jeg går vor min vej før hen

[flint]

det var hen på aften solen var ikke gået ned det hadet værte lidt af en blæse vær i noget tid men det kunne flint godt over leve med han hadet sin takse side på rykken mens hans våben sad krys over taskdeen sår han var klar til af slå igen vis der var nolge mensker der ikke var sår søde i mod ham det lyste hår skinde meget og det glade smil var da også frammen han viste ikke om der var noget som kunne gå galt i dag flints blik så stille op mod solen og tænket " det må vær spise tid " sår han satte sig hved et sted vor man kunne spise meget af det var nyt for ham for han hadet ikkr ragtit værte uden for skoven før han smilet til fras med sig selv og spiste lidt af sin mad * hå ja sår sider man her og spiser gad vide vad der ville ske i mit liv * flint kunne ikke ragtit komme i tanke om nolge steder han ville hen i nu flint fumlet lidt med sin mad og det det var pakket ind i han ville ikke hjem nu føst når han hadet set allle steder og måske fundet sig en kærste måske han grindet lidt hved tanken om det men han kunne vel lige sår godt få det beste ud af det jo ind af selt ikke af få noget flint to en bid af en hånd mad det var lidt varmt men det to han sig ikke af han nød det skam for aldt i hans liv kunne han bruge

[ana]

Hvis der var noget hun elskede, så var det at danse rundt på engen, nyde alle de forskellige blomsters dufte og specielt ved omkring aftenstid hvor der kom dug på græsset og følelsen af de bare tær der blev lettere fugtige kildede, men havde stadig en rar følelse. Den hvide kjole hang stor omkring hendes krop, men sad tæt ved hendes overkrop. Først kunne hun godt ligne en fin ung kvinde, men når man kom tættere på kunne man se hun ikke var det, skønt hun var en smuk kvinde. Hun dansede rundt i græsset og mærkede alt liv omkring sig, hun vidste godt hvor hun var, hvad tid det var og hvem der var omkring. Selvom hun havde følt i jorden at der var en i nærheden, lod hun som ingenting og dansede rundt. Hun begyndte at le, et kærligt og glædesfyldt grin, som fyldte hele engen. De helt levende og smukke lysergrønne øjne så rundt som kunne hun se. Man kunne ikke se på hende at hun var blind, fordi hun havde trænet sig selv så meget som hun havde.

[flint]

flint sad bar og nød sin mad det var lang tid sinden han hadet foget noget flint hadet gåete i 2 tage unden stop sår han bar både træt og sulten men han viste ikke hvad vor han skulle sove han spiste bar vider men hørte nu en latter han fik gøse hud han sukket lidt han var blivet forstyrte i sin mad men han måtte jo også spar han raste sig igen og to sit svær op som skinde af solen flint kunne føle noget var det en kvinde ja det var for flint så henden han stod helt stille og kunne mærke et hjerte banke løs selv var han 200 år gammel men det kunne man ikke se på ham for hendens øjen ville han nok vær 20 19 år han sank en klump det var som om hans slime hætte bliv fuldt med spødt og han kunne ikke træke værte overhovet han så lidt ned af sig selv og på sit ar han kunne ikke lide af sår smuk en kvinde ville snakke med sår en som ham * pokkers også gid jeg kunne snakke med henden * han satte sig ned hved træte og så lidt på hun danset det var måske dumpt af have føsler for en han kun lige hadet set han vente hovet og sukket lidt sår han leget han med sine hender sår der kom små lys kuler ud af dem og leget med em

[ana]

Anasuya stoppede med at danse og begyndte at samle blomster, hun duftede til hver og en af dem hun plukkede, hun smilte sødt og lukkede øjnene. Et nydende suk af de dejlige dufte gjorde hende helt salig, hun stod med favnen fyldt med blomster og kunne virkelig ikke andet end at smile. Det utrolige lange røde hår blev leget med af den legesyge vind, duften af gran der hang i hende nåede vidt omkring, ingen tvivl om at hun var fra skoven af. Roligt begyndte hun at nynne, finde på nye sange og se om det ville virke. Hun glædet sig til at skulle spille på kroen i Manjarno og håbede på at komme med en lidt gladere sang efter alle de deprimerende i Dvasias. Hendes blide stemme blev kun ved med at nynne der ud af, der var virkelig intet bedre.

[flint]

flint kikket længe på henden og forstod nu af han måtte gør noget for af få hendens op mærksom hed han fadt en smuk rose og fortyldet den sår den ville fluve hen til henden lige for and hendens næse han håbet på af hun ville op dage det han smilet glad og hans blik så bar hen på henden unden nolge tøven trøtte han et skridt fram og sage " du synger godt " svagt han stod stade der vor han var flint viste ikke ragti vogen han skulle gør det her men han hadet da gidet sig til kende over for den smukke kvinde han stod stade og vente på af få lov til af gå tætter på * hvad pokker ville hun med sår en som mig hvad pokker skulle hun snakke med mig overhovet * han var klar over af hun måske var lidt af en ande tybe og flint hadet foget fortalt af mange kvinder kun var ude på en ting af og til men flint måtte se det