Another Meeting?

[shade]

Shade havde jagtet denne vampyr hele natten. Han var knap så hurtig som den, grundet til at han var halvblodsvampyr, men stadig kunne han holde trit med den. De var nået til Parken, og de sprang fra træ til træ, med lynets fart. Vampyren gjorde et hårdt spring ind mod et træ, for blot at støde hårdt ind i Shades mave med sin albue, hvilket fik ham til at falde til jorden med et smertende støn. Han tog sig let til maven, hvor han var blevet ramt, inden han så op på vampyren, der var ved at slippe væk. Han kom lynhurtigt op på benene igen, inden han brugte sine iskræfter, det var sjældent, men han blev tvunget til det. Han skød små sylespidse istapper efter vampyren, og den ene istap røg igennem vampyrens ben, så han faldt til jorden igen. Shade kom hurtigt hen til vampyren og smilede koldt ned mod ham. Det var rart at være ved sit gamle jeg igen, ikke noget blødsødenhed! Det kolde smil spillede ud i et ondt og kynisk smil, imens hans blikke blev hårde og nådesløse. Han betragtede den sårede vampyr, der vred sig af smerte. ”Og nu skal du dø,” sagde han med en stemme så koldt, at den kun indikerede ondskab. Han trak sit samuraisværd og stak det igennem vampyrens ryg. Han ville have ham til at lide. Vampyren skreg af smerte. Nok var de ganske udholdende, men at få et sværd gennemboret i sin krop, det var noget som gjorde ondt så det battede! Han vred sværdet i ryggen på vampyren, inden han nådesløst trak det til sig igen. Vampyren stønnede smertefuldt, og prøvede at kravle væk fra Shade, men inden vampyren kunne nå at gøre noget, stak Shade sit samuraisværd igennem vampyrens hjerte, hvilket fik ham til at gå op i aske. Han satte samuraisværdet tilbage i dets skede, inden han roligt lænede sig op af det nærmeste træ. Natten var ved at være over. Og han følte at han et sted, at han gemte sig. Gemte sig for den han var. Han var forvirret og spillede hård og kynisk, men han vidste at det blot var en facade.

[dea]

På træbænk sad Dea og nød udsigten over parken, hun sukkede stille og smilte under den sorte smukpyntede maske. De isblå øjne så to væsner i en høj fart løbe rundt, den ene jagtende efter den anden, det rørte hende ikke det mindste, for hvis de skulle afbryde hende i hendes beundring af naturen og den kommende solopgang ville hun blive hysterisk. Den hvide kappe dækkede hele hendes krop, hætten var slået op og det var egentlig kun hendes øjne man kunne se som altid. Dog havde hun en dejlig følelse af at være som født på ny. Ind imellem tænkte hun på Shade, det var et par dage siden de havde mødtes og følelsen af at være nær en ven savnede hun ret meget. Dog prøvede hun så vidt muligt at glemme alt om det, selvom en hver detalje fra den nat sad printet i hendes sind som en dejlig og lidt fjern drøm. Endnu et suk kom fra hende, et fredfyldt og lettet suk, der blev igen stille og kun lyden af et sværd der gled ned i sin skede nær hende hørtes. At det faktisk var Shade der var i hendes nærhed havde hun slet ikke ænset, hun havde travlt med at se på naturen og så i retningen af hvor solopgangen ville være. Det var den eneste grund til hun var her, for at se solopgangen. Dea huskede ikke hvornår hun sidst havde sovet, det føltes som en evighed, men hun var ikke træt endnu. Vinden tog blidt fat i træer og fik bladene til at spille en sidste aftensang, det var meget beroligende og fik blide tanker til at strømme frem.

[shade]

Shade sukkede ganske roligt, imens han lænede sig op af det nærmeste træ. Han nød den blide vind, der kærtegnede hans ansigt. Det var dejligt beroligende. Han vidste ikke hvad der skete med ham for tiden, og det irriterede ham. Dea blev ved med at dukke op i hans hoved. Han så let rundt og fik øje på en person, der sad på en bænk ikke så langt væk fra ham. Nu så han altså også syner?! Det rablede virkelig for ham! Ikke nok med at hun dukkede op i hans hoved, nu begyndte han også at forestille sig hende. Det troede han da, indtil han faktisk fandt ud af at det var hende, som sad hende på bænken. Skulle han hilse? Han havde faktisk fundet hende, eller stødt på hende. Det var nok ikke ligefrem det som han havde regnet med. Men hun sad der, i egen høje person. Det bedste ville vel være at gå igen? Så skete det samme ikke igen, men hvad nu hvis hun allerede havde hørt ham? Eller set ham? Det ville være tåbeligt så, plus han ville gøre sig selv til grin. Han kunne vel ligeså godt hilse? Der var jo ingen der sagde at hun blev tvunget til at blive. Med et stod han bag hende, for de fleste ville det se ud som om at han forsvandt og så dukkede op, men han bevægede sig egentlig blot så hurtigt at øjet ikke kunne følge ham. Han stod bag hende, lod sit hoved lydløst søge ved siden af hendes, inden han roligt lagde armene omkring hende, imens han sagde: ”Nyder man solopgangen?” Han lænede sig roligt op igen, så han blot stod bag hende, imens han betragtede horisonten, hvor solen ville stå op, om ikke så lang tid.

[dea]

Det gav et sus i kroppen da hun mærkede en stå bag hende, hun fik et chok og skulle til at forsvare sig, men da hun mærkede hvor tryg hun var ved vedkommende, blev hun som lam. Roligt blev hun siddende og så ud for sig, var det virkelig ham som havde løbet rundt efter en? Slået en ihjel? Næsten lige ved siden af hende. Dea smilte ved lyden af hans stemme, det var som en lille drøm der gik i opfyldelse, at han var her og at han kontaktede hende. Armene som han havde lagt op hende fik hende til at holde vejret indtil han rejste sig igen, hun hev kort efter vejret og rødmede under masken af sin fjollede opførsel. "Mmmm." Lød det bare fra hende, med en blid tone. Mon han ville sætte sig? Nej, det var nok en dårlig ide at han blev, at hun blev. Skulle de virkelig igennem al den benægtelse igen? Nej ikke denne gang, hun havde alligevel tænkt på ham, så hvorfor benægte noget? Hun kunne jo faktisk godt lide ham, som det første væsen i meget lang tid. Dea bed sig i læben og blev helt underlig tilpas, hun havde jo gjort som han forslog, hvilket betød hun ikke lignte den Dea han havde mødt, men den gamle Dea fra før branden. Hun så ud over den smukke natur og så hvordan himlen blev lysere, mere rødlig og orange. Det var smukt, et syn som hun måtte nyde utroligt meget, duggen på græsset blev tydligere og glitrede smukt, luften blev det mere fugtig og alt kunne duftes tydligere.

[shade]

Et sted var Shade faktisk glad for at han havde mødt hende igen, og så et sted hadede han hende for at være her i parken. For et sted havde han heller ikke lyst til at møde hende igen, for det var hende som var årsagen til at han følte som han følte, og han vidste faktisk ikke helt hvad han følte, og det frustrerede ham et sted. ”Må jeg sætte mig?” spurgte han roligt, vel egentlig blot for at være høflig, for inden hun kunne nå at svare, greb han fat om ryglænet på bænken og sprang over på den anden side for at tage plads ved hendes side. Han betragtede hende ganske roligt. Hun havde åbenbart endnu sin maske. Han greb roligt fat om hendes hvide hætte, som han også roligt trak af hende. ”Gemmer du dig nu igen?” spurgte han roligt, og alligevel i en lettere drillende tone. Nu gjorde han det igen! han opførte sig helt vildt underligt! Det irriterede ham et sted. Og det var alt sammen hendes skyld! Men han kunne alligevel ikke lade vær. Han var alligevel glad for at han havde mødt hende, og et sted så kunne han godt lide det han følte, men det var nok ikke noget som han ville indrømme. Han var kold og ond, og så på et enkelt møde havde hun fået ham til at ændre sig på næsten et splitsekund, og det var virkelig noget som var frustrerende. Men så igen, han var faktisk glad for at han havde mødt hende igen, for det var jo ikke fordi han havde haft det dårligt i hendes selskab, nej tværtimod faktisk. Han havde nydt det.

[dea]

Et suk kom fra hende, hun nikkede stille og tog en dyb indånding af den friske morgenluft. Det var en skøn følelse, sådan en morgen blev man aldrig træt af at opleve. Et sted følte hun sig født på ny hver dag, som duftede hun det hele på ny, så det hele på ny. Hun skulle lige til at nikke, men mærkede ham hoppe over for at sætte sig, hun så stadig bare ud for sig og smilte under masken. Da han trak ned i hendes hætte drejede hun langsomt hovedet mod ham, hun så ham i øjnene og hævede det ene øjenbryn. "Havde du overvejet jeg faktisk godt kan lide at have masken på?" Spurgte hun drillende og tog sit hår op fra under kappen, hun kørte en hånd igennem det og rystede det let. Shade føltes mere og mere som en ven, en rigtig god ven, en ven der kunne drilles og snakkes med. Han havde hjulpet hende med et ret stort problem, nemlig hendes førhen helt forbrændte ansigt. At have en enkelt ven kunne vel ikke skade? Tiden kunne have ændret det og måske var hun bare for en gangs skyld så heldig i livet, at hun var blevet tildelt en alle tiders ven. Dea havde glemt sit sværd og havde kun sine knive siddende omkring, hun måtte have fundet sit sværd, men det ville nok ikke være så svært. "Vil jeg vide hvorfor du endte vampyrens liv?" Spurgte hun så, lettere nysgerrigt. Selvom det ikke kom hende ved, var hun meget nysgerrig, det var trods alt hende der havde hørt vampyrens sidste skrig inden asken blev spredt med vinden.