. Hun ville virkeig ikke tæt på den mand en gang mere, det ville virkelig bare ende med at skulle gå galt endnu. Han irriterede hende virkelig og det var virkelig ikke noget som sagde så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var da helt sikkert. Ath an skulle ødelægge hendes liv på den måde, det var vitterligt ikke noget som hun forstod sig det mindste på. Hans blod forgiftede hendes.. gjorde hende mere mørk fra det indre og ud, hvilket i den grad også måtte være noget af det værste ved det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Hvorfor skal du gøre det her imod mig?” hviskede hun med en ganske dæmpet stemme efter et lille øjeblik. Hun forstod det virkelig ikke! At hendes længsel efter Pierce skulle straffes på den måde, det var virkelig ikke retfærdigt! Hun endte med at svinge armen endnu en gang i en direkte lussing mod hans kind. Hun måtte virkelig bare afreagere. ”Hvorfor gør du det her imod mig?!” hvæsede hun samtidig. Hvad pokker var det hun havde gjort ham som gjorde, at hun fortjente det helvede som det her?!

[pharrel123]

Det måtte simpelthen blive en forfærdelig nat for Pierce, når han fandt ud af, hvad Malania i virkeligheden var blevet til. Så ville manden jo kunne se, at Pharrel ikke bare havde næret sig på hende, men faktisk omvendt hende til horror. Han havde dog været så gavmild at lade hende beholde sit bankende hjerte! Så helt ondt og brutal var han da heller ikke. Hun var nok ikke af samme mening, men hun skulle da bare lige vende sig til at være halv horror, så slemt var det slet ikke, han havde faktisk givet hende en gave! Hun ville blive stærk som en okse, hun ville blive ufattelig hurtig, hun ville godt nok blive forvandlet til varulv ved fuldmåne, men ikke hvis hun holdt sig indendøre, eller hvis der var overskyet, så længe hun undgik månens stråler, så ville hun være i sikkerhed, når der var fuldmåne. Hun behøvede slet ikke at forvandle sig. Men så skulle hun jo bare lige kæmpe med sin blodlyst, men eftersom hun allerede havde været vampyr før, så skulle det slet ikke blive et problem for hende! "Du har ret," sukkede han lettere dramatisk, "horror er langt bedre!" Et overlegent smil gled over hans læber. Han kunne dræbe en vampyr så let som ingenting, han kunne slå en varulv så let som ingenting, han var en blanding af to ultimative racer, som havde skabt dette perfekte væsen! Desuden hvis man så bort fra at man blev til en pjusket varulv, så bar man jo det smukke og elegante ydre fra en vampyr, det gjorde Pharrel selv, når han var i sin menneskeskikkelse. Han mindede mest om vampyr det meste af tiden, medmindre han forvandlede sig for sjov. Han trak på skuldrene til hendes ord. Han vidste ikke om Pierce ville forlade hende, men én ting kunne han fortælle hende, Pierce ville få sit livsforskrækkelse, når hun ville forvandle sig ved fuldmåne! Han måtte da få et chok, når han så hvilken varulv hun ville blive til, en varulv som kunne dræbe ham med sin massive vægt, som Pharrel havde været ved at gøre. "Han får sit livsforskrækkelse, det er helt sikkert!" svarede han stilfærdigt, inden han slap en kold og munter latter. Han ville mere end gerne se mandens fjæs, når han så hvilket monster Malania var ved at blive. Og han kunne forestille sig det, hvilket morsomt syn! Han trak blot på skuldrene. Sandt nok, han skulle ikke blande sig, han ville slet ikke blande sig i hendes kæresteliv, han vidste bare at Pierce ville få et gigantisk chok! Han betragtede med morskab, hvordan hun trådte et skridt bagud, hvilket fik ham til at trække på mundvigen. Hånden som hun slog imod ham, for at skænke ham en lussing, så han komme, og han havde skam regnet med at hun ville slå ham på et tidspunkt, han stoppede dog ikke hendes hånd, men lod hendes håndflade skænke ham en lussing på hans kind, så det gav et ordentlig klask. Han lod ganske let sin tommel stryge over hans kind. Hun var allerede blevet stærkere, fantastisk! Han vendte de natblå øjne mod hende og smilede lettere grumt. "Hvorfor jeg gør det? Fordi jeg keder mig, jeg er nød til at lave noget, og havde du ikke provokeret mig, tvivlet på min styrke, så var det aldrig sket, Malania, det er simpelthen din rapkæftede munds skyld!" svarede han i en lettere hvislende tone. "Men du er jo mere eller mindre på hjemmebane, du har allerede været vampyr førhen, så du ved hvordan man jager. Og jeg kan endda hjælpe dig med at undgå at blive forvandlet til varulv, ved at undgå fuldmånen, men tro mig Malania, du kan ikke undgå fuldmånen for evigt," begyndte han roligt, inden han vendte blikket mod himlen. Det var stoppet med at regne, og de grå skyer var på vej væk. "Fuldmånen er et af nattens vidundere! Det er den smukkeste tid om natten." Han vendte blikket mod hende igen og trak lumsk på læberne. "Hvem ønsker ikke at gå tur i måneskinnet? Det er et romantisk øjeblik for et kærestepar," endte han, og hentydede selvfølgelig til hende og Pierce.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Alene tanken omkring det væsen som Malania ville blive til, var hende noget af det værste som nogensinde kunne ramme hende for øjeblikket! Hun havde endelig fået Pierce, fået bekræftet, at hun var den som han ønskede at leve livet med, de havde fundet sammen officielt og de skulle endda flytte til stranden og bo der sammen, så den afstand og den længsel ikke ville blive for svær for nogen af dem, for det var virkelig den som havde gjort, at de begge var endt i denne kattepine som de var endt i og hun hadet det virkelig! Hun var grunden til det hele og hun vidste, at det var hendes egen skyld, udelukkende fordi at hun havde tirret Pharrel så meget som hun havde, og den dag i dag, så kunne hun virkelig fortryde det, selvom det tydeligt måtte være for sent. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst. Alene den tanke til, at det kun ville blive værre, var virkelig heller ikke noget som lettede hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert! Hun blinkede med øjnene. Et sted var hun jo selvfølgelig panisk bange for, at Pierce ville vende hende ryggen og udelukkende fordi at dette var noget som måtte skræmme ham selv for meget. Hun ønskede jo heller ikke, at han skulle ligge vågen, fordi at han ville være bange for, at hun ville sætte tænderne i ham, for det var da noget af det sidste som hun ville! Hun sendte ham et direkte fast blik. Hun ville langt hellere være en vampyr end det som hun ville være en horror! Var der muligheder for hende til at skulle undgå den store fuldmåne så ville hun i den grad tage det, om hun så selv skulle flygte fra Pierce når den måtte være fremme, for at låse sig væk, så hun ikke ville være til fare for nogen, for det var virkelig noget som gjorde noget så frygtelig ondt når det endelig måtte komme til stykket. Det sitrede helt i hendes hånd, efter at hun havde valgt at skulle skænke ham denne lussing, for det var noget som faktisk også havde gjort ondt på hende selv. Hun havde virkelig bare lagt.. alt af kræfter som hun havde i det ene lille slag der, det var end ikke noget som man kunne komme det mindste udenom og det var så sandelig heller ikke meningen når det endelig måtte være, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet. ”Horror er et forfærdeligt bæst!” hvinede hun med en fast tone. Hun kunne virkelig bare ikke falde til ro. Pierce ville få sig livets forskrækkelse, det var virkelig også derfor hun ikke så noget andet valg end at forberede ham på hvad der faktisk måtte være i vente, for alt det andet ville virkelig bare vise sig, at blive alt for farligt, og det ønskede hun virkelig heller ikke. ”At du keder dig, giver ikke dig en grund til at skulle ødelægge andre folks liv!” udbrød hun med en direkte panikslagen stemme. Det var virkelig ikke noget som gav nogen som helst mening for hendes vedkommende. Hun prøvede og hun prøvede virkelig og denne gang var det virkelgi bare gået galt som aldrig nogensinde før! Det gjorde ondt.. Bare alene den tanke, at hun skulle udsætte Pierce for det her, det var virkelig noget af det værste nogensinde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun så på ham. ”Du kan hjælpe mig med at undgå forvandlingen?” gentog hun. Hun var virkelig ligeglad med hvad det krævede, hun ville bare ikke ende som det pelsede bæst, så var hun virkelig tilfreds! Hun vendte sig med fronten mod ham, selvom tårerne ikke stoppet. Det her var virkelig.. forfædeligt og det ord alene, kunne ikke beskrive hvad hun måtte føle inderst inde! Hånden svang endnu en gang mod hans kind i en kraftig lussing. ”Du skal holde ham ude af det her! Han har intet med det at gøre, er du med?! Hvordan kan jeg undgå den fuldmåne?” spurgte hun med en fast tone. Hun var virkelig mere end vred nok i forvejen og han gjorde det virkelig heller ikke nemmere for hende!

[pharrel123]

Noget af det som måtte more Pharrel mest, var at hun frygtede for sin kærestes reaktion, men han var sikker på at Pierce ville få sit livs overraskelse, når han fandt ud af hvilket monster Pharrel havde gjort hende til. Men stakkels mand, hans smukke kæreste ville ende ud til at blive et behåret monster, når fuldmånen ville vise sig. Men så igen, hvor slemt var det lige? Hvis hendes kæreste elskede hende, så ville han vel heller ikke forlade hende? Så ville han da blive sammen med hende, uanset hvilket monster hun så end måtte blive til, og hun ville jo kun være et monster tre gange i måneden, og det var tre nætter i træk, om dagen ville hun jo igen blive det smukke lysvæsen som hun førhen havde været. Så et så stort problem var det vel heller ikke? Hun var nok ikke af samme mening, og et sted skulle det ikke undre ham, hvis hendes kæreste ville gå fra hende, for horrorer var jo usete, mange undgik dem, fordi de siges at bringe uheld med sig, og det var vel også sandt? Malania havde i hvert fald været uheldig at støde ind i Pharrel den nat, så det udsagn passede vel ganske godt? Han trak på skuldrene til hendes ord. "Det er jo så din mening, min kære," svarede han i en ligegyldig tone. Hvordan hun så på horrorer, sådan så de fleste på dem, og dog var der nogle, som var fascineret af dem, og andre såsom Pharrel, der så fantastisk på dem, fordi for hans vedkommende, så var det fantastisk at være horror! Ifølge ham var der ikke en bedre race man kunne blive! Og hun burde næsten takke pænt for at blive medlem af en så ædel og ældgammel race! Hun havde måske fat i noget, bare fordi han kedede sig, så kunne han ikke tillade sig at ødelægge andres liv, men det var jo hende der havde ødelagt sit liv, ved at tirre ham på den måde som hun havde gjort det, skønt han et sted havde ladet sig tirre, for at få en undskyldning for at ødelægge hendes liv, desuden hvis han ikke udviklede sine talenter, så ville han jo aldrig blive bedre! Og for hans vedkommende gjaldt det om at være bedst! Han smilede ganske veltilfredst og dog koldt. "Bebrejder du nu mig, for at have ødelagt dit liv? Havde du ikke været så dumdristig at søge ud om natten, vælge at tirre en horror, så var det aldrig sket Malania. Så husk på at det var din egen skyld," påpegede han stilfærdigt. Havde hun blevet hjemme, så var hun aldrig løbet ind i ham, og så var det aldrig sket, men han frydede sig blot over at hun var taget ud, for ellers havde han jo ikke haft den sjov for den nat. Det undrede ham ikke at hun ønskede at undgå forvandlingen, for at skåne sin kæreste for at se det bæst hun havde indeni sig. Han smilede letttere hemmelighedsfuldt. "Sig mig, ønsker du at holde det hemmeligt for din kæreste?" spurgte han i en sukkersød og dog sarkastisk stemme. Han fnøs ganske let. "Hvorfor skulle jeg dog fortælle dig det? Det vil jo fratage mig alt det sjove," endte han med et morende smil på læben. Armene hvilede over kors mod hans muskuløse og faste bryst, imens de natblå øjne hvilede i hendes mørke. Han mærkede tydeligt hvordan hendes hånd måtte slå endnu engang over hans kind, så han vendte kinden til hende. Han kneb øjnene sammen en smule. Det irriterede ham at hun skulle blive ved med at slå ham! Hun fik alligevel ikke noget ud af det! Han lod sin tommel stryge over kinden, inden han vendte blikket mod hende, og smilede lettere tilfreds. "Du er allerede blevet stærkere," påpegede han med et grumt smil om læberne. "Du vælger selv at blande din kæreste ind i det, hvis du vil have ham ud af det, så drop ham!" hvislede han i en lettere kølig tone.