In the darkness you will find me...

[alecander]

Natten var, faldt på, som en rutine og et evigt kredsløb, der aldrig kunne blive brudt. Vejret havde været relativt godt i løbet af dagen, men skyerne var på vej ind over landet, og havde lagt sig som et mørkt gråt tæppe over Dracu-Mathimæus Mansionen. Vinden var blevet kraftig i løbet af natten, og man kunne tydeligt høre den lette susen i de gamle vinduer. Alecander havde søgt nedenunder – for en gangs skyld – hvor han nu sad i den store pejsestue. Han havde fundet en bog, på én af reolerne i den anden ende af pejsestuen, og havde fundet plads i den store røde sofa, der hvilede foran et lille stuebord, og ud for den gnistrende pejs, hvis flammer åd godt af brændet. Han sad iført de sædvanlige sorte fløjlsbukser, en hvid skjorte med en grå vest udenpå. Hans mørke øjne faldt over bogstaverne i bogen, imens han bladrede til næste side. Hidtil havde han været alene, hvad hans bror, samt rådgiver lavede, eller hans torturmester, vidste han ikke, og i øjeblikket var han også ligeglad. Han gik ud fra at de havde sine ting at se til, hvor han selv havde valgt at holde en lille pause fra kontoret, som han faktisk havde været inde på i over et døgn efterhånden. Han gik ud fra at de andre vampyrer havde søgt udenfor for at finde dem et offer, og aftensmad, det var jo hvad vampyrer gjorde om natten, bortset fra ham selv. Jovist, han nød en god gammel jagt, men han bar sin ring, som han havde ønsket sig fra sin slave; sin djinn, som også gjorde det muligt for ham at befinde sig ude i sollyset. En ring, som kun han, Valerio og Demitri bar. Og indenunder sit tøj, bar han selvfølgelig den amulet, som gjorde alt dette muligt! Han havde lagt det ene ben over det andet, sad lænet tilbage, mellem ryg- og armlænet, så han sad i en skrå vinkel. Bogen hvilede i hans skød, den ene arm mod ryglænet, og den anden arm mod hans knæ, så hans hoved kunne hvile i hans hånd. Det var faktisk ganske behageligt, og han nød den stilhed der havde sænket sig over rummet, hvor kun lyden af blæsten mod vinduet, var til at høre.

[catori]

Natten var som taget ud fra en gyserbog. Der var ikke mange vampyre tilbage i palæet, gangene var forladte, og kun husets knirken, vinduernes modstand imod vinden, og ilden i pejsen, var hvad hun kunne høre - dét, og så en side, der blev bladret. Liv, eller... udødeligt liv. Akasha gik langsomt ned af en gang, ikke påvirket af tiden, som galoperede afsted. Hun havde ikke behov for at jage i nat - i modsætning til andre vampyre, drak Akasha ikke kun blod for at drikke blod, hun drak det for at overleve. Derfor jagede hun ikke så ofte. Hendes fodtrin kunne dårligt høres, som hun betrådte et langt tæppe, der foldede sig ud til for enden af gangen, hvor en dør var. Udover denne dør var der en masse sidegange og værelser, som man kunne gå ind i, hvis man ønskede. Palæet var enormt, men hun kunne sagtens finde rundt - hun havde jo været her længe, efterhånden. Akasha søgte imod pejsestuen for at læse sine arbejdspapire - et udkast fra mødet, som rådet havde haft tidligere i dag. De havde diskuteret hvad der nu skulle ske, og om der var mulige forrædere i blandt medlemmerne i organisationen. Ikke at de havde observeret noget bestemt, heller ej fået fortalt noget, men det var for en sikkerheds skyld, at Akasha havde bragt dette på bane. Det var hovedsageligt fordi, at hun ikke stolede på nogen som helst i dette palæ, men også fordi, at det var en god ting at tage i betragtning. Hun var iført en mørkerød silkekjole, der gik til hendes bare fødder. Kjolen afslørede hendes manglende kurver, og viste hvor lange hendes ben var. Hendes lange bonde hår slangede sig ned over hendes spinkle krop, som hun gik elegant afsted med arbejdspapirerne i hånden. Som hun kom tættere og tættere på pejsestuen, kunne hun mærke den stærkere aura, der prægede rummet - en stærkere vampyr. Hun kunne ikke umiddelbart udpege hvem det var, men det var ikke nogen fra rådet i hvertfald, deres duft og aura kendte hun godt. Selvom nysgerrigheden voksede langsomt i hende, som en blomstrende blomst, gik hun stadig langsomt afsted. Måske var det en af de øverstbefalende? De isblå øjne så forsigtigt ind i pejsestuen for at finde ud af det. Ak ja, Hr. Mathimæus, overhovedet for Dødsgængerne. Akasha gik ind, lydløs som altid, som om hun vejede intet. Hun satte sig i en stol ikke langt fra døren til pejsestuen, og så ned på sine papire. En kort inder konflikt ramte hende med hensyn til om hun skulle hilse sin leder eller ej, men så begyndte hun instinktivt at læse referatet fra mødet med rådet, og glemte alt om hvad hun lige havde tænkt.

[alecander]

Alecander læste blot videre i bogen, den handlede om det onde mod det gode, som sædvanligt, og eftersom det var en dvasiansk forfatter, så vandt det onde selvfølgelig. Hvem ville ikke skrive at ens eget land vandt mod fjenden? Han ville selvfølgelig skrive, at en organisation ville overtage alle lande, og de var jo godt på vej. Maskeballet var gået lige efter planen, det gik han i hvert fald ud fra. Han havde ikke været til mødet denne dag, han havde været optaget af noget arbejde, og han vidste faktisk heller ikke om Valerio eller Demitri havde været der. Det lignede ikke helt Demitri, han rendte nok rundt sammen med en kvinde eller to, men Valerio havde nok været der, han var selv noget af en diplomat, og så også hans egen rådgiver, så han var typisk til alle møder. Men eftersom han ikke havde set nogen af sine to følgesvende, så vidste han faktisk ikke helt hvad der var sket ved mødet eller noget andet. Men han blev nok berettiget, han var jo trods alt lederen, så det sagde jo sig selv. Valerio ville sikkert komme og næsten prædike om hele mødet. Han stoppede ganske roligt med at læse bogen, da han hørte fodtrin. Han var vant til at omgås vampyrer, så det var svært at blive overrasket. Han så dog ikke op, men blot lyttede. Han smilede faktisk, da vampyren satte sig ned uden at hilse. En vampyr der var valgt at blive hjemme? Han kunne høre vampyren fifle med papirer, og han så eftertænksomt ud i luften. ”Er det frøken, Catrori?” spurgte han roligt, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod bogen, og læste videre. Hvem skulle det ellers være? Hun var ikke som de andre vampyrer. Hun var asocial, passede mest sig selv, men faktisk et fremragende medlem af rådet. Én af hans yndlings! Ærgerligt, at hun ikke passede så godt ind. Hun kunne faktisk lære nogle vampyrer en ting eller to, og dog manglede hun selv en smule erfaring, men det skulle hun nok komme efter. Han lænede sig let frem og greb om glasstilken til sit rødvinsglas, som havde stået på bordet, sammen med rødvinsflasken. Han førte ganske let glasset op til hans mund, inden han nippede ganske let til den klare væske. Det bedste af det bedste, det var hvad han ville have. Han hadede dårlige vine, men eftersom han var rig, så havde han også råd til det bedste af det bedste, og det var det eneste Mansionen bestod af. Nok var hans blik rettet mod bogen, men alle hans andre sanser hvilede mod Akasha.

[catori]

Akasha sad nærmest fotryllet af et referat fra et møde, som hun selv havde deltaget i, og huskede alt fra - dog ville hun sikre sig, at der ikke stod noget, som ikke skulle stå der. Indirekte var Akasha en frontfigur for rådets medlemmere, mest fordi hun havde styr på alting, men også fordi hun trak i medlemmernes tråde, og havde en form for dominans over de fleste. Det var ironisk, når hun ikke var den ældste eller stærkeste vampyr, men samtidig kom hun fra en klan, som mange stadig havde dyb respekt for, til trods for at frontfigurerne, hendes forældre, ikke levede mere. Medlemmerne respekterede også Akasha for hendes mere rolige tilgang til alting, og hendes evne til at forhandle. Hun var altid retfærdig, men samtidig lod hun ikke de forkerte ting glide imellem sine hænder, bare fordi det var det mest retfærdige - på den måde var hun kontant. At hun tilmed også havde den status at være en af Hr. Mathimæus' ynglinger, tilføjede kun ekstra til hendes omdømme, men dette var hun dog ikke selv bevidst om. Han havde aldrig set ned på hendes beslutninger og tiltag i rådet, men stadig så hun det ikke som et godt tegn, selvom nogle af de andre medlemmere var blevet hakket grueligt ned for deres idéer og meninger. Det blonde hår gemte hendes symmetriske ansigt, som hun så opslugt ned på papirerne. Det var først da Hr. Mathimæus talte, at hun lagde mærke til omverden, og igen kunne høre andet end sine egne tanker. Hun så direkte hen hvor Hr. Mathimæus sad, ikke i tvivl om hvor han var i rummet. Akasha holdte altid øje med personerne omkring sig, mest fordi hun var så paranoid, og ikke kun fordi, at hun kunne med sit skarpe blik: ,,Ja, hr." Sagde hun kortfattet, hendes stemme blid og feminin. Hendes stemme overraskede altid, fordi den ikke mindede det mindste om hende, og det indtryk man fik af hende. At han kunne fornemme det var hende, kom ikke bag på Akasha. Hr. Mathimæus var en stor mand, og han var meget stærk. Hans aura summede i lokalet. Hun havde dog ikke kunne genkende at det var ham, selvom hans aura var stærk - de andre overordnede var også umådeligt stærke. Hun var en mus sammenlignet med deres styrke, men stadig var hun også bemærkelsesværdigt stærk i forhold til hendes alder. Det var de mange timers træning, og hendes familie rene blod, der gjorde, at hun ville være stærkere end en halvblod, eller en mindre ren fuldblod på hendes alder. Akasha så ned i sine papire igen, men hun var ikke lige så koncentreret længere, da hun nu koncentrerede sig om Hr. Mathimuæs' tilstedeværelse også. Hun var måske asocial, men hun havde altid et vågent øje på andre individer. Hun observerede dem, og lærte dem at kende udefra. Hun havde dog ikke studeret Hr. Mathimuæs så meget, eftersom hun for det meste arbejdede i hans nærvær - lige som nu.

[alecander]

Alecander måtte endnu engang slå sin koncentration ned mod bogen. Han var allerede nået halvvejs igennem den denne aften, og dog var alle hans andre sanser hvilende mod Akasha. Han kunne godt lide at hun var rap i replikken, hun turde sige noget igen til møderne, hun holdt ved sin mening, og hun havde alt det, som hans organisation stod for. Hun var en sand fuldblodsvampyr, og det kunne han lide! Der var nogle fuldblodsvampyrer, der blot havde det hele i munden, fordi de lå så højt i det vampyriske samfund, men det var ikke alle, der havde det i sig, som bestod af at være en sand vampyr. Der var endda nogle halvblodsvampyrer der var bedre end nogle fuldblods. Men sådan ville det vel altid være generelt. At hun blot bekræftede det, fik ham blot til at trække i mundvigen, så vidste han da, at han endnu kunne genkende sine vampyrmedlemmer, der var jo alligevel kommet en del til efterhånden. Men han havde også været på jagt efter de bedste af de bedste, og han havde faktisk fået overtalt en del gode, samt der var kommet en del af sig selv. ”Var det et godt møde?” spurgte han roligt, uden at han veg sine mørke øjne fra bogen, med det sorte omslag. Den ene hånd hvilede mod den ene side i bogen, imens den anden holdt om vinglasset. Han vidste jo at der var blevet holdt møde, eftersom han jo selv var en del af Rådet, men denne aften havde han ikke været der, da der havde været en del at tage sig af, noget afsluttende… Så han havde ikke haft tid til det, desuden gik han ud fra at det havde været det sædvanlige på dagsordenen. Men der kunne jo have været noget nyt. Han tog let en slurk af glasset, inden han kort betragtede det. Nu hvor han tænkte over det, så havde han jo egentlig ikke snakket så meget med Akasha, men derfor havde han jo holdt øje med hende, det gjorde han jo med alle sine medlemmer. ”Vil De ikke have et glas med?” tilbød han, inden han for en gangs skyld, vendte sit blik mod hende, og nu studerede hende ordentligt. Hans mørke øjne faldt kort over hendes blonde hår, for at søge mod hendes isblå øjne. Han havde nok snakket med hende i forbifarten, men egentlig aldrig sådan rigtigt, ansigt til ansigt. Det havde nok kun været forretningsmæssigt, som f.eks. til rådsmøderne, men aldrig sådan personligt, og efter arbejdet. Men det kunne jo være at han fik chancen nu?

[catori]

Akasha var en stereotyp af fuldblodsvampyren. Hun havde leder egenskaber, var dominant, men samtidig diplomatisk, og retfærdig. Hun gik ikke efter storhed, den kom til hende naturligt. Måske havde hun haft en berygtet familie, men hun havde selv taget initiativ til at slutte sig til Dødsgængerne, for eksempel. Hun havde nok også vist de fleste, at de ikke skulle krydse hende, hvis de ville leve: Hun havde dræbt klanen, der havde dræbt to medlemmer fra hendes. Hun kunne godt se nu, at det havde været et irrationelt tiltag, der med lethed havde kunne koste hende og familien deres velfortjente respet, men hun fortrød det dog ikke - og alt var jo også faldet på plads for hende. Hun havde medlemmerne i rådets respekt, og vampyrerne uden for rådets respekt. I hvertfald så vidt hun vidste, og Akasha holdte øje med den slags. Hvad hun dog ikke holdte øje med, var de overordnedes meninger om hende. Hun tjente dem blot, og hvad der var vigtigst for hende var atgøre vampyrerne til den mest frygtede og magtfulde race i verden - hun havde det samme ønske som de overordnede. Derfor var det ikke for at fedte for overklassen af vampyre, slet ikke, hun var jo selv en del af den. Akasha så op fra sine papire, da Hr. Mathimuæs talte igen. Hun overvejede kort sit svar, før hun svarede: ,,Det var udemærket, hr. Det sædvanlige... Medlemmerne var urolige for den risiko vi hver gang har været ude for ved de forskellige missioner - jeg fortalte dem at det umuligt kunne gøres risikofrit. De er bange for Deres egen velfærd, selvom De ikke engang er i marken. Hvis De ikke er villige til at ofre noget, som kunne blive Deres eget liv... Hvad laver De så i denne organisation? Jeg spurgte Dem om dette, og De blev alle tavse. Jeg går ud fra, at De har fået øjnene op for alvoren i dette, at det her ikke blot er en organisation for de rige og renblodede... Udover evaluering af organisationens fremskridt, har jeg også bragt emnet forræderi på banen. Indtil videre har rådet ikke observeret tegn på dette, men vi holder øje. Bare for en sikkerheds skyld." Akasha så ned i papirerne igen, og læste halvt videre. Alt hvad hun havde sagt, var også skrevet i referatet. Derfor nævnte hun lige, at hun havde et referat til Hr. Mathimuæs, hvis det var: ,,Jeg har et referat her, hvis Herren er interesseret. Det er bare ikke rettet igennem." Hun løftede ikke sine isblå øjne fra papiret. Da Mathimuæs tilbød hende vin, så hun dog op igen, lettere overrasket. Hans øjne mødte hendes, en øjenkontakt, som hun ikke var vant til fra Hr. Mathimæus. Akasha indtog kun blod som det eneste. Hun havde aldrig smagt vin, og aldrig var hun blevet fuld - hun vidste ikke engang om dette overhovedet var muligt for en vampyr af hendes kaliber? Eller hr. Mathimuæs'. Hun så tøvende på ham, før hun svarede - hun blev vel nød til at acceptere, når det var ham. Andet ville virke afvisende, og man afviste ikke hr. Mathimæus, i hvertfald ikke hvis det kunne undgås ved en smålighed som at modtage vin: ,,... Tja, hvorfor ikke?" Hun havde måtte lade en større talestrøm slippe før, noget, som hun somregel ikke gjorde uden for møder. For det meste var det korte, præcise svar, dette havde været længere, men stadig præcist, og dog informerende - havde hun sagt 'ja, det gik fint', havde hr. Mathimæus nok ikke set sig tilfreds med det svar, som hun havde givet ham. På den anden side ville han jo modtage det referat, som hun sad med i hænderne før eller siden, og derfor var det ikke nødvendigt for hende at informere ham om alt, hvad der var sket på mødet, lige nu. Hun samlede papirerne, så de lå pænt og tæt sammen, mens hun stadig så på hr. Mathimuæs med de isblå, intense øjne. Hendes blik var køligt og monotont. Hun lignede ikke just den venlige type, men der var noget uskyldigt alligevel, over hendes blonde hår, og isblå øjne. Hun lignede ikke den strenge kvinde, som hun faktisk var. Det var første gang, at Akasha havde reporteret om sit arbejde til hr. Mathimæus. Somregel var det Valerio, som hun skulle reportere til. Valerio virkede mere rolig, men dog svagere, end sin bror. Det var besynderligt, siden han var ældre, men alligevel var han ikke stærkere. Han havde vel bare ikke, hvad der skulle til? I stedet styrede hr. Mathimæus deres faders organisation. Hun vidste ikke hvorfor, at det var ham, og ikke Valerio, der var den ultimative leder af organisationen, måske vcar det faderen, der havde udnævnt hr. Mathimæus, hvad vidste hun. Uanset hvad anså hun hr. Mathimæus for at være den retmæssige leder. Han virkede stærk, kontant, og agressiv... Lige hvad de havde brug for i en leder.

[alecander]

Alecander var igennem hans lange liv blevet ganske hårdfører. Det var han faktisk blevet helt fra han var helt lille af. Hans fars kærlighed havde gået til ham, og ikke Valerio, skønt det var omvendt ved deres mor. Til tider havde han faktisk set misundeligt på Valerio, for hvem ville ikke have sin moders kærlighed? Skønt han dog havde sin fars stærke kærlighed for hans væsen og person, for han havde altid været denne fighter, én der aldrig gav op. Det kunne han ikke, ikke når han faktisk var ganske tæt på sit mål: at overtage alle tre lande. At opgive ville vise svaghed, og en svag leder, var det samme som, slet ikke at have nogen leder. Der var nød til at være en stærk viljestyrke, man skulle ikke få sine medlemmer til at frygte sig, men respektere sig, hvilket man gjorde ved at vinde deres ’hjerter’. Frygt var måske til tider godt, og godt i visse tilfælde, for hans medlemmer skulle jo vide konsekvenserne af at forråde ham, for det var virkelig en ting han ikke kunne se let på, eller væk fra. Forræderi skulle straffes, og det blev straffet med døden! Han var skam ikke mistænksom, medmindre folk gav ham grund til det, for han havde jo valgt sine medlemmer af én grund; de virkede til at egne sig til organisationen. Der havde dog været nogle, der havde forrådt ham i løbet af tiden, enten fordi de havde været spioner, eller fordi de simpelthen havde gjort en fejl, der havde været konsekvent for organisationen, og det kunne ikke tolereres. Visse fejl, var utilgivelige.
Alec lyttede omhyggeligt til hendes ord. Han spurgte jo ikke for sjov. Og nok sad han med blikket vendt ned mod bogen, men alle andre sanser pegede endnu mod hende, det måtte hun ikke tage fejl af. ”Glimrende, glimrende!” svarede han kortfattet og en smule fraværende, som hans blik fulgte bogens bogstaver. ”Rådsmedlemmerne er desværre ret arrogante, og skønt de har magt, er de bange for at lade livet,” medstemte han med et kortfattet nik. De skulle bare prøve at være ude i marken, de ville jo blive majet ned, visse ville da, så nogle havde da deres liv at frygte for. Desuden et sted kunne han godt lide hans medlemmers arrogance, de fik en form for magt, noget han så ikke kunne lide, var at nogle kun havde det hele i munden, men visse vampyrer var bare uundværlige. ”De er jo kendt for at have en rap tunge, frøken Catori,” påpegede han roligt, imens hans blik endnu var rettet mod bogen. Det havde han både hørt fra andre og set selv til rådsmøderne. Hun var ikke bange for at sige sin mening, et plus, for hun lukkede ikke bare vrøvl ud, men faktisk fornuft, ”men De har ret i én ting; denne organisation er ikke for sjov, men det rene alvor! Og forræderi er et glimrende emne at tage op,” tilføjede han med et roligt, dog bestemt nik. At hun havde et referat til ham, fik ham næsten til at skære en grimmasse. ”Jeg bryder mig ikke om papirer, og alle navne der indgår i ’papir’, såsom papirarbejde. Dog bliver der nok alligevel sendt et referat til mig,” svarede han kortfattet, og en hentydning til, at hun blot kunne beholde papirerne, for nogen ville jo nok sende ham et referat alligevel. Han betragtede hendes lettere overraskende blik, han havde jo heller aldrig tilbudt hende et glas vin før. ”Glimrende!” sagde han, da hun takkede ja. Han klappede let bogen sammen og smed den på bordet, inden han rejste sig, og gjorde en gestus til at hun skulle sætte sig i sofaen. Han gik roligt hen, til en reol, åbnede én af dens glaslåge, for at tage et vinglas fra det lille glasskab, inden han lukkede lågen igen. Han gik roligt hen igen, og hældte yndefuldt noget rødvin op til hende, inden han ganske blidt og roligt rakte hende vinglasset. Han nød at drikke vin, men det var endnu bedre med lidt selskab.

[catori]

Akasha var glad for, at hr. Mathimæus var enig i hvad hun havde sagt til mødet. Medlemmernes arrogance væmmede hende til tider, men på den anden side havde de jo også noget at have det i... desværre. Akasha havde også et strejf af arrogance... men det var ganske ubevidst, for det meste. At hun havde en rap tunge, var en anden sag - hun kunne lide at give medlemmerne i rådet tørt på. Mange af dem var for bange, for temperamentsfulde, og nogen var utroligt irrationelle. Ja, selvfølgelig skulle man blot lave en kæmpe hær, og storme alle tre lande, uden at sabotere dem først! Idioter, hvad havde medlemmerne i rådet dog vejledet de overordnede til, UDEN hende? Nej - Akasha mente, at de først skulle sabotere landene, før de kunne storme dem. Hun mente dog at de skulle angribe dem alle samtidig, så de andre lande ikke ville kunne nå at ruste op. På den anden side ville dette kræve mange ressourcer, måske lidt for mange i længden - så når hun havde evalueret sin plan, ville hun måske hellere foreslå, at de angreb nogen af landene først, helst dem der lå i alliancer med hinanden, så der ikke var nogen mulighed for at få hjælp fra andre lande. Men igen, planen skulle arbejdes på. Den var for stor, især nu hvor de stadig gik med babytrin imod at overtage verden. Akasha hævede et øjenbryn, da hr. Mathimæus afskrev papirerne i hendes hænder. Hun fandt det lettere uprofessionelt af ham, men sagde intet. Hun selv havde intet imod papirarbejde, det gjorde alt lettere, og mere uoverskueligt for hende - og så kunne alt dokumenteres, så hvis nogen løb fra deres ord, kunne hun hænge dem op på det - hun havde jo alle referater, der nogensinde var blevet skrevet, selv dem fra før hun kom ind i rådet! Men det var nu okay, at hr. Mathimæus ikke ville have referatet - så skulle hun skrive et yderligere eksemplar til ham, udover det hun ville skrive rent til sig selv, når hun havde kigget denne klade af et referat igennem. Akasha var den i rådet, der skrev referat, og holdte styr på papirarbejdet. Hun var jo den paranoide type, og derfor brød hun sig ikke om, at en anden skrev om, hvad der foregik på møderne - de kunne måske lyve om hendes ord, og de diverse hændelser. Ja, Akasha stolede ikke på nogen, eller måske gjorde hun lidt, men hun havde sine forbehold. Akasha lagde papirerne på et bord ved den lænestol, som hun sad i ved døren til pejsestuen. Hun rejste sig, og kjolen gled elegant om hendes slanke krop. Den sad tæt på hende, og viste hvor tynd, og ufeminin hun så ud. Hun havde selvfølgelig mange kvindelige træk, men ikke just den velkendte, kvindelige silhuet. Heldigvis havde hun sit lange hår, og de glimtende øjne. Hun gik hen mod sofaen, som hr. Mathimæus sad i. Hun satte sig ned, og betragtede ilden, som ikke før havde vagt hendes interesse. Hun var ikke vant til varme, så derfor var det et ændret sceneri for hende. Hun tog imod glasset, som hr. Mathimæus havde skænket til hende: ,,Tak, hr..." Hun så interesseret på væsken i glasset. Ofte havde hun set de andre vampyre nippe til sådanne væsker, men hvad var nydelsen i dette? Smagte det lidt ligesom blod? Et barns uerfarenhed og nysgerrighed var over hende, som hun så tøvende på glasset. Hun vendte sit blik imod hr. Mathimæus igen, og hævede kort glasset: ,,Skål - for organisationen." Hun smilte ikke da hun sagde det, en glæde kunne ikke engang ses i hendes øjne. Nej, Akasha havde ikke rigtig det samme kropssprog som de fleste. Hun så altid så professionel, og stiv ud. Som om hun hele tiden var på vagt... Men det var hun jo også. Hun så ned på glasset en sidste gang, før hun varsomt nippede til glasset, og smagte indholdet. Det smagte underligt, og ærlig talt, langt fra så godt som blod... Det var ikke varmene som blod, heller ej følte hun nogen rus. Måske kunne vampyre ikke blive fulde, kun af blod, hvis det endelig var... Og hvis man kunne kalde det at blive fuld. Hun sagde dog intet, men hendes ansigtsudtryk havde vidst talt for hende: Hun havde rynket på næsen, som hun havde taget endnu en tår. Hun overvejede stadig, om det var noget, der var værd at drikke i fremtiden... Det smagte fremmed, meget fremmed. Hun havde kun indtaget blod som det eneste nogensinde. Akasha havde opnået meget i sit liv, men hun havde ikke oplevet meget. Hun var, til trods for sin alder, stadig ret uerfaren på det mere, hvad skulle man sige, spirituelle plan. Satte man hende i en uvant situation, lignede hun en lille pige igen.

[alecander]

På visse punkter var medlemmerne fra Alecanders råd i organisationen nok uenige med ham, men han gjorde tingene som han gjorde. De kunne komme med deres meninger og han ville tage dem til eftertanke, men i sidste ende var det ham som sad med alle beslutningerne. Han ville sin organisation det bedste, han ville til tops i alle tre lande, og det skulle nok lykkedes ham. Han var ikke som rådet, der blot sad øverst og trak i trådene, eller det gjorde han måske, men det var skam ikke det eneste han gjorde, han var selv ude i marken, hvilket rådsmedlemmerne ikke var. Han havde udtænkt attentatforsøget på Neutranium, slottet i Manjarno. Han havde planlagt at slippe Samuel fri, dræbe Gabriel og muligvis Fabian. Ham og hans bror Valerio, havde været med til det store maskebal, Valerio havde fået til opgave, at opholde Destiny i en dans, og gøre Fabian jaloux, i mellem tiden skulle han selv opholde Gabriel, og når Shade så havde sluppet Samuel fri, og sætte bomben til på Neutraniums tag, så havde han stukket Gabriel ned med sin daggert. Han havde dog hørt om Gabriels dødsfald dagen efter, og det havde lykkedes. Han var skam bagmanden på diverse ting der var sket, endda også Castle of Darkness fald, eller sabotagen i hvert fald. Han havde hyret Shade til at springe slottet, hvilket var lykkedes, han var dog bare ikke helt sikker på, at de havde ramt Jaqias eliksirkammer, det var dog også irrelevant, det vigtigste havde været, at holde hende fra Maskeballet, der havde foregået aftenen efter eksplosionen, og det var lykkedes dem. Det hele var gået efter planen. Nu sad han så her og slappede lidt af, efter de heftige hændelser. Han havde lavet så meget papirarbejde, og selvom han ikke brød sig om det, så var det skam noget han gjorde, det måtte man ikke tage fejl af! Han havde en masse rod, og det var kun ham der kunne finde rundt i papirerne, der lå notater fra planer, der ikke var kommet i brug, men man vidste jo aldrig? Han havde flere mapper og kasser, fyldt med gamle aviser, pergamenter, notater, referater, planer og etc. Derfor havde han valgt at tage sig en lille slapper for en gangs skyld. Det gjorde ham dog intet at Akasha var kommet forbi. Det var altid dejligt med lidt selskab med sine medlemmer. Når det kom til organisationens medlemmer, så var og havde han altid været lidt patriarkalsk. Han spillede den ’faderlige’ rolle i organisationen, alle kunne komme til ham, tale med ham, og han så ligeværdigt på sine medlemmer, skønt der var nogle med en højere status, og han ville nok altid se fuldblodsvampyrer højere end halvblodsvampyr, skønt der dog havde været visse halvblodsvampyrer der havde fanget hans opmærksomhed. Han tog ganske roligt plads ved hende i den røde sofa, og nikkede anerkendende til hendes ord, inden han lod sit eget glas klingre mod hendes. ”Skål, for organisationen. Må den leve i al evighed,” istemte han med et nik, inden han selv nippede til den klare vin. Han betragtede hende ganske let. Det så ikke ud til at hun var vant til at drikke vin, hvilket et sted morede ham, men hver sin smag og behag, som man sagde. Han trak i mundvigen, da hun rynkede på næsen. ”De kunne blot have takket nej, mit kære barn,” svarede han roligt, selvom det da glædede ham, at hun havde prøvet. Det var ikke fordi hun lignede et barn, hun lignede skam en voksen kvinde, men det var blot fordi han var så patriarkalsk, desuden, nok var man nød til at være hård, men ens medlemmer skulle jo også gerne kunne lide én som leder, ellers kunne han jo risikere at de ville gå bag hans ryg, og det kunne han jo ikke have. ”Nå miss Catori, fortæl mig hvorfor De ikke er ude og jage, ligesom de andre vampyrer er?” spurgte han roligt, de fleste havde jo taget ud for at få næring, de kunne jo ikke færdes ude i sollyset som han selv kunne. ”Og nyder De ellers opholdet på min mansion?” Hans mørke øjne søgte i hendes isblå. Hans mansion var jo blevet et hjem for alle hans organisations medlemmer, og de kunne komme og gå som det passede dem. Det var faktisk utroligt at der var værelser nok til hvert medlem, men det var jo heller ikke ligefrem en lille mansion, det var jo faktisk gigantisk.

[catori]

Rigtigt var det, at hr. Mathimæus havde al magten i sidste ende - ingen tvivl om dette. Akasha havde været godt tilfreds med de missioner, som var blevet planlagt og udført, så hun misbilligede bestemt ikke sin overordnedes beslutninger - hun var mere skuffet over visse medlemmeres idéer, der til tider var helt hen i vejret. Dog syntes hun også selv, at hendes egen plan var helt hen i vejret - hun arbejdede stadig på den, og ville ikke nænne at nævne den for rådet, før den var helt perfekt, og idéel for organisationen - for ikke at nævne, en anelse realistisk. Akasha kunne ganske rigtigt have takket nej, men hun havde valgt ikke at afvise en venlig gestus fra sin overordnede. Der havde også været en hvis nysgerrighed over for den mystiske væske, som mange drak, også vampyrerne. Hun lagde hovedet let på skrå, som hun betragtede glasset, og nippede til det igen. Nah, det var for mærkeligt for hende at drikke andet, end hvad hun var født til. Hun stilte glasset fra sig på et nærværende bord, og så tilbage på hr. Mathimæus: ,,Det kunne jeg have, hr. - men så ville jeg stadig være nysgerrig efter at vide, hvorfor så mange finder vin lækkert... Jeg må dog indrømme, at jeg stadig ikke ved hvorfor, at folk finder vin lækkert." Sagde hun ærligt, og kørte en hånd igennem det lange, næsten hvide, hår. Blod var klart at foretrække. Da hr. Mathimæus spurgte ind til, hvorfor hun ikke var ude at jage i aften, var svaret enkelt - hun havde ikke brug for blod i aften. I modsætning til de fleste vampyre, mæskede Akasha sig ikke i blod hele tiden. Måske var hun ligeglad med alle andre væsener på hele kloden, men hun så ingen grund til at dræbe hele tiden, når hun sagtens kunne klare sig foruden: ,,Jeg har ikke brug for blod i aften." Sagde hun sagte, som hun havde en vedvarende øjenkontakt med sin overordnede. Akasha så ikke hr. Mathimæus som en fader, men det var sandt, at han var en central person for mange af vampyrerne på stedet - mange søgte hans opmærksomhed, og mange så op til ham. Akasha forstod hvorfor, men selv søgte hun ikke hr. Mathimæus' opmærksomhed, til trods for at det kunne gavne hende meget. Egentlig, så søgte Akasha ikke nogen. Hun havde hendes familie, og det var vel nok... eller ikke. Dog ville Akasha ikke indrømme dette over for sig selv - hun var for bange for, hvad det ville indebære: Nemlig at åbne op, og begynde at stole på andre individer, end sin familie. Akasha var modig, og ikke bange for en slåskamp, men... hun var bange for at blive såret.

[alecander]

Alecander så skam ikke sine medlemmer som sine børn, slet ikke. Det ville han aldrig gøre! Han var bare ret patriarkalsk, når det kom til sin organisation, han var ikke helt sikker på hvorfor, men det var vel vigtigt at de havde det godt? At de kunne komme til ham, hvis der var problemer, i stedet for at holde hemmeligheder bag hans ryg, for han brød sig ikke helt om hemmeligheder, ikke at folk ikke måtte have hemmeligheder, det måtte de skam, men han brød sig ikke om det, når det kom til hans organisation. Der ville han helst have at folk var ærlige, og var der problemer, måtte de med glæde konfrontere ham, det var så bare ikke altid lige let, fordi han nemlig var lederen og hans ord var lov, det var vel også derfor hans bror var hans rådgiver? Så kunne folk komme til ham, for skønt Valerio lå højt i organisationen, så var han alligevel ikke med samme status som Alec, og derfor kunne man vel bedre konfrontere ting med ham? Valerio ville jo så blive nød til at fortælle det videre, men han kunne så også bedre tale en sag for andre, når det kom til Alecander, for hans bror lyttede han skam på. Han var så godt klar over at hans medlemmer ikke så ham som en far, og det ønskede han nu et sted heller ikke, han ville have deres respekt og loyalitet, det var det eneste han egentlig forlangte, ja det, og så at de turde ofre dem selv for organisationen. For han gav dem sgu ikke kun husly for at de kunne sove den af! Der var også arbejde indblandet i det. Han trak på smilebåndet. Det morede ham et sted at hun ikke brød sig om vin, det drak de fleste fra rådet, dog var hun jo heller ikke så gammel af sig, så måske derfor? En sand vampyr var hun da, for hun holdt sig til blodet. Og udelukkende blodet. Han trak ganske let på skuldrene og betragtede selv vinen ganske nysgerrigt. ”Det er et godt spørgsmål. Mange nyder vinens smag, men jeg tror det hænger sådan sammen; enten kan man lide den, eller også kan man ikke,” sagde han roligt, inden han drak resten af sit og stillede selv glasset fra sig. Han vidste ikke engang hvorfor han selv nød at drikke vin, den smagte vel bare godt? Han nød en god vin, det kunne han ikke komme udenom. Men han var ikke klar over, hvad der var så godt ved vin. Dog kunne det aldrig måle sig med blod! Han så på hende. ”Måske et glas lunt engleblod i stedet for? Nok har De ikke brug for blod, men til en … hyggestund?” tilbød han med et let smil på læberne. Varmt blod havde han jo også, alt skulle være perfekt, koldt blod smagte ikke nær så godt, som varmt. Det var i hvert fald sikkert! For ham kunne blod altid drikkes, ikke som i at man skulle jage hele tiden, nej at drikke det, som havde det været vin, det kunne han godt finde på, for smagen var udsøgt! Han betragtede hende ganske let, hun måtte med glæde takke nej, desuden havde han heller ikke selv brug for blod, men det var vel altid ’hyggeligt’ til en sludder?