Brylluppet!

[jesse]

Brylluppet var i dag. Det var virkelig i dag. Jesse kunne virkelig ikke tro det. Han havde gået så længe og set frem til det.. Bare levet i forlovelsen med sin elskede. Men nu var det virkelig nu. Eller om kort tid i hvert fald. I dag under alle omstændigheder! Han sad spændt foran spejlet. Han havde planlagt brylluppet sammen med Thayne, så de vidste begge hvordan og hvorledes. De havde ikke inviteret andre end Nathaniel, og da han ikke kunne komme, så syntes det at være ligemeget at invitere flere. Så det vare bare de to og en præst, om aftenen under solnedgangen i en gazebo i parken. Han var virkelig helt oppe at køre. Begge havde de en lille buket blomster om hånden og de skulle bære hinandens vielsesringe, i et selvvalgt skrin, som man skulle forklare om, under deres løfte. Han nærmede sig stille parken med Thayne under armen. Thayne var klædt i hvid og Jesse var klædt i et par nydelige sorte bukser, en skjorte, en grå vest, gråt slips og sorte sko. Dertil også en pæn habitjakke, med en rose i brystlommen. Rosen var helt lys blå og det var jo Thaynes yndlingsfarve. Så derfor havde han gjort det. Og han havde sørget for at fortælle Thayne det, da han jo ikke rigtigt så i farver. Han ønskede dog at rette op på det, hvis han kunne. Langsomt begav han sig mod parken og nåede langsom gazeboen, hvor præsten stod. Han fulgte Thayne med sig, mens han nynnede en bryllupsvise og førte ham op af de få trin og nåede midten, hvor præsten stod. Han smilede let til ham og sank en let klump. Præsten her var en slags gadepræst, dog udlært af nogle af de dygtige og vise præster. Han smilede. Han kunne simpelthen ikke lade vær. Hans hjerte bankede hårdt mod hans bryst og han ville bare så gerne have det gennemført.

[Deleted]

Thayne kunne virkelig ikke tro at det var nu at det hele skulle ske.. Lige nu og lige her! Bare det, at Jesse havde friet til ham dengang, var noget som havde revet ham op af det hul som han havde været i, igennem så frygtelig mange år, at man skulle tro at det var løgn. Så længe at de havde haft det under planlægning, så var de jo trods alt også helt sikre på at det hele nok skulle gå rigtig godt. At Nathaniel ikke var i stand til at komme, var jo selvfølgelig en skam i den anden ende, men Thayne forstod ham nu godt. Han havde selv mistet og endda på sin egen bryllupsdag. Det var da virkelig bare tragisk! Han havde virkelig ondt af manden, selvom de tydeligt var kommet skævt ind på hinanden i udgangspunktet, så var det virkelig ikke noget som rørte ham sådan rigtigt lige nu. De havde ordnet op og det var så sandelig også sådan, at det burde være i udgangspunktet. At han gik klædt i hvid, var da en farve som han var i stand til at se, og det at Jesse måtte gå i sort, alt andet var virkelig ukendt for ham. Han havde aldrig nogensinde set en eneste farve, men igen, så var det ikke noget som generede ham. Man kunne ikke savne noget som man ikke havde, selvom det virkelig var en anelse frustrerende, at han ikke kunne sætte farve på noget som helst, så var det bare noget som han måtte acceptere til fulde i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert. Han gik roligt med Jesse ved sin side og med den klare stolthed i minen. Hans hjerte hamrede let mod hans bryst, en anelse nervøs havde man vel lov til at være. Det sidste lange stykke tid, så havde han siddet og øvet på hans tale og løfterne til Jesse. Han følte virkelig at der var så frygtelig meget for ham at skulle sige! Den lille buket i hænderne, var noget som han tydeligt måtte knuge om. Han var virkelig bare så bange for, at han ville glemme det ene eller det andet. Bare det, at præsten var gået med til at vie dem ,var noget som han var så frygtelig glad for i den anden ende. Efter alt det som var sket igennem den sidste tid, så var det vel også godt med en smule lykke? Han kunne simpelthen ikke lade være med at smile! At høre Jesse nynne på en bryllupsvise var en tanke som blot lod ham vide det hele; Det var virkelig nu at det hele ville ske. Det var virkelig en helt utrolig tanke! "Det klæder dig virkelig," sagde han stille idet at de gik igennem parken op til gazeboen som stod der klar til at skulle tage imod dem. Præsen stod klar og det hele. Det var her at Thayne blev en anelse nervøs. Han vidste udmærket godt hvordan folk så på deres slags. At være til sit eget køn, så var det virkelig bare noget som raget ham. Han nægtet at tænke de tanker lige nu! Jesse var alt som fyldte ham. Alt som han nogensinde ville have i tankerne. Han gengældte præstens lette smil. Han trak roligt Jesse med sig op mod præsten og vendte blikket stille mod ham. "Det klæder dig virkelig," sagde han roligt og med et stille smil på læben. Han kunne simpelthen ikke lade være med at smile! Løfterne kørte rundt i hans hoved og det ville de gøre til en evig tid.

[jesse]

Løfterne havde Jesse grublet over længe. Og de havde kørt i hans tanker hele natten, hvilket havde gjort ham lettere søvnløs. Det hele skulle gerne gå uden problemer, ellers ville han virkelig bare gå i stå lige pludseligt. Jo nærmere de kom til gazeboen, jo mere blev han nervøs og hjerterytmen steg let. Han trykkede Thayne lidt ind til sig. Dette var virkelig ikke slutningen på forlovelsen, dette var starten på evigheden sammen. Han kunne virkelig ikke bede om andet, end bare at Thayne ville være hos ham forevigt. Han kunne virkelig ikke forestille sig selv sammen med nogen anden i hele verdenen. Hvis ikke det var Thayne, så skulle han slet ikke have nogen! Han ville nok gå helt i chok over hans død, så han slet ikke kunne bruges til noget længere. Let strøg han tungen over sine læber og han drejede hovedet imod sin elskede. Nok var det ikke velset (deraf grunden til aftenbrylluppet med en udlært præst, der var gået 'ned' til gadepræst), men Jesse så virkelig forbi det. Han ville have sin elskede. Han spidsede let læberne og bredte læberne ud i et smil. Han var virkelig lykkelig og lykken strålede virkelig ud af ham. "Det klæder virkelig også dig kære," sagde han blidt. Da Thayne sagde det anden gang, kunne han ikke undgå at le. "Så er det da påpeget," sagde han med et skævt smil og rettede sig let op og så på præsten. Det orange skær fra solnedgangen gled fast ind over gazeboen og dannede det smukkeste skær. Og præsten startede lige idet det skete. "I er kommet her i dag, for at indgå til et ægteskab som ægtemænd," sagde præsten stille. Han havde et stykke papir inde i sin bibel, hvor det var skrevet over på. Ellers stod der jo "hustru og ægtemand." Et smil spillede over præsten læber, som han begyndte at tale og holde den varme prædike om kærlighed. "Og jeg tilbeder nu dig, Thayne Loxor Kariè, om at sige din løfter til Jesse Gackt Isamu McDavay," sagde præsten og nikkede let imod Thayne. Jesse vendte sig med fronten imod Thayne og så ham i øjnene. Hans hjerte bankede.

[Deleted]

Thayne var virkelig bare så frygtelig nervøs, at han ikke rigtigt havde kontrol over noget som helst. At han havde sagt det hele to gange, havde virkelig ikke været hans mening, men det var nu og da ord som han ikke kunne gøre andet end at mene det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Det var ham virkelig bare en lettelse, at de i det hele taget havde fundet en som kunne hjælpe dem med at blive viet, for han var klar over, at dem var der bestemt ikke mange af. At nogen kunne se at de også skulle have de samme rettigheder. Han lod blikket glide ganske let og forlegent ned mod jorden og med den næsten tydelige rødmen i kinderne. "Hov.." sagde han med et let grin. Lige i dag var der virkelig ikke noget som kunne ødelægge noget som helst. Det havde jo været deres store drøm og endelig var det blevet dem en mulighed! En glædelig tanke var det i allerhøjeste grad! Han var virkelig lykkelig som han aldrig nogensinde havde været før. At det hele måtte flaske sig som det var ønsket af dem, det var simpelthen en frygtelig mærkværdig tanke og han elskede det virkelig. Langt om længe ville han være i stand til at skulle få Jesse som sin ægtefælde. Han ville virkelig aldrig nogensinde have andre end det som han havde foran sig lige nu og i dette øjeblik! Den eneste som virkelig havde revet hans ben væk under ham, taget hans hjerte med storm og det sagde virkelig heller ikke så lidt på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var i den grad også noget som han blot måtte stå ved på denne måde, det var helt sikkert. Han nikkede anerkendende til præsten. Han var virkelig den mand taknemmelig for det som han gjorde for dem i denne stund, det var helt sikkert, for han vidste udmærket godt hvordan det blev set på i samfundet og det raget ham mildest talt. Han var hvad han var og det var i den grad også noget som han måtte være så frygtelig stolt af i den anden ende. Det var bare ikke noget som man kunne se det mindste væk fra. Han vendte sig mod ham og selv med et stille smil på læben. Hans hjerte hamrede virkelig mod hans bryst. Hvad han havde at være nervøs for, det kunne han virkelig ikke se, for det var jo trods alt bare de to og så en præst? Han glædet sig virkelig bare til at få det overstået. Han trak vejret stille og dybt, blot for at lade de grå øjne søge direkte til Jesses. Han sendte ham det varmeste og kærligste smil som han overhovedet var i stand til at skulle gøre det. "Da jeg så dig for første gang, Jesse, så havde jeg aldrig nogensinde troet at vi skulle ende med at stå her. Ikke blot med, at du skænkede mig et hjem, du skænkede mig et venskab, men du skænkede mig også dit hjerte, og så håber jeg virkelig, at jeg har gjort det godt nok til at lade dig vide, at det er en tillid som jeg aldrig nogensinde har eller ville kunne svigte. Du er virkelig en mand af en utrolig stor betydning for mig." Hans hjerte hamrede som en sindssyg. Han følte virkelig, at han var ved at besvime! "Jeg ved at vi har været igennem så frygtelig meget allerede nu.. Pas af børn og med et stort ansvar som selv blev lagt på mine skuldre, så er det aldrig noget som jeg har fortrudt, udelukkende fordi ,at du har været der sammen med mig og det håber jeg virkelig at du vil være til den bitre ende. Jeg ved, at det virkelig ikke har været nemt, jeg ved godt, at vi har haft så meget at se til, men jeg har kunne se hvad vi kæmper for og det er det som jeg har holdt fast i siden start. At sige 'jeg elsker dig' er ord som jeg aldrig nogensinde vil blive træt af at fortælle dig, for det er ord jeg mener af hjerte, sind og sjæl. Jeg vil aldrig kunne leve uden dig, Jesse.. Hvis det ikke var dig, som ville være ved min side, så var mit liv virkelig ikke noget værd at leve for. Et forhold skal bygges på tilid og det skal bygges på ærlighed og det er det som jeg vil skænke dig igennem resten af livet og så længe at du vil have mig ved din side." Hans hjerte slog virkelig for vildt mod hans bryst. Talen var alligevel glemt, typisk! Han valgte bare at improvisere. Ringen tog han roligt fra det lille skrin og vendte sig roligt mod Jesse endnu en gang. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. "Jeg elsker dig, Jesse.. det gør jeg virkelig og jeg håber blot, at du vil lade mig blive din for resten af livet.." Han tog hans hånd og lod ringen glide på hans finger, blot for at sende ham det varme og kærlige smil. Jesse var virkelig hans verden og han ville virkelig gøre alt.. absolut alt for ham!

[jesse]

At Thayne var nervøs kunne Jesse godt fornemme, og det gjorde ham også selv lidt nervøs. Han holdt dog humøret højt, da denne nervøsitet var noget godt. Nervøsiteten over deres tale. Han smilede stille og så til, da Thayne blev helt rød i kinderne. Han klappede ham blidt på kinden. Det var da bare noget af det sødeste. Jesse's egen nervøsitet blev ved med at stige og han følte næsten helt at han glemte hvad han skulle love Thayne. Men det måtte han bare ikke, der var mange vigtige ting han skulle sige. Men tal lige ud af posen. Det var hvad han tænkte på. Han ville om kort tid været forenet med Thayne til døden dem skillede (hvilket så var det værste). Han håbede virkelig, at hvis en af dem skulle gå bort, så ville de ære hinanden. "Intet at sige hov over," hviskede han blidt i hans øre. Han stillede sig rankt foran præsten og lyttede til talen. Det hele var lavet lidt anderledes, grundet de var 2 drenge. Men det ragede ham virkelig. Hvis man ikke måtte elske den man ville, så var samfundet da lidt grove. Han vædede let sine læber og hans øjne flakkede tit til Thayne. Hans hjerte bankede betydeligt, og han vendte sin front helt mod Thayne. Han var spændt på at høre hvad Thayne havde at sige. Han kiggede ham ind i øjnene. Han kunne ikke lade vær med at smile. Hans hjerte begyndte betydeligt at hare, som Thayne fortalte ham det hele og han var tæt på at græde. Og det gjorde han også. Tårerne pressede sig på. Han grinte let og gned sine øjne. Han lod Thayne give ham ringen på. Han sukkede dybt og tørrede flere tårer væk. "Den første gang.. Hvor vi mødtes i sneen ved søen. Den vil jeg aldrig glemme," sagde han stille og fik gråden skubbet lidt til side. "Du skænkede mig virkelig en helt ny indstilling på livet, og du spredte lys da du kom ind i mit liv," fortalte han videre. Han stod virkelig med hjertet helt oppe i halsen. "Alt hvad vi har stået igennem, kunne jeg ikke have gjort uden dig ved min side. Ikke nogen anden ville kunne have hjulpet, du er den eneste for mig. Du er alt der lysner min hverdag og jeg kan kun takke dig, for at være det brændende lys der aldrig går ud. Vi kæmper ofte og vi klarer det. Jeg vil gå igennem ild og vand for dig, og jeg vil aldrig tøve med at være der for dig lige meget hvad der sker! Hvis du ikke var ved min side, kunne jeg ligeså godt bestille kisten, fordi så ville det hele ikke være noget værd længere," han løftede sin æske med de ord. "Denne æske har jeg valgt, fordi den symbolisere noget specielt mellem os," sagde han stille. Æsken havde et symbol ovenpå. 2 hjerter, bundet ind i hinanden og med en pil igennem dem begge. "Du holder nøglen til mit hjerte Thayne," sagde han stille. "Jeg vil være din resten af vores liv, hvis du blot vil blive min," sagde han dæmpet og tog ringen ud. Han lod den glide på Thayne's finger. Så var de forbundet. "Jeg elsker dig Thayne." Thayne var hele hans verden, så intet var sagt på nogen tøvende måde overhovedet. Præsten talte færdigt. "Jeg erklærer jer nu for rette ægtefolk at være.. I må kysse," sagde præsten og lukkede sin bog sammen. Jesse lagde en hånd i Thayne's nakke og gav ham et blidt kys lige på munden. Præsten gik en vej ned af gazeboen og Jesse tog Thayne under armen, og førte ham ned sig ned

[Deleted]

Thayne havde virkelig været nervøs, men det havde virkelig bare været det bedste at kaste sig ud i det på alle måder, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. At kaste sig ud i det, havde virkelig været til det bedste for hans vedkommende, det var helt sikkert. Hans hjerte slog let og fast mod hans bryst og selv med det smil som blot måtte brede sig i takt til at han kunne se hvor rørt at Jesse var over hans ord og udtalelse. Han kunne simpelthen bare ikke lade være på nogen måde, så det var noget som virkelig betød så frygtelig meget. Han elskede virkelig den knægt og meget mere end det som han ville være i stand til at skulle beskrive det, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. At høre Jesses ord, var virkelig noget som bare måtte varme hans indre. Han havde aldrig nogensinde været så nemt til tårer, men lige dette.. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. Han havde aldrig nogensinde forestillet sig, at skulle stå i denne situation, så perfekt som den nu end måtte være. Det kunne simpelthen ikke blive bedre end det som det måtte være, det var i den grad helt sikkert! Jesse ville blive hans og Thayne ville blive Jesses. Det var virkelig en drøm som måtte gå i opfyldelse. Som ordene måtte gå mod sin ende i de mange løfter. Det var store løfter at give til hinanden, men han agtet i den grad at skulle leve op til dem, uanset hvad pokker folk ville synes om det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det skulle være de to. De var simpelthen bare ment for at være sammen, og det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Skæbnen havde bragt dem sammen dengang og de havde stadig hinanden. Troen på det rigtige og det ægte var i den grad dukket op. Som ringen måtte glide på fingeren, bredte smilet sig virkelig bare. Det efterlod ham selv med en følelse af at være intet andet end komplet på alle måder og han måtte virkelig bare elske det! At det hele allerede måtte gå mod en ende, havde han intet imod. Nu havde de forhåbentlig evigheden sammen og han ville virkelig bare have muligheden til at nyde hvert eneste lille sekund som det var ham overhovedet muligt. Ved præstens ord, vendte han hele blikket mod Jesse. At mærke Jesses hånd i hans nakke, fik det virkelig kun til at sitre i absolut hele hans krop. Han elskede det virkelig. Hans hånd gled ganske let over Jesses kind i og med, at han gengældte hans kys med en nærmest længsel som var noget så ubeskrivelig inden han roligt trak hovedet til sig endnu en gang. Lykken stod i de grå øjne. Og det ville aldrig nogensinde forsvinde! Han lod Jesse tage hans arm og førte ham stille ned af gazebonen og en anelse væk derfra. "Det er dig som gør mig lykkelig, Jesse.. Jeg er bare glad for, at du er min." Han sendte ham det store og lykkelige smil. Ringen gjorde ham komplet af følelser, men det var Jesse som gjorde ham fuldstændig komplet af sind og det var noget som virkelig betød noget så frygtelig meget for ham.

[jesse]

Jesse havde været nervøs, men det var gået over så snart at han havde fået sagt det hele. Han mente det hele på alle måder. Han elskede jo Thayne over alt i denne verden. Dette bryllup kunne virkelig ikke være bedre, det var helt sikkert. Han elskede virkelig sin mand. Hans eget hjerte faldt en smule til ro, nu da det hele var slut og de bare havde deres bryllupsnat foran dem. Hvad skulle de lave? Det var han usikker på. Han smilede varmt til ham og så ham ind i øjnene. Han var virkelig rørt over Thayne's tale, der var ingen tvivl om at han var rørt til tårer pga det. De samlede sig i øjenkrogene og gjorde hans øjne slørede, selvom de dog ikke rigtig faldt. Han bed sig i den let dirrende læbe. Han var så varm indeni lige nu, at han måtte brænde dem han rørte. Sådan følte han det. Hans eget smil falmede ikke det mindste og han betragtede sin elskede, som han selv havde fortalt sin tale. Dette var virkelig en perfekt dag. Endelig var de 'korrekt' sammen. Gift. Ægtemænd. Det var virkelig det mest fantastiske der kunne ske. Han takkede guderne, for at have ladet dem finde hinanden. At de var ment for hinanden, var han virkelig ikke i tvivl om. Han var endelig fuldendt. Han ville nyde resten af livet med Thayne. Han elskede tanken og elskede ham! Hans lillaagtige øjne så direkte i Thaynes. "Det er dig, som gør mig lykkelig.." sagde han varmt og smilede. Han kyssede ham igen, da de var gået de 6-7 trin ned og stod på grasset nedenfor gazeboen. Ringen var virkelig, som et stykke klæde for ham. Den betød det hele og han ville være nøgen uden den. Han førte Thayne med sig over græsset og derved væk fra gazeboen og ud i Manjarno et sted. Han smilede stille, han kunne ikke lade vær. "Vi er gift nu, min kære," sagde han stille og drejede blikket op imod ham. "Hvor vil du tilbringe bryllupsnatten?" spurgte han.

[Deleted]

Thayne kunne virkelig ikke være mere lykkelig end det som han måtte være lige nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Jesse var virkelig den som kunne gøre ham noget så frygtelig lykkelig, at man skulle tro at det var løgn! Han vendte blikket stille mod Jesse. Selv med lykken som nærmest måtte stråle ud af hans eget blik. Det var virkelig en helt utrolig dejlig følelse og fornemmelse, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville eller ikke, det var endda også helt sikkert! Hans eget hjerte var faldet en anelse til ro efterhånden. Det værste var overstået og det var nu også den store lykke som de måtte have tilbage og det var den som han virkelig bare måtte se frem til. Hans øjne skinnede af den rene lykke, ja bare det, at skulle have Jesse så frygtelig tæt på sig, var virkelig det bedste som nogensinde var sket i hans lange liv! Gift.. ægtemænd, det kunne simpelthen ikke blive bedre end det som det måtte være lige i øjeblikket, det var i den grad også helt sikkert. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. Normalt så deprimeret, men det var så sandelig ikke tilfældet længere, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet! Han tog ganske let imod hans kys og med et stille smil. Det der kunne han virkelig bare ikke få nok af, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende, hvad end om det var noget som han ville eller ikke! "Endelig.. langt om længe," medstemte han roligt og med det tydelige brede smil på læberne, ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom, det var virkelig det som måtte glæde ham mest for øjeblikket og det var virkelig helt utroligt! De grå øjne gled stille mod Jesse, idet han roligt hævede hånden og strøg hans kind ganske roligt og blidt. "Jeg er ligeglad med hvor.. Bare jeg er sammen med dig, min elskede," hviskede han med en rolig og ganske let og stilfærdig mine. Ikke at det var noget som han ville skjule for ham. Det var virkelig bare den mand som han elskede mere end noget andet!