A new day has come

[Deleted]

Nat var endnu engang ved at blive til dag.. Mørket var gradvist blevet lysere og lysere for hver time som var gået, og nu var det endnu engang til at ane solen der var på vej op et sted i østen, farvede himlen i ubeksirvelige nuancer. Stjernerne var på vej væk, og den blege måne svandt stille ind et sted bag skyerne og blev erstattet af solen. Det susede let i det fri, og hvor den kølige morgenvind rev og sled i træernes nøgne grene Det var en flot dag, på trods at efteråret havde meldt sin ankomst. En sød duft bredte sig omkring. Ud af det rene ingenting trådte en kvinde, smukkere end noget som helst andet. De som var vant til at se hende med et smil over læberne, ville ikke længere være i stand til at kende hende, ikke med den forbandet bekymrede mine. Der var gået timer, det skar hende stadig i hjertet med tanken om Ebony’s blik da hun så sin kære far falde i gulvet. Hun havde været tvunget til at vente til hun var væk igen, nu gik hun og slæbte det tunge lig med den kvindelige vægt, lidt menneskeligt var der trods alt i hendes indre, selvom det bogstavelig talt var en evighed siden at hun havde været af menneskelig liv. Hendes lange blonde hår svajede let i vinden. De nøgne fødder bevægede sig i det dugvåde græs, fugtet af nattens kulde. Liget blev slæbt, måske at hans hjerte var stort men ligeså var hans krop altså også en smule tung! Fuglene sang over hende, en sød melodi som sædvanligvis ville give hende en form af glæde, men lige denne dag var det hende ikke muligt at skulle skænke det en tanke, tiden rendte ud, det kunne allerede nu være for sent, og var det Lucifer der skulle vise sig at komme op af den sø, så ville det for hende gælde om at komme væk forbandet hurtigt, men selv hun var klar over at ville det være tilfældet så ville hun være fanget før eller siden. Endelig nåede de til breden. Den nye dag spejlede sig i det rolige vand. Her var stille, næsten romantisk.. Uden at tøve det mindste, fik Darlene rullet liget ud i vandet. Hun smed to kapper, den ene blev foldet og lagt ved hendes side, hun tvivlede på at Azrael ville gå rundt og vise det hele frem, selvom det da ikke ville gøre hende noget, hun var herre over hjerte krop og sjæl, hun vidste hvad følelser af flere arter kunne gøre ved en mand eller kvinde for den sags skyld, og før eller siden måtte selv han bukke under for hendes drillerier, hun var bære af varme følelser, og hun elskede ham såvel som hun elskede en fremmede mand som ville sidde på et tilfældigt sted på nøjagtig denne tid, hun var en kvinde fyldt op af den kærlighed og omsorg, men selv på trods af det så var hun ej heller perfekt og hendes strste dødssydn var lyst, selv en kvinde som hende, ville i tide og utide nyde at føle en mands kærtegn, for hende var det blot forbudt at være sammen med enhver mand. Hun slap et stille suk, og gled ned i græsset. Kappen blev lagt om hendes slanke skuldre, kroppen var arret efter det møde som hun havde haft med Samuel, nu indså hun at fejlen allerede var begået, hun havde været ærlig, før eller siden måtte det koste, og nu havde hun taget den første del af prisen, den mand måtte være komplet sindssyg, igen hvad kærlighed ikke kunne gøre ved selv en mand som ham. Lettere afventende sad hun med blikket der stirrede fast mod vandets overflade, og med et hejrte der slog nervøse slag imod hendes bryst, hun håbede virkelig at det ville være hendes kære broder, fjende, elsker og ven der ville komme op af det vand og ikke det bæst som ville bringe jorden til sin undergang! Nervepirrende selv for hende!

[Deleted]

At aftalen var indfriet fra Elias’ side af, var Azrael noget så frygtelig glad for, det var slet ikke noget som man skulle kunne betvivle det mindste når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Kampen om at holde den del af Lucifer på plads, var virkelig en intens kamp som intet andet og det var virkelig noget som tog forbandet meget på hans egen energi! Han kunne virkelig bare håbe på, at det hele måtte gå som det skulle, ellers havde de virkelig et forbandet stort problem. Nok var han døden, men uovervindelig, det var han bestemt heller ikke. Det var noget som folk måtte tage ganske meget fejl af. Nok at han for det meste måtte stå og se til fra sidelinjen, for han nægtet simpelthen at skulle blande sig mere end det som måtte være godt for deres tilfælde; Hvilket i sig selv, faktisk kun skete forbandet få gange. Han havde vist sig for Jason og ganske snart ville det også blive Evelyn, for ikke at glemme, at han havde haft en anden kvinde i kikkerten, som han måtte holde ekstra godt øje med, når det endelig måtte være; Den kære Phoebe. Som kroppen måtte glide ned i vandet, så var det virkelig mulighede for ham selv til at bosætte den – Hvis han var stærk nok selvfølgelig. Kroppen gled stille ud i vandet og forsvandt under overfladen. Det som måtte minde mest om en kulsort sky som strøg fra den store himmel og direkte nedover det store vand, fyldte mere eller mindre det hele, for så at søge direkte ned til kroppen. Vandet var og blev det bedste til at lede dem og Azrael vidste jo trods alt også, at Elias’ krop var lige så eftertragtet af den onde side af ham, som den også måtte være det af ham selv. Kroppen blev besat som vandoverfladen måtte blive tydeligt meget mere urolig. Kampen fortsatte jo og om ikke andet, så var det en forbandet stærk af slagsen – Det var jo også af den grund, at den aftale var blevet indledt allerede dengang. Elias og Nathaniel var nogen af de få, som overhovedet ville være i stand til at skulle rumme dem begge og ganske rigtigt..
Der gik ikke mere end ganske få minutter; Selvom det måske måtte være noget så nervepirrende for den kære Darlene, så var det nødvedigt. Det var først der, at han formåede at komme op over vandoverfladen med intet mindre end et kraftigt hostefald. Selv han havde jo trods alt brug for luft når det kom til stykket. Hans ene hånd greb kraftigt ud efter bredden som han nærmest måtte klamre sig fast til. Det var en intens besættelse af en levende krop og det var virkelig ikke kønt normalt. Hans krop rystede og sitrede, hans krop var varm og hans øjne var fuldstændig røde. Han klemte øjnene fast sammen, som han stille måtte trække sig op på breden. Han var fuldstændig blottet, selvom det nu ikke var noget som han tog sig meget af. Han skulle nok få muligheden for at få tøjet på igen, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Han trak vejret hurtigt og nærmest hyperventilerende. Han kæmpede sig op på bredden og blev liggende for ganske få sekunder, før han vendte blikket mod hende. Hans øjne var igen mørke som de plejede at være. Kampen om pladsen var vundet – Om ikke andet ,så for denne gang. Blikket gled stille mod Darlene som trofast måtte sidde der. At hun selv var medtaget efter mødet med Samuel, kunne han da tydeligt se. Ganske forsigtigt rejste han sig op, også selvom han var fuldkommen blottet, så generede det ham ikke som sådan. Han gik mod hende med anstrengende og tunge skridt, tog kappen og tog plads ved siden af hende. ”Han er godt og trygt hos mig,” sagde han yderst dæmpet.

[Deleted]

Aftalen var blevet indgået for så forbandet mange år siden, og man kunne vel roligt sige, at sådan som Darlene i virkeligheden det med et menneskeliv, så havde hun i den grad håbet på at det ialdrig ville blive nødvendigt. Først og fremmest var det en enorm risiko at løbe, for hvis først det viste sig at være Lucifer der kom op af det vand og ikke Azrael, jamen så ville hun virkelig være på spanden, hun bar de 25 % af hans sjæl, udelukkende fordu hun som bære af det store hjerte og det fir sind, ikke var i stand til at holde på meget mere, uanset så behøvede han selv den del, det var trods alt store dele af Lucifer, som lyst og jalousi, dødssynder, og hun ville blive forsøgt myrdet, uden Azrael ville det være nemmere end ingenting, verden ville gå i stå, det ville bringe den til enden, og så var hendes teori om at de i sidste ende ville udrydde sig selv, være modbevist. Hjertet slog tydelige nervøse slag mod brystet, det sitrede let, og et sted af spædning under huden. Læbernhe bevægede sig, men uden at så meget som en lyd forlod dem, selvom hun var en af de guder som folk måtte bede til, så bad hun også selv i tide og utide, menneskeheden skulle ikke blot tro at det kun var dem der ville blive blønnet for at bede til dem et par gange, selv for deres vedkommende kunne det hjælpe på den måde at det beroligede hende. Det lange hår strøg hun over den ene skulder, der lagde sig i det fugtige græs, hun var uden tvivl smuk. Solens nye orange skær der kastede sig ned over hendes silkesbløde hud, uden et kys fra ham ville den se forfærdelig ud som nu, der var ingen til at heale de sår som Samule havde påført hende, så ondt kunne kærlighed gøre det, og nu kendte han sandheden.. Ham og Jaqia var en fejl, og en måtte betale prisen ganske snart, skæbnen var desværre lagt, og den stod end ikke hun i stand til at ændre, kærligheden ventede om hjørnet, og selv den havde sine mørke sider, ligesom en rose.. Den smukke røde krone var smukkere end intet andet, specielt om vinteren omringet af den kølige sne, og som det eneste overlevende som sådan i naturen. Men selv en rose havde torne, ingen ville være i stand til at danse let og ufortrødent over. Som vandet rørte en smule på sig, fæstede blikket sig omgående mod de cirkler som stille gjorde tegn til liv. Hun rettede sig en smule op, hganske klar hvis dette skulle vise sig at være mislykket. Blikket gled mod den hostende skikkelse der forsøgte at kæmpe sig op på breden, hun hjalp ham ikke, hendes blik var fast, og alligevel så blidt og lettet. En bryst sank fra hendes bryst, havde det været Lucifer ville han ikke have behøvet at kæmpe sig op på den måde. Han lignede sig selv, lidt små justeringer, men for pokker manden var jo stadig lige flot. Det smil som læberne normalt ville være bredt ud i, rørte ikke på sig. Blikket forblev ligeså fast mod vandet, selvom en direkte nøgen Azrael satte sig ved hendes side og trak kappen om sig for at skjule sig. Ordene nåede hende skam, det fik hende kun til at ånde forbandet lettet op også selvom hun endnu ikke værdigede ham et eneste blik ”Det er jeg glad for at høre” tonen avr monotom, hun så stadig mod den vand som endnu engang var blevet roligt, efter at han var endt med at dukke op. Først nu lod hun de isblå øjne søge mod hans skikkelse og undersøge det nye blik ”Og godmorgen til dig også” læberne bredte sig i det varme smil, som var så typisk for hende, fuld af varme og ikke mindst af energi. Det vigtigste var at han var tilbage, og at det ikke var Lucifer intet at frygte, fra nu af måtte de være mere påpasselige med typer som Samuel, lidt havde de vel også lært?

[Deleted]

Risikoen ville altid være der, men det var virkelig bare nødvendigt, at skulle få det hele på plads, ellers ville det da først for alvor ende med at få de klare og alvorlige konsekvenser, ikke bare for dem begge, men også for resten af denne verden og det var virkelig ikke noget som han måtte ønske sig på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Elias såvel som Nathaniel havde indgået aftalen og Nathaniel ville han virkelig ikke forstyrre mere end det som var gjort nok igennem den sidste tid. Azrael og Lucifer måtte virkelig bare dele en stærk krop, ellers ville det først for alvor gå galt og der var denne virkelig bare perfekt. Chancen for at han ville slippe fri, var der jo selvfølgelig, selvom det var en kamp uden lige for Azraels vedkommende. Den mand måtte virkelig bare holdes på plads, så var alt andet fuldkommen ligegyldigt! At han havde vist sig for Samuel, var normalt ikke noget som han ville have gjort, blot for at se hvilke konsekvenser som det kunne føre med sig og det var virkelig også det alene som man måtte tænke på når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Havde han ikke gjort det, så havde de ikke siddet i denne situation, så der var virkelig ikke noget som han sådan direkte kunne gøre ved det. Kampen var forbi og Azrael havde endnu en gang vundet dette, hvilket han så sandelig også måtte være storslået tilfreds med og på alle tænkelige måder overhovedet. Han vendte sig roligt mod Darlene.. At hun selv var så tilskadekommet, var en tanke som.. han ikke kunne have? Han trak næsten usynligt på smilebåndet, da han havde fået viklet kappen omkring sin nøgne krop og sat sig ved hendes side. Elias havde mere eller mindre samme udseende som han havde haft før, så det var jo trods alt ikke noget nyt at skulle se på. Selvom de begge måtte udgøre en forbandet stor betydning for denne verden, så havde de jo trods alt også deres ting at lære omkring den menneskelige natur og desuden, så var skæbnen allerede lagt for Samuels vedkommende.. Han vidste det jo, selvom det med at snakke om død og ødelæggelse, var noget som han vidste, at Darlene ikke ønskede at høre om, så var det kort som han valgte at holde tæt til kroppen. ”Godmorgen,” hilste han stilfærdigt og med en let monoton stemme. Den var stadig uden følelse eller noget som helst, for det lå virkelig ikke til ham, at skulle vise følelser på den ene eller den anden måde. Han kunne virkelig ikke rende rundt og være følelsespåvirket i hans arbejde, det var virkelig bare noget som kunne få større og katastrofale følger. Han hævede roligt hånden og strøg hendes kind, som han måtte vende blikket mod sig. ”Nu skal vi få dig på højkant igen.” Et kys for dem, havde en helt anden betydning end det som det ville have for så mange andre, og han var jo udmærket godt klar over det, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham noget sådan direkte på nogen måde. Det var healende og det var.. et sted af en helt anden betydning, selvom det selv for am, var noget som han kun måtte og ønskede at dele med nogen som han måtte finde speciel. Han lod læberne møde hendes, som han lod noget af hans egen energi strømme til hende, blot for at skulle heale hendes sår. At Samuel havde lagt en finger på hende, var noget som han måtte foragte et sted, selvom det slet ikke var noget som kom det mindste til syne eller til udtryk på noget tidspunkt overhovedet. Det var virkelig bare ikke noget som måtte ligge til ham som person at gøre. Lige der var der jo mange som tog fejl af ham. Han blandede sig slet ikke personligt i menneskets liv. Han stod faktisk bare og ventede.. ventede på at han kunne få muligheden til at hente den værdifulde sjæl som vedkommende måtte være bærer af. Hans øjne bar spor af det røde glimt.. Det som normalt var tiltænkt til Lucifer. Han slap hende roligt igen. ”Det klarede du flot,” afsluttede han lettere stilfærdigt og med et let træk på mundvigen. Han kunne ikke være andet end stolt af hende og det som hun havde præsteret overfor Samuel.

[Deleted]

Riskoen var de vant til at skulle leve med, både hende og Azrael vidste hvad der var det rette at gøre, og hvad som ikke var, de vidste hvilke forholdsregler som måtte tages. Det var jo hele grunden til at pagten var blevet ingået med Elias for alle de år siden, der havde kun været to mænd, stærke nok til at skulle rumme de to sjæle som Azrael måtte repræsentere. Det var virkelig ikke med hendes gode vilje, at hun havde valgt at skulle opsøge, den kære familiefar, hun hadede at tage liv, og det var noget som Azrael udemærket også godt vidste, ikke fordi der i denne situatiuon, havde været et særligt stort udbud, der havde kun været det ene valg frem for ragnerok, ligenu glædede det hende bare at det rent faktisk var ham som var kommet op af vandet og ikke Lucifer. Hendes krop slappede endnu engang af. Hjertet slog ganske rolige slag mod brystet, også selvom hendes blik var så fjernt og betragtede søen under den morgensol der begyndte at titte frem. Det tegnede til at blive en smuk dag, det ville hun gerne have lov til at nyde, gudinde elelr ej. Fuglene sang smukt og fredeligt et sted over dem, selv blandt dem groede kærligheden, noget som kun glædede hende at se. Kappen hvilede tygt omkring hendes skuldre, selv for hende var morgenbrisen en smule kølig. For et kort øjeblik dvælede hun ved tankerne omkring den nat. En mands fustrationer over kærligheden, havde været så forbandet tæt på at sende hele verden i undergangen, udelukkende fordi Samuel var fustreret over ikke at kunne få Jaqia. Desværre måtte Darlen erkende, at hun havde langt flere planer for den kvinde, end det som han nok ville regne med, han var ikke en del af det. De ord havde uden tvivl rørt ham dybt, smertet ham som aldrig før, det var hendes egen krop et kalrt tegn på, så mange sår og så mange rifter, kun skabt ud fra hans egen vrede, det skræmte hende næsten, når det kom til disse væsner, så var de virkelig de mest egoistiske, som Darlene nogensinde havde arbejdet med. De funklende blå øjne skød mod Azrael, et blidt og kærligt smil prydede hendes fyldig, perfekte rosa læber. Under solens lille skær, strålede selv hendes blonde hår på en særlig måde, hun var ikke som andre, hun var absolut perfekt og alligevel ikke perfekt nok. Hun var i stand til at give andre lykke såvel som at tage den, men at sørge for sin egen, det var hende end ikke tilladt, så selv en kvinde som hende, selveste amor, gik faktisk med de triste kærestesorger. Azraels monotome stemme ramte hende ikke på nogen måde, man kunne rolgit sige at man vænnede sig til det, at han var irriterende følelseskold, mens hun selv direkte sentimental, lod sig kontrollere af følelser, go sammentidig forbandet fornuftig når det kom til stykket. Det sitrede let ved hans blide strøg, hun lod blikket vendes mod ham, betragtede han blik. Han lignede sig selv, det var utrolig så meget som Elias og den anden fyr, Azrael havde taget bo i lignede hinanden. Darlene nikkede blot stille, det kys havde en ganske anden betydning for deres vedkommende, end for så mange andre, det vidste hun udemærket godt, men selvfølgelig.. hun var dronning af kærlighed, lyst og jalousi, selv hun nød at få et lille mys i ny og næ. Læberne mødte hans. Blikket gled stille i, mens hun lod en hånd snige sig om i hans nakke, og stille sno hans mørke lokker omkring hendes slanke fingrer. Varmen strøg igennem hendes krop, varmede hende indefra, mens de mange sår og rifter langsomt svandt ind, og efterlod hendes hud silkeblød og perfekt.. Som resten af hende. Ganske stille slap hun hans læber, hånden blev trukket til sig selv igen. Hun satte sig i skrædderstilling, med blikket vendt mod ham, der var det glimt i hendes blik, han vidste hvordan hun havde spildt tiden, mere eller mindre siden de fandt til verden, kun ved at forsøge at se begær i hans blik, få ham til at vise lidt følelse, det morede hende nu bare, ”Jeg gjorde bare mit arbejde” påpegede hun til slut og med et lille nik. Måske hun have klaret det flot, men det var bestemt heller ikke noget som hun havde nydt.

[Deleted]

Nok selvom Azrael og Darlene skulle spille en temmelig stor rolle når alt endelig måtte komme til alt, så var det end ikke noget som kunne ændre for, at de også løb forbandede store risikoer netop ved at vandre omkring folk på denne måde. Det var nu noget som de begge havde erfaret. Det kunne faktisk have haft katastrofale følger hvis det virkelig var endt med at skulle gå så galt, som det nu faktisk kunne. Nu kunne han virkelig bare være glad for at det ikke var, at Darlene virkelig havde formået at skulle holde hovedet koldt når det virkelig var vigtigt, at hun formåede det og så tage det stille og roligt derfra ligesom de gjorde nu. Hans krop sitrede ganske let. Der havde været to som kunne rumme de stærke sjæle som han selv måtte være bærer af og pagten var lavet for mange år siden, så der var virkelig ikke noget at komme efter der når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Tanken var ikke direkte skræmmende som sådan, selvom den nu alligevel var det en smule. At Samuel virkelig var så desperat og frustreret over en kvinde som han slet ikke var ment til, hvilket et sted faktisk også måtte more ham selv bare en anelse, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. De mørke øjne og med det lette røde glimt, hvilede roligt på hendes skikkelse. Nu hvor hendes mange sår måtte være væk, hvilket selvfølgelig var ham selv en glædestanke, for han ønskede virkelig ikke at se hende komme galt afsted. At hun selv havde brugt en mindre evighed på at forføre ham – bogstavelig talt, hvilket et sted måtte more ham, så kunne man vel også sige, at han faktisk måtte give en smule efter nu hvor det endelig måtte komme til stykket? Det var end ikke noget som han ville skjule det mindste for hende, for hun var selv af en betydning for ham, selvom han slet ikke var i stand til at skulle give udtryk for det, og det var virkelig ikke hendes skyld.. Det var jo trods alt døden som hun sad sammen med for øjeblikket, hvilket var en tanke som faktisk måtte skræmme temmelig mange, et sted hvor det i den grad måtte more ham mest! Selv de kærtegn som hun måtte skænke ham, var end ikke noget som han sådan rigtigt reagerede på, som prallede de bare af på ham. Ikke at det var noget som han gjorde med vilje, men det var virkelig det som han havde med at gøre, nu hvor det var temmelig kendt for ham, at han slet ikke var i stand til at skulle finde rundt i alt det med følelser og det som måtte følge med når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget soms han ville det eller ikke. Han betragtede hende roligt. ”Teknisk set, så gjorde du faktisk mit arbejde,” påpegede han roligt. Det at skulle rive de døde med sig, var jo hans og ikke hendes, og det var de jo begge udmærket godt klar over. Han trak vejret dybt og satte sig roligt ved siden af hende, hvor han trak kappen omkring kroppen. Det var køligt og han kunne i den grad tydeligt mærke det, selvom det nu var noget som han bare valgte, at bide i sig. Samuel og Jaqia var endnu en fejl og denne var af slagsen som de havde været tvunget til at bøde tydeligt og meget for. Kroppen her var ny indenfor dette fag, så der var i sig selv, temmelig meget som han selv skulle vænne sig til, hvilket i den grad også måtte skræmme ham selv en god del, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der intet andet at gøre ved det lige for tiden. Det havde virkelig ikke været andet end nødvendigt, hvis han selv skulle sidde her nu. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han roligt tog omkring hendes hånd. Selvom dette var noget som han gjorde ganske varsomt. ”Nu har du personligt været inde og se hvad det er jeg gør hver eneste dag og har gjort siden tidernes morgen,” påpegede han roligt. Hun havde aldrig set ham direkte i praksis.. Det havde hun i den grad nu.

[Deleted]

Deres roller var uden ende. De havde været her siden starten, og det var meningen at de skulle være her til enden, forhindre at den nogensinde ville komme. Blikket gled rundt. Det var hvad hun elskede ved denne skikkelse, hun var i stand til at betragte det dagens lys, betragte træerne svaje i vinden, og de grønne blade. Hun kunne høre enhver fugl synge, enhver græshoppe kvække, og i hendes øjne fandst der ikke noget smukkere. Foruden hende vel og mærke. Hendes udseende var direkte perfekt. Så perfekt at det næsten var dukkeagtigt. En glat hud, i øjeblikket præget af rene sår, efter hendes møde med Samuel, men foruden det, glat og smuk. Der var glimt i hendes blik, som ingen mænd nogensinde ville være i stand til at skulle modstå, og så hendes lange blonde hår, blødt og glansfuldt, som det lå over hendes skulder i en mærkværdig form af fletning. Kinderne en sødmefuld rødmen, og de små fregner hen over hendes lille næse. Hun var billedet på den perfekte kvinde, hun kunne være den kvinde som en mand ønskede af hende, men hun var ikke tilladt at elske og holde af, på trods hun var selveste amor. De løb altid enorme risikoer. Hænderne lå foldet i hendes skød, hun nød at føle den lille vind mod hendes ansigt, med tanken om at han ville sidde ved hendes side. Pagten var blevet indgået og nu var dets konsekvenser indløst. Elias var et godt sted, han havde det godt, så meget havde hun sørget for, men hans tid var kommet, som han havde lovet det. Måske det var hårdt sagt, men verden behøvede døden, mere end den behøvede Elias, fo ville Azrael være væk, så ville verden gå under, udelukkende fordi, at Azrael bar en så stor del. Der ville ikke gå længe, før hun selv ville være væk, og så var jordens undergang på rette vej, enhver mand, kvinde og barn ville falde i døden, uden nåde. Som hun sad der, og med det helvede de havde været igennem, først nu var hun i stand til at ånde lettet ud. Kærlighed var ikke kun en dans på roser, den var ulykkelig, den var farlig.. det var selv Darlene klar over, men det var hendes job at fortsætte det, selv på trods af, at en mand, havde været så frustreret at han nemt havde været i stand til at bringe alt til en undergang.Darlene tog ham i blik. HU var vant til hans kølighed, det hele havde for hende været en leg om at få ham med til sengs, hun var fyldt med synd som begær, og hun ønskede at det var en følelse, som han ville være i stand til at dele. Smilet hvilede over hendes fyldige rosa læber, bløde selv på trods af vejret. Azrael var en bror for hende, ikke at de var af samme kød og blod, langt fra, men hun holdte af ham, og hun elskede ham også, det kom hun heller ikke uden om. Hun nikkede en smule sigende, go dog erkendende, for hanhavde ret. Det var ikke hendes job at tage liv, eller fører deres sjæl til et bedre sted, nu havde hun gjort begge dele ”Det kan der være noget om” hendes tone var en smule fraværende, men han havde trods alt ret. Det var hans arbejde hun havde gjort sig, til gengæld var det også omvendt, den aften han var endt med at dukke op hos Samuel, det havde været hendes job alene, og der havde i den grad også være ten grund til, hun ikke havde ladet sig fremkalde. Hun havde været i stand til at føle hans frustration. Kappen var stadig hans eneste dækning, men det fangede hende end ikke, selvom Elias uden tvivl havde været en flot mand. Hun betragtede ham. Sandt at sige, havde hun aldrig set ham i direkte aktiuon, og det var gengældt, men nu.. Og hun kunne ikke ligefrem sige sig at bryde sig om tanken og idéen ”Vi burde komme afsted” hun lod hånden falde mod hans kind, med det lille drillende smil, blot for at se om det var hendes helt rigtige Azrael som måtte stå der. Læberne fandt vejen til hans, hun kyssede dem sødnefuldt og intenst, før hun igen trak sig, og kom på benene, i blot en smidig bevægelse ”Vi ses deroppe” hilste hun med en halvt om halvt drillende tone. Uden videre, forsvandt hun ud i det blå, og efterlod ham siddende der. De kunne ikke være der for længe, det havde de altid været klar over.

//Out

[Deleted]

Generelt så var deres arbejde forbandet tungt, men det var i den grad også forbandet vigtigt, så det var vigtigt at det blev passet. Det var ikke alle kroppe som kunne bære deres umådelige sjæle og det var også det som kunne gøre det hele til et stort problem. Skulle der endelig være nogen som måtte dukke op som ville være i stand til det, ville de allerede fra spædbarn have følelsen af, at deres rolle var noget større og de ville blive forklaret det temmelig tidligt – Med andre ord, så var de også tvunget til at vise sig på jorden. Nok stod Darlene som den bedst stillede her i disse lande, netop fordi at hun heller ikke var frygtet på samme måde som han selv var, så var det heller ikke noget som ændrede på det lille faktum, at han selv måtte slæbe utrolig meget med sig af det hele når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Hvis den ene skulle vise sig at forsvinde, så var der ikke mere at komme for her og det var slet ikke noget som Azrael havde haft i sinde at skulle lade ske! Det var heller ikke fordi at han havde vist sig for Samuel personligt. Nej, han var blevet hidkaldt. Kaldt dertil for at få ram på hende, så var han kun glad for, at det ikke var hende som det var gået ud over. Sandt at det ikke kunne slå ham ihjel, men det havde været en forbandet kamp for at skulle holde Lucifer på plads og nemt havde det bestemt heller ikke været! Uden dem så ville denne verden gå under og det var bestemt heller ikke noget som han ville lade ske! Så hellere den ofring som Elias har valgt at gøre for ham end alle de mange som ville falde ellers, for det var da slet ikke noget som ville gavne dem selv det mindste. Den del af sjælen som han måtte bære og det at være en så stor en del af det fængsel som skulle bevare denne verdens fremgang, var heller ikke nem og nu var det noget som havde pågået igennem så forfærdelig lang tid. Det havde jo været tæt på at skulle gå galt før, men det var jo trods alt også noget som hørte fortiden til. Det kunne godt være at Darlene var direkte perfekt skruet sammen, perfekt af udseende og alt det som måtte føre med, så var det jo trods alt bare sådan at det skulle være. Ganske enkelt, så kunne han ikke føle på den ene eller den anden måde og det havde han aldrig nogensinde været i stand til og det var heller ikke noget som han regnet med at komme til. Han vendte blikket mod hende og trak kappen tæt om sig. Det var heller ikke fordi at han havde noget som hun ikke havde set før, men alligevel! Han nikkede roligt og vendte blikket let ud mod søen selvom hun genvandt hans opmærksomhed allerede frygtelig hurtigt. ”Det burde vi ja..” sagde han stille. Det var farligt at være på jorden for dem over længere tid. Han tog vel imod hendes kys som han gengældte lige så intenst som det hun selv måtte lægge i det. Det kunne godt være at han ikke var i standt til at vise sine følelser, men han brændte i den grad med det på indsiden, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han lod hende rejse sig. ”Jeg kommer om lidt..” sagde han roligt og ikke mindst med en ganske så stilfærdig stemme, som hun valgte at forsvinde. Han blev siddende for en ganske kort stund og så mod vandoverfladen inden han rejste sig. Et ganske så svagt træk måtte dog alligevel finde vejen til hans læber som han selv valgte at forsvinde på den samme måde som det hun selv havde gjort – Som havde han aldrig nogensinde siddet der.

//Out