A night to celebrate

[Cassie Imirachi]

Cassie vidste udemærket at alt dette måtte være hendes egen skyld, hun havde leget med et bæst der ikke var til at lege med og hun havde lært det på den hårde måde. Der var ej heller ingen vrede at sporer i hendes blik blot en del forvirring, og ikke mindst det faktum at hun ikke havde det så pokkers godt, hendes krop var kold og hun vidste udemærket hvorfor selv det skulle hun nok vænne sig til en dag. Så man på andre vampyrer måtte hun skille sig en del ud, det var sandt at hendes mørkglødede hud havde mistet en smule farve men den var endnu mørk lige det faktum ville nok aldrig ændre sig og det gjorde hende intet som sådan. Hun vidste at dette var et sted som ikke var sælrlig besøgt for hendes vedkommende, faktisk var det først nu hun kunne sætte et billede på det, langt mere hyggeligt og stilfuldt end det som hun lige havde forestillet sig ville være for Alex. Hendes eget var jo selv i de samme indiske farver og med utallige duftlys hun nød den trygge hygge og det havde hun altid gjort. Blidt strøg hun de mørke lokker bag øret, hun havde altid været hans yndling men efterhånden var hun virkelig blevet usikker. De begge vidste at hun virkelig måtte have været vred men det betød i den grad ikke at ordene ikke var ment, hun elskede ham hvad end han ville tro det eller ej, nu måtte Cassie selv blot sidde med følelsen af at det ikke var gengældt alt han havde ønsket var at få sin vilje.. Igen. Hans ord ramte hende en smule, ville han bare forsvinde nu? Panikken bredte sig en smule dog var det ikke i form af den sædvanlige hjertebanken, den kunne ikke afsløre hende dog gjorde det pludselig rastløse blik vel? "Arh" mumlede hun kortfattet og hvis hun sagde hun havde det elendigt ville han så blive? Selvom de nærmede sig emnet en smule var der stadig ingen vrede eller bebrejdelse at sporer i blikket, hun var bare.. Forvirret lettere vakkelvorende på benene og med et stort spørgsmålstegn til hvad der var sket, betød det overhovedet noget for ham? Måske hans fødselsdage var ensformige og at han egentlig ikke plejede at fejrer den, men hun ønskede at give ham en god dag, og dette havde været planlagt længe at skænke ham en særlig gave som ej heller havde været nem at skaffe, så symbolsk som den måtte være, at se ham smile måtte kun lade et stille udspille sig over hendes egne læber, hun vidste det måtte være sjældent og nu stod hun igen som den uskyldige kvinde han måtte kende frem for den stædige og trodsige "Jeg er glad for du kan lide den, Alex.. Jeg ville bare give dig noget særligt.. Som kompensition for de andre år" tilføjede hun hurtigt og dog med en lettere drillende undetone. Kunne hun rødme så ville den rosa farve befinde sig i hendes kinder i øjeblikket, hun så ned i jorden og med hænderne foldet foran hende. At han så bemærkede hendes kulde var det som hun ikke havde regnet med "Aha, men det er vel noget jeg vænner mig til?" hun så spørgende mod ham og med de store isblå øjne. Der var så mange spørgsmål som hun ikke ville stille nu, hun havde ikke fået lov at nyde hendes dag, end ikke i år, det hindrede hende dog på ingen måde i at lade ham nyde hans dag og hun ville gøre sit bedste.. Ville han tro hende?

[Deleted]

For Alex direkte, så betød hans fødselsdag virkelig intet. Han havde efterhånden kommet ud af tælling på hvor mange han egentlig havde været igennem for det betød virkelig ikke noget i sig selv for hans vedkommende. Hans lysende øjne hvilede på hendes skikkelse. Bare det, at hun i det hele taget var her.. på hans værelse, var ganske utroligt. Hans eget værelse var klart præget af de røde og sorte farver for det var det som han selv havde det meget godt med. Det var jo yderst stilfuldt og på alle tænkelige måder som man kunne tænke sig. Han skillede sig jo trods alt ikke meget fra lige netop den slags af sin egen art. De mere stilfyldte og de mere højerestående, også selvom han vidste, at han personligt ikke havde en skid at skulle sige hvis det var hende som måtte være helt uenig med ham, hvilket et sted faktisk også var noget som måtte irritere ham et sted.. Det var vel også en tilvænning i den anden ende? Hvis hun ikke kunne fortælle ham hvad hun måtte føle - på en ærlig og ordentlig måde selvfølgelig, så vidste han godt, at hun ville have et noget så voldsomt stort problem, hvis han valgte at gå, men dette var noget som han ærlig talt var så frygtelig træt af i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. Han elskede den kæde som hun havde valgt at skænke ham. Hans fødselsdage igennem de sidste mange år havde været det samme, skænderi på skænderi og af hvilken grund? Fordi at han blot havde ønsket at være sammen med hende. Der hvilede jo et bløddyr et sted dybt i ham og det var klart præget af en ensomhed som han til tider bare var nødt til at gøre et eller andet med, selvom det virkelig ikke var på den måde, som han ønskede det i længden. "Du virker ikke glad for det?" Han hævede sigende det ene bryn. Han var rolig igen og dyret var endnu en gang tvunget i skjulet. Han blinkede let til hende. Nu var han blot atter sig selv igen. Han lagde æsken på låget af hans kiste idet han roligt trådte ud på gulvet. Hans kåbe i sig selv var af de samme farver i silke. Sort på indsiden og rød på ydresiden. Det var klart de farver som han satte højst og det var jo med gode grunde - rød for blod og sort for natten. Der fandtes virkelig ikke noget bedre for hans vedkommende, det var heller ikke noget som man skulle løbe det mindste fra på nogen måde. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. For det første så giver du mig noget.. noget generelt som første gang igennem så mange år... Jeg takker. Jeg elsker den." Han var ærlig på alle måder. Bare det, at den var fra hende af, var noget som selv betød så ufattelig meget for ham og på alle tænkelige måder overhovedet, så det var noget som man bare skulle være så frygtelig glad for i den anden ende, det var også helt sikkert. "Det gør du.. Du skal leve med den samme kropstemperatur for resten af dit liv." Han kunne jo lige så godt starte det direkte ud, for den spørgende mine som hun vendte mod ham, så var det tydeligt for ham, at hun brændte inde med de mange spørgsmål. Han lod armene stille og roligt falde over kors og med hovedet let på sned. "Ved du hvad, Cassie? Uanset hvilket helved denne dag er år efter år, behøver du ikke gøre noget ud af den denne gang.. jeg kan se du har mange spørgsmål... bring it on," afsluttede han. Ord som i sig selv, blot var en opfordring.

[Cassie Imirachi]

Efter så mange år måtte årene vel efterhånden ligne hinanden og hun vidste det. Men det var ham som år efter år råbte ud at det måtte være hans fødselsdagog at hun skulle forkæle ham, lade ham få hans vilje og det var aldrig sket. I år havde han ikke bedt hende om noget som helst og det var kommet ganske meget af sig selv, og hun var vel faktisk en lille smule stolt? Endelig måtte hun stå på hans værelse, han var en stilfuld mand og det havde hun et sted altid vidst hun havde vel bare ventet sig noget mere.. Koldt? De isblå øjne søgte rastløs rundt i loaket, mest af alt for at skjule det lille misbehag ved hans ord, hun brød sig ikke om tanken om at se ham gå, for det første var han hendes eneste hjælp både hvad angik den stlling som grevinde men nu også som vampyr ingen andre kunne guide hende på vejen og desuden.. Det ville være tomt uden at gå omkring ham. Følelser var på ingen måde det som Cassie måtte plapre ud med på nogen måde, på trods hun var en følelsespræget kvinde så var hun ikke god til at skulle udtrykke det klart og hun vidste det, men hun havde forsøgt og det havde ikke været godt nok, han havde fået hans vilje go vundet så var resten vel i teorien også lige meget´? For ham vel og mærke, dog ikke tanker som hun måtte sige højt, så længe de kunne tale så længe hun kunne finde en ven i ham så var det vel også godt nok? Ville han ellers have lagt den ring på hendes sengebord og som nu måtte hvile i hendes lomme? "Jeg har gået op og ned af dig i mange år efterhånden" hun trak svagt på skuldrene, blikket afslørede hende det var kun den halve sandhed. At han så var glad for kæden glædede hende virkelig kun, den havde ikke været nem at få fat i og det havde taget frygtelig lang tid. Den Alex som hun måtte kende stod atter foran hende, det var ikke det dyr, der var ingen vrede at sporer i hans smeltende blik. Håret strøg hun roligt over den ene skulder, lettere rastløs en smule akavet var det vel, ikke mindst fordi hun ikke følte sig specielt veltilpas. Om hun skulle se det som han havde reddet hendes liv eller om han havde frataget det, det kunne hun ikke helt blive enig med sig selv om. Smilet bredte sig en smule, hun huskede perlekæden rundt om hendes hals, den var smukkere end noget andet, "Jeg er ikke altid en streng finke" påpegede hun med forsigtig tone. At varmen så bredte sig i det indre fik hende kun til at gyse endnu mere, for pokker! Hans ord var direkte, ikke at det ikke havde været ventet sådan var han bare og han lod end ikke til at vise følelse over det, hun droppede at være sur på ham det ville ikke hjælpe noget som helst, spildt energi som hun måtte mange i forvejen "Godt for det her er ulideligt" erkendte hun med et sigende blik.Der var virkelig så mange utallige spørgsmål ikke kun omkring hvad der var sket, hvorfor og hvordan, omkring den nye race som hun måtte være bære af og så videre. Hun rystede blot svagt på hovedet "Spørgsmålene på vente Alex, jeg vil gerne gøre noget ud af det, så du kan ligeså godt droppe at tale mig fra det" advarede hun med en lille stædig snert og det blide smil over hendes læber også selvom det kun faldt af ganske enkelt generthed.. Sådan var hun, lige dette år skulle det være særligt.

[Deleted]

At Cassie ønskede at gøre noget som helst ud af hans fødselsdag, var noget som direkte og faktisk også måtte overraske ham en god del, ikke at det var noget som han kunne komme udenom. I år havde han slet ikk haft særlig meget fokus på det selv, udelukkende fordi.. det vel bare var ligesom alle de andre år? Hvorfor gøre noget specielt ud af den ene dag hvor man blev en dag ældre? Han havde set sådan her ud igennem så frygtelig mange årtier og der var virkelig ikke sket noget som helst ved det uanset, så.. der var jo altid igen til næste år? At hun ikke brød sig om at han ville rejse, var noget som han næsten kunne tolke ud fra hendes reaktion og udelukkende af den grund, at hun absolut intet sagde i retur. Et ganske let og stille smil måtte brede sig på hans læber. Hvordan kunne han gøre noget andet end at nyde eller fryde sig ved denne situation? Smilet som var så tydeligt tilfredst. .Nok kunne hendes hjerte ikke afsløre hende for ham længere, men blikkene og kropssproget sagde virkelig det hele, så hun stod der endnu og var endnu en åben bog for ham. Han kendte hende jo trods alt også så godt i den anden ende. "Det vil jeg nu ikke mene at du har, Cassie." Han hævede sigende det ene bryn. Hun havde været så forbandet stædig igennem de sidste mange år.. forbandet mange år, nægtet ham det ene eller det andet, spydige kommentare og langt fra noget behag af måde at blive talt på, var han også mødt af når det endelig måtte komme til stykket. I dag måtte han jo selvfølgelig bare acceptere det som det måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var der ikke noget at gøre ved det. Hovedet søgte let på sned. Det kække smil hvilede roligt på hans læber, idet han roligt gik hen mod hende. Den stædighed kunne hun lige så godt droppe. Han så ikke nogen grund til at gøre noget særligt sådan ud af en dag som denne? Det var vel bare en dag lige som enhver anden? Han var frygtelig glad for kæden og måske at han ikke var den nemmeste til at skulle fortælle det med nogen former for ord, så havde han en ganske anden fordel; Han kunne vise det med kroppen. Det var jo bare det, om hun valgte at tolke det på den samme måde, som det han selv måtte gøre i den anden ende? Han kunne jo håbe det vel at mærke. "Og igen tager du fejl.. Det er den strenge finke som jeg møder.. dag efter dag... Cassie.." Han lod hånden roligt gribe omkring hendes kæbe, i et roligt og blidt greb for at vende blikket stille og roligt op mod sig. "Du har aldrig gjort noget ud af dagen i dag og desuden så ødelagde jeg din. Jeg kan læse de mange spørgsmål i dit blik.. Hvorfor ikke bare stille mig dem? De mange lyde.. den evige sult? Jeg ved og kan se at du brænder inde med det." Hvorfor ikke bare kaste sig ud i det? "Der er jo trods alt altid en dag til næste år.. Mon ikke du når det tabte før eller siden." Han sendte hende et ganske så let og roligt smil. De spidse hjørnetænder endte atter synligt for hende. Han havde virkelig ingen grund til at skulle skjule dem for hende og han vidste det.

[Cassie Imirachi]

Det var ikke fordi Cassie havde været den bedste til at skulle gøre noget som helst ud af hans fødselsdag før, de andre år havde hans mange råb om opmærksomhed kun gjort hende direkte sindssyg og dermed var hun blevet trodsig og havde istedet næget noget som helst. I år bad han hende ikke om noget og så kom det ganske vidst af sig selv, hvornår ville han lærer at det ikke gavnede at være et kold højrøvet, ikke mindst arrogant bæst og specielt ikke overfor hende som måtte væreså pokkers følelsespræget og rent faktisk måtte blive såret af hans kolde ord. Selvom Cassies hjerte ikke længere måtte slå de faste og ikke mindst afslørende slag mod brystet så havde hun altid været åben som en bog specielt for en som Alex, han læste hendes blik, han læse hendes krop som absolut intet andet og det havde været noget som hun virkelig virkelig måtte hade! Selv nu så måtte det tydeligt afsløre at hun virkelig ikke brød sig om tanken om at skulle undvære ham. Det var blot endnu en undskyldning, hun ønskede ikke at skulle vinke efter ham, for det første ville det kun være et spørgsmål om tid før hun ville ende i døden af den ene eller den anden grund, desuden ville hun vel et sted ende med at føle sig en smule.. Ensom? Tanken om at han ikke længere måtte være til stede. Alex så ganske vidst ud som han plejede det var blot endnu et år til hans samling, han ville ikke ændre sig, de smeltende øjne og det smil som kunne sno enhver kvinde om hans lillefinger noget som han også måtte gøre meget brug af selvom hun virkelig hadede den tanke som bare pesten igen så beviste det vil lidt hvor hans følelser måtte ligge i forhold til hende noget som virkelig måtte gøre ondt. Igen måtte det stille træk i mundvien blive tydeligt "Du har været væk før.. Og hvordan gik det?" påpegede hun lettere påmindende, han var endt med at kravle ind af hendes vindue udelukkende på grund af den mangel på hinanden og hun huskede tydeligt hvad der var sket, hun havde end ikke selv været i stand til at undvære ham også selvom hun havde haft et stålfast job, en konge som ikke måtte rage på hende som han måtte ønske, og en race som hun måtte kende ud og ind, det savn ahvde været personligt og han vidste det! Cassie lod ham blot træde tættere, hjertet afslørede hende ikke go alligevel måtte hun føle det brænde et sted under huden, føle den lille velkendte nervøsitet når han måtte være i nærheden. Selv til tider kunne stædigheden være en god ting, hun nægtede at ligge sig under ham fordi han ønskede det, han var ligeså meget skyld i alt dette, hun forsøgte men hun nægtede virkelig at lade ham hundse rundt med hende, specielt nu hvor han havde fået hvad han ville have. At han så måtte kalde hende en finke irriterede hende faktisk "Du har kun givet mig grund til at være en finke, Alex.. Desuden kan du jo se jeg ikke altid er helt umulig" et sted var der vel det stolte glimt at ane? Kunne han for en gangs skyld ikke udvise hende en smule forståelse frem for altid at være forbandet kølig? Blikket gled mod ham at føle hans berøring fik hende kun til at synke en klump hun trak sig ikke direkte væk "Jeg går ikke ind for et øje for et øje, Alex, du ødelagde min det er sandt det betyder ikke jeg har tænkt mig at spolere din, det er sandt jeg har mange spørgsmål men som du selv siger der er en nat imorgen også i aften er det din fødselsdag" påpegede hun en smule strengt. Hun trak sig fra hans greb, bakkede dog ikke væk noget som i sig selv også måtte være et stort skridt på vejen. De sylespidse tænder skræmmede hende på ingen måde, det var kun et spørgsmål om tid før hun selv ville gro dem, indtil da måtte hun leve med ubehaget og vel bare forsøge at tænke på noget andet?

[Deleted]

At Cassie ikke direkte måtte ønske, at han skulle gå, kunne han næsten fornemme og høre på hende, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Han kendte hende jo ganske godt efterhånden og det var en tanke som faktisk i sig selv, måtte fryde ham noget så frygtelig voldsomt. Han havde lagt ringen, udelukkende også som et tegn til at vise hende, at det virkelig måtte være tæt på at gå galt og han vidste at hun ikke var i stand til at skulle undvære ham. Om ikke andet, så havde hun et problem hvis der ikke var nogen som kunne hjælpe hende med de pligter som der fulgte med i den stilling som de måtte have og det var noget som han var træt af. Det var virkelig også på tide, at hun selv ville se og indse om ikke andet, hvad det måtte kræve af dem at skulle være der hvor de stod nu. Om hun ville være der som hans kone eller om han skulle smutte, det var jo så helt op til hende og nu havde hun jo også fået det valg i det store og hele. Blikket hvilede roligt på hendes skikkelse og med hovedet hvilende ganske så let og stille på sned. Dette var bestemt ikke noget som var ventet af hende, det var helt sikkert. For hans del, så var det ikke dagen som i sig selv betød noget, det var menigen bag og det var det som han normalt prøvede at gøre hende opmærksom på, det var helt sikkert. Det var jo bare et år mere som han kunne puffe på bagen, der var vel heller ikke mere i det end som så? "For min del eller for din?" spurgte han roligt og med et let hævet bryn. For hans del, havde det jo været en fantastisk følelse at komme lidt væk fra det arbejde som han måtte sidde med dag ud og dag ind. Det var virkelig noget som måtte frustrere ham noget så voldsomt. Han havde brug for fri, men eftersom hun slet ikke kunne finde ud af noget som helst, så var han jo tvunget til at tage det hele. Ikke at han havde noget imod det i længden, det var nu bare noget som kostet ham så frygtelig dyrt lige nu og lige her. Hovedet søgte ganske så let og stille på sned. At hun jo så igen skulle vise sig trodsig, fik ham blot til at knytte hånden ganske let. Hun var en streng fink og det havde hun altid været og til tider, så var det bestemt også helt uden grund! Han var som regel offeret for hendes mange frustrationer når dansen desværre ikke måtte være tilgængelig i form af kommentare som han kunne hade mere end noget andet eller afvisning efter afvisning og det havde nu ikke fået ham til at skulle opgive noget som helst af den grund. Han rystede let og stille på hovedet. "Hvad skulle der være specielt ved dagen i dag? Som du selv siger år efter år, så bliver jeg kun et år ældre og desuden er den spoleret igennem de sidste mange år.. hvad gør det me det mere?" Han hævede sigende det ene bryn. Hun brændt inde med spørgsmålene og han vidste det jo. At hun jo så ikke gik væk fra ham, var noget som praktisk talt måtte overraske ham en hel del, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Det glædet ham dog et sted dybt inde. De lysende øjne faldt let til hendes skikkelse og med det næsten hemmelighedsfulde glimt. "Et svar leder til ti nye spørgsmål.. jeg ved du har mange.. så kom med dem," opfordrede han endnu en gang. Igen var det en fast tone i brug, så han mente det i klart alvor. Armene lod han roligt glide over kors idet han atter blev stående foran hende. Han kom ikke for tæt på. Værelserne havde jo trods alt været et form for et fristed for dem begge og det var noget som han stadig holdt godt fast i.

[Cassie Imirachi]

Det var jo ikke løgn at de en gang før havde set hvordan hun måtte klare at undvære ham på længere sigt og det var virkelig ikke noget hun ønskede, at det så ikke blev afsløret i form af hendes hjerte men i form af hendes blik og kropssprog det var ikke lige noget som hun kunne indrømme at have taget højde for, han kendte hende simpelthen for godt og dert var en tanke som hun virkelig ikke brød sig om, og kun fordi det endte med at blive vendt mod hende selv hver eneste gang! Et sted måtte Cassie jo indrømme at hun faktisk havde troet at han var gået lige da hun havde set ringen på hendes natbord, det lettede hende at han stadig måtte være der, så mange problemer ville følge med. Der var opgaver hun virkelig ikke anede hvordan pokker hun skulle komme igennem, det ville være et spørgsmål om tid inden hun enten ville blive slået ihjel eller nu falde i døden på grund af sult, der ville ikke længere være tid til dansen, den ville miste sin intensitet, hun ville miste lysten og hun ville savne selvskabet, savne opmærksomheden han skænkede hende, desværre var det en som hun var blevet mere afhængig af end godt måtte være. Okay okay Cassie vidste udemærket godt at dagen aldrig var speciel ikek når man havde oplevet så forbandet mange af dem, men det hindrede hende virkelig ikke. Blikket hvilede ned i gulvet, enhver vidste hvor svært for hende det kunne være at se ham i øjnene, hun smeltede som smør. Pludselig følte hun sig ikke længere stor men tilbage til den lille Cassie der var blevet ansat, kun med den manglende konstante rødmen i hendes kinder, lige den del var hun i det mindste ikke i sind til mere. Hænderne foran hende legede nervøst med hinanden "Du klarede dig tydeligvis ganske godt så jeg mente for min" svarede hun lettere sammenbidt. Selvom hjerteslagene ikke var der så følte hun den nervøsitet der måtte løbe igennem hende. Blikket gled mod kæden om hans hals, hun fortrød ærlig talt ikke han skulle have noget særligt, hun kunne godt, hun var ikke altid blot stædig faktisk var hun jo bare.. Naiv? Og havde været det hele vejen igennem? Også selvom Cassie var klar over at hun ikke havde været specielt fair overfor Alex, ikke siden de var kommet til Dvasias for et par uger siden vel og mærke. De ord gjorde næsten ondt.,. Okay de stod lige nu, han havde ødelagt hendes fødselsdag hun havde gjort det med hans de forrige år "Alex.. Jeg havde faktisk håbet at det skulle være en lille undskyldning for at lave noget sammen" indrømmede hun selvom det var med lav tone. Blikket søgte væk fra ham og mod væggen, hun ønskede at tilbringe tiden med ham det havde hun altid gjort, de dybe følelser som hun havde næret for ham mere eller mindre alt den tid hun havde kendt ham og med overbevisningen om at han ikke ville finde en sølle danserinde specielt interessandt, nu hvor han gjorde så.. Skræmte hende bare? "De må vente" afveg hun stille. Måske dette var hans frirum såvel som hendes værelse var hendes, men hun havde jo rent faktisk troet at han havde forladt det så hvorfor ikke skænke det det lille besøg som hun havde haft lyst til længe? En pludselig idé faldt hende ind.. Skulle hun være hans kone måtte hun vel vide hvad han ville forvente? Vide hvad han kunne lide, vide hvad som faldt i hans interesse så hvorfor ikke tage til hans mest besøgte sted? "Klæd dig på, Alex..Vi mødes ved døren om et kvarter" påpegede hun lettere sigende også selvom det var med skælvende stemme. HUn måtte ikke være rigtig klog at gøre det her, hun kunne ikke for alvor mene at hun overvejede at være Alexander Imirachi's konge?! Ganske let drejede hun om på hælen og forlod værelset for selv at gøre sig klar

//Out.

[Deleted]

Alex var udmærket godt klar over, at Cassie aldrig nogensinde ville kunne undvære ham når det kom til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Ikke at det var en tanke som gjorde ham det mindste, men det ville nu også være dejligt, hvis han kunne tage fri i tide og utide og så.. bare nyde en frihed en smule istdet for at være den som skulle sidde og lave arbejdet for to og hun bare høstet goderne? Det var simpelthen noget som han bare måtte nægte. Hun måtte lære at tage en del af det, selvom han vidste, at dette var så langt væk fra hendes dans, som det var hende overhovedet muligt at komme, så havde hun virkelig også brug for det at kunne prøve noget nyt. Han betragtede hende roligt og med de lette lysende øjne. Ikke at det var noget som han ville eller kunne lægge det mindste skjul på. Han holdt af hende, han elskede hende, også selvom han ikke rigtigt vidste hvordan pokker han skulle vise det, så var han virkelig bare træt af, at det var noget som han skulle få hakket fingrene af for, selvom det nu alligevel ikke havde fået ham til at stoppe endnu. Ringen havde han lagt, han var træt af de afvisninger, selv på trods af det, at han måtte give hende albuerum og bare være sig selv, for det ville han da personligt mene, at han havde været frygtelig god til i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. At hans forsøg faktisk måtte skræmme hende, havde jo så aldrig nogensinde været hans mening på nogen måde, og for det så ville han selvfølgelig undskylde, det var helt sikkert, men det var virkelig bare svært så længe, at hun skulle skubbe ham væk. Han trak let på smilebåndet. "Det ved jeg ikke.. fortæl mig det," opfordrede han med en rolig og kortfattet stemme. Det irriterede ham virkelig, at hun bare ville lukke af for ham på den måde, for det var slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, hvis han skulle være helt ærlig. Han kunne være alvorlig frem for den meget intense og nærgående mand når det kom til stykket, selvom det bestemt ikke var noget af det som han måtte finde sig bedst med. Han elskede at være ude i det fri, gøre som det passet ham og det kunne han bestemt ikke i denne situation! Han så på hende med en lettere overraskelse. Det var jo altid det stik modsatte som hun måtte hentyde til. At få ham så langt væk fra sig, som det var hende overhovedet muligt. "Til at lave noget sammen? Hvem har slået den idé ind i dit hoved, Cassie?" Der måtte stikke noget under. Direkte så turde han end ikke at tro på hende. Nej, så naiv var han dog i den grad heller ikke. Armene slog han ganske let og stille over kors og uden at skulle slippe hende det mindste med blikket. Det var end ikke noget som han kunne få sig selv til. Hun var hans hustru hvad end om det var noget som hun ville være med til eller ikke, så var der ikke noget at gøre ved de. De var faktisk gift på lovlig vis, også selvom han vidste, at det var hende som sørget for, at han stod med den stilling som han gjorde lige i øjeblikket. Brød de op, så mistet han det hele, og til tider, så var han faktisk mere fristet til det. At hun så stadig nægtet det og bare trak sig væk fra ham istedet, så fulgte han hende bare med blikket. Han sukkede stille og nikkede blot. "Et kvarter.." mumlede han dæmpet. Han gik hen til sit klædeskab, fandt tøjet frem og skiftede det, for så at begive sig ned mod de store døre, hvor det åbenbart så ud til, at Cassie faktisk ville vente på ham.

//Out