Fortsættelse af: It hurts..

[zachariah]

Han landede fast og lagde Amanda i græsset. Han gled selv ned på sine knæ og gispede helt. Nu var de da et godt stykke væk fra huset i Procias skov og de kunne aldrig vende tilbage dertil. Han blinkede svagt med øjnene og så på Amanda. Han var drænet for meget af hans energi, ved at transportere to væk derfra med magi, men det var absolut alt værd. "Du er fri Amanda," sagde han blidt og strøg hendes kind, uden at tænke over, hvordan det kunne påvirke hende. Lige nu var dæmonen jo rolig, så det var jo slet ikke sikkert. Han følte ikke trængen for at skulle røre og have samleje lige nu. Han var rolig indeni og med følelser, som ikke blev overskygget af dæmonens behov. Han tog hendes hånd og greb ned i sin lomme, tog en lille mørk trææske ud af lommen og rakte den til hende. "D..det er til dig," sagde han dæmpet. Indeni var et smukt sølvarmbånd, som han havde hentet hos sølvsmeden. Han havde stjålet nogle af sin fars penge for at få råd, men han var virkelig ligeglad. Han var ikke sikker på, at han nogensinde ville kalde sin far, for far igen. Jori nærmere! Og End ikke værdig til det navn trods alt. Han lagde sig ned i græsset på siden og lyttede. Men her var ikke nogen. Han drejede hovedet rundt for at se, men fik heller ikke øje på noget. Han så tilbage mod Amanda.

[Deleted]

Amanda blev ramt af intet mindre end et chok idet, at de måtte lande direkte i græsset på engen. Hun havde aldrig været så langt væk fra Procias af, så det var noget som måtte skræmme hende en god del. Nu genstod der bare nogen få spørgsmål som man næsten måtte få svar på, på et tidspunkt; Hvad skulle der ske herfra? Hvad skulle der ske nu? Hvor skulle hun tage hen? Det var virkelig ikke fordi, at hun ville være direkte negativ, men det var virkelig noget som hun bare.. var nødt til et sted? Uanset hvor meget hun så end havde lyst til det eller ikke, så var det ganske enkelt umuligt for hende, at skulle tænke på det på andre måder lige nu. Hun vendte forsigtigt blikket mod Zach. Hvad der var sket inde på soveværelset, det ville hun slet ikke tænke på! Hun bed sig forsigtigt i læben og tvang sig selv, til at skulle slippe ham. De strøg mod hendes kind, fik hende let til at lukke øjnene. Det var virkelig behageligt! Også selvom det måske var hans indre dæmon som gjorde det? Så prøvede hun virkelig bare, at skulle bide det i sig. De blå øjne vendte hun stille mod ham, som han tog hendes hånd og rakte hende en lille æske. Hvis der var noget som hun slet ikke var vant til, så var det at få gaver! Hun blinkede med øjnene. ”E-er.. er den til mig?” gentog hun, blot lige for at være helt sikker, inden hun forsigtigt tog imod den og fik den lille æske åbnet, da hun fremdrog armbåndet og selv med den tydelige og store forsigtighed. Hun blinkede med øjnene og næsten med en måben idet hun vendte sig mod ham igen. ”Det… det kan jeg da slet ikke tage imod,” hviskede hun med en ellers dæmpet stemme, ikke at hun ville kunne skjule det for ham. Hun sad blot og stirret ned på armbåndet.

[zachariah]

Zachariah ønskede at skulle få Amanda med sig. Det var ham der talte nu. Dæmonen var nærmest gået i sig selv, efter at han havde haft sex med Amanda. Det var underligt, men det gav ham en større følelse af frihed. Han ville finde noget, det var helt sikkert. Men først, måtte de blive sikre på, hvor de skulle hen. Hvis Jori ville komme efter dem, måtte de jo søge længere væk end Manjarno. Imandra ville være et bud, for magikere kunne ikke ligefrem være i Dvasias. Ikke af hvad han havde hørt. "Jeg skal nok.. Finde ud af hvad der skal ske efter, jeg ved du må være bekymret," sagde han dæmpet. Det var ham som strøg hendes kind. Hans dæmon påvirkede end ikke lige nu, som den havde gjort førhen. Hvor han elskede det. "Den er til dig," sagde han fast og nikkede. Han lod sine hænder falde mod jorden og betragtede hende åbne den. Han smilede over hendes måben. "Åh jo du kan, har købt den helt specielt til dig," sagde han stille og løftede det smukke armbånd ud. "Frem med armen, så hægter jeg det på," sagde han dæmpet og åbnede låsen på kæden og strakte den ud, så han kunne lægge den omkring hendes arm og låse den fast, så den ikke røg af.

[Deleted]

Amanda var virkelig panikslagen for hvad Jori ville gøre nu, hvis han endte med at finde hende. Hun vidste allerede, at det ville ende med at koste hende livet! Ikke at det var nogt som hun ønskede, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Hendes hjerte hamrede stadig som havde det været for livet mod hendes bryst. Hun forstod virkelig ikke hvorfor Zach havde gjort dette ved hende, det var i den grad også helt sikkert, for det var der ingen tvivl om. Hun vendte blikket forsigtigt mod ham. At han faktisk havde gjort dette for at redde hende, var noget som varmede hende et sted, hvilket i den grad også måtte få hende til at smile bare lidt. Det i sig selv, var forbandet sjældent, at hun gjorde, men det forekom faktisk til tider. Men.. hvorfor hende? Frem for alle de andre som også måtte være til stede, det var det som hun slet ikke kunne forstå. ”Han slår mig ihjel, Zachariah,” sagde hun dæmpet. Hun vidste at det var sandt, det var også helt sikkert og på alle måder. Det var vitterligt også det som gjorde det hele for øjeblikket! Hun vendte blikket stille mod ham. Han var virkelig anderledes end sin egen far, og det gjorde hende virkelig bare meget mere tryg på det hele end det som hun havde været længe. ”Det kan jeg ikke tage imod..” gentog hun stille. Hun fik jo aldrig nogensinde gaver! Armen holdt hun dog alligevel ganske forsigtigt ud, som han måtte give hende det på. Hun trak forsigtigt på smilebåndet. Det var som.. hun kunne glemme den smerte som hun havde siddet inde med, og det var virkelig bare behageligt. ”Jeg.. jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. m-mange tak,” afsluttede hun yderst dæmpet og med en ærlighed uden lige. Hun tog armen stille til sig og betragtede armbåndet. Hun havde jo aldrig fået gaver før!

[zachariah]

Zachariah ville sørge for, at de var kommet videre før, at Jori ville kunne nå at få fat i Amanda. Han ville bare ikke tillade det! Drømmen om at befri alle Joris slaver, måtte vente lidt. Amanda havde været vigtigst. De andre kunne vel godt klare den lidt endnu? Nu var Joris yndling jo væk. Han ville ikke tillade, at Jori skulle skade Amanda igen. Han ville komme væk med hende før det nogensinde ville kunne tænkes. Han gjorde dette, fordi hun var speciel. Det kunne han så tydeligt se, nu hans dæmon var faldet på plads. Han havde virkelig følt noget for hende, så det måtte han blot udtrykke. "Nej for han kommer slet ikke så langt," sagde han med et skævt smil og så på hende. Nu fik hun gaver og der skulle nok komme flere. "Jo det kan du," sagde han med et skævt smil og fik låsen sat fast, så den ikke ville falde af. "Tak er end ikke behøvet," sagde han dæmpet. Han strøg hendes hår om bag øret og kyssede hende kort på kinden, med et lidt genert smil. Han trak hånden til sig igen. Han påvirkede knapt nok med sin sensuelle dæmon lige nu.

Armbåndet

[Deleted]

Amanda var virkelig panisk bange for, at Jori ville ende med at finde hende, og så ville hun virkelig have problemer, udelukkende fordi at hun havde vist sig at stå imod manden ved at tage med Zach. Et sted fortrød hun det og et andet, så nød hun det, at hun endelig var fri, selvom.. hun kunne slet ikke huske hvordan det var at skulle være fri. Et sted var den tanke i sig selv ganske skræmmende for en som hende, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af overhovedet på nogen måde. Hun lod ham give hende armbåndet på, selvom hun slet ikke vidste hvad pokker hun skulle sige til det. Hun havde jo aldrig været vant til gaver.. Hendes fødselsdag blev jo puffet i baggrunden hver eneste gang og hvert eneste år, så hvorfor skulle der da være noget mindesværdigt ved det egentlig? Hun vendte blikket forsigtigt og ikke mindst spørgende mod Zach. Hun bed sig ganske let i læben. ”… Hvorfor gjorde du det? Det var jo.. bare et spark..” sagde hun stille. Det var jo trods alt ikke noget som hun ikke var vant til fra før af, det var der jo heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jamen… tak… Det skal du da have.. jeg plejer jo normalt ikke at få noget.. af nogen,” sagde hun stille. Hun rødmede ganske let ved hans kys, hvor hun vendte blikket let forlegent ned mod jorden og med et stille smil på læben. Hun gned sit kind hvor han havde kysset det.. selv det var hun jo heller ikke vant til.