A break..

[christianus]

Mørket var for længst faldet over den store himmel. Det var helt stjerneklart og en anelse køligt. Vinden blæste godt og koldt, selvom det på ingen måde, var noget som generede Christianus det mindste. Han havde valgt at tage en friaften, udelukkende af den grund, at han havde siddet så længe ved den procianske grænsemur og nu var det på tide, at han selv kunne trække sig en anelse tilbage og han nød så sandelig også frygtelig godt af den tanke, det var der i den grad heller ikke nogen tvivl om. Et køligt smil hvilede på hans læber, idet at han stille og roligt begav sig op af klipperne med de rolige skridt. Kappen havde han godt trukket omkring sin egen krop og med hætten trukket over hovedet, så det måtte skjule hele hans ansigt. Det var til dels selv farligt for ham at vise sig her i Manjarno, udelukkende på grund af den stilling som han måtte besidde - At være spion for dronningen af Dvasias, var ikke altid en lige så nem udfordring som man ellers lige skulle tro! Han nåede endelig den store top og placerede sig roligt op af klippevæggen og satte sig derfor roligt ned, idet han lod kutten falde igen. Den lette kølige vind som måtte slå ganske let mod hans ansigt, fik ham blot til at smile. Det var virkelig bare en ekstrem dejlig og behagelig følelse, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Han lukkede øjnene ganske roligt, lod hovedet søge ganske let ind mod klippen, idet han bare satte sig ned for at slappe af, for det var virkelig noget som var så trængende for hans vedkommende, det var også helt sikkert. Tankerne løb lettere frit. Kongen i Procias var død og hærføreren fra Manjarno var væk. Et sted så vækkede det en svagbekymring i ham, selvom det nu ikke var noget som han ønskede, at skulle reagere på som sådan, det var i den grad også helt sikkert. Dvasias stod og det var bestemt også det vigtigste for ham! Han slappede let og stille af og med et ganske roligt smil på læben. Som det gik nu, så kunne det virkelig ikke blive bedre for hans vedkommende!

[mimi]

Mørket var bestemt en ting, som var velkommende efter Mimis mening på grund af det gjorde det hele lidt nemmer ved at skjule sig i det og dog, så det at der ikke var en eneste stjerne på himmelen ikke lige det, som hun havde kunne ønske sig på grund af hun havde været nød til at pakke alle hendes ting meget tidligt i en fart. Da hun havde nøs omkring at hendes far og storebror var blevet set i en by par km. væk fra hvor Mimi havde opholdt sig. Men hvis der var noget, som Mimi ikke havde i sinde der skulle sket så var det at de skulle få indhentede hende på grund af hun havde været på flugt fra dem lige siden hendes ægtemand var gået bort ved døden nogle få år for inden. Men lige hvem der var død og hvem der havde gjort hvad med hvem af de kongelige var ikke noget, som Mimi flugte med i på grund af hvorfor skulle hun det ? når de aldrig havde gjort noget for hende og hun egentligt så var hun ligeglad med det. Da hun var nåede til klippen så begyndte hun at gå letter hurtigt opad den mens hun ind imellem så sig over skulder og derfor ikke lige lagde mærke til om der måske var nogle andre foran hende. Men den kølige vind, som der blæste var ikke en, som Mimi hilste velkommende på grund af den havde et par gange fået fat i hendes hætte, som hun havde trukkede helt over hendes hoved til at blæse af og det afsløre det lange blondt hår, som var sikker gentegn for hendes familie med hvem hun var på grund af hun havde altid haft langt, tyk blondt hår og egentligt så havde hun altid hadet det på grund af hun havde ikke styr hvor mange gange endte hendes far eller storebror havde hivet i det lige før at de skulle afreagere på hende. Selvom hun havde en lang mørk kappe på så havde hun over hendes skulder en taske hængene, som indholdt de få ejendele, som hun havde og da hun ikke ejet så meget igen så var det også nemmer for hende at pakke hurtigt, som hun havde gjort meget tidligt på dagen mens søvn var noget, som hun ville undvære så lang tid, som hun kunne indtil at hun selv følte at hun var i sikkerhed. Så derfor havde hun ikke gjort nogle rigtig hvile hele dagen og på grund af det så pressede hun sig selv til at forsætte med at være på farten.

[christianus]

At andre ville være ude på denne tid, var virkelig ikke noget som Christianus havde ventet sig, om ikke andet, så ville det i den grad overraske ham, hvis det måtte vise sig, at være nogen kvinde af nogen slags, for det var virkelig ikke ofte, at de var ude på denne tid, hvilket i den grad også måtte more ham. Roen og freden heroppe, var virkelig bare.. dejlig, det var virkelig ikke noget som han ville undvære for noget som helst og selvfølgelig var det virkelig bare noget som måtte komme godt med efterhånden. Det var så forbandet sjældent, at man i det hele taget kunne formå at finde nogen former for ro når det endelig måtte komme til stykket. De helt mørke øjne, vendte han roligt omkring i området. Han vidste hvad han ville have når han endelig så det, og så var han virkelig ikke den som man skulle stille sig i vejen for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han pludselig ikke måtte være alene længere, var en fornemmelse som tydeligt måtte slå ham ind. Det var bare noget.. som magikyndige kunne fornemme, og det var virkelig noget som virkelig bare måtte fryde ham noget så frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket roligt over sin ene skylder og kneb øjnene fast og let sammen. Hans læber spillede ud i et fast og køligt smil, selvom han ikke rokkede sig det mindste ud af stedet. Synet af kvinden som måtte søge over klipperne, var noget som alligevel måtte forundre ham en del. Hvad lavede en som hende egentlig helt herude? Det var nu alligevel noget som gjorde ham temmelig nysgerrig og på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig frem til! Ganske roligt trak han vejret, rullede ganske let på skuldrene og mandede sig roligt op. Her var der virkelig ikke nogen kære mor. ”Burde du ikke ligge hjemme i din seng?” endte han roligt, som han endelig måtte vende sig om. Han blev stadig på sin plads og uden at rokke sig det mindste ud af stedet. Han ville aldrig nogensinde vie for en kvinde på denne måde, hvilket hun snart skulle finde ud af. Armene gled roligt over kors, som han lod hovedet søge let på sned. ”Det må da være langt over din sengetid,” afsluttede han med en stemme af kulde og mørke. Han var en mand af mørket og det var noget som han i den grad var stolt af.