Two hearts in one

[Liya Daimond Diamaqima]

Solen stod på sit højeste. Det var en smuk dag, vinden var lun, ikke for varm, ikke for kold selv på trods af de stærke stråler solen måtte kaste fra sig. Ikke en sky var at ane over den smukke blå himmel. Træerne var frodige og grønne, de frie blomstre spirrede lystigt på bunden. Absolut alt ville være perfekt, set i Liya's øjne, snart ville hun skænke et ja til den mand hun måtte elske, hun var spændt.. Nervøs et sted, men ikke fordi hun var i tvivl. Hun betragtede sig selv i spejlet, håret var sat smukt, Lisa havde gjort et absolut fantastisk arbejde et kom hun ikke uden om, endelig en der havde fået krøllerne tæmmet blot en smule Smilet prydede tydeligt hendes rosenrøde læber. For nu var hun alene. Lisa var ved at gøre den kjole hun havde valgt klar, og hun så i den grad frem til at se Nathaniels reaktion, ingen store puffærmer, og skørt, det var der i hendes øjne ikke brug for. Fuglenes pippen kunne hun høre et sted udenfor og det fik hende kun til at smile mere. Hun værdsatte virkelig dette sted, hun elskede skoven, den havde bragt hende lykke, altid. Hendes hjerte bankede som en sindssyg mod brystet, et sted vel fuld af forventning og spænding? Endelig var det blevet hendes tur, også selvom det havde været det sidste hun overhovedet turde gætte på. Intet ville gå galt, det nægtede hun at tro på, modsat Faith og Kimeya var hun fast besluttet på at gennemfører, uanset hvad som måtte gå hen og ske. Lyset brød igennem de prægtige trækroner et sted langt over den lille hytte hun var blevet placeret i de sidste fire dage, og uden så meget som at se skyggen af Nathaniel, for pokker hvor hun savnede ham! Tanken om at hvile ved hans side i aften, hun kunne ikke andet end at se frem til det. De små solstråler oplyste hendes mørke hud, hun havde fået det langt bedre siden ballets dramatik også selvom hun endnu vågnede med de mareridt og der havde ikke været nogen til at trøste hende, end ikke denne nat havde hun fået en værdig natsøvn, hun måtte vel bare bide det i sig? Blidt måtte hun tage et greb om henes smørbløde underlæbe, hendes blik strålede og funklede, hun glædede sig som et barn på juleaften, også selvom hun vidste hvad gaven indholdte, hun ventede bare på at den ville blive hendes. En anden bonus var jo så det faktum at Kimeya ville dukke op, hun håbede og tiggede til at han ville være i bedre humør end det som han havde været det sidste lange stykke tid, bad til at det ikke ville ende i et familiedrama hun hade jo advaret Nathaniel om at sætte ham og Faith lige overfor hinanden, hun ventede næsten spændt på deres reaktion, udemærket klar over at når festen var slut ville den ene efter den anden nok komme og klage over det. Idag var det hende det måtte dreje sig om, og selvfølgelig Nathaniel. Hun drejede lykkeligt om sig selv og med et varmt næsten uigenkendeligt smil der måtte spille på hendes fyldige læber "Så heldig!" udbrød hun i en næsten drømmene hvisken. Kæden hun altid bar, den kæde som nathaniel havde en magen til, hendes søsters.. Altid befandt den sig om hendes hals. Idag var et undtag. Idag lå den på det lille bord Lisa havde fået stablet, et sted med en lidt dårlig samvittighed over at hun var ved at gifte sig med den mand hendes egen søster skulle have haft en lykkelig fremtid med på samme tidspunkt? Hvis ikke det havde været fordi hun var gået bort. Så mange år, så lang tid og endelig kunne hun snart stå foran ham skænke ham sit ja, lade ham gøre hende til den lykkeligste kvinde der nogensinde var blevet set. Stille satte hun sig på skamlen foran spejlet, betragtede igen håret fra alle mulige sider, intet måtte mangle det skulle være absolut perfekt. Et sted følte hun vel næsten utålmodigheden? Ønskede at tidenville gå stærkere til hun endelig ville lade Kimeya fører hende op af gulvet. Absolut fantastisk!

[Nathaniel Diamaqima]

Dagen i dag kunne virkelig ikke være noget andet end direkte perfekt! Nathaniel og Liya stod endelig klar til at skulle trække den det store skridt videre. De havde været væk fra hinanden i hele 4 dage, og Nathaniel var virkelig ved at skulle gå ud af sit gode skind af ren og skær savn til hende! Han havde efterladt hende i Lisas varetægt i troen på og med tilliden til, at hun ville passe på hende og i det mindste tage kontakt med ham hvis det endelig skulle vise sig, at gå frygtelig galt, så det var slet ikke noget som han betvivlede det mindste. Jason havde selv måtte kæmpe med at skulle holde ham selv optaget med andre ting, for det at begrave sig i arbejde i de dage op mod den store dag, var virkelig noget som Nathaniel havde været mest fristet til! Han havde bare ikke fået lov. Han havde været direkte nægtet det, at skulle arbejde. Her kunne man så sandelig også mærke, at Nathaniel var ganske traditionel. Liya havde mere eller mindre fået frie tøjler omkring dette med alt det som hun ville have og han havde stået med pengepungen og tvunget til at skulle punge ud, selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste overhovedet. Jason havde ladet ham forlade det værelse som han selv var placeret på udelukkende på grund af denne ene lille ting som han bare følte, at han måtte få gjort inden de skulle møde hinanden ved alteret og gerne inden, at Liya kom i kjolen, for han ønskede virkelig ikke at se kjolen før de skulle mødes ved alteret! Han havde en hvide skjorte på og de mørke bukser. I hans hånd bar han trygt den lille æske som han havde fået skaffet sig, sidst han var i byen og inde forbi smeden og med dette ganske særlige ønske. Hans hjerte hamrede let mod hans bryst. Det var slet ikke fordi, at han var nervøs. Han havde aldrig nogensinde været mere sikker, end det som han var i denne situation. Han nåede stille og roligt hendes dør. Han vidste, at Lisa var inde ved hende og han nægtet sig selv, at gå ind, hvis hun allerede var kommet i kjolen. Han stolede blindt på Jason og med det, så kom tilliden i den grad også til Lisa og som han havde hørt, så var det hele gået fuldstændig perfekt for sig. Han kunne stadig mærke det i ryggen, efter den store balaften i Manjarno, selvom det nu ikke var noget som han ville hænge sig fast i, det var vel heller ikke noget som han direkte havde nogen grund til vel? Han trak vejret dybt. Masken bar han på ansigtet. Han ønskede nemlig, at Liya skulle fjerne den når de endelig stod foran alteret og foran dem alle sammen. Dette var en tid hvor han ville være mest sårbar og han nægtet virkelig at skulle stå for svag, hvis det skulle vise sig, at gå galt. Det var jo heller ikke fordi at han ikke havde få fjender og få som ønskede ham død og borte.. tvært imod. Han hævede roligt og forsigtigt den ene hånd, som han roligt lod banke på døren og tydeligt med en afventende mine. Han var temmelig rolig i det ydre, selvom det hele virkelig bare kørte i det indre. ”Liya?” kaldte han med en rolig stemme og tydeligt også med en længsel uden lige at skulle spore. Normalt var de væk fra hinanden et par timer eller en dag af gangen – Når det virkelig havde været slemt, vel at mærke, men 4 dage uden nogen som helst form for kontakt, det havde virkelig bare været tortur for ham! Han blinkede let med øjnene. Efter alt det som var sket, så havde de stadig hinanden og det var i den grad også noget af det bedste ved hele denne situation, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på noget som helst tidspunkt! Et stille smil bredte sig roligt på hans læber. Han kunne virkelig ikke fatte, at det faktisk var i dag det skulle ske.. Det var i dag! Han lukkede hånden stille og mere omkring den lille æske som han bar i sine hænder. Noget ganske særligt skulle hun have inden de mødtes ved alteret. Længslen i hans sind var virkelig ekstrem. Han måtte virkelig holde igen, for ikke at storme indenfor og tage hende i favnen, skænke hende sit ja lige nu og her, og så selv erklære dem gift, for han ønskede virkelig bare at have hende ved sig igen. Mærke hende, se hende og ikke mindst også føle hende. ”Må jeg komme ind?” afsluttede han roligt og ikke mindst med den samme sandfærdige stemme. Han tog virkelig ikke noget for givet. Det var ham og Liyas dag, så han tog så sandelig også hensyn. 60 år og endelig stod de her og aldrig nogensinde ville han være i stand til at skulle betvivle det mindste.

[Liya Daimond Diamaqima]

Man kunne roligt sige at det havde været 4 dage i helvede om ikke andet for Liya's del. Måske hun havde været hjemme, et velkendt sted, og hun vidste at Nathaniel var i gode hænder hos Jason, men det var lange dage uden at føle ham ved hendes side om natten, uden at mærke hans favn når hun vågnede af mareridt, uden ham at smile til når lyset fra vinduet vækkede hende. Liya havde i den grad været god ved hende, hjulpet hende så vidt som muligt, og hun var hende virkelig taknemmelig, men hun glædede sig også bare til at komme ud nu, give sit ja til den mand hun elskede, den eneste mand hun havde elsket og den eneste mand hun nogensinde ville komme til at elske. Forberedelserne var lange, der var aftalerne, kjolen, invitationerne, ikke mindst bryllupsgaven der måtte ligge trygt og godt i hendes skab, så speciel som den var, han skulle have den med sig, han skulle se og føle hvad hun følte og så når hun tænkte tilbage på alle de stunder de havde tilbragt, både gode og dårlige, det var en bakket vej, men det var den vej der havde ført dem hertil og idag kunne intet ødelægge! Det var deres dag. Smilet var virkelig ikke i stand til at svinde bort, smukt spillede det om hendes rosa læber som hun tålmodigt ventede på den kjole som måtte vente hende, hun skulle være smukkere end nogensinde, Nathaniel skulle se på hende, med det glimt i øjet der tog pusten fra hende, se på hende og bare lade det tage pusten fra ham, vække nysgerrigheden, det ville blive perfekt. Hun bed sig let i læben og med en lille rødmen af farve i kinderne ved tanken, hun var så fyldt af spænding at det næsten måtte sitre i hende efter at få lov til at leve det ud, dette var enhver kvindes drøm, en drøm hun aldrig havde turdet drømme, og nu stod hun her, så tæt på at give sit ja, sin tillid og ikke mindst sit hjerte til den mand som fortjente det, som ikke ville misbruge det. Hun betragtede det smuk satte hår, hoppede lidt på stedet, tiden gik simpelthen for langsomt! De bank der nåede døren trak straks hendes opmærksomhed. Normalt ville hun have tænkt over hvem som ville dukke op, men idag kunne det være hvem som helst der ønskede at hjælpe, eller give hende nogle ord med på vejen, ikke fordi at hun ligefrem var nogen bryllups ekspert ellers noget som helst. Hjertet hamrede fast mod brystet, hun trak sig op på benene i en smidig bevægelse, så megen lethed, hun svævede, idag ville hun kunne klare hvad som helst. Hun havde været så pokkers rastløs, blot gået i skoven, samlet blomntser, øvet sig på de løfter som hun ville skænke ham, hun savnede ham virkelig noget så forfærdeligt! Stemmen der nåede hende, så velkendt så varm, satte den sitrende fornemmelse i hende og så alligevel så en lille undren.. Var noget galt? De rolige skridt førte hende til døren, hun greb om håndtaget og tvang den stille op. Synet af ham i det fine tøj, og med det smil på læben, fik hende per autoamtik til selv at skulle smile. Et sted følte hun for at springe ham i favnen, knuge ham til sig, føle ham, hun tog sig dog i det, det ville blot være dumt "Hvad pokker gør du her?" hovedet gled let på sned, lod det lykkelige blik betragte hans med en nysgerrighed, et sted frygtede hun vel at noget ville gå galt? Stille trådte hun frem, lod armene glide om halsen på ham kun for at trække ham ind til sig "Jeg har savnet dig" påpegede hun med positiv tone, det var tydeligt at hendes humør næsten var uigenkendeligt. Blidt måtte hun slippe igen, træde stille tilbage for at kunne se på ham igen, næsten afventende. Hun burde ikke se ham før hun ville kunne give ham sit ja, men i det mindste havde hun ikke kjolen over sig, så megen ulykke ville det vel ikke bringe dem? Hun trak svagt på de slanke skuldre, det var ligemeget for uanset så var han der til at passe på hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel længtes virkelig efter at skulle få lov til at se Liya igen. Han manglede hende virkelig noget så frygtelig! Han blev stående og det var en handling som han valgte fuldt ud bevidst og det var på alle måder. Han ønskede virkelig ikke at se hende i kjolen før de skulle mødes ved alteret og det var virkelig også den eneste grund til at han ikke havde valgt bare at skulle gå indenfor. Han havde ondt i ryggen, selvom det var noget som han nægtet at tage sig af lige netop nu. Han havde allerede fået en længere massage af nogen af de healere som han havde haft til at gå rundt omkring sig, ikke bare ham, men også Liya efter det som var sket hende, så ville han blot forsikre sig, at det hele måtte gå som det burde gøre. Alt andet var ham virkelig ligegyldigt. Liya var hans liv og det var hende som han ville passe på med absolut alt det som var ham menneskelig muligt at gøre brug af. Hans hjerte slog fast og med den ellers så frygtelige længsel i hans hjerte, sind og sjæl. At hun åbnede døren så han kunne se hendes skikkelse, fik ham virkelig bare til at smile. Han synes virkelig hun så noget så frygtelig bedårende ud! Han trådte et stille skridt frem og lod begge armene falde omkring hende. At hun selv måtte tage det så frygtelig professionelt. Han kunne virkelig ikke vente til at skulle give hende det store ja og faktisk endelig være i stand til at kalde hende for hans og omvendt. Han lukkede øjnene stille og knugede hende ind mod sig i et roligt og stille øjeblik, inden han slap hende, da hun valgte at trække sig. "Jeg har virkelig også savnet dig, Liya," sagde han stille. Han måtte bare opsøge hende inden de stod vd alteret og det var jo slet ikke fordi, at der var noget galt, for det var der bestemt ikke. Lykken kunne han læse i hendes blik og det var i den grad også noget som måtte smitte noget så frygteligt af på ham selv, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom. Det var den effekt som hun havde på ham og den eneste som kunne påvirke ham på den måde. "Jeg kunne blot krydse fingrene for, at du ikke var kommet i kjolen endnu," sagde han stille og med det kække smil på læben. Han var jo trods alt meget traditionel på dette og han ønskede virkelig ikke at de skulle have den ulykke med sig, som det ville være for dem, hvis han så hende i kjolen inden de skulle mødes i forsamlingen. Han hævede den frie hånd og strøg roligt hendes kind. "Kan jeg komme indenfor? Jeg har noget som jeg meget gerne vil give dig, inden vi mødes ved alteret," sagde han roligt. Han vendte blikket stille i retningen af den lille æske som han havde i hænderne. Han vidste, at hun havde været nysgerrig på den lille æske og det havde virkelig også moret ham. Han hævede derefter hånden og fjernede roligt masken fra hans ansigt. For hende havde han absolut intet imod at vise det. Han bar stadig en stor flænge over panden fra aftenen med Ballet. Han kunne selv blot håbe på, at Evelyn ville møde op, selv på trods af alt det som hun måtte slås med for øjeblikket. Det gjorde ham ondt, det gjorde ham virkelig. Han lod hovedet søge let på sned, lænede sig roligt frem og plantet et stille kys mod hendes pande inden han roligt lod de mørke øjne falde stille mod hende. Han havde leget godt med alkymien her i det sidste, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han havde fået mørke øjne igen og enkelt havde det i den grad ikke været! Lidt ordentlig ville han jo gerne se ud på sit bryllup, også selvom han intet gjorde ved det vansirede ansigt. Han ønskede faktisk at leve med det. "Og nu ved jeg jo hvor nysgerrig du har været." Han blinkede let til hende og med det varme smil. Selv stod lykken langt ud af hans blik. Han havde virkelig ikke drømt om, at de ville stå her i denne situation på denne måde, det var helt sikkert, men nu stod han der og han kunne virkelig ikke være mere lykkelig end det som hun gjorde ham! "Det er også virkelig godt, at se dig så positiv igen, Liya," sagde han roligt og med det varme smil. Han ønskede at rose hende, for hun havde virkelig klaret det godt i dagen efter ballet, selvom det havde været dage uden søvn for hans vedkommende. Han ønskede at passe på hende og i aften ville han lægge absolut alt på bordet af tanker og følelser som hun måtte sætte i ham. "Jeg elsker dig min kære," afsluttede han roligt, idet han roligt lod hånden stryge ned langs hendes side, for så at snige sig omkring hendes liv. På trods af den smerte i ryggen, så trykkede han hende ind til sig og holdt hende tæt. Intens var han jo trods alt stadig og Liya skulle også have muligheden for at kende hver en del af ham og det ønskede han virkelig.

[Liya Daimond Diamaqima]

Hvad der var sket til det bal var vidst noget som mange forsøgte at glemme, og lige der var hun ikke selv nogen undtagelse overhovedet. Et sted var hun vel bare glad for at Nathaniel havde nået at stoppe ham? også selvom det ikke længere betød noget for det var jo langt fra første gang og et sted ventede hun også bare på næste gang, for den ville komme det vidste hun. Idag var det ikke tanker som Liya ville døje med, det havde været en hård tid, tilbage til mareridtene sidde og snakke med sig selv og forsøge at få de stemmer ud af hovedet, men nu var han her, han stod foran hende høj og rank, den mand hun snart skulle vie sit liv og hjerte til og hun var virkelig ikke i tvivl om at lige præcis det måtte være et rette valg. Kjolen var Lisa ved at gøre klar, ligenu priste hun sig lykkelig for at hun ikke havde fået den over sig endnu, udelukkende fordi hun troede på at det ville bringe ulykke hvis han så hende før brylluppet, og det ønskede hun ærlig talt ikke at have mere af, idag skulle det være perfekt og uden undtagelse. Længslen stod langt ud af hendes intense blik efter at det var faldet mod ham så identisk med hans eget, helt mørkt. At føle ham tæt til sig igen, hun kunne ikke vente til senere! Snart ville hun være hans, både på papir og af rent bevis, vidner til at bekræfte deres 'Ja', hun var virkelig utålmodig, ligesom på bal aftenen. Det blide smil fandt vejen over hendes læber, hun var kun glad for at han kom nu og hun måtte indrømme at han så ekstremt dejlig ud! "I grevens tid som altid" påpegede hun som svar, og med det lille glimt der måtte befinde sig i hendes blik. Lykken var der, ikke kun hos hende men i den grad også hos ham og det glædede hende. Svaret på alle deres spørgsmål var blevet besvaret, det var ikke længere en forvirring om hvor pokker de stod, det var rent faktisk de to, deres hjerter der snart skulle blive til et, banke som et, et liv med ham, tanken om at blive elsket og holdt, ikke mindst beskyttet på den måde som kun han formåede det. Stille faldt kinden mod hans hånd ved det blide strøg som kun lod hende sitre, så savnet, 4 lange dage uden så meget som at have ham bare lidt tæt på, hun havde undvaret ham et døgn af gangen, aldrig mere "Selvfølgelig må du det" svarede hun i en munter tone, trådte stille bagud for at lade ham komme ind og døren glide stille i bag ham. Blikekt faldt til den lille æske, hun følte den enorme sitren og irriterende nysgerrighed, den æske havde virkelig fustreret hende så frygtelig længe nu! "Så kan jeg endelig få udløst spændingen?" hun hævede blikket mod ham og med et slankt hævet øjenbryn i en halvvejs undren, det havde hun virkelig glædet sig til. Gaven til ham var selv så ganske specielt, hun havde fået hjælp af en ganske speciel kvinde, og hun så virkelig frem til at se ham åbne den, se hans reaktion. Som masken blev fjernet lænede hun sig stille frem og plantede et kys mod hans højre kind, for hende var der absolut ingen grund til at skulle skjule sig, hun elskede ham for manden bag, og uanset hvad så var han så frygtelig køn i hendes øjne, specielt nu hvor han om ikke andet havde fået sit blik igen. Gæsterne var vel allerede begyndt at indfinde sig? Hun håbede i den grad at Evelyn ville være i blandt også selvom hun ville forstå hvis det ikke var tilfældet, det måtte være hårdt at skulle se, specielt når det ikke var noget hun kom til at opleve i nærmeste fremtid, hun følte virkelig med hende. Igen måtte hun hoppe lidt på stedet, klukkede let "Åh ja!" udbrød hun og rullede med øjnene, den nysgerrighed efter den æske havde næsten slået hende ihjel.. 7 gange, eller noget. Igen bed sig hun sig blidt i den bløde underlæbe "Det har været nogen hårde dage.. Som altid kan jeg ikke få hans blik, ånde eller greb ud af hovedet, jeg bliver ved at høre ham tale til mig og det gør mig sindssyg, specielt når du ikke har været der til at hive min ende op af hullet" hun lo let, dog en smule tamt inden hendes smil igen blev bredt " Men idag skal det ikke have lov til at ødelægge noget.. Og igen.. I aften vil aaaalt det være slut" hun sendte ham et lettere drillende blik, når først han ville hviske sporene væk ville alt være okay "Jeg elsker også dig, Nathaniel, af hele mit kolde hjerte" tilføjede hun stille. Hans hånd langs hendes side fik hende kun til at sitre, hun lod sig trækkes ind i hans favn og lod hænderne falde stille mod hans bryst, med blikket i hans, nød kun at være ham så tæt igen.