sunset before the darkness

[pacman]

Solen var så stille ved at gå ned ved havet, faktisk var halvdelen af den allerede væk i horisonten. Der var en lille brise hen over standen, men ellers var der ikke meget bevægelse ud over de små bølger der ramte strandkanten.

Seth stod lidt ned i det fugtige sand og lod blot sin stav tegne forskellige runer i sandet, Blot for at se dem blive skyllet over af de små bølger og forsvinde igen.
Hvad lavede han entelig her, endnu gang var han vel blot fanget i fortiden til tider. Han havde lyst til at gøre et eller andet, bare for en gangs skyld få lov til at afreagere. Se bare nogen lide slemt, eller måske bare en forbandelse eller to over en gruppe mennesker.

Seth kiggede ned på vandet og sukkede blot før han vendte ryggen til det store hav.

[Silia D. Diamaqima]

Solen var ved at gå ned. Malede himlen i de smukke nuancer som Faith i den grad måtte nyde synet af. Efterhånden var hun begyndt at komme mer eog mere til Manjarno, specielt efter hende og Kimeya's endelige brud. Samvittigheden nagede hende verl et sted? Tanken om at hendes søn sad derhjemme med den sædvanlige bog i hånden. Selv arbejdede hun ikke nær så meget som hun havde gjort, deltids med Jared ved hendes side, noget som kiun hjalp hende meget, specielt med henblik påa t hun ikke kunne hanke op i sig selv. Med mindre Jared eller Cedric lå og puttede med hende om natten som hun ikke, hun skjulte tårerne bag en facade af et smil, og hadede sig selv for det. De kraftige smaragdgrønne øjne så ud over det smukke hav. Horisonten løftede hendes humør bare en smule, selv den lune luft måtte endnu hænge ved. De slanke fingrer gled gennem hendes flammerøde hår, der i de næsten ustyrlige krøller måtte indramme hendes blide ansigt. Som hun stod foran noget så stort, så måtte hun selv stå der og se langt mindre ud end hun egenltig var, måske hun var ualmindeligt lav for en kvinde af hendes alder og utrolig spinkel, men her måtte hun bare ligne en simpel prik. Vinden blæste i hendes mørke kjole der måtte fremhæve de kvindelige skygger, hun gjorde intet for at skjule det, snart ville hun søge hjme og håbe på at jared ville gøre hende selvskab, også selvom hun ville hade sig selv for nøjagtig det samme bagefter. Selvom hendes psyke ikke var den stærkeste så var ilden stærkere end nogensinde, den vrede hun bar, tabet af hendes datter, hendes bror og manden hun elskede på en og samme aften, ville det overhovedet blive værre? Ville hun få Cecilaya at se igen? Så mange spørgsmål der kørte rundt i hendes hovede, mens hun måtte blunde ved synet af den aften som snart ville træde til. Vandet nåede lige ikke hendes nøgne fødder der halvt om halvt lå begravet i sandet, vinden var kraftigere her, rev i hendes røde hår og kjole, og hun nød det blot, et kærtegn der ikke gav hende kvalme eller lod hende tilbage med en enorm samvittighed, hun følte sig vel en smule.. Alene? Også selvom der stadig var masse til at støtte hende. Hun rystede blot på hovedet, hun burde ikke skænke det en tanke, hun burde være ligeglad, men sandheden var at det havde hun aldrig været. Et suk slap hendes læber, hun foldede roligt hænderne foran hende, og skubbede tankerne fra sig.

[pacman]

Seth så sig lidt tilbage over skulderne og betragtede igen vandet. Hvorfor var han entelig kommet her, han vidste det ikke ændrede noget. Han burde havde taget til et andet sted end lige nær vand, men nu var han her. Det var vidst også omkring et par år siden han havde nær havet, men stadig så det ud som da han sidst forlod det.
Seth sukkede og rettede sit blik frem igen og begyndte at gå ned langs strandkanten. Hans blik var nærmest bundet til jorden hvor han blot betragtede hver gang vandet skyllede lidt op på stranden for blot at forsvinde ud i havet igen. Han måtte væk her fra.. Men selvom han rejste midt ind i landet så ville han ikke glemme det.
Ja havet gjorde blot noget ved Seth, og han prøvede selv at skjule det som altid, men var ikke just nemt.
Han rettede blikket op fra sandet igen og fik øje på en kvinde.. Var det... Nej.. Det var det bestemt ikke. Hvorfor prøvede han hele tiden at bilde sig selv ind at det han havde i fortiden ville komme tilbage.. Men fortid var fortid, nutid ville blive til fortid, men fremtiden, vil blive til nutiden. Så fremad måtte man se og tage imod det der kom. Men stadig gav han ikke slip.
Seth stoppede lidt op og lod blot sit blik betragte personen lidt, uden rigtigt at sige noget. Hvad skulle han entelig sige til en tilfældig på stranden.. Og trods til trangen at afreagere lå lidt i baghoved, så nej ikke her..
"Lad dem ikke nu ikke narre, roligt som det er nu, kan det også dræbe en" sagde Seth lidt ud i luften højt nok til kvinden ville høre ham. Hvorfor gjorde han det? Nok fordi han for en gangs skyld søgte selskab.. Ikke noget der lignede ham at søge.

[Silia D. Diamaqima]

Hvordan Faith selv var endt ved stranden var hun praktisk talt ikke klar over. For tankerne? Slippe de onde dæmoner løs som hun måtte gå med, for at det ikke skulle gå ud over hendes søn som trofast måtte sidde derhjemme, og gøre det så godt for hende som muligt, efter hans far blot var taget afsted og havde taget hendes datter med sig, hun savnede dem frygteligt. Det var ikke første gang og stadig måtte det gøre ondt, specielt hvor tanken om at hende og Kimeyas første måde havde været ved vandet, havde strejfet hende. Hun sukkede tungt, så mod vandet der dovent slog mod breden hvor hun selv måtte befinde sig, og selvom bølgerne ihærdigt forsøgte at nå hendes nøgne fødder så lykkedes det ikke for dem. Roligt måtte hjertet hamre mod hendes bryst, hun lod blikket glide i for en kort stund som for at nyde den blide brise der strøg mod hende. At hun ikke var alene, var ikke noget som måtte undre hende, også selvom det ikke var selvskab hun så frem til. Selvskabet i det hele taget var døet ud, Nathaniel og Liya kæmpede med deres bryllups planlægning, Kimeya og Cecilaya var væk, Fabian og Destiny havde mere end rigeligt at lave efter hvad der var sket til ballet, og Ilar var så vidt som var nået hende for ører, lige blevet far. Hun stod med Cedric som ikke holdte ud at se hende så ynkleig som hun måtte erkende at have været de sidste dage og hun skammede sig jo rent faktisk over det. Hun burde leve i nuet som hun altid havde gjort, men nu var hendes fremtid væk udelukkende fordi at fortiden hjemsøgte hende, en fortid hun måtte bande hele vejen til helvede, selvom hun vidste at det ville fører til hende selv. Den stemme der endte med at bryde stilheden, avr også det som tvang de funklende øjne op, kun for at rette sig direkte mod ham. Hovedet gled stille på sned, lod de lange flammende lokker falde over hendes ene skulder. For et kort øjeblik havde hun følt håbet stige i hende, noget som sank frygtelig hurtigt igen.. hun kendte end ikke den mand. Skuffelsen skjulte hun bag den hårde facade som hun måtte bære, hendes blik var hverken fjendtligt eller direke imødekommende som det plejede at være, som det burde være. Faith nikkede erkendende til hans ord, hun kunne ikke fordrage vandet, på trods det var smukt, var det uforudsigeligt, ude af kontrol, umuligta t få den fulde kontrol over "Og før eller siden så vil det dræbe" tilføjede hun med en rolig tone, melodisk og blid der måtte strække sig stille i den usynlige vind imellem dem.

[pacman]

Seth hvilede sig lidt op sin stav som sank lidt ned i det våde sand af den vægt han påførte sin stav. Ikke rigtigt fordi han havde brug for det, blot en vane fra mage år siden hvor han havde haft brug for den. Han havde været yngre og dum. Men lektien var lært.
"bestemt, men stadig er der så meget liv gemt under dets overflade"
Han havde en gang før oplevet at få lov til at se den verden der gemte sig under overfladen, det syn var bestemt noget man ikke blot kunne glemme, lige meget hvor mange år der end måtte gå. Blot at se alt det liv der kunne være der nede.
Seth sukkede lidt, han burde ikke tænke sådan entelig, godt Joshua ikke kendte til det, det havde nok morret ham gevaldigt. Men ja havet havde blot sat sig fast i Seth.
Han stod lidt og overvejede hvad han skulle sige, var just ikke nemt.. Måske for mange andre, men når man ikke normalt var social.. Det her var svært blot at tale med en fremmede uden med en eller anden bagtanke.
"må jeg spørger hvorfor de befinder dem her ude nu?"
Seth valgte at holde sit til at være høflig frem for alt andet, underligt at skulle være.

[Silia D. Diamaqima]

Nysgerrigt hvilede hendes blik mod ham, betragtede ham indgående. Stadig formåede hun ikke at sætte et bestemt ansigt på ham, noget som et sted faktisk var fustrerende. Han virkede som om noget plagede ham og alligevel så ville Faith ikke begynde at spørge ind til det, hun sad med absolut nok, i øjeblikket burde hun jo faktisk sidde hjemme ved hendes søn, men lige her behøvede hun blot den smule frihed som dette sted kunne give hende. Hun havde overvejert at tage et smut forbi slottet, men igen både Destiny, Fabian og Lynn arbejdede over i denne tid og hun ønskede absolut ikke at forstyrre. Nu hvor vinden måtte møde hendes ryg istedet tillod det at blæse hendes lange røde hår frem for sig. Igen måtte hun nikke et anerkendende nik til hans ord, så sandt som det var sagt "Måske.. Men det liv som er der er dem som er nødt til at forstå hemmeligheden" påpegede hun med en lille rolig tone. Selv forstod hun på ingen måde den hemmelighed, hun var ikke god til havet og dets smukke bølger, eller solen der afspejlede sig i det enorme spejl som blev dannet på overfladen. Hun var en kvinde af en ilter og temperamentsfuld flamme, den som skabte hende, og den som jo faktisk havde fået bragt hende ud i den suppedas som hun var endt i. Hvad end det var for en verden der eksisterede på den bund, så var det en af de få verdner hun aldrig havde fået sit indblik i og altid ville nægte, det gjorde hende svag så hvorfor pokker?På trods af det faktum at Faith var vant til at begå sig blandt alle former af væsnwer, selv de ukendte og som regel bar sig frem med imødekommenhed, så var det for nu forsvundet for hendes del, delvist om ikke andet, usikkerheden skjulte hun for enhver ude, ingen ville være i stand til at læse hende bare sådan, en tanke som hun et sted nød godt af, nu kunne hun vel være sig selv uden at han ville prikke hende på skulderen for det, også selvom hun hellere ville opgive hele sig selv blot for at føle hans arme omkring hende bare en gang mere. Igen måtte hun skubbe tanken fra sig og koncentrere sig om den mand, der mårre stå foran hende og med den høflighed, noget som hun selv gjorde brug af, og som hun var opvokset med. Ærligt trak hun svagt på de slanke skuldre, lod blikket ganske kort glide omkring kun for at ende på ham igen "Tro mig jeg burde heller ikke befinde mig her" erkendte hun i et tungt suk. Hun burde være hjemme og forberede en uspiselig middag for Cedric og hun vidste det, også selvom dette var hendes eneste mulighed for rent faktisk bare at lade tankerne få frit løb, det var vel alt i alt hvad hun lavede her?

[pacman]

Seth smilede lidt, åhh ja.. Havet kunne altid gå fra fredfyldt til voldsomt. Men selvom havet var i oprør, og voldsomt, så var det under overfalden stadig roligt, og fyldt af liv.. Seth blinkede et par gange og hev sig selv ud af sine tanker endnu engang.
"Jeg troede engang jeg havde lært hemmeligheden, men endnu engang blev jeg overrasket"
ja bedst som man troede man endelig kendte til havet så vendte det sig imod en, og gjorde noget uventet. Men det var hvad der blev ved med at trække ham her til.
"Så er vi to. Men stadig er vi her"
Han burde ikke vende tilbage til havet gang på gang, men stadig blev han trukket her til. Det var bestemt ikke noget der gjorde tilværelsen nemmere for ham.
Seth lod kort sit blik flade ned på sin ene hånd. Han stod med en mindre sten hvor en rune var indgraveret i. Han lod sine fingre røre ved den blidt, før han knyttede sin hånd om den og rettede blikket op igen.
"Ikke at jeg kan give en forklaring på det" sagde Seth med en letter sukkende stemme, og han rettede blikket lidt ud over havet, så endeløst... Tog altid pusten fra ham.

[Silia D. Diamaqima]

Havet var et sted du ikke kunne gætte dig til. Et sekund stod man i en bølge som kun var stor nok til at oversvømme de nøgne fødder når man stod i vandkanten og ventede på at de ville give de dovne slag, og pludselig lagde man ikke mærke til den pludselige bølge som var langt større end den som lige havde været, et eller andet sted ude i horisonten, først når den oversvømmede dig til et sted midt på skinnebenet gik det op for en, hun kunne ærlig talt ikke fordrage det! Ilden var beroligende.. Kontrolleret, intens, og alligevel så gav den sine udspil, skabte de små forhindringer på vejen, flammen var med andre ord det som hendes liv formede sig efter, og selvom hun havde mistet noget af det som hun elskede højest, blandt andet de to hun elskede højest, ens egen datter og faderen dertil, så var det en vej som skæbnen bestemte og selvom det knuste hende - langt mere end hun gav udtryk for, så måtte hun før eller siden huske at selv det havde der på et eller andet tidspunkt været en form af mening med "Det er hemmeligheder man aldrig lærer.. Hvor meget man end søger" roligt trak hun ligegyldigt på skuldrene, som det betød absolut intet for hende. MIsfavningen af solen der gik ned, ramte hendes skikkelse, hun badede sig i den sidste varme som den måtte efterlade, snart ville den være væk og lade dag blive til nat, den tidligere blå himmel erstattes med en mørk og forhåbentlig stjerneklar. Hvorfor hun måtte søge ud mod vandet når tiderne var svære, det var intet som hun på stående fod var i stand til at svare på, måske det havde noget med minder at gøre? Eller måske fordi hun følte varmen overvældede hende og blot behøvede den lille nedkøling? "Og jeg skyder på at ingen af os er i stand til at forklare hvorfor" afsluttede hun med en frygtelig sigende blik. Hun tvang et lille træk i mundvien frem, et halvvejst smil, selvom det langt fra var hvad hun plejede at bære sig frem med, så måtte det vel være bedre end ingenting? Blikket fulgte hans hånd, også selvom hun ikke forstod hvad han i virkeligheden lavede. Den betagelse af vandet, det lyste ham langt ud af blikket, mens hun selv måtte udvise den rene foragt for det som egentlig var så smukt et sted, hun så det bedre ikke "Som jeg sagde" mumlede hun svagt til hans ord, lod ryggen vendes til ham, for selv at spejde ud over det store hav der hvilede for hendes fødder. Tungespidsen strøg over hendes rosa læber som for at fugte dem, hun smagte resterne af den salt som måtte hænge i luften, det føltedes vel blot forkert?

[pacman]

Seth smilede lidt, han vidste entelig godt hvorfor han var her. Hvor mange gange havde han ikke opsøgt havet efterhånden.. Men han vidste godt det nok ikke hjalp, han nægtede blot at give slip.. Og hvad kunne han sige, han vidste godt han ikke kunne styre havet.. Det gjorde som det ønskede.
"Men selvom man ikke kan give forklaring, kan det jo være der sted er en grund til det.. Og man blot ikke ved det endnu" sagde Seth med blikket rettet ud over havet. Det gik lidt op for ham hvad han havde sagt, selvfølgelig var der en forklaring.. Det var der på alt. Lignede ham ikke at tale sådan her.. Men han kunne ikke andet end smile over det lige nu.. Han beklagede sig ikke. Så længe det ikke kom videre til andre.. Selvfølgelig var der en anden person her, men hun vidste jo ikke hvem han var, så ingen problem i det.
Seth rettede igen blikket imod sit selskab, men havde ingen ide om hvad han skulle sige. Han fungerede ikke stil smalltalk uden der var en eller anden lille plan bag det.. Og det havde han just ikke nu.

[Silia D. Diamaqima]

Havet var virkelig ikke et sted Faith kom tit længere, hun havde sin søn derhjemme at passe, så mange pligter endnu, kontakter der skulle holdes ved udelukkende fordi hun kunne overbringe informationer frem og tilbage, også selvom hun ikke længere arbejdede så meget af tiden som det hun havde gjort for blot en kort stund siden. Blikket hvilede mod havet der kunne virke så pokkers stort og så pokkers uendeligt hvem vidste om det overhovedet havde sit stop før eller siden? Hvem end den mand bag hende måtte være, så var han ihvertfald betaget af havet på en ganske anden måde end det hun selv var, for hende var det som at se på et maleri. Smukt men heller ikke mere end det, ikke noget der som sådan vækkede hendes interesse eller nysgerrighed, blot et smukt maleri malet af en maler man ikke kunne døje, det var vel så ikke noget som kunne undre nogen? Hun var en kvinde lavet af den intense og brændende ild, og ild og vand var langt fra de to ting som kunne siges at ligge tættest, modsætninger det var ikke underligt at hun måtte have sin foragt for det blå hav og de dovne bølger der fortsat kæmpede for at skulle nå hendes bære fødder, der lå begravet i det bløde sand, de bittesmå sandkorn "Der er ganske få begreber man kan give forklaringer på.. Hvad grunden er har jeg ingen idé om" hun trak svagt på de slanke skuldre, vendte sig stille mod ham igen og med hovedet en smule på sned for at kunne betragte ham "Du virker som en utrolig tænksom herre" påpegede hun dog, i en lettere spørgende tone, et sted var hun vel en smule nysgerrig? Hun burde være hjemme, men efterhånden var det sjældent hun stødte på nye som sådan, nogen hun rent faktisk abr tiden til at bære en samtale med. Faith betragtede ham blot og lettere afventende, hun kunne vel ligeså godt nyde den tid som hun uanset var i mangel på? Men på den anden side.. Hvem var ikke det? Timeglasset rendt endnu, og det ville ikke stoppe kun fordi at hun psykisk selv var gået i stå.

[pacman]

"Det ligger lidt i min natur efter en større ulykke jeg havde nogle år tilbage"
Seth havde før gjort ting uden rigtigt at overveje dem fuldt ud, og det endte med at koste ham dyrt. Det var kun ved rent held han havde overlevet det. Men trods den pris han betalte for sin dumhed dengang så havde det givet ham mere tilbage. Og siden da havde han altid tænkt ekstra over hver ting han gjorde som kunne have en konsekvens med sig.

Han rettede blikket imod kvinden igen.
"Undskyld jeg ikke har været høflig at præsenter mig selv.. Jeg er Seth Bane"
Seth mente det var på plads at præsentere sig selv nu. Han anede ikke om kvinden vidste hvem han var eller ej. Det kunne vel være lige meget. Og han havde ikke talt over sig angående havet og hvad det betød. Så betydning havde det ikke.

[Silia D. Diamaqima]

Ganske let måtte Faith dreje om på hælen og endnu engang lade blikket betragte ham indgående. De tænksomme ord, en måde at se en verden på et sted måtte hun jo rent faktisk beundre den? Der var ikke mange som delte nogen af hendes synspunkter. Et blidt skævt smil spillede over hendes rosa læber "Den slags oplevelser får folk til at tænke ja" hun nikkede medgivende, lige der kunne hun jo på ingen måde sige sig fri, intet havde været nemt siden hendes landsforvisning mange år tilbage, det var fortid nu nogle ting andre ændret sig, andre havde ikke, det var sådan livet måtte være, og alle valg og handlinger havde konsekvenser den kom man virkelig ikke uden om, lige der var Faith selv udemærket kendt med den slags, så mange fejl som var blevet begået selv nu måtte hun jo være ved at tage en konsekvens af hendes handling. Ganske roligt måtte Faith give et lille nik som en høflig hilsen, ikke mindst respektfuldt, rygterne gik specielt for en kvinde som hende hun vidste at han som hende selv måtte være leder, den selv samme stilling som faderen til hendes børn havde været dengang langt tilbage hvor hun havde mødt dem "Det glæder mig at møde dem Mr. Bane" svarede hun med en ærlig tone. På trods hun var en ilter kvinde så kunne hun i den grad også udvise høflighed "MIt navn er Faith.. Faith Mar.. Jaceluck" rettede hun hurtigt sig selv. Nu hvor Kimeya var væk kunne hun vel ikke tillade sig at præsentere sig med hans navn? Desuden var hun jo stolt af de familier hvis blod hun måtte bære. Om denne mand så havde den mest fjerne idé om hvem hun måtte være vidste hun virkelig ikke det kom an på tiden mand fulgte med i, for synet på hende var mange både godt og ondt, mange minder hun var efterhånden ved at være gammel jo.