The Dangerous Sea

[magique]

En mørk skygge af irritation kunne skues i de stormgrå øjne, som hun slap taget i stormbølgerne, der truede med at komme længere op på lande end nogensinde før, således at en enorm bølgede skylledes ind over hende og videre femten meter ind, inden den langsomt trappede ned i styrke. "Nu er det ikke ligefrem alle og enhver, der danser rundt på bølgetoppene, sidder upåvirket mens bølger brager over dem eller bare ligner mig? For De er nødt til at give mig ret i, at jeg ikke ligefrem forsvinder i mængden, og ydermere har jeg stået for noget, som burde have skabt et stærkt minde for Dem, stærkere end hvad et par århundreder eller årtusinder kunne nedbryde. Eller De værdsætter måske ikke, hvad mine søskende og jeg har gjort for Dem, Engel?" De mandelformede øjne var små af irritation, hvis han var klog, lod han emnet ligge og undgik flere kommentarer om det, for det begyndte at være for meget snak om et uinteressant emne, til at hun brød sig om det.
Da emnet skiftede til noget mere interessant, hende selv, slappede hun lidt mere af i det ellers anspændte ansigtsudtryk. Selvom han ikke ønskede at tirre hende, formåede han at trykke alle de forkerte knapper. Rhiannon var klar over, at hun blev nærtagende, men hun gad ikke bekymre sig om det, endnu et træk ved hendes stormfulde personlighed. "Jeg er skam ikke altid i eller ved Havet, langt fra. Efterhånden tror jeg, at jeg er mere væk fra det, end hos det... Der går ikke et øjeblik uden mine tanker går på det, jeg er besat af Havet, som de jord- og luftbundne racer er af hinanden. Vil du med ned?" svarede Rhiannon med en overraskende, oprigtighed i den milde stemme. Den sidste bemærkning med et nik imod Havet, hun elskede at være under Havet, når det stormede, stilheden kontra larmen var fortryllende, og hun længtes efter den velkendte følelse af den kærtegnende berøring.

[pierce]

Pierce kunne se irritationen i hendes øjne, og han kunne se det på bølgerne der slog mod hende. Og det måtte selv komme op at røre ham, for så langt fra hende sad han dog heller ikke. Og det var måske et sted dumt? Det ville være dumt at fortsætte diskussionen med hende, især når hun var i dette faretruende humør, der kunne skifte på et splitsekund. ”Jeg må ærligt erkende, at jeg ikke længere ved, hvor længe jeg har vandret omkring på denne jord,” svarede han roligt. Det var vel ikke nogen undskyldning for ikke at genkende hende, og han mente da at han havde set hende et sted før, han kunne bare ikke helt huske hvor eller hvornår, men med det samme hun havde nævnt at hun havde været én af de fire vogtere, så havde han med det samme kunnet genkende hendes ansigt. Det ansigt der havde sagt god for ham for længe siden. Alt for længe siden! ”Men igen, det var ikke for at fornærme Dem,” tilføjede han roligt, og så ud over det faretruende hav, der var også noget beroligende over det, han var faktisk ikke helt sikker på hvad det var.
Det var et sted forundrende at hun kunne skifte personlighed så hurtigt! Hun var noget af en humørbombe! Og Pierce havde kun formået at trykke forkert, og dog så det ud til at han havde ramt rigtigt denne gang? Han var ikke helt sikker. Så var hun da lidt alla ham selv. Han holdt sig heller ikke selv ved havet konstant, han kom selv op på landjorden, der skete der jo trods alt også altid noget spændende. Han nikkede kort til hendes ord. Dog måtte han skyde sine bryn forundret i vejret, da hun tilbød ham at komme med ned i havet han rejste sig roligt og med sit sværd ved sin side. ”Det vil være mig en fornøjelse,” sagde han lettere formelt, inden han roligt begav sig mod havet. Hun gjorde ham dog et sted nysgerrig. ”Så, når De begiver Dem op på landjorden, må De vel også være interesseret i hvad der sker?” spurgte han roligt. Han havde faktisk en mening med alle sine spørgsmål, og det var skam ikke bare et krydsforhør. ”Og kæmper De for at opretholde balancen mellem godt og ondt, især mellem landene?”

[magique]

Rhiannon nikkede genkendende, hun havde heller ikke styr på, hvor længe hun havde levet længere. Tid var noget andre væsner, med en reelt begrænset levetid bekymrede sig om, og det var heldigvis ikke noget, hun led under. Havets Vogtere var tidsløse, lige så lidt som tid påvirkede dem udvendigt, bekymrede de sig om den indvendigt. Tidsmåling, leveår var endnu et af de jord- og luftbundne racers påfund, som ikke gjorde andet end at hæmme dem, når man var en hvis alder forventedes man at opføre sig på en hvis måde, og det var i det hele taget en ret underlig idé i Rhiannons øjne, sådan at begrænse sig selv til andres forventninger. Det var noget de gjorde meget i, dem der vandrede over vandene og det var en underlig idé. For dem var det en smuk gestus at opgive sig selv og sin frihed og blive et 'vi.' Med en afvisende gestus, lod hun Pierce vide, at hun ikke tænkte over emnet længere, og at han med ro i sindet kunne lade det ligge. Ellers ville hun snart blive irritabel igen, men det kunne han jo ikke vide.
Da Pierce tydeligvis rejste sig for at følge hendes tilbud om at smutte under Havet, i deres verden... Den verden som de luft- og landbundne væsner aldrig ville kunne trænge ind i, for de besad ikke evnerne, var ikke født med intuitionen den krævedes, når man levede under Havets overflade. Det var jo ikke bare at tulle rundt i sin egen lille verden, under overfladen var det dyreliv rigere og farligere end vad Land og Luft kunne byde på. Hendes hjem var et uindtageligt fort, for de der ikke hørte til der, og det helt uden behovet for a ændre på det. Et lunefuldt smil prægede hendes læber, og hun hoppede med hovedet først ind i den første store bølge, der tonsede ind over hende med sine almægtige, oprørske intentioner. På et øjeblik havde hun både gæller og svømmehud og bevægede sig lynhurtigt et godt stykke ud, før hendes hovede stak op over overfladen igen, og hun hørt Havenglens ord.
"Min interesse ligger ikke i at blande mig i deres ynkelige forsøg på at overtage magten over andre, et begreb som ikke er mere end hvad man gør det til, og i mine øjne ubrugeligt. Ulig de væsner der vandrer og flyver, søger jeg ikke sådanne jordiske mål, men jeg er interesseret i hvorfor de gør det... Hvad der får en lille dreng til at blive konge en dag, lige så vel som jeg er interesseret i hvorfor vildtet står stille, når de fanger færten af rovdyr, jeg tror det besvarede Deres spørgsmål?"

[pierce]

Det glædede Pierce at han kunne lade emnet falde, for han var virkelig ikke ude på at gøre hende vred, slet ikke! Og han var da slet ikke ude på at fornærme sin Vogter! Og selvom han faktisk havde mødt hende hele to gange, så gjorde hun ham nysgerrig, han vidste godt hvad de stod for og måtte lave, men så godt kendte han jo heller ikke til vogterne, de var stadig ukendte for ham på visse punkter, men de var jo også en ganske speciel race, og der var kun fire af dem, ganske fascinerende! Det var tydeligt at hun var af havet, hun måtte nyde det lige så meget som han gjorde, hun var jo trods alt også havet selv. Han selv elskede at være under vandet, mærke bølgernes kraft mod sin krop, og et sted fandt han det som en skam at andre racer, der ikke var af vandet, kunne se deres verden under vandet, for den var fantastisk smuk! Det var et helt andet univers, med en masse farer der hvilede i krogene, og dog Pierce kunne ikke se så mange farer ved havet, han respekterede det, og dets skabninger, og han havde ikke lyst til at komme op at tottes med nogen af delene, men man skulle blot forstå vandet korrekt og så var det ikke så farligt igen, han kunne jo selv havets sprog og kunne derfor kommunikere med havets dyr, og selv de var fascinerende, der var så mange rovdyr, og selv de små fisk kunne være ganske farlige og giftige, så man skulle tage sig i agt, når man var fremmed, men for én der var stedkendt, som Pierce, så kunne han ikke andet end at beundre det hele.
Pierce løb blot mod de faretruende bølger, og gjorde et bask med vingerne, så han kom højere op i luften, for blot at lande længere ude i havet, hvor han mærkede det dejlige og kølige vand opsluge hans krop. Det var en rar følelse at være tilbage i saltvandet igen! Han betragtede hende blot med et venligt smil på læberne, imens han nikkede til hendes ord. ”De har også en ganske fascinerende levemåde,” medstemte han roligt. De jord- og luftbundne racer, levede på en helt anden måde end dem fra havet gjorde, og det var et sted sjovt at se, og fascinerende at udforske! ”Men som man siger; ’ude godt, hjemme bedst’,” sagde han med et skævt smil på de rosa farvede læber. Han havde det bedst i vandet, men det var nok fordi at det var der han hørte til.

[magique]

Da Rhiannon så havenglen sætte af, stod det ret klart for hende, at han havde intentioner om at dykke under overfladen og hævede sig for at øge farten. Hun kendte trods alt havenglenes vaner ret godt. Derfor satte hun selv af imod vandet og dykkede under overfladen, ikke ulig delfinernes karakteristiske spring og leg.
Så snart hun fik hovedet under vand bredte stilheden sig som en velsignelse, den tykke isolerende mur af vand, der ovenover overfladen lavede voldsomme lyde, gjorde verdenen under overfladen helt tyst. Hvis man altså ikke var af Havet, for Rhiannon kunne stadig høre lydene af de forskellige dyr, der levede der. Langt ude nynnede en hval og blev svaret af sin flok, og rundt omkring hende piblede livet rundt. De voldsomme bølger trak alverdens liv ind imod kysten og rundt omkring hende svømmede fisk og gobler i et stort virvar. Efter at have kigget sig over skulderen og bekræftet at havenglen var med, svømmede hun energisk afsted længere og længere ud, for hun vidste at lidt væk fra kysten gemte sig en sand jungle af vidunderlige planter og dyr, så langt nede at de ikke blev berørt af det voldsomme bølger, der stadig legede med Rhiannons spinkle krop, dog uden at forårsage skade, for hun vidste hvordan man skulle omgåes dem, som hun antog havenglen også gjorde. Han ville være et kønt eksemplar på sin race, hvis han ikke kunne bevæge sig uhindret af Havets humørsvingninger under vandet. En goble svømmede lige ind foran hende og ramte hende ansigt med en af sine lange tråde med nervegift. Den slags tog Rhiannon ikke videre skade af, og hun vidste, at goblen ikke ligefrem havde haft intentioner om at skade hende, så hun svømmede glad videre, efter at have prikket den vandfyldte krop. De krystallignende skæl, der prægede hendes krop skinnede ved refleksionerne af vandet ovenover dem og understregede den overnaturlige ynde, hvormed Rhiannon bevægede sig. Hun var i sandhed et syn, der var værd at se, og et sjældent et af slagsen. Den lyse, slanke krop bevægede sig så naturligt, at man tydeligt kunne se, at dette var hendes element.

[pierce]

At Pierce skulle endnu engang var stødt ind i en af Havets Vogtere, var noget som han slet ikke havde regnet med, dog beærende, for at være sammen med Vogter, var jo næsten som at være sammen med en kongelig, der var jo kun fire af racen, og så var de ganske unikke! Pierce nød vandet, så han ville selvfølgelig også gerne under det, hvor han ordentlig kunne mærke det. Stilheden var ikke noget som Pierce nød, desuden, så kunne selv han høre de mange små fisk, der måtte svømme omkring under dem, og selv længere væk. Han kunne endda høre regnen der måtte slå ned mod overfladen, desuden, så nød at han at være komplet omgivet af vand, både over vandet og under, det kunne simpelthen ikke blive bedre! Pierce fulgte blot trop, da hun valgte at sætte farten op, og han havde skam intet problem med at følge med, for selv han var hurtigst under vand, det var trods alt der han hørte til. Han var en del af havet ligesom hende selv, skønt hun jo trods alt var vogter, så hun var jo på en måde havet selv, sammen med sine tre andre søskende. Et specielt syn var det i den grad blot at få lov til at se en Vogter svømme forbi, men simpelthen at være ledsaget og i selskab med én, det var mere end blot specielt, der fandtes slet ikke et ord for at være sammen med en Vogter, og det undrede ham et sted, at hun havde tid til ham? Men han beklagede sig skam ikke, slet ikke! Han var mere end beæret over at have lov til at være i selskab med en af Vogterne, en sand ære!
Det idylliske ved havet var nok noget af det som Pierce måtte holde mest af. Livet og alt det ukendte, som så mange gik glip af, hvor han faktisk var heldig at få det at se. Alt livet som måtte gemme sig herunder, var endda sjældent og ukendt for mange der måtte leve oppe på landjorden, en skam at de ikke var nær så heldige som havets væsner, og dog gav det ham den specielle følelse af at være en del af noget stort, noget stort som mange måtte gå glip af. Han smilede, da han betragtede hvordan goplen måtte ramme hende i ansigtet, og så kort på den i forbi vejen, inden han blot fulgte hende med længere ud på havet.

[magique]

Man ville måske antage, at en af Havets Vogtere ikke ville have tid til andet end at styre Havet, men i det tilfælde ville man være fejlagtigt stedt an. Rhiannons bevidsthed var anderledes indrettet end andres, konstant beskæftigede det ubevidste sig med styringen af Havet, således at det altid opførte sig som det burde. Ønskede hun at gøre noget koncentreret bevægede det sig selvfølgelig ind i hendes bevidsthed, men Havet var altid en indopereret del af hendes sind. Det var derfor, at Havet ikke opførte sig efter egen mening, det var det Rhiannon var sat i verden for. Lidt længere fremme åbenbarede Havets frugtbare jungle sig for hende, og med en barnlig iver satte hun farten op og som hun nåede til et af de høje træer af tang, snoede hun sig lynhurtigt rundt om den hele vejen ned til bunden. Denne side af Vogterne var en sjældenhed at se, selvom alle havde den, for Havet var for dem, som den elskede man kom hjem til efter en lang krig. Aldrig falmede deres glæde for denne elskede. Det var sand kærlighed, og uforståeligt for enhver, der ikke delte Havets brusen i deres årer. Fisk i alle regnbuens farver blottede sig fra tangen og svømmede drillesygt med hende. En lys finger gled over den kridhvide sandbund og tegnede en streg, der øjeblikkeligt hviskedes væk af Havets evindelige bevægelser. Rhiannon kunne føle alt liv omkring hende og det fyldte hende med vigør og livsglæde som hun snoede sig igennem et virvar af tang hen til en underskov af farvestrålende krystaller i lyse røde og orange nuancer. En klovnefisk så betuttet ud fra sin søanemone, og Rhiannon lo som en lille pige. Så kiggede hun sig over skulderen for at se efter Havenglen med et strålende smil plantet på de lyse læber, men den tætte jungle af flora og fauna skjulte ham for hende.
"Hvorfor ville man nogensinde ønske sig andet, end hvad man kan finde lige her under havoverfladen?" spurgte Rhiannon på Havets sprog. Undervands var det tusinde gange lettere at tale på hendes modersmål, for det var skabt dertil og det kedede hende at tale med de land- og luftbundne racers træge ord.

[pierce]

Pierce fulgte Rhiannon længere ud på havet. Ud hvor alle hemmelighederne lå gemt, ud hvor al mystik herskede og gemte på de mest mærkværdige ting og fisk. Så meget var ukendt, som en hel anden verden, en hverden under vandet, hvor man kun var i sikkerhed, hvis man var et væsen derfra - og ikke engang de kunne vide sig sikre altid. Der kunne være så stille og et fantastisk sted at tænke, og så kunne det være så brølende, som tordenen selv. Men det bedste, var nok det at være en del af det, at kunne svømme så hurtigt man ville igennem det bløde vand, der kærtegnede ens ansigt, som havde det været vinden, de smukke syn, som denne næsten jungle, som de var kommet til. De turkisblå øjne, som næsten måtte gå i et med havet omkring dem, betragtede tangen, der var så høje, som havde det været træer. Skønt de befandt sig i havet, så var der så meget der så så frodigt ud, så meget liv, som havde befundet sig over havet og på landjorden, mange ligheder og dog var de så forskellige fra hinanden. Det måtte more Pierce, sådan som hun fór af sted for at sno sig omring tangplanterne, lege rundt, som havde hun været en lille pige og tilmed grine sådan. Et sted glædede det ham også at se hende sådan, han vidste ikke helt hvorfor, men det var bare rart at være i selskab med andre havvæsner, i stedet for at svømme sit distrikt rundt alene hver dag, for at sikre at alt var i orden. Det var rart at have en 'fridag' og så være sammen med andre havvæsner, for han måtte erkende, at når han var i havet, så var det for at gøre sit job som havengel, og når han havde fri, befandt han sig på landjorden, for at være sammen med Malania. Smilet bredte sig stille på hans læber, som han så hvordan fiskene måtte svømme ud fra de tætte tangplanter, som også skjulte Rhiannon for ham, da hun var forsvundet ind i den store jungle. Han rystede let på hovedet og for at ryste tankerne væk, inden han selv satte kursen derind, for at se om han kunne finde hende. Det undrede ham ikke at hun talte havets sprog, det var han jo selv opvokset med. "Et fantastisk sted at være, men endnu mere fantastisk at bo. En skam at det er skjult for så mange," svarede han selv på havets sprog, som det var det sprog han selv var bedst til. Han fulgte blot med hende, lod sine skællede havblå vinger - der selv næsten måtte gå i et med havet omkring dem - baske og føre ham hen til hende, hvor han betragtede klovnfisken, der kort tittede frem fra søanemonen.