A huge step forward..

[Deleted]

Det var end ikke en overdrivelse at Jasper havde reddet hende, for det havde han også i den grad, var han ikke dukket op så havde hun fortsat med at sulte sig selv, ikke mindst efter at hende og Elias måtte have været igennem det skænderi. Han havde givet hende noget at brænde for, et venskab der var værd at være i, skænket hende et smil og fået hende til at gengælde det, med andre ord så havde han givet hende noget at leve for, og det kunne ses på hendes. Kroppen var endnu dækket under en alt for stor kjole og Ebony vidste udemærket at hun langt fra måtte være den smukkeste kvinde om hun ville det eller ej, men om ikke andet så var hun begyndt at spise og bar een sådan lille ting var for hende et helt enormt skridt. Hun spiste endda meget i forhold til det som man i virkeligheden måtte tro. Det var allerede et helt år siden at han havde fundet hende ude i den skov, et helt år siden at den stemning måtte have grebet hende og endnu var han ikke på vejen til at blive kedelig, når han sagde noget så var hans ord ægte, når han så på hende var det ikke med foragt eller fordi hun var en Light Dwann og han var tvunget til at have respekt for hende, nej ud over Adriel var han den eneste ven som hun gennem så mange år måtte have haft ved sin side. Dag ud og dag ind måtte hun gå op af ham, han repspekterede hende som en kvinde og som den person hun måtte være, det var vel ikke underligt at hendes hjerte bankede mere fast når han var i nærheden? Specielt ikke med henblik på hvad hun havde gjort under deres første møde, det kys, endnu var det ikke gået op for hende hvorfor hun havde gjort det som sådan, men hun måtte ikke fortryde det på nogen måde, et sted så ville hun vel lyve hvis hun påstod at hun ikke lystede at gøre det igen? Om det så var hendes egen generthed og hendes egen usikkerhed det gjorde det, eller om det var tanken om Alice det kunne hun virkelig ikke svare på. Hele stemningen havde været trykket siden Gabriels død, hendes kære gamle barndoms flamme goså selvom hun aldrig som sådan havde kendt ham. Selv for hende var det et tab af hendes konge og en ven, eftersom hendes far måtte have taget hende med til slottet utallige gange da hun endnu havde været lille og så op til ham. Fuglene sang, og hun måtte i den grad nyde af de smukke toner som vinden måtte bære. At Jasper måtte virkelig underlig nervøs var noget som Ebony havde opfanget, hendes eget hjerte begyndte at banke, når han blev nervøs så kunne det vel ikke tyde godt? Hånden faldt i hans, hun knugede den ganske stille i sin. Hans første ord fik hende kun til at smile, der var ingen tvivl om at hun i den grad selv måtte elske og nyde hans nærvær, og hun nød at tilbringe alt den tid med ham ikke kun i træningssalen men også på værelset når de sad inde i deres lille indrettede stue og blot måtte snakke. Hans hænder var fugtige, hun ventede vel en smule spændt? De sidste ord fik virkelig kun hendes hjerte til at banke det var tydeligt at dette måtte være noget hun aldrig havde set komme! Kærligheden var noget som for hendes del var blevet opgivet for længst, hun var grim, havde ikke de helt store talenter ud over at hun var frygtelig god til at male, det var som sådan også det. Rødmen steg kraftigt i hendes kinder, hun knugede let om hans hånd. Flere gange måtte hun åbne munden kun for at lukke den igen, hun var blevet gjort mere eller mindre tavs. Blikekt gled mod ham, underlig.. Brændende "Den var virkelig ikke ventet Jasper, du af alle ved at jeg opgav den slags for længst.. Men den seneste tid er jeg virkelig blevet i tvivl, mit hjertet har hamret hver gang du har været tæt på, jeg har aldrig følt en sådanne sindsro som når vi sidder i sofaen og blot fører en samtale, ler over absolut intet, og jeg har kun i min vildeste drømme drømt om at du ville sige noget som dette.. Jeg vil hellere end gerne dele det med dig.. ikke kun på en scene men i den grad også i det private" for første gang længe måtte hun lyde selvsikker, det var hvad hun ønskede det var hun virkelig ikke i tvivl om. Hånden gav hun et blidt klem, der var virkelig ingen grund til atv ære nervøs hendes valg var truffet.

[jasper]

Jasper kunne virklig ikke være andet end stolt af det, som han nu havde set at Ebony havde været i stand til at gøre ved sig selv. Måske, at hun stadig var frygtelig tynd, men det som hun stod med nu, var i den grad betragtelig bedre end det som hun stod med for bare et lille år siden. Der havde tøsen jo ikke været andet end skind og ben! Han havde aldrig nogensinde reageret med frygt, tvært imod, det som jo i udgangspuktet havde bragt dem sammen, var en danseøvelse efterfulgt af det så brændende ønske om at kunne hjælpe hende med det som hun nu end bare måtte slås med, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han havde siddet med de tanker så frygtelig længe nu og nu følte han også at det var på tide, at komme frem med det. Han elskede virkelig at være sammen med hende på må og få, det var ikke noget som han ville skjule for hende. Han ønskede at være der for hende og han ønskede.. dette. Måske, at det var noget af det mest egoistiske som han nogensinde ville komme til, men at ønske hende som sin egen, kunne vel heller ikke være slemt? Det var det dog bestemt ikke i hans øjne på noget tidspunkt overhovedet! Det gjorde ham nervøs på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig frem til, det var ikke noget som man skulle tage fejl af det mindste. Han havde fundet hende i skoven dengang og han fortrød virkelig aldrig nogensinde alt det som han havde gjort for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om ovehovedet. Hans finger var helt våde af sved og det samme var han selv. Han var måske en underlig en af slagsen, men han fandt det egentlig kun retfærdigt; At finde ud af hvor man måtte stå henne med hinanden og derfor et spørgsmål som måtte kræve et ganske klart svar fra hendes side af, så måtte han jo se hvorvidt om han måtte blive afvist eller ikke. Han kunne tydeligt se på hende, at det var noget som måtte komme bag på hende og hvorvidt om det var en god ting eller ikke, det genstod jo så at finde ud af. Hendes ord var ham en lettelse uden lige. Han vidste, at det var noget som hun havde opgivet helt, hvilket i den grad var en forfærdelig tanke i hans hoved, det var bare noget som slet ikke skulle gøres på den måde, det var også helt sikkert! Hans læber spillede tydeligt ud i det varme smil. Han kunne simpelthen bare ikke lade være når det måtte komme til stykket. "Det er en ting som man aldrig nogensinde burde opgive, Ebony," sagde han roligt og ikke mindst med en ærlig stemme. I og med, at hun havde valgt, at skulle fortælle ham, at det var noget som hun havde opgivet, så havde det faktisk ramt ham hårdt! Han tog roligt omkring hendes hånd, idet han roligt begav sig tæt på hende. Han ønskede virkelig at beskytte hende og med alt det som han kunne gøre brug af. Alt for hende, alt andet var virkelig fuldkommen ligegyldigt. "Mit hjerte har banket som en sindssyg mod mit bryst, lige så snart jeg har set dig, min kære.. lige så snart jeg ser dit smil, så føles det som mine ben giver efter." Han lod hovedet søge let på sned. At hun gik med til det, var noget som gjorde ham så frygtelig glad indvendig, det var slet ikke noget som man skulle kunne være det mindste i tvivl om overhovedet! Han lænede sig frem, hvor han forsigtigt plantet et stille og roligt kys mod hendes kind, inden han roligt valgte at skulle trække sig igen. Han sendte hende det varmeste smil. "Hvis du dog bare vidste, hvad dine ord gør ved mit hjerte.." Han trykkede hende roligt omkring hånden, for roligt at føre den til hans bryst. Hans hjerte hamrede som en sindssyg som det aldrig nogensinde havde banket før - Og det bankede for hende og kun for hende som den eneste. Nok var de store ord ikke sagt, men det skulle nok komme tids nok. Han holdt af hende som ingen anden og det var noget som han så brændende ønskede at vise hende.

[Deleted]

Der var sket frygtelig meget på det ene år hvor hun havde været sammen med Jasper, en enorm personlig udvikling først og fremmest. Hun levede ikke længere i en skygge af en højtstående familie, med en leder, en smed og ganske meget andet, hun var ikke længere blot en mærk plet på en eller anden familie, den eneste der aldrig havde set hende sådan var Adriel, og lige den var hun kun glad for. Hun var blevet revet væk fra hendes kære gamle far, som i hendes øjne burde have været skampletten, han havde svigtet dem alle, ikke kun hendes mor og hans hustru, men i den grad også hans børn, den eneste som endnu måtte stås om yndlingen var Bailey og hun kunne ærlig talt ikke fordrage det! Reaktionen på at hun måtte flytte hjemmefra havde i den grad ikke været pænt, da hun for næsten et år siden søgte hjem sammen med Jasper og han hjalp hende med at pakke hendes ting for at komme væk, nu havde hun sit liv her på slottet, og på værelset med Jasper, hun blev set på som sit eget individ og intet andet, og det glædede hende virkelig kun, et sted følte hun sig vel nærmest fri? Hvad der så lettede hende mest var jo netop det faktum at Jasper aldrig nogensinde havde set på hende og der havde været frygt at spore i hans blik, eller foragt for den sags skyld, hendes krop var forfærdelig og hun havde gjort det ved den selv, han var den som gav hende noget at leve for, ikke kun i form af den dans som han havde introduceret hende for, men i den grad også i form af at han stod der som en ven for hende, og nu også mere, en tanke som faktisk glædede hende. Siden deres første møde - Siden deres første kys var det hele gået lidt i sig selv, på vejen var der blevet lagt ganske små tegn som de i tide og utide havde valgt at opfatte men intet som kunne sige hvor pokker de stod, nu var hun tvunget i en situation hvor hun måtte tage en direkte beslutning og det gjorde hun uden at tøve, også selvom det virkelig kom bag på hende, at det ikke ligefrem var det som hun havde ventet. At være sammen med ham var let, når de sad i sofaen og lo med et glas vin i hånden, eller når de lå i sengen og hun lå en smule ind til ham og diksuterede alt ligegyldigt, hendes hjerte begyndte virkelig at banke i de stunder, og når hun endelig havde været så heldig at armen havde sneget sig om hendes liv, så havde hun kæmpet for at falde i søvn i samme stilling udelukkende fordi hun vidste at drømmene for en gangs skyld ville ende med at være søde. Egoistisk eller ej, Ebony ønskede at være hans og kunne kalde ham for sin, ikke kun når de hvilede i dansen men i den grad også privat, det var der vel intet forkert i? Ej heller selvom kærlighed var noget som hun måtte have opgivet for ganske længe siden da ingen viste interesse og alle så på hende med afsky i blikket, en fordel havde det om ikke andet haft, hun var blevet en utrolig god menneskekender, "Når alle ser på dig med afsky i blikket, tvinger sig til at snakke med dig fordi din far er leder.. Så er det noget man opgiver" trækket i hendes mundvie var tydeligt, han var anderledes. Han så på hende som en kvinde af menneskelige følelser, valgte at se de smukke få ting i hende og hun elskede det virkelig. Håbet havde hun end ikke turdet knuge om, aldrig havde hun regnet med at dette rent faktisk ville blive en realistisk tanke, og nu sad de der. Hendes egne fingrer var blevet tydeligt fugtige som de hvilede der i hans egen og med hendes eget hjerte som slog de faste slag mod brystet. Kinderne antog en lettere lyserød farve ved kysser mod hendes kind, det føltedes jo faktisk.. Rigtigt? Ebonys læber spillede ud i et stort smil "Hvad gør dine ben så nu, kære?" mumlede hun lettere drillende, Tanken om at hun fik en mand til at smelte, og så en som Jasper, den havde virkelig ikke været ventet på nogen måde, og alligevel var det en tanke hun i den grad måtte nyde. Ganske let måtte hun vende sig en smule mod ham blot for at det blev mindre anstrengende. Det mørke blik hvilede i hans, en varm gnist, en livlig gnist kunne rent faktisk spejdes. Hånden lod hun førers mod hans bryst, hun satte fingerspidserne imod, og at føle hans hjerte banke så fast fik hendes eget hjerte til at gøre det samme. Meget Meget forsigtigt lænede hun sig frem, gengældte det kys han havde skænket hendes kind imod hans mundvie, og med den sitren under huden. Blot ganske let inden hun atter måtte trække sig.

[jasper]

Jasper havde nydt hver eneste dag som han havde haft sammen med Ebony, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke. Han havde hjulpet hende lige i grevens tid, givet hende noget at brænde for, givet hende et venskab og nu ønskede han virkelig også at skulle trække den det skridt videre. Man kunne vel skønt sige, at de havde haft besøg af Darlene igennem det sidste lange stykke tid? Han nød bestemt af den tanke, det var slet ikke nogt som han kunne komme udenom. Bare det at have hende ved sig, bare det at skulle have hende sammen med sig på denne måde. Nok havde kroppen været et skræmmende syn, men det var virkelig ikke noget som havde skræmt ham væk. Tvært imod, det havde blot vækket ham den følelse af at hjælpe hende og det glædet ham virkelig, at han kunne se, at det måtte gå i den anden ende, for det var virkelig noget som kun måtte glæde ham mere end noget som helst andet overhovedet, det var helt sikkert! De himmelblå øjne vendte han stille i retningen af hende ogm ed det tydelige glade blik. Han var virkelig lykkelig som aldrig nogensinde før! Han gjorde det virkelig ikke ud af medlidenhed, men dette var noget som han i sandhed måtte elske og han så virkelig noget så frygtelig frem til den tid sammen med hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ønskede det eller ikke, så var det bare ikke noget som kunne ske. Han havde altid været ærlig overfor hende og det var også noget som han agtede at fortsætte med og det var en handling som han gjorde temmelig bevidst. Et forhold skulle bygges på tilid og tro og det var noget som an virkelig ikke havde det mindste problem med at skulle skænke hende på denne måde, det var i den grad også helt sikkert hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han holdt virkelig af hende og han elskede i sandhed også at være der sammen me dhende og på alle måder, som man overhovedet kunne beskrive det! Jasper var ikke typen som ønskede at leve i en tvivl eller uro for den sags skyld, for dette var virkelig noget som han havde lyst til. Han ønskede at vide helt konkret hvor de måtte stå henne med hinanden og det var det som var hans helt store mål for denne situation, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. "Det er uanset ikke noget som man burde opgive min kære.. Den rette er derude og vil se det.. Som jeg gjorde." Han sendte hende et stille og roligt smil. Selv ønskede han ikke at være egoistisk, men dette var i sandhed noget som han måtte elske at skulle bringe ud i livet, det var i den grad også helt sikkert på denne måde, hvad end om han ville eller ikke. Det var ikke hendes ødelagte krop som han havde set - nej, det var det brændende råb om hjælp til alt og alle, som ingen andre havde set og han foragtede virkelig den tanke. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile til hendes ord, også selvom han ikke besvarede det, før kysset som måtte falde mod hans mundvige. Han sendte hende et stille smil. Bare det, at hun havde fået krafterne til at skulle rødme igen, var noget som i den grad også måtte klæde hende. Han hævede forsigtigt den frie hånd og med blikket roligt hvilende på hende, det var der ikke nogen tvivl om overhovdet. Han slap et svagt grin. "Hvad det gør med mine ben? Jeg tror jeg skal blive siddende lidt.. Ellers ender de med at kollapse under mig," sagde han med et stille grin. Hun havde i sandhed fået ham til at smelte, det var helt sikkert og han elskede selv den følelse. Det fik ham selv til at føle sig som noget ganske særligt og hvordan kunne man gøre andet end at elske det? Han betragtede hendes mørke øjne. Det var virkelig som at falde direkte i en ny verden af hemmeligheder og mysterier.. som alle kvinder var kendt med at skulle sidde med, det var helt sikkert. "Jeg elsker dig, Ebony.." hviskede han roligt. Han lænede sig roligt og stille frem for blot at lade læberne møde hendes istedet for, svagt kærligt og dog med den klare længsel. For det var virkelig længe siden sidst.

[Deleted]

Det år som var gået havde været så meget anderledes end det som Ebony altid havde været vant til. Her blev hun set og hørt, hun blev ikek set som et bæst men som et menneske i sig selv, et levende individ der fortjente ligeså meget respekt som alle andre også selvom hun så anderledes ud. Allerede nu gik det jo i den rigtige retning, Jasper var kommet i grevens tid og nu var det tydeligt at se det måtte gå frem ad. Huden var gennemsigtig og hendes øjne stadig matte men hun så ikke direkte syg ud længere, kroppen var endnu skjult der manglede stadig fedt men det skulle nok komme hun var allerede godt på vej, men kunne vel roligt sige at hun måtte være ham evigt taknemlig? Nu havde de levet sammen som intet andet end venner, i et helt år, også selvom Darlene uden tvivl havde besøgt dem i tide og utide, de havde haft deres øjeblikke, de øjeblikke hvor der var magi omkirng dem, som den aften i skoven. Det kys sad stadig i hendes tanker, hvorfor pokker hun overhovedet havde gjort det. Nu forstod hun det, han var den mest perfekte mand hun nogensinde havde mødt, så varm og så blid. Han blev ikke skræmt af at se på hende, han så stadig det smukke i hende, den mand måtte være ragende sindssyg, der var intet smukt ved hende længere, det havde der været engang.. Før hendes far viste sig at være den mest løgnagtige and der kunne gå på to ben. Blikket hvilede i hans og med en gnist som var blevete obligatorisk det seneste år, det gnist som gav hende liv og ikke lod hende virke så grå og kedelig som en levende død der rastløs vandrede rundt. At det var nået hertil nu det var virkelig noget som Ebony nød tanken om at hun faktisk kunne kalde sig for hans, kunne tillade sig at stå i hans favn, tillade sig at skænke ham de kys. Han var en mand af ærlighed og hun stolede på ham som hun kun stolede på Adriel noget som i sig selv var en stor ting hun betvivlede virkelig ikke: Det stille smil bredte sig en smule "Jeg har set det nu" svarede hun stille dog ærligt. Han havde vist hende det. Nu kunne hun se at kærlighed bare var noget man skulle vente tålmodigt på. Endelig var der en som måtte se hende, alt hun havde været var en såret lille pige med drømme der var umulige at skulle fører ud i livet, nu kunne hun tage hans hånd, give ham sit hjerte og han kunne hjælpe hende, de kunne fuldbyrde deres drømme sammen? Den lille rødmen hvilede i hendes kinder, hun bed sig en smule i læben, styrken havde hun fundet en smule igen, det var ham som gav den til hende, og det hjalp hende faktisk. Hans ord fik hende til at le den blide latter, hun rystede let på hovedet "Så bliv hellere siddende" medstemte hun lettere drillende. Tanken om at hun gjorde en mand blød i knæerne den var faktisk ikke nem, det gjorde hende vle et sted en smule stolt? Det var en helt ny verden som han tog hende med til, en verden hvor der ikke var noget at frygte, intet at bære bag til, intet at være vred over. Blikket faldt direkte i hans varme øjne som gjorde hende så forsvarsløs, at høre hams ige de ord, at høre dem komme fra hans læber det brændte virkelig behageligt og kun fordi det følteds rigtigt "Jeg elsker også dig, Jasper" endte hun stille og med den røde farve malet i hendes kinder. Læberne mødte hans, hun gengældte det stille kys, det var et år siden sidst nu den længsel var i den grad gengædt. Ganske forsigtigt gled hånden til hans kind, lod tomlen stryge over, vel også for at få ham til at blive siddende der for et par sekunder? hun ville nyde det så længe det var hende muligt.

[jasper]

Jasper kunne virkelig ikke tro, at man kunne finde lykken bare sådan uden videre, selvom det dog virkelig ikke var noget som han måtte klage over på nogen som helst måde overhovedet. At vide at han havde Ebony lige ved sig, så kunne han virkelig ikke blive mere lykkelig end det som han måtte være lige i øjeblikket, det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! Nok havde de tilbragt et helt år sammen, de kunne snakke, grine og de kunne le og nu ville han altså meget gerne vide det helt konkret; Hvor stod de egentlig med hinanden? At hun så ønskede det samme som ham, var noget som bare kunne få ham til at skulle smile, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet. Det var virkelig bare noget som kunne gøre ham noget så frygtelig lykkelig! Dansen var hans passion, men hun var meningen med det hele, så det ville vel også være noget af det som måtte veje mest af det hele når det kom til hans eget liv. Nok et liv og tilstedeværelse som var så ekstrem positiv, at man skulle tro at det var løgn! Det lykkelige glimt havde i den grad vist sig i hans eget blik, så det var virkelig heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af i den anden ende, det var helt sikkert. Han gjorde bestemt ikke noget af medlidenhed, for han vidste udmærket godt, at man slet ikke kunne bruge den til noget som helst og nu måtte han jo så stå i denne situation, det var i sig selv, heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Den kære Darlene havde de allerede haft besøg af adskillige gange og han vidste det.. Et sted så føles dette virkelig bare så frygtelig rigtigt, at man skulle tro at det var løgn. At man kunne finde en kvinde som var så perfekt som Ebony måtte være for ham og det at han kunne hjælpe hende nu hvor han alligevel måtte være i gang, så var det virkelig bare noget som han måtte være så frygtelig glad for i den anden ende. Det var noget som de begge kunne arbejde med, det var helt sikkert. Ja, bare det at høre at hun havde opgivet det håb om at finde en som ville være der for hende, var noget af det som havde skræmt ham mest og nu sad han her.. Han sad her sammen med hende og han hørte hende sige de store ord.. Ikke til hvem som helst, men til ham! Til ham af alle mennesker som hun måtte have kendskab til udelukkende på grund af hendes kære far! Han slap et let grin. Hvis han rejste sig op nu, så ville hans ben gå efter under ham, for han dansede virkelig hellere foran en hel forsamling fuld af fejl, end at skulle spørge om et sådan spørgsmål. Det var noget af det hårdeste og det mest ekstreme som han længe havde gjort. Han havde aldrig været den bedste lige netop til dette, men i og med, at han nu kunne stå der som han gjorde, spørge hende og hun selv måtte give ham det klare svar, så kunne han virkelig ikke være mere glad end det som han kunne være lige i øjeblikket, det var virkelig helt ekstremt! Han nikkede til hendes ord. "Så snart jeg har fået mine ben under kontrol, min egen," sagde han roligt. Han ville virkelig ikke være den type mand som bare stod der tilbage og så til, i tvivl om hvor han egentlig måtte stå med den kvinde som han måtte elske og holde af. Det var virkelig bare noget som han måtte nægte helt og særdeles på alle måder som man kunne komme i tankerne om, det var også helt sikkert. Han trak vejret dybt og lod den ene hånd roligt hvile mod hendes kind, som han strøg ganske let. Hun var i den grad på en bedringens vej og det var han i den grad også noget så frygtelig glad for i den anden ende, det var slet ikke noget som man sulle tage det mindste fejl af på nogen som helst måde overhovedet. De himmelblå øjne hvilede roligt i hendes ansigt. Han kunne virkelig ikke få sig selv til at se nogen andre steder, det var i den grad også helt sikkert. Han vendte blikket stille mod sig igen. Det var slet ikke fordi at han ville tvinge hende til det ene eller det andet på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om. "Utroligt som man kan savne smagen af dine læber," hviskede han roligt og med det varme og ellers så kærlige smil på læberne. Det var bestemt ikke noget som han ville eller kunne skjule. Han nærmede sig roligt, blot for at indramme hendes læber med den tydelige perfektion. Han elskede hende i sandhed, det var slet ikke noget som man skulle betvivle det mindste.

[Deleted]

Lykken var ikke nem a t finde, og da specielt ikke I disse tider hvor krigen måtte hærge,e og hvor den ene dårlige nyhed efter den anden indfandt sig, Ebony vidste det, hun var datter af en magikernes leder, og selvom hun havde skjutl sig på sit værelse i mange år for at skjule sin tilstand og ikke mindst sig selv, så hørte hun udemærket godt hvad der blev talt om i stuen, specielt når resten af familien ikke måtte være til stede. På trods af det, var hun den af alle som fik lov til at opleve den lykke i øjebliket? Også selvom hun avr den som havde mistet troen på den, ikke ledte efter den længere, eller havde hun overhovedet nogensinde gjort det? Om ikke andet så sad hun her nu, trykket ind i Jaspers favn som den eneste der formåede at holde hende bare nogenlunde rolig, hun var forelsket i ham, hvor mærkeligt det end lød, og nu så hun et sted bare frem til den tid de skulle påbegynde sammen, ikke mindst med dansen, hun ville nyde at lærer. Smilet hvilede trygt om hendes læber, dagen idag var vidst intet som noget kunne komme i mellem, først og fremmest var den smuk, for det andet så havde han ændret hendes liv endnu engang, og denne gang på minutter frem for et helt år, også selvom hun måtte erkende at det år havde været fantastisk! Ud over Adriel havde hun aldrig rigtig haft en ven, siden hun var lille om ikke andet, for hende havde der aldrig været nogen at le med, nogle at drille, selv på trods af alle de søskende som hun måtte have dethjemme, men nu var der gået et år, under det samme tag som Jasper og personligt havde hun i den grad udviklet sig, hun var faktisk i stand til at smile! Og med en lyst til at spise, en lyst til livet, når hun stod op om morgenen vendte hun ikke bare øjne, klædte sig på og sad i sengen resten af dagen. Nej nu var hun oppe, ønske Jasper godmorgen, for derefter gå lidt rundt på slottet før arbejdstid. Hun havde flere gange overvejet at sige op, så ville hun også få mere tid til ham og dansen, men igen pengene var desværre nødvendige for hende, hun ville jo heller ikke lade ham betale absolut alt. Medlidenheden kunne ikke bruges til det mindste det vidste hun af alle, hun havde fået alt for meget af den, og efterhånden måtte det give hende kvalme, de kunne nok så fint snakke om hvor ondt de måtte have af hende, men var der nogensinde nogen der i virkeligheden gjorde noget ved det? Ikke så vidt hun havde oplevet og så var det altså bare ikke godt for noget som helst. En latter brød hendes læber, det morede hende at hun som den kvinde hun måtte være havde den effekt på en mand som Jasper, havde hun ligefrem gjort ham halv lam? Den lille rødmen hvilede i hendes kinder, hun betragtede ham med intense øjne, en mand gav hende de ord? Og så oven i kbet en af hans kaliber, aldrig i sit liv var hun stødt på noget mere charmerende end det som han måtte være, hun nød at se i hans blik, nød at sidde så tæt på ham. Hun slap endnu et lille grin og rystede på hovedet ”Er du klar over hvor ynkelige forelskede mænd formår at lyde?” spurgte hun i en tydelig drillende tone. Hun så ham slet ikke som ynkelig overhovedet, faktisk så varmede det hende at hun måtte have den effekt på nogen frem for altid at skubbe dem så langt væk. Kinden faldt blidt mod hans varme hånd, en blid brise strøg forbi dem, legede med hendes korte lokker. Hun var på bedringens vej og det i sig selv var en herlig tanke , kroppen var langsomt begyndt at skulle tage mere og mere form, blikket var levende og med en varm gnist, fyldt med fred og ikke mindst glæde, hvor meget hendes familie egentlig påvirkede hende var jo noget som stod klart, hun var taget væk og straks måtte hun have det bedre, han hjalp hende, denne mand var en helt, han havde reddet hende liv, noget som hun i sig selv virkelig måtte elske! Rødmen blev kraftigere, ved hans ord, men sandt var det, hun savnede allerede smagen af hans varme læber, også selvom kys ikke var det som var mest vant for hende. Stille måtte de mørke øjne glide i skjul bag øjenlågene, lod hendes læber møde hans og med en brændende intensitet. Hånden gled stille i hans nakke, udelukkende for at holde kysset en smule længere. Hjertet stod i de rene flammer, hun var nærmest allerede stakåndet. Fremtiden så pludselig forbandet lys ud og hun glædede sig for første gang i alle de år, takket værre ham, som en engel sendt fra himlen, hun elskede ham virkelig.

[jasper]

Jasper var overbevist om at lykken skulle være besværlig at finde og udelukkende på grund af en ting; At man skulle være helt sikker på, at man havde fundet den helt rette. Det var der, at han var fuldkommen overbevist om, at han havde stødt på Ebony ved en grund, at skæbnen havde spillet ind der, for allerede dengang han havde set hende for første gang, havde han været draget af hendes personlighed og langt fra af medlidenhed for hendes skikkelse og krop, for det havde virkelig ikke været noget som havde spillet det mindste ind for hans vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget at gøre i denne situation, det var helt sikkert. Hans hjerte måtte tilhøre hende og han kunne på ingen måde, få sig til at skulle kræve det tilbage igen. Det var hendes så længe, at hun ville lade ham vogte om og passe på hendes eget, for han ville virkelig vogte omkring det med sit liv! At se hende smile det naturlige smil, var virkelig bare noget som kunne få ham selv til at smile, skønt at det smittede noget så frygtelig voldsomt. Han lod hende blot siddeh elt tæt ind mod sig selv, for det var virkelig noget af det bedste som han længe havde oplevet, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det ganske enkelt.. umuligt når det måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Når han havde fortalt hende, at han elskede hende, så havde han så sandelig også ment det og det var virkelig på alle tænkelige måder overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. De himmelblå øjne hvilede let på hendes skikkelse. Det var virkelig ikke fordi at han kunne få sig selv til at skulle se det mindste væk, når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man kunne tage det mindste fejl af. Den rødmen måtte klæde hende og hendes latter var virkelig noget som blot måtte få hans hjerte til at slå mere og mere mod hans bryst, for det var virkelig en forbandet elskværdig tanke, følelse og fornemmelse.. at han kunne have den effekt på hende som han havde, for det var virkelig noget af det bedste ved det hele! Han slap et let grin og rystede på hovedet. ”Nej, det ved jeg dog ikke.. men jeg ved hvor godt det er at se dig stråle som du gør, bare ved at vide, at manden ved siden af dig, sidder inde med de følelser,” påpegede han med en rolig og let sindfærdig stemme, for det var virkelig ikke noget som han ville kunne få sig selv til at skulle skjule for hende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Han gjorde bestemt ikke dette af medlidenhed og det var virkelig et løfte som han kunne give hende, for han elskede hende virkelig. Hun havde givet ham en helt anden mening med livet end bare dansen.. Hun havde virkelig givet ham noget at danse for, noget at skulle udtrykke – nemlig hans følelser for hende, ogdet var virkelig bare en forbandet dejlig tanke og følelse i den anden ende, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han lod læberne endnu en gang møde hendes, hvor han gengældte hendes kys. Begge armene gled forsigtigt omkring hendes tynde skikkelse og trykkede hende varsomt helt tæt ind mod sig. Han var virkelig blød i knæene, det var virkelig som tæppet var revet væk under ham og her lå han med den smukkeste engel i favnen. Han følte sig virkelig som den heldigste mand nogensinde og det sagde bestemt ikke så lidt! Han kunne aldrig finde på at skulle ønske noget bedre end Ebony. Hun var virkelig hans liv og hans lys! Hans øjne gled ganske stille og roligt i, ved hendes nærhed. Hans hjerte satte straks op i det utrolige tempo og med den samme sitren i kroppen og følelsen af at være komplet. Det var den følelse som enhver måtte søge efter igennem så forbandet mange år og nu var han heldig, at den endelig måtte være kommet til ham! Han brød kysset ganske forsigtigt og skænkede hendes kind et ganske let kys. ”Jeg elsker dig virkelig, Ebony,” hviskede han ganske let. Han sendte hende et varmt og kærligt smil.

[Deleted]

Ebony kunne i det store og det hele bare sætte sig tilbage, med tanken om; Hvad var lykke? Hvor skulle man søge efter den henne? Og hvornår ville man vide at man faktisk havde fundet den? Hun måtte erkende at det var mange år siden, at der havde været blot en snert af lykke i hendes liv, noget som hendes krop jo tydeligvis måtte afsløre, og for hver dag der gik, hvor hun levede i skyggen af hendes familie, og blev set på som den største særling af dem alle, jamen så mistede hun også mere og mere troen på at lykken måtte være derude et sted. Hvem ønskede rent faktisk at vedkendes hende? Hvem ville stå foran hende, se hende i øjnene og faktisk give hende de store ord? Det var kun noget som var sket i hendes vildeste drømme, og hun kunne ærlig talt ikke fordrage tanken. Blikket hvilede direkte i Jaspers. Hun havde altid været en kvinde der troede på det som man kunne tage og føle på, og der var lykke ikke iblandt. Men nu hvor hun så ind i hans øjne, og følte hvordan han fik hendes hjerte til at slå de underlige slag mod brystet, så vidste hun.. At nu var lykken endelig fundet og hun var ganske sikker. Vinden legede med hendes korte lokker, smilet var at finde, selv et sted bag det blide kys. Hun nød at være sammen med ham, hun nød tanken om at han var den som skænkede hende den lykke. Skæbnen bragte dem sammen, et helt år hvor der ikke var sket noget som helst, foruden at han var den som fik hende til at smile og til at le, når de sad sammen med deres måltid, så snakkede hun så meget at det først gik op for hende at hun havde spist, når tallerken var tom og gaflen ikke længere fandt noget som helst at stikke i. Det var magi der bandt dem sammen. Når han var i nærheden, så var der ingen kontrol at hente på nogen måde, han rev hende bare med sig, førte hende ligesom han gjorde i dansen og guidede og viste vej, hun behævede end ikke at tænke over hendes næste skridt, udelukkende fordi at det forekom hende så pokkers naturligt. Smilet forekom hende forbandet natuligt nu hvor hun sad her med ham. Hånden hvilede mod hans kind,s elv hendes fingrer var så tynde at det næsten måtte være de rene knogler. Hun strøg ham blidt, hvordan kunne en mand bare sådan uden videre tage hende med storm? Flå benene væk under hende? Rødmen var tydelig i hendes blege kinder, hans mevige kompliementer, var det som fik hende til at reager,e hun havde jo ingen idé om hvordan hun skulle tackle dem! Hvordan kunne man sådan uden videre, forelske sig håbløst i en mand? Tankerne omkirng Elias lå så langt væk, næsten som var han den rene fortid, det var Jasper som skulle bringe hende ind i en fremtid, den fremtid, som havde været tæt på at slippe fra hende, eftersom han havde fundet hende, i det som man kun, kunne kategorisere som grevens tid, døden havde ikke været langt væk, nu kunne man om ikke andet se en smule kød på kroppen. Ganske stille plantede hun et kys mod hans kind ”Det er sjovt.. Jeg havde aldrig nogensinde troet.. Jeg mener. Bailey er noget af det smukkeste verden længe har set, Adriel er stor og stærk.. Selv min kære mor er noget stort, og kønt.. Og jeg.. Tja, jeg havde aldrig troet at en mand som dig skulle sidde inde med de følelser for en kvinde som mig. Ja jeg stråler, for jeg elsker tanken om at jeg fejer benene væk under dig” hun sendte ham det stille smil, det var ren og skær ærlighed. Læberne mødte hans, hun kyssede ham ømt og ikke mindst overbevisende. Selv dansen var ikke noget hun havde troet ville blive en del af hendes liv, men nu stod hun der som hans partner og hun ønskede at lærer, ønskede at dele den store passion med ham, også selvom hun mere eller mindre var ny i faget. Som han trykkede sig ind til hende, gled bagge armen omkring hans nakke, i et forsøg på at trække ham yderligere ind til sig, hendes krop var brandvarm. Der var ingen tvivl om at dette man måtte gøre noget særligt ved hendes indre, smeltede hende som smør på en varm pande. Som han selv brød kysset, slap hun hans læber, og med det lille glimt i øjet. De ord ville hun ganske enkelt aldrig blive træt af at høre ”Jeg elsker virkelig også dig Jasper” gengældte hun med ren ærlighed. Hovedet søgte mod hans bryst, gled i hvile. Den mand var utrolig dejlig, det var der ingen tvivl om.

[jasper]

Lykken skulle nok ramme alle før eller siden det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Jasper var virkelig bare glad for, at det var ham som måtte gøre hende lykkelig frem for nogen anden mand. Nu vhor han havde været sammen med hende igennem et helt år hvor det bare havde været dem ,så var han virkelig bare glad for, at det var sådan her, at det var gået for sig, isteedet for, at det måtte være en anden, for det havde praktisk talt knust ham hvis det havde været tilfældet. Tak og pris for, at det var ham som måtte sidde der med hendes hjerte i sine næver og var den som kunne holde goddt og trygt omkring det, for det var virkelig bare noget som gjorde det hele så meget bedre ofr hans eget vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. At hun havde været direkte overrasket over hvad han havde ment med sine ord, var noget som virkelig bare måtte få ham til at smile og det var virkelig også i hele ansigtet, for det var virkelig bare noget som måtte more ham! At hun havde gået med til det, selv på trods af hendes syn på kærlighed, så var det virkelig bare noget som måtte lette ham. Han ønskede virkelig at være den som hun måtte elske og som hun måtte holde af, for det var virkelig noget som betød mere eller mindre hele verdenen for ham! Han lod hende med mere end den største glæde, sidde helt tæt ind mod hans favntag. Jo tættere på ham som hun kunne komme, jo bedre blev det i allerhøjeste grad. Måske, at de stadig havde en lang vej at gå når det endelig måtte komme til det store forløb, men hun havde i den grad gjort utrolige fremskridt! Han sendte hende et varmt smil, selv der hvor han virkelig måtte nyde godt af de strøg mod sit kind. Måske at hun stadig var meget hen af det rene skind og ben, men det var virkelig ikke så slemt som det havde været før, hvilket han i den grad var frygtelig glad for. Han havde reddet hende i grevens tid og han fortrød det virkelig ikke. Hun var virkelig noget af det bedste som var sket ham igennem så frygtelig mange år og selvfølgelig, var det noget som inderligt måtte lette ham, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Hvorfor skal du sammenligne dig med familien på den måde, Ebony? Måske at de er noget som du ikke er, men du har så sandelig også noget som de ikke har..” Han tog roligt omkring hendes hånd. Det var jo sandt.. Det var ikke den store og stærke Adriel som han så i hende, den smukke Bailey eller hendes smukke mor eller stærke far.. nej.. Han så Ebony. Han så en smuk, forvirret og fortvivlet kvinde, som havde problemer med at finde sig til rette. At hendes far var skylden i hendes tilstand, var nu heller ikke en tanke som han brød sig meget om når det endelig måtte komme til stykket, men nu hvor han måtte sidde her.. han nød virkelig noget så frygtelig godt af den tanke når det endelig måtte komme til stykket. Han sendte hende et varmt og kærligt smil. Han kunne virkelig ikke lade være, nu hvor han endelig måtte sidde med hende så frygtelig tæt på sig. Det var virkelig bare en noget så elskværdig følelse! ”Dit hjerte er mig noget så værdifuldt.. Du har skænket mig den følelse af at være hel.. Den vil ikke guld eller grønne skove give mig.. Kun dig.” Han gengældte roligt kysset hvor selv han måtte føle den intense varme så voldsomt dybt i hans eget sind. Han nød virkelig selv, at skulle se hende rødme på den måde, for det var virkelig ikke noget som forekom så særlg ofte, så hvorfor ikke bare nyde det når de små øjeblikke måtte komme? For det gjorde han i allerhøjeste grad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Armene gled roligt omkring hende, som hun valgte, at synke helt sammen i hans favntag. Det var virkelig bare noget som måtte få ham til at smile, for det var noget som virkelig bare måtte gøre ham.. glad indvendig. Det var bare en utrolig dejlig følelse og fornemmelse når det endelig måtte komme til stykket. ”Altid vil jeg holde dig tryg og sikker min kære,” hviskede han roligt. Det var ord som han kunne give hende i form af et løfte, for han nægtet at gøre noget andet!