The Dangerous Sea

[pierce]

Dagen havde startet så godt. Solen havde skinnet, det havde været varmt, og vandet havde været roligt. Men som eftermiddagen var kommet tættere på, havde vejret ændret sig; en del! Den skyfri himmel, var blevet dækket af et mørkt tæppe af grå skyer, der egentlig lignede en stor sky. Den milde brise, var blevet til en stor og kraftig vind, der hev småsten og blade med sig, og fik alt til at svaje. Det rolige hav, var blevet til et kaos af bølger, der slog ind mod strandens bred. Pierce sad på én af sandbakkerne, og betragtede det kaotiske hav, som blot ventede på at opsluge sine ofre. Det havde ikke ligefrem været det perfekte vejr at sejle ud i, han følte næsten synd for de sømænd, der var ude på havet i øjeblikket. Hans blonde lokker klæbede sig fast til hans ansigt, som regnen havde gjort det helt vådt. Helt præcis hvor længe han havde siddet der, vidste han ikke helt, men det havde været længe efterhånden. Hans tøj var helt gennemblødt; hans hvide bluse klæbede sig fast til hans overkrop, så man kunne ane hans muskler, som han gemte på, og blusen var blevet lettere gennemsigtig; hans bukser havde fået en hel mørkeblå farve, hvor de plejede at være helt lyseblå. Det dybblå sværd, lå ved siden af ham, og havde fået samlet en masse sand, som vinden havde hevet over det. Hans turkisblå øjne betragtede det mørke hav, der tidligere på dagen havde været så roligt og stabilt, men det var hurtigt blevet ændret. Han var blevet tvunget til at søge til vandet denne dag, eftersom han jo var havengel og da han ikke kunne leve uden vand, især ikke på en varm sommerdag som denne, så havde han været nød til at få nogle dukkerter i løbet af dagen. Det havde han så ikke behov for længere, han sad og indtog de regndråber der faldt mod hans krop. Selvom havet havde vendt 180o, og nu var et stort mørkt gab, som var farligt at befinde sig ude i, så kunne han ikke lade vær med at beundre det. Det var smukt, skønt det rasede og trak alt med sig ned i sit dyb. Han havde sit eliksirbælte omkring sig, hvor han bar en masse urter og planter; nogle kunne heale, andre paralysere sin modstander.

[magique]

Ned et stykke ude i de voldsomme bølger dansede en skikkelse glad rundt. Som en anden Jesus gik Rhiannon ovenpå vandet - takket være hendes heftige magiske kræfter - og et stort smil prægede ansigtet, selv de stormgrå øjne, som kunne være svære at læse, lyste af ekstase. Som var hun dirrigent af et enormt orkester svingede hun armene rundt og styrede de voldsomme bølger, der hamrede ind imod stranden. Den voldsomme vind greb fat i hendes hår og blæste det hist og pist, hvilket gav hende et næsten sindssygt udseende.
Stranden var sydvendt, og Rhiannon var stadig et godt stykke mod øst fra stedet hvor havenglen sad, men hun bevægede sig hurtigt og i en vestgående retning, så det ville ikke vare længe før havenglen ville kunne se og høre hende, før hun nynnede en melodi, der spredte sig og fulgte bølgerne ind imod land. Ildevarslende for de, der ikke kendte eller troede på Vogternes eksistens.
Med florlette trin berørte hun bølgetoppene og snoede rundt i pirouetter som en erfaren balletdanser. Ikke at det var situationen, men vejret og Havet satte en djævel i hende. Som altid var de slanke fødder bare, og hun havde for en gangs skyld en enkel, løstsiddende, stormgrå kjole på, som dog klæbede til den lange, slanke krop efter at regnen, Havet og vinden havde fået lov til at terrorisere den i lang nok tid. Bølgerne fulgte hver eneste armbevægelse, og var man kyndig udi det, ville man se, at der var heftig vandmagi i spild her, for selv Havfolket kunne ikke kontrollere Havet særligt længe. Det var tydeligt, at den slanke, kvindelige figur var velsignet af Havgudinden selv. Hvis man altså kendte til den slags.

[pierce]

Pierce sad der for sig selv, det havde været et stykke tid siden at han havde set Malania. Lysvæsnet han havde mødt ved søen, og som han var endt med at få stærke følelser for. Det var vel også på tide at komme videre? Det havde været lang tid siden, at han havde mistet Jelicka, ja han vidste faktisk ikke hvor lang tid siden det var, det havde han for længst mistet sin tidsfornemmelse på. De turkisblå øjne betragtede det vilde og kaotiske hav, der slog som et monsters kæmpe næve, ind mod strandens bred, og vandet kom længere og længere op. Han så ganske let ned af sig selv. Hans jeans var smøget op til knæene og hans fødder var bare og stukket ned i det bløde, dog våde sand. Han nød vandet. Det var forfriskende, også selvom det var uvejr. Han kunne høre tordenen i det fjerne, men det var langt væk. Han var dog sikker på, at det på et tidspunkt ville komme ind over Manjarno. Som hans øjne gled over horisonten, hvor kun stormen hvilede, faldt hans øjne på noget … mærkværdigt. Var det en person? Nej, det kunne det ikke være! Kunne det? Han kneb øjnene lettere sammen, for bedre at kunne se, men det var svært, da regnen faldt mod hans ansigt, hvilket også gjorde det en smule besværligt. Det kunne være vejret og stormen spillede ham et puds? At det faktisk var en person, en af havets vogtere, var ikke noget der faldt ham ind, han havde jo ikke set havets vogtere siden de havde afvist ham; han havde modtaget et brev om at vogterne ville møde ham, men de havde afvist ham, og han var blevet snydt. Det havde været en fælde, så hans kæreste, Jelicka havde været helt alene, og da han var kommet hjem igen, havde han fundet hende død på gulvet med hovedet hugget fra resten af kroppen. Et forfærdeligt syn! Men det var længe siden og han var vel kommet over hende? Han rystede ganske let på hovedet, inden han lod det søge bagud, for at modtage regndråberne direkte mod hans ansigt. Det var så beroligende. Dejligt.

[magique]

Rhiannons blik fik øje på en person inde på land og kunne skimte de blå vinger, der afslørede enhver af Havets engle. Det umiddelbare gode humør - som sagtens kunne vende på en tallerken - fik hende til at mene, at den ensomt udseende engel godt kunne bruge hendes gode selskab. Stadig med et udseende som en fuldstændigt hamrende sindssyg satte hun kursen, stadig med de florlette ballettrin, ind imod stranden, hvor han sad.
Armen svingede dirigerende rundt, som hun arrangerede, at der altid var en bølgetop at lande på, når hun satte af, uden at det så unaturligt ud. Hendes evner var indbegrebet af naturlighed trods alt, eftersom det var dem, der skabte det, man anså som naturligt. Rhiannon var nysgerrig efter at se, om det var en af de få engle, der igennem tiderne havde formået at gøre indtryk på de mere og mere kritiske Vogtere, når de en sjælden gang samledes.
En sidste bølge førte hende sikkert ned på strandens gennemblødte sand, og hun betragtede englen, der sad nær hende, med kritiske øjne. Hun mente bestemt ikke at kunne huske denne engel? Måske det ville hjælpe med et navn? Eller en livshistorie, så kunne man jo nærmest huske dem alle sammen... Og der havde været mange, mange, mange, mere eller mindre tragiske historier. Nu hvor hun havde forladt bølgetoppene, lod hun det viltre hav passe sig selv lidt, hun og Havet var tæt knyttede og det krævede jo ikke rigtig fysisk indgriben at få Havet til at arte sig som vejret bød. De stormgrå øjne hvilede på englen ikke langt fra hende, ikke længere kritiske men nærmere intetsigende. Et lille smil prægede dog mundvigen, for hun ønskede ham jo ikke skade, kun at snakke med en anden af Havets skabninger. Med en fandenivoldsk afslappethed satte hun sig ned, midt i strandkanten, hvor bølgerne ind i mellem blæste ind over hende og opslugte hende i et stykke tid.

[pierce]

Pierce kunne ikke længere huske, hvor lang tid det var siden han havde mødt vogterne for første gang. Han vidste ikke længere sin alder. Måske nogle hundreder? Det kunne nemt snige sig op på de tusinder, for han kunne vitterligt ikke sige hvor gammel han var. Men selvom han ikke kunne huske sin alder, så kunne han tydeligt huske sin baggrund. Hans forældre havde været havengle ligesom ham selv, han havde haft sin privatlære Caius, som han næsten havde tævet ihjel. Så var han blevet sendt til havmanden Morgan, der havde taget sig af ham, som havde han været hans egen søn. De var sammen taget op til Havets Vogtere, for at han kunne blive godkendt og blive en sand havengel, og selvom de havde vist skepsis til at starte med, så havde han da bestået sin ’prøve’. Han var glad for at han havde haft sin tid hos havmanden Morgan, den mand havde vist ham livets lyse vej. Han ville aldrig glemme Morgan, og han var ham evigt taknemmelig.
Pierce kom ud af sine tanker, da han faktisk havde haft ret. Det var en person! Men det måtte være et af havets væsner, for hvem ville ellers turde våge sig ud i havets voldsomme bølger? Hans blå vinger, var lettere bøjet, dog var de ikke lagt ind til ryggen, for de havde også brug for at få lidt vand til sig. Hans hoved søgte ganske let på sned, da skikkelsen satte sig ved strandkanten. Hans øjne blev atter sammenknebne, for se bedre, og han kunne lige skimte at det var en kvinde, for han tvivlede på at en mand ville gå rundt i en kjole, og den kunne han tydeligt se blafre i vinden, eller rettere sagt blæsten. Han vidste ikke helt om han skulle gå tættere på. Han kendte jo ikke kvinden – det gik han i hvert fald ikke ud fra – så han vidste jo ikke om han kunne stole på hende. Hans blik blev nysgerrigt, et sted ville han jo gerne se hvem det var, men han vidste ikke helt … om han skulle gå tæt på denne kvinde, for han kendte ikke til hendes styrker og heller ikke til hende personligt, så han vidste ikke om hun var fjendtlig. Eller kunne blive det. Men han var nu ikke ude på at kæmpe, han forsvarede dog sig selv, når det blev nødvendigt, og han bar jo sit havblå sværd på sig, som han kunne mestre bedre end noget andet.

[magique]

Et utålmodigt blik viste sig i de stormgrå øjne, hvad lavede han? Hvorfor kom han ikke over og sagde hej? En fod begyndte utålmodigt vippe imens hun lagde hovedet på skrå og blev overfaldet af endnu en bølge. Hun elskede at sidde der, de store bølger, der hæmningsløst kastede sig over hende og opslugte hende for så at efterlade hende intakt på den anden side, fik hende til at føle sig levende. Andre ville måske påpege ting, som at det var livsfarligt og hun kunne slå hovedet imod en sten, brække nakken, men det var fordi de ikke, som hun, var en del af Havet, de kendte ikke dets mønstre, dets natur.
"Undskyld, men ville det ikke være på sin plads at hilse?" råbte Rhiannon melodisk, imens hun lagde hovedet på skrå, smilede og vinkede med store fagter. Det var udelukket, at englen ikke vidste hvem hun var, for han kunne ikke have fået det blå sværd ved hans side, hvis de ikke havde set hinanden før.
Havenglen balancere på en fin kant nu, for det var tæt på, at hun tog det personligt, at vedkommende ikke i det mindste kom over og sagde 'hej, det går sgu okay, super vejr forresten.' Som om hun havde gjort noget galt? Ærligt talt kunne hun ikke se, hvad det skulle være? Måske skulle hun bare vende tilbage til sin dans på bølgen blå, hvis den snob ikke gad at tale til hende? Rhiannon hadede folk, der mente, at de var for gode til at hilse på folk, der ret tydeligt var over dem. Når de blev for fulde af sig selv til hverken at bekymre sig om Hav eller selvsammes Vogtere var det ved at være på tide at afskedige dem.

[pierce]

Pierce var ikke uhøflig, men han kunne ikke vide om denne person ville forstyrres, for det var jo tydeligt at hun var af havet – lige som ham selv. Hans turkisblå øjne betragtede hende varsomt, han vidste ikke om hun var farlig eller ufarlig, for hun kunne vel sagtens være fredelig ligesom ham selv. Han skød et øjenbryn i vejret, da hun råbte noget til ham. Skulle han komme over og hilse på hende? Hun virkede et sted … uhøflig? Hun kunne vel ligeså godt komme over og hilse på ham? Han sad der jo først? Han greb roligt om sit havblå sværd, og kom roligt op på benene. Der var vel intet galt i noget selskab? Og han kunne vel godt hilse på hende, nu hvor hun ikke selv gad rejse sig. Hans bare fødder sank ned i sandet og forlod fodspor i det våde, klistrende sand. Han gik med rolige skridt hen mod hende. De våde, blonde lokker havde mistet lidt af deres skinnende pragt, nu hvor de hang slapt og vådt mod hans ansigt. Som han kom tættere på kvinden, kunne han tydeligere se hendes træk. Han stoppede et stykke fra hende, så det da var muligt at høre hinanden. Han slog et kort smæld med de havblå vinger, som bestod af blåt skæl, som havde det været en drages, og ikke af fjer. ”Goddag,” sagde han med sin rolige og venlige stemme. Man kunne vel godt hilse på et af havets væsner, når han nu selv kom derfra. Men han var bare ikke vant til at se sin egen slags, for de holdt sig typisk ved havet. Så det undrede ham et sted at han havde mødt hende, og så glædede det ham også? Det var jo sjældent at han så sin egen slags, så det var vel altid godt med deres selskab? Det var tydeligt at hun var fra havet, sådan som hun sad hos bølgerne, og bølgerne der slog mod hendes krop. Hans hoved søgte ganske let på sned, og han studerede hende lidt. Han følte at han havde set hende før, men han kunne ikke helt huske hvor.

[magique]

Et glad smil lyste op på det ellers blege ansigt, som havenglen nærmede sig, selvom det ret tydeligt ikke passede ham. Det var egentlig uhøfligt? Hvilken obskur skulle en havengel have for ikke at hilse på en af de, der havde givet ham det nydelige blå sværd ved hans side.
Alle sværd, hun og hendes søskende gav, var unikke, og bar en eller anden reference til personens fortid, evner eller personlighed skjult i udformningen, men Rhiannon måtte ærligt melde blank i dette tilfælde. Det var sikkert længe siden, at han havde modtaget det, han så heller ikke helt ud som de ynglinge, der stadigvæk mødte Vogterne ind i mellem. Det var heldigvis ikke en tjans, man skulle tage sig af hver dag, for der blev jo ikke født så mange rene Havengle længere, efter der nærmest gik inflation i varyler. Derudover så tog det også en meget varierende mængde af tid, før førnævnte engle var klar til at stå prøven hos de lunefulde Vogtere."Goddag, Engel" svarede Rhiannon blødt, med en melodiøs klang, der ledte tankerne hen på et lille kildevæld i midten af en urørt skov. Det var en af de enestående og kendetegnende ting ved Vogterne, eller i hvert fald ved denne, for når hun åbnede munden gav lyden altid associationer til en eller anden form for vand. Et godhjertet smil prydede de lyse læber, imens hun så op på englen. Var det egentlig ikke uhøfligt, at lade en højerestående se op til én? Oh well, det var jo bare endnu en af de tossede jord- og luftbundne racers griller, det kunne hun ikke bekymre sig om. Blæsten rev i hendes hår, og hvis hun havde bekymret sig om det, ville hun nok også fryse temmeligt heftigt, som hun gang på gang blev overvældet af bølgerne, der med intensiveret styrke hamrede ind imod stranden. Han var en nydelig engel, måtte Rhiannon give ham, et godt eksemplar af sin art.

[pierce]

Pierce mindes at have set hende før, men det var lidt uklart. Det måtte i hvert fald være lang tid siden, eller måske forvekslede han hende med en anden? Han var ikke helt sikker, men det kunne jo være at han fandt ud af det. Han betragtede hende ganske let, inden han valgte at tage plads overfor hende. Han frøs ikke, det kunne han ikke, eftersom hans kropstemperatur altid ville være den samme, fordi han var halv fisk, han kom jo trods alt selv fra havet. Han havde dog ikke gæller og lignede heller ikke en fisk! Men han var selv født og opvokset ved vandet, han var jo trods alt en havengel. Hun virkede da ganske flink, men det var de fleste fra havet vel også? Han trak på skuldrene. ”Havengel, vel mere,” sagde han eftertænksomt, det var jo ikke helt det samme. Men det var et sted også irrelevant, for han var jo en engel af havet. Havets politi, som skulle sørge for at alt var i orden, derfor forholdt han sig også så neutral, han holdt hverken med det gode eller det onde, for man kunne ikke leve uden det ene eller det andet, det var så bare ikke alle der forstod det. Sammen skabte landene forskelligheder, og det var det, som bragte dem i krig, men der ville komme harmoni, hvis de valgte at holde fred, der var jo ingen der sagde at de skulle arbejde sammen. Men det var ikke alle der kunne fordrage de modsatte racer, så fred blev der nok aldrig. Desværre, men derfor kunne man jo godt være med til at opretholde balancen mellem det gode og det onde, og det var hvad han gjorde. Han så nysgerrigt og spørgende hen på hende. ”Og hvem er så De?” spurgte han nysgerrigt, det kunne være navnet ville hjælpe på det? For han kunne simpelthen ikke komme i tanke om hvor han havde set hende. Han lagde roligt det havblå sværd, med den guldindgraveret havskrift på bladets sider, ned ved siden af sig, for hun virkede ikke til at være decideret farlig, hun virkede venlig, så han gik ikke ud fra, og håbede da på, at hun ikke ville sætte et angreb ind, ellers kunne han jo hurtigt trække sit sværd.

[magique]

Rhiannon smilede bredt, som havde hun ikke en bekymring i hele verdenen! Hun var et temmeligt uforudsigeligt wildcard at støde på, når Havet var så oprørt. "Jeg ved det, jeg tænkte blot at siden vi begge er af Havet, var det ikke nødvendigt at tilføje den del? Så De er 'engel' og jeg er 'Vogter'" Hvorledes hun faktisk også besvarede det følgende spørgsmål fra denne uidentificérbare engel. Sværdet var ganske vist et, der var skabt af søskendeflokken, men ind i mellem måtte hun indrømme, at hukommelsen svigtede som en konsekvens af at have levet siden tidernes morgen - det var trods alt ret længe.
Den hidtil største bølge hævede sig over hende og tordnede ned direkte på hende, hvorfor hun blev væltet om kuld og lå nu fladt på jorden med ansigtet begravet i sandet. Meget nedtonet af sandet lød en glad, næsten hysterisk latter, der kunne virke lidt afskrækkende, men Havets væsner var efterhånden klar over, hvordan deres Vogtere var. Der var stor individuel diversitet i mellem de fire Vogtere, så alle var kendt på ét specielt træk. Rhiannon nok mest på sine tvivlsomme personlighedsskift. Ikke at hun selv var videre opmærksom på hendes omdømme, det interesserede hende ikke, så længe man huskede, hvem hun var. Hun hævede ansigtet fra sandet. Det gjorde denne Havengel så ikke, og det kunne egentlig godt irritere Rhiannon, hun var trods alt en af de fire årsager til at han havde det havblå sværd, som han så stolt bar, men for en bemærkning havde han dog lagt sværdet fra sig, han var tydeligvis tryg i hendes selskab, og det undrede hende egentlig lidt, for man burde netop ikke være rolig i hendes selskab. I de ellers rolige øjne, begyndte en uro at røre på sig, en uro, der kort efter skulle ende som spydige ord og en minde høflig . "Det burde du vide, Engel, men som så mange andre, så går jeg også i glemmebogen for dig ikke? Ligesom verdenen for længst har fraskrevet min eksistens som en myte og intet andet!" Lød det heftige svar. Storm gjorde det værste ved hende.

[pierce]

Pierce havde selv levet ganske længe efterhånden, og at hænge fast i fortiden, var ikke noget han gjorde længere. Han var kommet over den og videre med sit liv, sit liv som havengel. Men af den grund glemte han ikke hvad der var sket med ham, minderne lå jo så tydeligt i hans sind. Han var bare ikke meget for at tænke tilbage på alt ondt der var sket ham og som han selv havde gjort. Slog skød forundret øjenbrynene i vejret til hendes ord. Sagde hun vogter? Havets Vogter? Nu hvor hun nævnte det, kunne han faktisk godt genkende hende. Hun havde været med til at bedømme ham dengang han tog ’optagelsesprøven’ sammen med havmanden Morgan. Og han huskede tydeligt deres skeptiske mine angående ham. Måske dumt at nævne? De havde jo set god på ham, og han havde også ændret karakter fra da han næsten havde tævet sin privatlære ihjel. Noget som han ikke ville mindes. ”Der er derfor jeg har set Dem før!” påpegede han og lyste næsten helt op, da han havde fået svar på sin usikkerhed. ”En ære at møde Dem igen,” tilføjede han roligt, og nikkede ganske kort med hovedet, som et lettere ydmygt buk, blot for at være hende ærefuld.
Pierce så næsten forskrækket til, da bølgen væltede hende omkuld, og han kunne selv mærke den mod sin krop. Den var dog ikke ligeså kraftig da den ramte ham. Han skulle lige til at hjælp hende op, da han hørte hendes næsten sindssyge latter, hvilket et sted fik ham til at smile skævt. Hun virkede … tosset? Men det var vel på grund af vejret? Det regnede jo, og havet var uroligt, så mon hun var så fredelig igen? Det fik han hurtigt svar på, for han skød forundret sine bryn i vejret, da hun næsten skældte ham ud. Han måtte hellere vælge sine ord med omhu, men et sted irriterede hun ham også, hun kendte ham jo ikke, så hun burde ikke dømme ham efter så kort tid! Pierce kneb øjnene lettere sammen. ”Jeg selv forbliver ikke i fortiden, det er mange år siden at jeg fik mit trofaste sværd, som De var så venlig at give fra Dem, sammen med de andre Vogtere. Men at dømme efter så kort tid? Jeg ved snart ikke hvem der er mest uhøflig,” påpegede han, og var egentlig ganske rolig efter hvad han følte sig, men han havde ikke nogen grund til at hidse hende op, ligesom det også brude være omvendt. ”Jeg tilgiver at jeg ikke kunne genkende min egen Vogter, men jeg går ikke ud fra at De kan genkende mig heller? Så det er jo gengældt.”

[magique]

Sammen med Pierce lyste Rhiannon op af glæde, og kort efter stod hun på de lange, slanke ben igen, og dansede lidt underligt hen til havenglen. "Så De kan godt huske mig?" svarede hun med en pludselig og uforklarlig lykke i stemmen, hun var vitterligt en tikkende bombe, men lige nu var han da heldig. Som respons på hans nik, nejede hun hurtigt med et fandenivoldsk blik i de stomrgrå øjne, i hvilke man kunne ane det uregerlige, voldsomme hav, som lige nu dominerede hendes sindsstemning. Når man kendte til Vogterne, vidste man også, hvornår man kunne fange dem på deres gode sider, og hvornår man skulle vogte sig. Man kunne sådan set bare tage et kig på Havet, hvis alt andet fejlede.
Den første del af havenglens følgende udsagn behagede hende, og hun skulle til at bed ham om hans sværd, så hun kunne granske det nærmere, og finde ud af lige præcis, hvad der var specielt med ham. Så kom den sidste del af udsagnet og hun lagde tvært armene over kors og så irriteret på ham. "Hvis jeg ikke tager helt fejl, og i dette tilfælde ved jeg, at jeg ikke gør, så har jeg førhen dømt dig baseret på al tilgængelig viden om dit liv, og af uransagelige årsager dømt dig værdig til det sværd, så jeg ville ikke kalde det en forhastet bedømmelse!" lød et irriteret svar, for det var jo rigtig, og eftersom han forhåbentlig ikke havde gennemskuet, at hun ikke huskede ham, ville det være et mere end værdigt argument til at vinde denne diskussion.
Et lettet smil krusede de lyse læber, da havenglen undskyldte for at have glemt hende, og for en sjælden gangs skyld, lod hun resten af kommentaren hvile uden at hidse sig op. "De er undskyldt" lød det forsonende svar, imens hun smilede.

[pierce]

Pierce fandt hende et sted underholdende. Hendes humør kunne ændre sig på et splitsekund, hvilket også gjorde det en smule frustrerende, for han måtte ærligt indrømme, at han ikke havde lyst til at ødelægge hendes humør, ikke når hun var en vogter, hans vogter. Han vidste hvor farligt havet kunne være, og dog, selvom det var hårdt og brutalt udenpå som nu, så var det mildt og roligt nede i dybet, og han gik ud fra at hun var på samme måde, så det gjaldt vel bare om at træde rigtigt? Det kunne være svært. Han træk på smilebåndet, da hun pludselig lød så glad. Han nikkede blot til hendes ord. ”Selvfølgelig. Jeg glemmer skam ikke den dag jeg fik mit sværd,” sagde han roligt og klappede let på det havblå sværds blad. Han kunne umuligt glemme sin fortid! Og i hans fortid indgik også det skeptiske møde med vogterne, hvor han skulle bestå deres prøve. Han var dog sluppet ganske let, de måtte vel have set at han havde forandret sig? Dog var han glad for deres beslutning, for ellers var han jo aldrig blevet en rigtig havengel, og det ville have været en skam.
Pierce var ved at komme ud hvor han ikke kunne bunde, hvis han blev ved med at tirre hende, og i dette vejr, så kunne han hurtigt tænde hendes raseri, hvilket han ikke var ude på! Så han måtte vælge sine ord med omhu, og det var i den grad hvad han havde tænkt sig! Han ville end ikke hæve stemmen til hendes irriterende svar, for det nyttede ikke noget. I den sidste ende, vidste han at hun var langt stærkere end ham selv, hendes kræfter overgik hans egne, og han ville end ikke lade det komme an på en lille smagsprøve! ”Men! Hvis De har dømt mig værdig til mit sværd, hvorfor så bedømme mig med denne hast, som var jeg født uværdig til min stilling?” spurgte han roligt, imens han hævede et øjenbryn i en efterspørgende mine. Det var vel et sted sandt? Han var dog ikke ude på at provokere hende, slet ikke! Han nikkede blot til hendes ord, så længe hun ikke ’hadede’ ham, eller snarere vred på ham, så var han glad, for han ville virkelig ikke ende i kløerne på hende. Hun var trods alt hans vogter. Han veg ikke blikket fra hende. ”Jeg går ud fra at De er ude for at styre havet?” spurgte han roligt, og nikkede mod det faretruende hav, hvor blot stormen hvilede over.

[magique]

Det lyse ansigt lyste endnu mere op, da englen sagde, at han selvfølgelig huskede hende, og at det jo selvfølgelig havde været en stor dag i hans liv, og det fik hende til for en kort bemærkning at være godt tilfreds med hans opførsel.
Rhiannon slog en perlende, men meget ildevarslende latter op, før hun gav sig til at kommentere på hans udsagn; "Helt præcist hvornår har jeg givet udtryk for at have bedømt Dem? Og at have gjort sådan med et negativt resultat?" Den melodiøse stemme var rolig, men i både en undertone af stemmen og i hendes øjne kunne man se faren hvile lige under den ustabile facade, og det fik let ledt tankerne hen på Havets fare, om det virkede roligt eller ej. Irritationen byggede sig op indeni hende, hvor vovede han at konkludere uden at have noget som helst grundlag for, at hun havde fordømt ham? Det havde hun jo netop ikke, og han skulle ikke tro, at han ville slippe afsted med det! Bag Rhiannon byggede bølgerne sig langsomt op, og blev større og mere livstruende for hvert øjeblik, der gik, som konsekvens af den opbyggende irritation, der gemte sig inden i hende. Hvor fik han dog den tossede idé om, at hun havde dømt ham på forhånd? Hvis hun ikke syntes om ham, havde han aldrig fået sværdet, end of story! Og eftersom han ganske tydeligt havde sværdet, så måtte han da lige tage sig sammen!
Det sidste spørgsmål fik hende dog til at smile? Om hun var ude at styre havet. "Jeg styrer ikke Havet, engel, jeg er Havet" Lød det over legne svar, imens hun så lidt misbilligende på ham.

[pierce]

Pierce rynkede undrende brynene. ”Jamen, De sagde jo at jeg havde glemt Dem ligesom alle andre, men min kære Vogter, det er frygtelig mange år siden, at jeg fik Deres og De andre vogters dom, så jeg er ked af at jeg ikke genkendte Dem med det samme. Men det gør mig vel ikke til kriminel?” Hans hoved søgte ganske let på sned. Han havde skam ikke været ude på at fornærme hende. Og han vidste at han skulle træde forsigtigt, for hendes temperament var ikke til at spøge med, nok var han kun havengel, men han kendte skam til Vogterne, og de var ikke til at spøge med, så han turde slet ikke vække hendes vrede, hvilket han skam heller ikke var ude på. Desuden, han var faktisk taknemlig for at hun og de andre vogtere, havde givet ham hans havblå sværd, at de havde gjort ham til en sand havengel, og han ville skam ikke være en skændsel for sin race, slet ikke! Han måtte trække ganske lidt i mundvigen, da hun rettede på ham. ”Må jeg drive min nysgerrighed så langt og spørge, om De altid er ved vandet og ikke søger op på land? Jeg tænker på, om De ikke interesserer Dem for hvad der ellers sker oppe på land og i luften?” Han så nysgerrigt på hende. Han ville helst ikke træde forkert, det var helt sikkert, desuden, hvis hun ikke ønskede at svare kunne hun blot lade vær, han ville skam ikke holde på hende, hvis hun havde andet at nå, han vidste jo at hun måtte ud og holde vandet under styr, eller rettere sagt, så var det vel havet der holdt styr på hende? For når havet var ustyrligt, så var hun jo også, ligesom stormen gjorde ved hende nu, og det var derfor han måtte være så forsigtig. Så det at hun var havet, var faktisk ikke helt forkert. Dog, selvom hendes raseri kunne styre havet, så frygtede han det ikke, nok var hun havet selv, men han kom selv fra havet, det var hans hjem, og han kunne ikke frygte det, hvis man ikke kunne være sikker i sit eget hjem, hvor kunne man så? Han vidste at havet var faretruende og kunne dræbe, men under de vilde bølger, var vandet roligt og fredeligt, der skulle man kun frygte de væsner der var der, og det gjorde han ikke engang, han respekterede havets dyr ligesom alle andre. Og selvom hun nok kunne rive ham fra hinanden, så ville han og kunne han ikke frygte havet. Han respekterede det, og ville skam ikke være dumdristig, og han var skam ikke ude på at fornærme hende, men havet var hans hjem.