Help me..!

[Deleted]

Det var en sen aften og dog alligevel så stjerneklar som aldrig før. Dvasias var henlagt i det smukke aftenskær fra den store fuldmåne som hvilede tydeligt oppe over deres hoveder. Ela var grebet af en panik. Hun havde vandret rundt i Manjarno, udelukkende fordi at det var noget af det som hun kunne huske at genkende. Procias var fremmed for hende, der var ikke meget forskel på ven og fjende mere og det var bestemt ikke det Procias som hun havde forladt dengang! Hun var fanget. Hænderne var kraftigt bundet md ældgamle reb som sad så stramt omkring hendes tynde og slanke håndled, at de måtte være næsten blå. Den anden ende af rebet, hvilede kraftigt i en stor mands hånd. Han kastede rundt med armene og råbte kraftigt op, for at få denne nydelige unge slave solgt. Hvis der var noget som Ela ikke var, så var det i allerhøjeste grad en slave! Hun reagerede ikke længere på sit døbenavn, men det kælenavn som hun var blevet skænket og udelukkende på dette sted. Enya.. Det var det navn som hun var tvunget til at skulle gå under for øjeblikket og det havde hun bare taget til sig, efter at være blevet skænket adskillige spark og slag, som man nu alligevel ikke kunne se på hendes slanke krop, på grund af den halvstore kjole som hun måtte have på. Den var laset og den var gammel. Det var slet ikke den Ela som folk ville kende og det var tydeligt at hun ikke var genkendt! Tak og pris! Idet han kastet med hånden igen, blev Ela kraftigt revet frem og med et tydeligt gisp. Det gjorde virkelig ondt! Hendes ene ben gav efter under hende. Hun var kraftigt underernæret og som aldrig nogensinde før. Tårerne pressede på, selvom hun virkelig intet sagde til det. Hun måtte ikke.. Åbnet hun munden uden at have fået lov til det, så fik hun slag, så det sagde spar to. Hun rystede og skælvede. Hun var en procianer fanget i Dvasias, bare det var jo mere end farligt nok for en som hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. De smaragdgrønne øjne søgte ud i mængden. Bare at søge efter noget velkendt! Hun havde selv forandret sig en anelse, selvom hendes blik var og blev det samme. De samme velkendte smaragdgrønne øjne.

[Lestat De Lochér]

Lestats færd havde endelig fået ham til at nå Dvasias. Det var på dette område, at Elanya havde været i hans drømme. Og de drømme havde virkelig bare fået et håb op i ham, som han simpelthen bare blev nødt til at finde ud af. Hans blik var iskoldt - han blev virkelig bare nødt til at spille en kold vampyr. Maggie havde han i hånden og han holdt kraftigt fast, for ikke at miste hende i mylderet her den sene aften. Himlen var smuk og de havde snakket om den på vej til byen. Som de havde kommet nærmere, havde han dog forklaret sin lille pige at hun skulle passe nøje på folk og holde sig tæt ind til ham. Han holdt dog godt fast i hende, intet måtte ske hende. Og alle som kiggede, fik et hårdt blik igen og de kiggede væk. Han vidste ikke om folk ville kende ham - han havde jo noget af et grimt rygte rundt omkring egentlig - bestemt også grunden til, at han havde holdt sig i Imandra. Han havde godt hørt om Procias og det var virkelig ikke det Procias som han kendte, det var helt sikkert. Han hørte nogen råbe op om en slave og så igennem mængden. Han pressede sig forbi folk og så den undernærede lyshårede kvinde siddende på sine knæ. Han kneb øjnene i. "Jeg vil gerne kigge lidt nærmere," sagde han til den store mand, som holdt hende. Han knælede og greb fat om kvindens hage, for at kigge på hendes ansigt. Hans ellers kølige blik, blev mere overrasket. De øjne var virkelig ikke til at tage fejl af. "Jeg tager hende," sagde han og skubbede sig op at stå, holdt stadigvæk fast i Maggie med den ene hånd. Han trak en pose penge op af sin lomme og rakte den imod slave-sælgeren.

[Deleted]

Ela vidste virkelig ikke hvordan hun skulle reagere på det hele og det i sig selv, skræmte hende virkelig noget så frygteligt! Manden som måtte komme frem mod hende og med den lille pige, var noget som hun tydeligt måtte tage i blik. Noget ved ham, var hende så velkendt, selvom hun i hendes paniske tilstand, slet ikke var i stand til at skulle finde ud af, hvad det måtte være! At han knælede ved hende, så faldt blikket ned i jorden allerede med det samme. Hun havde et tydeligt blåt mærke ved hendes skulder, som man kunne se, ellers fejlede hun ikke noget som øjet var i stand til at se. Hun sitrede, da han lod hånden søge under hendes hage og vendte blikket mod ham. At se det hårde ydre blive så overrasket, efterlod hende den klare tro på, at hun virkelig havde gjort noget så grusomt forkert! Manden som holdt fast i rebet, gav det til Lestat som han selv måtte tage imod posen med penge. Han vejede den tydeligt i hånden og nikkede så tilfredst. "Hun er din," sagde han kortfattet. Ela blev siddende på knæ og uden at rokke sig. Hun måtte intet sige, hun måtte intet gøre, for det var hun jo slet ikke blevet bedt om. Denne verden var og blev virkelig så skræmmende ukendt for ham og det var direkte skræmmende.
Maggie blev tæt på sin far mere eller mindre hele tiden. Hun savnede mor noget så grusomt, men far havde altid været det bedste! Hun holdt godt fast i hans hånd og havde gået hele vejen ved hans side. Hun vendte blikket mod kvinden med reb omkring håndleddene. "Far? Hvorfor kvinde have snor på?" spurgte hun stille og pegede mod hende med sin frie hånd. Hun var en meget mere rolig pige efter at mor og far var gået hvert til sit. Hun vendte blikket op mod den store mand, inden hun mere gemte sig bag Lestat. Han var uhyggelig!

[Lestat De Lochér]

Lestat var virkelig fuldkommen sikker på at det var Ela - så han var virkelig bare nødt til at skulle få det af vide. Om ikke andet, så gjorde han noget godt ved at købe en slave fri og så få hende bort fra dette onde, som ingen virkelig fortjente. Så snart han havde kigget tilbage på manden, måtte han også kigge mere indgående og koldt på ham, for ikke at skulle tro det. Han havde godt lagt mærke til den velkendte kvindes skulder, men han kommenterede det ikke. De skulle først udenfor byens myldrende rammer, før at han ville gøre noget det hele. Han smilede tilfredst, dog selvom det virkelig var så falsk! Han tog imod rebet og rykkede bare en lille smule i det, for at skulle få hende op at stå. Han lod dog sin hånd gribe fat om kvindens overarm i stedet og rev hende på benene. Selvom det ikke lignede for andre, at han sådan set gav hende støtte ved at holde fast i hendes arm, så gjorde han altså det for at hjælpe. Han førte hende med sig og sørgede for at holde Maggie i den anden hånd. "Den forklaring får du lige senere min pige," sagde han mere blidt til hende. Da han nåede udenfor byens rammer og her hvor der var ingenting, satte han kvinden hen på nærmeste sten og gav også slip på Maggie, med beskeden om at hun skulle blive stående. Han bar kvindens hænder op. "På dine øjne, ville jeg i forvejen kende dit navn," sagde han stille og rettede sig op. Rebet smed han på jorden. "Og hvis jeg ikke tager fejl, bærer du mit efternavn i dit navn," sagde han stille, selvom det var så pokkers fjernt at skulle sige ordet Elanya. Han sank en klump og fik det over sine læber. "…E..Elanya," sagde han stille og hans øjne flakkede over hende.

[Deleted]

Ela nægtet at sige så meget som et eneste ord. Hun havde været igennem det, at få smæk for det og det gjorde virkelig ondt, når en fuldvoksen mand måtte gøre det. Hun stirrede blot ned i jorden, selv da Lestat måtte få rebet foræret. Hun gjorde virkelig intet. Nu var hun en andens ejendom. Hun havde nemlig fået det skubbet ind i hovedet, at hun virkelig ikke var noget andet end det som han havde gjort hende til. At Lestat måtte rive i rebet, idet hun selv prøvede at komme op på benene, så var det virkelig nemmere sagt end gjort. Hans hånd som greb omkring hendes overarm, var hende dog en hjælp til at komme ordentlig op. Hun sagde stadig ikke noget, idet at han bare førte hende med sig væk fra folkene. Maggie fulgte hurtigt trop lige ved siden af far og med hans hånd i sin egen. Hun nægtet virkelig at skulle slippe ham! Hun blev stånede fuldkommen stille som Lestat havde bedt hende om at gøre, da han satte kvinden hen på en sten. Ela hævede blikket stille, da rebene blev fjernet fra hendes hænder. Hun tog håndleddene stille ind mod sig. De var blå og de var hævet. Hun havde faktisk meget ondt i dem. At han dykkede sådan i hendes fjerne fortid, fik hende blot til at vende blikket stille ned mod jorden ved hende. At blive kaldt ved hendes gamle fornavn, fik det til at sitre i hende. Hans navn? Bar hun hans navn? Hun blinkede ganske let med de smaragdgrønne øjne og bed sig ganske svagt i læben. Hun reagerede tydeligt på sit fornavn. Hun så stille op på ham. Ganske svagt bed hun sig i læben og rystede på hovedet. "J-jeg ved ikke hvad du snakker om.." afveg hun med en dæmpet stemme. Stemmen måtte selv tydeligt indikere, at det måtte vær hende. Det kunne umuligt være nogen andre! "Jeg er ikke kaldt ved det navn i lang tid.." hviskede hun meget stille. En tåre trillede stille ned af hendes kind. Han virkede.. god ved hende? Hvorfor?

[Lestat De Lochér]

At Lestat selv havde ændret sig, kunne han blot sige ja til. Der var gået frygtelig lang tid og han var forundret over, hvordan at han kunne have fundet hende. Men han var virkelig bare lettet, over at hun faktisk var her. Hun havde jo kaldt på ham i drømmende, bedt til at han ville finde hende og redde hende fra det helvede hun havde levet under slavehandlerens vinger. At hun intet sagde, sagde ham blot at hun havde været igennem noget af en behandling for at gøre hendes tavs, medmindre man spurgte. Det skar ham virkelig et sted dybt indeni, fordi at hun fortente virkelig ikke en så respektløs behandling. Han skubbede rebene væk med sin fod og knælede stille foran stenen, for at kunne se bedre på hende. Så var han ikke højere hævet end hende, nok havde han betalt for hende. Men han virkelig ingen ejerfornemmelser af den grund. Han smilede prøvende til hende. Han bad Maggie komme hen, hvor han så ville se på hende og stryge hende over ryggen, bare være der for hende som en god far. Hans mørke øjne faldt tilbage til kvinden.. Som han nu allerede havde kaldt Elanya. "Det er jeg nu sikker på du gør," sagde han blot dæmpet, efter hun havde ligesom godkendt at det var hendes navn - efter hun havde sagt, at hun ikke var blevet kaldt ved det navn i lang tid. Hans blik var langt fra koldt længere. "Hvis jeg ikke tager fejl, bærer du et længere navn Elanya De Lochér," sagde han stille. Det hed hun før hun var gået bort, hvorfor skulle det være forandret nu? Han vædede let sine læber. "Jeg er Lestat De Lochér.." endte han som det sidste, bare for at lade hende vide.

[Deleted]

Ela havde virkelig været under en helt og særdeles forfærdelig behandling. Der skulle normalt meget til, for at få hende til at tie stille, men den mand, havde i sandhed formeåt at få hende gjrot fuldkommen tavs som intet som helst andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. De smaragdgrønne øjne søgte stille til hans skikkelse. Hun måtte ikke reagere på sit gamle navn. Det havde hun fået fortalt så mange gange, men det var virkelig bare.. svært! Hvem manden måtte være direkte, kunne hun ikke sige. Hun vidste efterhånden, at hun havde været væk i det som måtte ligne.. 30 år? Det var skræmmende lang tid! Hun rystede og hun skælvede, sad mere eller mindre bare stille og blev snakket til, hun lod ham endda snakke færdig, før hun så meget som overvejede, at skulle åbne munden. Hun havde fået slag nok for resten af livet! Hun rystede stille på hovedet til hans ord og så stille på ham. Hendes ordre var tydelige. "J-jeg går ikke under det navn mere.. J-jeg hedder E-Enya," fortalte hun stille, dog selv meget forsigtigt. At han præsenterde sig selv med fulde navn, fik det til at stivne fuldkommen for hendes blik. Det.. det kunne ikke være rigtigt! Tårerne pressede tydeligt på, da blikket faldt ned mod jorden igen og stille mod hans lille pige, som havde valgt, at skulle komme tæt på dem begge. Hun stod ind mod Lestats favn og med blikket hvilende på Ela selv og meget nysgerrigt og iagttagende. "Far.. Hun se syg ud," bemærkede hun stille og så på ham derefter. "Må mig spise?" fortsatte hun stille. Ela hørte dem udmærket godt. Det havde hun selv været ude i. Hun bar selv to mærker.. håret skjulte det dog heldigvis. Det var bestemt ikke en nem behandling som hun havde været igennem. "Lestat..." Hendes stemme var en hvisken. Han havde en datter.. han havde en familie. Igen.. alt havde virkelig forandret sig. Hun genkendte virkelig intet!

[Lestat De Lochér]

Lestat så på Ela med sine mørke øjne. Han havde jo kendt hende førhen og meget kunne vel ikke have ændret sig, kunne det? Ikke for ham, men nok mere for hende. Han så på hende med at prøvende smil og ville virkelig bare, have at hun skulle kunne falde lidt mere tilbage i sig selv. Han havde ikke Alicia længere, men deres fælles datter ville han så glædeligt passe på. Han holdt trods alt meget af børn - sine børn specielt! Hans øjne betragtede hende, nu kunne hun godt bare lægge alt sit forbandede slavehandelshalløj væk. Det ville han virkelig ikke se hende med. Han måtte få fat i noget andet tøj til hende også, han kunne ikke holde ud af se hende i denne forfærdelighed. "Du behøver ikke gemme dig bag det navn Elanya, både du og jeg ved da, at du er dig.." sagde han blot dæmpet og afviste fuldkommen, at skulle kalde hende for noget andet. De ordre hun havde fået, behøvede hun ikke have noget med at gøre her. "Du er fri nu. Du skal ikke gøre noget som helst af hvad ham manden har sagt eller gjort," sagde han stille og direkte bedende. Han søgte hendes blik, selvom hun hele tiden kiggede væk. Han så mod Maggie. "Hun har bare været ude for noget slemt min pige," sagde han dæmpet og med et skævt smil, som dog tydeligt faldt ved hendes næste ord. "Nej Maggie, det må du ikke," sagde han fast og kiggede tilbage på Elanya igen. Han tog prøvende hendes ene hånd. "Jeg ved hvad du ser Elanya," sagde han dæmpet og startende. "Jeg har en datter, og ja det har jeg. Men jeg har ingen ved min side, jeg er ikke med nogen mere. Jeg hørte dig i mine drømme og jeg kom her, for at finde dig," sagde han stille og prøvede på at fange hendes blik. "Og nu har jeg fundet dig. Jeg har virkelig længtes," sagde han blot som en tydelig hvisken, dog var det sandheden.

[Deleted]

For Ela var det virkelig svært, at skulle lægge det hele væk fra sig, som det måtte stå lige nu. Han havde en datter. Han havde allerede kommet videre vel? Hvorfor skulle han da ellers have valgt, at skulle gå frem på den måde, soms han havde gjort det? Hun blev siddende og stadig så voldsomt rystende. Det var virkelig umuligt for hende at falde til ro. Den lille pige, så yndig og uskyldig, at hun ikke kunne lade være med at smile. Hun elskede børn og havde altid gået glædeligt omkring dem på må og få. Hun var blevet fanget på hendes tur mod Marvalo Mansion. Hun kunne forhåbentlig finde noget der, som var hende kendt? Hun håbede i det mindste, for alt det andet, skræmte hende virkelig meget mere end hvad godt var, det var i den grad også helt sikkert. Hun trak vejret dybt og nikket. De havde brugt så forbandet lang tid på at banke det bevidst og bogstavelig talt ind i skallen på hende, så det at slippe det, var faktisk en tanke som blot måtte skræmme hende mere end hvad godt måtte være i den anden ende. De grønne øjne vendte hun stille mod ham. "J-jeg er ikke Elanya mere.. Vil ikke være hende.." forklarede hun stille. Navnet plantet og pyntet på den smukkeste dronning i hele Procias' lange historie. Hun ønskede virkelig ikke at være den kvinde mere! At han tog hendes hånd, fik hende til at stivne helt. Hun var jo faktisk vant til at en berøring betød smerte. Ikke hans.. Den var anderledes.. frygtelig meget anderledes. "Jeg kaldte... og jeg kaldte. ingen hørte mig.." hviskede hun stille, idet en tåre trillede stille ned af hendes kinder. Hvis hun var skylden i, at han var gået fra den smukke lille piges mor, så ønskede hun i sandhed ikke at stå i vejen. Ela selv var næsten lige så bleg som Lestat måtte være det. Hun var tydelig mager. Hun bed sig fast i læben. "Ingen kom for at finde mig.. Jeg genkender intet mere.." hviskede hun næsten hjælpeløst. Maggie blev stående. Hun muggede en anelse i protest. Hun var faktisk ved at være sulten! "Jamen.... faaar!" beklagede hun sig.

[Lestat De Lochér]

Det hele var en nærmest omvendt verden for Lestat. Han havde en vidunderlig lille pige, men det var mere med end veninde end en kærlighed. Selvom han havde levet ganske godt på overfladen, så ville det bare aldrig være det sammen uden Ela. Det kunne det bare ikke være! Han var langt fra kommet for langt over hende, til ikke at kunne vende til bage. Han kunne sagtens og meget hurtigt vende skuden om. Selvom hans hjerte ikke længere kunne slå, så følte han det næsten. Bare en psykisk følelse af, at have en hjerterytme. Nervøst. Han trykkede omkring hendes hånd og ganske blidt. Hvad hun havde været igennem var forfærdeligt. Han følte næsten at hun var små juveler, som bare kunne glide mellem fingrene på ham og han ønskede det bestemt ikke. Hun havde været alt for ham og hun betød stadigvæk sådan en stor del af hans person, at han bare ikke kunne lade dette passere. Han havde købt hende fri, men han ville bestemt ikke eje hende af den grund. Det var bare så sindssygt forkert. "Men Ela.. Du..du kan aldrig være en anden for mig," sagde han stille og rystede på hovedet. Han havde jo ikke skiftet navn af den grund, fordi at han havde mistet sin elskede - hvilket han jo godt kunne. Men Lestat var bare ham. Han ville gøre hende ligeså smuk, men bare som dengang hvor de boede i Lochér Mansion. "Jeg hørte dig Ela, jeg hørte dig," sagde han stille og gav slip på Maggie. Han strøg tårerne væk og så hende dybt ind i øjnene. "Jeg har ledt og jeg har endelig fundet dig," sagde han dæmpet og kun som en blid hvisken. Han lagde begge hænder omkring hendes ene hånd. "Jeg kan virkelig ikke tro, at efter denne tid hvor jeg troede jeg havde mistet dig for altid.. At du så virkelig sidder her. Du kan aldrig være nogen anden for mig end Elanya.. Men uanset om du hedder Elanya eller Enya, så sig mig ærligt.. Bærer du ikke stadigvæk efternavnet?" spurgte han dæmpet til hende. Han så kort på Maggie og rystede bare på hovedet. Nej var så hårdt at sige, så det var enten et hovedryst eller 'ah-ah'.

[Deleted]

Ela vidste virkelig ikke hvordan hun skulle reagere på det hele. Det at Lestat havde en datter, måtte da betyde, at han var kommet over hende? At han havde haft en anden at være sammen med, og det var virkelig ikke noget som hun ønskede, at skulle spolere, det var der end ikke nogen som helst tvivl om. Hun så stille og tydeligt usikkert ned i jorden ved hendes fødder. Hun rystede og skælvede. Så sent som det var, så holdt kjolen hende ikke just varm. Hun var beskidt og det hele, som havde hun været boende på gaden. Hun genkendte virkelig intet længere og det i sig selv, var virkelig bare skræmmende. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, idet hun stille vendte blikket mod ham endnu en gang. Dette var virkelig det som skulle til, for at få hende i tvivl. Han havde hørt hende, selvom.. det virkelig ikke havde været hendes mening, at skulle ødelægge noget som helst. Hun bed sig svagt i læben og så stille på ham. Ganske stille rystede hun på hovedet. "Jeg er ikke Elanya mere.." hviskede hun stille. Hun ville virkelig ikke være den kvinde mere. Kvinden som var kendt som den store dronning i Procias - Jamen, så se da på hende nu! Begge hænderne omkring hendes, fik hende svagt til at lukke øjnene og bed sig i læben. Hun var slet ikke vant til at føle sådan! At han spurgte ind til hendes efternavn, fik hende virkelig blot til at sidde fuldkommen uroligt. "J-jeg.. jeg beholdt mig navn... efternavn.. J-jeg hedder Enya De Lochér.." fortalte hun stille. Det var hende dog en trøst, for det var jo lidt af det gamle som hun kunne holde godt fast i, og det var hun i den grad også noget så frygtelig glad for i den anden ende, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var selv kold at røre ved. Hun blev jo holdet svækket, udelukkende så hun ikke kunne bruge sin magi. Hun hadet det virkelig noget så frygteligt! Hun trak vejret dybt. "L-Lestat... h-hvis jeg på nogen måde.. h-har ødelagt det mellem dig og... hendes mor, så.." Hun vendte blikket mod Maggie som tydeligt stod utilfreds ved siden af dem begge. Hun så tydeligt bebrejdende på Lestat, eftersom hun slet ikke fik noget at spise. "Jeg er sulten!" beklagede hun sig. Hun knyttede hænderne og stampet hårdt i jorden.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde det virkelig skidt med, at Ela havde været igennem det helvede. Det var virkelig helt sikkert. Hun havde ikke ødelagt det mindste. Alicia var gået mod sin sande kærlighed og det havde aldrig fungeret på andenvis end venner fremover alligevel. Så hun spolerede ingenting og det måtte hun også bare få afvide. Hun var hans et og alt, så han kunne for pokker bare ikke se forbi det. Han havde en datter, men det ændrede virkelig ikke noget. Han trak sin egen jakke af og slyngede den omkring hans skuldre. Den ville afskærme finden og også holde hende mere varm. Han måtte få et værelse, så han kunne få Ela på benene igen og han måtte også finde en måde, at få noget blod til Maggie. Hun var ikke vant til at kunne gå for længe, uden at skulle have blod. Han sukkede dæmpet og kunne udmærket høre hendes hjertebanken. Han havde hørt hende og han ville have hende. "Jo du er.. Du kan ikke være en anden, bare fordi du hedder et andet fornavn," sagde han stille. En tydelig hvisken, som hun dog tydeligt ville høre. De var kun dem og den klagende Maggie. Han strøg hende over overarmene, for at skulle give hende en form for tryghed. "Det glæder mig," sagde han blidt. Det var noget at holde fast i og hun skulle i den grad have lov til at beholde det. "Det har du virkelig ikke.. Hendes mor, fandt selv sin store og gamle kærlighed igen. Desuden var hendes mor og jeg, mere nære venner og hinandens reddere fra det vi virkelig elsker, som var væk," sagde han stille og så hende ind i øjnene. Alt han sagde var kun sandhed, skulle han kunne sige andet? "Du er alt for mig El..Enya, hør nu på mig. Du er hvem jeg vil have," sagde han stille. Han sukkede stille og så imod Maggie. "Vi skal nok finde noget til dig," sagde han stille og kiggede på hende med et: "og-drop-det-så"-blik.

[Deleted]

Elanya ønskede virkelig ikke, at skulle være den som ville ødelægge det hele lige for øjeblikket, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. Bare tanken omkring det, afskyede hun mere end noget andet. Hun vidste at hun havde været væk i mange år.. ekstremt mange år. Hun havde ikke helt styr på hvor længe, men efter det som hun havde fået forklaret, så havde hun været væk i mere eller mindre 30 år, og det var virkelig også ekstremt længe! Det var virkelig alt for længe i hendes øjne, så hun forstod det jo godt, hvis det hele havde forandret sig. Det sidste hun huskede fra før hendes blik var endt med at gå i mørke, var Lestat og en vampyr med et hævet sværd. Alt det andet var virkelig helt væk for hende. Hvor var Jonas egentlig? Hun vidste virkelig ingenting og det var hende virkelig en forbandet frustrerende tanke og meget mere end det som man lige var i stan til at skulle tænke sig frem til. At han lagde jakken omkring hende, fik hende blot til at sende ham et stille smil. Hun lukkede den omkring sin egen skikkelse. Hun var træt, kold og frygtelig udmattet. "D-du forstår ikke, Lestat... J-jeg vil ikke være hende.. jeg er ikke hende mere.." hviskede hun med en meget dæmpet stemme. De lette strøg over hendes overarme, var hende dog genkendeligt. Det var noget som hun havde oplevet mange gange før. Hun smilede ganske svagt bare ved tanken omkring det. Det var ganske enkelt utroligt på alle måder. Hun nikkede blot stille. Det lettede hende dog en anelse. "S-så... I var allerede gået fra hinanden?" spurgte hun stille. Hun foldede stille hænderne omkring hans jakke og lukkede den kun endnu mere tæt omkring sig selv. Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene lidt. Hun var virkelig udmattet. At høre Lestat sige de ord, var noget som måtte varme hende. "J-jeg troede ikke.. at jeg.. skulle opleve at smile igen.. det er genkendt," sagde hun stille. Maggie fnøs utilfredst. Hun var jo vant til at få blod når hun var sulten og hun var altså sulten nu! Hun trampede igen i jorden. "NU!" udbrød hun med den tydelige skingre stemme som blot en lille pige kunne være bærer af.

[Lestat De Lochér]

Lestat så stille på Enya. Han kunne bare ikke lade vær med, at skulle se Ela derinde. Det var jo hende et sted. Alt i alt, håbede han blot at det kun var pga. fortiden, at hun prøvede på at gemme sig bag et andet navn og være en anden. Han foragede virkelig også de fleste dvasianere, fordi de bare kunne være så hårde og kolde, og gøre hvad de følte for - både som hævn og ellers som at skulle gøre sig til noget. Det var virkelig bare så dybt godnat, at han bare måtte væk herfra så hurtigt som muligt. Han ville få Ela med til Imandra, der var uanset ikke så langt. Han ville få et værelse på kroen i New Dale og så få hende i stand igen. Han ville ikke være i Dvasias en hel dag, det var helt sikkert. Han tænke stadigvæk over sin afdøde søn Jonas, som han efter sin genopstandelse havde fået opklaret - deres søn var død samme nat, som den selv. Bare tanken var frygtelig. Men han var selv omvendt til mørket igen og han var fuldt ud tilfreds med tilværelsen som vampyr. Han så hende ind i øjnene og med et smil. Det var virkelig utroligt, at hun var her. "Indeni er du.. Og vil du altid være min Elanya, Enya," sagde han med en dæmpet og dog blot ærlig stemme. "Jeg forstår hvis du ikke vil være hende af navn og omtale, men overfor mig.. Så må du da være hende?" spurgte han dæmpet og bare søgende for den rette vej at skulle bevæge sig ud af. Han nikkede. "Ja. På meget venlig vis, fordi det ikke ville gå," sagde han stille og smilede skævt. Han strøg hende fortsat over armene. "Jeg skal nok hjælpe dig. Hvis bare, du vil tage med mig til Imandra? Så kan vi få dig fikset lidt og du fortjener et godt måltid og ordentlig søvn," sagde han og strøg prøvende hendes kind. Han skubbede sig op at stå og så ned på Maggie. "Maggie, hold så op!" sagde han med en fast tone. "Du må vente et par timer endnu, men du skal nok få i nat," sagde han stille og kiggede hende dybt i øjnene, for at skulle sende det samme 'det-er-ikke-til-diskussion'-blik. Han greb fat om Ela, hvor den ene hånd faldt omkring hendes ryg og den anden under hendes knæhaser. Så kunne han nemt bære hende. "Maggie, gå lidt foran min pige, så far kan se dig. Vi skal den vej," sagde han og nikkede med hovedet mod vejen og begyndte selv at gå. De tog bagvejen til Imandra - den udenom byen og mennesker.

[Deleted]

For Elanya var det virkelig meget nemmere for hende, at blive vant til hendes nye navn allerede fra start af, ellers ville det virkelig bare ende med at gå helt galt, hvilket hun heller ikke ønskede på nogen som helst måde overhovdet. Hun kunne jo lige så godt bare vænne sig til det, kunne hun ikke? Det ville vel næsten være til det bedste, når det kom til stykket, det var den opfatning som hun måtte have, det var helt sikkert. Han gjorde hende tryg på en måde, som man kun måtte sige sig, at hun måtte have savnet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket gled stille mod jorden igen og med den lette og stille sitren. Hun rystede stille på hovedet og vendte bliket stille mod ham. "Jeg er ikke hende mere.." hviskede hun med en meget dæmpet stemme. Ikke at det var noget som hun ville kunne skjule for ham på nogen som helst måde overhovedet. Hun trak vejret dybt og hævede blikket mod ham. Han var virkelig den samme, det var noget som hun tydeligt kunne mærke. Bare det, at han kaldte hende for hans. Nu ville hun ikke forhaste det på nogen måde, men tage det stille og roligt, så hun faktisk ville have en mulighed til at vide, hvad hun egentlig måtte have med at gøre i denne situation, for det var tydeligt også en god del. Hun nikkede blot. "O-okay... jeg måtte bare være sikker," forklarede hun stille. Hvis hun havde ødelagt noget der, så havde hun virkelig aldrig nogensinde tilgivet sig selv. Det i sig selv, var bare en tanke som havde gjort noget så frygtelig ondt. Bare at se den lille pige stå der og uden sin mor. Det var en situation som hun kun måtte kende sig alt for godt vel i. De strøg mod hendes kind, var noget som næsten måtte tvinge hende til at tie. Hun var kold - iskold. Hun lukkede øjnene og bed sig svagt i læben. Hun nikkede stille. "Til Imandra? Det... det kan jeg godt," sagde hun stille. Maggie vendte blikket med det samme op mod Lestat. Hun var ikke vant til at han tog den tone i brug og når han gjorde, så vidste hun så sandelig også, at grænsen var nået. Hun nikkede. "Okay far.." mumlede hun stille og alligevel med en klart utilfreds mine. Hun så stille til, som Lestat hævede Ela i armene og holdt hende. Hun nikkede igen til hans ord og gik bare en anelse foran, så han kunne se hende. "Hvor skal vi hen?" spurgte Maggie stille. Ela lagde sig ind til Lestat. Hun ønskede virkelig bare at kunne slappe af. At han havde taget omkring hende, kunne hun godt mærke på de mange blå og gule mærker hun havde fået. Hun valgte bare at bide det i sig. Han skulle heller ikke bekymre sig for meget for hende.