Livin' nightmare!

[Nathaniel Diamaqima]

Det frustrerede virkelig Nathaniel at hun ville være i stand til at skulle føle alle de forfærdelige tanker og følelser som han måtte sidde inde med, men igen, så var der ikke rigtigt noget at gøre ved det. Han var menneskelig med alt hvad det måtte indebære og det kom altså også til tanker og følelser ved det ene eller det andet i et liv, så det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Han var jo så bare glad for at han havde nogen venner derude i denne stund, for det var virkelig ikke enkelt at skulle sidde i denne situation. Han kunne simpelthen ikkefordrage det! Selvom det jo klart også måtte vise ham, at havde det elendigt og også var i stand til at føle hen af den vej, så det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Der var der jo trods alt mange som faktisk måtte tage fejl af ham, for han var faktisk menneskelig af sig og ikke noget overnaturligt. Der var intet som var for sent og specielt ikke for hendes vedkommende, det kunne han da trygt garantere hende for. Det var kun for sent for ham, udelukkende på grund af en ting; han ville ikke bruge alkymien til sin egen fordel. Det var han virkelig direkte imod! At hun havde ladet Matthew ligge hjemme og sove i den ro og i troen om at Eniqa ville ligge ved siden af, kunne han næsten gætte sig til. Eniqa havde jo også brug for at komme af med nogen af de frustrationer som Matthew måtte kaste over hende udelukkende på grund af hans egen status. Han var der for at hjælpe hende hvis hun bare ville spørge ind til det, det var også helt sikkert. Han fik det virkelig godt med at hjælpe andre. "Når du siger det til mig, så ved jeg det," sagde han roligt og med et stille smil på læben. Det var jo ikke fordi at han var tankelæser, men blot en utrolig menneskekender og han kendte hende jo trods alt frygtelig godt efterhånden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende med et stille og roligt blik. "Det er ikke beundringsværdigt i mine øjne. Jeg får det bedre på den måde," sagde han roligt og ikke mindst med et ganske så ærligt blik. At lyve for hende, kunne han næsten gætte sig frem til, ikke ville have nogen effekt uanset. Han så stille på hende og med et roligt blik. Han nikkede. "Han er måske død.." medstemte han roligt. Døden var nu efterhånden et emne som lå ham selv så frygtelig nært. Det var noget som han havde oplevet så frygtleig mange gange og han kunne simpelthen ikke fordrage den tanke alene, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han sendte hende et stille smil. Han kunne jo faktisk slappe mere af, selvom emnet omkring død, virkelig lå ham alt for tæt. "Jeg er sikker på, at Liya ved at jeg aldrig kan blive lykkelig med en anden kvinde, Eniqa.. Hun var virkelig min verden.. Hun var den som holdt den sammen, den som fik mig til at smile og den som gav mit liv nogen mening.." Han rystede let på hovedet. At komme videre og komme over hende, det ville han nok aldrig nogensinde være i stand til, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. "At glemme hende vil aldrig komme på tale," sagde han med en rolig stemme. Det var i den grad en sandhed i sig selv. Han trak vejret dybt og så til, at hun rejste sig. At hun kommenterede huset fik ham blot til at smile. "Jeg kan ikke løbe fra, at hun var ordensmennesket af os.. Det gjorde hende rolig, at have noget at beskæftige sig med." Han smilede svagt og førte hende med sig igennem rodet til hans lille baglokale med række på række med eliksirer og bøger. Maurus lå der som lå han i den sødeste søvn. Nathaniel vendte blikket roligt mod hende. At det måtte være hårdt, kunne han tydeligt gætte sig frem til. Maurus lå der skinnende ren og som i den sødeste søvn og under det hvide klæde som skjulte ham fra livet og ned. Han havde respekten for de døde og det var tydeligt. Et stearinlys stod tæt ved Maurus' hoved, så det smukt måtte lyse op i det smukke skær og det var noget som bestemt måtte tale for respekten som Nathaniel personligt måtte nære til dem.

[Deleted]

Uanset hvad så måtte enhver vide at Nathaniel var en mand af menneskets tanker og følelser, selv han var jo rent faktiski menneskelig, og alligevel så var det virkelig mærkværdigt at føle den sorg fra hans side, at føle det stikke så dybt som intet andet. Nu hvor Eniqa havde sat så tæt til ham i et mindre stykke tid så var det blevet langt nemmere, hans sorg havde slået hende som en lussing udelukkende fordi hun ikke havde ventet den, nu var den atter kommet under kontrol, dermed ikke sagt at det ikke måtte påvirke hende, for det gjrode det også i allerhøjeste grad. Eniqa's bryst føltedes så tungt, men hendes hjerte så tomt, at gå til Nathaniel som hun gjorde nu og søge råd på den måde, det var ikke noget som Matthew ville værdsætte og hun vidste det, han havde været frygtelig lettet over at se det blod hun var malet i, han var blevet den samme mand som den hun måtte kende, til dels om ikke andet, stadig mere kærlig end det som hun havde husket ham men det ville hun på ingen måde begynde at skulle klage over. Blikket måtte virkelig hvile undrende mod ham, for hendes del var det for sent, Maurus var død og Matthew ventede ganske tilfreds på hende derhjemme, det gjorde faktisk ondt at være tvunget i det valg nu, selv på trods at Maurus havde taget det for hende. Den samvittighed og det enorme hul i brystet, der var kun gået et par dage og det kvælte hende ganske langsomt, med tiden ville det sørge for at slå hende ihjel og hun vidste det. Der var kun de to ting som holdte hende tilbage, først og fremmest tanken om døden, hun var ikke typen der tog den letteste vej og viste sig som en kujon det havde hun aldrig været, desuden var Matthew der jo stadig, gjorde hende så lykkelig som det overhovedet var mulig når den sorg var printet i hendes sind. Tårerne trillede ikke længere, men Eniqa måtte endnu smage salten over hendes læber. Hun forsøgte virkelig, men uanset hvad hun gjorde så måtte det nage hende. Ikke mindst tanken om at Nathaniel sad med ægte problemer, og hun sad med intet andet end bagateller, valget var jo blevet taget for hende i form at hun måtte have skåret det rene snit "Han er død" rettede hun ganske stille. Hun havde set det, det var hende selv som skar snittet hun vidste at var død, hun havde set lyset forlade hans blik, hun havde skrevet med hans blod på den store væg, han var død. At lyve for hende ville kun være dumt, og hun ville vide det med det samme, i hendes øjne at se var det virkelig beundringsværdigt "Du hjælper stadig andre.. Om det får dig på andre tanker eller ikke, og det er beundringsværdigt Nathaniel" hun nikkede meget sigende, lige der måtte hun holde fast, respekten for den mand var der i allerhøjeste grad. Håret strøg hun stille bag ørene, lyttede til hans ord. Under hele opremsningen måtte hun se de mange billeder for sig, hun huskede dem sammen, hun huskede lykken i hans blik når hun var omkring, og først nu måtte det gå op for hende at hans blik var.. Dødt.. "Det forstår jeg" hviskede hun stille. At glemme Liya ville han aldrig som hun aldrig ville gøre det med Maurus. Et lille smil fandt vejen frem mod hendes læber "Ja det kan jeg godt forestille mig" påpegede hun næsten en smule drillende, Nathaniel havde virkelig aldrig været et ordensmenneske. Ganske stille måtte hun rejse sig fra sofaen og følge ham i hælene mod det lille lokale. Hænderne lå foldet foran hende. De isblå øjne søgte den skikkelse som lå der, så ud som han stadig hvilede i den søde søvn. Det korte smil der havde været var svundet i sig selv igen. Næsten som var hun bange for at han ville hoppe hende i hovedet, trådte hun ganske langsomt tættere på. For lange sekunder måtte hun blot stirrer på den afdøde skikkelse. En enkel tårer måtte stille trille ned af hendes kind. Næsten tøvende måtte hun hæve en hånd, lade den hvile mod hans kind. Den føltedes så kold i forhold til det som den havde været da hun forlod ham på værelset "Undskyld" hviskede hun lavmeldt. Hun skulle aldrig have gjort det og hun vidste det.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at den smerte i brystet nok måtte være noget som han ville og måtte kæmpe med resten af livet og den tanke var faktisk noget som skræmte ham. Han var lige så menneskelig som alle andre og det var noget som Eniqa nu også bare kunne få bekræftet. Han følte smerte ved tab som han havde lidt. Den dag som skulle have været den store lykkelige dag, var endt ud i at blive et rent helvede for ham. Han bad og tiggede jo stadig til at deres plads i himlen og helvede skulle byttes om, udelukkende for hendes skyld, for han ønskede virkelig ikke, at det skulle gå galt for hende på nogen måde! Han vidste hvor hun var havnet og det var udelukkende også det som tvang ham til at ligge vågen og bare stirre på den smukke kjole inde på soveværelset. Den lille kugle som han havde fået i bryllupsgave stod pænt ved siden af sengen og den kæde som hun havde haft omkring halsen, hvilede smukt på en pilestal ved siden af den anden side af sengen. Hun var stadig ved ham. Han var klar over, at han aldrig nogensinde ville være i stand til at skulle give det mindste slip på hende på nogen som helst måde overhovedet og den tanke var virkelig skræmmende på en eller anden måde. Han havde forsømt sig selv udelukkende fordi at han havde valgt Liya og det var ikke noget som han på nogen måde ville fortryde. Han betragtedeh ende roligt. Han nikkede roligt til hende. "Han er død," medstemte han. Det var dog på ingen måde forsent af den grund, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Hvis man kendte Nathaniel godt nok, så vidste man vel også hvad han var i stand til når det kom til stykket? Alt man skulle gøre.. var at spørge ham, selvom han vidste, at det stadig var frygtelig få som i det hele taget, turde at opsøge ham. Det var jo ikke fordi at han var farlig. Han kunne tage sig selv så mange gange, at sidde og stirre ned mod bækken. Så mange fine stunder som han havde haft med Liya der. Det fik hele det indre til at slå knuder og det var ubehageligt! At hun fandt det beundringsværdigt, at han hjalp andre, selv når han havde det sådan, fik ham svagt til at smile. Han havde vel bare sin mærkværdige måde at takle sorgen på? Han trak svagt på skuldrene. "Hvad det beundringsværdige er, det kan jeg virkelig ikke se, Eniqa. Jeg gør bare hvad jeg finder rigtigt.. At hindre at de skal opleve det samme som jeg gjorde.. At hindre at de sidder med den smerte som du må besidde." Han så på hende med et ganske så sigende blik. Han kunne se på hende, at det var noget som gjorde frygtelig ondt. Han førte hende med sig ind i baglokalet, hvor Maurus måtte hvile i sin skønneste ro, som havde han ligget i den rolige søvn. At se hende ændre sig på den måde, så snart hun så ham, kunne han udmærket godt se. Hun elskede ham og det var noget som var så frygtelig tydeligt, at skulle se i længden, det var der ingen tvivl om overhovedet. Nathaniel følte sig død i det indre og i det ydre, selvom han stadig kæmpet videre. Han havde intet valg. Han var ikke en kujon som bare ville forlade verden bare sådan! Han betragtede hende som hun gik hen til Maurus og måden som hun strøg hans kind på. Den svage hvisken var noget som han tydeligt kunne høre. Han gik roligt hen til Maurus' anden side og betragtede hans kolde skikkelse. "Du ved udmærket godt hvor han er henne i øjeblikket, Eniqa.." Han vendte sig mod hende med et roligt blik. Dog alligevel med det lette alvor at skulle spore, det var ikke noget som man skulle betvivle det midnste overhovedet. Han trak vejret roligt og dybt. "Og du ved hvad jeg er i stand til.. Kan jeg lette dit hjerte for den byrde som du måtte bære med dig, så sig det til mig." Et sted var det jo en opfordring til det ene eller det andet. Det var ikke for sent endnu og i og med, at hjertet var helt, så skulle det heller ikke vise sig som det helt store problem. "Det gør ondt værre for mig, at se dig have det på den måde.. Du kom for råd? Jeg kan give dig en løsning," afsluttede han roligt. Frygtelig sjældent at han tilbød en løsning, men Eniqa var en nær veninde. Det gjorde det hele lidt anderledes.

[Deleted]

Tabet efter en kvinde som Liya det var ikke noget som han ville komme over som sådan, det var noget Eniqa vidste, ikke mindst fordi hun følte hvor stor hans smerte var, og det virkede end ikke som om han havde lyst til at skulle komme af med den, det kunne virke som klamrede han sig til den udelukkende fordi det fik Liya til at føles som var hun langt mere nær. Hun havde været til stede under brylluppet set lykken i begges øjne og det var endt i et sandt mareridt, og ingen vidste hvorfor eller hvordan, noget som i hendes øjne var det absolut værste. Man kunne vel et sted sige at det var det samme der var sket for hende? Hun huskede s tydeligt at hende og Maurus havde skændtes, diskuteret, og han havde rent faktisk formået at give hende en enorm samvittighed, det var endt i den søde elskov, hun huskede hver detalje, huskede hvor hans fingrer havde været over hendes krop, huskede smagen af hans varme læber, det var en lykkelig stund, en som hun ikke ville have været foruden og ganske kort efter var det snit blevet lavet så klar og fint over hans håndled. Den blotte tanke kunne gøre hendes øjne blanke af de tårer som hun endnu måtte have tilbage, for det kunne efterhånden ikke være mange, så snart Matthew var væk så faldt de som perler på en snor. For ham kunne hun ikke vise hvad hun følte når det kom til dette punkt, selv det faktum at hun havde nævnt følelserne til Maurus for ham havde ikke gjort ondt og udelukkende fordi han var død og selv Matthew måtte se på det som for sent. Lige der og da vidste Eniqa udemærket godt hvad nathaniel var i stand til at gøre, hun vidste at han kunne hjælpe hende, og også selvom hun virkelig ikke brød sig om at skulle bede ham om en så stor tjeneste, "Og neto det er beundringsværdigt" endte hun med en rolig fraværende tone. Blikket betragtede Maurus. Han så ud som han sov så sødt og det fik hende kun til at smile invendigt et sted også selvom hun vidste at det ikke ligefrem var tilfældet. Tomlen strøg forsigtigt over hans glatte kølige hud, strejfede de lukkede øjenlåg. Der var ingen tvivl om at det påvirkede hende i en enorm grad at se ham ligge der, at se at han rent faktisk måtte være død. Hånden strøg langs hans arm endte med at tage fat om hans hånd og vende den mod hende. Det klare snitsår var endnu tydeligt, ikke nær så blodigt og beskidt, men det var det. Igen kærtegnede hun det stille med et strøg fra hendes tommeltot. Igen måtte blikket ende med Nathaniel, hans ord overraskede hende tydeligvis. Han var ikek den som normalt selv plejede at tilbyde at gøre den slags, tanken om at skulle se Maurus i live, se hans smil, føle hans arme, føle ham for håbentlig mindre afvisende, den kunne virkelig sætte et spirrende håb i hende som hun kun måtte elske. Minen faldt som hun stille nikkede til hans ord "Helvede" ordene var så svage at de knapt måtte være hørligt, hun bed sig fast i den bløde underlæbe, det var virkelig ikke et retfærdigt sted at sende ham hen! "Tro mig, Nathaniel.. Tanken om at se et glimt i hans blik, tanken om at høre hans stemme, det er virkelig fristende, men Matthew.. Så ville jeg være tvunget til at skulle tage et valg som er mig umuligt, jeg vil aldrig kunne forlade Matthew.. Og jeg vil ikke vække Maurus for at kaste ham fra mig igen" hendes blik avr frygtelig hjælpeløst, tydeligt at hun gjorde sig tanker omkring dette, måske endda for mange, men hun ville virkelig ikke kunne træffe det valg "Kunne jeg så tog jeg dem begge til mig, for det er det som hjertet siger mig, men.." hun tav, så stille tilbage på Maurus, her behøvede hun virkelig råd!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ville aldrig nogensinde være i stand til at skulle give slip på Liya og han vidste det. Det måtte og ville være en smerte som han måtte bære med sig resten af hans liv. Han havde ikke andet end alkymien at vende tilbage til nu, udelukkende fordi at Jason også måtte nægte at han måtte arbejde. Han hadet faktisk den tanke! Han havde brug for et eller andet at lave uanset hvor meget han så havde godt af det eller ikke, så var der absolut intet at gøre ved det lige netop nu, det var helt sikkert på alle måder. Han betragtede hende stille ved siden af Maurus' døde krop. Manden var af en frygtelig stor betydning for hende.. og desuden, så hvem var det som sagde, at hun ikke ville være i stand til at få begge? At se hende have det så elendigt som hun havde det, var heller ikke en tanke som han brød sig det mindste om overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Eniqa var en veninde og det var udelukkende også derfor at han valgte at gøre det som han gjorde det lige i øjeblikket. Han følte sig skræmmende rolig omkring de døde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. "Det er ikke beundringsværdigt i mine øjne. Det er den mand jeg er blevet til," sagde han roligt og med et svagt smil. Bare det, at have noget at beskæftige sig med, var jo altid noget. Det var vel også bedre end ingenting i den anden ende vel? Et sted så var det jo i bund og grund noget som han vidste, ikke ville være godt for ham at fortsætte med. Det rev en del af hans sjæl i stykker jo mere han beskæftige sig med lige netop denne slags alkymi, selvom det nu ikke var noget som han ville fortælle til Eniqa. Hun havde brug for Maurus, det kunne han da tydeligt se i den anden ende. Han nikkede anerkendende til hendes ord. Det var jo i sig selv det helt samme som bragte ham selv den uro, for han vidste, at Liya var på det helt samme sted og han hadet virkelig den tanke. Hun fortjente virkelig så meget bedre end det! Han rystede let på hovedet ved hendes ord og gik så roligt mod hendes side. Han tog roligt omkring Maurus' håndled og vendte såret mod hende. "At du valgte at lægge snittet der.." Han lod hånden selv stryge mod det. Det var intet andet end et ar i dag. "Det gør det nemt for mig," forklarede han roligt. Han lagde roligt armen ned ved siden af Maurus' døde krop og vendte sig mod hende. Det var sjældent at han i det hele taget tilbød en løsning på denne måde, det var helt sikkert. "Jeg tilbyder dig den løsning, hvilket for det første er sjældent. Du kan tage imod den eller takke nej til den, det er helt din beslutning. Jeg kan se på dig, at du mangler og savner ham.. Jeg kan give dig denne løsning og ggøre det, hvis du beder mig om det og give dig råd til det hele videre hvis du ønsker det. Jeg beder dig ikke om at forlade Matthew til fordel for ham, for jeg kan se og mærke på dig, at Maurus er af en lige så stor betydning." Han betragtede hende med et roligt og sigende blik. Normalt ville han nok aldrig sigeo rd som dette, det var han allerede klar over, men nu var hans egen situation en smule anderledes. Han havde for pokker været gift med sin egen datter uden at det havde gjort ham det mindste. "Hvem siger du ikke kan få dem begge?" spurgte han roligt. Måske at det var et frygtelig åbent spørgsmål, men i sig selv, så var det jo intet andet end bre den rene sandhed. Du skal følge dit hjerte, Eniqa og jeg ved jo trods alt, at du allerede har taget det.. Så bring det ud i livet?" Han hævede sigende det ene bryn.

[Deleted]

Ingen der kendte til dette sted blot en smule ville kunne give slip på Liya, selv hun måtte have svært ved det, det var som hendes ånd endnu var til stede, uanset hvor man så hen, så forestillede man sig Liya gå rundt og beskæftige sig med noget som bare fik timerne til at gå, som regel var det sammen med Nathaniel og hun havde virkelig nydt at se dem som det. Et sted var hun vel en smule jaloux? Hun var vant til Matthew, der var ikke megen romantik, dermed ikke sagt at det ændrede følelserne for de værdier han måtte bære på var hun så dybt forelsket i som noget andet, og der var ingen tvivl om at hun var glad for Matthe og omvendt, men at se Nathaniel og Liya sidde der ved beggen og bare holde om hinanden, det var ikke noget hun selv havde prøvet, ikke med Matthew om ikke andet. Han gav hende oplevelser på mange andre måder, men Maurus var den som havde sat sig i sandet, været der for hende da hun virkelig behøvede det, kigget stjernerne med hende, desuden havde hun slet ikke været i live om ikke han var endt med at dukke op, en tanke som faktisk måtte skræmme hende en smule. At få begge var virkelig ikke noget som Eniqa måtte se på som nogen mulighed, det var jo som sådan ikke normalt, det var jo inden for normen at to personer som måtte elske hinanden dannede par og det måtte være det, men 3 personer? At han overhovedet gav hende muligheden for at træffe dette valg var noget som overraskede hende og sammentidig satte en enorm glæde i hende, en spirrende bobel af håb, det neeste der holdte hende igen var tanken om det valg de to ville tvinge hende til at tage og Matthew kunne hun ikke forlade, hun elskede ham højere end hendes eget liv, problemet var jo at det var netop det samme med Maurus. At se ham ligge der påvirkede hende selv på måder som hun ikke ligefrem havde regnet med, og det var så tydeligt at læse i hendes blik end noget som helst andet. Hjertet hamrede fast mod brystet, hun betragtede snitsåret for sig, normalt ville hun være stolt over at have skåret det så rent, men taget i betragtning af hvem som hun havde skåret det på så tog det i den grad end del af den enorme stolthed fra hende det var der ingen tvivl om "En mand du kan være stolt af" lige her måtte ENiqa i den grad holde fats, også selvom hun var en smule fraværende udelukkende fordi at Maurus optog alt hendes tid, hun kunne ikke slippe ham af syne. Tårerne tvang hun tilbage, at græde mere ville heller ikke gavne hende på nogen måde. Hvilke konsekvenser dette måtte have for ham det vidste Eniqa virkelig ikke, havde hun så ville hun i den grad også have nægtet ham det sjælen var en stor del, det var der alt måtte ligge hun ønskede ikke at han måtte ofre lidt af sin for hendes ulykkelige kærlighed, om hun så behøvede Maurus eller ej "Det var hurtigst.. Renest" indrømmede hun stille, det var trods alt de eneste grunde til at snittet var blevet lagt lige præcis der Blikket endte mod ham et sted fortvivlet og dog med det lilel håb "Jeg vil frygtelig gerne tage imod, Nathaniel. Men han ønskede virkelig at gå i døden da han var overbevist om at jeg ikke kunne være ved hans side.." hun sukkede tungt. Igen var hun ukocentreret til hun hørte ham tale igen. At høre Nathaniel sige de ord det kom virkelig bag på hende, det var i den grad ikke ventet! Læberne spillede ud i et smil "Du har virkelig stået i for mange gift dampe, Nathaniel. Du har en smule kendskab til Matthew, han har en ejer følelse uden lige, han ville aldrig dele mig.. Desuden så ville Maurus aldrig nogensinde trække mig tæt på hvis Matthew også var der, han er en mand af romantik" påpegede hun stille. Det var sandt, selv ville hun ærligt ikke have noget imod at bryde normen hun tvivlede dog på at de ville have det ligesådan?

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad ingen.. foruden Nathaniel, Liya, Faith, Kimeya og dem som havde holdt til i Marvalo Mansion dengang, var de eneste som vidste, at Liya faktisk havde været hans datter af kød og blod. Så det var i sig selv noget som var ukendt for Eniqa når det kom til det store og hele. Han havde bestemt ikke de samme meninger som han havde før i tiden og det var helt sikkert. Han havde normalt stået helt fast på sine meninger, men lige her, var det virkelig anderledes. Han kendte udmærket godt til Matthew og nu hvor han måtte liggge syg hjemme, så var det vel bare det faktum, at skulle drage nytte af situationene. Det ville han da have gjort hvis han havde stået i hendes sted. Han betragtee hende roligt. Dette var noget som han virkelig sjældent gjorde, hvilket han så heller ikke kunne komme udenom. Dette var kræfter som han normalt ikke var særlig meget for at lege med, men lige for Eniqa, så følte han også at han kunne være det bekendt i den anden ende, det var helt sikkert også noget som Eniqa måtte være klar over, for det var virkelig avanceret. De var to som var i stand til at skulle gøre brug af alkymi på denne måde og hans modpart til dete, var ikke noget som han var meget for at anerkende, at han havde været tæt på på en måde, som slet ikke burde være sket. Hun havde været en lærling og nær ven - den gang vel at mærke, det var i den grad også helt sikkert på alle måder. Håbet kunne han se noget så tydeligt i hendes øjne og det var noget som i sig selv, fik ham til at smile. Det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovdet, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så kunne man ikke rigtigt gøre noget ved det. Han smilede et stille smil og trak svagt på skuldrene. At det var lidt mere end det som hun havde regnet med, var noget som faktisk også måtte more ham en god del, det var der heller ikke nogen som helstt vivl om overhovedet. "Det gør det nemmere for mig," sagde han roligt. Han lod lot Maurus ligge og med blikket hvilende på hende istedet for alt det andet i den anden ende. "Hans handling har været egoistisk og som jeg er sikker på, at du ved, så er den lavet på fuldkommen forkert grundlag." Han hævede sigende det ene bryn og uden at skulle tage blikket fra hende på nogen måde. Han stod og gav hende denne mulighed. Det var ikke en som særlig mange ville have takket nej for, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende. Han blev stående uden at rokke sig det mindste overhovedet. "Jeg kender udmærket til Matthew, men jeg ved så også at han ligger syg. Det er en glimrende mulighed til at tage fordel af situationen." Det var normalt aldrig noget som han ville råde nogen til, men lige her,var det vel også en anelse nødvendigt for at få hende til at forstå hvad han måtte hentyde til. Han rystede smilende på hovedet. "Jeg har bestemt ikke stået i nogen giftdampe min ven.. Tvært imod. Der kommer vel mange gode ting ud fra at være sammen med en som Liya.. Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed." Han betragtede hende med et roligt blik. Det var nu alligevel alvorligt. Det havde været så tæt på at gå galt, det var der ingen tvivl om overhovedet. "Jeg har altid været en mand af retfærdighed ikke sandt? Gjort mit for at holde blodslinjen så.. ren som det var mig muligt. En ganske særlig ting som jeg må fortælle dig omkring mig og Liya. Hun var min datter.. af kød og blod." Han blev stående og uden at tage blikket fra hende. "Meget ændre sig under omstændighederne som kræver det. Ligesom min situation gjorde med Liya. Jeg elsker hende for højt til at slippe hende, hvorvidt om hun er min datter eller ikke... Du elsker Matthew og du elsker Maurus.. jeg gik for det som jeg ønskede. Jeg vil synes, at du skal gøre det samme, uanset situationen," afsluttede han roligt og med en ganske så bestemt tone. Han tøvede virkelig ikke i sin udtalelse der.

[Deleted]

Enhver bar sine hemmeligheder og det vidste Eniqa, på trods at hun følte hun måtte kende Nathaniel utrolig godt efterhånden så vidste hun også at der var hemmeligheder som end ikke blev betroet hende, og at han avr en mand af mange mysterier, hun ville ikke spørge til noget som helst, han fortalte hende hvad han mente hun burde vide og det var det som hun måtte have troen på også denne gang. Enhver erfaring kunne ændre et menneskes sind, og hun var slet ikke i tvivl om at det var noget som Nathaniel måtte have oplevet. Der var ikke blot tale om utroskab som det jo i virkeligheden måtte være, hun var sammen med Matthew og elskede Maurus, der var også tale om hendes brødre som de begge to måtte være, noget som kun gjorde det langt mere forkert hvad end de ville det eller ej. Matthew havde ganske vidst haft en fyrgtelig hård tid, men efterhånden som dagene gik kunne Eniqa kun kende ham mere og mere og det lettede hende jo rent faktisk, det gjorde om ikke andet det hele lettere specielt i denne periode hvor hun hverken sov eller spiste særlig meget, for at være ærlig havde hun ikke rigtig lyst til at lave andet end at græde, ligesom da det havde været ham som var gået bort og Maurus havde sat der som hendes trøst, hjulpet hende igennem. Der var ingen tvivl om at Eniqa virkelig var overrasket over hans tilbud, flere gange måtte hun tage sig selv i en forestille sig hvordan det ville være at have ham i den levende live igen, hun savnede ham virkelig, at sige nej til dette ville være direkte dumt, hvad hun så måtte frygte ville være enten at miste Matthew eller skænke Maurus endnu mere af den forbandede lidelse, hun ønskede ikke at se ham så opgivende som han havde været den ant, tigget og bedt hende om at fører den kniv til hun havde valgt at gøre det og udelukkende for at bevise for ham at kærligheden til ham måtte være ligeså stor som til Matthew, men hvad pokker skulle de bruge det til nu hvor han var gået i døden? Enhver bar skeletter så vel som hemmeligheder, hendes lå specielt i tiden fra hun havde været hos Jaqia. Der var sket ting som end ikke hun ville kendes ved, ting som tog en smule af hendes stolthed. Hvad værre var at uanset hvad Jaqia havde gjrot af modbydelige ting så kunne hun ikke hade hende, hun var en ven, en rådgiver og uanset hvad så ville hun altid være en kvinde hun måtte nærer den positive respekt for hvad end hun ville eller ej. Håber var der i allerhøjeste grad, tanken om at have mistet på den måde, hun holdte af ham, døden var ikke ment for ham, ikke endnu om ikke andet. Eniqa eget blik havde forladt Maurus hun brød sig ikke om at se ham ligge der også fordi hun vidste at hun måtte være skyld i det, ganske koncentreret måtte hun betragte Nathaniels blik istedet. At takke nej ville virkelig være dumt men.. "Uanset hvor syg Matthew end er så er han ikke dele typen" hun fremtvang et liklle skævt smil som alligevel endte i en grim grimasse hun kunne simpelthen ikke lade være. At han så valgte at åbne op for hende, afsløre en hemmelighed det lod virkelig kun nysgerrigheden drives, når han fortalte hemmeligheder så var det af gode grunde som intet andet. Hans ord overraskede hende i den grad. Liya havde været datter af Nathaniel? Hans egen afdøde kone var hans datter? Når hun tænkte over det så var Liya som sådan også snydt ud af næsen på ham, de mørke store øjne, det mørke hår og ligeså den smukke hud, mange klare ansigtstræk de måtte dele "Jeg.. Den havde jeg virkelig ikke regnet med, jeg er kun glad for du overskred den grænse jeg kunne se kærligheden i dit blik, det kan jeg stadig når du nævner hendes navn.. Men du stod med Liya.. En kvinde uden grænser, for hende betød det intet om du så havde været hendes bedstefar.. jeg står mellem to mænd, de ønsker begge at jeg skal tage et valg og ingen af dem forstår at det ikke kan tages, jeg vil ende med at miste den ene" hun trak fustreret på skuldrene, igen måtte en stille tårer falde over hendes kind, det plagede hende virkelig!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en meget indelukket person når det kom til hans hemmeligheder, men han var virkelig typen som åbnede op på den måde overfor alt og alle, det var i den grad også helt sikkert og på alle de tænkelig måder, det var ikke noget som man skulle betvivle på nogen som helst måde. Han var lukket når det kom til hans egen fortid og specielt hvad angik hans liv, så kendte Eniqa til frygtelig mange af hans meninger og holdninger og incest var bestemt ikke noget som han havde sat højt. Det var i den grad frem til at han havde fundet ud af den hemmelighed som end ikke havde været kendt for nogen af dem. Det havde virkelig skabt komplikationer det første lange stykke tid, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på nogen som helst måde overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. Lige nu var han ganske så rolig, det var der ingen tvivl om. At hjælpe andre, fik han det meget bedre med, det fik ham til at tænke på lidt andre ting og glemme hans egen intense smerte, også selvom han vidste, at det var noget som han måtte bære med sig resten af livet, uanset hvor meget han så end måtte hade den tanke, for han hadet virkelig konstant at skulle blive mindet om, at han nu endnu en gang måtte være alene. "Han er ikke deletypen, så meget har jeg fundet ud af, Eniqa.. Blot ud af det lille kendsskab jeg har til ham personligt," sagde han roligt og ikke mindst med en ganske så ærlig og fredelig stemme. Han ønskede ikke at skændes eller diskutere med hende på nogen måde, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. At hans ord måtte overraske hende, var noget osm svagt måtte få ham til at smile. Det var nok ikke lige det som mange ville forbinde med ham. At gifte sig med sin egen datter, når de nu var frygtelig godt kendt med. Han slog armene roligt over kors og uden at skulle fjerne blikket fra hende det mindste overhovedet. Han nikkede til hendes ord og med et svagt glimt i øjet. At snakke om Liya, var altid noget som fik ham til at smile, uanset hvor ondt det måtte gøre at snakke omkring hende overfor ham og specielt i øjeblikket. "Min kærlighed til hende vil aldrig forsvinde. Den vil aldrig dæmre og jeg ved allerede nu, at dette er noget som jeg må bære med mig resten af livet." Liya havde virkelig været hans liv og hele hans verden, uden hende så faldt den virkelig bare sammen som intet som helst andet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket stille mod Maurus. Den mand havde alle muligheder og han havde valgt at tage den lette udvej. Det havde han aldrig nogensinde selv gjort og det ville han heller aldrig nogensinde komme til. Han så roligt på Eniqa igen. "Udnyt situationn med Matthew.. Forbered ham på, at Maurus kommer hjem, så snakker jeg Maurus til fornuft?" foreslog han roligt. Han gav hende virkelig hver eneste lille løsning og hver eneste lille mulighed her og han ønskede virkelig bare at hjælpe hende. Hun var en nær veninde af ham og det var dem som han i den grad måtte sætte som det forreste. "Det betød måske intet for hende, men det gjorde det i den grad for mig, da jeg fandt ud af det. Jeg brød op med hende dengang." Han var ærlig. Det havde virkelig været en kamp uden lige, men han havde aldrig nogensinde givet op og det var det som var pointen. Maurus havde valgt at give op og det var noget som Nathaniel måtte nægte ham. "Jeg hjælper dig, hvis du beder mig om det, Eniqa .Det er noget som du må huske." Han hævede sigende det ene bryn og med blikket roligt, dog alvorligt hvilende på hende. Det var store kræfter at lege med og specielt i den tilstand som Nathaniel måtte befinde sig i. "Jeg opsøgte Liya selv efter jeg havde gjort det slut og der var hun så tæt på at falde fra mig." Han var ærlig og intet som helst andet lige for øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville bryde sig om eller ikke. Han havde ikke altid taget de smarteste valg.

[Deleted]

Eniqa var udemærket klar over at Nathaniel på det punkt var en frygtelig indelukket mand, han var ikke den type som direkte gik og delte ud af hans mange hemmeligheder, derfor var det stort og med en helt bestemt mening når han endelig afslørede dem,s pecielt for dem som intet som sådan havde at gøre med dem. Lige her måtte Eniqa i den grad også føle sig en smule begæret over at han valgte at åbne op sådan for hende, for hun følte sig virkelig fortabt når hun stod der, vrøvlede ud om alle hendes mange problemer og dilemmaer mens han blot måtte lytte og råde hende og uden at komme af med det mindste selv. Hvad angik incest så havde Eniqa altid kendt til hans holdninger og meninger, hun var den som snakkede med ham dengang det gik op for ham at Faith og Kimeya var søskende hun havde hørt de stærke meninger og vidste at han foretrak at holde sig væk fra den linje, endnu en af grundende til hun ikke havde været meget for at han skulle kende til det faktum at Matthew i virkeligheden var hendes bror. Nu forstod hun hvorfor han tog det så pænt, der var et stort skridt fra bror og søster og til far og datter, ikke at det fik hende til at foragte ham på nogen måde, de var endnu hendes store forbillede og hun havde virkelig respekt for den kærlighed som havde hvilket imellem dem. Blidt strøg hun de ureagerlige krøller bag øret, blikket hvilede så fokuseret på hans hun ville ikke se på Maurus det virkede så forkert at han måtte ligge der, så kold og så død og udelukkende på grund af hende, hun var den som havde taget livsmodet fra ham. Hvad angik Matthew så var han en hård mand og det vidste absolut alle, hun vidste sig også at Nathaniel ikke måtte bryde sig specielt meget om ham, og hun forstod udemærket hvorfor hendes eget første kendskab til Liya havde jo heller ikke ligefrem været det bedste da hun var kommet for at besøge Matthew, efter en enorm lang rejse fra Procias kun for at finde ham i fuld gang med hende, endnu et syn som kunne hjemsøge hende i de mange mareridt hun hadede det! ".. Og jeg vil ikke miste ham.. Jeg ønsker heller ikke at vække Maurus blot for at kaste ham væk" fortvivlelsen dryppede i hendes svage tone, hun stod virkelig i en situation klemt mellem to lus og hun kunne ikke fordrage det på nogen måde, Matthew var manden i hendes liv, hun elskede ham som intet andet, men det samme var der jo med Maurus. Kunne hun ville hun hellere end gerne have dem begge ved sin side, men ville de to nogensinde gå med til det? Hun tvivlede ærlig talt. Det stik han måtte føle i hjertet når han talte om hende det følte hun selv og det var faktisk ubehageligt! "Jeg tror ikke hun ønskede du skulle glemme den kærlighed. Bare at du skulle være lykkelig" igen måtte hun tvinge det stille smil frem udelukkende for hans skyld. Livet var desværre så ukontrolleret fra et sekund kunne det ændre sig, eller ødelægges fuldstændig. Blikket lyste op. Hun havde haft det umuligt med at overbevise Maurus om at livet var den rigtige vej, men at overbevise ham om at komme til hende? "Nathaniel.. Det lyder.. Perfekt. Men.." hun bed sig fast i læben ".. Hvad skal jeg sige til Matthew? Han går ikke med på delingen tro mig" hun så lettere usikkert ned. Det var pinligt at stå som dette ingen tvivl så håbløs. Tanken om at Nathaniel var gået fra Liya virkede så pokkers uvirkelig når man havde set dem sammen, den stakkels kvinde fungerede ikke uden ham ved hendes side så meget vidste hun "Men pointen er at i elskede hinanden højt nok til at udvinde den dæmon.. Tror du ærlig talt at Matthew ville gøre det samme for mig? Han kan få enhver kvinde, nyde livets goder, tror du han elsker mig ligeså højt som du elskede Liya og være villig til at opgive den stolthed for mig som du gjorde for hende?" glimtet i hendes blik avr usikkert, det var tydeligt, med alt som den mand kunne få så var hun faktisk lidt i tvivl, bestemt ikke en behagelig følelse "Jeg vil virkelig gerne have din hjælp.. Jeg er bare.. Bange" påpegede hun stille en smule indrømmende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var virkelig ikke fejlfri og han vidste det jo udmærket godt. Han kunne slet ikke tælle hvor mange fejl han havde lavet igennem hans liv, men han havde lært af dem og det var som regel på den hårde måde, men det var vel også sådan, at man lærte bedst når det kom til det store løb? Hans blik forlod dog ikke Eniqa på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kunne og måtte bare forstå, at man sagtens kunne få det som hjertet ønskede, selvom det var noget som fornuften havde været så voldsomt meget imod. Han kendte Matthew nok til at vide, at manden var i besiddelse af et forbandet stort beskyttergen når det kom til stykket, for ikke at glemme den forfærdelige ejerfornemmelse, så skulle det nok vise sig, at virke i den anden ende, det var Nathaniel så sandelig ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Eniqa var en frygtelig nær veninde af ham, så det var noget som selv gjorde, at han ikke havde det slemt ved at skulle åbne sig op overfor hende og selv påpege at han var en mand med skeletter i skabet, for det var han i den grad. Selv der hvor hans egen fortid måtte være så frygtelig ukendte for de fleste, så var han nu alligevel en mand som man skulle passe på når det kom til stykket. At Matthew var hendes bror, var i sig selv en nyhed som havde nået ham, så det var ikke noget som han egentlig måtte tage så frygtelig tungt lige for tiden. Havde det været for nogen år siden, så havde hans reaktion helt sikkert været fuldkommen anderledes end det som den var endt med at blive, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. "Der er absolut ikke nogen som vil påstå at du behøver at skubbe ham væk fra dig, Eniqa," påpegede han med en rolig og sandfærdig stemme. Han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle hæve stemmen, selvom det virkelig måtte frustrere ham, at hun ikke kunne fortælle ham hvorvidt om han skulle give hende denne hjælpende hånd eller ikke. Det var nu forbandet sjældent, at han tilbød den på denne måde, så det var ikke noget som skete hver eneste dag, det var også helt sikkert. Selv ikke i disse dage. Han sendte hende et stille smil. "Du har ganske ret. Jeg vil hverken kunne glemme hende eller den kærlighed som vi delte. Netop derfor ved jeg allerede nu, at jeg aldrig vil kunne blive lykkelig med en anden kvinde." Han talte lige ud af posen, da det i sig selv, også var det som han måtte have det bedst med, det var der heller ikke nogen som helst tvivlv om overhovedet. Han var ikke kendt som typen som normalt ville pakke det ind og specielt ikke når det var noget som lå ham så frygtelig nært til hjertet, for det i sig selv, var noget som han sjældent ville vise overfor nogen som helst. Han ønskede virkelig ikke at stå svag og sårbar og her stod han. Han havde det virkelig værre end det som han nogensinde havde haft det før. "Jeg tror du dømmer Matthew alt for hurtigt. Jeg har set ham i hans blik når han omtaler dig, Eniqa." Han hævede roligt den ene pegefinger, blot for at understrege det klare og noget så tydelige alvor i hans egen stemme. Det var alvorligt dette her. Han ønskede at hjælpe hende og ikke at stille hende i en situation som hun automatisk måtte placere sig selv i. Det var ikke noget som han brød sig om, det var i den grad også helt sikkert på denne her måde, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var der ikke alverdens at skulle gøre ved det. "Vi udryddet den dæmon mange gange, vi har haft vores kampe og nu står jeg alene med den værste igennem mit liv og du har stadig muligheden til at skulle undgå den. Han elsker dig, Eniqa.. Jeg nægter at tro på, at han vil gå til andre," afsluttede han roligt og klart med et alvor i stemmen. "Liya var mit liv.. Som du er Matthews. Jeg tror virkelig du undervurdere ham og det som han er villig til at gøre for dig." Han lagde hovedet let på sned. Det var jo op til hende. Skulle han hjælpe hende eller skulle han lade være med det?

[Deleted]

Ingen var fejlfri på et eller andet tidspunkt i enhvers liv måtte man begå dem, store som små, nogle fik kosekvenser andre var man heldig at være i stand til at rette op på. HUn havde begået så frygtelig mange fejl. Fejl som i sidste ende havde kostet hende Maurus og som alt for hurtigt kunne koste hende Matthew ligeså. Hun var ærlig talt bange for at begå endnu en og hun ønskede ikke at være egoistisk og bede dem om noget så stort som at dele hende bare som sådan. Maurus døde skikkelse måtte hun virkelig kæmpe for at holde blikket fra, at se ham ligge der kold og død det virkede så frygtelig forkert, bare tanken om at skulle se ham sætte sig op, sende hende hans naturlige varme smil, det var noget som kun måtte sætte det spirende håb i hende, men at få hvad hendes hejrte måtte ønske den betvivlede hun virkelig også selvom det var en tanke som hun måtte hade. Matthew var uden tvivl en mand for sig selv, nøjagtig ligesom Maurus. Den store beskytter og ikke mindst med den forbandede ejerfornemmelse, hun var ikke en genstand og dog så nød hun at han måtte være så pokkers stolt af at være sammen med hende. Det lettede hende vel et sted? Maurus var ligeså dan bare på en ganske anden måde. Han var romantikeren, den lidt originale hvis man kunne kalde det som sådan, han ønskede det store, et par i bedste forstand t mennesker som måtte elske hinanden og dele hverdagen og hun ønskede det samme, men det skulle ikek være på bekostning af Matthew og det samme omvendt, hun ønskede at være sammen med Matthew men ikke på bekostning af Maurus, hvorfor så overhovedet vække ham? Et suk forlod hendes læber "Det er stort at bede dem om, og med deres stædighed.." hun bed sig fast i den bløde underlæbe, skævede endelig tilbage mod den døde krop på trods hun hurtigt måtte ende med at fortryde at det var sket. Hjertet hamrede de faste slag mod brystet, det var som om den film måtte køre i hendes sind konstant. Hun ønskede Nathaniels hjælp ingen tvivl, hun måtte vel bare tage chancen? At ham og Liya havde elsket hinanden så højt at de havde vundet over de dæmoner det var virkelig noget som Eniqa på alle måder måtte beundre, deres kærlighed generelt set. At han så måtte udtale sig om Matthew på den mdåe varmede hende et sted.. Havde Nathaniel set det samme glimt i Matthews øjne når han talte om hende, som hun når når Nathaniel talte om Liya? Inde bag den sårede maske var der at ane et lille smil ved den blotte tanke. Hun var ikke i tvivl om at Matthew elskede hende, hun var bare i tvivl om om den kærlighed var stor nok til at skulle bære en så stor tjeneste som det jo måtte være "Jeg dømmer ham måske for hurtigt, men jeg har kun at gå ud fra hvad han har vist mig" påpegede hun stille. Hun lyttede til hans ord omkring LIya. Det var som en lampe blev tændt i hendes skal. Smilet spillede en smule om hendes læbe, det var vel i virkeligheden et forsøg vlrd? Hvad nu hvis det rent faktisk gik? Håbet boblede "Du har ret.. Jeg burde virkelig prøve.. Jeg vil meget gerne have din hjælp, Nathaniel" hun var pludselig blevet frygtelig selvsikker, hvad nu hvis det virkelig kunne gå hen og rent faktisk ende med at skulle blive til en virkelig? Den blotte tanke måtte hun på alle måder elske.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var temmelig sikker på, at Mattew nok ikke ville opgive Eniqa bare sådan uden videre. Han havde selv set glimtet i Mattews øjne de gange hvor de havde stået overfor hinanden, så han kunne da tydeligt se, at Matthew virkelig elskede hende. At hun så betvivlede hvor meget det faktisk måtte være, var nu noget af det værste af det hele set i hans øjne, det var der ingen tvivl om. Han stod der og havde mistet det hele og han nægtet virkelig at skulle være egoistisk set for sin egen skyld. Der satte han simpelthen bare foden ned, det var virkelig noget som han bare måtte nægte i den anden ende, uanset hvor meget hun ville det modsat eller ikke. Selv var han bestemt ikke uden fejl og det var også noget som han ønskede at få frem, for han var faktisk virkelig træt af, at så mange måtte se på ham på en anderledes måde, udelukkende fordi at han var den mand som han måtte være. Det var faktisk ganske frustrerende. Han lærte selv af sine fejl og han havde selv måtte kæmpe frygteligt for det som han havde. Ikke bare mod andre, men i den grad også overfor den største modstander; Ham selv. Han stod selv overfor den værste kamp som han allerede nu vidste, at han ville være i stand til at skulle kæmpe resten af hans liv, og den var virkelig så frygtelig forfærdelig i den anden ende. Han kunne simpelthen ikke have det! Han betragtede hende med et stille og roligt blik, ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han trak ganske svagt på smilebåndet. "Du dømmer Matthew alt for hurtigt. Sidst jeg så ham, skænkede han mig sin sjæl for at sikre sig, at han kunne være sammen med dig, Eniqa.. Han gjorde virkelig alt som stod i hans magt. Jeg tror ikke du ved lige hvor meget han faktisk elsker dig." Han var virkelig ikke andet end ærlig overfor hende, det var helt sikkert. Alt andet var virkelig helt uaktuelt. "Matthew har mange lighedstræk med mig selv. Liya åbnede mig op for 60 år siden og viste mig, at jeg kunne blive lykkelig igen. Matthew har brug for det samme. Han må bare vide, at du har valgt en vej som han må acceptere. Han må vise støtten og du må vise at du har brug for den." Han lod hovedet søge let mod den ene side og med blikket hvilende på hende. Nu hvor han stod i denne situation, kunne han udmærket godt mærke savnet til Liya, selv bare det, at det var så frygtelig forkert at omtale hende i datid. Han hadet det virkelig! Han nikkede roligt til hende. "Jeg gør kun det som du ønsker og beder mig om, Eniqa.. Fortæl mig hvad det er som du ønsker af mig.. åbent og fredeligt," sagde han med en ganske rolig og stilfærdig stemme. Han slog hænderne let sammen. Allerede nu var han mere eller mindre klar til at køre igang det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Hun skulle bare fortælle ham helt konkret hvad det måtte være, at hun måtte ønske. "Jeg ved at de begge må sidde med en stædighed.. Den ligger jo trods alt til familien." Han hævede sigende det ene bryn og uden at skulle se væk fra hende. Der hvilede en tydelig hentydning i de ord, det var i den grad også helt sikkert hvad end om det var noget som hun ville eller ikke.