A meeting with the past..

[Deleted]

Lisa havde været sammen med Sophie mere eller mindre hele natten, blot for at skulle snakke og finde ud af det. Bare det, at de havde fundet ud af det med hinanden, var noget som hun virkelig bare måtte være så frygtelig glad for. Nu hvor hun var nået til Manjarno, så kunne hun jo også sige sig, at hun næsten måtte være hjemme igen. Solen stod højt på den store himmel langt over dem og det i sig selv, var virkelig bare en smuk dag. Hænderne foldede sig stille og roligt over hendes mave. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile som det stod lige nu. Hun var gravid og hun havde Jason.. Hun havde sin tryghed og hun havde sin lykke og det var virkelig noget af det bedste som i det hele taget kunne ramme hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om! Vinden blæste ganske let og rørte op i hendes lange og lyse hår og tvang derved også hendes blik direkte ned i jorden. At se den store og smukke sø foran hende, fik hende om ikke andet til at smile mere. Lige nu var hendes liv så stille og fredeligt - Nøjagtigt som hun altid havde ønsket sig! En mand som kunne beskytte hende, noget fast at holde omkring og det at de skulle have en lille. Ikke at det var noget som hun havde fortalt Jason noget om endnu. Hun ville lade det være en overraskelse til ham. Ganske forsigtigt gik hun ned mod den store og smukke bred. Lige det, at få sig en pause inden hun gik det sidst skridt mod Procias, var nu alligevel noget som måtte komme ganske så godt med, det var helt sikkert. At komme hjem til Jason igen. Efter den lange snak med Sophie, så vidste hun dog også godt, at hun burde og skulle opsøge Nick og få snakket ud med ham.. men hvad skulle hun da sige? Bare den tanke i sig selv, var direkte skræmmende for hende og på alle tænkelige måder overhovedet. Hun kunne virkelig ikke fordrage den tanke, følelse eller fornemmelse! Benene trak hun ganske forsigtigt op til sig. Bulen på hendes mave, var at skulle spore, selvom den var godt skjult under tøjet. Hun betvivlede virkelig ikke, at hun var med en lille og hun vidste jo også, at hun havde forbandet let for at skulle blive gravid når det kom til stykket. Når man nu var sammen med en som Jason, så kunne det hurtigt vise sig, at skulle være... en anelse uheldigt, men alligevel. Hun førte stille en lok af hendes lange og lyse hår om bag hendes øre og med de isblå øjne roligt hvilende på den store vandoverflade. Lige netop den øjenfarve, var noget som kraftigt og igen og igen måtte gå i familien. Et stort kendetegn vel?

[nick]

Der var gået noget tid nu og Nick regnede virkelig ikke med, at Lisa ville komme. Så efterhånden opgav han bare det spinkle håb og holdt godt ved, at skulle være der for Lexie. Det betød virkelig alt for ham! Selv havde han troen på at Sophie var død, så hvis det modsatte blev bevist ville glæden virkelig skylle ind over ham. Han havde selv fundet en tryghed sammen med Lexie. De boede i den lyse cirkel og han måtte indrømme, at det var noget anderledes at være 'jævnaldrene' med hende, fremfor at skulle være den meget ældre og passe på hende. Det var som om han havde fået en ny chance. Som om det var ment, at det skulle ske at Lisa gik fra ham og han var blevet mærket ung igen. Hvad det dragemærke på hans højre øverste rygdel betød, vidste han ikke. Men han læste i mange gamle bøger og prøvede at finde ud af det! Han ville også opsøge Elias og spørge sig til råds. Blikket gled roligt ned i sandet, idet at han trådte det første skridt fra græs og ned i sandet. Han havde taget skoene af og holdt den i hånden. Hans sko var nogle mørke slidte lædersko. Klæderne var mørke og håret strittede lidt. Men noget kunne man aldrig tage fejl af, på trods af hans meget yngre udseende - de isblå øjne. Han slog blikket ud over breden. Han havde mange… foruroligende tanker omkring fremtiden. Han var jo på alder med Lexie og hver gang han rørte hende, blev han mindet om hvor forkert det måtte se ud. Så han havde forklaret hende, at han skiftede navn. Hans hår havde han gjort mørkere med sin magi, men det krøllede stadigvæk lidt. Han hed ikke direkte Nick længere - men Nicolas. Men til sammen i hans nye navn, dannede det N.I.C.K - Nicolas Iñe Cailq Kirraz. Han sukkede dæmpet. Det hele var forvirrende og jo længere tid fra Lisa og hvordan hans krop havde ændret sig og det hele, så blev det langsomt nemmere at komme op om morgenen og smile til hans datter… Eller 'datter'. De gik ikke rigtigt under den tale mere. Han smilede stille for sig selv og gik ned imod breden. Lige som han drejede blikket til siden, fik han nærmest hjertestop - Lisa. Lige der stod hun, maks 2-3 meter fra ham. Han havde gispet og han havde drejet hele fronten imod hende. Han lignede jo bare en ung knægt. Men øjnene ville evigt være de samme.

[Deleted]

At Lexie overhovedet var i live, var end ikke en nyhed som havde ramt Lisa på nogen måde, så det at finde Sophie, havde virkelig været hende en lettelse uden lige. Det var end ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun vuggede ganske let og stille frem og tilbage og ellers lidt i sin egen verden. Hun skulle snart hjem og tilbag til Jason. Hjem til en tryg og beskyttende favn. Hvad der måtte være sket med Nick i efterkant, det vidste hun virkelig ikke, men at snakke med hende, det vidste un efterhånden også måtte være nødvendigt, selvom det virkelig bare var.. svært for hende på alle måder. Hvad pokker skulle hun da ikke sige? Det hele var virkelig så pokkers forvirrende og hun kunne virkelig ikke fordrage det. At hun ikke var alene mere, var en fornemmelse som tydeligt måtte prikke til hende. Hun vendte blikket en anelse, hvor hun kun lige måtte dreje hovedet, så hun kunne tage ham i blikket. Direkte sad hun jo uden nogen mulighed for at forsvare sig og hun vidste jo, at det var meget farligt i sig selv, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde. Direkte var han ikke til at kende, men i og med, at han måtte stå hende så tæt på, så var det virkelig ikke noget som hun brød sig det mindste om overhovedet. Hun rejste sig ganske forsigtigt. Hans blik sagde hende dog meget.. skræmmende meget. Hun blinkede let med øjnene og måtte selv tydeligt mærke, at hendes hjerte måtte slå fast mod hendes bryst, som var der noget så skræmmende kendt med skikkelsen foran hende. Og til sidst.. så kunne hun virkelig ikke være i tvivl. Hun åbnede munden adskillige gange og lukkede den igen. "... Nick..?" Hendes stemme var nærmest en hvisken. Lige den mand som hun på en måde havde undgået og alligevel ønskede at møde, for hun ønskede at få ordnet op i det hele. Hun blev roligt stående og så på ham. Han havde da.. virkeilg forandret sig.. meget endda. Det var næsten skræmmende for hende. "Jeg... h-hvad er der sket?" spurgte hun dæmet, idet hun stille og næsten varsomt måtte tage et skridt mod ham.

[nick]

At Nick var uønsket og undgået, havde han allerede bemærket. Ellers ville han have fundet Lisa før. Men han ville heller ikke bare opsøge hende på slottet, selvom hun vel var der? Men hvis hun ikke ønskede ham, så ville han virkelig heller ikke presse sig på. Han vædede let sine læber. Ønskede et sted at få det hele afklaret, for at få det af sig selv. Også for Lexie's skyld og for alles skyld, det ville bare være bedre i hans øjne. Han blinkede let med øjnene og bed sig i læben. Han så stille ud over havet. De isblå øjne ville aldrig være til at tage fejl af. Han strak sig lidt og måtte skjule et lille gab. Han vågnede efterhånden tidligere om morgenen. Faktisk burde han finde noget at arbejde med, da han jo sådan set var forpligtet til det med sin nye udseends alder. Han havde godt set en skikkelse, men først da han havde stået de 2-3 meter fra hende, havde han indset hvem det var. Hans øjne flakkede over hende og han stod nu med fronten imod hende i stedet. Han åbnede munden for at sige noget, men hvad skulle han sige? 'Hej Lisa, undskyld jeg forsvandt men blev overfaldt og hvor blev du af? Tak fordi du forlod mig, det sidste jeg husker før jeg blev ung, var et sted her i Manjarno'. Nej, det duede virkelig bare ikke. Det var for nedladende og for langt. Han nikkede stille til hende. Det var ham. "Ja.. Og nej," svarede han. Han blev stående stille. "Hvad der er sket? Alt for meget, siden jeg ikke kunne finde dig.." Han sukkede dæmpet. Her i den højlyse dag, kunne man nemt se et bid på hver side af hans hals. Og også det på håndledet, da hans trøje ikke nåede helt ned over armene. "Først blev jeg overfaldet af en vampyrhan, selvom hans 2 andre familiemedlemmer også nærede sig," startede han stille ud. Han sukkede dæmpet og lod sine sko falde ned i sandet, for at lægge armene omkring sig selv. "Så.. Så var du bare væk og da slottet faldt, fandt jeg Lexie i ruinerne. Jeg havde hørt hun skulle være der og jeg reddede hende ud," sagde han dæmpet," Så passede jeg hende på Carino Fattoria hvor hun fik pleje." Han tænkte lidt. "Så ville jeg ud at lede efter dig… Hvad fandt jeg? Ingenting. Det næste ved vidste af, var at jeg vågnede op i en havneby langt herfra i denne.. Unge skikkelse," sagde han dæmpet. "Da jeg kom hjem til Procias, fandt jeg Lexie forholdsvis hurtigt og vi bor i den Lyse Cirkel," afsluttede han roligt. "Og hvad med dig?" spurgte han dæmpet og nikkede opfordrende. Han havde ikke nævnt noget om, at have hørt rygterne om Procias Rådgiver og Lisa sammen.

[Deleted]

Lisa havde virkelig ikke ment, at skulle gøre Nick noget ondt, selvom det i den grad måtte være tilfældet. Han havde virkelig ændret sig, det kunne hun tydeligt se. Hun havde det jo selvfølgelig dårligt ved den tanke alene, det var helt sikkert, men hvad pokker skulle hun rigtigt kunne gøre ved det? Hun var og blev en ekstrem stor tryghedsnarkoman og sådan havde det altid været. Nick gjorde hende.. bare ikke tryg længere. Det var en tanke som i sig selv måtte skræmme hende, selvom hun virkelig bare måtte bide det i sig lige for nu, det var endda også helt sikkert. Hun blinkede let med øjnene. Bare det, at skulle se ham stå der, var hende direkte et chok uden lige, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sukkede stille og ikke mindst også med den så klare lettelse uden lige. Bare tanken om at Lexie var i live og havde det godt. "L-Lexie er i live?" spurgte hun stille, selvom det var tydeligt at spore lettelsen i hendes eget sind. At høre alt det som var sket ham, var noget som tydeligt måtte gå hende på. Han fortjente det ikke. Han fortjente virkelig så meget bedre end det, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på noget som helst tidspunkt. "Det.. det gør mig ondt.. virkelig.." Hun prøvede at søge efter ordene, selvom det virkelig ikke kom til hende på nogen måde og et sted var det i sig selv, faktisk temmelig skræmmende. Hun kunne ikke fordrage, at skulle blive sati en sådan situation. Nick var stadig en mand af betydning for hende på alle måder. Det var end ikke noget som man skulle betvivle det mindste på nogen som helst måde overhovedet. "Jeg.. søgte virkelig efter dig Nick.. Så... så stødte jeg på Brandon, han kidnappet mig." Hun bed sig let i læben. Han havde ikke rørt hende, selvom hun virkelig var glad for at Brandon ikke havde gjort det! "Jeg.. ved ikke om du kan huske Jason? Han fandt mig.. Han havde set Brandon kidnappe mig," fortalte hun stille. At skulle blotlægge sig sådan for Nick, havde hun aldrig haft noget imod som sådan, det var der end ikke nogen tvivl om. "Han tog mig med til Manjarno.. Tog sig af min skadede fod.. Jeg tog mig en tur til Imandra... Der mødte jeg Sophie.. Hun er i live, Nick.. begge piger er i live," sagde hun med en rolig stemme. Den gjorde hende virkelig glad. Lige for nu, så undlod hun selv at fortælle, at hun var sammen med Jason, selvom ringen på hends finger nok afslørede en god del? Lige netop den del, som hun også ønskede at snakke med Nick om, for hun ønskede virkelig ikke at miste ham helt. Det kunne hun og ville hun aldrig kunne bære.

[nick]

Nicolas' øjne flakkede let over Lisa's ansigt. Han kunne næsten ikke tro, at de skulle mødes nu. Han var jo egentlig slet ikke forberedt på det. Det at vænne sig til et nyt navn, var noget af det sværste. Han havde altid været Nick, men for at lade den mand og den gamle fortid være fortid og så komme videre, måtte han virkelig bare have gjort noget ved det. Han vidste, hun skulle have en at være tryg ved - det var det, hun som det første fandt ud af om sin partner, om han gjorde hende tryg. Derfor havde han taget det som et kraftigt slag, at hun valgte en ny - han gjorde hende derved ikke tryg længere og det var noget, som han virkelig måtte hade. Men okay, så man hans fortid igennem, ville ikke mange være sammen med ham. Skulle Lisa så være en forskel? Hun var jo en kvinde og havde et liv, som ethvert andet kvindeligt væsen. Han nikkede bare stille og trak på skuldrene. Armene faldt 'fra hinanden' og hans hænder gled i stedet ned i hans lommer. Han trak let på mundvigene og nikkede så stille. Han kendte udmærket til hende og Jason, hun ville vel bare ikke tale om det? At Sophie dog var i live, det var lod ham glemme alt andet og lod ham stå tilbage fuldkommen overrasket. "I..i live?" spurgte han dæmpet. Så ville Lexie da virkelig blive glad. "Det..det glæder mig virkelig, selvom det virker helt urealistisk nu jeg har set hendes grav," sagde han dæmpet. Han hævede hænderne ud af lommerne og gentog "grav", mens han lavede citationstegn med fingrene. Han lod armene falde mere rastløst ned langs hans sider. Han trak vejret stille og gik et forsigtigt skridt nærmere. Det var som om, at den kemi de engang havde haft faktisk aldrig rigtig var kommet tilbage? Selvom han virkelig elskede hende, så ville han da heller ikke holde hende fra tryghed og lykkelighed. "Jeg ved du har en anden Lisa.. Rygterne spreder sig virkelig hurtigt, de ved det selv i havnebyen Peula," sagde han stille og trak vejret roligt. Hans hjerte bankede mod hans bryst. "Det glæder mig bare, hvis du er lykkelig," sagde han dæmpet og knyttede sin ene hånd. Han tvang sig dog til at strække fingrene igen. Han var glad ved Lexie, men havde hun ikke været der. Havde Nick selv garanteret ikke stået her i dag og mødt Lisa face-to-face.

[Deleted]

Lisa vidste udmærket godt hvordan det havde været for Nick med hensyn til deres forhold. De havde været alt for hinanden igennem så frygtelig mange år, men selv tider måtte forandre sig og det var jo så også der, at hun måtte stå i øjeblikket. Hun havde stået ved den store skillevej og det havde nu også været Jason som havde vist hende den vej videre og det var sådan som hun nu måtte ønske det i den anden ende. At han var kendt med Jason, betvivlede hun et sted ikke, og specielt også på grund af den stilling som Jason måtte bære og hun vidste et jo. Hun nikkede til ham og med et stille smil på læben. Sophie var i live og hun havde det fantastisk godt sammen med hendes kære Patrick. En god mand selv i hendes øjne, det var helt sikkert. Hvis der var noget som begge børn havde fortjent, så var det i den grad det bedste og med en som elskede og holdt af dem ,samt holdt dem tryg og beskyttet og væk fra det liv som de havde været igennem til nu. Hun trak vejret dybt og specielt da han fortalte omkring Sophies grav og det at han vidste, at hun var sammen me den anden. Hun lod blikket falde en anelse og nikkede så blot stille til hans ord og udtalelse. "Det.. det har jeg, Nick.. Han gør mig lykkelig." Hun trådte stille og roligt frem mod ham, hvor hun forsigtigt tog omkring hans hånd. Hun håbede jo bare, at hun ikke ville blive afvist, for hun ønskede virkelig at snakke det ud, så ingen af dem ville bære nag på denne måde, for det kunne virkelig ikke være rigtigt. Hun holdt jo stadig frygtelig meget af ham, det gjorde hun virkelig! "Vil du sætte dig ned sammen med mig? Vi har brug for at snakke... jeg har brug for at snakke.. du kan bare lytte," sagde hun stille. Hun ville jo selvfølgelig ikke tvinge ham til noget som helst, det var i den grad også helt sikkert. Hovedet søgte let på sned. Foreløbig kunne graviditeten skjules og det gjorde hun også bevidst, for hun ville virkelig ikke gøre det værre end det som det allerede måtte være for ham, for hun kunne selv se på Nick, at det var noget som måtte gøre ondt og det gjorde lige så ondt også på hende, det var i den grad også helt sikkert. "Jeg... havde ikke regnet med, at det ville sprede sig så hurtigt.. jeg.. jeg.." Hun sukkede stille. Hun vidste jo godt, at hun havde gjort ham uret på alle måder, ved at handle som hun havde gjort og det var hun virkelig ked af.

[nick]

Det var et held, at Nicolas ikke havde været i Procias da rygtet var nået ham - for så havde han virkelig trampet op på slottet eller gjort noget virkelig dumt, hvilket han ville fortryde - så han var taknemmelig for, at være blevet kastet hele vejen til Peula. Hvad og hvordan der var sket, var ham virkelig et mysterium endnu. Han ville virkelig gerne finde ud af det, men det var bare svært og han havde heller ikke lyst til at fordybe sig så meget, at han ville overse Lexie. Han ville aldrig sætte sine egne behov foran hendes. Han holdt jo forbandet meget af den Tøs. Også selvom han ikke i daglig tale kunne kalde hende datter mere. Det var bare for underligt, når han lignede en maks 1-2 år ældre! Han sank en let klump og så på hende. Det gjorde ondt, at hun bare var gået. Han var virkelig fortvivlet! Selvom det gjorde ondt endnu, måtte han jo bare se fremad. Også selvom dette møde måtte trække ham tilbage, så ville han helt klart bare se fremad og så få det hele ud af verdenen - så meget ud, han nu kunne. Han nikkede stille og han måtte kort slå blikket ned i jorden. Han klemte omkring hendes hånd, da hun tog hans. Han stod stille og holdt sig selv fri, fra at trække sin hånd væk. Han ville ikke direkte afvise hende, hvis hun gerne ville forklare. Så lyttede han da gerne. "Det vil jeg Lisa," sagde han dæmpet og nikkede så. Han førte hende lidt med væk fra breden og gled så ned at sidde i sandet, bød hende blot med ned ved sin side. Det var underligt at hun et sted var 'ældre' end ham. Graviditeten vidste hun intet til og han ville virkelig også tage det hårdt, hvis han fik det af vide. "Det gjorde det.." svarede han hende stille. Hans frie hånd kørte han igennem sandet, mens han kiggede på hende. Og han legede fraværende med sandkornene. Han så på hende. "Lisa.. Du skal vide, at Nick Terrac ikke direkte 'er' her længere," sagde han stille før han lod hende snakke videre. "Du ved, at jeg er Nick. Lexie ved det, men alle andre ser mig ikke som Nick længere," forsatte han, "Jeg hedder Nicolas Kirraz nu." Han sank let en klump. Hvad mon hun ville sige til det? Han så på hende.

[Deleted]

Lisa ville på ingen måde, kunne få sig selv til at bestemme over Nick. Hun havde valgt at gå en vej som ikke direkte måtte betyde for hende, at hun havde ham ved hånden og hun vidste det jo også. At han jo så ikke afviste hende, var hun om ikke andet frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun betragtede ham med et roligt og et ganske så stille og roligt blik. Det var slet ikke fordi at hun ville skændes eller noget, men bare forklare sig, for det var i den grad også nødvendigt for hende lige nu og det var da også noget af det som hun kunne give ham. En ærlig forklaring på hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort. At holde graviditeten skjult, gjorde hun med vilje, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun gik roligt med ham, hvor hun roligt satte sig ned lige ved siden af ham. Det var jo heller ikke fordi at hun ville afvise ham helt og det havde aldrig nogensinde været hendes hensigt. At Jasons rygte var nået så langt, måtte hun virkelig bare bide i sig. Hun havde klart håbet på, at hun ville være i stand til at fortælle Nick det før at rygtet ville gå. Hun havde tilsyneladende været alt for langsomt! At han direkte måtte fortælle hende, at Nick ikke længere var til, chokkerede hende dog og et sted.. lettede det hende. Han var kommet videre. Hun sendte ham blot et stille og roligt smil, idet hun stille tog fat omkring hans hånd. "Nicolas.. Den vil jeg prøve at huske," sagde hun stille og nikkede blot roligt til ham. Det ville bare være svært for hende, at skulle kalde ham for noget andet end det som hun ellers altid havde gjort det. Det var hende virkelig alt for underligt og på alle tænkelige måder overhovedet. "Jeg ved, at det jeg har gjort, er forkert Nick.." begyndte hun stille. For hendes vedkommende, så var det virkelig bare noget som hun måtte ønske ud af verden og så langt ud som det var hende overhovedet muligt at komme. Hun vendte de isblå øjne stille mod ham. Det havde været noget som altid havde ligget i familien. "Jeg.. håber bare, at vi kan snakke ud om det her.. " afsluttede hun med en relativt dæmpet stemme.

[nick]

Nicolas' blik flakkede over Lisa's ansigt. Det var så velkendt og savnet, men hun havde jo åbenbart fundet sin tryghed hos en anden. Det gav ham følelse af, at han havde svigtet hende og det gjorde ondt indeni, drejede hans hjerte rundt og pinte energien ud af ham. Han vidste ikke, om de fremover ville kunne have noget med hinanden at gøre. At være hendes ven og aflastning, ville næsten være for hårdt. Hans blik gled let til jorden. Han kunne aldrig drømme om at afvise hende, fordi de var jo ikke direkte delt ved en stor uoverenskommelse. Han så op på hende igen. De isblå øjne faldt til hendes egne. Han kendte næsten godt forklaring på, hvorfor hun havde gjort det og han forstod det et sted godt - hvis han bare satte sig i hendes sted, fremfor at se det med sine egne øjne. Han fulgte hende med blikket, som hun kom hen og satte sig ved hans side. Hans frie hånd legede med sandet ved hans side, med en fraværende bevægelse og ellers lå opmærksomheden på hende. Rygtet var gået lynhurtigt. Men havde hun vel ikke også prøvet at undgå ham? Han var jo i Procias og det måtte hun vel vide. Han smilede let forsigtigt. Han blev bare nødt til at gå under et andet navn, hvis det hele ikke skulle blive for underligt for ham selv. Han nikkede stille og trak på den ene mundvig, i et prøvende smil. "Du gjorde som du følte for Lisa, det kan jeg virkelig ikke klandre dig for," sagde han blot stille. Han ønskede det ud af verdenen, selvom det kunne blive svært. Han ville aldrig glemme det, det var helt sikkert! "Jeg lytter," sagde han blot dæmpet.

[Deleted]

Nick var virkelig ikke den type, som Lisa ville beskrive som egoistisk. Det havde virkelig bare været for flyvsk og Jason havde stået der med alt det som hun havde haft brug for. Fortiden havde mildest talt bare taget hende igen. Det var jo slet ikke fordi at han skulle have det elendigt med det, det ønskede hun virkelig ikke. Hun holdt stadig af ham, men om han så ønskede, at de stadig skulle se hinanden, det var jo så op til ham. Ville han ikke det, så forstod hun det, selvom den tanke i bund og grund, måtte være noget af det værste ved det hele, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Hun lod hovedet søge let på sned. At han så også fortalte hende, at han godt kunne forstå hendes handling et sted, fik hende let til at smile. Hun vendte blikket stille og roligt ned mod hans hånd, som hun knugede ganske så svagt i sin. Han havde stadig en voldsomt stor betydning for hende, uanset hvad der nu måtte ske herfra! Ganske svagt måtte hun bide sig i læben, a hun vendte blikket stille mod ham igen. Han virkede så frygtelig forståelsesfuld og det var noget som altid havde talt godt for ham. Det var noget af det som hun altid havde elsket ved ham. "Det.. det er jeg virkelig glad for, at du siger Nick," sagde hun stille. Hun trykkede stille og varsomt omkring hans hånd og lod hovedet søge let på sned. Hun trak vejret dybt. "Jason.. har jeg kendt igennem frygtelig mange år," begyndte hun stille. Hun kunne jo lige så godt give ham den fuldendte forklaring på hvordan det egentlig måtte hænge sammen. "Jeg.. jeg ved ikke om du kan huske.. vores lille brud for lidt over syvhundrede år siden?" spurgte hun stille. "Der.. kom Jason ind i billedet for første gang," fortsatte hun stille og med en let stilfærdig mine. Hun var ærlig. Alt andet kunne virkelig ikke falde hende ind.

[nick]

Nicolas sendte Lisa et stille smil. Han tænkte ikke ofte på, hvad folk tænkte om ham. Han vidste bare sandheden om sig selv og han respekterede andre. Han vædede let sine læber og betragtede hende. Det gjorde et sted ondt at se på hende, men alligevel måtte han sige at det var godt at få dette nye indblik af hinanden. Så kunne de ikke gå forkert af hinanden fremover. Og de ville få hvert deres liv i fred, fordi Nick Terrac ikke kunne komme i vejen for hendes lykke og han ville finde sin egen et sted. Lige nu, ville han bare passe på Lexie og sørge for, at hun kom videre fra fortiden af. Det kunne de bedste hjælpe hinanden med. Han ville gerne se hende igen, det var helt sikkert. Men det måtte virkelig bare ikke blive for akavet, det var helt sikkert. Så ville det jo bare ødelægge alt og han holdt jo stadigvæk forbandet meget af hende! Elskede hende jo, men det måtte bare være på en anden måde. Han nikkede blot stille og trykkede omkring hans hånd. Han blinkede svagt med øjnene og nikkede så bare stille. Så længe alligevel? At hun så sagde, at Jason kom ind i billedet der - gad vide om de så allerede den gang havde fået et bånd til hinanden? Tanken skar ham et sted og han måtte bare nikke. "Ja.. Så blev han jo den heldige vinder af dit hjerte," sagde han dæmpet og bed tænderne sammen, fordi alle tanker om de mange gamle løfter, bare kom tilbage.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi, at Lisa ønskede at rive op i alt det gamle, for hun vidste udmærket godt, hvad det var, at hun havde lovet ham og det var noget som var brudt på den mest forfærdelige måde, som hun i det hele taget kunne komme i tanker om. Om han i det hele taget ville vedkendes hende efter dette, det vidste hun ikke. Hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget andet end bare at.. prøve? Hun ville virkelig bare have det forklaret for ham, at lade denne sag komme ud af verden, så de begge to kunne komme videre, for det havde de i den grad også brug for begge to, det var i den grad også helt sikkert. Hun trak vejret dybt og holdt stadig omkring Nicks hånd. Han havde jo endnu ikke afvist hende, selvom der nu ikke var alverdens, at skulle gøre ved det, om det ville blive tilfældet, det var allerede noget, som hun var klar over, selvom det nu bare var noget som gjorde mere ondt end nødvendigt i denne situation. Det var virkelig frygtelig ubehageligt. Hun sukkede stille. "Når du jo fremstiller det på den måde.." begyndte hun stille. Det var jo trods alt også sandt når det kom til stykket. Jason havde fået hendes hjerte, og han kunne holde hende rolig og tryg. Det var noget af det vigtigste ved det hele. Hun rettede sig op og flyttede sig en anelse tættere på Nick. Bare ikke så tæt, som hun normalt ville have gjort det. "Han var en frygtelig god ven, dengang, Nick.. Efter vores lille brud.. Jeg var knust, virkelig. J-jeg opsøgte ham, han trøstet mig.." Hun bed sig svagt i læben. "Vi fik en søn.." Hendes stemme var en svag hvisken. Dette var jo noget af den fortid som Nick aldrig havde kendt til. "E-efter fødslen... leverede jeg ham ved Greven i Procias som lovede at passe på ham.. s-så valgte jeg dig.. efterlod Jason," fortsatte hun dæmpet. Han havde virkelig retten til at vide det.

[nick]

Nick huskede godt det hele. Men det var næsten interessant, hvor meget at Lisa havde nået imellem deres brud. Selv hvor han troede, at det virkelig var kærlighed, måtte andet måske vise sig? Han lod blikket falde fra hende, at holde sådan en intens øjenkontakt havde han aldrig rigtigt været god til, ikke for længe af gangen. Han lod blikket falde ned til sandet og han opdagede nu, hvordan hans anden hånd havde leget med det. Han trak let på mundvigen og trak sin hånd til sig, lod den hvile på hans hånd. Han så nu op på Lisa igen og sendte hende et prøvende smil, selvom det virkede lidt for underligt. Det falmede derfor igen. Han trykkede om hendes hånd og rykkede sig ikke, ved at hun nærmede sig lidt - dog ikke den samme nærhed som førhen. Der hvor han troede, han virkelig havde været dén for hende. Men det måtte vise sig anderledes. Han kneb øjnene let i, da hun ligesom begyndte med at godkende hans ord. Han sank en klump og hans hjerterytme blev kraftigere. Han blev nærmest bleg. "Je.." Han vidste ikke hvad han skulle sige, så lukkede bare i igen. Han blev bare siddende og ventede på fortsættelsen.

[Deleted]

Lisa vidste udmærket godt, at det var noget af en mundfuld at skulle servere for ham, men igen, så var det vel bare.. nødvendigt? Han fortjente at vide, for hun havde faktisk nået ufattelig meget dengang, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun havde altid haft det dumt med det; Hun havde så let for at blive gravid og det kunne virkelig irritere hende, selvom hun virkelig forgudet alle sine 3 børn mere end noget andet! Jacques, Sophie og Lexie.. alle betød de en verden for hende, for de var alle skabt i kærlighed på den ene eller den anden måde. Hun havde aldrig lukket en mand ufrivilligt ind til sig, det var helt sikkert, selvom det måske også var det, som gjorde det hele så meget værre for Nick? Hans reaktion på hendes ord, var hende virkelig ikke nogen trøst. Hun lod blikket falde, selvom det næsten var i skam og så... hun fortrød ikke det mindste. Det var forbandet sjældent, at hun fortrød noget som helst! "H-han er født.. mellem Sophie og Lexie.." sagde hun stille. Hun betragtede ham med et stille blik. At se ham så mundlam, var hun i og me, slet ikke vant til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun så stille på ham. Hun ønskede virkelig ikke, at skulle slippe ham helt og holdent. Han betød jo stadig noget for hende.