The moonlight night

[demitri]

Det var nat og månen stod på sit højeste, så der var masser af tid endnu. Det var under ballets tid og det hele gik indtil videre godt som planlagt. Demitri bevægede sig langs skovens kant, fuldkommen usynlig i mørket. Han bevægede sig hurtigt og smidigt imellem træer og sprang yndefuldt over buskene, for ikke at løbe igennem dem og lade dem rasle. Han endte med at stå stille, da han snusede det mørke af en dødsengel. Fabian. Det ville blive hans dødsnat inat. Han ville flå ham i stykker, eller dræbe ham.. På en eller anden måde. Det han ville finde sjovest. Lige til denne nat, havde han taget mange af sine knive og ting med. De sad skjult på hans krop, og ikke en eneste raslede. Det ville bare være uheldigt, hvis de gjorde. Han stod og betragtede søen. Han lyttede efter hvornår Fabian skulle komme. Der var kaos på Neutranium nu, og her var så stille, at det ville være uhyggeligt for nogle. Han strøg tungen over sine læber. Hans sidste våben, ville være at bide.. Selvom dødsengles blod virkelig ikke var særlig lækkert, så kunne det jo blive nødvendigt for at komme af med ham. Han kneb øjnene en smule i og ventede på, at han ville komme. Og endelig. Der stod Fabian. Han sneg sig afsted og ind bagfra ham af. Han trak nogle sølvkæder og slyngede dem ud i luften. Det var meningen, at kæderne skulle gribe fat i Fabian's sorte vinger. Demitri bandt kæderne til et træ. Så ville han da være fanget. Bundet til at træ, i sine vinger.

[Deleted]

At Fabian var ved at falde i baghold, var han slet ikke klar over på nogen måde. Han vidste bare at Samuel skulle fanges og det kunne virkelig ikke være rigtigt at den mand skulle få lov til at rende fri eftersom at de havde brugt evigheder på at fange den. Han var virkelig vred! At det hele måtte være kaos på slottet, var desværre noget som ikke var kendt for ham endnu - desværre, ellers havde han så sandelig ikke rendt rundt her som han gjorde lige i øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert. Det sitrede i hele hans krop. Han havde efterhånden mistet sporet efter Samuel.. Hvis den mand havde forvandlet sig til den ækle lille edderkop så..! Han forlod stien ikke så forbandet langt fra søen og gik roligt ned i knæ. Det var det sidste sæt med fodspor som han kunne se. Satans! Han sukkede nærmest opgivende og efterfulgt af en frygtelig lang række med adskillige bandeord. Forbandet være Samuel! Han valgte dog at fortsætte. Han gav bestemt ikke op så let. Hans vinger var let udenfor hans krop og hans skridt var dog nu mere rolige end det som de havde været det sidste lange stykke tid. Han løb ikke mere, det var der virkelig ikke nogen grund til, det var i den grad også helt sikkert. "Lille mide!" vrissede han for sig selv. De olivengrønne øjne søgte stille og roligt omkring i omgivelserne. Her var stille.. skræmmende stille i hans øjne og han brød sig bestemt ikke meget omkring den tanke, det var i den grad også helt sikkert, så var der virkelig ikke meget, at skulle gøre ved det, det var i den grad også helt sikkert. Han trak vejret dybt. Hans hjerte slog let og fast mod hans bryst. Hans hånd søgte ganske forsigtigt ned mod det sværd ved hans side. Der var virkelig for stille til at det kunne være helt naturligt. Han stivnede kraftigt, idet at nogen store sølvkæder måtte gribe fat i hans vinger og han endte lænket fast til et træ. Han vendte blikket fast mod hvor han var sikker på at det kom fra. "Giv dig til kende!" hvæsede han med en fast tone. Han var virkelig vred nok i forvejen!

[demitri]

Stemmen som lød, havde Demitri godt hørt. At han måtte søge efter noget, som var kommet fra ballet af, var han dog fuldstændig sikker på. Kaoset vidste han ville være der, om Fabian havde nået at få det med, var ham dog endnu ukendt. Men det ville han vel nok finde ud af.. Hvis han spurgte. Han smilede køligt, idet at han blev stående bag træet. Han stod fuldkommen stille og nød tanken om, at have fået ham fanget så nemt. Kæderne var lavet på den måde, at de strammede ind, hvis han rykkede sig for meget. Så det blev værst for ham selv. Han havde dog tænkt sig, at han skulle miste vingerne som noget af det første. Han havde selv et svært siddende i hans bælte, som han ned langs hans side. Men det var slet ikke tungt for ham. Han lod en busk rasle lige nær ham, ved at gå igennem den. Han blev dog i mørket. "Hvorfor?" lød hans mørke og dybe stemme, dog lidt fjernere. Han kom roligt frem, og bevægede sig hen imod ham med uhyggelige langsomme skridt. "Godaften Fabian," hilste han med et hånligt smil og nærmere sig med stilfærdige skridt. Ganske rolige og afmålte, som gjorde det til en lettere tirrende gang også. At han var vred, havde han dog fået med sig. Han spændte i sine strakte fingre, lukkede dem sammen i en knytnæve og gik hen til ham. Ca. 5 meter foran ham, stoppede ham op. "Kan du lide mine sølvkæder?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Hans øjne skinnede under månens lys, som han stod med hovedet hævet og rank ryg.

[Deleted]

Hvis Fabian havde vidst, at Neutranium var endt med at stå i et stort kaos, så havde han i den grad endt med at skulle vende om og søge direkte dertil så hurtigt som muligt. At dette havde været et forsøg på at få ham lukket ud i et baghold, så havde han i den grad taget mænd med fremfor at komme her alene, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende. Han kneb øjnene fast og let sammen. Hvem denne mand var vidste han ikke, men direkte så måtte han gætte sig frem til, at dette ikke ville blive et særlig hyggeligt sammenstød. Han rev ganske let i kæderne selvom han tydeligt kunne mærke, at de måtte stramme omkring hans vinger. Han stivnede let ved følelsen alene og vendte blikket fast i retningen af dem inden han vendte sig mod manden igen. At manden kendte hans navn forundrede vel heller ikke nogen? Han tvang sig selv til at blive stående. "Hvilken måde at byde gæsten velkommen. Jeg er vel æresgæsten i dette selskab?" Hans stemme dryppede af den rene hån. Blikket forlod ham dog på intet tidspunkt. Direkte måtte han gå ud fra, at denne mand var af frygtelige onde intentioner, ellers var han vel ikke kommet frem på denne måde, tvunget ham til at stå som det han måtte gøre lige i dette øjeblik? Ikke at det kunne undre nogen men alligevel.. Han hadet virkelig tanken og specielt fordi at han havde meget andet at tage sig til istedet for! Han trak vejret dybt og med den samme faste hjertebanken. Ikke banket det uroligt, men mere af det adrenalinkick som skød så kraftigt igennem ham som aldrig før. "Hvad er din intention?" Hans stemme var så frygtelig fast og krævende for et svar!

[demitri]

At Fabian var uvidende, var Demitri sikker på. Ellers ville han da ikke have gået alene. Så ville han da have tilkaldt et par tropper? Men han nød tanken om at have hærføreren i sin hule hånd lige her. Han var virkelig fanget og kæderne der, var virkelig et genialt våben som han havde fået! Et smil krusede over hans perfekte læber, og hans øjne betragtede Fabian, som han intet andet valg havde, end bare at stå der. Følelsen var fantastisk. At have overhånd og have torturredskaberne lige ved hånden, til at gøre det så smertefuldt som muligt. Han vædede let sine læber og nærmede sig ham roligt. Han stoppede nu op, blot ved 2 meters forskel mellem dem. At han stivnede ved følelsen af at kæderne strammede, nød han. Men så snart han stod stille igen, ville de være som før. "Det er du," sagde han stille. "Og min både at byde velkommen på, er yderst fin," sagde han roligt og ikke det mindste påvirket af hans hån. Det berørte ham bare ikke. Han var jo selv ligeså hånlig i sin udstråling. Han lukkede hånden omkring sin ene dolk og drog den frem. Han pegede den imod ham. "Jeg håber, du er klar på at miste dine vinger," sagde han dæmpet. Han pakkede kniven bort igen. Bare for at tirre ham lidt. Så havde han også forklaret hans intentioner. Han bevægede sig mod ham, for at komme om til hans vinger.

[Deleted]

Intentionerne måtte være temmelig klare for Fabian, uanset om han brød sig om det eller ikke. Han kneb øjnene fast sammen. Disse lænker var ikke noget som han brød sig om! De måtte være magiske på en eller anden måde.. Måske harmløse på en måde, men dette var virkelig dråben! Han knyttede hånden omkring hans eget sværd og selv uden at slippe denne mand med blikket. Lige hvem han var eller hvor fanden han var fra, det vidste han virkelig ikke, men dette ville han bestemt ikke lade gå uset forbi! Foreløbig var han jo selv tvunget til at stå stille, for han kunne mærke, at lænkerne ville løsne så snart han gjorde det. Hvor var det frustrerende! Han trak køligt på smilebåndet. Hvis denne mand lagde op til kamp, så skulle han fandeme få kamp! "Fin? Jeg vil nu mene at den er en smule rusten." Hans stemme dryppede af hån. Så længe, at han havde begge hænder fri, så skulle denne mand nok få sin kamp til stregen! Han trak vejret dybt. At han truet og tirret ham med den kniv, var ikke noget som havde nogen effekt på ham overhovedet. Der skulle lidt mere til en en sølle lille kniv! "Tror du den lille tingest der, skræmmer mig? Vampyr!" hvislede han med en fast og kold stemme. Det var næsten så frygtelig tydeligt og det hvilede næsten i atmosfæren. Hvilket kaos som Neutranium måtte hvile i, var ukendt for ham, han havde jo været tvunget til at søge væk inden. Han himlede svagt med øjnene. "Til at miste mine vinger? Tro mig.. Du mister hænderne inden du kommer i nærheden af dem!" Han trak sværdet og holdt det fast mellem sine hænder.

[demitri]

At Fabian regnede hans intentioner ud, var Demitri ikke i tvivl om. Manden var jo trods alt ikke dum, vel? At lænkerne var harmløse, gjorde dem ikke mindre trælse. Havde et godt greb om vingerne og så stod han jo også fast til træet. At han ville kunne forsvare sig selv, tvivlede han nu heller ikke på. Et smil gled over hans blege læber, alt imens at han bare stod og kiggede lidt på ham. At han var vred, kunne han udmærket godt se. Det gjorde bare det hele så meget sjovere jo! "Rusten siger du? Jeg tror det er dig, der er rusten," sagde han og slog hovedet tilbage i en latter. Han så tilbage på ham igen. "Næh.. Egentlig ikke," sagde han blot og trak på skuldrene. At blive kaldt vampyr, var ham virkelig ikke noget nyt. Han lo blot. Han drog sit eget sværd frem med en smuk bevægelse og stillede sig klar til kamp. "Tro om igen," sagde han og lod sit sværd klinge imod Fabian's. Han skulle virkelig få den mand ned med nakken, det var da sikkert og vidst. Mens at han kæmpede med den ene hånd, lod han sin anden falde ned i lommen og trække endnu en kæde op. Han svang den ud efter Fabian's sværd, for at få den til at sætte sig fast og så ville han trække hans sværd til sig. Der var ingen der snakkede om fair kamp her. Desuden var kædetricket langt nemmere end at slå sværdet ud af hænderne. I og med at han var meget stærk som vampyr, burde han da kunne få sværdet til sig.

[Deleted]

Fabian var bestemt heller ikke dum, ellers havde han ikke været hærfører. Der var i den grad også en grund til at han ikke var den type som man skulle løbe om hjørner med, for det ville virkelig ende med at gå fuldkommen galt i den anden ende, det var sikkert og vidst! Han trak vejret dybt og uden at skulle tage blikket fra ham på nogen som helst måde overhovedet. De olivengrønne øjne udstrålede den rene vrede. Han havde den fordel i hans egen race, det var sikkert og vidst. Han blev stærkere af at føle smerte, så denne vampyr skulle da bare komme an! Han sænkede hovedet en anelse, idet at klingerne roligt mødte hinanden. Han kunne ikke rigtigt røre sig uden at det ville stramme omkring hans vinger og det i sig selv, var faktisk noget som måtte irritere ham, for der var virkelig ikke noget værre end de bøjede vingefjer! Ikke bare at det gjorde ondt, så irriterede det ham virkelig også noget så grusomt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! "Du kalder mig for rusten? Du er desværre endt med at møde den helt forkerte mand," vrissede han fast. At kæden kom, var noget som han næsten havde ænset. Havde man en så havde man som regel også flere på sig. At den lukkede sig omkring hans sværd, fik ham selv til at trække det til sig, inden at vampyren nåede at få gjort noget som helst. Han lo hånligt. "Er det virkelig det bedste du kan komme med? Vampyr!" udbrød han fast, i og med at han kraftigt måtte svinge sværdet direkte mod ham. I samme omdrejning havde han valgt, at skulle tage et skridt tættere på ham. Om det så måtte spænde mere i hans vinger eller ej, var han ligeglad med. Den vampyr skulle ned med nakken!

[demitri]

At der lå en grund bag alle titler, var Demitri også sikker på. Der var jo også en grund til, at han var torturmester i Alecanders organisation. Alligevel var han virkelig ikke bange for, at skulle tage kampen om med en hærfører. At Fabien så blev stærkere af smerten, vidste han udmærket godt. Derfor skulle det jo også gå forholdsvist stærkt. Let kneb han øjnene i, mens han bøjede svagt i knæene og var klar på at skulle kæmpe. Han var selv trænet i alverdens våben, så hvorfor ikke bruge det nu man havde chance i en 'rigtig' kamp. "Det er jeg nu ikke så sikker på," svarede han til Fabians ord om, at have mødt den forkerte mand. Han var den helt rigtige mand, og han skulle ligge død for hans fødder. Hvis det endte med at blive tæt på solopgang, blev han dog nød til at flygte. Men der var timer endnu. Han fnøs, da han trak hans kæde til sig. I stedet slog han ud med sværdet og parrerede ellers slag, som Fabian måtte give igen. Han bevægede sig med ynde og vidste, at han havde en fordel. Hvis Fabian gik for langt, ville hans vinger ende med at brække over pga kæderne der holdt ham til træet. At han endnu engang blev kaldt vampyr, morede ham blot gevaldigt. Han parrede det slag Fabian gjorde, før at han trådte et skridt nærmere ham. Han smilede skævt og efter at have parreret, slog han lynhurtigt ud efter Fabians hånd som holdt sværdet. Så kunne han da måske give slip. Han var ubarmhjertig, og sigtede efter at hugge håndledet af.

[Deleted]

Fabian havde alverdens gode grunde til at være i besiddelse af de titler som han havde. Der var en god grund til at han var hærfører frem for så mange andre og det var en grund som denne vampyr nok skulle få lov til at se. De kæder omkring hans vingeled var virklig noget som var ham selv så frygtelig irriterende, at man skulle tro at det var løgn! Denne vampyr handlede næsten direkte efter bogen, så det var næsten åbenlyst hvad det var for nogen som næsten måtte kede Fabian. Det eneste som ikke var direkte efter bogen, var jo trods alt de kæder som måtte holde ham fast. Hvor var det dog frustrerende! Manden var bestemt ikke dum, så denne vampyr var i den grad kastet i krig med den forkerte mand. Han var hærfører og med de mange, mange erfaringer fra slagmarkerne igennem årenes løb, så var det noget som i den grad kun måtte tælle til hans fordel. Selvom vampyren havde hurtigheden på sin side, så var Fabian i den grad klar til at skulle tage imod! Han kneb øjnene fast sammen. Fair var kampen måske ikke, udelukkende fordi at han stod så fastlåst som han gjorde, så var han mere end villig til at ofre vingerne, hvis det skulle føre ham til en enkel og let sejr! "Lille mide!" hvislede han iskoldt. Lige nu var det slet ikke Samuel som han havde i hovedet, nej, det var at komme igennem dette helvede i øjeblikket! At knægten parrerede hvert eeste lille slag, irriterede ham virkelig noget så frygteligt som aldrig nogensinde før, det var helt sikkert også. Han fnøs fast idet at han svang sit sværd direkte mod hans håndled. Han reagerede selv kraftigt og trak den lille daggert som han havde siddende i hans bælte, kun for at lade den klinge direkte mod sværdet tidsnok til at hindre, at sværdet ville møde hans håndled. Han nægtet at lade sig falde så nemt! "Prøv igen.. grønskolling!" hvæsede han med en fast tone.

[demitri]

Hvad der "stod i bogen", var ikke direkte hvad Demitri gik ud fra. Han brugte teknikker som han havde lært, men han havde mange andre tricks i ærmet også. Mange ting var skjult på kroppen og dem ville Fabian nok nå at møde, før dette var slut. Hvis Fabian kunne holde den, til det var tæt på solnedgang, blev han dog nødt til at løbe. Men så ville han virkelig have tabt og det ville ikke være godt. Så havde han fejlet, og han var Alec's venstre hånd trodsalt. Som også torturerede de modsigende og fejlende. Han kunne jo ikke ligefrem torturere sig selv. Han kneb øjnene fast sammen. Kæderne nød han godt af, de tvang vel Fabian til at tænke en ekstra gang før han bare sprang imod ham. Ikke sagde han noget, han koncentrerede sig om at tirre Fabian. Ordene var virkelig ikke noget som rørte ham. At Fabian trak en dagget og parrerede med, gjorde at han lynhurtigt hen en af sine egne knive frem og jog direkte imod Fabians mave. Nu da de stod lidt til siden, fordi han kun havde været ude efter hans ene håndled, var der jo tilgang til maven. Han smilede. "Hvem kalder du grønskolling?" sagde han blot hånligt og med øjnenen let knebet sammen. Han trak sværdet til sig og hamrede ud efter ham igen, hvor han prøvede at skulle stikke ham i brystet.

[Deleted]

Fabian var i den grad en hærfører og det var med alt det som det måtte indebære, det var ikke noget som man skulle tage fejl af. Denne vampyr skulle nok se, at han ikke var den nemmeste at skulle lægge ned i jorden! Kæderne omkring hans vinger tvang ham selvfølgelig til at skulle tænke over tingene en ekstra gang, det var helt sikkert, men det ændrede virkelig ikke, at han kunne gøre modstand på nogen som helst måde overhovedet. Lige foreløbig, så handlede Demitri lige efter bogen og det gjorde det også meget enklere for Fabian at skulle parrere. Eftersom hans vinger var låst og det ikke var noget som han kunne gøre det midnste brug af, og det var virkelig noget som måtte frustrere ham. At han selv fandt flere våben frem, var ikke uventet, men med den hurtighed som en vampyr kunne gøre brug af, var desværre ikke rigtigt noget som Fabian kunne gøre det mindste med lige for øjeblikket. Kæden som lukkede sig fast omkring hans vinger, hvilket klart måtte gøre ham ukoncentreret for et øjeblik. Den lille kniv som fandt turen direkte til hans mave, fik det til at stivne mere eller mindre omgående. Han slap et svagt gisp og parrerede hans andet slag med sit sværd og gav det et kraftigt ryk, for at skulle skubbe ham væk. Blikket faldt ned af hans mave hvor den havde sat sig ikke langt under hans mellemgulv. Han tog fat i kniven og trak den ud, blot for at lade den falde blodigt til jorden. Der skulle mere til end det. Hvis der var noget at Fabian blev stærkere af, så var det smerte.. uanset om det var hans egen eller om det var en andens, det var virkelig ligegyldigt for ham! "Ja.. grønskolling.. Dig!" hvæsede han med en fast tone. Nu var han virkelig bare for alvor blevet vred! Det blødte en smule i hans side, selvom det virkeig ikke havde været alverdens på nogen måde overhovedet. Han svang igen sværdet med alt det som han havde af kræfter i armen, for at gøre et fast udfald mod hans hals. Det hoved skulle af!

[demitri]

Demitri vidste, at Fabian ikke var så nem at løbe om hjørner med. Men han vidste også, at han havde hurtigheden på sin side, så mon ikke det gik? Et smil gled over hans læber. Smilet var iskoldt og lettere ubarmhjertigt. At kæderne holdt ham lidt igen, lod dog blot et hånligt grin undslippe hans læber. Det måtte være irritationskilden for Fabian, at kæderne strammede så snart han ville tættere på. At kniven ikke var uventet, morede ham dog kun, for ham ramte. At kniven så bare røg til jorden, fik ham til at knibe øjnene i. Lynhurtigt parrerede han også hans slag. Hans hoved skulle i den grad ikke af. Han slog flere gange ud efter Fabians sværd og lagde alt sin vampyrstyrke i, for at få det ud af hans hænder. "Satans dødsengel!" hvæsede han koldt og hamrede ud efter hans sværd, for at gøre det endelige udslag til at han tabte den. Og endelig skete det. Han fik Fabians sværd slået ud af hans hænder og hurtigt sparkede han sværdet væk. Han satte sig eget tilbage i hans bælte, hvor holderen var til hans egen. Han hev Fabian hen til sig, hvor kæderne så ville stramme om hans vinger. Han endte med at sætte tænderne i Fabian og sugede hans blod til sig. Ikke blidt, men heller ikke helt hårdt. I et roligt tempo. Selvom det ikke smagte godt, styrkede det ham jo. Det var jo friskt.

//Med lov af Fabian, har jeg fået lov til at skrive, at sværdet blev slået ud af hans hænder, selvom det normalt ikke er op til mig.

[Deleted]

Fabian var virkelig noget så voldsomt irriteret, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han hadet virkelig at han ikke var i stand til at gøre noget som helst! Kæderne omkring hans finger, var virkelig ikke til noget andet end at irritere ham, det var helt sikkert og det var virkelig noget som kunne gøre noget ved den koncentration, for det krævede meget af ham selv at skulle stå overfor en vampyr på denne måde. Blodet flød fra hans sår i maveregionen, selvom han nægtet at tage sig af det lige i øjeblikket. At hans eget sværd røg ud af hånden på ham efterlod ham mere eller mindre forsvarsløs. Han vendte blikket fast mod Demitri og med den samme faste mine som før. Om ikke andet, så mere dræbende end den havde været for bare et lille øjeblik siden. At han blev revet helt tæt ind ti Demitri istedet for, hvor han tydeligt kunne mærke at kæderne strammet omkring hans vinger. Han bed det i sig, selvom det alligevel måtte resultere i et svagt gisp. Det gjorde jo faktisk en anelse ondt! Han stivnede helt, idet at tænderne gled i hans hals. Måske det ikke var det bedst velsmagende, men det var jo trods alt frisk af den grund. At han begyndte at suge og nære sig på ham istedet for, fik ham fast til at spænde i kroppen. Det var virkelig meget værre end det som han nogensinde havde oplevet det før! Hans ben startede med at skælve jo mere som han måtte tage jo mere slap måtte han blive og det var virkeig ubehageligt! "S-stop!" hvæsede han med en fast og sammenbidt stemme.

[demitri]

Den voldsomme irritation morede virkelig Demitri som intet andet. Kunne han andet end at nyde, at have låst Fabian mere fast. Det måtte vel også tage på koncentrationen, selvom Fabian gav udtryk for noget andet. Men han vidste bedre. At han var forsvarsløs, da sværdet røg ud af hans hænder, var han dog udmærket klar over. Han smilede koldt og nød faktisk et sted at suge Fabians blod, blot fordi at det ville dræbe ham i sidste ende. Det ville virkelig more ham noget så grusomt! Han bed lidt hårdere til ved Fabian og sugede blodet til sig. Det styrkede uden tvivl hans krop, så det nød han blot. Han gled ned at sidde på sine knæ, hvilket ville tvinge Fabian til det samme. Han trak tænderne til sig. Vidste at Fabian snart ville være drænet. Men han havde lidt endnu. "Hvorfor?" spurgte han blot dæmpet. Han slikkede sig let om munden. Ikke ligefrem det bedste. Han trak vejret dybt og så indgående på ham. Han bed tænderne i ham igen, tog et par mundfuller og tvang ham så ned at ligge på græsset. Han ville ikke være død endnu, men kroppen måtte arbejde på højtryk for at fornye så meget han havde taget.