Livin' nightmare!

[Deleted]

Vinden ruskede i træerne. Himlen var malet af en lettere lyseblå nuance. Det var endnu ikke morgen, men det var efterhånden godt på vej. Solen kunne lige og lige anes et sted i østen. Fuglene var allerede begyndt at synge det var så frygtelig tideligt. Eniqa var allerede oppe. Et mareridt havde igen i nat vækket hende, det var efterhånden altid den samme. Blikket gled mod Matthew der trygt hvilede i sin rolige søvn. Hun færdiggjorde den seddel med sin nydelige håndskrift og lagde den på hendes pude 'Er gået en lille morgentur, jeg tager lidt mad med hjem, hver ikke bekymret. Elsker dig - Eniqa'. Kenara løftede dovent hovedet og så på hende, dog selv for træt til at skulle følge hende nogen steder. Slapt hvilede hende arme ned langs hendes side, Nathaniel boede ikke langt herfra så meget havde hun fundet ud af, og ligenu behøvede hun virkelig hjælp. Ganske roligt måtte hun liste på spidsen af tæerne ud af hulen ud i den fri natur. luften var endnu en smule kølig, det var trods alt stadig nat, noget som hun ikke havde fået med sig, hun følte hun havde været oppe i det som måtte minde om timer. Tankerne kredsede sig om de billeder fra det hæslige mareridt! Hver eneste nat startede det som det sødeste overhovedet, Maurus over hende, plantede de blide kys ned over hendes hals mens stønnene brød begges læber, til han pludselig havde en kniv i hånden som han måtte sætte for hendes strube, hver nat var hans sidste ord forskellige inden hun måtte dø, som regel var det langt fra positivt og appelerede kun til hendes samvittighed. Hjertet hamrede som intet andet, det gik ikke mere, hun måtte have hjælp, den sorg og den samvittighed var for stor til at hun kunne leve med den. Matthew var blevet mere rolig, ikke nær så bange for når hun gik en tur og han havde om ikke også valgt at tilgive hende for hendes lille sidespring, havd der overraskede hende var at han end ikke var blevet sur. Skridtene var målrettede ikke specielt elegante, mere faste og ekstremt dominante. Intenst måtte hun lytte efter det rindende vand fra bækken. Blodet over hendes tøj, blodet overalt på kroværelset og med de ord som hun havde skrevet, det kunne ikke være mere tydeligt? Det mord var uden effekt, hun var såret, ikke mindst længselfuld efter bare at høre hans stemme igen også selvom det var noget som var hende forbudt at sige. Dagene med Matthew havde været nemme, han havde været omkring hende, trøstet hende, han vidste jo hvordan hun måtte have det med at udgyde blod det var vitterligt ikke noget som hun var god til. Vinden legede med de blonde lokker, endelig måtte hun høre vandet, hun satte en smule i løb til skyggen af Nathaniel og Liyas hus viste sig, hun var jo klar over at han selv havde mistet derfor havde hun det ikke godt med at trænge sig på men.. Ganske stille troppede hun op for hans dør, hun vidste at han måtte have hans lig efter hun havde sent besked, men se det det kunne hun virkelig ikke. Lettere tøvende måtte hun gøre nogle faste bank mod den lille trædør.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var virkelig ikke andet end direkte knust. Ikke tudet han, ikke sov han og han spiste kun lige når han huskede sig selv på det. Efter at Liya var forsvundet og gået bort fra ham og endda på bryllupsdagen, så havde han virkelig ikke været at skulle genkende. Han sad med snuden i sine mange bøger, blot i et desperat forsøg på at skulle finde noget andet at tænke på, også selvom det virkelig ikke var det nemmeste på nogen som helst måde overhovedet, det var der ingen tvivl om. Hele huset var fuldkommen mørkelagt, alt var stille og alt var mere eller mindre et stort rod. Han havde grædt så ekstremt mange tårer, at han ikke kunne græde flere. Der var simpelthen ikke flere at græde af. Han følte sig tom indvendig og det første som var sket, var at han var røget direkte tilbage til de ældgamle vaner. Han sad inde med troen på, at det slet ikke var hans mening, at skulle være lykkelig, uanset om han ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget at skulle gøre ved den sag. Han så stille op, da det bankede på døren. Han var træt, det var tydeligt, men han kunne simpelthen ikke finde roen til at skulle sove. Faith havde været ham en hjælp, selvom det virkelig ikke var noget som han ville takke sig til. Han ville ikke komme og tage plads i Marvalo Mansion. De havde i den grad også deres at tænke på, så han havde valgt at blive her, fanget i alle de minder omkring Liya. Ringen bar han stadig, også selvom han var mest fristet til at lægge den og lade døden komme og tage ham istedet for. Han vidste at den letteste udvej i den grad ikke var den som man skulle gå, det var også helt sikkert i den anden ende, selvom det nu ikke var noget som han var meget for. Han bad sine bønner hver eneste dag, ikke bare ved sengen, men i den grad også ved Liyas gravsten. Han kunne virkelig ikke tro det.. at hun virkelig var væk, efter så mange år hvor det virkelig kun havde gået i den rigtige retning. Han kunne simpelthen ikke tro det! To gange havde han mistet nogegt så frygtelig værdifuldt. Hvorfor?! Masken hvilede på bordet og gjorde ikke andet end at samle støv. At det banket på døren, var noget som han tydeligt kunne mærke. Hvem skulle da komme på denne tid af natten? Maurus lå gemt under et hvidt klæde i et af de baglokaler som de havde. Det var lavet udelukkende til alkymi. Han havde bare det problem, at han ikke rigtigt var fristet til det ene eller det andet. Eniqa havde aldrig set ham uden masken, men lige nu.. han ville ikke engang besvære sig med at skulle tage den på. Han rejste sig stille, kæmpet sig igennem sit rod og ud til døren, hvor han blot tvang den op. Det var sent om natten.. eller tidligt om morgenen hvis det skulle være sådan man måtte se på det. At se endnu stå ved døren, var ham dog en overraskelse. De mørke øjne og uden så meget som en eneste gnist viste sig så tydeligt i hans blik. Han havde selv fået hentet Maurus. At hjælpe den arme mand gjorde han med største glæde. "Eniqa.." begyndte han overrasket. Som normalt, så prøvede han at lade som absolut ingenting, selvom det virkelig ikke var enkelt. Han manglede virkelig Liya. Han trak vejret dybt og flyttede sig, så hun kunne komme indenfor. "En højst besynderlig tid at dukke op på," afsluttede han stille og med en ganske så ærlig stemme. Han sank klumpen i halsen og selv med den naturlige knude i det indre. Alt var kaos i det indre. Det var der han græd, det var der han var urolig og det at være så knust.. det var bare ikke ham naturligt og det var noget af det som han virkelig bare måtte hade og mere end noget andet!

[Deleted]

Sorg var virkelig en af de værste følelser som ENiqa selv måtte kende til, ikke nok med hun havde oplevet den da Matthew var gået bort og samme aften var hendes datter blevet taget fra hende, han var nået hende igen men nu var Maurus væk og alt han havde efterladt sig var et stort tomt hul i hendes bryst, det var virkelig uudholdeligt! At det var en besynderlig tid at dukke op på det havde Eiqa virkelig ingen idé om, hun havde været oppe flere timer, og selvom hun var fyrgtelig god til at tyde naturen så var det end ikke noget som hun gad at besvare sig med, hun behøvede hjælp og hun vidste at han sad i sorg men han var også den eneste hun kunne komme i tanke om, han var trods alt også den hun var gået til med hensyn til liget, han havde set det kroværelse som hun havde efterladt det. En sort kjole hang om hendes skikkelse, fremhævede hendes kvindelige krop, der var noget symbolsk over den, specielt efter at den sorg havde ramt hende hun var absolut knust. Først nu hvor hun måtte stå og vente på Nathaniel måtte det gå op for hende at der var koldt, men også stille. Hun var vant til at høre latter inde fra hytten når han sad med Liya, hun var vant til at lytte til deres lykke, eller møde den blide kvinde foran huset her når hun selv var på vej for at opsøge Nathaniel noget som faktisk måtte ske ganske meget den seneste tid. At han kom ud og åbnede rev hende straks ud af trancen. Det første de blå øjne måtte falde på var det vansirede ansigt. Chokket var ikke til at skjule også selvom hun virkelig prøvede. Rodet kunne hun ane inde i stuen. hun knækkede en smule sammen som var hun gået i krampe, hans sorg var uudholdeligt! Hun følte det så stærkt at det borede sig i hende. Blikket gled mod ham, han skræmte hende ikke, hun vidste at den maske havde gemt på noget grimt, og nu hvor det var afsløret så var det heller ikke værre end som så. Ikke så meget som en solstråle måtte finde vejen ind i den hytte, han måtte virkelig være langt ude, hun huskede jo tydeligt hvordan det hele havde set ud da Liya endnu havde været ved livet. Han var tydeligt overrasket over at se hende, og selvom hun virkelig forsøgte at frmebringe et smil så var smerten for stor, specielt når han var så nær, han kunne ikke skjule sorgen bag den facade det ødelagde ham kun mere. Først ved hans kommentar gled blikekt omkring og det måtte gå op for hende at daggry end ikke var taget ordenlig til " Åh.. Jeg beklager virkelig at komme dumpende på den tid jeg vidste ikke.." hun sukkede hjælpeløst, allerede uden at have sagt så meget som et ord måtte hun kæmpe med tårerne, sikkert fordi at hans sorg også påvirkede hende "Jeg ved at det er en hård tid for dig, Nathaniel, du må endelig sige til hvis jeg kan være behjælpelig eller hvis jeg tager din tid.. Men jeg har virkelig brug for din hjælp" hviskede hun hæst. Hun vidste at det var meget at bede om men hun var nået derud hvor selv hun måtte miste livslysten hun var bare klogere end som sådan desuden holdte Matthew hende tilbage, hun behøvede råd.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathanie havde givet så meget efter for Liya som aldrig nogensinde før overfor nogen og hun var endt med at blive revet fra ham på den mest brutale måde. Latter og det rene lykke, var der virkelig ikke at finde på dette sted længere. Det som skulle have været lykke for ham, var endt i det rene helvede for den sags skyld, da han havde siddet med Liyas døde krop ind mod sin egen. Det havde virkelig været noget af det værste som han havde oplevet nogensinde før. At Eniqa var i stand til at skulle føle hans smerte, det vidste han ikke. Han var vant til tab, men lige dette havde ramt ham noget så frygteligt, at han ikke vidste hvordan pokker han skulle bebrejde det. Han gjorde nu det som han fandt som det letteste; Arbejde. Selvom Jason måtte nægte ham det, hvilket i den anden ende også måtte frustrere ham. Så var det alle de andre småting som holdt ham gående lige nu. Han sendte hende et svagt smil. Hendes chok kom nu ikke bag på ham. Det var et minde fra Liya nu, uanset hvor hårddt det så end måtte være, at skulle have med sig i den anden ende, så havde han virkelig ikke noget andet valg, det var helt sikkert. At hun fornemmede den smerte som han måtte sidde med hver eneste dag, det var ham faktisk helt ukendt. Han gjorde bare som han normalt og altid ville gøre. Han lod hovedet søge svagt på sned. "Er der noget galt?" spurgte han som det første, sådan som hun næsten måtte knække sammen? Han tog roligt hendes ene hånd i sin egen, idet han roligt rettede sig op for at få hende med sig. Han var der for hende og hun vidste det. Han rystede let afvisende på hovedet. "Jeg var oppe alligevel. Kom med ind og fortæl mig hvad der plager dig," bad han stille. Tiden havde han alverdens af. Det var jo også det eneste som han havd efterhånden. Han vendte blikket stille ind mod stuen. Normalt var der virkelig orden på tingene, men alt var virkelig bare kaos lige nu og han hadet det virkelig. Han kunne ikke fordrage når tingene måtte være ude af kontrol. Hun skulle slet ikke tænke på ham. Hvis der var noget som han ikke havde brug for lige nu, så var det i den grad medlidenhed. Det ville virkelig bare gøre ondt meget værre for hans vedkommende og behageligt ville han ikke just sige, at det måtte være. At hun næsten måtte kæmpe med tårer, kunne han udmærket godt se på hende og det var noget som faktisk måtte gøre ondt selv på ham. Han havde hørt og kendte til hendes tab af Maurus og det ramte ham nok hårdere end det normalt ville have gjort det, det var helt sikkert. Nu sad han selv igen med den følelse af et frygtelig stort tab. "Tidspunkt er ikke noget at tænke på, Eniqa.. Jeg kan ikke få hvilet alligevel." Han trak let på skuldrene som havde det været ingenting. "Kom med indenfor.. Jeg undskylder for rodet. Jeg ventede ikke gæster," sagde han roligt og med et let forlegent smil. At snakke med andre gjorde det nemmere for ham at glemme den sorg som han måtte sidde med på daglig basis og det lettede ham dog en hel del.

[Deleted]

Eniqa vidste ligeså meget som alle andre at Nathaniel og Liya havde genenmgået så meget for at skulle stå til det bryllup som var endt som et sandt helvede, at hun var endt med at gå i døden det gjorde hende ondt på alle måder, ikke mindst fordi hun vidste hvordan det føltedes at miste, også på de tidspunkter der skulle have været lykkelige, lige her måtte hun tænke tilbage på hendes fødsel for nogle år tilbage af den smukekste lille pige der brutalt var bælevet revet fra hende, den eneste grund til at hun stadig måtte være i live var på grund af.. Maurus. Et sted så måtte hun vel ønske at han aldrig havde været der? At hende og Matthew begge havde været døde idag og at han måtte have forelsket sig i Angel og glemme hende, for det var det som han fortjente og på den anden side så gjorde den blotte tanke ondt. Nathaniel kendte intet til den lile gave som hun måtte bære, faktisk avr det kun Maurus, Jaqia og hende selv der måtte kende til den, end ikke Matthew havde hun fået det fortalt til endnu, men ihvertfald den var ikke altid en elsignelse, det kunne hun i den grad stå inde for, ikke nok med at hun først måtte have følt Maurus smerte, derefter Matthews skuffelse over det som hun måtte have fortalt ham med hensyn til de følelser hun nærede for hans bror såvel som hun nærede for ham, og at det var gået galt den aften, nu var hun også tvunget til at skulle føle den dybe sorger som Nathaniel måtte gå med. Ansigtet var ikke et som hun havde set før, han havde altid maske på, det var som om han vidste når nogen kom, men det skræmte hende ikke der skulle ærlig talt mere til, specielt taget i betragtning af at hun havde skåret hendes egen elskers håndled over, skrevet med hans blod på væggene, hun kunne være lant mere bisar. Eniqa tvang et lille smil frem ved hans ord "Jeg kan bare fornemme at jeg ikke er den eneste der sidder med den dybe sorg" indrømmede hun stille- Hun kunne i den grad føle det fra ham og det var som menneskelig tortur! Hånden gled i hans, hun stolede på ham til fulde, ingen havde hendes tillid som Nathaniel han stod der i den grad for hende og det samme ville hun så vidt som muligt gøre for ham, modsat ham var hun bare ikke i stand til det på samme måde når hun selv sørgede "Jeg vil virkelig ikke forstyrre" hviskede hun stille, tvang sig selv til at rejse sig, det gjorde ondt! Huset var et stort rod, når hun var her plejede alt at være i skønneste orden og lyset kom ind alle steder fra, som hun havde set før ikke så meget som bare en enkel solstråle at skimte. Tårerne var så tæt på at skulle finde vejen frem, hvad der gjorde det værst var at han virkelig havde mistet Eniqa, hun havde selv slået Maurus ihjel og det havde virkelig ikke løst noget som helst "Det er helt okay.. Jeg har set værre" tilstod hun med en meget beskeden tone. Hun fulgte ham stille ind, det lignede noget der var løgn "Nath.. Du behøver ikke skjule det for mig, jeg ved det.. Jeg kan fornemme det, og tro mig jeg ved hvordan det er. Jeg er ked af at komme brasende, får du lyst til det samme så ved du hvor min hule er" hun sendte et stille forsigtigt smil også selvom tårerne virkelig pressede på, det gjorde frygtelig ondt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var klar over at hans egen smerte var noget så frygtelig intens som aldrig nogensinde før. Det var der heller ikke nogen hemmelighed i overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ej. Nu efter tabet af Liya var han kun opsat på en ting. Han skulle aldrig nogensinde føle for noget menneskeligt igen. Han ville virkelig ikke sidde igen med det. At han skulle igennem det hele to gange for at indse at han ikke skulle blive lykkelig med en smuk kvinde ved sig, som han kunne stifte familie med, slå sig til ro og for alvor lægge den evige strid med Jaqia bag sig, for det var han ikke i stand til og da specielt ikke nu. At hun selv led et af et stort tab, var noget som han kunne læse sig direkte frem til i hendes blik. Der var vel en grund til at hun havde bedt ham om at søge til byen og få Maurus' lig med sig? Skriften på væggen havde han set og kæden som hang ved sengegavlen tæt ved hans døde krop. Den havde han omkring halsen lige i øjeblikket inde i et af de mange baglokaler. Han trak vejret dybt og lod hende blot stille og roligt oppe op at stå. Han trak svagt på smilebåndet. Han prøvede virkelig at få det bebrejdet, men det var virkelig svært når han ikke vidste lige hvordan det skulle gøres og det var virkelig en forbandet frustrerende tanke. "Jeg kan kun erkende, at det ikke er mig en fremmed følelse, Eniqa," sagde han roligt. Hun skulle virkelig ikke føle medlidenhed eller noget som bare måtte ligne det. Han skulle nok overleve, det havde han jo trods alt altid gjort, uanset hvad det var at han var placeret overfor. Han betragtede hende roligt. Han manglede virkelig hendes selskab nu om dage.. Bare det at nogen kom på besøg var virkelig så frygtelig værdifuldt for ham. Det var normalt bare ham.. og Liyas grav nu. Han var klart ramt af en kraftig ensomhed. Og det var virkelig noget som virkelig bare måtte nage ham noget så frygteligt! Han sendte hende et stille smil. "Det er da altid noget.. Der plejet.. at se ordentligt ud." Han vendte blikket stille ind mod sin stue, som han slet ikke vidste hvad der egentlig var sket. Sorgen forsvandt en anelse når han var i stand til at skulle fokusere på andre ting og det kunne hun sikkert mærke. Det lindrede i øjeblikket, selvom han blev kastet direkte tilbage til det samme bagefter. Han brød sig ikke om solskin. Alt som bare kunne bringe en anelse behag af nogen slags, var noget som han havde afvist for længst. Han ville slet ikke have noget med det at gøre. Halvt om halvt tilbage til tiden længe før han mødte Liya, foruden en ting; Han var aldrig røget tilbage til det mørke jeg og det var noget som han nægtet! Han sendte hende et stille og taknemmeligt smil og trykkede forsigtigt omkring hendes hånd. "Det er jeg glad for at du siger, Eniqa.. Selv en som mig har brug for at komme lidt væk hjemmefra." Han hævede sigende det ene bryn. Nok var han en altmuligmand, men han besad virkelig også de mange følelser og tanker som gjorde ham til et levende individ. Smerten var virkelig intens i Nathaniels indre. Det var noget af det værste som han havde oplevet. "Kom med ind og fortæl mig hvad det er du har på hjerte, min kære," bad han endeligt idet han roligt trådte indenfor, afventende til at hun skulle følge med.

[Deleted]

Nathaniels smerte var virkelig intens, end ikke Maurus smerte den aften kunne hamle op med dette og det havde gennemborret hende. Hans smerte gjorde kun ondt hele vejen igenne brystet og bredte sig ud til enhver lille del af hendes krop, hun kæmpede for at holde sig oprejst efterhånden, det gjorde så sindssygt ondt i forvejen, hun kunne ikke leve med hvad hun havde gjort, han hjemsøgte hende i hendes drømme og det var langt fra på behagelige måder, kun om dagen når Matthew var hso hende var hun i stand til at tænke på lidt andre ting. Hvilke tanker og følelser han måtte gøre sig turde hun næsten ikke at spørge ind til, hun vidste at han avr den type mand der nok skulle sige til hvis det var noget at han ønskede at dele og nu vidste alle hvor pokkers stor betydning Liya havde haft for ham, frygtelig tragisk historie hvis man måtte spørge hende, derfor bar hun samvittigheden over bare at komme brasende som sådan og spørge efter det som nok i hans øjne ville være bagateller. Eniqa var klar over at Nathaniel havde hentet liget, han havde set hvordan kroværelsets tilstand måtte være efter mordet, blodet der var skrevet med på væggene, den eprfekt redte seng med mordvåbnet på hovedpuden ved siden af Maurus lig der var lagt som lå han blot og sov, og ikke mindst det smykke som hun havde efterladt. Hvorfor det var gået sådan til kunne hun ærlig talt ikke svare på, det var blot de tanker som havde strejfet hende. Alle de drømme hvor Maurus ønskede hende død og hver gang formåede han rent faktisk at slå hende ihjel, hendes samvittighed kunne ikke holde til det mere! Det var den samme om og om igen, hun lå under ham, stønnene forlod deres læber, uden videre skar han halsen over på hende, og hver gang stod der en ny besked på væggen malet i hendes blod, dog langt fra så elskværdig som det hun selv havde skrevet. Hånden gled gennem de ustyrlige krøller som måtte indramme hendes ansigt, selv hun måtte erkende at uden Liya så var dette slet ikke det sted som det plejede at være og det gjorde ondt både at se og føle ham på den måde. Ganske stille måtte hun nikke anerkendende til hans ord "Det var ikke min sorg jeg referede til" påpegede hun ganske forsigtigt som at give ham et lille fingerpeg, han fortjente at kende til hendes lille gave, han burde vide efter alle de år med det varme venskab, lige siden han fik hende væk fra Matthew og Alaster, noget som hun stadig måtte være ham evig taknemlig for. Det stod Eniqa klart at han var blevet ensom, noget som hun måtte være frygtelig ked af, allerede nu kunne sværge ved sig selv at hun ville kigge forbi ham noget oftere, og havde det ikke været fordi de boede i en hule med blot et enkelt stort rum så havde hun også inviteret ham hjem til mere end blot en hyggelig snak. Enqia nikkede forstående, for hende behøvede han slet ikke at undskylde "Jeg ved hvad der plejede at være, Nathaniel, du skal slet ikke undskylde" endte hun ganske stille. Roligt måtte hun følge ham indenfor, og med blikekt skarpt hvilende omkring sig, han plejede ikke at have noget imod solen men han levede i dette mørke? "Du er hjertelig velkommen til enhver tid" svarede hun ganske ærligt. Hun stoppede op, vendte sig med fronten mod ham. Øjnene var blanke af tårer bare det at han måtte spørge hende, den stemning som hvilede omkring gjorde i den grad også sit "Jeg er endt i en virkelig kattepine, Nathaniel.. Du har altid bedt mig om at lytte til mig hjerte, men du har aldrig fortalt mig hvad jeg gør når mit hjerte træffer valg der er umulige at fører ud?" hendes blik hvilede hjælpeløst i hans, det var tydeligt at det virkelig påvirkede hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var udmærket godt klar over at hans smerte virkelig måtte være så frygtelig intens og det i sig selv ,var heller ikke en tanke som han brød sig meget om overhovedet, det var helt sikkert. Han var endnu en gang selv kastet ned i et hul, selvom han nægtet at erkende tabet som et nederlag. Det var et tegn - Han skulle aldrig nogensinde blive lykkelig. Han kunne læse smerten så frygtelig tydelig i hendes blik og det gjorde ondt selv på ham. Nok havde han lidt tab alene, men dette var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet. Aldrig mere igen ville han igennem det helvede, det var i den grad også helt sikkert! Han lod hovedet søge let på sned. Det var jo slet ikke fordi at han ville undskylde, for han vidste udmærket godt, at det var hans egen skyld på alle tænkelige måder overhovedet. Det gjorde ham ondt, at hun selv havde lidt tab. Det var slet ikke noget som nogen overhovedet skulle få lov til. Bare den tanke alene fik ham til at få det lidt dårligt. Det var ikke en følelse som han ønskede at hun skulle sidde med og ud fra det som han havde set på kroens værelse, så havde den mand virkelig været af en frygtelig stor betydning for hende, det var slet ikke noget som han ville betvivle det mindste overhovedet ,det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Han betragtede hende stille. "Hvad er det så du hentyder til?" spurgte han stille. Han opførte sig stadig som absolut intet var galt. Ensom det var han i allerhøjste grad. Han havde vidst at det havde haft konsekvenser at være med Liya. Han havde forsømt så mange andre af hans kontakter og han vidste det. Nu måtte han jo tage konsekvenserne af hans mange valg, selvom det virkelig ikke var nemt for ham på nogen måde overhovedet, det var der ikke nogen tvivl om. Han sendte hende et stille smil, igen som om at der intet var galt, selvom der virkelig var alt mulig galt ved ham lige nu! "Hvad der var, er nu en fortid Eniqa.. Jeg ønsker ikke at dvæle ved den," forklarede han stille. Selvom det virkelig var forbandet svært, for Liya havde virkelig været hans liv igennem så frygtelig lang tid. Han nikkede roligt til hendes ord og med et let tilfredst smil. "Det skal jeg nok huske." Med andre ord, så var det noget som han helt sikkert kom til at skulle gøre brug af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var helt sikkert. Han trak vejret dybt og uden at skulle slippe hende med blikket. Det var en sorg og en fortvivlelse som han kunne læse i hendes blik. Han førte hende med sig indenfor inden han slap den hånd som han måtte have fat i. Han fik fjernet de mange skrevne pergamenter fra sofaen, så det ville være muligt for dem at skulle sætte sig ned der istedet. Han betragtede hende roligt og uden at skulle se det mindste væk overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han satte sig ned i sofaen. Han havde knapt sovet det mindste siden Liya blev lagt i jorden. Det var virkelig noget af det hårdeste som han nogensinde havde gjort. Han nikkede til hendes ord. "Hvis der er en vej som man skal gå, så er det af hjertet. Det er det jeg råder alle til," medstemte han med en rolig og ærlig stemme. Han vendte de helt mørke øjne mod hende. Der var ikke så meget som en gnist, ikke så meget som en lykke eller glæde. De var virkelig bare helt tomme. "Hvad er det som dit hjerte har valgt som umuligt kan lade sig gøre?" spurgte han roligt og med en ganske så ærlig og fredelig stemme. Han var jo nysgerrig og kunne han hjælpe, så gjorde han det gerne. Noget skulle han jo trods alt bruge sin tid på istedet for bare at sidde og stirre ind i væggen, for det var jo det som han gjorde normalt.

[Deleted]

At se ham så sønderknust det var virkelig ikke det som man var vant til, han var en stærk mand og sådan havde det altid været, han havde altid været stærk nok til at hjælpe alle ande og nu var Liya væk, han prøvede stadig at hjælpe, også selvom Eniqa måtte føle at dette var noget som hvilede så frygtelig tungt i brystet på ham, han savnede hende, længtedes efter hende, nøjagtig som hun selv måtte gøre med Maurus og det var ikke noget som hun måtte ønske for ham overhovedet. Enhver fortjente at blive lykkelig og der var ment lykke for enhver, hvorfor Liya var død, hvorfor han igen skulle opleve det tab det ville hun ønske at hun kunne svare på, men en dag ville det gå op for ham. Det hele var et stort bombekrater det kunne hun se, og så alligevel så gjorde det hende intet, det viste blot hvor frygtelig ulykkelig han var blevet og hun genkendte jo den følelse. I hendes øjne at se så levede Nathaniel som sådan slet ikke mere og det gjorde hende virkelig trist i sig selv. INgen burde miste men Eniqa selv havde gjort det endnu engang og denne gang var det helt og aldeles selvforskyldt, hun havde selv valgt at lave det rene snit over hans håndled, at hun så måtte tage frygtelig hårdt på det i efterkanten når det gik op for hende hvad som var sket, det var der intet at gøre ved for der var det blot frygtelig for sent. Eniqa lod blidt blikket søge mod ham, og med et ganske forsigtigt smil "Din sorg er den som stikker mig i bryste foruden den jeg selv bære.. En ekstra lille 'gave' der faldt på mig" Det var tydeligt at hendes ord måtte være ironisk, det var i den grad ikke altid en gave, det kunne i visse tilfælde være det, men mistede hun kontrollen kunne det i sidste ende blive hendes egen død. Stuen var så mærk, det var en smuk morgen med fulgesang også selvom hun ikke rigtig selv lagde mærke til det smukke mere, alt det som Maurus havde lært hende. Ensomheden kunne virkelig være så tom og det var ganske tydeligt at han led af den nu også selvom han i den grad måtte være en stor mand og med mange venner. Men at se ham sådan det gjorde i den grad ondt, hun sværgede at hvis ikke han måtte opsøge hende så ville hun komme til ham, for at sidde alene med tankerne det ville i den grad ikke gavne ham så meget havde hun fundet ud af. Hun turde ikke snakke med Matthew omkring det endnu, han var stadig en smule skuffet over det som var sket ud over den lettelse i at han var død om ikke andet. Tabet af Liya tog hårdt på ham, selv det var første gang hun måtte have hørt ham snakke på den måde, som det blot skulle være fortid, hun kommenterede det ikke, der var ingen grund til at gøre ondt værre. Et bredt smil spillede for et kort øjeblik over hendes læber ved hans ord "Kommer du ikke, så lover jeg at plage dig.. Det gør dig ikke nytte at sidde her alene i mørket" påpegede hun stille. Hendes tone var træt, hun havde ikke sovet siden den nat og det kunne i den grad høres og ikke mindst ses. Blikket var fuld af fustration, så blanke af de tårer udelukkende fordi hun var tvunget til at tænke på ham, på den som var sket, hun savnede at føle hans arme omkring hende, savnede hans stemme, Matthew hjalp virkelig på det, han gav hende følelsen af ikke at være alene, men der manglede noget. Hendes hjerte faldt på dem begge og det var virkelig ingen mulighed, Matthew ar elendig til at dele og Maurus var en sand romantiker "Det ved jeg.. Men til tider fortæller hjertet dig noget moralsk forkert" hun bed sig en smule i læben, tog plads ved hans side i sofaen. Det ene ben gled roligt på kors med det andet, mens hænderne blidt foldede sig i hendes skød. Kort måtte hun betragte den rodede stue, før det igen endte på ham. Smilet var falmet "Maurus.." hans navn var næsten som en hvisken, det gjorde ondt bare at udtale hans navn, hun tvang tårerne tilbage "Den aften.. Du ved allerede hvorfor jeg tog dertil, og at min plan lykkedes også selvom det ikke var som jeg regnede med.. Jeg kom.. Tættere på ham end jeg havde retten til, brød mine løfter, brød Matthews tillid, du ved hvad jeg mener.." hun stoppede op uden rigtigt at vide hvad hun skulle sige. Tårerne begyndte bpludseligt at trille over hendes kinder og hun formåede ikke at stoppe dem ".. Jeg elsker ham, Nathaniel.. Død eller levende han hjemsøger mig, og jeg er lykkelig sammen med Matthew, tro mig jeg elsker ham mindst ligeså højt.. Der ligger problemer, Maurus tog valget da han bad mig.." hun sank en klump fik sig end ikke til at udtale ordene. Med håndryggen tørrede hun stille de faldne tårer bort, hun øste ham med bagateller mens han led et rigtigt tab det var forkert.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne ærligt erkende, at han virkelig prøvede, at skulle se væk fra den smerte som han måtte gå med i alle døgnets mange timer. Den dæmrede ikke det mindste og selv så glemte han faktisk at spise og han kunne ikke sove. Han var virkelig bare faldet tilbage til de helt gamle vaner. Det var den måde som gjorde, at det var nemmere for ham at.. glemme det hele bare for et lille øjeblik. Han ønskede virkelig ikke nogen medlidenhed, selvom det ville være dejligt nok med noget selskab ind imellem, det var helt sikkert. Han havde det virkelig elendigt, han var sønderknust og havde grædt så meget at hans tårerkanaler var endt fuldkommen udtørret og han brød sig bestemt ikke om det. Han kunne ikke genkende sig selv længere. Han avde endelig valgt at skulle åbne sig bare en smule for den kære Liya. Åbne sig helt og vise hende hvilken mand han faktisk var.. Nu var det alt sammen noget som han kunne tvinge tilbage igen. Han lagde sig selv i lænker igen og han blev ude i skoven, hvor alle mere eller mindre bare kunne lade ham være i fred. Dette var virkelig bare en sorg som han ikke vidste hvordan han skulle kontrollere og det frustrerede ham virkelig. Auromia var han kommet over temmelig hurtigt faktisk.. men lige denne, den var så frygtelig meget anderledes. Nathaniel havde tydeligt set dødsårsagen lige så snart at han havde stået på kroværelset. Det snit i håndleddet, så fint og så frygtelig perfekt. Han blødte ihjel på ganske få sekunder. En tragisk død i hans øjne og nu så det også ud til at han måtte få grunden at vide, for et sådan snit var ikke noget som man var i stand til at gøre selv. Han måtte hurtigt lægge to og to sammen ved hendes ord. Han rettede sig en anelse op. "Så.. Det som du fortæller mig.. At du kan føle.. det som andre føler?" spurgte han stille. Han var jo ikke dum. I sig selv, så var det virkelig så frygtelig avanceret alkymi eller magi for den sags skyld. Det kunne ikke være andre end Jaqia som havde en finger med i spillet her. Han havde virkelig lært hende for meget og nu stod de som konkurrenter til det hele. En ganske forunderlig tanke. For hans vedkommende, så var det jo en fortid. Han måtte lægge tiden med Liya bag sig, selvom han virkelig manglede hende og som det stod nu, så klamrede han sig virkelig til det, at hun stadig måtte være der. Han besøgte graven hver eneste dag. Var han ikke hjemme, så var det på kirkegården hun måtte være. Bare tanken om at skulle se hendes gravsten, var virkelig noget så frygtelig! Han trak svagt på smilebåndet. "Min dør er altid åben Eniqa, så du kommer bare," sagde han roligt. At lave dril eller sjov med noget, var slet ikke noget som han i det hele taget var i stand til lige netop nu, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Den mand var virkelig bare væk, han sad der i sin ensomhed. Måske en mand med mange venner, men efter alt det med Liya, så havde det fået konsekvenser for hans sociale liv. Han havde ikke så mange venner når det endelig måtte komme til stykket.. Ikke længere. Han blev siddende og lyttede stille til hendes ord. Maurus måtte være manden som hvilede i baglokalet.. Han gik derind temmelig ofte, han følte sig hjemme blandt sin egen alkymi. Det var det som reddet ham i øjeblikket og sådan her som det måtte stå. Han nikkede ganske så stille og roligt til hendes ord. "Det gjorde jeg," sagde han roligt. Han blev stadig siddende fuldkommen stille. Han lyttede mere end gerne til det som hun måtte sidde inde med af problemer fremfor at skulle sidde og snakke så åbent omkring sine egne problemer. Han rykkede forsigtigt tættere på hende og lod den ene arm søge omkring hende. Hvis det ikke var fordi at han jo havde været gift med sin egen datter og elskede hende af absolut hele hans hjerte, så havde han nok siddet med helt andre tanker omkring dette, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han bed sig svagt i læben. "Hvad Maurus gjorde, var en egoistisk handling, Eniqa," sagde han stille. Det var noget som han ellers meget hurtigt kunne konkludere ud fra det som hun kunne fortælle ham. Han tillod sig stille og roligt at fjerne hendes tårer. Han nægtet at lade flere falde. Han havde simpelthen ikke flere tilbage. "Du elsker dem begge?" Så kunne han godt se problemet, for han vidste udmærket godt hvad slags mand at Matthew var. Han delte bestemt ikke med nogen som helst. "Da Maurus bad dig om at gøre det valg, Eniqa, så gjorde han to ting. Han tog valget for dig, samtidig med at han af egoistisk handling, har valgt at forlade denne verden.. Den letteste udvej er langt fra altid den bedste." Han havde siddet med de samme tanker, han havde bare nægtet det.

[Deleted]

At Nathaniel virkelig sad i en dyb sorg det var Eniqa slet ikke i tvivl om, var den følelse i stand til at knække hende sammen så var det slemt, hvert sekund i hans nærhed gjorde det dog lettere at skulle tackle det også selvom hun virkelig måtte anstrenge sig for det. Til tider var det langt fra en gave at bære med sig, ingen var i stand til at fører en løgn overfor hende, men til gengæld så var det en evne som kunne udelægge hende mere end noget andet. Hvordan det var kommet eller ikke kommet det vidste hun ikke, et par år efter hun var blevet væk fra Matthew og Alaster vel? Hytten lignede virkelig noget der måtte være løgn, og Eniqa vidste hvor megen orden her plejede at være, hun var dog ikke i tvivl om at det måtte have været Liyas værk kendte hun Nathaniel godt nok så gik han ikke det mindste op i orden, og da speciet ikke når han sørgede som det han måtte gøre nu. Selvskabet behøvede hun, den lettelse over ikke at sidde alene var ikke kun til at føle men også at se i hans blik noget som kun glædede hende. Fra nu af ville hun besøge ham oftere, han skulle ikke sidde her i sin egen smerte, hun vidste hvordan det var at miste på den måde, og hun vidste hvor stor en betydning Liya havde haft og hvor meget han havde gjort for hende gennem tiden, noget som hun kun måtte nærer den dybeste respekt for. Et sted følte hun den lille jalousi når hun var kommet og havde set dem sidde nede ved bækken, og Nathaniel der holdte om hendes liv, drillende måtte kysse hende i nakken mens hun lo, de havde været så perfekte, selv sådanne ting var ikke noget som hende eller Matthew nogensinde gjorde, et sted havde de vel været et.. Forbillede for hende? Dødsårsagen stod klart.. Det snit var ikke lavet af Maurus selv, han var gået så meget op i at ende i himlen, det som han havde kæmpet for mere eller mindre hele livet. Han havde bedt hende om at give ham fred og Eniqa havde indvilliget kun for hans skyld. Det var blevet for meget.. Han hjemsøgte hende i drømmene, han tvang hende længere og længere fra Matthew, en tanke som hun i sig selv måtte hade, for hun elskede jo Matthew bestemt og de sidste dage med ham havde været så enkle, de første lykkelige siden hængningen. Ved hans ord måtte Eniqa blive revet ud af hendes tanker, hun nikkede ganske stille "Aha.. Til tider en forbandelse" mumlede hun stille. De slanke fingrer legede en forgæves nervøs leg med hinanden, hun så mod dem, det hele virkede så håbløst. End ikke her var håbet at kunne søges længere, ikke af stemning om ikke andet. Enhver der kom her blot nogenlunde ofte ville huske Liya, man kunne ganske simpelt ikke lade værre, hun ville nok i virkeligheden aldrig blive en fortid, ej heller for Nathaniel, som Maurus aldrig ville blive det for hende. Tårerne trillede over hendes blege kinder, hun vidste ikke hvad pokker hun i virkeligheden skulle gøre, det hele virkede så.. Håbløst, selv var hun endt derude hvor det snart blev for meget, og dog hun avr af samme mening som Nathaniel, døden var et alt for let udvej, og Matthew var jo hos hende. Ganske stille måtte hun falde ind mod hans favn, hun stolede på ham som hun ikke stolede på nogen andre og her behøvede hun virkelig råd. På trods hun ikke besvarede hans ord så hørte hun dem, hun vidste udemærket at det var en egoistisk handling,ligeså vel som hun vidste at den slags hørte til i helvede det var dog intet som hun måtte vælge at sige højt. Tårerne lod hun fjernes også selvom det ikke stoppede dem, hun nikkede stille til hans ord det var sådan det hang sammen. Hjertet bankede for begge hendes brødre hvad end hun ville det eller ikke "Jeg gjorde det for ham, Nathaniel. Og nu hjemsøger det mig, uanset hvor jeg går ser jeg ham, uanset på hvilken tid af dagen jeg falder i søvn så er han i mine drømme.. Ikke tag fejl, jeg elsker Matthew det gør jeg virkelig, men jeg.. Maurus er.." hun sukkede tungt, ikke mindst opgivende og med blikket som gled mod ham næsten i håb om at han forstod hendes forklaring uden hun behøvede at sætte yderligere ord på.

[Nathaniel Diamaqima]

At Eniqa kunne føle og fornemme det selv samme som han måtte føle, var virkelig ikke en tanke som han kunne komme udenom, at han slet ikke brød sig om. Følelsen måtte da være frygtelig ubehagelig! Han sad i en sorg som end ikke ord ville være i stand til at skulle beskrive på nogen måde og så nu.. så sad han der og led af det tab, den ensomhed og det faktisk at være en smule tilsidesat af mere eller mindre alle som han havde hjulpet igennem årene. Han havde gjort op for hans mange ugerninger som han havde lavet igennem året og han vidste det. Det var virkelig bare den følelse som han måtte sidde igen med. Han bad hver eneste aften og hver eneste dag til, at ham og Liya skulle bytte plads. Hun fortjente virkelig ikke at rende rundt nede i helvede! Bare tanken omkring det skræmte ham og det var i den grad også noget af det som for alvor måtte holde ham vågen i længden. Han havde det virkelig skidt med det. At det måtte være en forbandelse herskede der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kunne da lige se det for sig og tanken var bestemt heller ikke behagelig. Eniqa var endt som en meget nær veninde og derfor var det også dejligt, at hun faktisk måtte holde til så tæt på. Alle de gode minder som han havde efter Liya, hendes smil, hendes latter, de mange timer som de havde brugt her ved bækken og alt det som de havde kæmpet for igennem så frygtelig mange år.. Nu havde det hele vist sig at være forgæves.. Han havde været sammen med hende i 60 år! Bare tanken var en kniv som måtte stikke dybere i hans eget hjerte. "Skal jeg hjælpe dig med det?" spurgte han stille. Var det noget som Jaqia havde påført nogen, så var noget som han faktisk i sig selv, kunne fjerne igen hvis det endelig skulle være. Han nægtet at tænke over hans sorg og smerte. Det var der heller ikke nogen tvivl om ovehovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han vidste, at han aldrig nogensinde ville være i stand til at skulle slippe Liya for alvor. Ikke med den frygtelige store betydning som hun havde fået for ham i den anden ende. Han betragtede hende stille. Denne Maurus var virkelig hende et frygtelig ømt punkt, det kunne han mærke og se på hende. Han lod hende komme helt hen til ham, hvor hans hånd stadig måtte stryge hende over kinden. At se hende sådan gjorde automatisk, at hans bare måtte blive værre. Han følte virkelig ikke, at han havde noget at klage over, også selvom han ikke vidste hvad pokker det var, som havde revet Liya fra ham! At hun elskede ham, var noget som han kunne se i hendes øjne. Han sendte hende blot et stille smil. Det virkede måske håbløst, men det var blot for øjet som måtte se. Hun havde gjort det for ham, selvom det havde været en så frygtelig egoistisk handling i længden, det var i den grad også helt sikkert. "Jeg kan se at du elsker ham, Eniqa.." sagde Nathaniel roligt. "Det ændre dog ikke på, at hans valg er egoistisk. Han ville ikke og tog derfor den lette udvej," påpegede han roligt. Han var endt samme sted som Liya og den tanke bifaldte ham virkelig bestemt heller ikke. Han fjernede roligt og fortsat hendes tårer fra hendes kinder. Hun havde brug for at græde ud, så meget vidste han da. Spurgte hun til råds, så skulle han glædeligt vejlede hende så godt som det var ham overhovedet muligt, også selvom det virkelig ikke var det mest enkle for hans vedkommende. I alle fald ikke lige for øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert. "Maurus er lige så betydningsfuld som Matthew, ikke sandt?" Han kunne sagtens færdiggøre hendes sætninger. Han var opmærksom og han kunne tydeligt se på hende, at det virkelig var noget som gjorde så frygtelig og voldsomt ondt på hende. Ikke at det var en tanke som han brød sig om. "Hør Eniqa.. Hjertet vælger til tider de veje som man for alt i verden ville undgå. Jeg sidder der selv.. Det har mig været så fristet at fjerne ringen fra min finger." Han vendte blikket stille mod den. Tog han den af, så ville det gå galt. Det var jo stadig en kur for ham på sit vis. Det holdt ham frisk. Han vendte blikkt mod hende endnu en gang. "Den tilstand jeg fandt ham i, beviste virkelig det hele for mig. Hvis det vil gavne dig, at se ham, så sig til," fortsatte han stille. Hun måtte have lov til at græde ud og det var også det som han selv måtte ønske. Han var bare ikke i stand til det selv.

[Deleted]

Eniqa kunne virkelig kun forbande til tider at hun måtte føle det som alle andre følte, til tider stak det så dybt, og afslørede sandheder for hende hun egentlig helst ikke ville kende til. på den anden side så kunne det virkelig ligesåvel være en gave, hun kunne ikke forestille sig at skulle gå på gaden uden at føle alle de indtryk, nu havde hun trods alt lært at kontrollere det til dels om ikke andet. Så mange år hvor hun havde båret det også før Jaqia overhovedet måtte have stiftet kendskab med hende, ærlig talt så kunne ikke tro at det måtte have noget med hende at gøre. At det virkelig gjorde ondt følte hun da noget så kraftigt, det borede sig id i hendes egen sorg, kvælte hende langsotm og smertefuldt og der var intet hun kunne gøre ved det. Det var som Liyas sjæl endnu måtte være til stede her, uanset hvor man så hen kunne man forestille sig hende gå rundt og passe den daglige rengøring, eller sidde og kæmpe for at lærer at læse, selv på trods at det ikke var nogen hemmelighed at hun havde været en frygtelig farlig kvinde, så var det slet ikke sådan som Eniqa måtte se på hende efter at være kommet tættere ind på hende. Altid smilende, altid varm, men hun havde trods alt også hjulpet hende fra Matthew i sin tid, sørget for hun var kommet ud af det kroværelse i live også selvom hun vidste at det for alvor havde udløst hendes sygdomme. Efter alle de år var hende og Nathaniel efterhånden blevet nærer, han havde hjulpet hende da hun virkelig behøvede det, reddet en ung piges knuste selvtillid og hun var ham stadig taknemmelig, at gøre ham selvskab i tide og utide var virkelig bare en ikke en pris der hamlede op med hvad han i tidens løb havde gjort for hende. At sidde her, ind til ham det var rart, også selvom intet var som det plejede at være liya var død og han kæmpede for at komme over hende, også selvom de begge måtte vide at det på forhånd var en tabt kamp, alle de ting hun kunne få dagen til at gå med, hendes latter og brede smil, alle vidst at de virkelig måtte have kæmpet for hinanden med alt hvad det måtte indebære, og intet var forgæves. Selv de mange minder med Maurus, selv alt det var iikke forgæves også selvom det gjorde så frygtelig ondt at tænke tilbage på, specielt den aften, hun havde trukket ham tæt på en måde hvor hun normalt ville afsky sig selv, hun havde nydt hvert eneste øjeblik, nydt at det var hans fingrer og hænder som berørte hende, nydt at det var hans læber hun måtte kysse uanset hvor forkert den tanke var. Hun var kommet til Matthew og alting var blevet en smule lettere, det var som det plejede at være, han var ikke længere den forsigtige mand men mere en som hun måtte genkende og det glædede hende i den grad kun. Ganske blidt måtte hun ryste på hovedet "For at være ærlig så tror jeg det er noget som altid har hvilet det.. Uanset hvilken forbandelse det kan være, bruges den rigtig så kan det også være en gave" hendes smil var en smule undskyldende ikke mindst på grund af de mange tårer som søgte ned over hendes kinder. Hovedet hvilede mod han skulder, endnu engang måtte han bringe hende en form af tryghed "Jeg er ked af at sidde og overbebyrde dig med mine små bagateller når du selv sidder med sorgen, Nath" hviskede hun stille, rettede sig ganske langsomt op og strøg tårerne væk med håndryggen, det var dog ærligt hun hadede det. Egoistisk havde det været, men at forklare ham det.. "Han er en Igleéias, Nath.. Han var ligeglad, det var mig der burde have tænkt længere, jeg vidste at det ville være svært at leve med.. Men det er ikke bare svært, det er umuligt, du mistede Liya tragisk og uventet, jeg mistede ham selvforskyldt" svagt måtte hun trække på skuldrene som betød det intet noget som i den grad ikke var tilfældet. Hun nikkede svagt til hans ord, de betød begge mere end noget andet, hendes hejrte begærede dem begge "Jeg er glad for du ikke gør.. Det er ikke den rigtige udvej, det ville Liya heller ikke ønske for dig, men det valg mit hjerte har taget er ikke kun for sent men også forkert og umuligt" hviskede hu hjælpeløst. Her behøvede hn virkelig hans råd. Blikket gled opmærksomt mod ham ved hans ord "Jeg ved ikke hvorfor jeg efterlod det sådan.." erkendte hun ganske stille "..Men jeg vil meget gerne se ham" afsluttede hun meget forsigtigt.

[Nathaniel Diamaqima]

At Eniqa kunne føle det samme som han var i stand til, var intet mindre end direkte frustrerende for ham, for han ønskede virkelig ikke at nogen skulle føle den smerte som han måtte sidde med, for han kunne mærke på sig selv, at de virkelig var så frygtelig intens og det var virkelig ikke meningen, at folk skulle vide at han selv havde det så forbandet elendigt det var i den grad også helt sikkert. Han blev siddende tæt ved hende, også selvom han vidste, at det måske kunne gøre det hele meget værre end det som det lige ville være normalt. Hans smerte var virkelig intens. Han var ikke den bedste til at takle dette og han vidste det. Han havde mistet så meget igennem hans liv, men lige tabet af Liya havde virkelig været noget af det værste som han nogensinde havde prøvet, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Den kvinde havde virkelig haft den store betydning for ham som intet som helst andet. Kunne han, så ville han give hele verden for hende, for ikke at glemme, at han faktisk gik dag efter dag og bad til hendes grav, bad om at bytte plads - Hans i himlen for hendes i helvede, for det var mere.. rigtigt i hans øjne selvom han vidste, at de store magter nok ikke ville være helt enige, men havd gjorde man ikke af kærlighed til den kvinde som man måtte elske og holde af? Han ville give Liya hele verden hvis hun havde været der. For hans vedkommende, så var hun stadig til stede. Den så gudeskønne kjole som hun havde giftet sig i, hang smukt inde på soveværelset. Det eneste som stod mere eller mindre uberørt fra før hendes død. Resten af huset var virkelig et stort bombekrater og det var der ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han nikkede blot roligt til hendes ord. "Du må endelig komme til mig hvis du ønsker, at jeg skal gøre noget ved det, Eniqa.. Jeg ønsker at hjælpe." Han så roligt på hende og alligevel med et blik som var noget så ærligt. Han ønskede at hjælpe, selvom han selv havde det noget så frygteligt elendigt selv, så var det ikke noget som hun skulle tænke på i længden, det var helt sikkert. Han var sikker på at smerten nok skulle forsvinde før eller siden. Liya ville vel også ønske, at han kom videre, istedet for at sidde fast som han gjorde lige i øjeblikket? Han kunne virkelig ikke fordrage den tanke, det var der ikke nogen tvivlv om overhovedet. Det var virkelig noget af det værste som han længe havde oplevet. Eniqa var en god veninde og det ærgrede ham virkelig at han ikke havde set mere til hende ed det som han lige havde gjort, det var helt sikkert. Han rystede let og afvisende på hovedet. "Det skal du slet ikke tænke på, Eniqa.. For mig er det en trøst, at jeg kan hjælpe andre." Han sendte hende et stille smil. Han ville ikke lyve for hende. Han havde det elendigt, men han fik det altid bedre af, at skulle hjælpe folk, det var der ingen tvivl om. "Det får mig til at tænke på lidt andre ting.. end på Liya," tilføjede han stille. Bare navnet fik det til at stikke i hans bryst. Det var virkelig som han ikke rigtigt havde mere at leve for og han nægtet at gå af den lette vej! Han havde børn derude og han havde andre som også havde behov for ham til tider og det var dem som han var der for nu. Nathia var derude et sted og nu agtet han at finde hende. Noget skulle han jo trods alt bruge tiden på. Han strøg hende roligt over kinden. Der var ikke mere i det end venskab alene og det håbede han virkelig, at Matthew ville forstå. Der var virkelig ikke mere i det end som så. "Liya faldt bort uventet og tragisk." Han nikkede til hendes ord. Han huskede det virkelig som havde det været i går, selvom der var gået.. lang tid faktisk. "Jeg kan næsten forsikre dig om det, Eniqa. Havde du ikke gjort det, så havde han fået en anden til det. Jeg hørte om Jres hængning i Dvasias, jeg kunne næsten tænke mig til, at det var det som gjorde udfaldet." Han gned let tænkende sin hage med den frie hånd. Han holdt jo stadig let om hende. "Det.. er ikke forkert at gøre det om," afveg han dog med en rolig og sandfærdig stemme. Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udeom. Han kunne jo stadig gøre frygtelig meget med sin egen alkymi. Det var det som var hans trøst lige i øjeblikket, det var der ingen tvivl om overhovedet. "Liya ville ikke ønske det for mig og jeg vil ikke være så egoistisk at give op.." Han sendte hende et stille og roligt smil. "Du holder af ham.. Ganske simpelt. Derfor efterlod du det hele på den måde. Og med den besked på væggen, så er det mig kun en bekræftelse," afsluttede han roligt, idet han roligt tvang sig op på benene. Han kunne godt mærke, at han ikke havde spist i et godt stykke tid. Han havde virkelig bare ingen appetit mere. "Kom. Så lad mig vise dig til ham." Han omtalte de døde med en ærbødig respekt, uanset grund til at de havde forladt det liv som de havde levet.

[Deleted]

At Eniqa kunne føle hvad han følte vidste hun måtte fustrere ham, men på den anden side så var hun kun glad for at blive indviet i den smerte som han selv måtte sidde med, det var rart at se at selv han kunne være svag i tide og utide. Liya ånd hang stadig så stærkt her, hun forestillede sig hvordan huset havde set ud for blot en måneds tid siden lige inden hendes død, hun huskede hvor smuk den grønne kjole måtte have været, hvor meget hun selv havde beundret den smukke kvinde. Hun huskede det øjeblik hvor hun faldt foran den store menneskemængde efter at have givet Nathaniel ord som intet andet kunne hamle op med, det hele havde været så perfekt, lige til det sekund hendes ben gav efter og selvskabet begyndte at hviske. Det var virkelig tragisk, og Eniqa hadede i en stor grad blot at sidde og fylde på ham med hendes små bagateller som det at hun rent faktisk selv havde slået hendes elsker ihjel, og hun havde endda en tilbage, så hvad var hendes store problem egentlig i forhold til ham? Selv deres enkelte lille lokale i hulen var pænt ryttet op, Matthew lå endnu og sov, hun ønskede ikke at vække ham, hun vidste ikke hvordan han ville tackle den sorg over tabet af Maurus, i de vågne timer var hun tvunget til skjule den smerte også selvom det stod så tydeligt i hendes blik. Uanset hvor meget hun ville have ønsket at hun aldrig nogensinde havde fået de følelser for deres fælles bror, uanset hvor meget hun ville have været i stand til at sige at han var ligegyldig, så var det i den grad ikke muligt for hende og det irriterede hende, også fordi det langt fra gjorde noeget som helst bedre for hende og Matthew. Den sorg hun gik med måtte han ikke se, noget som tvang hende til at trække sig fra ham, græde ud alene et sted i skoven. Hun tvang et stille smil frem "Det ved jeg du gør, Nath, og du ved jeg er taknemmelig" hånden strøg stille mod hans kind, han var en ven der lå ikke mere i det, også selvom at Matthew måtte være så frygtelig skeptisk med alle fyrer hun måtte rende med, der var absolut intet mellem hende og Nathaniel og det ville der aldrig komme. Den eneste kvinde han måtte elske var død, mens den ene hun måtte elske var derhjemme, sov trygt og godt, og den anden ligeså var gået i døden. På mange områder måtte Eniqa virkelig beundre den mand, han var fuld af sorg og alligevel formåede han at hjælpe andre? "Det er virkelig beundringsværdigt" endte hun stille. Tårerne var stoppet med at trille igen, hun fjernede de sidste fra hendes kinder, endnu lettere hvilende i hans favn. Tanken om at skulle Maurus glædede hende virkelig kun, det savn var blevet for stort til at hun var i stand til at have med det at gøre. Følelsen kendte hun virkelig kun alt for godt, selv var hun ikke i stand til at udtale Maurus navn uden at tårer brød frem i hendes blik, det gjorde så forfærdelig ondt og hun kunne bare ikke skjule det eller ignorere det længere! "Det var det" hviskede hun ganse stille. Blikket søgte hans, han så så tænksom ud, Nathaniel var den mand der altid måtte have noget i ærmet så godt kendte hun ham. Blikekt blev yderst undrende ved hans ord, hun fnøs let ikke koldt men mere bare som var det en joke, også selvom smilet falmede hurtigt igen "Han er død.. Det er for sent" det var vel et sted den rene logik? Hun så ned mod hende fumlende hænder, tydeligt at den blotte tanke måtte genere hende. Det var helt sikkert at Liya måtte ønske langt mere for ham end at han blot ville give op "Hun ville ønske at du ville huske hende hende men sammentidig blive lykkelig, hun ville ønske at hun altid ville have en stor plads på dig.. og så ville hun ønske et rent hus" påpegede hun en smule drillende også selvom tonen blot blev forrænget hun sukkede opgivende. Hun elskede Maurus væggen var et enormt bevis på det. Næsten ivrigt måtte hun rejse sig, om hun ville kunne bære at se hans lig vidste hun virkelig ikke, men en ting var sikker hun kunne bare ikke undvære ham mere, om ikke andet så behøvede hun tilgivelse.