Im home x3

[max]

En lille familie, det kunne man vel godt kalde dem, selvom ingen af dem var af blod. Jo Ninfa var vel af Maricks blod, bare tanken om hans blod gjorde hende somme tider vild og hun måtte styre sig for ikke at overfalde ham. Hun havde været ude i nogle dage nu, hendes venlige sind havde gjort hun havde hjulpet en Djin til Manjarno, hun passede på ham og forsvarede ham. Det havde været nogle underlige og sjove nætter, men nu var hun kommet hjem igen og hun håbede ikke Marick havde været bekymret, eller måske var blevet vred over hun ikke havde meddelt hun ikke var hjemme i nogle dage. Selvom det var vel hende egen sag? Det havde taget nogle nætter at rejse hjem igen, hun ville gerne opleve lidt og det følte hun da også i den grad hun havde. Der var mange nye og sjove fordele ved at være vampyr og det benyttede hun sig flittigt af. Dog måtte hun da indrømme hun havde savnet Marick, hans smil, hans stemme og hans krop. Ninfa åbnede stille døren og listede ind, hun så sig lidt om og måtte på ny beundre hans hus, som nu egentlig også var hendes hjem, hendes tryghed og fundament lå her, både i huset og i Marick. Faktisk vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige, hun stod bare og tænkte lidt over hvordan Marick mon ville have det med at hun hjalp andre væsner på den måde, når de var af lyset.

[marick]

Marick var i gange med sin ynglings beskæftigelse, han sad nemlig i en blød rød lænestol foran kaminen med et glas vin i den ene hånd og en bog i den anden. Før han startede sin lille familie lavede han næsten ikke andet end at side i sin stol, men han havde faktisk undret sig over hvor hans lille familie var blevet af. Leah var sikkert ude i byen det kunne hun så godt lide men Ninfa havde været væk et stykke tid efterhånden, men han vidste han havde det godt. Han var overbevist om, at han ville kunne mærke det hvis der var sket hende noget. Hun havde det sikkert sjovt hvoren hun nu havde gemt sig. Han måtte dog indrømme at han savnede hendes livlige selvskab. Det var en af de bedste ideer han nogensinde havde fået, det var at konvertere et andet væsen til vampyrerne og han måtte indrømme han havde overvejet at gøre det igen. Hvordan Marick havde det med lys væsner var ikke så kompliceret. Han var rådgiver og spindokter til leje og han arbejdede derfor for dem der betalte ham og han holdte med dem der betalte ham, men lige for tiden var han arbejdsløs og han var derfor ikke direkte med nogen. Hvis der var lys væsner der var villige til at betale ham ville han holde med lys væsnerne og rådgive dem i kamp imod sin egen race, men det var nu meget sjældent at lys væsner hyrede mørke væsner som rådgivere i deres slag. Egentlig ville det være meget smartere at hyre en der havde været i kontakt med fjenden, men risikoen for at det var en spion var vel for stor

[max]

Ninfa sukkede lidt, hun havde kort tænkt på solopgangene og solnedgangene, desværre savnede hun det lidt, men mon ikke hun nok skulle overleve det? Natten var jo smuk. Hun tog sin sorte jakke af og hængte den på stumtjeneren, hun så ned på sine bare fødder og smilte svagt sødt, følelsen af det let duggede græs var rart, men her inde følte hun varmen fra stuen. *Så du er hjemme min kære.* Tænkte hun for sig selv og smilte charmerende, det smil forblev på hendes smukke røde læber. Roligt, elegante, lydløst gik hun mod sit værelse, her smed hun kjolen og lod en kåbe klæbe om hendes krop. I nat skulle hun bare være hjemme, Leah var her tydeligvis ikke, så Marick havde hun helt for sig selv. Ninfa var hurtigt nede i stuen hos Marick, hun havde sat sig i den anden stol som stod og hun var næsten i tvivl om Marick havde lagt mærke til hende, da han så ud til at være inde i sin bog, som var alt omkring ham forsvundet. Det morede hende lidt, han så sød ud som han sad der og læste. Hun lod det ene ben glide over det andet og kåben delte sig med det samme så hendes ben og lår var blottet. Den mørkerøde kåbe klæde hendes mørke hår og lyse hud, den var tynd, men dejlig blød. Hun sad og beundrede ham, det charmerende smil forsvandt ikke på et eneste tidspunkt og det sagde lidt om hvor glad hun var for at være hjemme, for at have noget at vende hjem til. Ninfa kørte en hånd igennem sit hår og var glad for hun havde fået blod, ellers havde hun godt nok været sulten og det mente hun ikke selv hun havde tid til. Kunne man andet end at føle sig heldig over at have ham for sig selv?

[marick]

Marick var dybt opslugt i sin bog som Ninfa havde gættet. Han havde det med et leve sig ind sine bøger når han sad og læste og han lagde sjældent mærke til hvad der skete omkring ham, hvis han sad med en bog hvor der skete noget spændene, som for eksempel et drama eller hvis bogen var midt i et slag, men da han hørte døren lukke sig lagde han rent faktisk mærke til det. Om det var Leah eller Ninfa vidste han dog ikke men han skulle nok finde ud af det. Mon ikke personen kom ind i stuen så snart hun var klar. Han sad og læste lidt videre mens han ventede og som han havde regnet med, kom personen ganske rigtigt ned i stuen til ham. Han så det var Ninfa og han smilte glad mens han kiggede ned i sin bog. Han havde set hun havde en smuk, tynd og rød kåbe på hvilket nok var tegn på hun ikke gik lige forløbig. "Det er rart at se lidt til dig" sagde han med en rolig og varm stemme mens han læste videre i bogen. Han havde tænkt lidt på hvor hun mon var blevet af, men som sagt så stolede han på hende og var overbevist om at hvis der skete hende noget ville han kunne mærke det. Efter lidt tid lagde han sin bog og smilte roligt til hende "Jeg vil ikke spørge dig hvad du har lavet for det skal jeg jo ikke blande mig i. Men jeg må da sige jeg har savnet dit selvskab" sagde han med en glad tone og kiggede roligt på hende

[max]

Et større smil fandt vej til hendes læber, hun så mod ham med et lettere lumsk smil, hun havde lyst til at overfalde ham i et kæmpe kram og trykke sig helt ind til ham for at mærke ham ordenligt.
"Jeg har været lidt omkring." Forklarede hun stille, hun fugtede sine læber langsomt med sin tunge og så mod vinen, hun havde selv lyst til vin, rødvin var noget af det bedste hun vidste af, ud over blod. Duften og smagen var kun til at nyde, en god rødvin var altid til at nyde, specielt foran kaminenen. Hun så ham ligge bogen fra sig, det kriblede let i hendes krop efter at hoppe hen på hans skød og kramme ham. Han var så sød! Det var umuligt for hende at holde sig i sin egen stol, hun rejste sig rolig og satte sig hen over ham med spredte ben. Hun smilte lokkende til ham og lænede sig ned for at kramme ham og skænke hans mundvig et lille blidt kys.
"Jeg har skam også savnet dit." Hviskede hun stille, næsten med en længselsfuld stemme. Roligt rettede hun sig op og rettede på kåben så den dækkede hendes bryst helt, hun var nu ikke ude på noget, endnu. Lige nu ville hun bare nyde hans selvskab, men hvis hun kendte dem begge ret ville de have svært ved at holde sig fra hinanden. Dog ville Ninfa gøre sit bedste, selvom han i den grad var en tiltrækkende mand, som hun havde utroligt svært ved at sige nej til. Hun lod sine mørke øjne søge hans smukke blå.
"Er der sket noget nyt siden sidst vi så hinanden?" Spurgte hun nysgerrigt og begyndte at nusse hans hals stille med sine negle.

[marick]

Marick smilte roligt til hende og måtte indrømme han havde savnet hende selvskab meget. Han håbede heller ikke hun smuttede lige med det samme. "Lidt omkring siger du" sagde han med et skævt smil "det lyder langt væk. Hvilke eventyr har du haft gang i?" spurgte han med et charmerende smil og lagde sine arme om Nin da hun satte sig overskrevs på ham. Han havde savnet at holde om hende og at kunne dufte hende. Han gengældte det korte kys og smilte igen da hun spurgte om der var sket noget siden hun var taget afsted. "Nej desværre er der ikke sket det store. Der er ingen kunder der har brug for vejledning og Leah har passet sig selv i et stykke tid. Jeg har ikke rigtig lavet andet end at sidde i min stol og læse og så ellers gå en masse lange ture" sagde han med et roligt smil og begyndte at kysse hendes hals for at drille hende. Han stoppede dog hurtigt igen og smilte igen. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle spørge hende om.
(sorry det korte svar, men har mega travlt)

[max]

Ninfa smilte uskyldigt og bed sig lidt i læben, hvor skulle hun begynde og ende, der havde været så meget. Hun lod sin finger danse rundt i hans fine ansigtstræk og beundrede ham, så smuk en mand.
"Jeg har smagt lidt på de forskellige væsner som render rundt i Manjarno og Dvasias, så jeg har været lidt rundt omkring. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg bedst kan lide endnu." Fortalte hun munter og glad, hendes øjne lyste op, hun elskede smagen, duften og følelsen af blod. Hun mærkede hans dejlige arme om sig, hun nød trygheden han gav hende. Huset var ikke hendes hjem, han var, i hans arme følte hun sig hjemme og lykkelig. Hun gav ham et kram og duftede blidt til hans hår, den duft blev hun aldrig træt af, hun kunne dufte til ham i evigheder, hvilket hun egentlig også havde tid til nu hvor hun var vampyr.
"Det lyder da også hyggeligt nok, at få lidt fred for at have kvinder rendende rundt i huset." Grinte hun og mærkede hans guddommelige kys som blev skænket hendes hals, det sitrede i hendes krop og hun pressede blidt sine negle ned i hans nakke. Da han igen stoppede sendte hun ham et blik der var roligt og lokkende.
"Du har virkelig ingen ide om hvor meget jeg har savnet dig." Hviskede hun stille, som var det en stor hemmelighed.