A night to celebrate

[Cassie Imirachi]

Dagen var lige så stille ved at svinde bort. Solen gik langsomt ned et sted i det fjerne, lod sig erstatte med den fulde måne som skulle stå denne aften. De tunge regndråber faldt mod det store Mansions ruder. Cassie var vågnet for ikke mere end blot et kvarters tid siden, selvom hun hadede tanken så havde hun helt af sig selv lagt rutinen om efter Alex's hun vidste at han snart ville vågne også selvom hun ærlig talt regnede med at få fred for ham lige den dag idag. En tyrkies kåbe af silke dækkede for hendes krop, hvor den mørkglødede hud kraftigt måtte være bag, blød som den silke hun måtte bære. Foran hende måtte det store stenkar stå, bygget ned i selve gulvet som et stort kar. En sød duft af hendes utallige duftlys hang i atmosfæren, en varm fugtig luft. Vandet under hende var dejlig varmt, det var en dag der for hendes vedkommende var meget værd at fejrer, den dag hvor hun måtte fylde år. Ikke at der var nogen som vidste det og specielt ikke Alex, det var ingen hemmelighed at hun måtte bruge alle kræfter på at undgå ham. Det hun følte når han var i hendes nærhed var virkelig noget som måtte skræmme hende. Ringen befandt sig på hendes finger, som den altid måtte gøre når hun ikke forventede at skulle se ham, at lade ham se hende bære den ville være som at bukke under, gøre som han ønskede og lige her var hun blevet frygtelig stædig, hun nød vel opmærksomheden? De desperate forsøg på at få hende til at nærme sig ham, hun nød det virkelig også selvom det på ingen måde var fair. Kåben lod hun ganske let glide over hendes skuldre og falde til det kolde gulv, blotte hendes krop så smidig og smuk, den fejlede bestemt ikke noget, ikke med alt den træning hun havde gjort sig inden for dansen i så frygtelig mange år. Med lette skridt strøg hun ned af den lille trappe som måtte fører ned i det store firkantede kar, ved siden måtte et glas rødvin stå og med flasken ved siden af, denne aften skulle virkelig bare nydes. Vandet omsluttede sig hende, varmt og rart som hun ganske stille måtte glide ned i en siddende stilling. Et lille smil krusede sig om hendes læber, hun satte sig op af kanten, så frem for sig. Det var perfekt! Varmen gjorde hende rolig, duften af de søde lys satte den helt perfkete atomosfærer, her kunne hun sidde absolut hele natten om det stod til hende. De mørke lokker krøllede let og elegant over hendes skuldre og ryg, som hun stille måtte puffe over kanten for at det ikke skulle blive for vådt. De slanke fingrer greb om glassets tynde stilk, hun nippede let til den røde væske som måtte svømme rundt dernede før hun ganske let måtte glide tilbage. Den generte unge kvinde var der i den grad stadig, men lige for i aften ville hun ærlig talt bare sidde her og nyde den dag som det måtte være, ingen gaver ingen selvskab kun en smule selvforkælelse det var vel tilladt? Det eneste som måtte mangle nu var Alex, det var tanker som kun forblev tanker og slet ikke måtte siges højt om man ville spørge hende, det var om ikke andet ikke noget han skulle vide. Legen var hun træt af men prisen betalt i opmærksomhed det var hvad der i virkeligheden holde hende igang, måske hun ikke var meget for at indrømme det men uden ham ville hun ikke være noget særligt, hendes dans ville ikke være noget særligt og udelukkende fordi han var den der skabte intensitet fordi hun blev efterladt med den urolighed når han berørte hendes krop på den måde som han måtte gøre det, et sted så behageligt og et andet sted det stik modsatte. Tankerne gled bort, glasset blev stilt mod kanten mens hun måtte dans vill læne sig tilbage, og stille lade det isblå blik søge i, det var fantastisk bare at ligge her som det hun måtte gøre.

[Deleted]

Hvilken dag det måtte være lige netop i dag, var noget som Alex var udmærket godt klar over. Måske at hun ikke ville have at han skulle vide det, men var der noget som ha nvar god til, så var det datoer. Det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde, det var i den grad også hel sikkert. Som solen måtte gå helt ned, så måtte han selv vågne op. At Cassie havde lagt hendes døgnrytme efter hans, var noget som intet andet måtte fryde ham og mere end noget som helst andet for tiden. Han nød det dog, også selvom hun igennem det sidste lange stykke tid havde gjort absolut alt for at undgå ham og det var virkelig ved at irritere ha noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro at det var løgn. Han kravlede forsigtigt ud af sengen. Han var bestemt ikke den type som lå i en kiste og sov. Han havd virkelig meget andet at skulle give sig til, det var helt sikkert. Han krævede plads at ligge og vende og dreje sig på ,og det havde han på sit vis altid gjort. Den næsten så nøgne krop, skjulte han med den blodrøde fløjlskappe, som han blot stille kastet omkring sine skuldre og lukkede den roligt til med det flotte fløjlsbånd omkring hans liv. Han vendte sig i retningen af vinduet. Man kunne blot svagt skimte de sidste solstråler. Aldrig havde han nogensinde set dem over den store himmel og det var nu heller ikke noget som han længtes efter sådan set. Han smilede et ganske svagt og tilfredst smil. Alex rettede ganske så let på kraven idet han roligt gik hen til klædeskabet. Ringen bar han smukt på fingeren.. Han bar den selv med en stolthed, også selvom han vidste, at det vel et sted ikke var gengældt og så alligevel? Hun gik med den og det have han set noget så tydeligt, hvilket i den grad var en fryd for ham og uden lige. Han fremdrog en lille kæde som han lod falde om halsen. Det var et bundt med nøgler som var dybt nok til at kunne skjules under hans kåbe. Det var nøgler til hvert eneste rum i det store mansion som han havde fået lavet. Udelukkende fordi at Cassie havde fået en utrolig irriterende vane til at skulle låse ham ude når hun endelig fandt muligheden og det var virkelig noget som var ved at irritere ham og noget så grusomt faktisk. Han rakte ned i en af sine skuffer i skabet og gennemrodet det og blot for at finde denne ganske lille ting - Der var den! Hans hånd lukkede sig omkring en lille æske som tydeligt var ved at blive ganske gammel af udseende. Han trak tilfredst på smilebåndet, så de to sylespidse tænder endte med at skulle træde frem i hans mundviger. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var det simpelthen bare ikke muligt. Med de rolige skridt, så forlod han roligt sit værelse. Det lå i den helt anden ende af gangen til Cassies eget. Hun nægtet jo at lade dem dele og i og med, at hun faktisk var den som sad med det endelige ord, hvilket faktisk var en tanke som virkelig måtte frustrere ham noget så grusomt! Han gik roligt forbi hendes værelse. Han kendte jo efterhånden rutinen. Et bad var altid noget som hun gjorde på sin fødselsdag. At hun jo faktisk var et vanemenneske af den vej, morede ham dog. Han stoppede kort op ved døren. Det var næsten som han allerede kunne mærke varmen stå mod hans egen krop. Han lod tungen roligt væde hans læber, idet han tog i håndtaget og uden det mindste tøven, så bare måtte tvinge døren op. "Godmorgen!" hilste han roligt og med det storslåede smil. Varmen var noget som måtte falde omkring ham mere eller mindre med det samme og det var i den grad også med et ubehag uden lige! Det var ubehageligt! Blikket gled roligt mod hendes skikkelse og med det samme rolige smil. De sylespidse tænder var synlige i begge mundviger. "Til fødseldagsbarnet.." Han gik roligt mod karet. At hun sad der i det rene ingenting, var han for sit vis, fuldkommen ligeglad med. Det gav jo samtidig også ham noget at skulle se på. Han gik roligt ned i knæ ved karet og lagde den lille æske ved hende. Det var en smuk perlekæde. Ved låsen var de mindste, hvor de kun mtte vokse i størrelse til de ville mødes på midten.

[Cassie Imirachi]

Cassie var nu den som måtte sidde med den fulde magt og status, han bar måske titelen men hun bar det sidste ord, og hun vidste at det i den grad måtte fustrere Alex, det var udelukkende grunden til at hun selv måtte fryde sig over tanken. Hvad angik det at være gravinde så var hun mildest talt på bar bund, et sted var hun jo intet andet end blot en smuk danserinde, hun vidste intet omkring det at have status og alt det arbejde som fulgte med, et sted måtte hun faktisk have nytte i Alex, han hjaælp hende med den del uden hun overhovedet behøvede at spørge for det var virkelig umuligt, hun anede ikke hvad pokker hun skulle gøre når hun stod der med de mange pergamenter i hånden. For denne aften var der intet arbejde, det kunne vel være den fødselsdagsgave hun måtte have for sig selv? Der var ingen der var klar over hvilken dag det måtte være, det var ikke ord Cassie ligefrem måtte råbe ud, specielt fordi hun ikke ønskede nogle akavede møder med Alex ikke lige i aften om ikke andet. Døgnrytmen var lagt efter hans også noget som måtte irritere hende, han måtte for alt i verden ikke vinde og hun vidste at det var noget som måtte tilfredsstille ham. Legen fortsatte med at køre også selvom hun vidste at Alex virkelig måtte være umådelig træt af den, hun var aldrig hans kone, hun forblev så trodsig og udelukkende fordi hun var bange for det han formåede at sætte i hende, ikke kun med hensyn til den blinde forelskelse, men også med det begær han kunne vække i hende på ingen tid, den varme i hendes sind og hendes indre det var ude af kontrol og hun brød sig virkelig ikke om det! Det hele føltedes så dejlig fredelig, vandet som måtte dække hendes smukke, perfekte nøgne krop og den søde aroma af de mange lys og røgelse som måtte stå omkring, den vin som stod ved hendes side. Dette var en fast tradition hvert eneste år, hun var uden tvivl en kvinde af ren og skær vane hun brød sig ikke om for mange mennesker, hun brød sig ikke om gaver, det gjorde hende genert, men at ligge her, lade tankerne passere og blod nyde sig selv det var noget som hun virkelig blot måtte nyde. At Alex var stået op måtte hun være klar over, hun bekymrede sig ikke omkring ham det var trods alt ikke tit de måtte mødes, hun nægtede at dele værelset og desuden så var hun begyndt at låse ham ude, at han så også havde fundet en vej imod det var intet som rigtig var fået op for hende endnu. Næsten forskrækket måtte det gippe i hende da døren måtte slåes så nådesløst op, han vidste at hun sad der! Cassie vendte øjne, hun behøvede end ikke at spørge, i det indre sind bandede hun ham så langt væk, det var ikke ligefrem hvad der havde været hendes plan. De krystal blå øjne betragtede ham ingående, hjertet begyndte per automatik at hamrer og Cassie direkte måtte hade det! At han så måtte bære den lille æske måtte overraske hende og hans ord med. Hvordan pokker vidste han det?! Undren var tydelig i hendes blik. De første sekunder måtte hun blot se på æsken, før hun ganske stille tog den hænderne op af vandet, lod den smukke vielsesring afsløres, hun var gledet en smule mere ned som for at skjule den nøgne krop for ham, det var jo respektløst! Ganske stille måtte hun åbne æsken se på den smukke perlekæde den måtte indholde og med tydelig overraskelse i blikket, det var virkelig akavet med gader, rødmen steg i hendes kinder som hjertet hamrede en smule imod hendes bryst "Den er virkelig smuk.. Tak Alex" svarede hun stille og dog med ærlighed i stemmen hun elskede den! Blikket gled mod ham for første gang i lang tid fik han tildelt et blidt smil, det skete virkelig ikke ofte mere, i det hele taget føltedes det som længe siden hun havde set den kønne mand som virkelig kun fik hende til at reagere på måder som kunne slå hende ihjel på indsiden.

[Deleted]

Hjertet havde allerede afsløret Cassie for længst for Alex's vedkommnde og det var virkelig også det eneste som fik ham til at fortsætte som det han måtte gøre lige netop i dette øjeblik, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Nok var de gift, men Cassie havde virkelig ikke noget at skulle skjule for ham. Selvom han ikke havde set hende fuldkommen blottet før, så var det ikke direkte på hendes krop, at hans blik måtte hvile. Det var faktisk i hendes ansigt. Han kunne faktisk være en anelse anstændig når det kom til stykket, det var jo bare det med at give ham chancen istedet for at dømme ham absolut lat for hurtigt, hvilket var en ting som så frygtelig mange måtte gøre. Han bar udelukkende den adelige titel på grund af hans påtvungne ægteskab med hende. At se hende bære ringen, havde han virkelig ikke noget imod. Et sted var det vel også med en stolthed, selvom det ikke var noget som hun ville vise ham direkte? De næsten lysende øjne hvilede roligt på hendes skikkelse og uden at det lette træk på smilebåndet ville falme det mindste overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det kom til stykket. At hun forsigtigt tog om æsken og åbnet den, fik blot smilet til at brede sig en anelse mere på hans læber. De sylespidse hjørnetænder var noget som han dog på ingen måde ville skjule for hende. Han så virkelig ikke nogen grund til at skulle hade eller foragte det som han nu måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om. At hendes hjerte måtte slå en anelse mere fast mod hendes bryst, var noget som han tydeligt kunne høre, og det var noget som intet andet end måtte fryde ham. Han vidste og han elskede virkelig den effekt som han måtte have på hende på denne måde. "Det glæder mig, at du kan lide den." Han blev roligt siddende på kanten af karet. Han skulle under ingen omstændigheder i nærheden af det vand, udelukkende fordi at han vidste, at det ville virke nærmest kogende for ham og det var virkelig noget af det som virkelig måtte irritere ham og udelukkende fordi at hun gjorde det så meget med vilje! Han foldede roligt hænderne foran sig. Dampen fra det varme bad var virkelig noget som kunne give ham direkte kvalmende. Det var virkelig så frygtelig kvælende på alle måder og det var bestemt ikke noget som faldt ham ind med nogen former for et behag på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert! Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. "Nøj her er varmt.." mumlede han let for sig selv. Han rystede let på hovedet og lod hånden glide igennem det halvlange hår inden han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han var udmærket godt klar over, at hun ville kunne sidde der i flere timer, udelukkende fordi at hun ville være i sikkehred for ham. Der hvor han vidste, at han stod der som den største trussel for hende, når det kom til stykket. En tanke som måtte more ham et sted. Han lod roligt den ene hånd stryge mod hendes kind, ganske let og stille. At mærke hendes varme, var altid noget som han ville være i stand til at nyde. "Du har vel planer om at sidde her hele dagen helt alene?" Han hævede sigende det ene bryn. Det var jo mere eller mindre det samme hvert eneste år, bare med denne lille forskel denne gang - Hun var gift og han var der faktisk til at fejre det med hende, hvis hun ville lade ham. Denne leg var praktisk talt ved at gå ham på nerverne, udelukkende fordi det ikke bragte dem nogen vegne! Hovedet søgte let på sned. "Herinde med dit varme bad og afkølede glas vin.. Er der også et glas til mig?" Han sendte hende et næsten sigende smil. Et sted var det jo tydeligt, at han ville være sammen med hende, eftersom det også var et stykke tid siden. Han savnede hende faktisk. Selvom det ikke var noget som han vidste hvordan han skulle vise direkte med ord eller krop for den sags skyld. Han havde aldrig været god til det med følelser. Hans hånd greb roligt omkring hendes kæbe, hvor han roligt vendte blikket mod sig. Han smilede et selvsikkert smil. "Jeg er sikker på, at den vil klæde dig min kære.. Dig og din smukke hals." Han slap roligt grebet, blot for at lade hånden glide ned og roligt over hendes pulserende hals.

[Cassie Imirachi]

Hjertet var det som måtte afsløre hende gang på gang og det var jo også det som Cassie virkelig måtte hade, hun havde trods alt bedt ham bide hende og udelukkende fordi hun ønskede at de hjerteslag kulle stoppe, at det ikke længere skulle afsløre hende når først han måtte være tæt på hende som nu. Mens hendes hud var varm og hjertet slog mod hendes bryst var hun for alt i verden tvunget til at undgå ham, den varme som brændte i hendes indre så snart ham måtte være i en afstand hvor de var muligt at se og høre ham, den ønskede hun ikke at han skulle kende til, og udelukkende fordi hun vel et sted frygtede hvad han ville gøre med det? Hun var blevet lænket til en trone, gift med i alt fortrolighed, et bryllup som hun desuden ikke huset, og pludselig blevet sat som grevinde af Dvasias og udelukkende fordi hun var gift med ham, hvad han havde på sinde var direkte umuligt at skulle gætte sig frem til, et sted var det hvad der gav hendes liv den ekstra kyrdderi ikke nok med at hun for første gang i hendes liv måtte føle sig som noget særligt, hun havde altid været den kvinde som man måtte overse, intet specielt udelukkende på grund af hendes generthed og uskyld, at det så rent faktisk var de ting som vækkede nysgerrigheden ved Alex det forstod hun vitterligt ikke og til tider måtte hun også hade tanken selvom hun direkte måtte sige sig at nyde den opmærksomhed hun fik i det. De isblå øjne hvilede mod den smukke perlekæde, den var fantastisk det skræmte hende næsten at han måtte kende hende så godt. På trods de var gift forsøgte hun at skjule den smuke krop, der var intet der som han behøvede at se, det var garanteret noget som alle andre ikke ville have betænkeligheder med at skulle vise ham. Fingrene lukkede sig om kæden tog den til sig mens hun stilte glasset på bordet, betragtede de smukke perler. Ringen blev skam båret med en stolthed også selvom det ikke var noget som Cassie direkte ville erkende med ord, der var ingen grund for ham til at vide det. Dampen steg fra det varme kar, blandede sig med den trænge luft som duftlysene måtte skabe, hun nød godt af det, sammentidig med hun havde vidst at det ville holde ham væk, om ikke andet så med en vis afstand for vandet var umuligt for ham at træde i uden at det ville ende med at skade ham. Igen måtte blikket stille falde mod ham "Den er virkelig smuk" gentog hun dog med ærlighed. Det lille træk i mundvien måtte hvile og med den røde farve i hendes mørkglødede kinder, hvordan han kendte til dagen det vidste hun ikke så hårdt som hun havde kæmpet for at holde det skjult, selv overfor den mand som hun rent faktisk måtte være gift med. Smilet bredte sig ved hans lave mumlen, hun trak vejret dybt "Det er dejligt" påpegede hun stille, lænede sig igen en smule tilbage. Hånden over hendes kind lod det virkelig kun brænde, han var så forbandet køn, de øjne var fortryllende! Hjertet hamrede fast mod brystet hun vidste at han ville høre det og hun hadede det virkelig. Næsten kæmpende for ikke nyde kærtegnet nikkede hun ivrigt "Det plejer jeg" påpegede hun med en tone der forsøgte at skjule den lille snert af panik, hvor han ville han det vidste hun, at tilbringe aftenen med ham? Det turde hun næsten ikke. Ved hans ord havde hun endelig en god undskyldning! "Jeg forventede desværre ikke selvskab.. Men du kan smage af mit" påpegede hun let og skævede mod den røde vin som stod ved hendes side, lidt høflig måtte hun vel næsten være? også selvom den effekt han havde på hende måtte være tydelig endnu engang. Pulsen dunkede virkelig under hans fingrer ved hendes hals, hun føltedes varm og det var ikke vandets skyld "Måske vi skulle få det bekræftet" svarede hun frygtelig hurtigt, tog stille kæden til halsen. Det lange mørke hår blev skubbet over hendes ene skulder, som hun stille knipsede låsen, dermed fandt en undskyldning for at fjerne hans hånd. Hænderne gled stille langs siden, den føltedes så dejlig kold, og den var virkelig så forbandet smuk, den kom hun ikke uden om.

[Deleted]

Alex vidste udmærket godt, at han havde for vane, at skulle komme lidt for tæt på hende, men han elskede virkelig at skulle sidde og lytte til hendes hjerteslag. Han havde selv taget sig i flere gange at skulle vågne i løbet af dagen, liste ud af sengen, blot for at stille sig i døren ind til hendes værelse for at betragte hende i søvnen. Han vidste udmærket godt, at det mere eller mindre var hans fortjeneste, at de sad her som de gjorde i øjeblikket, det var ikke noget som man skulle tage fejl af og det morede ham virkelig når han måtte efterlade hende med arbejdet. For det gjorde han jo trods alt til tider, blot for at se hende lave en smule frem for at nyde af goderne som hans arbejde førte med sig, men det var efterhånden ved at være nok for ham. Hun havde nydt det den aften på tronen, han havde set det i hendes blik og han havde noget så tydeligt også mærket det på hendes hjerte, så det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Det morede ham virkelig, også selvom det virkelig var ved at gå ud af ham for den sags skyld. Det sjove var for længst faldet fra ham udelukkende fordi at der absolut intet skete og det var virkelig noget som virkelig måtte irritere ham som aldrig nogensinde før. Han lod hovedet søge let på sned og med det selv så snedige smil på læben. Ikke at det var noget som han kunne komme udenom. Hun var virkelig forbandet køn og hun var netop også den som han havde ønsket som sin mage. Måske at det var hårdt sagt, men man var da et sted et dyr med alt hvad det måtte indebære. Et bæst uden lige og det var noget som han så sandelig også var noget som han var stolt af i den anden ende. Hun ønskede ikke at have ham tæt på, fint så måtte han jo stille hende med det endelige valg. Han lod hånden roligt stryge mod hendes hals og uden at skulle slippe hende det mindste med blikket på nogen som helst måde overhovedet. De lysende øjne faldt stille til hendes blik. "For dig er det måske dejligt.." Han kunne ikke fordrage varmen. Den var virkelig alt for intens! Også for hans del, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som han ville være med til eller ikke, så var det virkelig noget som han bare måtte hade lige netop nu. Han var ikke levende, han havde aldrig været det. Han begærede hende virkelig og selv med det bankende hjerte.. Han slog den tanke let ud af hovedet og så roligt på hende igen. At hun tilbød ham noget af hendes vin var slet ikke hvad han havde ventet. Han vendte blikket vantro i retningen af hendes vinglas inden han roligt vendte blikket tilbage mod hende endnu en gang, ikke at det var noget som han kunne eller ville skjule det mindste. Sådan som hun trak sig væk fra ham, de hurtige ord og i og med, at hun bare trak sig væk. Han knyttede hånden roligt og med et ganske svagt suk. Han var virkelig ved at gå amok efterhånden og det var slet ikke noget som sagde så lidt længere. Han kneb øjnene ganske let. Så længe at hun sad i det varme vand, så kunne han virkelig ikke gøre det mindste for at skulle stoppe det, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han vendte blikket stille mod hende. "Den klæder dig virkelig," sagde han endeligt, idet han roligt lod blikket glide mod hendes ansigt endnu en gang. "Og det.. Det var kun første del af din fødselsdagsgave," fortsatte han. Han hævde roligt den ene hånd, hvor han strøg den let over hans egen hage. Den damp var noget som allerede have gjort hans hud lettere fugtig, selvom det nu ikke var noget som han sådan rigtigt brød sg om det. Den følelse var virkelig noget af det værste som han havde siddet med, udelukkende fordi at han ikke vidste hvad han skulle gøre ved det! Han så roligt på hende og så ned på ringen som hvilede på hendes hånd, for så at se tilbage mod hans egen som han knyttede ganske så let og stille med den mindre sitren igennem hele kroppen. "Og jeg vil gøre det kort. Jeg vil give dig et valg.. Måske det er ganske simpelt, det afhænger helt af hvordan du ser på det. Jeg er træt af disse julelege nu, Cassie.. Så valget er simpelt; Du fortsætter livet.. med eller uden mig." Han betragtede hende med et frygtelig sigende blik og selv uden at skulle se væk fra hende. Han mente hvert eneste ord i dets ramme alvor.

[Cassie Imirachi]

Alex kom frygtelig tæt på hende og hendes egen reaktion på det var det som måtte skræmme hende, han behøvede end ikke berøre hende før hjerte løb løbsk og det var ikke noget som hun måtte have kontrol over. Hun huskede hendes yndlingsbog der måtte stå oppe på værelset, der var ikke tal over hvor mange gange hun havde læst den både forfra og bagfra efterhånden, den søde kærlighedshistorie som til dels måtte minde om hende og Alex's selv, forskellen var vel at historien endte lykkeligt? Endte med at hun gav sig hen til ham af krop og sjæl, sandheden var blot den at Jolene måtte være langt modigere end hun selv måtte være, i historien tog hun chancer selv på trods det skræmte hende, Cassie turde knapt bevæge sig ind på hans værelse uden at blive direkte nervøs, en underlig tanke faktisk. At de sad her gjrode de udelukkende på grund af den spontanitet han måtte bære, de var blevet et ægtepar han havde taget hende med til Dvasias, et land hvor kvinder ganske kort efter måtte stå som de stærke og hun vidste at han virkelig måtte hade den tanke, lige der var hun taknemmelig for at han måtte give en enorm hånd, hun vidste virkelig intet om hvordan pokker man måtte være en grevinde eller hvad det indebar, hun var blot en.. Ligegyldig danserinde og i virkeligheden ville hun langt hellere se Alex sidde på hendes stilling så måtte hun om ikke andet vide at den måtte være i gode hænder, desuden var det lang tid siden hun havde danset for andre øjne, det var mest af alt den rene træning. Aftenen på tronen var en som Cassie ganske bevidst ikke valgte at nævne, at blive lænket på den måde havde virkelig gjort hende vred og et andet sted så.. Havde det netop vækket det begær i hende at sidde der uden mulighed for at gøre noget, bare føle hans pirrende kærtegn, føle ham kæle for hende på den måde, hun havde nydt det i en grad som hun selv måtte hade så frygteligt, hjertet havde afsløret hende og hun vidste det, lige der havde pagten været hendes eneste undskyldning, skete det igen så ville hun ike være så heldig. Måske det var en stor indre erkendelse men hun elskede ham og mere end hvad godt måtte være, problemet var at få det frem i form af ord, tanken skræmte hende derfor måtte hun fortsætte legen, det var ikke bæstet i ham hun frygtede men derimod manden i hans, det hjerte som han måtte bære og det han måtte føle for hende. For Cassie var varmende virkelig lettende, at sidde i det nærmest kogende vand lade det løsne på hendes ømme muskler efter de mange timer med dansen, og den søde duft fra hendes mange lys det gjorde hende direkte rolig, at han så ikke kunne fordrage det var blot en bonus. Overraskelsen var tydelig i hans blik, selv hun kunne rent faktisk være høflig! "Tak" hviskede hun stille. Hænderne lagde sig ved hendes hofter, skjulte for hendes underliv, hun hadede at være så blottet for ham. Ved hans ord måtte blikekt glide opmærksomt og lettere afvendtende mod ham ved hans ord. Hun lyttede til hans ord, ord som kun slog frygtelig hårdt ind på hende. Hun måbede let, julelegene var hun selv træt af, det var der ingen tvivl om, men det at hun måttte få hans desperate opmærksomhed, det var det som måtte få hende til at føle sig som noget særligt og det var ikke det som hun havde prøvet før. Hjertet hamrede som en i sindssyg, hun satte sig en smule mere op, for et valg at blive stillet på hendes fødselsdag "Hvad indebære det helt præcist.. At være med dig. Alle detaljer ingen udlukkelser" påpegede hun let, han var den som kunne finde på at glemme en detalje eller to. Tanken om ikke at skulle gå omkring ham gjorde faktisk ondt, tanken om blot at blive.. Cassie igen? Tanken om den intensitet hendes egen dans ville miste, hun ønskede end ikke tænke det, svaret lå på hendes tunge hun måtte blot vide hvad der blev krævet og forventet af hende for et sted var hun vel virkelig.. Bange?

[Deleted]

Alex var virkelig ved at være så forbandet træt af denne leg, det var slet ikke noget som man kunne komme udenom. At dette var noget som kunne beskrives og betegnes som et fristed for hende, udelukkende ford, at det var så varmt, at han ikke selv var i stand til at skulle komme tæt på. Han ville ikke kunne komme i berøringen af det uden at skulle sidde med følelsen af, at skulle koge og det undgik han nu for alt i verden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nu hvor hun måtte undgå ham dag ud og dag ind og alligevel ikke skænke ham de ord som skulle til for at han ville lægge ringen fra sig og så smutte, så dette var virkelig noget som han var ved at være træt af. Efterhånden så måtte hun da finde ud af hvad hun egentlig ville, for nu havde han efterhånden givet hende temmelig god tid. At hun i det hele taget kunne være høflig overfor ham, var nu noget som han aldrig havde oplevet som sådan før. Kun den ene gang hvor han havde opsøgt hende i Imandra, efter at han var kastet af tronen der, hvor han havde listet sig ind for at være sammen med hende. Hun kunne da ikke betvivle at dette var noget som han faktisk ville? At hun så kulle være så forbandet trodsig, var noget som efterhånden var ved at gå ham så frygtelig meget på nerverne, at man skulle tro at det var løgn! Nu måtte han jo selv gå det skridt videre og sige nok er nok. Nu havde de stået ved den skillevej så frygtelig længe. De lysende øjne hvilede intenst på hendes skikkelse og med den samme intensitet som måtte ligge til ham som en race, ikke at det var noget som han kunne komme udenom eller vile skjule for hende for den sags skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han sad nærmest og sitret af det klare ubehag bare ved tanken omkring det. Det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Den damp var noget som næsten måtte efterlade ham med en tydeligt kvælende fornemmelse og den var virkelig ekstrem ubehagelig! Han måtte bide det i sig bare for nu. Han var virkelig ikke farlig at skulle snakke med, også selvom han vidste, at det var ham som måtte udgøre den største trussel overfor hende, selvom det virkelig var noget som måtte more ham et sted, det var ikke noget som han kunne komme udenom. At hans ord havde fået hendes hjerte til at slå mere fast mod hendes bryst, var noget som han tydeligt kunne høre. Hans smil måtte brede sig bare en anelse på hans læber. "Hvad det vil indebære at være sammen med mig?" Han skævede kort til ringen. Det var vel et sted ganske så åbenlyst? "Vi skal være sammen som ægtefolk.. Dele værelse.. dele seng.. Ingen hemmeligheder, ikke noget med at undgå hinanden i løbet af dagen såvel som natten, ingen hemmeligheder og mest af alt.. med alt det som indebære et ægteskab." Et let glimt meldte sig i hans øjne. Han ville nu ikke mene, at det var at skulle sætte kravene for højt, sådan var det nu og da, at skulle være gift, det var jo bare retfærdigt. "For ikke at glemme.. At det skal kunne ses i det offentlige såvel som i det private.. At ringene symbolisere det som jeg kan føle og høre dit hjerte må sige, som ej dine læber vil lade komme frem." Han hævede sigende det ene bryn. Denne gang var det ham som måtte lægge alle kortene på bordet - endnu en gang for den sags skyld. Han tog roligt hånden til sig og lod den støtte af roligt mod gulvet, idet han roligt rejste sig op. Det var virkelig så forbandet og kvælende varmt herinde, at man skulle tro at det var løgn på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig frem itl, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! "Det er vel heller ikke for meget at forlange af sin elskede kone, er det?" Han talte lige ud af posen, eftersom det nu også måtte være det som hun måtte kræve af ham på denne måde, selvom han virkelig ikke var meget for det. Han havde det normalt sjovere ved at pakke det ind, men dette var efterhånden ved at gå ham så frygtelig meget på i den anden ende, at man skulel tro at det var løgn. Han bakket et anelse skridt væk fra hende, blot for at komme tættere på døren. Det var virkelig alt for kvælende!

[Cassie Imirachi]

Legen fortsatte til evig tid hvis ikke den snart måtte blive stoppet og nu havde vel også fået nok af hendes små jule lege? Tanken om at skulle nedlægge den stædighed, tanken om at skulle give sig hen til ham det skræmte hende end det som noget andet måtte gøre den kom hun ikke uden om, og et sted var det den tanke hun virkelig måtte hade. Legen gik hende selv på nerverne, det gik hende på nerverne at hun gang på gang måtte kæmpe mod at nyde hans kærtegn, forgæves forsøge at få hjertet til at falde til ro og udelukkende fordi det næsten måtte slå så hårdt at det måtte gøre hende svimmel, selvom hun lystede kunne hun ikke røre ham ikke åbent fortælle om det som hun måtte føle, de ord som lå lige på hendes tunge og havde gjort det i flere år. Hvad hun i virkeligheden ville stod Cassie ganske klart, det var blot at springe ud i det, noget som var svært til en kvinde som hende der virkelig måtte frygte alt ude for normen i virkeligheden avr hun jo bare usikker på sig selv og ikke mindst på ham, tanken om alt det måtte kræve af hende at give sig hen til ham var det som virkelig for alvor måtte skræmme hende og det ville det gøre uanset hvilken tålmodig side at han måtte vise sig fra, selv hun var jo klar over at han virkelig overgik sig selv med tålmodighed kun for at vente på hendes svar. For et kort øjeblik måtte hun skæve mod vinglasset, lade det falde mellem hendes fingrer igen og kun for igen at tage en lille slurk af den røde væske, næsten som kun for at have et eller andet at beskæftige sig med, den lave selvtillid var ikke god til situationer som dette måtte hun vel erkende. Cassie vidste at end ikke høflighed var noget hun måtte udvise meget af overfor ham, men det kunne rent faktisk lade sig gøre og han kom måske nok respektløst ind og satte sig, men skænkede hende ellers den gave, ønskede hende tillykke, hun kunne bare ikke afvise ham, ikke når han viste sig fra den næsten uskyldige side. Ligesom han havde gjort den aften i Imandra, opsøgt hende kun fordi han måtte se hende også selvom han risikerede døden. Den ene aften var hun gået med ham, kysset hans læber ladet ham berøre hende, og hun vidste at havde det ikke været for pagten var hun nok endt med at gå hele vejen med ham, hun blev kun mere forelsket den aften, men hans pludselige idé om det ægteskab de nu stod i var det som havde vækket vreden, et sted var han vel selv skyld i hendes skespme. De intense øjne kunne gøre hende blod som smør det var intet nyt, så forførende og hun måtte bande det hele vejen til helvede, som hun selv havde nævnt for ham den sidste gang. Nøje måtte hun lytte til hans ord, at dele værelse og seng måtte vel ikke være andet end en vanesag? Men at skulle tale åbent ud af hendes hjerte og dele hendes hemmeligheder det var ikke noget som hun havde gjort med nogen før, ville han overhovedet selv kunne overholde den? Glimtet i hans blik afslørede tydeligt for hende hvad han måtte mene med de ting som ellers hørte til et ægteskab en tanke som næsten rev hendes hjerte ud af brystet så stærkt og fast som det måtte banke. Ikke nok med at hun frygtede pagten af en ene eller anden grund ikke ville være brudt, hun sad med den samme frygt som enhver anden ung kvinde i hendes situation måtte gøre det, gjorde det ondt? Hvad nu hvis? Hvad stillede han af fortventninger? Hun vidste virkelig ikke hvordan lige den del måtte virkelig skræmme hende, det var ikke normalt for en kvinde i hendes alder endnu at bære hendes uskyld, hun gemte sig selv til den mand som ville værdsætte hende og elske hende, var Alex den mand? Tanken om at gå hånd i hånd med ham i offentligheden, ikke noget som hun skammede sig over overhovedet men tanken om at blive voksen på den måde? Hun måbede ikke mindst ved de afsluttende ord, det var ingen hemmelighed at Cassie virkelig havde sit besvær med at se sig selv som hans kone og måske fordi at hun end ikke huskede deres luskede bryllup i et baglokale? Ikke ligefrem den store prinsesse drøm "Alle de ting" mumlede hun nærmest stakåndet, et sted fristet af tanken og et andet sted skræmt fra vis og sans, ikke at der skulle meget til hun var jo blot en niav tøs. Blikket så efter ham, hun sad som lammet i det varme kar, håret gled over hendes ryg, hun satte sig helt op lod halvdelen af det fyldige bryst blottes uden egentlig at tænke over det, hvad pokker skulle hun gøre? Hun ønskede ikke at se ham væk hun var bare heller ikke sikker på at hun måtte være i stand til at opfylde alle de krav, være som en sand hustru?

[Deleted]

Alex var virkelig ikke ude på at skulle skræmme hende mere end det som han ville have gjort det normalt, men dette var virkelig bare noget som han følte, at han var tvunget til før eller siden, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han var virkelig træt af, at bare sidde der og ikke se det mindste til hende, ikke høre det mindste til hende og når han endelig opsøgte hende, så var det med afvisninger ligesom det han var blevet mødt af her til aften, det var der heller ikke noget som man skulle komme udenom overhovedet. De lysende øjne forlod hende dog på intet tidspunkt. Han vidste, at det nok var overrumplende når det kom til stykket, men i hans øjne, så var der virkelig heller ikke meget, at skulle kræve af sin egen kone, også selvom hun nægtet at lade ham kalde hende ved den titel, så var det jo bare noget som man måtte lære at skulle acceptere i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hans blik forlod hende dog på intet tidspunkt. Pointen var vel at han i det mindste også forsøgte at skulle gøre det rette? At han fik sine spontane påfund hist og her, var jo bare noget som han selv måtte tage som et plus når det endelig måtte komme til stykket. Han nød det selv og han var i den grad også stolt over den mand som han var. Cassie havde danset for ham igennem en temmelig lang årrække efterhånden, så hun kendte ham nok mere og bedre end så mange andre, det var heller ikke noget som man sklle tage det mindste felj af på nogen som helst måde overhovedet. Han lod armene søge let og stille over kors og med blikket hvilende på hende. At hun blot resulterede i en mumlen ogh halvt om halvt stadig måtte komme op at sidde, så han kunne tage hendes krop i blik, så gjorde han det ikke. Hans blik hvilede stadig i hendes blik. Han havde ikke nogen grund til at skulle se nogen andre vegne, det var også helt sikkert. Han blev stående tæt ved døren, idet han roligt havde tvunget den halvt om halvt op igen. Det var nok ikke fair at skulle stille hende det valg, men nu hvor han havde fat i hende alligevel, så kunne han lige så godt bare få det frem vel? Ikke at det var noget som han kunne komme det midnste udenom overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han nikkede blot stilfærdigt til hendes ord. "Det er ikke meget at kræve af sin kone, Cassie.. Du husker hvad jeg har fortalt dig før; Den dag du kan se mig i blikket og fortælle mig, at du ikke elsker mig, så lægger jeg ringen fra mig. Nu er min tålmodighed rendt ud.. Jeg giver dig tid til at tænke over det.. Det her er virkelig dræbende.." Han bakkede stille ud af badeværelset, hvor han igen kunne føle den lettelse af at være i ordentlig luft. Han lukkede forsigtigt og roligt døren efter sig, så han efterlod hende med sine tanker, for det var tydeligt , at hun vel havde brug for at tænke over det? Tanken om at han skulle forlade hende var virkelig ikke fristende, men han var virkelig træt af disse lege. Det holdt ikke bare hende stående fuldkommen stille, men i den grad også ham og det var virkelig ved at være så frygtelig frustrerende for hans vedkommende! Han sukkede stille og rystede på hovedet. Nej! Det var simpelthen bare forbi hans grænse for øjeblikket. Han gik stille mod den store stue som de havde. Han ønskede ikke at ødelægge hendes dag, også fordi at det sikkert var unfair at fremstille det på den måde som han gjorde, men ærlighed og det at tale lige ud af posen, var noget som han faktisk kunne være god til når det lige kom til stykket. På vejen mod stuen, greb han omkring en flaske med vodka og satte sig ved det store klaver som stod nede i den ene ende af stuen. Selve stuen var oplyst med fakler og et enkelt stearinlys som stod ganske for sig selv oppe på klaveret, hvor han satte sit lille glas og flasken. Han hældte roligt op. "Tillykke med fødselsdagen.." mumlede han let for sig selv, idet han tog en tår, satte glasset fra sig, idet han roligt lod fingrene glide over tangenterne i en rolig og let melodi. En ældgammel vise som han kunne tage sig selv i at nynne på, når han var alene, hvilket i det sidste lange stykke tid, desværre var sket alt for meget, det var der heller ikke nogen tvivl om. Tungen vædet roligt hans læber, idet han holdt inde for en ganske kort stund og bældede resten af glasset. Det var vel ikke høje krav at skulle stille den kvinde som man i sandhed måtte elske?

[Cassie Imirachi]

Det var måske ikke meningen at han ønskede at skulle skræmme hende men Cassie kom ikke uden om at hun virkelig blev skræmt ved tanken. Den tanke om at skulle træde ind i det voksne liv på den måde, for alvor binde sig til en mand med alt hvad det måtte indebære, det var virkelig ikke det som hun havde regnet med, ikke nu om ikke andet. Hendes hjerte hamrede som en i sindssyg, med andre ord enten gav hun sig helt hen til ham på trods af at det skræmte hende, eller også måtte hun miste ham helt? Der var ingen ting midt imellem? Hun sank en klump, tog en stor mundfuld af vinen også selvom det mildest talt måtte smage af pommerens til, virkelig bittert. Grimassen skjulte hun let stilte glasset fra sig på kanten. Uden hun rigtigt måtte ligge mærke til hende måtte fingrene ganske let lege med den perlekæde som nu måtte hvile om hendes hals, den var i sandheden smuk det kom hun ikke uden om, selvom hun havde været hos ham i efterhånden mange år og danset for ham så måtte det virkelig undre hende hvor godt han egentlig måtte kende til hendes væsen, hun var jo blot en danserinde, og et sted var hun ikke sikker på hun ønskede at være andet, hverken gift eller grevinde eller noget som helst! At sidde der og lytte til de mange krav han måtte stille op det var virkelig at overrumple hende, at skulle dele værelset og sengen med ham var noget hun kunne vænne sig til, men hendes hemmelgiheder havde hun altid holdt tæt til kroppen hun var elendig til at snakke om det som hun måtte føle, desuden så tanken om at skulle så tæt på ham, skræmte hende virkelig, det ville skræmme hende uanset hvilken mand som det måtte være, en ting var at give hjertet og sjælen væk en anden ting var at skulle overskride den grænse som hun havde været tvunget til at være så påpasselig med. Et sted var det Alex'a spontanitet som måtte gøre det hele mere spændende, det var den som kunne få hendes hjerte til at hamre og hendes ben til at smelte uden videre, men et andet sted måtte hun forbande den så helvedes langt væk, nogen gange var hun end ikke sikker på at han var klar over hvad han måtte gøre og måske han i sidste ende kun gjorde det for morskaben? En tanke der faktisk gjorde ondt med henblik på deres ægteskab hvor selv hun måtte bære ringen når hun var overbevist om at han ikke så det. Cassie nåede end ikke at slippe et ord før han var svundet ud af døren, med overrasket mine måtte hun sætte der tilbage uden rigtigt at vide hvad hun skulle gøre, hun kæmpede med tårerne, det var alt for sent ikke at ødelægge hendes dag, at stille hende for det valg bare sådan det var ikke fair hvad end hun var hans kone eller ej. Tankerne kørte rundt i hendes hovede, skræmte hende på sit vis, måske hun for en gangs skyld skulle prøve at tage en chance? Hun var ikke spontan ligesom Alex, faktisk var hun forudsigelig og åben som en bog en tryghedsnarkoman på mange måder. Ganske stille måtte hun rejse sig blotte den krop også selvom det ikke var kulde som ramte hende ikke med den behagelige varme som hang. Hun samlede den tyrkise silkebadekåbe op af gulvet lod den finde vejen over hendes våde krop. De blå silkebånd blev bundet om hendes slanke liv. Ganske stille forlod hun badeværelset. Fra gangen måtte hun høre hans nydelige klaverspil ikke at det måtte være den første gang og hun nød virkelig at lytte til det. Fødderne lavede våde mærker hen af gangen med hendes skridt kroppen dryppede let hun havde ikke ligefrem givet sig tid til at tørrer sig. Endelig måtte hun nå stuen, stille sig bag ham og lytte til den velkendte vise ingen tvivl om at han måtte være dygtig. De mørke lokker strøg hun bag ørene betragtede hans skikkelse bagfra hendes egne ord var slet ikke sagte endnu! "Jeg kunne stille mig op for sig nu, fortælle dig at jeg absolut intet følte for dig, at den vrede og forat jeg udviser til dig er sand.. Men det ville være den største løgn, Alex..Hvorfor skulle jeg undgå dig sådan hvis ikke dit nærvær og din berøring påvirkede mig? Hvorfor skulle jeg nægte at blive tildelt titelen som din kone hvis ikke det betød noget? Jeg bære ringen.. Hvorfor skulle jeg bære den hvis ikke jeg havde en grund? Jeg må være ærlig Alex.. Jeg ved ikke om jeg kan efterkomme alle de krav og fortventninger du stiller til mig, men jeg ønsker ikke at se dig gå, jeg.." hun tav. Stemmen dirrede, ordene var delvis stakåndet kun fordi hendes hjerte måtte banke så hurtigt at det næsten måtte stå hende i gulvet af den svimmelhed det førte med sig, det var virkelig store ord fra hendes læber og det var tydeligt at det virkelig var hende en udfordring overhovedet at udtale dem uanset hvor sande de måtte være ".. Jeg elsker dig" hun bed sig fast i læben lod blikket falde mod vinduet så pokkers rastløs nu hvor det var sagt, hendes indre var i panik og hun vidste at Alex ville vide det, hun sank en klump, halsen var tør som sand papir, det gik op for hende nu at hun for alvor måtte skælve, dette var virkelig uudholdeligt!

[Deleted]

Alex ville virkelig ikke mene, at det var meget at han krævede af hende. At hun var stædig, stolt og trodsig, var han klar over, men hun behøvede vel ikke at trække den ud i så frygtelige lange drag? Nu var han ærlig talt træt af hendes lege og træt af hendes måde at behandle ham på, selvom den muligvis kunne vise sig, at være helt og særdeles nødvendig og ikke mindst fortjent i den anden ende. Han blev roligt siddende ved hans lille klaver. Det var hans måde at takle uro og stres på, det var i den grad også helt sikkert og på alle måder. Han var ikke den som gik rastløst rundt, han var ikke den som lod det gå ud over andre - Nej, han spillede det fri af sindet og til det, kunne han slappe af. At hun lyttede til det, vidste han dog. Hendes hjerterytme var efterhånden en som han måtte kende noget så frygtelig godt i den anden ende, så det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Han kunne sidde og tænke, få det ud af hovedet som slet ikke skulle være der i form af tanker og bekymringer og det var noget som han var glad for. De lysende øjne hvilede end ikke på tangenterne længere. Han var så frygtelig vant til at spille det, at det var noget som han gjorde uden at skulle se det mindste, det var også helt sikkert. Det var hendes fødselsdag og det var måske et frygtelig forkert tidspunkt at skulle gøre det på, men hvornår så han hende ellers, så det havde været muligt for ham, at skulle placere hende i det dilemma? Hun undgik ham jo normalt vis og det var noget som han ærlig talt var træt af. Hun sad med det sidste ord, udelukkende fordi at landet nu var blevet kvindedominerende. Ikke at det var noget som han havde noget imod som sådan, men at det var ham som skulle trække det læs alene og hun kunne høste goderne, det var ikke noget som han ville være med til længere! Hvornår gik det i det hele taget op for hende, at hun var lidt andet end bare Cassie? At hun faktisk var den kvinde som han havde udset som sin egen mage, som han havde prøvet at vise hende i årevis! Øjnene gled i ved de mange tanker som han måtte sidde og gøre sig. Det kunne virkelig ikke være rigtigt, at det var de tanker som han skulle sidde igen med lige nu! Hans opmærksomhed vendte han endnu en gang i retningen af det klaver som måtte stå foran ham. Det var efterhånden ved at være gammelt, men det havde også fulgt ham mere eller mindre igennem livet. Han var aldrig tvunget til at lære dans, som så mange andre af rig slægt, men han var tvunget til musikken og lære det på den måde, hvilket han virkelig kunne være taknemmelig for. Dygtig var han og han vidste det, selvom han nu ikke pralede med det. Igennem de sidste år havde han virkelig fået det brugt noget så frygtelig meget. Han skulle komme af med sine frustrationer og tanker på en måde jo. Han sukkede nærmere opgivende. Hvad pokker skulle det da nytte? Han kunne virkelig ikke fordrage tanken omkring det lige nu. Han hamrede sin ene hånd ned over tangenterne, idet han fyldte glasset op igen og tog det til sig. Det var først der, at han kunne høre hendes ord. Han blev stadig siddende fuldkommen roligt. Allerede der, var han praktisk talt klar til den endelige afvisning. At høre de ord som han ellers bare havde ventet på at høre, så han kunne lægge ringen og så tage væk. Han vendte sig stille på stolen så han mere eller mindre måtte sidde med siden til hende. De lysende øjne vendte han stille i retningen af hende. Løgn? Ville hun endelig lære at lytte til det som han så længe havde hørt hendes hjerte sige? Ville hun endelig åbne op for ham på den måde, som han havde ventet på igennem så frygtelig mange år? Så hurtigt som hendes hjerte bankede lige i øjeblikket, så var det noget som han noget så tydeligt kunne høre. Han blinkede let med øjnene. Nok var han ikke den bedste til følelser, men pointen var vel - ligesom alle andre, at han faktisk prøvede? Den aften hvor han havde opsøgt hende på slottet, blot for at være sammen med hende, havde virkelig været et sidste desperat forsøg på at skulle vise hende det. At det jo så ikke var noget som hun havde set, var jo så det som måtte frustrere ham mest. Der havde han virkelig manglet sit elskede klaver. Hovedet søgte let på sned, frem til hun lod de store ord bryde læberne.. De helt store ord! Det var bestemt ikke dem som han havde regnet med at skulle få kastet direkte i hovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han satte roligt glasset fra sig på kanten af klaveret, idet han roligt tvang sig op på benene igen. Han kunne lytte til hendes hjerterytme - Den selv samme som han måtte bygge visen på. Den var gjort til hans egen. Noget ganske særligt. Han tog et stille skridt mod hende. "Du skælver.." Han lod hovedet søge let på sned. Hvorfor gjorde hun egentlig det? Hånden strøg let hendes kind, blot for at søge under hendes hage, for at vende hendes blik en anelse forsigtigt mod sig. Han ønskede at se hende i blikket. "Efter alle de år, hvor jeg har kunne føle, at du brænder inde med det, og så er det først nu du vælger at fortælle det til mig?" Denne gang var han faktisk rolig, hvilket ellers i sig selv, måtte forekomme ganske sjældent. "Alt jeg har gjort, er noget som du har valgt at benægte, nægte og hvad ved jeg.. Hvad tror du ikke det sætter af tanker og følelser i mig?" Han hævede sigende det ene bryn. Den trodsige facade var han ærlig talt træt af. "Jeg sætter ikke nogen forventninger ved at sætte krav, Cassie.. Et forsøg er vel ikke meget at forlange?" Han slap roligt hendes hage, for at glide tilbage på den lille stol ved klaveret. Roligt vendte han sig mod de hvide tangenter og lod fingrene roligt arbejde over dem i en rolig og blid melodi.

[Cassie Imirachi]

Cassie havde altid været af trodsig og stædig karakter, man kunne vel et sted sige at det var hvad hun var opdraget til? Hvordan ville han egentlig tro at hun var endt på slottet helt i Imandra i starten? Den usikkerhed og lave selvtillid var på en eller anden måde hendes styrke og på den anden side så var det mere eller mindre det som ødelagde absolut alt for hende, specielt i dette sammenhæng. Den opmærksomhed han skænkede hende, de desperate forsøg, det fik hende til at føle sig som noget ganske særligt og et sted ønskede hun vel bare ikke at det skulle stoppe? Der var aldrig en mand eller noget som helst andet som havde vist den synderlige interesse i hende, ikke ud over hendes dans vel og mærke, ikke nok med at hun måtte skille sig fra normen udelukkende fordi huden var mørkglødet, men hun havde altid været vant til blot at være Cassie, det var det som Alex jo havde ændret på, gav hun efter og gav sig hen til ham så ville hun vel falde tilbage i den samme mændge? Cassie lyttede roligt til det blide klaverspil, hun vidste at han var utrolig dygtig, det var ikke første gang hun måtte stå og lytte også selvom hun som regel måtte gøre det i skjul kun fordi hun ikke ønskede at træde direkte ind i de akavede situationer. Dansen var hendes styrke, i de søde rytmer kunne hun glemme tanker og omgivelser føle sig let og smuk som intet andet når hun måtte glide rundt i nærmest svævende bevægelser, der fandt hun sin ro, han fandt det i musikken og det var tydeligt at han måtte være forbandet dygtig, hun beundrede det, ikke mindst fordi det jo afslørede en mere.. Blød side af ham? En mere nede på jorden frem for den Alex der fandt på og fandt på med et sind som måtte køre konstant og det i sidste ende altid endte med at skulle gå ud over hende selv. Hver eneste aften måtte hun hvile i sengen og med samvittigheden borende dybt i hende, hun behandlede ham slet ikke som han fortjente og et andet sted så behandlede hun ham vel bare som han havde behandlet hende i mange år? Måden hun altid skulle stå til rådighed, tilfredsstille hans grådige blik og endte hun ikke med at vise sig stod han på hendes dør, og da hun var bundet til tronen uden rigtig at blive stillet et valg, måske hun ikke behandlede ham retæfrdigt i og med hun høstede goderne af hans arbejde, men han havde i den grad heller ikke behandlet hende lige, så i virkeligheden var de vel lige gode om det? Det var hendes fødselsdag.. Og hun stod her midt på gulvet og skælvede, og med blikket så rastløs alle vejne, uskyldigheden var tilbage i dem som hun måtte stå der, hendes håndflader var fugtige og kroppen måtte brænde, nu var ordene sagt, og det at han så på hende på den måde gjorde hende kun langt mere bekymret. På trods hun var en følsom kvinde var hun på ingen måde god til at få det frem i form af ord, hun hadede at rejse sig op og tale på den måde. Hun kæmpede med tårerne, nægtede at lade dem falde ej heller selvom hun hurtigt blev urolig da han kom tættere, det var vel bare vane efterhånden? Ved hans ord måtte hun se ned af sig selv, først der gik det rigtigt op for hende at hun måtte ryste som en i fanden, disse ting kunne gøre hende mere nervøs end det som godt kunne være. Hans blide kærtegn og det blik som måtte falde i hans perfekte dejlige øjne, for et sekund var hun ved at miste balance og udelukkende fordi hendes hjerte slog de vilde slag, hurtigt nok til at lade hende halvvejst hyper ventilere "D- Det går først op for en hv-hvad man har før man e-er ved at miste det" påpegede hun let. Ordene kæmpede hun for at få frem, det var som pusten var taget fra hende, tvang hende til at stamme ordene frem og følelsen var i den grad ikke behagelig! Blikket faldt til hans en smule fast "Du har haft dine mærkværdige måder at give udtryk for det på, Alex" stammen var væk lige for den sætning og kun fordi den var sagt med en lidt spids tone, hun ville i den grad ikke stå her og være syndebukken i alt, hun havde lukket ham tæt på, den aften i Imandra, han ødelagde det jo selv, skræmte hende?! Roligt fulgte hun hans vandring mod stolen, hun afbrød ikke det nydelige klaverspil, med små nærmest vaklende skridt bevægede hun sig selv op på siden af klaveret greb om den flaske som måtte stå der og satte til læberne. De store slurke varmede hendes hals, det smagte mildest talt af helvede til, hun tvang det ned, hvad end det måtte kræve for kunne falde en smule ned. Igen stilte hun den ved siden af hans glas, betragtede vinduet hvor mørket var faldet på et sted udenfor.. Hvorfor pokker skulle det være så svært?

[Deleted]

Alex vidste udmærket godt, at meget af dette faktisk også måtte være hans egen skyld, men hvad skulle han egentlig gøre ved det når det kom til stykket? Han havde haft hende ansat på slottet i Imandra, ladet hende danse og dyrke hendes egne interesser i form af dans, som han selv havde lidt til overs for musikken. Han var ikke bare den hårde og spontane. Han havde så sandelig også sine bløde øjeblikke, som når han sad foran et klaver. Det var hans måde at finde roen og freden på og han kunne virkelig ikke gøre andet end at elske det. Nu stod han blot med det nye spørgsmål; Havde hun sagt de ord udelukkende for at holde ham værende her eller var det ord som hun faktisk måtte mene? Han gjorde arbejdet og hun høstet goderne af det og det var virkelig noget som var begyndt, at irritere ham alleredde fra før af, så det var ikke noget som sagde så lidt. Der skulle normalt temmelig meget til før han i det hele taget ville lade sig blive påvirket af det i længden, men lige dette, havde været langt forbi hans grænse. Sådan som hun rystede og skælvede.. var hun virkelig så bange for ham? Det var jo det som automatisk også havde ladet ham trække sig tilbage til sin vandte plads ved klaveret som var noget af hans kæreste eje foruden den ring som han måtte bære, selvom den med tiden var blevet mere en byrde, selvom det var noget som han direkte havde nægtet at skulle vise hende på nogen måde. Så længe, at hun undgik ham, så kunne han jo gøre det som det måtte passe ham i længden og det var jo bestemt heller ikke meningen, at det var sådan at det skulle være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Direkte måtte han tolke hendes skælvninger som var hun bange for ham, hvilket i den grad var en ganske forfærdelig tanke i længden, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Derfor kunne han jo lige så godt vende sig i retningen af klaveret istedet for, bare for at holde sig rolig. Han lukkede øjnene stile og roligt og lyttede til hendes ord, sådan som hun måtte stamme ordene, nærmest måtte kæmpe for at få dem frem, det var heller ikke meningen set i hans øjne. Han knyttede hænderne let, idet han vendte blikket mod hende igen. De lysende øjne som måtte falde direkte til hendes blik og uden at han så det mindste væk. Han var bestemt ikke bange af sig og det havde han aldrig nogensinde været. Det var jo trods alt heller ikke noget som han direkte havde nogen grund til, det var heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. "Du har skubbet mig væk igennem alle disse år, Cassie.. Hvis du vidste hvor længe du har været tæt på at.. miste." Han rynkede let i panden ved de ord. Det var jo i bund og grund hendes egen skyld. At hun tog flasken med hans vodka, de ord og så bældede flasken som var hun en alkoholiker uden lige, var noget som undrende fik hans bryn til at hæve sig i den klart spørgende mine. Han rystede stille på hovedet og rykkede sig bare en anelse, så hun ville kunne sætte sig ned ved hans side, hvis det var det som hun ville. Det var svært, det vidste han og det var det i allerhøjeste grad også for ham! Han vendte blikket stille i retningen mod hende igen. "Du undgår mig for det første.. Du benægter, du råber af mig.. Måske at det er fortjent.." Han trak på skuldrene som betød det ingenting. Han vidste jo så sandelig også godt, at han havde sine mærkeværdige måder, at skulle fremstille det hele på. Et sted var det jo noget af det som han var stolt af? At han ikke var som alle andre, men havde sine egne anske særlige måder at gøre tingene på? Det var bestemt også noget af det som han måtte nyde mere ned noget andet, det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. "Måske at jeg har mine mærkværdige måder, at gøre det på, Cassie, men jeg kan se på dig, at du nyder det, når du endelig er fanget i situationen." Han betragtede hende med det ganske så intense blik. Ikke at det var noget som han ville skjule for hende på nogen måde. Hun var så frygtelig letlæselig! "Jeg skræmmer dig.. Jeg kan se, mærke og høre det.." sagde han stille og med blikket roligt hvilende på hendes skikkelse. Det var et sted også noget af det som tvang ham selv til at holde sig på afstand, for han var bange for, at det før eller siden måtte gå galt for alvor, hvilket han bestemt heller ikke ønskede i den anden ende, det var også helt sikkert. Igen vendte han sig mod sit klaver, hvor han lod hænderne roligt vandre over tangenterne. Denne gang spillede han direkte fra visen og hen i en fødselsdagsmelodi. Han kunne faktisk godt, når det endelig var. Blikket hvilede denne gang mod tangenterne frem for at de måtte hvile på hendes skikkelse. "Jeg vil ikke mene jeg sætter kravene højt. Det er jo kun hvad man vil forvente af sin kone i et almindeligt ægteskab," fastholdt han stilfærdigt.

[Cassie Imirachi]

Meget af det måtte i den grad være Alex's egen skyld det var der ingen tvivl om, han var den som havde haft sine desperate måder, måder som et sted havde skræmt hende fra vid og sans og et andet sted ville hun jo lyve hvis hun påstod at hun havde hadet det. Okay måske hadet hun lidt tanken om deres bryllup, hun var en sand romantiker, et sted en lille prinsesse og hendes bryllup var forgået i et lille bagoakle med en lusken præst og hun huskede ikke så meget som et eneste sekund af det udover at hun var vågnet op med Alex ved sig, der havde hun rent faktisk været oprigtig vred på ham. Dansen var hendes måde at afreagere, han havde ladt hende gøre det men også for selv at nyde godt af hende smukke og elegante bevægelser, hun nød at lytte til hans musik, det var det som måtte aflsøre en langt mere blød og ikke mindst stille side af ham og det måtte hun nyde i en stor grad, bare at se ham sidde der så fredelig og leve sig ind i den musik som han måtte skabe. De ord som forlod hendes læber var i den grad ikke kun ment for at holde ham hos hende, var hun så løgnagtig? Måske hun havde løjet for at skjule det faktum at hun elskede når han var hende tæt på, måske hun havde løjet for at skjule de følelser som hun måtte nærer for ham, men at sige de store ord direkte på den måde det var ikke nemt for hende og det var i den grad ikke noget hun ville sige som en løgn! Som grevinde var hun virkelig på bar bund, ikke nok med at hun måtte være en nymfe siddende på en sådan betydningsfuld stilling, uden Alex ville det kun være et spørgsmål om tid før.. Hun slog tanken fra sig, bare at forestille sig at han ville være væk fra hende var en tanke hun virkelig måtte hade. Cassie skælvede kraftigt, hendes hjerte bankede så hårdt at det gjorde ondt hun frygtede ham ikke og et andet sted gjorde hun det var hvad der gjorde det så pokkers intenst! Mest af alt var det følelserne hun frygtede.. Det han gjorde ved hende, det hendes hjerte sagde når han var i nærheden, frygten for at være bundet, frygten forde forventninger som det måtte stille til hende, og så for hende som altid havde været alene. Var ringen blevet en byrde så forstod hun virkelig ikke hvorfor han skulle gå med den, hun lod som om ringen for hendes del var en byrde også selvom hun nød at bære den frygtelig meget, det var med en stolthed. Det var slet ikke meningen at sætte ham i tvivl, men kendte han hende godt nok ville han også vide at dette måtte være hendes livs største udfordring, det at skulle stå frem og sige hvad hun rent faktisk måtte føle. Blikket sank i jorden ved hans ord, at han havde været på vej væk længe var hun slet ikke i tvivl om, hun kommenterede det ikke. Det var langt fra fordi Cassie måtte have et problem med alkoholen men det dulmede hendes nerver, dem som der var mere end rigeligt af.. Var det så det? Nu var ordene sagt så var han tilfreds og kunne fortsætte med at spille? "Det gør jeg" erkendte hun med et lille nik, en smule mere rolig. Hun så ikke på ham, det var ikke den reaktion hun havde ventet sig.. Ingen gengældelse af ordene? Ingenting? De blå øjne søgte ham med fast mine "De eneste tidspunkter du skræmmer mig er når jeg ser det glimt i dine øjne der siger mig at du er i det humør det får dig til hvad som helst.. Du-Du forstår det ikke vel? At det er følelserne jeg er bange for og ikke dig?" endnu engang måtte hun gribe om flaskehalsen, tage blot en enkel slurk, det irriterede hende vel et sted? Roligt måtte hun lytte til den fødselsdagsvise han måtte spille, det fik et indre smil frem, varmede et sted og dog var hun for fustreret et sted for panikslagen til at lade det vises "Problemet, Alex, er at vi ikke har noget normalt ægteskab, jeg kan ikke engang huske vi blev gift! Måske det ikke er meget at forvente af en hustru, men har du nogen idé om hvor grænseoverskridende det er? Jeg har aldrig.. været sammen med en mand på nogen måder, jeg har aldrig været i et forhold, aldrig stillet lyster eller delt ud af mine hemmeligheder, jeg har aldrig mødt kompromisser for det har ikke været nødvendigt, jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, det eneste jeg ved er at jeg rent faktisk elsker dig, nu har jeg sagt det, hvad pokker forventer du mere?!" hendes udbrød var lang og med hævet stemme, hun tænkte ikke over dem de kom blot til hende, dog var de sande, hun vidste virkelig ikke hvordan og det fustrerede hende. Tårerne var ikke længere mulige at holde tilbage, de trillede stille ned af hendes kinder selovm det var tydeligt hun forsøgte at holde dem inde "Tak for gaven.. Og visen" svarede hun stille, inden hun måtte vende ryggen til ham og sætte farten ud af stuen, hun var fustreret og et sted vred, han nægtede at se længere end hans egens nude, han nægtede at se motivet bag hendes handlingsmønster og det irriterede hende grænseløst.