after the sun is gone

[pacman]

Mørkets skov, som navnet tydligt sagde var det mørkt. De grenene fra de næsten døde træer skabte en masse skygger på jorden. Der var intet liv at høre rundt i skoven, ingenlyde, bare stilhed. Her i denne skov var der en lysning. Stedet hvor warlocks mødtes til rød og ritualer. Dødens cirkel. Der var ikke mange der turde krydse cirklen ud over warlocks. Og der var slet ikke nogle endnu der var sluppet godt fra det.
Seth sad inde i cirklen og læste i en af hans mange bøger. Den ene ting var at skulle lære de mange magi'er der findes i verden, det andet var at skulle huske dem alle. Og ud over det skulle man jo være kreativ med sin magi. Men lige meget hvor dygtig man var kunne man ikke slippe uden om at læse i sine bøger igen. Med mindre man ønskede at ens magi skulle vende sig imod sig selv. En ting Seth havde prøvet og ikke agtede at prøve igen.
Seth stav lå kun en armsbredte fra ham klar til at blive samlte op. Seth var som altid overvågen over for cirklen. Warlocks havde fri adgang som de ønskede men alle andre var mere det der nagede hans sind. Men det gjorde det altid mens han var her. Kun få havde vist den frækhed at irritere ham, og en af dem var desvære Joshua.. Dødsengel var bare dybt irriterende til tider. Men igen endnu en byrde man måtte leve med.. Men hvis det forsatte måtte han desvære vise dødsengelenes leder hvor grænsen gik.

[erin]

Fare, og adgang forbudt, var aldrig rigtig noget der havde påvirket Erin. Mange ville måske nok føle sig kloge, og gå en stor bue uden om Den Mørke Skov, ligeså snart mørket faldt på, men af og til virkede det som om varylen med vilje opsøgte farer. Hun var da også af og til blevet anklaget for at være et af de mest irriterende, og provokerende væsner der havde sat sine ben i verden, en ting hun blot kunne le af. Man havde jo kun det sjov man selv lavede, og der var jo ingen grund til at gå rundt og kede sig.
Erin havde efterhånden været i Dvasias et par dage nu, og havde opholdt sig lidt i Rhimshia, hvor hun havde tjent et par gode håndører, ved at lette lidt på folks lommer, eftersom, når hun var i humør til det, elskede udfordringen der lå i, at stjæle fra andre, uden selv at blive opdaget.
Denne aften, havde hun dog mere haft lyst til at gå på opdagelse i skoven, eftersom Kahn, hendes store løve, havde brug for at jage, og derfor befandt sig, et eller andet sted ude i skoven. En enkelt kan var hun ret sikker på at hun kunne høre et af hans massive brøl, og havde på fornemmelsen at han havde nedlagt aftnens første bytte. Det var vel godt for ham, og imens kunne Erin bare gå videre. På grund af hendes mørkedæmon gener, havde hun intet problem med at se sig omkring i skoven, selvom der ikke var særlig meget at kigge på. Døde træer hist og her, men ellers ikke noget spændende, en ting der begyndte at få hende til at kede sig. Hun sparkede kort til en sten, der lå på den lille sti hun fulgte, og fulgte stenens vej ind imellem træerne med blikket, indtil hun anede noget der lignede en lysning. Det var vel værd at undersøge, og langsomt begyndte hun at gå tættere og tættere på, uden rigtig at tage hensyn til om hun knækkede grene under sine fødder, eller fik blade til at rasle.

[pacman]

Seth sad roligt omslugt af roen. Det eneste han kunne høre var de lyde hans bog lavede da han bladrede. Dog med et kom der et brøl ude fra skoven der fik Seth til at rette sig op og lade sit blik søge ud i skoven. Det var bestemt ikke normalt at der var sådan lyde inde fra skoven.
Seth's hånd havde allerede fundet hen til hans stav, han regnede næsten stærkt med at det var Joshua der igen var igang med sin respekløse humor. Ikke lige noget Seth var i humør til.
Seth hørte så de små grene og kviste der knak da noget tydeligvis trådte på dem.
Nej det kunne ikke være dødsenglen, han lavede aldrig sådan lyde. Det var nogle andre, men hvem var respektløs og modig nok til at bevæge sig så tæt på cirklen. Eller måske ikke modig, blot dum, man vidste aldrig.
Seth kom op på benene ved hjælp af sin stav og vandrede roligt imod lydene. CIrklen var endnu ikke blevet brudt af nogle. Det var da i det mindste en god ting.
Seth kunne begynde at kunne skimte en person der kom nærmere lysningen.
"Jeg håber de har en god undskyldning for at forstyrre" lød Seth stemme hæst men stadig højt ud over skoven. Hans stemme var fuldkommen mørk og noget truende. Det plejede normalt at skræmme de fleste der kom væk.

[erin]

Erin havde aldrig været let at skræmme. Egentlig havde hun aldrig været rigtig bange i sit liv. Måske engang imellem når hendes lysvæsen tog over, men i øjeblikket var det mørkt, og derfor var det hendes mørkedæmon der stod stærkets. Der var også en anden ting, der virkelig trak hendes mørke side frem, eftersom hun kunne mærke at der var en kraftig mørk magikilde i nærheden. Selv anså hun sig som den stærkeste magiker i verden, selvom det nok langt fra var sandt, eftersom der var mange stærke magikere derude, og fordi hendes magi desuden var ret vild og utæmmet. Hun havde godt nok en hvis kontrol, men eftersom der var en konstant kamp imellem lyset og mørket i hendes blod, kunne der af og til godt ske uventede ting, når hun brugte sin magi.
Ting som privat ejendom, var en ting Erin altid havde skidt højt og flot på. Hvis ting ikke tilhørte hende, tilhørte de ikke nogen. Det var også derfor at hun ikke havde noget problem i at stjæle, en ting hun egentlig var ret god til, eftersom hendes bløde læderstøvler, og hendes smidige krop, kunne færdes nærmest lydløst, hvis hun altså havde lyst.
Erin kiggede op, og kneb kort de blågrønne øjne sammen, da hun hørte en stemme igennem træerne, og fik kort efter øje på en mand, der stod i udkanten af lysningen. Så skoven var altså ikke helt forladt. Et let smil gled over hendes læber da han spurgte om hun havde en god undskyldning for at forstyrre.. Egentlig ikke, eftersom hun sjældent gjorde noget, med en god undskyldning, og kun meget sjældent undskyldte.
"Egentlig ikke.." Sagde hun og trak på skuldrene, mens hun gik tættere på, og mærkede kræften fra den mørke magi, mens hun langsomt kom tættere og tættere på. Ganske vidst var magien fremmed, som om den ikke passede til hende, men hun kunne mærke ondskaben og mørket i den. "Det er et underligt sted.. Mørket drager os til det." Sagde hun, mest af alt til sig selv. Erin vidste ikke helt hvorfor, men hun havde altid omtalt sig selv i flertal, som man ellers kun hørte de fine adelsfruer gøre det, men inderst inde var det jo også det hun var.

[pacman]

Seth sukkede, endnu en dumdristigt person. Et mindre smil tog form på hans læber, det kunne vel godt gå hen og blive bare lidt morsomt alligevel. Alle burde vide man skulle holde sig væk herfra.
Seth gik stille og roligt ud af cirklen og stillede sig lige ved kanten. Han lænede sig lidt op af sin stav og holdte skarpt øje med kvinden der kom nærmere.
"De væsen af mørke, men stadig ikke væsen af mørke, dette sted er stadig ikke et sted for dem. De skal vide at vi warlocks ikke bare byder alle velkommen. De er skam blevet advaret nu. Alt her har en pris"
Seth var dybt alvorligt men der var stadig en tand af venlighed i hans stemme. Hvis kvinden opsøgte noget bestemt måtte hun betale prisen. Turde hun at bryde cirklen bag ham, måtte hun bestemt betale en pris..
Entelig havde han blot lyst til at lade hende betale noget for blot at have forstyrret ham i sit læserig. Hvilket han også havde til sinde at gøre hvis hun ikke var klog at vende om nu og blot at gå sin vej.

((sorry det blev kort, men skal ud af døren :/ ))

[erin]

Erin kunne ikke lade være med at smile da manden foran hende kom tættere på, og antastede hende som et væsen af mørke, og dog ikke alligevel. De fleste magikere der var i stand til at fornemme andres kræfter, endte tit med en dyb rynke i panden, når de prøved t finde ud af hvad Erin var i stand til, eftersom det ikke ligefrem var normalt at se en blanding af et lysvæsen, og en mørkedæmon, eftersom det normalt var to væsner der afskyede hinanden som pesten. Men det var på den anden side også rart at være et mere eller mindre unikt væsen, så der ikke var en eller anden der kunne rende rundt i hendes skørter, og vide hvordan hun gjorde dit, og hvordan hun behærskede dat, for sagen var at Erin ikke havde den store kontrol. Hendes magi var vild og utæmmet, og tæt bundet til hendes følelser. Hun kunne bruge dele af den af egen fri vilje, men hun kunne stadig først slippe sin fulde kraft fri, når hun var i kontakt med sine stærke følelser.
"Vi er ligeglade med, om I byder os velkommen.. Intet i denne skov er jeres, såvel som Vores, så vi går hvor vi vil." Sagde hun, med et kort skuldertræk. Det var en filosofi hun havde lært af druiderne som hun var vokset op hos, og som hun stadig holdt fast i, eftersom naturen var sin egen, vild og utæmmelig, ligesom hende selv. Derfor fortsatte hun også blot videre, som om hun sked højt og flot på mandens advarsel.

[pacman]

Der var noget ved kvindens ord, der blot ikke gav mening i forhold til hvad hun virkede til at være. Seth kunne godt se igennem at hun var en blanding af lys og mørke, ikke noget han havde oplevet før. Men den tale, minnede nærmest om noget en druide ville kunne finde på at sige og ikke just en form for mager.
Druider og deres måder at se verden på, den var ulogisk. Trods de ikke just ville indse det måske var verden på det punkt hvor den blev inddelt i teritoriummer der tilhørte en person eller befolking.
"Der er det de tager fejl, denne cirkel tilhøre os warlocks.. Prøver de at trodse den så må de tage de følger der kommer ud af det" sagde Seth roligt. Han gad ikke skulle prøve at fra tale en der så verden som en druiede om ikke at skulle gøre som det passede hende. Det var umuligt, så skulle det være med tvang. men tvang det var da tiltalende. Men det kunne da blive sjovere hvis hun gik ind i cirklen.
"Men stadig er det mit ansvar at sørger for det ikke sker" Seth stemme var blot mørk, og der var ingen tegn på følelser.
Han rettede sig lidt op, samt og så rettede lidt på sin stav, og et par runer på toppen af staven begynde at lyse op med et lille rødt skær og der hvor enden af staven hvilede på jorden begynde der stille og roligt at komme en sort røg op ad jorden.