Dear Brother ... I'm back from hell!

[Marius Amalani Darcy]

Marius var virkelig en forbandet presset mand, og han prøvede virkelig bare, at skulle få det hele til at fungere, selvom det bestemt ikke måtte gå i hans retning, uanset hvor meget han så end måtte prøve på det, hvilket i den anden ende, virkelig kunne være noget så forbandet frustrerende, at man skulle tro at det var løgn i den anden ende! Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. Så længe, at han stadig kunne kalde sig for greve, så ville han i den grad også gøre det, det var slet ikke noget som kunne drages til nogen tvivl, for dette havde været hans hjem igennem hele hans liv, og det var virkelig ikke noget som han ville lade nogen komme og tage fra ham bare sådan uden videre! Det fandt han sig virkelig ikke i! Han sukkede stille og rystede let på hovedet. Dette var efterhånden ved at gå ham noget så frygteligt på nerverne og det var virkelig noget som han var ved at være noget så frygtlig træt af! "Jeg har holdt i mange år nu, jeg kan udmærket godt klare mosten!" vrissede han med en fast tone. Det var jo heller ikke fordi, at han var kørt så meget ud endnu, at han var tvunget til at sige stop, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans øjne skinnede af en ren og skær vrede, det var virkelig ikke noget som han ville skjule for ham, for dette var virkelig langt forbi hans egen grænse og langt forbi det som han på nogen måde, ville finde sig i! At han fortsatte med at hakke ned på deres afdøde far, var virklig en forkert måde, at ksulle vise den mand respekten på, det var helt sikkert. "Han var en hårdtarbejdende mand på herregården og ikke bare med en masse kvinder i hans liv.. Jeg kan fortælle dig.. fra en bror til en anden, at han igennem min tid kun var sammen med en!" hvæsede han med en fast tone. Det var virkelig ikke noget som han ville skjule for ham, for deres far, havde virkelig været en meget god mand når det kom til stykket, og det var virkelig ikke måden at skulle gå frem på! Sandt, at Marius altid havde været fars yndling og det var en ting som han faktisk var stolt af i den anden ende. Han havde lært ham så forbandet mange værdier og Sonic skulle virkelig ikke have lov til at komme her og ødelægge det hele, det var der heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. Han sitrede virkelig af en ren vrede og lige der, så var han fuldstændig ligeglad med hvad den mand var i stand til! Han stod stadig med grevetitlen og den ville han stå med frem itl at Sonic ville ødelægge det hele og tage det fra ham, men så sandelig ikke et sekund før det, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet! "Det er jo trods alt mit hjem.. som det er min families, mine kæres og børnenes... Og som det står på stående fod, så er det endnu noget som jeg er i stand til, at skulle kalde for mit," vrissede han svagt. Han var virkelig ved at være så vred efterhånden. Dette var virkelig den sidste ting som han havde regnet med, at skulle høre fra nogen som helst, det var end ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovdet. Det var langt forbi det, som han havde regnet med, at skulle lægge øre til, at det var helt ekstremt! "Istedet for at stå og hovere med det, har du så overvejet at fremlægge et bevis på det istedet? Du står her endnu.. så gå op på slottet, snak med Dronningen af lyset, præsentér din sag og tag det hele fra mig.. Frem til da, vil jeg have lov til at kalde det for mit," fortalte han med en ganske kortfattet tone. For nu som han kunne se, så var det jo bare ord. Han havde jo endnu ikke set beviser på at manden i det hele taget måtte være hans bror! Han trak næsten køligt på smilebåndet. "Virkelig? For det kunne næsen se ud som om, at det er endt som mit spil?" påpegede han med en næsten hånlig stemme, ikke at det var noget som han ville kunne eller ville skjule for ham. Han ville virkelig ikke stå model til dette! Han pegede stadig i retningen af den nærmeste sti væk fra Herregården. "Nuvel.. .følg den.. drejer du til venstre går du mod Manjarno, til højre, så er det mod slottet.. vælg din vej og derved min skæbne." Han himlede med øjnene. Det lød direkte tåbeligt!

[ilosonic]

Det var utroligt at visse folk var så lette at tirre, men det fik Ilosonic kun et godt grin ud af! Især af Marius, fordi han var netop greven af landet, ja, det var han indtil Sonic selv ville overtage pladsen, for det skulle skam nok komme til at ske! Marius havde nok at se til, så det at han nu var kommet ind i mandens liv, det ville blot gøre det hele langt værre! Og det skulle han nok få at se. Sonic kunne være en torn i øjet, nej faktisk en lille splint, som man kun kunne mærke, men ikke få ud! Og fra sit urørlige sted, sad han og ødelagde folks liv, imens han selv sad og så på. Alt det, skulle Marius nok få at se, for dette var kun begyndelsen, på ét ud af mange møder! Dette var slet ikke sidste gang, han kom på besøg på Carino Fattoria. ”Du har holdt i mange år, ja, men du er ved at blive gammel og grå, og tro mig, du bærer på så meget vægt, som er dig muligt, og jeg skal nok lægge den sidste fjer på, så det hele ramler sammen,” svarede han lettere hvislende, og med et lumsk skævt smil. Han glædede sig faktisk til at komme ordentlig i gang, og han skulle nok få ødelagt Marius’ liv, han kunne jo også køre på hans familie? De små børn? Der var jo så meget han kunne starte med, der var så meget han kunne ødelægge, i stedet for blot at smide ham i fængsel med det samme, for det var der jo intet sjov i. Hans spil var kun lige begyndt, og Sonic var ved at tage føringen ganske meget! Det var tydeligt at vreden måtte stå ud af Marius, for han strålede trods alt af vrede, og det fik kun Sonic til at trække på mundvigen, det var vitterligt komisk! Det var vel også kun et spørgsmål om tid før, der skete noget drastisk? Han fnøs til Marius’ ord. Det var jo klart at han kun havde set deres far på den ene måde, for da Marius blev født, havde han jo allerede mistet to sønner! Men Sonic huskede ham tydeligt som en skørtejæger! Og et sted forstod han jo godt deres fader, for kvinder var jo små charmerende djævle, men Sonic havde nu aldrig haft et problem med at modstå dem, og heller ikke afvise dem! Det undrede ham faktisk, at deres far ikke havde fået et barn med hver kvinde! Men så havde han jo næsten havde en hel børneflok som søskende, og det.. var ikke ligefrem en dejlig tanke! Han havde nok i Marius, og så deres anden bror, der endda selv var ældre end Marius. ”Hvad kan jeg sige? Manden lærte af sine fejl, efter at han havde mistet sine to første sønner,” svarede han stilfærdigt og lettere henkastet. Han fnøs endnu engang, dog ikke af Marius, men af deres afdøde far. ”Han var en egoistisk mand, men jeg kan forstå at han skiftede karakter efter han fik dig.” Et sted jaloux? Nej, han var ikke typen der blev jaloux, han var faktisk ligeglad, han havde jo dræbt deres far, og han angrede bestemt ikke! Men han var vel blevet, hvis ikke hans far havde kostet sådan rundt med ham, og skiftet hustru hvert tiende år. Så et sted var han vel også deres far taknemlig? For ellers ville han jo aldrig være blevet dæmon, og det havde virkelig været en skam! Sonic kunne simpelthen ikke lade vær med at smile, og han trak blot endnu mere på smilebåndet, så hans smil næsten måtte ende fra det ene øre til det andet. Han rystede smilende på hovedet, og lettere nedladende. ”Du kan kalde det for dit, så meget du vil, Marius, det er jeg godt nok fløjtende ligeglad med! Du kan bare rende rundt i den tro på, at du er greven af Procias, men når det kommer til stykket, så er det mig, der både ejer gården med alt indebærende, og selve grevetitlen!” svarede han lettere spidst, og dog med det selvsikre skæve smil. Sandt var det jo. Han kneb øjnene sammen til hans følgende ord. Han kunne da snildt gå op til dronningen, men det var jo det som var det kedelige. Han slap en kold, munter latter. ”Jo, det kunne jeg da sagtens! Men.. så ville jeg jo slet ikke få muligheden for at more mig lidt, min kære bror. Desuden, det ville være meget uhøfligt at gå fra dig nu, du er jo trods alt min bror,” svarede han lettere kækt, imens det hoverende smil spillede på hans læber. Han hævede et sigende øjenbryn. ”Dit spil?” gentog han sigende, inden han igen slap en munter latter. Nu måtte han da i sandheden le! Han havde ikke på noget tidspunkt overtaget spillet! Ilosonic tændte endnu engang for ilden i hans håndflader, så man tydeligt kunne høre det gnistre, inden han valgte at gå tre faretruende skridt hen imod Marius. ”Tving mig!” gentog han sig selv, imens hans blik bar et sindssygt og legesygt skær.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var virkelig alt for presset og alt for stresset til at han kunne tage dette på en ordentlig måde, det var i den grad også helt sikkert åg på alle måder overhovedet. Han var virkelig bare ikke meget for det. Han kogte virkelig i det indre, det var virkelig et forbandet uheldigt tidspunkt, at skulle stå på hans dør, det var i den grad også helt sikkert, uanset om det var noget som han ville eller ikke, så kunne han virkelig ikke gøre noget som helst ved det lige netop nu. Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke alene, den var direkte ubehagelig som intet som helst andet, det var helt sikkert. Han var virkelig ikke bange og som det stod nu, så stod han med den grevetitel og det havde han gjort igennem temmelig mange år. Han var virkelig ikke bange for, at skulle tage sin del af slæbet, det var noget som han i den grad gjorde med selv den største fornøjelse, det var i den grad også helt sikkert. Hvorfor pokker havde han valgt, at skulle dukke op lige nu? Det var virkelig ikke noget som gav nogen former for mening for ham på nogen som helst måde og det var virkelig noget som i den grad også måtte irritere ham noget så frygtelig voldsomt! Han kneb øjnene fast og nærmest dræbende sammen, idet han vendte blikket mod Sonic endnu en gang. At han var hans ældre bror, var virkelig noget som var forekommet som et chok, selvom dette nu ikke var hvad man kunne kalde for den mest lykkelige genforening. "Jeg er langt fra så gammel, hvis du er ældre end mig, som du jo påstår," vrissede han ganske let og med den samme faste mine i ansigtet som an bare ikke formåede, at skulle lægge det mindste skjul på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var virkelig ikke fordi at han måtte se det sjove i dette, for dette var virkelig noget som kunne øre ham noget så rasende i den anden ende. Han stressede med børnene, han kæmpede med sygdommen som herskede iblandt børnene og hans egen lille datter var endt med at blive ramt, det var virkelig ikke noget som han brød sig om. Det var noget som bare måtte skabe en indre panik uden lige! Han kneb øjnene fast sammen og med den næsten så tydelige vrede i minen, ikke at det var noget som han kunne skjule det mindste for ham, og det var bestemt heller ikke hans mening på nogen måde overhovdet. "Alle har skeletter i skabet. Min kære far har jo ej været anderledes. Han har måske haft mange, men da han fik mig.. Så var der kun en kvinde i hans liv og de holdt sammen til de begge måtte gå bort!" vrissede han let. Den mand skulle virkelig ikke have lov til at ændre den mening for hans vedkommende. Det var i det mindste den form af øre, som han følte for at skulle vise til hans kære gamle fader, det var end ikke noget som han ville lægge detmi ndste skjul på. Han havde virkelig elsket manden som sin far og intet andet, og det var virkelig ikke et billede som han skulle have lvo til at ændre det mindste på! Det nægtet han virkelig! "Egoistisk var noget af det sidste som han var.." hvislede han me en ganske fast tone, ikke at han ville kunne skjule det for ham på noget tidspunkt og det var så sandelig heller ikke hans hensigt ved dette, det var i den grad også helt sikkert. Det var virkelig lige før at han hellere ville i fængsel end at sidde her og i denne situation, også selvom han vidste, at det var den straf som måtte vente på ham udelukkende på grund af en ting; Han nægtet manden sin arveret. Alt andet ville virkelig ikke være godt i hans situation. Han havde virkelig brug for dette sted og det var virkelig noget som han agtet at holde fast i, så længe, at det ville være ham overhovedet muligt! "Som det står nu, så er det stadig mit! Det er ikke bare en titel som jeg har båret siden deres bortgang, og tro mig.. Jeg giver den ikke fra mig frivilligt!" vrissede han med en fast tone. At han pludselig bare måtte komme tættere på ham, reagerede han dog let på, ved at træde et ganske let skridt bagud. Han kneb øjnene fast sammen og blottede tænderne, som var det lige det alene, som måtte ligge mest naturligt til ham. Han havde jo trods alt været spide igennem ganske så mange år, så det var det som han var mest vant til. "Jeg gentager ikke mig selv endnu en gang.. Jeg vil have dig væk fra ejendommen! Frem til du har været ved kongehuset, så er det stadig mit!" Hans blik gled fra Sonics ansigt til ilden i hans hænder, det var virkelig heller ikke fordi at det var noget som han havde forbandet meget lyst til at skulle møde, det var i den grad også helt sikkert. "Jeg vil ikke se dit ansigt på min ejendom før du står med de kongelige vagter ved din side, eller dokument med deres underskrift på, at dette er dit, så FORSVIND!" hvæsede han med en fast og kraftig stemme. Han trak sig yderligere ganske få skridt væk fra ham. Han ville virkelig ikke for tæt på lige nu.

[ilosonic]

Ilosonic nød at lege rundt med sine modstandere, og Marius var og blev hans modstander! Nok var det hans yngste bror, men det var godt nok ikke noget han tog hensyn til. Marius var af lyset, skønt han var spide, ergo også Ilosonics fjende, eftersom han var fra mørket, og han kæmpede kun for mørket! Han kluklo ganske koldt til Marius’ ord. ”Netop. Fordi jeg er ældre end dig, er jeg også langt mere erfaren!” svarede han stilfærdigt, skønt der slet ikke var nogen sammenhæng i hans ord, for sandt var det jo at Ilosonic var langt ældre end Marius, men han var frisk som en fisk! Desuden, så havde han jo heller ikke lige så meget at se til, som Marius måtte have, for Sonic var ligeglad med børnehjemmet, skønt det da var en sød tanke Marius havde gjort sig, men bare ærgerligt at Sonic ikke interesserede sig for det samme. Desuden, så havde Sonic ikke nogen familie, og derfor ville han ikke blive stresset af alt det arbejde, som måtte hvile for Greven. Det eneste han var interesseret i, var at få mørket ind i Procias, og det kunne han hurtigt få gjort, når han blev greve, og når han havde fået smidt Marius i fængsel. Det var mere end tydeligt, at deres far havde betydet meget for Marius, for ellers havde han nok ikke reageret som han havde, hvilket faktisk måtte more Sonic et sted. Han havde aldrig oplevet sin fars kærlighed, eftersom den altid var gået til de kvinder, som han havde valgt frem for ham, så han var stukket af og smidt det hele bort, men når det kom til stykket, så var og blev han den retmæssige greve af Procias, og det var der intet der kunne ændre på, end ikke Marius! Han gabte højlydt til Marius ’tale’ omkring deres far, inden han smilede et hånende smil. ”Ja så? Hvis det var et forsøg på at få mig til at ændre mening, så var det et meget dårligt forsøg!” svarede han lettere flabet, og smilede et kækt smil. Det morede ham virkelig, at han kunne få Marius op at køre på denne måde, for han var jo blot en simpel dæmon, som var ude på at få Marius blod til at koge, okay, han var nok ikke ligefrem en simpel, men faktisk en ganske magtfuld dæmon, fordi han havde så mange esser i sit ærme. Men det var stadig sjovt at se, hvordan Marius blev påvirket af hans ord, skønt han kunne forestille sig, at det kom som et chok at få at vide, at man faktisk havde nogle brødre, det var jo også kommet som et chok for ham, da han var kommet tilbage, hvor han så havde dræbt deres far. Og et sted undrede det ham ikke at han havde haft en bror, for ikke at sige to, for hans far havde jo haft mange kvinder, så.. det sagde vel sig selv? Det som kom som et chok var nok mere det, at deres far havde holdt sig til én kvinde, efter at han havde fået Marius, i stedet for at skifte til andre kvinder. Han lo koldt. ”Egoistisk var han sgu! Han gjorde aldrig noget, end at tænke på sine egne behov. Sine lyster,” svarede han med et skævt og dog kækt smil. Sandt havde det jo været, dengang Sonic havde været lille, men han kunne forstå at han havde ændret sig i løbet af årene, men det var nok efter at han havde mistet to af sine sønner, efter det var det vel gået op for manden, at han ikke havde været en særlig god far? Sonic skiftede i hvert fald aldrig mening omkring deres far, og han angrede ikke mordet på ham heller! Han havde fået hvad han havde fortjent! Han smilede et koldt og dog lusket smil. ”Jeg har heller ikke bedt dig om at overdrage det til mig endnu, Marius,” påpegede han stilfærdigt, som han fortsatte sine skridt mod Marius, hvor det morede ham, at manden selv bakkede nogle skridt bagud. Hvad havde Marius dog at frygte? Foruden de kræfter som Sonic beherskede, men det var vel kun klog ikke at undervurdere sin modstander? Ligesom Sonic heller ikke burde undervurdere Marius, men det var vel kun fordi at Sonic i så fald havde et es i ærmet, at han ikke frygtede den nuværende greve? Marius’ hvæsen tog han sig ikke af, for det fik ham ikke til at frygte ham. Hvis det var, skulle han nok rive tænderne ud af ham! Sonic løftede sin ene hånd og pegede mod Marius, imens flammerne gnistrede fra hans hænder. ”Tro mig Marius, og mærk dig mine ord, dette er ikke sidste gang du ser mig, og næste gang jeg kommer, er det ikke med kongehuset, næste gang er det ikke engang sikkert at jeg vil besøge dig!” hvislede han med en munter og dog kynisk tone. Han lod begge sine hænder skyde ilden ned i jorden, så hele hans krop gik op i flammer på nul komma fem og da ilden forsvandt – så hurtigt som den var kommet – var Ilosonic væk. Et ganske simpelt trick, efter at ilden gik ud, var han gået i et med mørket, for blot at tage vandringen tilbage til Dvasias. Han havde masser af planer! Og Marius skulle nok komme til at se ham igen!

//Out

[Marius Amalani Darcy]

Marius var temmelig sikker på at Sonic ikke var typen som direkte måtte ønske at skulle gøre noget som helst direkte ud af Greve-titlen og det var virkelig også derfor, at han reagerede som han gjorde. Havde det været en mand som var værd en titel som den i Procias, så havde det været helt fint, selvom det var tyydeligt, at det slet ikke var aktuelt på nogen måde, hvilket gså var noget som i sandhed måtte genere ham. At han bare ville have mørket ind i landet, var virkelig langt mere end rigeligt, til at skulle pisse ham af som aldrig nogensinde før! Han kunne virkelig ikke gøre andet end at ane ugler i mosen og bare følelsen omkring det, var virkelig ikke behagelig på nogen måde! Hans kære far havde altid haft noget af en forbandet stor betydning for ham og det var end ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At Sonic ikke havde fået lov til at nyde af ders faders kærlighed, var selvfølgelig noget af en frygtelig skam. Den mand havde virkelig haft en utrolig betydning for Marius selv. Det var vel også tydeligt for Sonic selv, at det var tilfældet? Ikke at det var noget som kunne skjules det mindste overhovedet, det var end ikke noget som man skulle komme det mindste udenom elelr kunne bringe det mindste i tvivl. ”Det var virkelig ikke for at få dig til at skifte mening, men at påpege for dig, at du slet ikke kendte til manden før hans død!” vrissede han med en fast tone, ikke at det var noget som man skulle kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var så sandelig heller ikke hans mening! Han kunne virkelig ikke fordrage tanken i sig selv, at nogen skulle gå bag den gamle greves ryg og nedlade ham og håne ham på denne måde, det var virkelig noget af det værste ved det hele! ”Han fortjener mere end det som du giver ham!” vrissede han ganske let. Det var helt sikkert. Det var en stor mand og det var virkelig goså en som skulle have lov til at behandles og ses på derefter! Han vidste selv godt, at han stod til en fængselsstraf og udelukkende på grund af det som han gjorde lige nu; At benægte arveretten, så var det virkelig heller ikke nemt på nogen måde, det var der heller ikke nogne tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville eller ikke. Hans øjne slog virkelig gnistre. ”Egoistisk? Hvem er det som er egoistisk her og nu?!” vrissede han med en fast tone. Han ville aldrig nogensinde kunne kalde sin far ved den beskrivelse, det var der så sandelig helelr ikke nogen tvivl om overhovedet. Han forventede virkelig ikke, at Sonic skulle ændre mening, men han havde nu det syn på sin far som han havde og det agtet han så sandelig også at have! Han fnøs let. ”Du kan ikke endnu, mulighede for at tage det fra mig.. Enhver her i Procias ved, at jeg har siddet her i årevis,” fortsatte han med en ganske kortfattet stemme. Denne gang blev han stående, da Sonic måtte komme imod ham. Han nægtet virkelig, at skulle vise sig som svag på nogen måde og da specielt ikke overfor en mand som ham her! Det gippede let i ham, idet at han måtte gå op i flammer og med de ord. Det var slet ikke forbi mellem dem endnu, det kunne han udmærket godt mærke og fornemme på det hele, og det var virkelig ikke noget som gavnede ham det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle kunne betvivle på nogen som hlst måde overhovedet. Han vendte sig mod det store hus.. Alt det som han måtte give afkald på.. Det var virkelig ikke noget som han kunne forstå. ”For pokker da.. det kan ikke være rigtigt.. det kan virkelig ikke være rigtigt..” Han lod hænderne vandre igennem håret og med et svagt og nærmest opgivende suk. Han vendte om igen og hastede op mod den store hovedbygning. Han var virkelig nødt til at finde ud af, hvad pokker han skulle gøre ved det hele!

//Out