Please come back..I will be nice..

[Deleted]

Det var kun igår nat at Shawn havde forladt Brandon´s mansion og havde sagt han var taget til kroen. Han havde sovet uroligt hele dagen og følt sig ensom. At han så havde fået selskab af en af sine eks elskere som havde forsøgt og berolige ham var noget han ikke havde vidst før han var vågnet op. Han havde dog intet sagt og bare stået op og havde fået sig et bad. Han følte sig stadig temmelig nede, men han var nødt til og snakke med Shawn. Forsøge og få ham til og komme tilbage. Det var nemmere og snakke om tingene når de var her følte Brandon og han havde taget tøj på som han havde fået lagt frem. En enkel hvid skjorte hvilket var sjældent han gik i og så et par sorte jeans til. Han var stille gået ud af sin dør og havde kort været forbi Shawn´s værelse som jo stod tomt som han havde forventet. Han havde haft et spinkelt håb om Shawn var kommet tilbage om dagen selv, men han havde ikke regnet for meget med det. Han sukkede stille og gad ikke tage hestevognen og valgte og gå. Så langt var der jo heller ikke og motion var altid kun en god ting som sådan jo. han strøg en hånd igennem sit hår mens han gik roligt frem. han havde haft det skønt med Shawn og han havde som den idiot han var ødelagt det hele. Ordene kørte stadig i hans hoved. Om og om igen. Han kunne slet ikke få dem ud. Han ville et sted have ønsket Shawn ikke havde sagt dem. At han ikke havde sagt han ikke var til mænd. Det gjorde ham mere trist på en måde, men så var der måske håb for, at han kunne ligge følelserne væk så de ikke skulle være uvenner og undgå hinanden. Shawn var vigtigere end ham selv. Han drejede stille ned af vejen der førte mod byen og lidt efter kom han da også ind og gå imellem husene og forretningerne som fulgte ham på hver side. Han så dog ikke på dem. Han skulle mod kroen og håbede bare, at Shawn var der. At han ikke var gået videre eller måske ude i byen og kigge. Men der var jo ikke meget og se på om natten alligevel og han havde jo sagt han ville være på kroen så han var nok ikke rejst videre allerede. Ikke uden et farvel! Det..det kunne han ikke.. Han gik roligt så han ikke virkede for ivrig. Solen var jo kun lige gået ned for kort tid siden så det kunne jo være Shawn sådan set sov. hans rytme havde jo vendt sig om til det normale da han havde valgt et værelse for sig selv. Han bed sig lidt nervøst i læben, da det var kroen kom ind i hans synsfelt og han stod lidt og så mod bygningen før han atter gik frem og hen mod den. Han måtte se ham. Snakke med ham. Få det hele på det rene igen så de ikke skulle have det sådan her. Han ville bare have de kunne bo sammen og have det godt. Hvis Shawn ville naturligvis. Han holdt af ham. Elskede ham. Ville ikke se nogen gjorde ham ondt. Ville ikke bestemme over hans liv. Han ville blot beskytte ham og helst have ham hos sig hvis det var muligt. Han gik stille hen og skubbede døren op der førte ind i kro stuen og så sig kort om. Han ville se efter om Shawn måske sad her først før han ville gå hen til kroejeren og spørge efter ham. Måske var man heldig, at han sad og ventede? han regnede dog ikke med det. Shawn regnede jo nok heller ikke med Brandon kom allerede natten efter, men han kunne ikke vnete og bare en dag uden Shawn i huset gjorde ham urolig og han vidste hvad han ønskede. Lige meget hvad det krævede måtte han have Shawn tilbage hvis det var muligt på nogen måde. Der var faktisk temmelig mange folk i krostuen og han kunne ikke se alle og han vækkede for meget opmærksomhed hvis han gik rundt og så på hver enkel person. han ville nok også gør en del sure. Han havde ikke mange andre muligheder end spørge og han gik derfor op mod kroejeren. "Undskyld mig...bor der en Shawn Timaliziqa her?" Hans stemme var rolig og så venlig som den nu kunne være. En let piven fik ham kort til og se ned og samtidig fik han et puf med en kold snude mod sit ben. Han rystede let på sit hoved og så på kroejeren igen og rakte den ene hånd ned og kløede sin ene hund bag øret, da Max var fulgt med ham ud og hertil uden han havde set det. Han kunne jo så altid bruge ham til og opspore Shawn med hvis han ikke var here mere. Men han håbede det dog stadig.

[Deleted]

Det døgn som Shawn havde været væk fra Brandon, havde virkelig været ekstremt hårdt, selvom han virkelig måtte stå fast på, at det var det rigtige, at skulle gøre, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom. Han kunne virkelig ikke lade det fortsætte på den måde, og specielt ikke så længe, at Brandon slet ikke kunne forstå ham på nogen måde! Han havde siddet oppe på værelset mere eller mindre siden han var kommet derhen og den tanke var ham direkte skræmmende og på alle måder. Han havde knapt nok rørt sig fra den brede vindueskarm som han havde taget pladsen på og bare stirret ud af vinduet, så han havde allerede set den skikkelse ud af vinduet, som kun måtte forekomme ham som frygtelig velkendt, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom overhovedet. Et sted var det jo en måde for ham selv at skulle forbedrede sig selv på. Han lukkede øjnene stille. Han fortrød dig på ingen måde alt det som han havde sagt til ham, men det var virkelig også en mere desperat måde at skulle komme til at få manden til at tænke over tingene på, så det var vel også noget som gjorde, at han var mere sikker på, at det var den helt rigtige måde at gå frem på! Armene slog han mere eller mindre omkring sin egen krop. Han følte sig skræmmende alene og det var virkelig noget af det værste ved det hele! Han kunne virkelig ikke fordrage tanken om, at skulle være så alene. Han var vant til Brandons beskyttelse og nu sad han her og var tvunget til at skulle stå for det hele alene og det var virkelig noget af det værste ved det hele. Han trak vejret dybt og slap det hele i et stille og let suk. Han hadet det virkelig! Han sad i det buldrende mørke. Ikke så meget som et eneste stearinlys eller noget andet lignende var tændt. Mørket var og blev jo trods alt hans bedste ven og det var aldrig noget som man skulle tage det mindste fejl af.
Bartenderen vendte blikket roligt op mod Brandon og sendte ham et naturligt og roligt smil. Det var en ganske stille og rolig aften, så det var blot noget som gjorde det hele så meget nemmere. Han nikkede blot stille og roligt til mandens ord. Hvem han var, var desværre ukendt, ellers havde han nok taget det på en ganske anden måde, end det som han lige havde gjort til nu. ”En Shawn Timaliziqa?” gentog han med en lettere eftertænksom mine. Han gned tænkende sin egen hage og med det tydelige tænkende mine. Han stod der for et ganske enkelt øjeblik. ”Jo.. jo det mener jeg. Han ankom i går,” fortalte han roligt og med en næsten stolthed i stemmen. Bare fordi at han kunne huske det! Han vendte sig roligt ned mod den anden ende af bardisken, hvor han fremdrog en lille bog som han åbnet. De var jo tvunget til at notere ned i den. ”Værelse 14. Det er lige op af trappen og til venstre,” afsluttede han roligt, da han klappet bogen sammen igen og vendte sig mod ham. Det var jo heller ikke fordi, at manden virkede fjendtlig indstillet. Så hvorfor skulle han reagere på nogen anden måde?
Shawn lukkede øjnene og trak vejret dybt. Han kunne nærmest fornemme, at Brandons tilstedeværelse og den var virkelig tæt. Han manglede den jo trods alt et sted og det var jo noget som alligevel måtte påvirke ham i den ene eller i den anden retning. Han vendte blikket stille mod døren og uden at rokke sig så meget som en eneste centimeter. Han mærkede at hans hjerte slog mere og mere mod brystet og selv fuldkommen klar over, at det blot måtte være et spørgsmål om tid før Brandon måtte stå på døren. Så genstod det store spørgsmål.. Havde han lært af det?

[Deleted]

Brandon lagde nogle mønter på disken som tak for svaret og gav et lille nik også og valgte så at gå hen til trappen der føret op til værelserne som blev lejet ud til dem der nu lejede dem. Logik nok vel. Han havde et sted travlt med og komme op og se Shawn, men ville heller ikke virke for ivrig og skræmme ham yderligere. Men heller ikke være for langsom og få ham til og tro han var ligeglad. For det var han da bestemt ikke! Han gik stille hen af gangen og så på hver enkel dør til det var han stod ved nummer 14. Han følte det varede længe og han så på utallige døre før den. Han sukkede lidt da han endelig stod ved den og frygtede lidt et sted, at Shawn ikke gad se ham igen. Eller bare ikke nu i hvert fald. Han stod i få sekunder før det var, at han løftede sin hånd op og bankede let på døren. Hans hjerte var dødt, men han var nervøs. Både for at se Shawn igen og for hvordan manden ville reagere overfor ham. Han så lidt ned mod gulvet og ville et sted ønske han var mere menneskelig og han var ellers så stolt over han var fuldblods vampyr og medlem af så mægtig en familie. Han fugtede let sine læber og vidste intet om, at Shawn havde siddet på samme plet siden han var ankommet og at han godt vidste han var kommet her. Han havde bare selv været som i trance. Han manglede bestemt også, at have Shawn ved sig og det var han så bestemt ikke bange for at indrømme, men han var bange for at skræmme Shawn væk fra sig. Måske for altid. Han stod lidt uroligt ved døren og ventede på der blev åbnet. Han frygtede nu også lidt et sted, at Shawn måske vidste det var ham og så ikke gad åbne. Ikke gad se ham og bare håbede han gik igen. Han havde været ensom og tænkt over tingene så meget som muligt for at kunne tillade sig og opsøge Shawn her hurtigt og forsøge og få ham med sig tilbage. Ligeglad med om det blev på Shawn´s præmisser for altid. Så længe han bare fik lov og have ham hos sig i sit liv så var han glad. Shawn gjorde ham glad. Mere glad end han nogensinde kunne fore stille sig, at være. En utrolig dåd Shawn egentlig havde formået og fuldføre og han vidste det sikkert ikke selv. Eller så bare ikke hvor stort det var. Ikke forstod det. Og det var måske ikke så sært egentlig hvis man så på det i hans perspektiv. Han så op på døren igen og hviskede stille en lille bøn om, at Shawn var der og at han ville åbne døren op. Han så på den i et håb om den snart gled op. Han kunne jo ikke gøre så meget hvis den så ikke blev det. ”Shawn?” spurgte han stille. Kaldte let mod døren i håb om han kunne høre det og ville åbne. Han håbede så meget. Hans stemme var næsten underdanig og det ville Shawn måske også let kunne høre. Han havde jo boet hos ham i længere tid nu og kendte efterhånden en masse til ham. Og han lød sjældent sådan her. Faktisk aldrig så vidt han selv kunne huske. Han ville gøre alt for Shawn. Det stod klart for ham. Manden betød alt for ham. Mere end hans eget liv gjorde. Det skræmte ham, men han kunne ikke fortælle det til Shawn var meget han så end ville for det ville bare skræmme manden mere væk fra ham og det havde han ikke brug for nu. Han ville have ham tættere på sig igen og ikke tænke på hvor dum han kunne opføre sig. Han sukkede let igen. At det så ville tage lidt tid og få døren op fordi Shawn sad helt ovre ved vinduet var jo så fakta som ikke var tilgængelige for Brandon. Men havde han kendt til det ville han have følt sig mere rolig et sted. For lige nu gjorde ventetiden blot, at han blev mere og mere bange for, at Shawn ikke ønskede at se ham. Han mistede sin selvtillid ved dette her. Det var en ting der stod temmelig klart måtte han erkende for sig selv. Han forsøgte dog og skjule det så meget som muligt lige nu. Forsøgte og være mindre ussel og gøre en indsats og vinde Shawn med tilbage til sit hjem så de stille og roligt kunne være sammen som venner. I hans hoved var der ikke meget håb for, at der kom mere ud af det efter det Shawn havde sagt og det var utroligt nok noget, som havde gjort ham meget mere ensom. Han havde kort overvejet at bruge sine elskere bare for at få tankerne væk og få noget selskab. Han havde dog holdt sig tilbage og fortrød han ikke hvis bare han kunne få Shawn til og lytte og gå med tilbage her og nu i nat. Håbede han. Han ville heller ikke sætte sine håb for højt i ren frygt for, at han så blev alt for skubbet hvis det ikke blev som han ønskede sig det. Han ville ikke satse for meget på det før der var tydeligere svar at få. Han havde lidt nok følte han selv nu og der var jo ingen grund til, at han var skyld i selv, at det blev værre end det allerede var. Han tog en let dyb indånding og stod atter og ventede. ”Vil du ikke nok åbne Shawn?” bad han stille og lagde let sin ene hånd mod døren og bed sig i læben mens hans blik flakkede en smule hen over dørens træ overflade. Ventede på svar. Ventede på reaktion.

[Deleted]

Shawns hjerte hamrede som en besat mod hans bryst. Han vidste slet ikke hvad han skulle forvente sig eller noget som helst og det skræmte ham om muligt endnu mere. Han følte sig alene og forladt på en måde, selvom det havde været hans eget valg, så var det slet ikke noget som han på noget som helst tidspunkt. Han rokkede sig stadig ikke det mindste overhovedet. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere eller noget og det var noget som gjorde ham endnu mere nervøs og han hadet det virkelig! Han bed sig svagt i læben og trak benene tættere ind mod sin egen krop, nærmest som han sad klynget op i vindueskarmen. At det banket på døren, lod en følelse af skræk jage direkte igennem hans krop. Han slap et let gisp af ren og skær forskrækkelse idet han hastigt vendte blikket mod døren. At blive opsøgt på denne måde og så hurtigt, var dog ærlig talt ikke ventet, selvom der slet ikke var noget som han rigtigt kunne gøre ved det. Han kunne vel bare håbe på, at han havde tænkt det godt og grundigt igennem? Han bed sig svagt i læben, også selvom han var temmelig sikker på, at hans så faste hjertebanken allerede havde afsløret hans tilstedeværelse på værelset, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste lige det mindste overhovedet. ”…” Han fik ikke så meget som et ord over læben. Han trak vejret dybt og slap det i et let og stille suk og rejste sig stille. Han rettede forsigtigt på den hvide skjorte og lod hænderne gå igennem det pjuskede hår. Det lignede mere eller mindre morgenhår, da han heller aldrig havde gjort det vildeste ud af det, så det var slet ikke noget som man skulle tage sig det mindste af overhovedet. Han bevægede sig forsigtigt henover gulvet og hen mod døren, selvom det virkelig måtte være med små museskridt. Det var slet ikke fordi at han var bange for at stå ansigt til ansigt igen, følelserne lå der vel et sted stadig fra Brandons side af, for det var efterhånden også kendt for ham, hvad en mand som ham kunne gøre når han var utilfreds med det ene eller andet. Rygterne omkring den store Nathaniel Diamaqima, var noget som tydeligt var nået ham for ørene og det var bestemt heller ikke noget som han måtte bifalde det mindste! Hvem vidste? Måske at Brandon havde hygget med en gammel elsker? Bare at han havde fået det at vide, var heller ikke noget som han reagerede godt på, tvært imod så var det en tanke som han måtte foragte mere end noget som helst andet lige netop i øjeblikket! Hånden lukkede han stille og roligt omkring håndtaget, selvom han virkelig bare måtte tøve med at skulle åbne døren. Han havde slet ikke nogen anelse om hvor eller hvem som han måtte stå overfor, selvom det var kendt for ham, at det var Brandon, men hvilken personlighed ville han blive mødt af? Han bed sig let i læben og åbnede roligt og stille døren. Blikket og de mørke øjne vendte han stille mod Brandons skikkelse på den anden side af døren. Han var stadig en anelse nervøs, selvom han virkelig bare prøvede, at skulle bide det voldsomt i sig. At han savnede Brandon var også noget som han virkelig bare måtte bide i sig, for han ville virkelig ikke overfalde ham med det ene eller det andet, for det var virkelig forkert! Han bed sig let i læben, slog koldt vand i blodet og alt for bare at falde en anelse til ro med hele situationen. Han havde virkelig ikke noget andet valg end at kaste sig direkte ud i det på den måde som han måtte gøre i øjeblikket netop ved at stå overfor den mand igen. Han kunne virkelig blot håbe på, at han havde tænkt over det og bare kunne se hvad det var, at Shawn selv havde ment. ”Du er kommet hurtigere end jeg havde ventet,” sagde han stille. Han lukkede hånden kraftigt omkring dørhåndtaget bare lige for at skulle finde et eller andet at holde fast i og det var virkelig også det eneste som der var! Han trådte let til side og tillod tydeligt også Brandon at træde indenfor, selvom det slet ikke var noget som han sagde med ord, så var det jo handlingen som sagde det i sig selv. ”Kom ind..” afsluttede han stille og ganske roligt. Brandon var han jo ikke bange for som sådan. Hans hjerte slog fast mod hans bryst, selvom der virkelig ikke var noget som helst i hans blik som kunne virke bearbejdende på nogen måde. Blikket gled hurtigt i gulvet. Han var tydeligt en anelse usikker.. meget endda.

[Deleted]

Et sted så følte Brandon sig vel uvelkommen? Han sank lidt og så bare på ham efter døren var blevet åbnet op efter noget der virkede som en evighed i hans hoved. Men det var nok mest fordi han var så urolig og ting som dette havde det bare med, at virke langsomme. Han sank igen da Shawn talte og så lidt ned. Han burde nok være belvet væk i længere tid så, men det så han bare ikke grund til som sådan og han havde savnet ham så meget, at han bare have måtte se om han ikke kunne finde ham nu og få ham til og tilgive og tage med tilbage. Det var nok ikke så muligt som han helst så det, men det var da et svagt håb han havde om det. Han fugtede let sine læber og så han trådte til side og bød ham ind. Et sted så var det vel bedre end de stod og diskuterede og snakkede om sagerne her i døren hvor alle og enhver kunne komme forbi og høre hvad de snakkede om. Han så lidt ned mod gulvet. ”Hvis du ikke ønsker jeg er her så ser jeg ingen grund til, at jeg kommer indenfor. Hvis du føler jeg kommer for hurtigt og helst ser, at jeg går igen så er det de som jeg gør.” Det var jo sandt. Han ville helst ikke allerede gå. Og heller ikke uden ham. Men hvis det var det som Shawn ønskede så gjorde han det. Han ville gøre hvad som helst for den mand der stod overfor ham og det skræmte ham noget så voldsomt. Constantine havde han forsøgt og holde tilbage med magt og forvandlede ham mod hans vilje. Med Shawn kunne han ikke de ting. Han ville ikke! Han sank igen og følte sig mere urolig og nervøs end nogensinde før og det skræmte ham dybt inde og at det alt sammen så var på grund af ham han stod overfor. Og det værste var det ikke på nogen måde var gengældt og nok heller ikke blev det når nu Shawn var hetero. En tanke der sårede ham dybt og sikkert ville give ar på sjælen der blev til evig tid. Ikke noget han dog kunne tage alt for meget fat på nu. Han måtte leve med det og bare forsøge og skjule det. For Shawn´s skyld så de kunne bo sammen og være venner. Andet kunne han nok ikke få ud af det. Han så ned mod gulvet og tog en let dyb indånding af ren nervøsitet selvom det jo ikke gjorde forskel for ham på nogen måde overhovedet. ”Sig til hvis du mener jeg ikke kan have tænkt det igennem allerede. Eller hvis du bare vil have jeg går igen og kommer tilbage om nogle dage..” han så roligt lidt op på ham, men ærligheden lyste ud af hans blå øjne. Hvilket var sjældent man kunne sige. At man havde set ærligheden skinne klart ud af ham så man ikke på nogen måde kunne være i tvivl om han ville gøre som han blev bedt om. Den store mægtige Brandon var blevet knækket af Shawn. Og han kunne ikke gøre noget for at slippe ud af det og rejse sig op igen og forblive oprejst. Han var knækket.

[Deleted]

Det var slet ikke Shawns mening at skulle gøre Brandon mere usikker eller lade ham føle sig uønsket, det var det virkelig ikke. Men der var jo heller ikke gået meget mere end et døgn, så i sig selv, så var det jo det at komme temmelig hurtigt efter at Shawn havde valgt at sige stop. Det var virkelig også det alene, som var meningen bag det. Han blev stående ved døren, så det var tydeligt at se, at han bare kunne komme ind hvis det var det som han ville, for han ønskede virkelig bare at finde en løsning, hvor de kunne snakke ordentligt om det, uden at Brandon skulle gå i forsvar! Meget af det som han havde fortalt ham aftenen og natten før, var slet ikke noget som han ville kunne eller ønskede at skulle gå igennem endnu en gang. Hans hjerte slog fast mod hans bryst, et sted af den rene spænding. Selv havde han mange spørgsmål som han ønskede at få sine svar på, selvom det var så svært for ham, at skulle få de ord frem på den måde, det var der heller nogen tvivl om det. Han himlede stille med øjnene og rystede på hovedet. Som det stod nu, så følte han næsten at de måtte stå på det samme punkt som de havde gjort tidligere og det var ikke noget som gavnede nogen af dem. ”Jeg vil foretrække at snakke om det herinde, end at gøre det for ørene af alle, som måtte passere os,” begyndte han stille og ikke mindst også med en ganske så ærlig og sandfærdig stemme, det var heller ikke nogen tvivl om det. Han ønskede virkelig ikke at det skulle gå helt galt, så de slet ikke ville være i stand til at skulle snakke sammen. Han var ikke Constantine og det var noget som han blot så inderligt måtte håbe, at Brandon efterhånden havde fundet ud af, for han ønskede virkelig ikke de mange sammenligninger med den mand, for han var slet ikke den mand mere! De mørke øjne vendte han stille mod ham igen. Han frygtede virkelig ikke for Brandon på nogen måde, selvom han nu efterhånden havde hørt meget omkring manden som han måtte stå overfor. Han havde jo undersøgt lidt selv og det var bestemt ikke fine ting som han havde fundet ud af, det var helt sikkert, selvom det dog ikke ændrede hans syn på ham det mindste. Han ønskede virkelig Brandon som en ven, et sted så savnede han jo hans beskyttelse og det at have ham tæt på, at snakke med ham, at ligge der tæt ved ham, selvom det med følelser og de mange ting som han havde fået at vide, det havde virkelig været alt for meget for hans vedkommende. Det havde skræmt ham så meget, at det at afvise virkelig havde været til det bedre for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg har aldrig nogensinde påstået at du ikke har, kunne tænke over det, Brandon. Jeg påpeger kun, at du har brugt ekstremt kort tid på det.. Kom nu ind..” mumlede han stille og gjorde et let kast med hovedet. Hånden var stadig kraftigt lukket omkring håndtaget, bare for at have noget at skulle holde fast i, selvom det virkelig ikke var det nemmeste for ham lige nu. Han var urolig og en anelse nervøs, selvom det bundede meget mere i spænding end det som det måtte gøre med noget af det andet, så det var heller ikke noget som. ”Jeg ønsker at snakke om det.. Så lad os gøre det..” afsluttede han roligt og med en nærmest bestemt tone. Ikke at det var noget som han ville eller kunne gøre noget ved. Han ønskede det, for Brandon var virkelig en mand af en utrolig betydning for ham.

[Deleted]

Han blev så kun stående kort denne gang før han valgte så at træde ind over dørens tærskel nu hvor Shawn jo atter bad ham om det. Så var han lidt mere sikker på, at han ikke ønskede han gik. Han nikkede bare let til det med, at de burde snakke om det her inde hvor de var alene under fire øjne. Det var jo også en privat sag og kom bestemt ikke nogen andre ved! Han gik stille hen og satte sig ned i en af de lænestole der nu hørte med til kroens værelse og slappede lidt af, da han sad ned. Bare det at kunne sidde ned efter den lange gåtur var en form for lille lettelse så man kunne få slappet af i sine ben før man jo så skulle gå samme vej tilbage. Han regnede ikke med, at overnatte dagen her. Enten kom Shawn med tilbage og hvis ikke så fik Brandon jo nok ikke lov til og sove her hos ham. Ikke med alt det der var sket. Han sukkede stille og sad lidt og ventede på Shawn fik lukket døren og sat sig eller hvad han nu selv ville så de kunne få snakket ud om det. Finde svar og løsning på det hele og få det godt igen begge to. Han lænede sig roligt tilbage og lukkede kort sine øjne lidt i før de atter gled op og han lod dem falde på Shawn´s skikkelse. Han sagde ikke rigtigt noget, men fugtede let sine læber. Han blev siddende roligt i lænestolen mens han betragtede ham lidt. ”Jeg går ud fra..at der vel vil være en slags krav for at du kommer med tilbage. Jeg ved nogen af dem. Men udover dem du nævnte i går inden du gik hertil..Er der så andre som jeg ikke kender til som du ønsker jeg skal ændre på før du vil komme med tilbage til dit værelse? Jeg er mere tryg og rolig når du er der. Hvor jeg ved du er i sikkerhed så ingen kan skade dig.” han stolede jo på, at han et sted godt kunne klare sig selv. Havde han jo gjort indtil nu, men bare tanken om et overfald hvor han var i undertal eller overraskelses angreb ville hans chancer være mindre og bare det, at han fik skader ville han ikke være med til. Han ville beskytte ham så meget og godt som muligt. Hvad end der skulle til! Han så roligt på ham, men uroligheden var bag facaden. Frygten for at han nægtede nogensinde og komme med tilbage lige meget hvad han så sagde og gjorde. Han skjulte dog sin frygt for alt lige nu for at være stærk og kæmpe for sagen så godt som muligt. Han ville ikke se ham gå til eller være alene. Han ønskede ham det bedste. Og sig selv også naturligvis. Men Shawn kom først. Han fugtede sine læber igen mens han ventede svar. ”Jeg vil gøre hvad som helst..selv ændre på mig selv fuldstændig..” han slog let ud med hænderne. Ikke på en vild måde. Bare let og stille. Han var på så mange måder fuldstændig anderledes end han havde været fra før han havde mødt Constantine. Alle de rygter der fandtes om ham var kun en skygge af den han var nu. Det var der ingen tvivl om hvis man så ham. Nathaniel ville let kunne hævne sig nu hvis det var han vidste det og så fik chancen. Men de to mødtes nok aldrig igen medmindre det atter blev ved et tilfælde som ved søen. han havde stadig hans øjeæble i den krukke med væske så det ikke tørrede ind. Og tungen med. Han havde dog ikke fortalt om den side af sig til Shawn og det var også kun få der fik gjort ham så vred, at han gik så langt ud det var der heller ikke tvivl om faktisk. Nathaniel havde så oplevet den vrede og pinsel to gange hvilket var første gang. Næste gang ville det dog være Brandon der var den lille hvis det fortsatte sådan her. Han så på ham med et roligt blik og afventede stadig svar. Ville ikke ligge pres på ham og ville også have, at han tog den tid han ville og så bare selv være tålmodig så han ikke ødelagde det hele endnu en gang.

[Deleted]

Shawn ønskede virkelig ikke, at de skulle fortsætte med at skændes på den ene eller den anden måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl o moverhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Hans blik hvilede på Brandon for et kort øjeblik, inden han lod døren glide i, da han endelig valgte at træde indenfor. Han vendte sig mod ham og lyttede blot til de ord som han skænkede ham, efter at han havde valgt at tage plads - igen uden at spørge om lov.. Folk med penge var virkelig ikke meget for andres gæstfrihed, det kunne han da tydeligt se. Han skubbede den tanke ud af hovedet. Han havde intet imod at Brandon havde den stilling, men at han skulle virke så arrogant, var ærlig talt, slet ikke noget som han kunne bruge det mindste til overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fel af, det var også helt sikkert. Han rystede ganske let på hovedet. "Jeg er bange for, at du har misforstået mig fuldstændig, Brandon.." Han gik roligt henover gulvet, idet han stille og roligt tog pladsen på sengekanten istedet for. Ikke at det var langt væk fra Brandon af. Han kunne passe på sig selv, det havde han jo altid gjort. Han ønskede virkelig ikke at Brandon skulle ændre sig.. Slet ikke, for det var da slet ikke meningen i den anden ende, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så kunne han virkelig ikke rigtigt gøre noget ved det på noget tidspunkt. Hans blik faldt stille og roligt til Brandons skikkelse. Han kunne se ham og denne gang var det fuldstændig klart og han elskede det. Han skyldte manden, men det som var sket aftenen før, var virkelig langt forbi hans egen grænse, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. "Jeg har ikke retten til at sætte krav til det ene eller det andet, Brandon.. Det må jeg ikke og det kan jeg ikke." Han foldede roligt hænderne i sit skød. Han talte lige ud af posen denne gang. Når det kom til Brandon havde han da for længst fundet ud af, at det slet ikke var noget som havde nogen effekt, at skulle pakke det ind, så måtte den jo trods alt bare komme frygtelig direkte vel? Uanset hvor mget han så end bare måtte hade eller foragte den tanke iden anden ende, det var helt sikkert. "Du skal ikke ændre dig.. Så er et forhold intet værd.. min pointe er.. Jeg har aldrig været sammen med nogen før.. du lægger pres på mig og du acceptere ikke mig eller mine beslutninger.. I mine øjne, er det virkelig ikke meget at kræve, at skulle få lov til at være mig selv. Jeg kan passe på mig selv. Det har jeg da fint gjort igennem alle mine år, ikke? Uden at nogen har blandet sig i det.." Hans blik søgte let på sned. At denne mand var homoseksuel, var en skam et sted i hans øjne. En perfekt kvinde ville virkelig give ham så meget, hvis han bare var mere åben og modtagelig istedet for at se på dem med en direkte afsky. Desuden.. det ville være enden for hans egen slægt i den anden ende. Den ville jo skrives ud af historien lige så snart han var væk.. var der nogen ære i det? "Hvis du ikke kan se, hvad jeg mener.. så kommer jeg ikke hjem." Hans stemme var ganske så beslutsom. Der var virkelig ikke noget at snakke om eller diskutere der.

[Deleted]

Brandon så stille mod gulvet mens det var at Shawn talte. Han var som regel høflig og alt det der fulgte med som en hertug nu var opdraget til. Dog var han så meget ved siden af sig selv for tiden at han helt glemte det. Han så stille op mod ham. "Jeg er ked af det. Jeg skulle ikke have gjort det, men jeg følte du burde vide det." han så roligt ned igen. Han kunne godt forstå hvis Shawn var vred og ikke gad komme med tilbage. Han ville jo heller ikke tvinge ham, men ønskede blot at pases på ham. "Jeg har aldrig sagt du ikke kan klare dig selv Shawn. Aldrig. Jeg vil bare gerne passe på dig. Jeg har en lyst til at vogte over dig og vogte for farer der måske kan true dig." han sukkede stille og lukkede sine øjne der stadig var vendt ned mod gulvet og kørte sine hænder igennem sit hår med et smertefuldt jag igennem kroppen. Han havde ikke fået sovet af ren bekymring og urolighed over Shawn var taget hertil. "jeg beklager virkelig jeg gik over dine grænser Shawn. Jeg trak mig også væk da det gik op for mig. Lod dig tænke og få tid for dig selv. Kom endda af ren frygt til og holde mig helt væk fordi jeg troede du ikke ønskede mit selskab når du nu blev på dit værelse." Han så op på ham. "Havde jeg vidst du ikke var til min slags - altså mænd - så havde jeg aldrig sagt et ord og bare holdt det for mig selv så jeg i det mindste ikke mistede en god ven. Jeg troede bare...når du nu sov hos mig i sengen og det hele at du rent faktisk kunne lide mig. Det var nok derfor jeg slap det ud." han sukkede og kunne slet ikke finde ud af mere hvad han skulle gøre eller sige. Var det hele ødelagt?

[Deleted]

Det var virkelig bare tydeligt for Shawn, at dette var noget som havde gået ham noget så frygtelig voldsomt på. Han kunne sagtens passe på sig selv, og det var jo alt sammen gået godt og fint igennem de sidste mange år vel? Han havde virkelig ikke brug for nogen til at vogte og beskytte sig hele tiden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikker, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han betragtede Brandons skikkelse med en tydelig rolig mine. Han var ikke vred eller noget som helst, det hele var simpelthen bare blevet for meget for ham. Nok var manden hertug, men det var tydeligt, at han ikke kendte det mindste til menneskelig skik og orden, og det var udelukkende der, at det var endt med at skulle gå helt galt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Farer truer mig overalt, som de også truer dig, Brandon.." påpegede han med en stilfærdig stemme. Det var nu og da bare en del af det som man måtte tag med sig. Det var jo ikke ligefrem en guldalder som de måtte færdes rundt i. Nej, det var en tid med farer, krig, kampe, skrig og smerte og han vidste det jo. At han selv havde formået at komme så langt, udelukkende fordi at han ikke havde været i stand til at se, det forstod han vitterligt heller ikke på nogen som helst måde overhovedet. Dog selvom han virkelig måtte være glad for det. Han sukkede indædt og rystede let på hovedet. "Brandon... lyt til mig og lyt godt efter.. Det er ikke at du føler for mig, som er mit problem," fortsatte han stilfærdigt. Han måtte virkelig bare prøve at gøre det så let og forståeligt, som det ville have været ham menneskelig muligt, selvom det vitterligt ikke var særlig enkelt! Han havde ikke haft noget imod, at skulle dele seng med Brandon, det havde faktisk været hyggeligt og på sit vis også trygt, det var slet ikke det som havde været det store problem. "Det er lettere og bedre at få tingene ud, istedet for at ligge og gemme på dem," afsluttede han ganske roligt. Han ville ikke skændes. Han ønskede virkelig bare muligheden til at forklare.

[Deleted]

Han så stille på ham. "Jeg vil bare gerne du har det godt." Han sukkede let. "men jeg beklager meget hvis jeg trådte over dine grænser. Jeg har ikke prøvet sådan noget før." han bed sig i læben og vred sig lidt og rejste sig så op igen efter lidt tid og et sted følte han vel det var bedst han bare gik og lod Shawn komme tilbage når han følte sig klar til det. Han havde selv også nydt meget af, at have ham til og ligge hos sig. Bare ligge og putte var nu noget han savnede og havde savnet så længe som Shawn havde været på sit eget værelse. Han sukkede træt. "Jeg vil godt bede dig om, at komme med tilbage. Jeg ved nu jeg gjorde fejl og dummede mig groft. og det vil jeg ikke lade ske igen." han så på ham med et roligt blik og selvom det skreg i ham af ren længsel så ville han jo aldrig nogensinde kunne få sig selv til og tvinge ham til at tage med. Eller til noget som helst andet sådan set. "Hvis du ikke vil så forstår jeg det godt.." han stak stille sine hænder lidt ned i sine lommer mens han så på ham med et afventende blik for at se hvad han svarede.

[Deleted]

Brandon opførte sig virkelig som et barn i Shawns øjne og det var virkelig heller ikke noget som ville hjælpe ham det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De mørke øjne hvilede stille på hans skikkelse, selvom han virkelig ikke kunne se hvorfor at Barandon skulle vær så nervøs? Så.. urolig som han måtte være, for det var virkelig ikke noget som gav nogen former for mening i hans øjne. Det var jo heller ikke fordi at han var farlig at skulle snakke med når det endelig måtte komme til stykket? Han lod hovedet søge let på sned. "Du er tilgivet Brandon.. hvorfor fortsætte med at sige undskyld?" spurgte han stille. Det var virkelig ikke fordi at han ønskede at skulle bringe det op til nogen former for diskussion, for det ville de virkelig ikke få det mindste ud af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke, så var det ganske tydeligt også for ham. Han trak svagt på smilebåndet og gik roligt hen, hvor han satte sig på sengekanten. Han ville ikke tvinges, nej. .det skulle være ganske frivilligt, ellers ville det virkelig ikke være det værd i den anden ende, det var også helt sikkert. "Fejl sker.. det er det som gør os menneskelige," påpegede han med et stille og roligt smil på læben, det var virkelig ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på overhovedet og det i sig selv, var en handling som han gjorde fuldt ud bevidst og på alle tænkelige måder overhovedet. Han sendte ham et stille og roligt smil. "Jeg er virkelig ikke farlig at snakke med.. ønsker du mig tilbage, så sig det," afsluttede han ganske så ærligt.

[Deleted]

Han grinede svagt. "ja...menneskelige..bortset fra ingen af os er mennesker sådan rigtigt.." han smilede stille og det var rart nok, at de kunne snakke stille sammen uden at de gik i vrede og hver til sit. Det havde virkelig været noget af det dummeste han i sit liv havde gjort og han ville ikke gøre det igen. han ville ikke miste ham. I det mindste have ham som ven så de ikke gik fra hinanden uden at ses igen. "Og jeg ved ikke..jeg føler vel bare jeg skal undskylde for så meget?" han så stille på ham nu han havde sat sig ned på sengen og han havde sådan en lyst til og røre ham, men holdt sig i skindet bare for at sikre sig, at han ikke gjorde noget dumt nu han var tilgivet og det gik temmelig godt. I hvert fald tydede det på Shawn ville med tilbage? Han smilede lidt og bed sig i læben og forsøgte og fange hans blik og ventede til han kunne se ham direkte i øjnene før han slap sin læbe igen. "jeg ønsker dig tilbage Shawn." hans stemme var rolig og mild.

[Deleted]

Shawn ønskede virkelig ikke at skulle fortsætte med at skændes med Brandon. Han havde nok fået forbandet mange muligheder serveret på denne måde, men det skulle virkelig også være realistisk i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. ”Ikke menneskelige? Hvorfor skulle vi ikke være menneskelige?” spurgte han en anelse uforstående, det var virkelig ikke noget som han kunne forstå. Nok var de ikke mennesker direkte, men de bar det jo stadig med sig på den ene eller den anden måde, udelukkende fordi at de var af de menneskelige racer som de måtte være – Han var warlock og Brandon var vampyr. Han lod hovedet søge let på sned. De ville vel alle sammen få det bedre, hvis de bare kunne snakke ud omkring det hele? I stedet for at skulle sidde her og være helt rundt på gulvet omkring det som mange sikkert ville anse som små og mindre bagateller? Han sukkede indædt og rystede let på hovedet. ”Alle begår fejl, Brandon..Selv du gør.. og jeg,” fastholdt han med en lettere stilfærdig mine, ikke at det var noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han sendte ham et ganske forsigtigt og stille smil. Han prøvede virkelig at skulle sørge for, at det ikke kunne misforstås, for han ønskede virkelig ikke at udsende de forkerte signaler på nogen måde. ”Det kan jeg da forstå.. Jeg må bare være sikker på, at du har lært,” sagde han stilfærdigt.

[Deleted]

Han så roligt på ham. "Vi er menneskelige...med handlinger og sådan, men ikke af race..det var det jeg mente.." han kløede sig lidt på armen med et skævt smil og kunne godt se han måske havde fået sagt det så det let kunne fortolkes som noget andet end det han mente. Han havde bare ikke lige tænkt over sine ord før de var kommet ud. "men..ja.." han sukkede let. "Jeg vil ikke begynde og snage eller noget om hvilke fejl du har begået. Det vedkommer ikke mig hvilke ting du foretog dig førhen. Jeg vil bare være glad for det hvis du i det mindste vil overveje om det er værd og tage med tilbage. Huset er så tomt og stille nu du er væk må jeg indrømme. Jeg er vant til der er så stille og har altid levet alene stortset. Men..efter du har været der så er det som om jeg vil have det på modsat måde end hvad jeg før har haft. Jeg vil have du er der. At jeg kan snakke med dig om ting og dele oplevelser med dig. At komme hjem og vide du enten er der eller kommer." han smilede let. "Det er rart med en ven i sit hjem. En jeg kan snakke med og føle mig tryg hos. En jeg føler mig knyttet til.." han bed sig lidt i læben. Forsøgte og holde mund og stoppe sin talestrøm før han talte over sig og måske sagde noget som kunne ødelægge alt. Noget tåbeligt som måske skræmte Shawn væk igen nu han endelig virkede til, at ville tage med tilbage. Sådan halvt i hvert fald. Han så lidt ned og så op igen og mod ham. Han ville jo bare så gerne i det mindste kunne have ham tæt på. Omend bare som venner. Det betød også noget. Det betød meget. Det var der slet ingen tvivl om fra Brandon´s side af og han håbede bare, at Shawn også vidste hvor vigtig han var. Var meget han betød nu de kendte hinanden.