A new place..

[Deleted]

Det var ved at nærme sig aften og folk var begyndt at skulle søge væk og hjem over nu hvor det var ved at nærme sig tiden for nattens væsner at ksulle komme. Castiel stod på rad og række sammen med alle mulige andre af hans egen slags - Slaverne. Bundet på hænderne og stillet som til udstilling. Castiel stod der som en af de få som ikke stod med hovedet hvilende i jorden. Han så ikke nogen grund til det, heller ikke selvom han stod der i samme tilstand som alle andre. Han havde selv været offer for slag, han havde ikke de værste mærker, selvom det nu var noget som var skjult af hans klæder, for han havde i den grad været den type som ikke rettede sig efter slavehandleren! Vingerne sad i en kraftig lås, som gjorde at vingerne ikke kunne brede sig. Det var tydeligt at se, at alt form for muskler var væk, selvom han ikke så ud til at være det mindste genert af det. Slavehandleren prøvede at kalde folk til sig, bare for at vække en lille interesse. De stod der i alle klasser og aldre, helt ned til de unge til de halvvejs gamle som alligevel var tæt på at kradse af uanset hvad man gjorde. Castiel stod blot og himlede med øjnene. Det var jo det samme hver eneste gang og han endte jo konstant med at komme tilbage fordi han blev smidt ud af familen og endt tilbage her. Det skete jo hver eneste gang uanset hvad han gjorde ved det! "Er du færdig snart?" spurgte han kortfattet mod slavehandleren. Slavehandleren vendte sig mod ham og svang pisken direkte over hans ryg, hvilket fik ham til at gispe let. Det gjorde ondt når det slog over de mange gamle slag som han allerede havde fået. Han bed tænderne fast sammen og prøvede igen at rette sig op. Han tav endnu en gang.

[liley]

Liley havde endelig fået lov til at forlade huset dog var det i selvskab med sin mand. hun hadede den tanke som pesten men der var intet at gøre. han holdt øje med hende. de gik stille arm i arm gennem rimchia city og han smilede til hende. "Vi skal have os en ny tjener i huset" hviskede han blidt til hende. hun nikkede blot og kiggede på slaverne. hun bed sig hårdt i læben da englen blev pisket og hun kiggede på hendes mand. "Gør dog noget! det der er babarisk!" hviskede hun og kiggede op på manden. han var flot men der var noget over ham, noget mørkt. hun gættede sig til at manden var dødsengel. "gør noget" hun kiggede bedende på sin mand og han nikkede. "Slavehandler!" sagde han højt og myndigt. slavehandlerede kiggede på ham og smilede så venligt. "interesseret i nogen?" spurgte han og fremviste slaverne. Lileys mand kiggede på dem men Liley kunne ikke vente. det var for babarisk. normalt sagde hun ikke noget til andre når de var ude men denne gang gik hun imod sin mands ønske. "Vi tager dødsenglen" sagde hun med rolig stemme. hun vidste at dette ville komme tilbage til hende selv senere men hun var ligeglad. manden kiggede vredt på hende men vendte sig så mod slavehandleren. "Vi tager ham" han pegede på dødsenglen og rakte manden nogle penge.

[Deleted]

Det sved som fanden over Castiels ryg, selvom det nu ikke var noget som han ikke var vant til fra før af, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod det som måtte ligne et lykkeligt ægtepar som havde stoppet slavehandleren i at skulle slå over hans ryg endnu en gang. Som altid, så var det ham som blev solgt. Direkte så han også ud til at skulle være den mest friske af dem som måtte stå her til stedet, så det var nok også derfor? Der skulle jo trods alt også meget til før en dødsengel ville reagere på smerte og det var heller ikke noget som han var et undtag af. Han blev hurtigt kappet af den række af slaver og skubbet frem idet at slavehandleren fik sine penge. Han forblev stadig tavs, selvom det var klart at han virkelig var vd at koge indvendig. Han var stadig en mand. Han var faktisk et levende væsen! At det var kvinden som havde udpeget ham, var slet ikke noget nyt for hans vedkommende. Det var et sted noget som han vel bare var vant til på en eller anden måde? At det var kvinden som valgte? Det var jo trods alt også dem som det gik ud over når han først endelig kom igang. Han trak vejret dybt og sendte hende et ellers let og charmerende smil, inden han vendte sig mod sin nye herre. Han vidste dog udmærket godt hvordan han skulle opføre sig. Hænderne stod stadig bundet og med den lås over vingerne. Magisk på sit vis - Det var kun hans herre som vil kunne fjerne det - Nu i dette tilfælde så ville det være Liley eller hendes mand. Han rettede sig op. "Til Deres tjeneste, Herre.." sagde han roligt, som havde det været en indøvet sætning som han efterhånden var så forbandet træt af, at skulle sige igen og igen.

[liley]

Liley havde kun udpeget ham af en eneste grund. hun havde ikke kunnet klare at se ham blive pisket, hun ville ikke se på det mens hendes mand valgte. det at han var flot var en detalje hun absolut ikke havde skænket en tanke. hun vidste at hun havde været ulydig og at dette ville blive straffet når hun kom hjem. Normalt var hendes mand god og blid ved hende men på det sidste var han begyndt at blive mere og mere hård. måske var det fordi hun nægtede at skænke ham et barn men hun følte sig ikke klar endnu. tankerne ffor rundt i hovedet på hende mens hun kiggede stille frem for sig. at deres nye tjener smilede charmerende til hende opfangede hun end ikke. hun tænke blot på hvad der ville overkomme hende senere for hendes ugerning. Manden betraktede sin nye tjener og nikkede så annerkende. "Liley vi skal hjemad nu min kære med vores nye tjener" sagde han roligt og tog Liley under armen og gik med hende mens han blot med et hovedkast fik dødsenglen til at følge efter dem. "Det der var meget dumt gjort min kære. meget meget dumt." hviskede han koldt til hende. Lileys blik søgte i jorden mens hun mærkede bladet af en kniv mid den side som var indad mod ham. hun vidste at hun ikke måtte vise smerte når de var ude. han var en ond mand. hun havde vidst det længe og hun hadede den tanke at hun ikek var sluppet væk fra ham endnu. hun mærkede kniven borer sig ind i hendes side og enkelte tårer trillede ned af hendes kinder, kniven var ikke så lang så den ville ikke gøre stor skade blot påføre godt med smerte på deres gåtur hjem.

[Deleted]

Castiel blev blot stående. Denne procedure kendte han godt efterhånden også selvom han vidste, at der uanset ikke ville gå særlig lang tid før denne familie ville smide ham ud. Det var jo sådan absolut alle steder hvor han endte. Istedet for at give ham piskeslag, så blev han kylet ud. Det var jo også grunden til at han havde den lås fæstet til det yderste vingeled. Han havde ikke kunne brede vingerne siden han havde været ganske ung.. og det var efterhånden ved at være mange år siden. Hans blik søgte direkte til manden da han kom kvinden i møde. Han kendte ikke deres navn eller noget som helst, selvom det nu og da ikke just var det som han ville tænke mest over lige netop nu. Det skulle nok komme når de kom hjem. At han blot blev vinket med, så gik han roligt efter. Hænderne var stadig bundet foran ham, selvom det nu ikke var noget som han tog sig af. Det var vel hans plads i dette samfund? Selvom det på ingen måde, var noget som han måtte prise sig lykkelig for. Han kunne virkelig ikke fordrage det! At kvinden på sit vis måtte vise smerte i den form af udstråling som han kunne fornemme, var noget som han tydeligt måtte mærke sig af. Som en dødsengel, så nærede han sig jo på smerte på sin ganske særlige måde. Han vendte blikket mod dem. At de gik arm i arm, som et hvert andet lykkeligt ægtepar, bed han virkelig bare i sig for nu.. for alt hvad han vidste, så kunne det jo være en facade udover? Han fnøs bag mandens ryg og vendte blikket roligt omkring sig, som skete der absolut ingenting. "Er De okay frøken?" spurgte han roligt efter et lille stykke tid. Smerten kunne han jo fornemme.. det var jo som en næring for ham som han ikke havde fået i forbandet lang tid.

[liley]

Det gjorde ondt! Liley sagde dog intet. hun stirrede sig bare ligefrem og holdt det inde. hun kunne intet andet gøre uden at det ville blive meget meget værre. Stille hostede hun en enkelt gang og bed sig i læben mens hun blot kiggede på sin mand. Hun vidste ikke hvad han var så vred på hend eover, ikke medmindre der var nogle af deres tjeneste folk som havde fortalt ham at hun søgte ud når hun ikke var hjemme. hun hørte hvad deres nye tjener sagde men svarede ikke. "Hun har det helt fint" svarede hendes mand for hende. hun havde ikke tilladelse til at snakke, det måtte vel efterhånden være tydeligt. "ikke min kære" manden vendte blikket mod hende og smilede roligt. "Jo" hviskede hun og gav et lille smil hvorefter hun kort vendte blikket mod ham i en kort bøn om at han bare skulle lade være med at nævne sådan nogle ting. blikket vendte hun fremad igen og blev bare ved med at gå. hun sagde ikke mere til hverken hendes mand eller deres tjener. ligenu ville hun bare hjemme så hun kunne få kniven ud og forbinde såret.

[Deleted]

Det var dog tydeligt for Castiel, at alt bestemt ikke var i skønneste orden. Hvilken form for hjem som han nu skulle ende i, havde han heller ikke nogen tvivl om, men denne mand havde han allerede formået at skulle danne sig et temmelig ubehageligt billede af. Han kneb øjnene let mistroisk sammen. Han fortsatte bare at følge efter. Det var jo heller ikke fordi, at han havde meget andet valg. Hænderne bundet og vingerne var så at sige fuldkommen ubrugelige! Blikket som han blev sendt, var virkelig bare en bekræftelse på, at alt bestemt ikke var i orden. Han kunne se den smerte i hendes ansigt og han kunne fornemme den på sin egen krop. Den nærede sig jo på det. Hun havde ondt og han kunne tydeligt fornemmme det. Et lykkeligt ægtepar, det var det bestemt ikke! Ingen tvivl om det. Han trak vejret dybt og valgte pludselig selv, at skulle søge helt op ved siden af manden, som havde han været på ligefod med dem, hvilket han godt vidste, at han langt fra måtte være! Han havde taget hendes bøn til sig. Han ønsket jo heller ikke, at hun skulle have mere ondt end godt var. "Nå, er vi snart fremme?" spurgte han roligt, som havde han været et utålmodigt barn på en længere tur sammen med sin mor og far og bare var træt af at vente. Selv på hans egen krop, var det tydeligt, at han havde været offer for forbandet mange slag og tæsk, så var det intet som påvirket ham det mindste lige netop nu. "Jeg mener... jeg har været tvunget til at stå op mere eller mindre hele dagen.. og nu tvunget til at gå.. der er vel ikke langt?" afsluttede han roligt og med et sigende hævet bryn. Manden havde han dog klart ingen respekt for, selvom han kaldte ham ved den flotte titel.

[liley]

Liley var lykkelig for at englen havde valgt at droppe emnet. hun ville virkelig ikke have flere problemer end hvad godt var og det kunne han let give hende. hendes mand derimod skulede til Castiel da han valgte at søge op på deres side. han lyttede til hans ord og betraktede ham lidt. "Der er ikke så langt endnu selvom længde er relativt" sagde han blot og fortsatte ufortrødent fremad. han holdt stadig Liley fast under armen og hans blik vendte sig mod hende. det var tydeligt at han lydløst prøvede at få hende til at gøre noget for ham men hun ænsede det ikke selv. hun gik bare og konsentrerede sig om ikke at afsløre smerten. De gik noget tid endnu indtil de kom til et halvstort hus. Manden slap Liley og elv søgte hun indenfor mens manden vendte sig mod Castiel. han hev en kniv frem og skar rebet om hans hænder op. "Du kan fik gå rundt i huset og på området her men forlader du stedet uden tilladelse sp bliver det værst for dig selv!" sagde han i et truende tonefald. "og hvad er dit navn knægt?" Manden vendte sig kort om før han kaldte på en af knægtene fra den nærmeste stald og bad dem bringe hans hest. han havde nogle ærner han skulle inden han kunne slappe af. "nå?" spurgte han utoldmodigt og stirrede på Castiel.
Samtidig havde Liley søgt ind på et lille værelse som var helt hendes eget. hendes mand sendte hende som regel derind når han ville straffe hende ved at de ikke var sammen men disse stunder var nærmest de bedste hun havde. Hun havde taget et vandfad med varmt vand ind, et stykke stof og så nogle forbindinger. hun måtte få den kniv ud. hun lukkede roligt døren efter sig og smed kjolen, så længe hun ikke bevægede sig elelr rørte ved kniven kunne hun ikke mærke den, dog vidste hun at den måtte ud. hun bed sig i læben hvorefter hendes ene hånd greb om det lille skaft og trak den ud. det gjorde forfærdelig ondt og tårerne begyndte øjeblikkeligt at trille ned af hendes kinder. hun greb fat om stofstykket og holdt det for såret i håb om at stoppe blødningen. Hun stod halvnøgen mens hun gjorde det da kniven havde sidet i hendes overkrop. dog regnede hun ikke med at der ville komme nogen ind.

[Deleted]

Castiel kunne dog godt tage lidt hensyn til andre, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet og det at hun virkelig bare direkte måtte bede om at lade emnet ligge, så havde han vel heller ikke noget andet valg. Han kendte udmærket godt til sin plads i dette samfund, det var der heller ikke nogen tvivl om og han vidste, at han lå under dem begge et sted. Han vendte sig mod manden, da han kom helt op ved siden af dem. Normalt var han valgt til et slag eller flere for at ende bag dem igen.. men ikke denne mand. En ganske forundrende tanke faktisk. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og nikkede så. "Passer mig perfekt," sagde han med en rolig og kortfattet stemme, som var det ham som skulle stilles tilfreds. Da de nåede frem til huset, tog Castiel det meget nøje i blik og uden at skulle se det mindste væk overhovedet. Han var dog alligevel tydeligt imponeret over hvad det var som måtte udspille sig foran ham lige for dette øjeblik, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han stoppet selv foran huset, da han blev tvunget til det. Kniven som fik hans reb omkring hans håndled fjernet, måtte han dog være taknemmelig for. Han tog håndleddene roligt til sig og ømmede dem roligt. Han vendte de mørke øjne mod ham. "Castiel Malanvri Dumaqi," præsenterede han sig med en rolig og kortfattet mine. Hans navn betød jo ikke noget som sådan. Det var jo bare et navn? Han vendte sig roligt mod manden igen. Hans direkte advarende tone, var slet ikke noget som havde haft sig det mindste effekt ind på ham på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han slog armene roligt over kors og så sig let omkring. Det var dog en temmelig stor grund af hvad han ellers var vant til at skulle opholde sig på. Det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Nu hvor det ser ud til at du skal søge ud.." Han vendte blikket mod hesten og med den samme rolige og sandfærdige mine. Han tiltalte ham ikke høfligt på nogen måde, det var noget som man selv skulle slå ham til at gøre.. Det var hvad han var vant til, det var der heller ikke nogen tvivl om. "Er der så noget jeg kan gøre?" afsluttede han roligt og stilfærdigt. Han stod der uden frygt, uden foragt eller noget som helst. Han ville egentlig bare gerne kaste sig i krig med det arbejde som nu end skulle vente ham på den anden side af disse døre. Mest af alt, så ønskede han faktisk at tilse den unge kvinde. Hun havde haft ondt.. meget ondt.