Searching for the best

[shade]

Shade havde siddet på en kro for udskud, hvor han havde fået noget at drikke, men som altid var der én der skulle kæfte op. En mand havde sagt en masse ting om Shade, og egentlig havde han været ligeglad, for der var ingen grund til at lade sig blive tirret af et udskud og en ligegyldig ting. Men Shade havde alligevel kedet sig, så han havde rejst sig og slået manden i gulvet, hvilket havde skabt kaos på hele kroen, som han forlod i alt postyret. Da han var kommet ud af kroen havde han opfanget en let plakat. En plakat hvor der stod, at en hvis Alecander Mathimæus søgte en halvblodsvampyr der kunne lidt af hvert, det var svært at læse, eftersom den måtte have hængt der et stykke tid, og den var næsten helt gennemblødt af regnen, så skriften var blevet utydelig. Han havde revet plakaten ned, rullet den samme for at stikke den i sin lomme. Nu var han så på vej til Dracu-Mathimæus Mansion, for han trængte virkelig til et job, og hvis denne Alecander ønskede den bedste, så var han lige sagen, for Shade vidste udmærket godt hvad han var i stand til. Han var den bedste af de bedste, og hans evner overskred mange andres.
Shade havde sat sig ind i en hestevogn, hvis fører nu kørte ham op til Dracu-Mathimæus. Shade kunne se ud af vinduet, at de var ved en stor guldport, med et stort ’M’ i midten. Porten blev åbnet og føreren kørte hestevognen ind og hele vejen op til Mansionen, som næsten mindede om et kæmpe slot. I hvert fald i Shades øjne. Han steg ud og gav føreren få penge, inden han kørte af sted igen. Shade gik op til Mansionens dør, hvor han roligt bankede på. En af tjenestefolkene lukkede op, og Shade kunne se at det var en vampyr. Halvblods ligesom ham selv.
”Ja?” lød det fra tjenestepigen.
”Jeg skal snakke med Alecander Mathimæus,” sagde Shade med en kold stemme der lød mere neutral end noget andet.
Tjenestepigen gjorde en gestus til ham, så han trådte indenfor i en stor hal. Han fulgte blot med tjenestepigen, der ville føre ham op til Alec.

[alecander]

Alecander sad som sædvanligt inde på sit kontor, der befandt sig oppe i Mansionens vesttårn. Han havde en masse planer der skulle laves, især hvis deres attentatforsøg skulle lykkedes. Natten var endnu engang faldt på, og han havde igen siddet herinde det meste af dagen og aftenen med. Men det blev han også nød til eftersom der ikke var lang tid at maskeballet skulle holdes, og de skulle finde et sted i Dvasias, hvor de kunne sabotere noget, så de var sikre på at Jaqia holdt sig væk. Han havde også brug for nogle medlemmer, der turde tage nogen chancer, ofre deres liv for sabotagens skyld, og så skulle han bruge én som kunne befri Samuel, og som var villig til det, for den person kunne jo faktisk godt miste livet i forsøget. Der var mange tanker der løb igennem ham i øjeblikket og han havde mest af alt lyst til en pause, men det var der desværre ikke tid til.
Alec rejste sig fra stolen og gik hen til vinduet. Han så den store guldport som åbnede sig, og en hestevogn som kørte ind, hvilket fik ham til at knibe øjnene sammen i en let undrende mine. Det undrede ham, hvem der kom på besøg nu, medmindre det var Demitri der havde lejet en masse kvinder. Men eftersom det var en ung mand der steg ud, så undrede han sig over hvad han lavede her, og det var ikke én som han havde set før. Han betragtede den unge mand, indtil han ikke kunne se ham længere, fordi han stod ved hoveddøren. Mon det var ham den unge mand ville have fat i? Det var vel indlysende, eftersom det var ham som var overhovedet for organisationen. Men der var også mange der ville have fat i Valerio, eftersom han var god til at komme med råd, det var jo også derfor at han var hans rådgiver. Han satte sig roligt ned igen, greb om blækpennen, inden han fortsatte sit arbejde.

[shade]

Shade gik blot med op, da tjenestepigen gik op af en stor og bred hvirveltrappe. Han så kort ud over den store entré, som blev oplyst af en stor lysekrone. Et meget flot sted, og han kunne hurtigt regne ud, at ham Alecander Mathimæus var en rig mand. Han kendte ikke noget synderligt til ham, og det var også ret ligegyldigt, han opsøgte ham kun, fordi denne Alecander havde brug for én der turde våge livet, og Shade var lige den mand til opgaven. Han havde længe søgt efter én som havde en mission, men de missioner havde været den rene barnemad, så han håbede virkelig at Alecander havde et ordentligt og farefuldt job til ham. Shade fulgte blot efter tjenestepigen, da hun gik hen ad gangen, intet ord forlod hans læber. Hans øjne hvilede blot koldt på de forskellige omgivelser.
”Her er det,” sagde hun, da hun stoppede op ved en dør, hvor der stod ’Alecanders kontor’. Shade fulgte hende blot med øjnene, da hun gik ned ad gangen igen, for at forsvinde ned af den trappe, som de var kommet op af. Han vendte igen de mørke øjne mod den brune dør, inden han bankede let på døren. Af ren høflighed – hvilket han sjældent viste - stod han og ventede på at denne Alecander svarede, for han kunne høre ham derinde, så han var i hvert fald ikke i tvivl om at han var der eller ej.
Shade huskede tilbage på sin tidligere mission, hvor han var blevet hyret til at dræbe en bortløben engel, der var stukket af fra sin herre. Han havde hurtigt fundet hende, og han havde trængt hende op i en gyde, hvor han havde bidt hende. Engleblod var jo trods alt det bedste, især når det var en kvindelig engel. Desuden så kunne han vel ligeså godt få nogle bonusser ud af at være jæger? Han havde bare fået ordren på at dræbe hende, og det havde været en smal sag, for hun havde ikke været særlig stærk. Desværre havde han også været nød til at dræbe herren til englen, fordi han ikke havde kunnet betale, så Shade havde stukket sit samuraisværd igennem hans hjerte og nakket de penge, som manden havde haft.

[alecander]

Alecander havde seriøst brug for én som turde våge sit liv. Han havde de sidste par dage prøvet på at få nogle vampyrer med ind i sin organisation, og det havde endda lykkedes ham at få en halvblodsvampyr med ind, som efter hans mening var bedre tjent som en fuldblods, for hun havde virkelig formået at overraske ham. Hun havde efter hans mening, været en sand vampyr, og det glædede ham faktisk at hun ville være med, for det var vampyrer som hende, som de havde brug for. Det var vampyrer som hende, som gjorde organisationen stærk, og det var sådanne vampyrer som han søgte efter. Det var dem, som turde ofre deres liv for organisationen, som han satte højest, og som han ville gøre undtagelser for. Han havde desværre bare ikke haft heldet med sig angående én der lige ville tage opgaven og befri Samuel, og han havde ikke nogen som var perfekte sabotører, så han derfor havde han sat plakater op i slumkvarterene, ikke noget specielt, og han vidste at det var en smule risikerende, for han kunne ikke vide om der var nogen som var spioner for dronningen, men det var også derfor at han havde sat dem op i slumkvartererne i Dvasias, desuden var der ikke mange der brød sig om dronningen, eftersom de havde hørt mange forskellige rygter om hende, hvor det egentlig var Samuel der havde udført hendes opgaver, det var ligesom hende der var hjernen og Samuel der var musklerne.
Som Alec havde regnet med, så var den unge mand her for at opsøge ham. Han kunne høre skridtene ude på gangen, det var én af tjenestepigerne der havde fulgt ham herop. Og han ventede egentlig blot på at den unge mand skulle banke på døren, hvilket han også gjorde i det øjeblik han tænkte på det. Han så op fra papirerne og så hen mod den brune dør. ”Kom ind,” sagde han med en klar og kold stemme, som indikerede at han ønskede respekt. Respekt var noget som var ganske vigtigt for ham, noget som han gik utrolig meget op i, for det var respekt der førte til loyalitet, og her på stedet var det loyalitet som var vejen væk fra døden, for var der nogen der var ham illoyal, så blev det straffet hårdt med en pinefuld død.

[shade]

Da Shade hørte den klare stemme inde fra den anden side, tog han roligt i håndtaget for at åbne døren. Han åbnede den roligt, inden han trådte ind. Det første det kolde blik faldt på, var Alecander selv, inden det roligt gled rundt i rummet. Han så ud til at have travlt, men hvem havde for travlt til ham, hvis man var i en nødsituation? Han lukkede døren bag sig, uden at han tog blikket fra Alec. Han valgte at blive stående, da han ikke havde fået tegn til andet endnu. Han trak plakaten op, som han havde fundet nede i ét af byens slumkvarterer, og kastede den roligt hen på Alecanders skrivebord. Som tegn på hvad han ville. Han sagde ikke et ord, det gjorde han jo sjældent. Han var blevet ret ensom og tillukket, efter hans senseis død. Det var Lee som havde vist ham en rigtig vej, en vej væk fra al balladen og alle slåskampene, men han havde selvfølgelig været alt for eventyrlysten og havde søgt ud i verdenen for at opleve noget, og da han kom tilbage for at se til Lees helbred, havde han fundet ham liggende død på hans eget gulv i hans eget hjem. Han havde draget ud for at finde Lees morder, og han havde fundet ham. Han havde dræbt den mand pinefuldt, og efter den dag, havde han været helt tillukket og har ikke siden da åbnet sig for nogen. Nu levede han af missioner, men han havde ikke fundet nogen særlig spændende mission endnu, så han havde opsøgt Alecander i håb om at han havde en mission til ham, som indebar hele farlighedspakken.
Shade strøg en hånd igennem det sorte hår, som blot faldt ned over hans ansigt igen. Han var normalt påklædt. Han bar en mørkeblå bluse, og nogle lyseblå jeans, ret normalt, så han ikke vækkede opsigt, men han var heller ikke på nogen mission i øjeblikket, så han havde ikke behov for at påklæde sig efter det. Han savnede dog lidt spænding i livet, og det var vel også derfor at han havde slået manden på kroen bevidstløs, selvom han ikke plejede at gøre noget ved fulde folks fuldmandssnak. Han var normalt ligeglad, og gjorde intet ved det, men fordi han netop havde kedet sig den aften, så havde han slået til, og startet en slåskamp på hele kroen, som han dog også roligt var stukket af fra.

[alecander]

Alecander betragtede roligt den unge mand. Han kunne allerede på den afstand lugte hvilken race han var; halv vampyr og isdæmon. Hans øjne blev lettere sammenknebne, han havde regnet med at denne unge vampyr ville have sagt et ord, men han var tydeligvis tavs. ”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte han kortfattet, uden at han veg de mørke øjne fra den unge vampyr. Han blev næsten en smule mistænksom, da han stak hånden i sin lomme, indtil han fandt et stykke papir frem, som han kastede hen på hans skrivebord. Han så kort ned på det sammenpakkede papir, inden han kort skævede mod vampyren. ”Hvad er det?” spurgte han kort, mere et spørgsmål for ham selv, for han begyndte roligt at pakke det op, og så at det var én af de plakater som han havde sat op i slumkvartererne. Han så fra papiret og op på manden igen. ”Hvem er De egentlig?” spurgte han med en fast tone, og han mørke blev endnu mere kolde end hvad de plejede at være, kun af den simple grund til, at han ikke helt stolede på denne mand, ikke fordi han ikke havde nogen grund til ikke at stole på ham, men der var blot noget over mandens attitude som han ikke helt brød sig om. Han så igen ned på plakaten, som han kort læste igennem. Mon denne mand foran ham var svaret på alle hans manglende dele? De sidste brikker for at samle det store puslespil? Han så på manden med en eftertænksom mine, og gned kort sin hage i en tænkende bevægelse. Han gjorde en gestus med sin hånd, mod den stol der stod foran hans skrivebord. ”Tag endelig plads mr.?” sagde han roligt og søgte efter mandens navn.
Alec samlede roligt alle sine papirer sammen, så der blev mere plads på skrivebordet. Det var sjældent at han havde ’gæster’, så der var sjældent ryddet op på hans skrivebord og generelt hans kontor. Han var næsten altid alene når han arbejdede, og så kom Valerio og Demitri få gange på besøg, når han var i gang med at arbejde, og de var vant til at han rodede så meget som han nu gjorde. Da han havde fået samlet alle papirer sammen lagde han dem roligt til siden, inden hans blik igen faldt på denne fremmede mand, som alligevel formåede at vække hans nysgerrighed.

[shade]

Shade forholdt sig roligt, da han så Alecander folde den våde plakat ud. Hans mørke øjne var næsten utrolig neutrale og mest af alt lignede han egentlig blot en statue, det eneste der egentlig skilte ham fra at være en statue var at han trak vejret. Armene hvilede ned langs hans sider, og han forholdt sig helt roligt. Da han spurgte Shade om hvem han var, trak han blot let på skuldrene. ”Mit navn er Shade,” sagde han med en hæs og rusten stemme, som om han ikke havde brugt den i flere år, grunden var så bare, at han ikke talte særlig tit. Shade kunne se på hans øjne at han var en anelse skeptisk angående hans ærinde, eller nok mere angående ham, hvilket han egentlig godt forstod, eftersom han var en mand med mange hemmeligheder. Som han gjorde en gestus til ham, gik han roligt hen til stolen, som han hæv ud, og satte sig på. Han flyttede ikke sit blik fra Alecander på noget som helst tidspunkt. ”Plakaten siger, at du søger efter den bedste af den bedste?” spurgte han med en næsten skræmmende rolig stemme, ”jamen den bedste af den bedste sidder her.” Han så på Alecander uden en eneste følelse i ansigtet. Nu håbede han så bare på at han kunne skaffe ham en ordentlig mission, så det ikke skete det samme som den sidste, der havde lejet ham. Shade var en enspænder, som elskede spænding og fare. Han var ikke bange for at miste livet, han var alligevel udødelig siden han var vampyr, og at leve i uendelighed var utrolig lang tid, hvilket han allerede havde tænkt på, så at dø, ville kun være hans måde at finde fred på. Han vidste at døden ville indtræffe alle, selv den ældste vampyr, for selv den ældste vampyr ville en dag blive træt af livet, eller møde en jæger der gennemborede hans hjerte med en træpæl. Så Shade havde allerede i en ung alder lært sig selv at døden ramte alle, og det var noget som han ikke skulle være bange for. Han havde lært at kæmpe fra han var helt lille og han havde overlevet enhver kamp han havde været i, aldrig oplevet et nederlag. Og han var målbevidst og satte altid nye og sværere mål for sig selv. Og han gjorde alt for at opnå sine mål!

[alecander]

Alecander betragtede roligt den unge halvblodsvampyr foran ham. At han stod og var helt roligt, måtte blot betyde at han var en kold person, der var én enspænder. Han kunne se på den unge vampyr at han havde været igennem en masse i løbet af sit liv, men hvad, kunne han jo så ikke svare på, da han ikke kendte noget til denne vampyr. Han hævede let det ene øjenbryn, da han præsenterede sig som ’Shade’, der var intet efternavn, så mere kunne han ikke finde ud af ham. Alec betragtede ham med et undrende blik, og han gav ham elevatorblikket, studerede hans mindste træk, hans øjne, og hans bevægelser, men han havde aldrig set ham før, eller noget lignende. Det var så også blot på ydresiden, for hvem sagde at denne vampyr var anderledes end alle andre? Hans øjne blev en smule sammenknebne, da manden sagde at han søgte den bedste af den bedste, hvilket jo så også var sandt. ”Det er sandt,” sagde han roligt med et lille nik. Han lænede sig tilbage i stolen med armene lagt over kors ved brystet. Han løftede atter engang sit ene øjenbryn og så vampyren lidt an. ”Og hvad får Dem til at tro, at De er egnet til min opgave?” spurgte han ganske let og stilfærdigt. Han virkede selvsikker, men det kunne blot være en facade, for han kunne sagtens gå hen og blive en klods om benet på ham. Han skulle bruge én til det store maskebal, én som turde vove sig ind og ned i kældrene, hvor Samuel blev holdt fanget. Én som kunne klare sig forbi vagterne, og befri Samuel. ”Jeg har ikke brug for en klods om benet,” sagde han afvisende, og viftede også afvisende med sin ene hånd. Han var nød til at være forsigtig med hvem som han hyrede til den opgave, for den var sindssyg vigtig! Og han kunne ikke have at der skete det samme som for hans forældre. Hans fars organisation var blevet opdaget, og ham og hans mor var blevet brændt levende på bålet. At bryde reglerne var noget som man ville blive straffet hårdt for, endda også her i Dvasias, hvor man egentlig kunne skide på de fleste regler, for det var hvad man gjorde.

[shade]

Shade var opslugt på at få et job, han ville gerne opleve lidt fare igen! Det var nemlig et stykke tid siden, og han ville også have en god betaler, hvilket han kunne se på denne Alecander Mathimæus. Han var en velhavende mand, rig og garanteret noget som han havde arvet fra sine forældre. Han kendte ikke særlig meget til denne organisation, kun det han havde hørt fra afkrogene og så hvad han havde læst på plakaten, og der var ikke mange oplysninger om organisationen, det var så også fordi den var hemmelig, så det sagde vel sig selv? Hvem ville skrive alt om en hemmelig organisation, som alle kunne læse om, for så ville den ikke længere være hemmelig. Shades øjne blev smalle til Alecanders spørgsmål. Hvad der fik ham til at tro at han var egnet til opgaven? Han var den bedste! Han ville ikke finde nogen som var bedre end Shade! Det var i hvert fald helt sikkert! Han havde færdigheder indenfor ting som folk kun kunne drømme om! Han var en multimand, som kunne det hele! Han var løsningen på hans problemer ikke en klods om benet. ”En klods om benet?” gentog han med en kynisk og hvislende stemme, og han blottede sine tænder en smule. ”Alle andre ville nok blive en klods om benet på dig! Men det er du nok for fin til at opdage!” svarede han spydigt igen. Han rejste sig let op og slog håndfladerne i skrivebordet, inden han lænede sig lidt ind over det for at nærme sig Alecander med en faretruende mine. ”Jeg tror ikke at du ved hvem du har med at gøre,” hvislede han let, endnu med de neutrale øjne, der ikke viste en eneste følelse, men hans stemme afslørede at han var blevet lettere fornærmet. ”Jeg er den bedste lejemorder i Dvasias!” afsluttede han roligt – nok en smule selvsikkert, men han havde aldrig opgivet en mission eller ikke gennemført én. Han havde speciale indenfor en masse ting! Han kunne jage en engel selv inde i Procias, for det var ikke så svært at trænge igennem. Han kunne skabe en stor bombe som kunne springe en hel bygning! Endda også små røgbomber som kunne besvime en hel elefant. Han kunne trænge ind på steder, hvor man ville tro at det var umuligt, så han var i hvert fald den mand, som han søgte efter.

[alecander]

Alecander kunne tydeligt se at denne mand var blevet fornærmet over hans ord, men det var også meningen, han ville teste denne vampyr, se om han faktisk var den mand som han søgte efter. Han elskede at tirre de vampyrer som han enten ville have med i sin organisation, eller som ønskede optagelse hos ham, og det var typisk mændene som han tirrede, fordi han nemlig ikke havde noget imod at slå på mænd. Han kunne sagtens kæmpe mod kvinder, men fordi han også var opdraget til at være en gentleman, så så han det helst som den sidste udvej ved en kvinde. At Shade fornærmede ham ved at kalde ham for fin, eller han prøvede rettere sagt på det, for det havde ikke nogen indflydelse på Alec, eftersom han vidste at han var bedre end hvad Shade regnede med. Han blev blot siddende i stolen helt afslappet og stadig med armene over kors, da Shade lænede sig ind over hans skrivebord. ”For fin?” gentog han undrende, ”så De er egentlig blot interesseret i penge?” Hans hoved søgte let på sned. Hvis han var lejemorder, så var det klart at han kun var interesseret i penge. ”Og hvad er så Deres speciale eftersom De påstår at De er den bedste?” spurgte han lettere nysgerrigt, og så endnu engang Shade an. Hvis han virkelig påstod at han var så god, så måtte han vel ikke have så svært ved at bevise det? Det kunne jo faktisk godt være at denne halvblods ville komme ham til gavn. Det kunne man så aldrig vide. Han rejste sig let op, og lænede sig selv faretruende ind over bordet, imens han så Shade direkte i øjnene uden at tøve. ”De tør altså risikere Deres liv uden den mindste tøven, og i enhver situation?” spurgte han stilfærdigt og med de smalle sammenknebne øjne, som blot hvilede i de mørke. Han måtte ikke begå nogen dumheder, eftersom det kunne koste hele organisationen. ”Og De holder alt tæt uden at røbe det? Heller ikke hvis det nu skulle gå hen og De blev fanget og tortureret?”

[shade]

Shade var egentlig ligeglad med hvem han havde med at gøre, hans betaler kunne være stinkende rig og bruge alle penge på kvinder, han kunne være beskidt og fattig, så længe han havde penge nok, han kunne sågar være fra lyset og hans betaler kunne endda være en kvinde, han var ligeglad, så længe han blev betalt og hans opgaver ville indgå med fare og spænding. Så denne Alecander Mathimæus var blot endnu en betaler, som kunne leje ham ud, han var ligeglad med om han så var konge af alle lande, han ville bare have en god betaling. ”Bare jeg bliver betalt, så er alt godt,” sagde han roligt, ”og så selvfølgelig til den rette pris!” Han så på Alec med et skævt smil om læberne, et sjældent smil, men han ville blot understrege at han var dyr og langt fra billig, netop fordi han var så god.
Shade var ligeglad med, hvor meget tillid denne mand havde til ham, han vidste at han var god, og han ville egentlig blot hyres til et og andet, hvad det var, var han ligeglad med. Et selvsikkert smil gled ind over hans læber. Han viste sjældent følelser, men i øjeblikket kunne han ikke helt lade vær, da han ville vise ham at han var den bedste af den bedste. Han trak to små forskellige bomber frem og lagde dem på skrivebordet. Han holdt den ene op. ”Dette er en ganske normal røgbombe,” fortalte han roligt og lagde den end igen, inden han tog den anden op, som havde en rødlig farve. ”Og dette er en røgbombe, som har en paralysegift i sig, den får folk til at besvime.” Han pakkede de to røgbomber væk, inden han så på Alec igen. ”Jeg kan lave bomber, har speciale indenfor spionage og jæger, og jeg kan dræbe enhver person. Jeg kan både kæmpe med et hvilket som helst våben og endda uden, da jeg ynder kampsport,” sagde han roligt, inden han satte sig ned i stolen igen.
”Eftersom jeg er lejemorder, frygter jeg ikke døden, den indtræffer alle uanset hvad, endda også dig selv,” sagde han roligt og så op på Alec med et næsten sindssygt blik. ”Og eftersom jeg allerede har en masse hemmeligheder, hvorfor skulle din så være anderledes? Den vil blot komme til at tilhøre min samling, som efterhånden er blevet utrolig lang,” svarede han sandfærdigt. ”Desuden virker tortur ikke på mig!”

[alecander]

Alecander kunne se på Shade at han vidste hvad han talte om, og eftersom han så ud til at være dyr, så måtte han vel også være god? Men han ville nu alligevel stikke lidt til ham, for at være sikker på det, desuden krævede han lidt et bevis på at han var så god som han selv sagde. Han fnøs ganske let til hans ord. ”Har De aldrig gjort noget for sjov? Penge er ikke alt,” svarede han kort og uden at fjerne blikket fra Shade. Han lagde armene over kors, og lod hovedet falde let på sned. Han så blot på, da Shade fiskede noget op af lommen, til at starte med var han ikke helt så sikker, og han så en smule undrende og nysgerrigt op mod Shade. Så ned på de to forskellige små bomber, og undersøgte dem med øjnene. Han så på den første, da han holdt den op foran ham og lyttede interessant til hans ord. Det kunne faktisk godt være at Shade var svar på de sidste spørgsmål. Var han virkelig den mand, som Alec skulle bruge? Han så på den rødlige, da han holdt den op. Det var alligevel fascinerende at en så lille rød kugleformet bombe kunne få folk til at besvime. Han lyttede let til alle hans speciale, jæger, sabotør og spion, det lød næsten som om at han var det han manglede. Alec sammenkneb sine øjne en smule, og så på Shade. ”Og De kan lave en større bombe end det? En bombe der kan springe en hel bygning?” spurgte han nysgerrigt og lænede sig en smule ind over bordet. Det var jo perfekt! Han lyttede atter til hans ord. Det lå vel til lejemordere og snigmordere ikke at være bange for døden? Og spioner måtte jo ikke fortælle alle de informationer de fik at vide, så han kunne måske bruges? Hans øjne blev en smalle da han sagde at døden engang ville indtræffe ham. ”Det må tiden jo vise,” svarede han stilfærdigt. Han havde skam ikke tænkt sig at dø lige foreløbig, ikke før hans mål var gennemført! Og det ville det blive efter det store maskebal, som snart var. Han betragtede det sindssyge blik, et sted kunne han godt lide det, hvorfor vidste han ikke helt, men det var bare som om at han vidste hvad han gjorde, det virkede et sted troværdigt. ”Jamen så tror jeg at jeg har en opgave til Dem. Først én som skal bevise at De faktisk er ’den bedste af den bedste’,” sagde han roligt og smilede et koldt smil.

[shade]

Shade betragtede Alecander, han vidste ikke helt hvad han skulle syntes om denne mand endnu, han var nok rig, men rige mennesker havde det med at have det hele i munden, og han kendte ikke noget til Alecander og hans slægt, så han kunne ikke sige om han var samme type, han virkede bare som om at han vidste hvad han ville have, og at han selv kunne udføre sine værker. Ikke ligesom alle andre rigmænd. ”For sjov?” gentog han undrende og så næsten fornærmet mod Alecander, ”jeg er en lejemorder! Jeg gør ikke ting for hyggens skyld!” Hans øjne blev helt neutrale igen. ”Og selvfølgelig er penge ikke noget for dig, du har dem jo,” pointerede han spydigt og sammenkneb hans øjne.
”Hvis jeg havde springstof nok, så ville jeg kunne springe hele Dvasias i luften,” svarede Shade for blot at understrege at han kunne lave en så stor bombe som han selv ønskede. Han kastede roligt de to små bomber op i luften for blot at gribe dem igen, imens han så på Alec. ”Disse her, er blot en lille smagsprøve. Den røde her,” han holdt den oppe igen, ”når røgen spreder sig og folk indånder den er de besvimede i mindst 3 timer,” sagde han næsten pralende. Det var sandt, han kunne lave en masse små fikse bomber, som var ganske effektive. ”Desuden, det er ikke altid de største bomber som er til bedste gavn, det kommer an på situationen,” tilføjede han og lænede sig tilfreds tilbage i sin stol, uden at han fjernede de mørke øjne fra Alec.
Shade trak blot på skuldrene til hans ord. Tiden måtte jo vise om døden indtraf Alec eller ej, skønt det var han nu ganske så sikker på at den ville, og det ville den også ham selv, for han tvivlede ærligt talt på, at han ville gå rundt og leve i al evighed, det ville være trættende til sidst. ”En opgave?” gentog han undrende og lettere nysgerrigt. ”Jeg lytter øre.” Han betragtede Alec med nysgerrighed, han håbede blot at denne mand kunne skaffe ham noget med safter i! ”Og jeg er den bedste af den bedste!”

[alecander]

”Det er sandt, det har jeg,” bekræftede Alecander med et bestemt og sigende nik. ”Nok flere end De nogen sinde vil få,” tilføjede han med et selvsikkert smil. Han havde flere penge, at det at smide nogen væk ikke vil gøre den store forskel. Han trak blot på skuldrene, han var nok rig, men han brugte skam ikke sine penge på spild, han brugte dem på ting, som ville kunne gavne hans organisation, og intet andet! ”Hele Dvasias?” spurgte han med en undrende mine, den tanke kunne han egentlig godt lide. Men han havde skam en plan! Og Shade skulle hjælpe ham med at fuldføre den! Alec betragtede endnu en gang den røde lille bombe, den fik han nok brug for til den mission, som Alec havde tænkt sig at hyre ham til. At slippe Samuel fri. Men først havde han en anden ’lille’ mission som han skulle klare, så måtte de jo se om han ville overleve det. ”Jeg skal bruge tre bomber til at starte med, måske flere,” sagde han roligt og så på Shade med et koldt smil om læberne. Han trak skrivebordsskuffen ud og fandt et kort frem over Dvasias slot. Han foldede det ud, og lagde det på bordet. Han pegede mod de store porte, og så op på Shade. ”Jeg vil have dig til at springe portene,” sagde han roligt, inden han så ned på kortet igen, og pegede mod Jaqias eliksirkammer, for derefter at pege mod tronsalen, ”disse to skal også springes, især Jaqias eliksirkammer, derefter tronsalen. Er de to kamre væk, så står Dvasias svagt, og så er jeg sikker på at Jaqia ikke dukker op til det store maskebal,” forklarede han roligt og så på Shade. Dette var vigtigt, så det var også vigtigt at Shade var ’den bedste at den bedste’, for dette måtte virkelig ikke gå galt! ”Så jeg foreslår at du laver bomber efter det,” tilføjede han. Han var jo ikke ekspert i bomber, så det måtte Shade jo vide. ”Og jo før du gør det, des bedre bliver det.” Han betragtede Shade med et alvorligt blik, dette var ikke blot en juleleg, det var det rene alvor, og det gik han også ud fra at denne mand vidste, for at prøve at springe Dvasias slot til murbrokker, det var ikke ligefrem noget man gjorde i en leg. Han lænede sig roligt ind over bordet og så på Shade. ”Og jeg kan betale, men først vil jeg se hvad du dur til.”

[shade]

Shade betragtede Alecander. Shade var sikker på at han nok ville blive betalt godt af denne mand, for han så ud til at have mange … rigtig mange penge! Han fnøs let til hans ord. Shade gik ikke op i penge, eller lidt gjorde han, for han ville skam betales, men han ville nok aldrig blive ligeså rig som Alecander og bo i et lige så stort flot og prægtig hus som ham. Men det havde han nu heller ikke lyst til. Pengene brugte han nemlig hurtigt på de udstyr og de bomber som han skulle lave, så de penge blev rask brugt.
Shade lænede sig blot tilbage i stolen og så på Alecander. Det lød som noget der var lige noget for ham! Fare og spænding og sætte sit liv på spil! Han tænkte let planen igennem. Det kunne faktisk godt lykkedes! At han skulle springe Dvasias slot, det havde han aldrig drømt om, men det lød virkelig godt i hans øre! Han så på Alec. ”Så længe jeg bliver betalt, så er jeg klar til en hvilken som helst mission. Men at springe Dvasias kommer nok til at koste en del, jeg skal jo også have lavet bomberne,” forklarede han med et snedigt smil om læberne. Det ville nok blive ganske dyrt. Han så tænkende ud i luften. ”Det vil nok tage et godt stykke tid at lave bomber der er store nok til at springe så store ting, og plus de nok skal være tidsindstillet, for ellers vil jeg nok ikke komme ud i tide,” sagde han eftertænksomt og så mod Alec. ”Desuden hvad er der med dig og det bal?”
”Igen, det kommer nok til at koste en del,” gentog Shade med det selvsamme snedige smil. Han var ikke meget for at blive betalt til sidst, da han havde prøvet det før, og så var betaleren stukket af, men han havde selvfølgelig ikke kunnet gemme sig for Shade, for han kunne opspore hvem som helst! Så det nyttede jo alligevel ikke noget, men det havde oftest endt med, at han så ikke var blevet betalt alligevel, fordi betaleren ikke havde haft pengene, og derfor var stukket af. Så han ville helst have halvdelen betalt først og så den sidste halvdel til sidst, det var nemlig til gavn for begge parter. ”Giv mig halvdelen først, så har vi en aftale,” sagde han roligt og lænede sig halvt ind over skrivebordet. ”Jeg stoler nemlig ikke på dig.”