A huge step forward..

[jasper]

Solen stod højt på den store himmel, selvom der virkelig ikke var meget at skulle råbe hurra for efterhånden. En meget tung stemning hvilede på slottet specielt og i landet af Procias. Mange passet deres arbejde og der var Jasper virkelig heller ikke noget undtag. Han var atter kommet ind som den kongelige danser og han havde formået at få Ebony med sig, og det var slet ikke noget som han kunne fortryde det mindste. Efter Gabriels død, var der virkelig en meget kold og intetsigende stemning til stede og det var i den grad også noget så frygtelig ubehageligt. Når man endelig så Evelyn var det med tårer ellers var øjnene så røde, at der ikke var nogen tårer tilbage at græde af. Han havde virkelig ondt af den stakkels pige og ville bare ønske, at han kunne gøre noget for at hjælpe. Han havde fortalt Ebony hvor han ville være henne efter at have skænket hende adskillige rundturer på slottet og sagt, at hun kunne betragte det som et hjem. Slottet var blevet genopbygget og det var klart også i en meget bedre fatning end det havde været før, det var slet ikke noget som man skulle være i det mindste i tvivl om. Slottet ville være til en meget bedre beskyttelse nu og det var også det som gjorde, at ham selv, turde at bevæge sig mere frit uden at skulle frygte for større angreb. Der var sket så frygtelig meget i det sidste, at det virkelig var helt utroligt! Han havde efterladt Ebony på deres værelse og fortalt hvor hun ville være i stand til at skulle finde ham hvis det var det. Hun skulle virkelig ikke tøve med at komme til ham hvis det endelig var. Hvis der var noget som han ville kunne trøste sig med. Han var gået ned i den mindre dansesal som de havde fået lavet blot for at kunne øve. Han var virkelig nødt til at skulle holde det hele ved lige og nu hvor han havde været tvunget til en længere pause, så var han også blevet en anelse mere stiv i leddene og han hadet det virkelig. Han trak vejret dybt. Han stod dernede alene, også selvom han vidste at Ebony ville komme ned før eller siden og lige nu kunne han ærlig talt godt sige sig, at han havde brug for en dansepartner. Han gik hen over gulvet og gik automatisk ned i spagat for at strække ordentligt ud. Begge hænderne greb omkring hans fod inden han roligt kom op igen. Midt på gulvet og hængende fra loftet, havde de bundet to ekstremt stærke silkebånd op. Et let smil bredte sig på Jaspers læber idet han greb fat i dem og trak sig roligt op. Det ene bånd fik han viklet omkring hans ene ankel og det andet brugte han til at holde sig oppe på. I og med at han begyndte med sine piruetter og fik sig viklet smukt ind i de store silkebånd idet han endte med at skulle gå ud i split og spagat uden at have det mindste problem med noget som helst. Båndene holdt ham oppe og selv med den dybe koncentration i blikket. Den blottede overkrop som var dækket af et mindre lag med sved og med de lse bukser omkring hans ben, blot for at have noget på, som var let at bevæge sig i, så var det tydeligt, at han befandt sig på hjemmebane.

[Deleted]

Solen kastede sit farverige skær ned over slottet. Selvom det var endnu en smuk sommerdag med fulgesang i luften så følte alle den tryggede stemning. Ebony havde end ikke turdet spørge, hun vidste udemærket hvem Gabriel var, det var jo ham hun hele sin barndom havde drømt om en dag skulle blive hendes prins. Det var naturligvis blot endnu en barnlig drøm, hun så hvor meget at Evelyn havde elsket den mand, desuden havde hun som sådan aldrig kendt ham. Nu var hun her og sammen med Jasper, selvom han havde vist hende rundt et utal af gange var der stadig kun ganske få steder hun huskede, og udelukkende fordi hendes far engang plejede at tage hende med hertil. Elaias og Davina havde i den grad ikke taget pænt på at hun var flyttet hjemmefra for alvor efter at hun var stødt på Jasper. Man kunne roligt sige at hun havde det meget meget bedre, og det var en herlig tanke, der var kommet bare en smule mere sul på kroppen selvom hun endnu var ekstremt tynd, hun lignede ikke længere en zombie som sådan, om ikke andet så lignede hun en der i det mindste havde energien til at gå på hendes egne ben. Håret var blevet en smule længere, lige langt nok til at kunne danse let omkring hendes slanke hals og indramme det blide ansigt der endnu kunne være en smule skræmmende for nogen. Hun betragtede vinduet, så de mange fulge flyve forbi, og selvom det ikke var længe siden at Jasper havde valgt at skulle tage sin afsked for at træne så måtte hun allerede nu savne hans selvskab. Hun forstod ikke som sådan var pokker det var den mand gjorde ved hende men det var alvorligt, hun kunne le i hans selvskab, spise i hans selvskab! Stille rejste hun sig, den rosa kjole som hvilede om hendes krop var alt for stor, skjulte hendes tynde skikkelse et sted bag. Med lette skridt forlod hun værelset og stirrede et kort øjeblik ned af angen for at finde ud af hvilken vej hun måtte gå. Hun prøvede at huske det, valgte at søge til højre og følge gangen til hun kom ned af en lille trappe der førte hende videre til en dør for enden.. Det måtte være her? Næsten helt per automatik endte hun med at skulle lade hånden glide igennem det mørke hår som blot for lige at puffe det smule op inden hun ganske lydløst trådte ind og betragtede hans skikkelse. Ligeså køn som hun huskede ham. Næsten med stor beundring måtte hun lade blikket betragte ham i hans mange smidige øvelser med silkebåndene. Det var smukt, og hendes betagelse var ganske tydeligt i hendes ellers så dystre blik det var som om hun var livet meget mere op også selvom hun ikke ligefrem var blevet kønnere. Armene faldt på kors over hendes bryst, hun sagde intet, gjorde intet, betragtede blot hans væsen, og den svedige overkrop, selv hun havde vel lov til at kigge lidt også selvom hun ikke brød sig specielt meget om at folk gjorde det samme med hende, modsat havde han jo så noget værd at kigge på. Et lille smil formede sig om hendes læber, efter hun stille måtte slippe et suk.

[jasper]

Jasper var fanget i hans dybe koncentration. Han måtte tilbage i form for han var virkelig helt ude af den. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste selvfølgelig. Han tilbragte også selv så meget tid med Ebony og det var noget som han kun så det gode i. Det at han havde fået hende til at spise, smile og le, var noget som selv måtte smitte af på ham. Hun var blevet ham selv en kær veninde som han ikke ønskede at skulle give det mindste slip på. Hans normale faste dansepartner havde han ikke set længe og han overvejede stadig at skulle få hende byttet ud. Han havde brug for noget nyt frem for det samme gamle mere eller mindre hele tiden. Det var jo ærlig talt ved at blive for kedeligt. Slottet kunne han selv mere eller mindre i hovedet og han agtet også selv, at skulle tage Ebony med sig rundt forbi på slottet så hun ville kunne lære det hele at kende. At hendes far stod som magikernes leder, var blot noget som gjorde ham endnu mere vred over hendes tilstand. At han i det hele taget kunne lade det gå så langt som han havde gjort! At dørene måtte ende med at gå op, var slet ikke noget som han lagde mærke til med det første. Han var fanget i dansen og de mange rytmer og bevægelser som han måtte gøre. Hans ben var helt ude i et split og med begge anklerne bundet ind i de smukke silkebånd. Han havde umådeligt stærke ben og han vidste det, det samme med hans arme, da det var lige netop de to ting som ar det som han selv gjorde mest brug af når han endelig var i gang. Han vendte endelig blikket stille ned, hvor han fik øje på hendes skikkelse. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile. Han gav roligt slip med hænderne, hvor han med hovedet nedad, endte i kraftige piruetter, inden han stoppet helt op. Hovedet var blot ganske få centimeter fra gulvet af, da han endelig vendte blikket mod hende. Han tog fat i de smukke silkebånd, gav slip med benene, og fik dem over hovedet, lavede en baglæns koldbøtte inden han roligt rettede sig op. Han var forpustet og hans krop glinsede af sved. Solen stod jo ind af vinduerne, så det var temmelig let at se. Han vendte sig mod hende og med det samme varme smil. "Du fandt frem," sagde han med en let munter stemme. Det gjorde ham jo glad, det var jo heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Selv nød han de tider hvor han kunne tage en dans eller to sammen med hende, det var virkelig noget af det bedste ved det hele, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun smilede så ofte og det var i den grad også noget som måtte smitte så frygtelig meget af på ham selv. "Ja.." Han klappet hænderne let sammen og vendte sig om i det halvstore lokale. Det var jo ikke så stort. Ligesom det stod nu, så var det jo bare de to som stod til at skulle bruge det. "Mit mest brugte lokale.. min skat," sagde han roligt og med et let grin. Han var munter og positiv, det havde han altid været. Han vendte sig roligt mod hende igen og rakte hende den ene hånd. Han havde altid været høflig og da også specielt omkring hende. Han kunne jo selv se at det hele måtte gå mod en bedringens vej. "En dans?" spurgte han roligt, også selvom han allerede var tydeligt forpustet, så var det noget som han ønsket. Det var virkelig noget som bragte ham en form for spænding og han nød selv at se det lys og den gnist som det måtte skabe i hendes eget blik.

[Deleted]

Det var tydeligt at Jasper måtte være i en dyb koncentration, det fik hende virkelig til at smile, det var ganske tydeligt at se hvor meget han i virkeligheden måtte gå op i det som han gjorde. Ebony havde aldrig haft en sådan ting, en ting hun kunne brænde for, hun havde altid været alene på værelset, så at se ham sådan det var virkelig underligt men det skabte kun et smil over hendes læber. Blikket hvilede mod ham, det var et nyt sted man han var her, måske det ikke var længe siden hun var stødt på ham men hun havde kun grund til at stole på ham, han behandlede hende bedre end alle andre ud over Adriel nogensinde havde, og hun nød i den grad det selvskab han måtte skænke hende. Man kunne roligt sige at Jasper var blevet en utrolig ven, og hun nød at snakke og le med ham, hun var jo faktisk utrolig positiv når først hun havde grund til det og nu var hun rent faktisk i stand til at smile noget som hun ikke havde gjort i mange år, også derfor hun til tider måtte få så ondt i kæberne, det var ikke muskler hun var vant til at bruge. Hvordan det stod til med hans dans og hans partner det vidste hun ikke, hun vidste blot at han havde en dansepartner og at det var en tøs der var følelser imellem, så meget havde han fortalt, noget som lod hende tilbage med de venskabelige følelser, hun ville da ikke trække den videre hvis der allerede var en kvinde i billedet, ikke at det genrede hende, for hende var det mere end rigeligt blot at have fundet en ven i ham. Slottet skulle hun nok lærer at kende for eller siden, det havde hun virkelig brug for, kun ganske få steder kunne hun i forvejen og så måtte det jo være sådan, hun skulle bare lige lærer det hele rigtigt at kende. Hendes far var en stor mand, magikernes leder og han havde aldrig nogensinde set hvad der langsomt var sket med hende, og at han kun blev ved at gøre det værre, hun ville dog på ingen måde bebrejde ham mere end hun gjorde i forvejen hun havde det jo okay nu, hun manglede stadig en del fedt på kroppen for at det ville være sundt men det gik jo i den rigtige retning. At han havde set hende blev tydeligt da hun fik det varme smil som hun kun måtte genkende, hun viftede let med hånden som en form af hilsen, betragtede hans mange piruetter, og smidige bevægelser. Som han endte med at stå på begge ben måtte hun lettere ivrigt klappe af hans mange kunster, hun bevægede sig tættere på, lod armene falde langs siden "Det ligger ikke langt fra værelset" påpegede hun som lille undskyldning. At han ønskede en dans med hende var langt fra første gang, hun var faktisk begyndt at finde det morsomt, det var en anden måde at skulle afeagere på og un nød det rent faktisk. Blikket gled omkring i lokalet, hun følte det som et rart sted, fyldt med en god energi, en tanke som i sig selv fik hende til at måtte smile, bare at se ham så pokkers ivrig. Den muntre tone var hun efterhånden vant til. Hun lo blidt "Det er ganske forståeligt" påpegede hun ganske sigende, lod blikekt glide omkring før det igen nåede ham, og den fremstrakte hånd. Det lille glimt trådte frem i hendes blik "Det vil være mig en udsøgt fornøjelse" svarede hun blidt ikke mindst ligeså høflig som det han selv måtte være, lod hånden falde i hans og uden at tøve det mindste, hun stolede på ham.

[jasper]

Dansen var virkelig og det havde altid været Jaspers store passion og det ville virkelig glæde ham, at skulle dele det med hende, det var der så sandelig slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et varmt smil. Han svedte allerede en god del, selvom han jo mere eller mindre bare lige var begyndt. At Ebony selv måtte opsøge ham, havde han så andelig ikke noget imod. Han elskede virkelig at skulle tilbringe den tid sammen med hende. Han elskede det faktisk. At høre hendes meninger, for det var tydeligt at det som hendes far havde gjort, var noget som spillede frygtelig stort ind på hendes måde at handle på. At hun jo så nærede den tillid til ham, var han jo så selvfølgelig glad for, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Det var i alle fald ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for det betød meget for ham og specielt fordi, at hun havde fortalt ham, at det var sjældent at hun nærede den tillid for nogen. Dette rum var virkelig en øjesten uden lige for ham! Det var her han kunne være sig selv, det var her han kunne slippe hans frustrationer og depressioner ud og bare lade tankerne flyde når det endelig var, så det var noget som man skulle tage meget godt imod, det var i den grad også helt sikkert på alle måder. Han vendte sig roligt i retningen af hende og uden at smlet ville falme det mindste overhovedet. Han lukkede hånden roligt og stille omkring hendes egen og trykkede let omkring den. Han ønskede at passe på hende og det var tydeligt, at se at det hele måtte gå i den rigtige retning. Hun manglede stadig frygtelig meget fedt på kroppen, men pointen var virkelig også at det måtte gå i den retning også for hendes vedkommende. Det klædte hende virkelig, for ikke at glemme, at han virkelig elskede, at skulle se hendes smil! "Det ligger ikke langt fra værelset.. Og det passer mig glimrende," sagde han med et varmt smil. Han kunne ikke lade være med at smile når hun var i nærheden. Det lå virkelig ikke til ham, at skulle være negativ eller noget. Han så altid lyst på tingene! Og det var også tydeligt, at det var noget som smittet af på hende i længden, hvilket han i den grad også havde det helt glimrende med i længden. Han nikkede mod hende. "Aha.. Og det vil glæde mig, at skulle dele det med dig," sagde han roligt. Han trak hende ind til sig, efter at have tvunget hende rundt i en yndig lille piruet og så ind i hans egen favn, hvor han lod den frie hånd roligt falde omkring hendes liv. De himmelblå øjne faldt roligt til hendes egne øjne og hendes ellers så smukke blik. Bare at se den gnist og den form af liv, var noget som betød så uendelig meget for ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Alice tænkte han ikke på længere, han så hende jo ikke og han havde ikke set hende i så frygtelig lang tid, så det var ikke ngoet som han ville dvæle ved. Han gik op i dansen og det havde han altid gjort, Ebony brændt for det samme og han ønskede at hjælpe hende ordentlig ind i det, det var helt sikkert. "Fornøjelsen er skam helt på min side," sagde han roligt. Han blinkede til hende og uden at smilet ville falme det mindste. Dansen klædte hende virkelig. Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg har tænkt meget i det sidste Ebony.. Og jeg har en ting som jeg ønsker at spørge dig om," sagde han stille. Han havde jo længe tænkt over at bytte sin dansepartner ud og han ville med glæde få Ebony ordentlig ind i det. Hvis hun ville selvfølgelig. Han førte hende roligt over gulvet i en let vals. Klart en af hans foretrukkende.

[Deleted]

At dansen var hans store passion var virkelig mere end blot tydeligt og det glædede hende også i den grad at se ham brænde for det på den måde, at se ham under træningen, se hvor meget han nød at bevæge sig rundt så yndefuldt, det fik hende til at smile helt per automatik, hun havde jo aldrig oplevet noget lignende, det tætteste som hun måtte komme på at brænde for noget var alle de bøger som hun efterhånden måtte have læst, hun havde som sådan ikke haft andet at give sig til ud over når hun arbejdede, noget som hun endnu måtte gøre udelukkende for at tjene den smule penge til tøj og mad og så videre. At han svedte var ganske tydeligt, solens stråler varmede godt ind af de store vinduespartier, det måtte selv hun erkende, ikke at det gjorde noget, hun havde vel lov til at tage et stjålent blik eller to? Det ville ingen forbyde hende? Der var ingen tvivl om at Ebony virkelig måtte stå her, og bare nyde at se ham på den måde, det var smukt at se på, det måtte hun erkende, og hun ville hellere end gerne skænke ham konstruktiv kritik lærer fra ham. Hendes far havde ødelagt så meegt for hendes del og det var der ingen tvivl om, han var den som var skyld i det hele, han havde aæltid været så ligeglad med den familie og hun måtte faktisk bære det lille naturlige had til ham noget som hun glemte så snart hun var i nærheden af Jasper. Tilliden var der i den grad ellers var hun aldrig taget med ham, hun skulle blot væk fra hendes far, væk fra Light Dwann det kvælte hende, og hun avr jo end ikke stolt af at være den som hun måtte være, familiens sorte får uden tvivl, man vænnede sig vel bare til det et sted? Hånden lukkede sig om hans, hun lod sig trækkes ind til ham, måske på nøgne fødder, ikke det mest praktiske at danse i men det var da bedre end ingenting. Han passede på hende specielt i dansen, prøvede at lærer hende og hun sugede til sig som intet andet, ikke fordi hun var specielt god til det men det var meget sjovt at prøve det måtte selv hun erkende. Der var ingen tvivl om at Ebony virkelig måtte få det bedre og bedre som tiden måtte gå, hun fik om ikke andet noget at spise dagligt noget som gjorde at kiloerne kom raslende ganske hurtigt, hun manglede måske en god del endnu, men det skulle vel nok komme, et skridt af gangen? Hun var glad, i stand til at smile go allerede det var et enormt skridt, "Det er jeg slet ikke i tvivl om" lo hun blidt, fulgte hans skridt rundt, let og elegant, lige de grund skridt kunne hun om ikke andet efterhånden, det eneste hun havde problemet med der var tempoet. Den positive mand var i den grad det som smittede af på hende, han så altid muligheder og han turde række ud efter de drømme som han måtte bære og det var i den grad noget som hun måtte beundre "Det er et fredfyldt lokale" påpegede hun med et lille smil hvilende over hendes læber. Hun lod sig fører rundt i piruetten, måtte knugelidt om ham for ikke at snuble, hun var langt fra øvet, blidt lod hun sig igen førers ind mod ham. Den ene hnd måtte hvile mod hans skuldre mens den anden måtte hvile i hans. han fik hende endnu engang til at smile uden at gøre noget som helst, hun nød det virkelig bare. Blikket blev undrende "Spørg løs" smielt blev bredere, hun fulgte hans skridt, uden at vide hvad han havde i tankerne.

[jasper]

Det ville virkelig bare glæde Jasper at kunne skænke hende den samme passion, for han kunne se at den allerede måtte brænde i hendes blik, så det ville i den grad være ham en fryd uden lige, at skulle kalde hende for sin nye dansepartner og danseelev for den sags skyld. Hun var nybegynder og det var at mærke, selvom det nu ikke gjorde ham det mindste. Det gav ham selv en anelse mere træning i det at skulle føre nogen som helst ud i en dans eller lignende. Alice kunne alle dansetrinnene som de havde øvet, så det var jo.. praktisk talt mere hende som måtte føre ham, og det var jo heller ikke meningen, så han fandt i den grad også meget mere glæde i det at skulle danse med Ebony end det som han gjorde med hende, hvilket i den grad ikke sagde så lidt. Han havde jo danset med Alice siden han var ganske lille, drillet fordi at han ønskede at danse, men det var virkelig også hans måde, at skulle udtrykke det hele på, så det var der vel heller ikke noget galt i? Hans hånd trykkede hende roligt ind til sig - Med andre ord, så passet han på hende, han ville ikke træde hende over tæerne og han ville sørge for at hun ikke skulle gå i gulvet, samt at han kunne holde øje med hvornår hun blev for træt til det ene eller det andet. Hun spiste godt og det var tydeligt, at kroppen tog imod alt det som den blev skænket i form af mad og det klædte hende virkelig. At hun i det hele taget havde været så langt nede, at hun kunne kalde sig for grim, var slet ikke noget som han ville høre nogen form for tale om overhovedet! "Her er fredfyldt ja.. Det er jo trods alt også bare mig som bruger lokalet her.. og dig," tilføjede han roligt og med det samme smil. At danse i valsen var en nem dans for hans vedkommende, så det var virkelig ikke noget problem for ham, at skulle føre hende over gulvet. Han gjorde det dog langsomt, så hun kunne finde ud af hvor fødderne skulle placeres, ellers endte de begge med at ryge direkte i gulvet, og det var bestemt heller ikke meningen da. "Bare mig.. dig og dansen.. Hvad er bedre end det?" Han hævede sigende det ene bryn og sendte hende intet mindre end et let tandpastasmil. Hun gjorde selv ham glad. Han ønskede virkelig ikke at tænke yderligere over Elias og den måde som han havde behandlet hende på. Når han engang ville møde manden, skulle han nok personligt sørge for, at det blev en stor alvors snak, desuden så ønskede han faktisk også på et tidspunkt at få hilst på hendes bror, for han havde hørt så frygtelig meget omkring denne Adriel. Han lød virkelig til at være en frygtelig god mand, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og med det let taknemmelige smil. "Jeg tænkte på om.." Han vidste ikke rigtigt hvordan han skulle spørge hende, men nu var hun jo voksen og klar til at tage egne valg. Han trykkede hende tæt ind mod sig, idet han roligt førte hende ud i endnu en piruet og blot for at trække hende helt ind til sin egen krop endnu en gang. Han kunne virkelig ikke lade være med at sende hende det store varme smil. "Det er godt med noget friskt og noget nyt her.." fortsatte han roligt. Han var træt og han var forpustet. Det var virkelig alt for længe siden, at han havde haft muligheden for at skulle danse. Måske at hun ikke var lige så elegant som Alice var, men det ville i den grad komme med træning. "Om du ville være min nye faste dansepartner?" spurgte han roligt og ikke mindst blot en anelse håbefuldt. Han ville virkelig elske, at skulle tilbringe den tid sammen med hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De himmelblå øjne lod han roligt søge til hendes blik, blot afventende og med en tydelig spænding.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at dansen i virkeligheden måtte give hende en glæde som intet andet havde gjort, hun brændte for det men på en anden måde, for hende gjaldt det vel blot om at finde den lille forsmag på det og nyde det som han ville gøre, for hun elskede i den grad at bruge tiden med ham på den måde. At det så var store planer han sad med i tankerne var slet ikke noget som var gået op for hende endnu på nogen måde. Hun var nybegynder, som sagt havde hendes kære mor altid elsket at betragte dansen og hun havde altid været med når hendes mor ville se en ny forestilling, men hun havde aldrig troet at hun selv ville komme til at danse, hun var hverken særlig yndefuld eller noget som helst og med den alt for lette kropsvægt så var hun ikke sikker på hun ville være i stand til det, selvfølgelig skulle hun have mere sul på kroppen, hun kunne jo end ikke få sig selv til at gå i en normal kjole endnu, set i hendes øjne så var hun grim, hvorfor skulle hun i den grad nok vise ham senere, der var intet smukt ved hende, uanset hvor smuk hun havde været som barn, med de store mørke øjne og langt krølelt hår ned over hendes skuldre, en lille sund mave, det var dengang, det var før hendes egen far havde ødelagt hende på alle måder. Ebony havde hrt om denne Alice, hørt om at de havde danset sammen længe og hørt om det faktuma t han holdte af hende som mere end blot hans veninde, eller at han havde gjort om ikke ande,t igen det var slet ikke det som betød noget, hun var kun glad for den opmærksomhed han måtte give hende, glad for den ven hun havde fundet i ham, selv på trods af den magi som hvilede i luften under deres første møde. Det morede hende kun med tanken om at de kunne træde hinanden på tæerne, gjorde hun et alvorligt fejltrin ville det kaste dem begge i gulvet, før eller siden og om et par skrammer skulle hun da nok lærer det. Smilet prydede fortsat hendes læber som hun lod sig førers rundt og med hendes krop helt tæt ind til hans, specielt ved de piruetter som han måtte fører hende rundt på, go denne gang formåede hun rent faktisk at følge med ham efterfølgende og uden at skulle snuble det mindste, man kunne næsten fornemme hendes stolte smil. At han blev ved at tilføje hende morede hende virkelig kun "Mhmm vi er gode til at skabe karma" drillede hun let. At hun kunne være så positiv var noget som måtte overraske selv hende og hun glædede sig i den grad kun til at stå overfor Adriel igen han ville blive glad for at se hvad Jasper formåede med hende, han ville blive taknemmelig det vidste hun allerede, for sådan var han! "Intet" medstemte hun stille. Allerede var hun selv ved at blive forpustet hun var slet ikke vant til at bevæge sig på den måde som hun gjorde med Jasper lige i øjeblikket det var ganske sikkert. Afventende måtte hun lytte til hans ord, han lød næsten nervøs? Noget som ganske per automatik fik hendes hjerte til at hamre en smule nervøst "..Ja?" spurgte hun lettere afventende. Hans ord ramte hende virkelig som et enormt chok, den var bestemt ikke ventet noget som tydeligt kunne ses i hendes blik "Hvad så med Alice?" spurgte hun tydeligt forundret, og dog med et glimt i blikket der virkelig kun ar posititvt, hun ville hellere end gerne være hans nye dansepartner!

[jasper]

Jasper nød virkelig det, at skulle rende rundt som dette og sammen med hende. At lade hende blive en del af det, for han kunne se i hendes blik, at hun i sandhed måtte brænde for det, det var der ingen tvivl om. Det var også det som havde fået ham selv til at skulle tænke over det så længe, og det ville virkelig være ham en frygtelig stor ære, at danse med hende fast. Når hun ville være i form og hun ville være kommet ordentlig ind i dansen, så var han helt sikker på, at hun ville klare det fuldkommen fantastisk! Det var han så sandelig heller ikke det mindste i tvivl om overhovedet, det var helt sikkert. Han trykkede roligt omkring hendes hånd og trykkede hende roligt tilbage til sig, idet at han fik hende ind til sig igen efter at have ført hende ud i den flotte piruet. Hun var jo ved at lære det allerede og det stolte smil, fik hans til at brede sig yderligere og mere end det, det var i den grad også helt sikkert på denne måde. Han lod hovedet søge ganske så let og stille på sned. Han kunne virkelig ikke skjule det for hende og det var så sandelig heller ikke hans hensigt. "Du skal da være mere end velkommen til at bruge det som du lyster det, Ebony.. Hvad der er mit, er skam også dit," sagde han roligt og med et sigende nik, blot for at understrege at han jo faktisk mente sine ord i den udtalelse, så det var ikke noget som man skulle se det mindste væk fra overhovedet. Dansen var en start, han havde meget mere som han ønskede at spørge hende om. Han fandt virkelig ikke ord for hvad det måtte betyde for ham, men det var virkelig meget. Dansen som en start som sagt og han ønskede hende virkelig som noget fast. Han slap et let grin. Han førte hende roligt og mere selvsikkert op i tempoet i den smukke vals. At hun var begyndt at blive træt, kunne han godt mærke, selvom det nu slet ikke var noget som havde den samme effekt på ham som det andet. "Du skal slet ikke tænke på Alice," bad han roligt og ikke mindst med en rolig og sandfærdig stemme. Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg har danset med hende siden vi begge var børn. Det bliver for.. ensformig for mig," sagde han stille og med et svagt træk på skuldrene, idet han førte hende ud i endnu en piruet, for så at tage hende ind mod sig igen, for dereftr, at stoppe dansen, da den lakkede mod sin ende. Hans himmelblå øjne vendte han roligt mod hende. Det var hende som han ønskede som sin faste dansepartner, om ikke andet, så noget mere end det. Han måtte stoppe dansen nu, ellers ville hun da ende med at falde om, hvilket heller ikke var hans mening på nogen måde overhovedet! Glæden var nu alligevel at se i hendes blik. "Jeg ønsker dig som min dansepartner, Ebony. Jeg ønsker at lære dig dansene, jeg ønsker at føre dig ud i dem, være din guide og evige ledsager indenfor denne kunst," tilføjede han roligt. Han var intet mindre end ærlig overfor hende, det ville virkelig betyde så uendelig meget for ham. Alice var alt for ensformig i hendes bevægelser. Ærlig talt, så blev det hele absolut kedeligt for ham og det var jo heller ikke meningen, at han skulle rende rundt og kede sig vel? Det var også af den grund, at han var begyndt dansen med de lange silkebånd. Det holdt ham da i det mindste beskæftiget når der ikke var andet at lave. Det var udfordrende på en anden måde, men den udfordring som han havde set i Ebony, ikke bare i dansen, men også det personlige, var noget som vejede så mange gange mer end det som dansen alene måtte gøre. Endnu en tanke som havde slået sig fast i hans hoved og det havde den også gjort, der hvor de havde mødt hinanden sidst; Han måtte bare ikke give slip på hende. Det måtte han bare ikke.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om at Ebony virkelig måtte nyde at være blevet en del af det, det havde vel været tydeligt allerede under deres første møde ude i skoven efter at hun var stukket af fra palæet, han havde inviteret hende til en dans, hun elskede det og det kunne læses i hendes blik! I det hele taget formåede denne mand ting med hende som ingen anden til nu havde formået, for det første fik han hende jo til rent faktisk at indtage en smule næring, og det var allerede et stort skridt, han gav hende noget at brænde for, noget at gå op i og det var enormt svært at fange hendes interesse, men mest af alt så fik han hende rent faktisk til at smile, til at bære sig frem med en vis form af selvsikkerhed, ikke når det kom til hendes krop måske, men om ikke andet så når hun stod frit og talte med andre. Dansen blev hun langsomt præsenteret for og det var tydeligt at hun virkelig sugede til sig af alt viden hun overhovedet kunne få, noget som kun gjorde hende ekstremt lærernem, hvad hun manglede var at komme i en form, og igen at få noget mere fedt på kroppen hun var jo stadig den som måtte skjule sig i en alt for stor kjole, også selvom det var tydeligt at hun havde fået det en smule bedre end som så. Roligt lod Ebony sig blot trykke ind til Jasper, hun stolede på ham og hun følte sig ikke mindst tryg hos ham, det var ikke længe de havde kendt hinanden næsten et år og ligeså længe havde hun boet tæt på ham og til tider med ham på et kroværelse, han hjalp mere end hendes egen far nogensinde havde gjort.Når disse ting som piruetter endelig lykkedes for hende, så var det tydeligt at se at hun virkelig følte stoltheden i det, noget som gav hende et smil der måtte afsløre den lange hvide række tænder. At se ham smile på den måde, det gjorde kun at hun ikke kunne lade være, den gæstfrihed han udviste overfor hende "Det lyder næsten.. Romantisk" drillede hun let også selvom det kun resulterede i en lille rødmen som hun forsøgte at skjule ved at se væk fra hans blik. Det kom hende stadig som en overraskelse at han ønskede hende som hans faste partner det var faktisk noget som hun måtte nyde, allerede det spørgsmål var noget som virkelig fik hende helt op på tæerne, at hun blev set og ikke blot var en skygge af hendes familie. Stille nikkede hun anerkendende til hans ord, lyste op i et smil "Jeg vil utrolig gerne være din faste partner, Jasper.. Det vil virkelig være en ærer" blidt måtte hovedet søge en smule på sned, stoppede dansen på samme tid som han gjorde, hvorefter kun ganske høfligt måtte neje som for at sige tak for dansen, dog uden at slippe ham det mindste. Ved hans ord måtte Ebony tage et fast spring mod ham, hoppe op og lade benene falde om hans liv, og med armene om hans nakke, det var første gang i hendes liv der rent faktisk var nogen som så et eller andet i hende og det gjorde hende utrolig glad "Jeg tror ikke jeg ville kunne ønske mig en bedre guide" påpegede hun med en ekstremt munter tone, for det glædede hende også i den grad "Hellere end gerne" gentog hun stille, knugede ham ind til sig indtil det gik op for hende hvad hun lavede.. Så slap hun ganske stille, trådte et enkelt skridt bagud som for at give lidt luft "Undskyld" endte hun stille trak svagt på skuldrene.

[jasper]

Ebony brændt for dansen, det var jo noget som han så tydeligt kunne se i hendes blik og det var noget som blot fik ham til at smile. Hun var allerede blevet mere selvsikker ved at have ham til at føre hende, det var der ingen tvivl om og det i sig selv, var en glæde uden lige for ham. Det var en tillid som han vidste, at han ville gøre absolut alt for at passe på, for det var virkelig ikke noget som man så hver eneste dag, det var i den grad også helt sikkert på alle tænkelige måder overhovedet. Han holdt hende stadig helt ind til sig og med blikket hvilende i hendes. Slottet skulle hun nok lære at kende. Det skulle han jo også selv. Det var nyopbygget og stærkere end det som det havde været nogensinde før. Det var virkelig bare en så frygtelig stor skam, at det ikke var noget som Gabriel kunne få lov til at skulle se sig af, det var helt sikkert også på denne måde. Nu hvor han havde boet sammen med Ebony igennem så frygtelig lang tid, så var dette virkelig bare noget som måtte tale for dem, specielt for hans del. Han elskede at dele tiden med hende, at være sammen med hende i dansen og bare det, at være sammen med hende privat, så var det virkelig noget som måtte fylde godt op i det tomrum som han havde gået inde med igennem så frygtelig mange år, det var i den grad også helt sikkert. Dansen havde været hans redning og det var ikke noget som han ville give slip på bare sådan uden videre. De havde været sammen hver eneste dag i mere end et år nu og han var kun blevet mere og mere sikker i sin sag. Alice var han færdig med, med andre ord. Det manglede bare, at skulle fortælle det til hende. At Alice følte mere for ham end godt var, det vidste han udmærket godt, selvom det nu ikke var nogen tanke som han brød sig det mindste at overhovedet. Han vendte blikket stille mod hende og uden at skulle tage blikket det mindste fra hende overhovedet. "Det er jeg glad for at du siger," sagde han roligt og med det lette smil på læben. Romantisk kunne man vel et sted godt kalde det? Tanken morede ham ikke desto mindre, det var i den grad også helt sikkert. Han bukkede let for hende idet at hun selv måtte neje for ham. Det var i den grad også en høflighed som han havde med sig og aldrig nogensinde ville give slip på overhovedet. "Det er en ære som er helt på min side, min kære Ebony," sagde han roligt og med det varme smil på læben. Han stivnede let af forskrækkelse, da hun kastet sig mod ham, armene om hans nakke og med benene omkring hans liv. Han kunne virkelig ikke lade være med at grine, så han slog armene omkring hende, tog en let omdrejning inden han satte hende ned igen. Han mente hvert eneste af hans ord i den udtale, det var slet ikke noget som hun skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var helt sikkert! Han hævede den ene hånd og blot lige for at skulle stryge hendes kind, ganske så roligt og forsigtigt, ikke at det var noget som han kunne komme udeom. Han var så varsom omkring hende, udelukkende fordi at han vidste hvordan hun måtte have det med dette. Hun var på en bedringens vej og han kunne virkelig ikke gøre andet end at elske hendes smil! "Jeg skal da prøve, at gøre det så godt som jeg nu kan," sagde han roligt også med en mere munter og blid stemme. Den var jo næsten så syngende. Han rettede sig roligt op. "Desuden.. så... så er der en ting mere.. som jeg ønsker at spørge dig om," tilføjede han roligt. Dette var noget som gjorde ham en anelse mere nervøs end det som det havde været med det andet. Nu hvor hun havde takket ja til at blive hans partner og elev indenfor dansens ædle kunst, så var det virkelig bare noget som måtte få ham selv til at smile. "Vil du gå en runde med mig?" spurgte han roligt. Han kunne ikke gøre det her. Nej, det var noget som man skulle spørge om på en ordentlig måde!

[Deleted]

Det var tydeligt at hun allerede var blevet langt mere selvsikker på utrolig mange områder, i det mindste så avr det en stor ting at hun rent faktisk var begyndt at skulle hælde lidt mad i sig igen, noget som tydeligt kunen ses på hendes krop også selvom hun end ikke nærmede sig noget der vær nært sundt endnu, men et skridt af gange? Den tillid som hun bar til ham var en som hun før kun havde båret til hendes egen bror, hun stolede på ham, stolede på at han ikke ville ligge så meget som en finger på hende. Varmen fra solen brændte ind af vinduet, varmede hendes hud med en brændende fornemmelse. Sammen med ham var hun komplet afslappet, og det var tydeligt at se. Hendes smil var blevet langt mere naturligt, så blidt som intet andet og det gjorde det nemt for hende at begå sig her, hun avr ikke i tvivl om at hun før eller siden nok skulle komme til at passe ind blandt de andre, det første skridt på vejen ville selvfølgelig være at lærer slottet at kende, hun kendte endnu ikke de mange veje, hun vidste hvor deres værelse måtte ligge, hun vidste hvor tronsalen måtte være og nu vidste hun også hvor dette måtte være, det var mere eller mindre det. Slottet lignede jo ikke ligefrem sig selv som før det var blevet genopbygget og da det endnu stod helt, hun plejede at besøge det som abrn meget var sket siden. Et sted måtte det ærge at Gabriel ikke var i stand til at se hans værk, hun havde hørt hendes far snakke med Davina om det, at han havde kæmpet med at få det geopbygget og på dagen det stod måtte han se til fra hans egen grav, det var uhyggeligt så hurtigt et liv kunne vende, før du så dig om kunne det være slut, og Gabriel havde ønsket livet, ønsket at være sammen med Evelyn, og hun havde ødelagt sig selv, været så tæt på døden. Man kunne vel roligt sige at det var Jaspers fortjeneste at hun endnu var i live? Glæden over at være hans nye dansepartner var ganske tydelig, hun forstod det ikke hun var ny, ikke det mindste let og elegant, hun var ikke engang specielt køn, og med Alice.. Han havde nævnt hende for hende for måneder tilbage, nævnt for hende at denne kvinde måtte nære de følelser for ham, hvad ville hun egentlig sige? Uanset så var hun virkelig kun glad for at hun nu havde en undskyldning for at tilbringe endnu mere tid sammen med ham, hvad angik den slags var hun som sådan ikke krævende hun ville ikke mase. Stille var hun gledet ned på bennene igen, betragtede lokalet omkring dem, som havde det pludselig fåe en hlt ny betydning for hendes del, her ville de komme til at bruge utrolig meget tid "Nej tro mig, Jasper.. Den ærer er virkelig på min side.. Du gør alt for meget for mig, og selvom jeg ikke bryder mig om at lade dig gøre tjenester hele tiden uden at gøre noget til gengæld så er jeg virkelig taknemlig. Var du ikke dukket op så havde jeg nok aldrig haft muligheden" hun trak svagt på de enormt fremstående skuldre, det var jo sandt med andre ord en mild måde at sige at hun havde været i døden i så fald for det var jo sandheden. At han så blev langt mere nervøs undrede hende. Hvad ville der komme nu? "Du ved du kan spørge om alt" hendes tone var utrolig munter, idag følte hun at hun svævede. Hun nikkede stille "Hellere end gerne" hånden blev stille vendt mod ham selv hun kunne tage initativ.

[jasper]

Han kunne virkelig ikke genkende Ebony fra da han havde set hende for første gang. Det hele havde vel startet ud med, at han faktisk havde set hende? Set hendes tilstand, selvom det ikke havde været noget som havde skræmt ham som sådan. Nej, der skulle virkelig meget mere til end en forsultet ung kvinde, selvom de selvfølgelig var noget som gjorde så frygtelig ondt, selv på ham. At selv magikernes leder kunne have så meget i hænderne, at han ikke kunne se hvad der skete med hans datter, for dette var virkelig noget som havde foregået over ekstremt mange år og det var virkelig også det som kunne gøre ham selv så vred! Han måtte virkelig bare bide det i sig lige nu, han ville virkelig ikke rive hende med ned i hullet igen, og det var virkelig ikke hans mening på nogen måde overhovedet. Nu hvor han selv vidste hvor han ville hen og han vidste hvor han ønskede at stå, så var det jo op til hende, om det nogensinde ville blive realistisk. Dette var lige så meget hendes sted som det måtte være hans og selv var han ikke på værelset, så vidste hun nu også hvor han ville være. Det var her han kunne få bebrejdet absolut alt det som måtte gå igennem hans hoved af tanker og følelser, så det var ham i den grad også en frygtelig stor trøst i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Desuden var han selv en anelse ude af form, så han kom i den grad til at være meget mere sammen med hende her, for han skulle også hjælpe hende igen og igen, så var det noget som han agtet at gøre på hendes præmisser. Han hævede sigende det ene bryn til hendes ord og uden at smilet ville falme det mindste overhovedet. "Jeg tror minsandten ikke, at vi vil blive enige," påpegede han med en lettere drilsk mine. Det var bare ikke noget som han kunne eller ville lade komme i det skjulte for hende. De havde bygget deres venskabelige forhold på intet andet end ærlighed og tillid og det var ikke noget som han havde i sinde at bryde. Nej! At hun ville være død hvis han ikke var dukket op, det var han temmelig godt klar over i den anden ende, og han var virkelig bare glad for, at det ikke havde vist sig, at være tilfældet. Han sendte hende et stille smil. "Man kan vel snildt sige, at jeg dukket op i grevens tid," sagde han roligt. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Han lod hovedet søge ganske så let og stille på sned. Det var jo bare fakta. Det gik i den rigtige retning og sandt som det var sagt, så tog hun et skridt af gangen og han agtet at være der hele vejen, hvis det var det som hun ville have ham til, det var i den grad også helt sikkert i den anden ende. "Det ved jeg godt min kære," afsluttede han roligt. Han lod armen roligt snige sig omkring hendes liv og med det lette smil på læben. "Kom, lad os gå en tur i den prægtige have," sagde han roligt. Selvfølgelig var det en skam, at Gabriel ikke var der til at skulle nyde af det, men der var ikke noget som man kunne gøre ved det. Den stakkels Jason havde dog bare fået frygtelig meget at se til. Han førte stille Ebony med sig ud af lokalet og stille ned af gangen i den retning som han var temmelig sikker på at haven måtte ligge. Solen stod højt på den store himmel og det var virkelig varmt. Her var der virkelig lummert! Han smilede let tilfredst, da han rundede endnu en gang, kom ned af den store trappe og gik ud af de store porte, som måtte føre direkte ud i haven. Ikke at det var noget som han havde det mindste imod overhovedet. Haven stod smukt i blomst med blomster og træer. "Perfekt.:" sagde han roligt. Han førte roligt Ebony med sig ned af en sti og ned til bænken som stod under den store og gamle eg. Her tog han roligt plads og bød hende til at sætte sig ned ved siden af.

[Deleted]

Der var sket meget siden deres første møde for snart et år siden hvor tårerne stod ned af hendes kinder, hvor hun havde været mere usikker end nogensinde før og måske endda også et sted en smule bange. Hun havde været så tæt på døden og efterhånden var hun blevet en smule sundere, hendes ansigt havde taget mere form go var ikke blot et rent kæbeparti næsten, hun var ved at få lidt af sin skønhed igen og selvom hun udemærket godt kunne se det foretrak hun stadig de store kjoler for hun var endnu ikke meget andet end skind og ben, men han hjalp hende virkelig, bare det at have lysten og modet til at skulle fortsætte livet, der var noget for hende at skulle gå op i, noget som hun kunne brænde for, det var en ven som ham som måtte hjælp, støtte og guide hende, og hun var ved at være en voksen kvinde de rikke længere behøvede hendes kære fars beskyttelse, uanset hvilken stærk magiker han så end måtte være, hun var glad for at være væk hjemmefra og det var i den grad kommet til udtryk. Et helt år havde hun boet med ham, til tider begge to på kroen hvor hun havde sit eget værelse, men om ikek andet det var altid lige i nærheden og nu måtte de dele det kammer som de havde fået tildelt af Keischa og Alexis, hun havde skam allerede været igang, der var ikke meget hun turde flytte på men hendes malerier måtte hun være frygtelig glade for som det stod nu var de ligner op på en lang række langs væggen inden de kunne vide hvor de skulle hænge, hvis han ville tillade hende at tage dem op om ikke andet. Hun kendte ham så frygtelig godt efterhånden, når det kun var de to så nåede de at snakke så utrolig meget, men at han sad med de tanker som hun sådan set selv havde leget med det vidste hun ikke, hun bar blot ikke det mod til at skulle spørge ham slet ikke efter at han havde fortalt hende omkring Alice. Selvom hun følte for denne kvinde så var hun bare glad for at hun nu avr den som havde mulgiheden, hun var på ingen måde i form, men at tilbringe alt dne tid sammen med ham og med noget så sjovt, så livligt som dansen det var ikke en ting hun var i stand til at skulle takke nej til overhovedet. Havde tilliden ikke været der så havde hun ikke levet så tæt op af ham i så lang tid, han havde været hendes redningsmand når ingen anden kunne, uden ham var hun gået i døden for længst, og den eneste som nok i virkligheden ville savne hende måtte være Adriel. Det lille skæve smil måtte hvile om hendes læber, han gav hende ikke noget andet valg end at smile, selv hun kunne rent faktisk være i godt humær efterhånden frem for altid at lukke sig inde "Som sendt fra himlen" istemte hun med en blid latter. Hovedet gled stille i hvil mod hans skulder som armen faldt omkring hendes slanke liv, hun vidste at knoglerne endnu var til at føle på, hun var ikke stolt af det, men hun vidste at han ikke dømte hende, derfor lod hun ham komme tæt. Uden så meget som et ord fulgte hun ham til den smukke have. Varmen søgte straks omkring hendes krop, fuglene sang som aldrig før, det påvirkede hende i en posititv retning der var der virkelig ingen tvivl om. I en stille bevægelse gled hun mod bænken ved hans side, dog uden at tage hovedet af hans skulder hun nød det virkelig.

[jasper]

At Jasper havde reddet hende fra den visse død, var noget som han virkelig bare kunne være så frygtelig glad for. Hun var virkelig en fantastisk person og nu vidste han, at han havde været heldig, at hun havde åbnet sig så meget for ham, som det hun havde gjort, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Nu havde han været sammen med hende mere eller mindre hver eneste dag igennem et helt år og han fortrød det virkelig ikke på nogen som helst måde. Bare det at han havde set hende, havde virkelig gjort meget for hende, det kunne han da bestemet mærke på hende, for hun var virkelig så meget mere positiv og smilende end det som hun havde været igennnem. Det hjalp i den grad også på hendes krop, det kunne han da tydeligt se, også selvom der stadig var en frygtelig lang vej at gå.. Alt startet jo i det lille og det at det gik fremad, så ville han i den grad også hjælpe hende md alt det som han kunne og hun tog imod det, så kunne han virkelig ikke være mere glad end det. Det at få noget frisk luft og finde noget at skulle smile af, det var selv noget som han havde brug for, det var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han nød af den fine vind og noget sollys for det var i den grad også noget som var savnet. Efter at Gabriel havde været død, så havde himlen også været skræmmende mørk og det var ikke desto mindre hyggeligt, for det var så sandelig ikke noget som han brød sig om. Han sendte hende et stille smil idet hun roligt satte sig ned ved siden af ham. Hendes mange malerier agtet han så selv at få hængt op på et tidspunkt. Det var tydeligt for ham, at de selv havde en ganske særlig betydning for hende og deraf også en ganske så stor betydning for ham selv på alle tænkelige måder overhovedet. Alice var ham en frygtelig god veninde, men i og med, at han havde kendt hende i så frygtelig lang tid, så var det virkelig.. umuligt for ham, at skulle se på hende som noget andet end det alene, det var der heller ikke nogen som ehlst tvivl om overhovedet. Han sende et stille og roligt smil og blev ellers siddende roligt. Hans uro var dog at skulle føles i det indre. Han vendte sig mod hende, da hun roligt satte sig ned ved siden af ham. Det at se hende smile og det at se hende le og med det glimt i øjet, så var det virkelig bare noget som bmåtte betyde noget så frygtelig meget for ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet på noget tidspunkt. Hans hjerte hamret let mod hans bryst og med en næsten usikkerhed. Hvad ville hun da ikke sige til det? Han var temmelig sikker åp, at Adriel måtte have frygtelig meget at lave nu om dage. Han havde faktisk frygtelig ondt af den mand. Ikke noget som han direkte ville tænke på lige nu, det var i den grad også helt sikkert på alle måder. "Ja..." Han klødte sig let i håret og med det stille smil på læben. "Det er noget ganske personligt, som jeg vil spørge dig om, Ebony. Nu har jeg kendt dig i et år.. Og jeg elsker virkelig at være sammen med dig. Det gør jeg virkelig." Han sendte hende et stille smil inden han ganske roligt greb omkring hendes fingre. Han var ikke nervøs når han dansede foran noget så stort som de kongelige, men lige dette, kunne give ham så frygtelig våde fingre. Det var næsten som han pludselig måtte bade i sved. "Sagen er den.." Han vidste godt, at det måske kunne lyde en anelse forkert, for dette var bestemt ikke ment som noget negativt på nogen som helst måde overhovedet! "Jeg ønsker virkelig at danse med dig. Også af den grund til at jeg ville spørge dig om det. Det glæder mit hjerte, at du takket ja. Det gør det." Han trykkede let omkring hendes hånd og med det varme smil på læben. "Et par på scenen.. så ønsker jeg det også.. i det private.. Hvis du ønsker at dele det sammen med mig," afsluttede han roligt. Han mente hvert eneste ord. Han ville virkelig elske, at kunne kalde hende for hans.