Help me..!

[Lestat De Lochér]

Navnet ville Lestat gerne være med til at ændre, men hun måtte bare ikke gemme alt det gode af hans Elanya væk. Alt det, som han elskede hende for og satte pris på, at hun havde i sig. Men dette var vel af chokket? Chokket over, at være blevet behandlet så grovt pga. det. Han ville hjælpe hende, det kunne han da ikke bare se forbi. Denne mulighed for at hjælpe og kende igen. Han havde virkelig savnet hende som en sindssyg. Et sted biologisk og i de fortrængte minder, huskede han udmærket at Ela i det store hele var hans mor - men det var så fortrængt, at det så sjældent kom frem og han tænke kun på hende, som sit livs kærlighed. Han havde jo aldrig kendt hende, før hun blev hans kærlighed. Han ville gøre hende tryg og han ville virkelig vise hende, at verden havde noget godt endnu, trods Procias var et rod efterhånden. Af hvad han havde hørt. "Ikke af navn og ikke af titel eller land. Men den Ela, som jeg havde i Lochér Mansion eller hende jeg elsker, den må du være," sagde han dæmpet og sendte hende et smil. Han prøvede på ikke at forhaste det - han talte blot sandt. Den Ela - hans Ela som han kendte, måtte jo være derinde. Han nikkede. "Selvfølgelig," sagde han stille. Minderne blev bragt frem, som han omtalte New Dale - dengang de først havde skabt Jonas. Der hvor hele kemien mellem dem var begyndt. At hun var kold, mærkede han godt. Den samme varme var en smule væk, selvom han jo ville kunne mærke de pumpende og lune blodårer under hendes hud. "Glædeligt," sagde han blot til hende. Han holdt hende ind i favnen og lod hende bare slappe af. Hun vejede virkelig ingenting for ham. "Vi skal tilbage til Imandra min pige," sagde han til Maggie, som endelig makkede ret. Han kunne ikke fordrage at bruge den faste tone - men den var jo ikke direkte hidsig, bare fast på at nu kunne det godt holde op. Han smilede, da hun gik lidt foran. "Til New Dale," sagde han videre.

[Deleted]

Der var virkelig ikke meget tilbage af Ela længere. Meget var gået bort dengang for mange år siden, meget var gået bort i tiden som de var endt med at gå i møde og nu hvor hun måtte stå i denne situation, så var det virkelig mange gange værre for hende. Hun genkendte virkelig frygtelig lidt. Procias var nyt for hende, det var virkelig et giga og stort rod som aldrig før og det frustrerede hende, at hun intet kunne gøre for at rydde op i det! Hun knyttede hænderne stille og lagde hovedet ind mod Lestat. Det var da noget af det eneste som hun faktisk var i stand til at skulle godkende og så alligevel ikke.. Han sad der med den nydeligste lille pige og det glædet ham om ikke andet, at han havde formået at komme så langt, at man kunne finde en anden at være sammen med, for det at skulle sidde fast i fortiden, det ønskede hun virkelig ikke. Hun tog fat omkring kappen og trak den tæt omkring sig. Hun frøs virkelig og hun havde virkelig ikke kræfter til noget som helst, så det i sig selv, var hende virkelig noget så frygtelig skræmmende. Bare tanken omkring De Lochér Mansion, fik hende til at smle ganske svagt. "J-jeg husker det... det store Mansion," sagde hun stille. Det var der i haven, at hun var angrebet dengang Jonas havde været lille. Den stakkels knægt.. hvor var han nu? Hun vidste virkelig intet! Hun vendte blikket stille mod Lestat. "... Hvor er Jonas?" spurgte hun stille. Hendes stakkels dreng. Hun havde allerede mistet så mange, og han var virkelig en af dem, som hun havde haft det bedste forhold til, og det var det som hun ønskede at holde fast i. Maggie nikkede blot. Når Lestat tog den tone i brug overfor hende, så rettede hun som regel også ret efter ham. Hun gik udenom byen, som de normalt gjorde det når det var ved at være så sent, for at komme mod Imandra og New Dale. "Far?" kaldte hun stille og så over skulderen mod ham. Det næsten noget så sultne blik, faldt direkte til Ela som næsten måtte ligge helt slapt i hans favntag. Hun var virkelig bare udmattet.

[Lestat De Lochér]

Lestat ville finde ud af dette sammen med Elanya, det var helt sikkert. Om de så måtte starte helt forfra, ville han da også ende med at respektere det. Bare hun var her - bare den kærlighed de havde haft til hinanden, håbede han for sig selv at genfinde. Procias var selv nærmest ukendt for ham, så det var faktisk en tanke han også fandt skræmmende. Storhedstiden måtte være ovre. Den sluttede vidst - efter hans mening - da han og Elanya gik bort, det samme med Jonas. Efter det, gik der ligesom lidt kaos i det hele. Han lod hende hvile i sin favn, havde virkelig intet imod at skulle gøre hende tryk og holde hende sikker. Han var stadig ham, på trods af at have fået skønneste lille Maggie. Det fortrød han ikke. Det havde været mere venskabeligt, det med Alicia, end noget andet. Han lukkede kappen omkring hende, hun skulle bare have det varmt. "Glædeligt," sagde han stille. Det lettede ham, de minder var ikke spildte så. Han måtte selv smile. Han huskede også hendes angreb, hvor han var blevet nødt til at skulle forvandle hende til vampyr for at hun kunne overleve. "Han.. Jeg har hørt, at han er bort, Enya," sagde han stille og med en trist stemme, det havde virkelig også smertet ham i lang tid! Han så ned på Maggie. "Ja lille skat?" sagde han til hende og satte farten lidt op, Maggie kunne da nok følge med, hun havde også vampyr i sig.

[Deleted]

Elanya lukkede stille øjnene. Nu hvor hun befandt sig i Lestats arme, så kunne det vel aldrig gå helt galt? Han ville vel beskytte hende, nu hvor hun ikke havde nogen muligheder for at skulle gøre det selv? Hun kunne i det mindste håbe på det. At der var noget som ikke var helt nyt, selvom han nu havde fået en datter. At han var kommet så meget over hende, at han havde fundet sammen med en anden. Hun klandrede ham jo ikke. Hun havde været væk i mange år, og desuden, ønskede hun heller ikke, at han skulle sidde og dvæle ved fortiden på den måde. Bare tanken omkring det, måtte skræmme hende yderligere end det som godt måtte være. Bare at få nyheden om at Jonas var gået bort, ramte hende noget så tydeligt, det var end ikke noget som man kunne se væk fra. Hun blinkede let med øjnene og pakkede kappen yderligere og tæt omkring sig. Praktisk talt, var det jo.. deres eneste fællesbarn. "G-gået bort?" spurgte hun stille. Stemmen var end grødet endnu en gang. Hvorfor og hvordan? Det var virkelig ikke noget som gav nogen mening for hende. Hendes lille knægt? Den eneste som hun havde haft et fantastisk forhold til! En tåre trillede stille ned af hendes kind, idet hun stille lagde hovedet ind til ham. Lagde det ved hans skulder og tæt mod hans hals. Hun lukkede øjnene. Hun ville virkelig ikke fælde flere tårer. "... hvordan?" hviskede hun dæmpet. Maggie vendte sig mod dem. Hvem Jonas var, det vidste hun jo trods alt ikke, så det var hun faktisk lidt ligeglad med. "Når vi kommer hjem, må mig så spise hende?" spurgte hun næsten håbefuldt. Hun var faktisk meget sulten! At far satte farten op, gjorde hende intet. Hun fulgte stadig meget fint med.

[Lestat De Lochér]

Lestat bar Ela uden problemer. Hun vejede virkelig ingenting for ham. Nærmest så let som fjer for ham, hvilket var en skræmmende tanke. Han ville beskytte hende, det måtte hun virkelig ikke tvivle på. Selvom man ikke skulle dvæle ved fortiden - hvordan kunne han så nogensinde glemme sin største kærlighed, som han havde holdt sammen med så længe og på godt og ondt? Delt deres hjerte, for at Ela kunne blive magiker igen fordi hun ikke fungerede som vampyr og han selv blev warlock igen, som han oprindeligt var. Hvordan kunne han dog nogensinde glemme hende eller miste nogle af de følelser, som han holdt allermest af hende for? Han havde elsket hende dengang. Hun havde kaldt på ham i hans drømme. Kunne det ikke betyde noget? At hun stadigvæk ønskede ham? Han var faktisk lidt forvirret over det, men det var måske bare hans forestillinger, som han tog for virkelighed for tidligt. "Ja.." sagde han dæmpet og hørte godt, hvor stille hun blev og hvordan grøden trængte sig på hendes stemme. Han havde ikke gjort nok for at beskytte sin knægt og han havde virkelig bare fejlet - noget han agtede ikke at gøre med Maggie! Nok havde han været med en anden, men han var aldrig kommet over Elanya. "Af hvad jeg har hørt, er han død samme aften, som.. Som vi selv," sagde han dæmpet til hende. "Han kom op og så os, men han endte selv i baghold," forklarede han dæmpet. En forfærdelig tanke. Procias var vel allerede ramlet sammen dengang? Han så ned på Maggie ved hendes spørgsmål. "Maggie, du skal overhovedet ikke sætte tænderne i Elanya, er du med?" spurgte han fast.

[Deleted]

Ela var tynd og hun vidste det udmærket godt. Men det var jo heller ikke ligefrem fordi, at hun kunne gøre noget som helst ved det på nogen som helst måde. Hun var træt og ønskede vitterligt bare den mulighed, for at skulle få noget hvile. Bare den lille tanke til, at Jonas var faldet bort på den selv samme dag, som de selv var, var virkelig noget af det værste. Der var det ikke bare Lestat som havde svigtet, det var i den grad også hende selv. Hun havde det virkelig bare noget så frygtelig elendigt med det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! "Det kan ikke passe.." Hendes stemme, var virkelig ikke noget andet end en dæmpet hvisken. Hvordan kunne det være, at de skulle rammes af så frygtelig mange tragedier? Det var virklig bare så frygtelig unfair! Hun lagde hovedet tæt ind ved ham og lukkede øjnene. Tårerne trillede lydløst ned af hendes kinder. "Det kan ikke passe.." hviskede hun igen. Hun slog armene forsigtigt omkring sin egen krop. Hun havde det virkelig så frygtelig elendigt med det hele! "Min lille dreng... min lille dreng.." Hun gemte nærmest ansigtet ned i kappen. Hvorfor kunne hun ikke gøre andet end at miste? Hun havde virkelig ikke gjort andet end at miste absolut hele livet! Maggie så på dem og med en næsten fast mine. Det svar var hun bestemt ikke tilfreds med! "NEJ!" udbrød hun med den naturlige skingre stemme. Hun var sulten og så ville hun altså have mad og det skulle være lige nu! Elanya tørrede sine øjne og vendte blikket mod ham. "Enya," rettede hun næsten forsigtigt på ham. Hun ønskede virkelig ikke at blive kaldt ved sit gamle navn mere. Hun var ikke den kvinde mere og hun ønskede virkelig heller ikke at være det.

[Lestat De Lochér]

Lestat måtte virkelig bide det lidt i sig, at hun havde det så elendigt. Det gjorde ondt på ham, fordi hun fortjente det virkelig ikke! I første omgang, skulle de aldrig være skilt. Men der måtte være en eller anden grund til, at hun ikke var stået op igen dengang. Selv havde han det udmærket som vampyr, det havde havde levet som størstedelen af sin tid og det han agtede at fortsætte med. De havde begge svigtet deres søn og det var noget, som han inderligt kunne hade sig selv for - det var helt sikkert. "Jo.. Jeg troede det heller ikke," sagde han dæmpet og rystede let på hovedet. Han puttede hende ind i sin favn, lod hende bare græde. Han havde selv grædt, men lige nu forholdt han sig fra det - Maggie var her jo også. Han gik roligt afsted og nåede ud af Dvasias' grænser. Han så på Maggie. "Du får ikke noget af El..Enya Maggie, forstå det så," sagde han fast og så på hende. Han stoppede kort op. "Du skal nok få mad. Om ikke andet, kunne du få noget af mit eget blod, hvis det skulle være. Jeg skal nok finde noget!" sagde han og tydeligt irriteret. "Og kom så," sagde han og fortsatte sin gang ud af Dvasias. Resten af vejen gik uden problemer, ingen lovløse fra Imandra havde lyst til at komme i vejen til aften - hvilken glæde. Da han nåede New Dale, fandt han hurtigt vej til kroen.

//Out, laver ny :b

[Deleted]

Nemt, det var det bestemt ikke for Ela, det var der ingen tvivl om. Hun havde virkelig bare kæmpet for at skulle holde det hele ved lige. At deres død samtidig havde forårsaget Jonas' var virkelig ikke en tanke som hun brød sig om. Det var først nu, at hun vidste det. Der var ingen som havde fortalt hende noget som helst ellers! Hun havde svigtet ham. Det kunne virkelig ikke være andet end det, det var der ikke nogen tvivl om. Hun lagde hovdet tæt ind mod Lestat, da han selv lod hende gøre det. Tårerne trillede stille ned af hendes kinder og med den ellers lette skælven. Hun frøs virkelig, og det var jo ikke fordi, at Lestat kunne holde hende varm. Han var jo kold selv. "Det kan ikke være rigtigt.." Hendes stemme var virkelig ikke noget andet end en hvisken, det var heller ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun blev blot liggende i hans favn. Han holdt hende jo oppe, som det rene ingenting, hvilket i den grad også måtte gøre hende noget så voldsomt glad. Maggie var virkelig ikke tilfreds med de svar som Lestat måtte give hende og det var tydeligt. Hun knyttede hænderne ganske let og valgte så bare at tie stille, ellers ville det da først gå galt. Hun fulgtes ad med Lestat resten af vejen og endte stille op ved siden af ham, hvor hun greb omkring hans skjorte, så han vidste hvor hun måtte være i forhold til ham selv, i det at de gik mod New Dale og kroen der.

//Out