Searching for my next victim

[alecander]

Alecander havde for en gangs skyld søgt udenfor Dvasias grænse og taget til Manjarno. Han søgte vampyrer der ønskede optagelse i hans organisation, for hans plan skulle nok lykkes ham! Han gav skam ikke så let op. Han skulle ikke ende som sin far, der var endt på bålet sammen med hans mor, fordi hans værker var blevet opdaget. Han søgte ikke decideret hævn over sine forældre, han ønskede blot at hans organisation ville være stærkere og bedre end hans fars. De faste og elegante skridt havde han foretaget det meste af dagen, og han var ved aftenen endt ved parken i Manjarno. Han skævede kort ned til ringen på hans venstre ringfinger, som gjorde det muligt for ham at vandre i dagslyset. Han havde ønsket sig ringen af sin slave, Djinnen Davis, som han regnede med var hjemme på Mansionen. Hans mørke øjne faldt let over de mange træer, som han gik forbi, og søgte hen til det springvand som grusstien førte ham hen til. Vinden var ikke kold for ham, mere forfriskende, og han var søgt udenfor for at slippe lidt væk fra alt papirarbejdet derhjemme. Nu var han så endt i parken, og indtil videre havde han ikke mødt nogen, så han regnede med at han var helt alene, skønt det dog hurtigt kunne ændre sig. Hans muskuløse krop blev dækket af de sorte fløjlsbukser, som blafrede let i vinden. Hans overkrop blev dækket af den sorte læderjakke og med en sort bluse indenunder. Han lagde skam aldrig skjul på at han var adelig, at han havde pengene. Han var jo trods alt en Mathimæus, og var opdraget af sin arrogante far, der havde hærdet hans sind og sjæl. En mand som Alec så op til og som var hans forbillede, og forbilledet for organisationen.

[julietta]

Tiderne havde bragt mange ting med sig og især for Julietta. Hendes triste dage i skjul for andre væsner var slut og hun havde efter megen overvejelse valgt at tage en ny start på sit evige liv. Hendes fortid havde hun fortrængt og lagt bort. Uden at være en adelig havde hun gennem mange små ærinder opnået sig bedre beklædning og hygiejne. Livet for hende i Dvasias var dog stadig stille og roligt uden det mindste spændene at give sig til. Vejen frem for hende havde været bundet på ren nysgerrighed og byen i Marnjarno indeholdte helt andre faciliteter end Dvasias. Et muligt sendebud skulle vise sig i denne by og en lille pris kunne hun da finde hvis hun kunne opsnuse nogle oplysninger hist og her. Vandrende med en god og vejende gang forlod hun skoven og satte sine fodspor i gruset. Kjolen fulgte hendes kurver fra brystet og ned over hoften for at slutte i en bred vidde, som vejede elegant i vinden. håret dansede blidt om hendes skuldre og blikket hvilede fast, bestemt frem for sig.

[alecander]

Alecanders mørke øjne hvilede på det store springvand, som endnu var i gang. Dets vand ville springe fra skulpturen i en evighed, medmindre nogen valgte at ødelægge det. Springvandet mindede ham om vampyrerne. De ville leve evigt medmindre nogen dræbte dem – eller de begik selvmord – en ædel race at være født ind, og det var især noget som han var stolt af, hvilket man også tydeligt ville kunne mærke på ham fra første øjekast. Han var ikke bange for at vise, at han var vampyr, og det var også meget svært at skjule, eftersom hans hud var bleg og var lettere glitrende i måneskinnet. Hans hud var kold og han havde intet bankende hjerte, plus han ikke ligefrem kunne skjule sine sylespidse hjørnetænder. Han fortsatte sin elegante færd hen imod springvandet, som han gættede på måtte stå i midten af parken, skønt han nu ikke var så stedkendt her. Han kom sjældent så langt hjemmefra, men det var nu forfriskende med lidt nyt i ny og næ. Han stoppede da han endelig nåede springvandet, som han kort betragtede, inden han let og blidt lod sin blege hånd berøre den blanke overflade. De grå skyer var på vej ind over Manjarno, og han var ikke i tvivl om at det snart ville begynde at regne, men efter hans mening, så gjorde det ikke noget. Han kunne alligevel ikke blive syg, eftersom han var ’død’.

[julietta]

Julietta fik hurtigt øje på en fremmed skikkelse ved vandfaldet og hun stoppede roligt op et godt stykke fra ham. Hun betragtede situationen nøje og søgte hjælp af hendes sanser. Svarene var skam klare for hende og hun hævede et slankt bryn i undren. Hvad var sandsynligheden for at en anden vampyr ville befinde sig her i Marnjarno ? Flere gange havde hun set hvordan at alting begik sig i Dvasias og der var det ikke et sjældent syn. Med vindens stille pust stod hun blot på afstand. Armene fandt sin vej over kors uden at hun egentlig ville vælge at tage aktion. Stille og betænksomt begyndte hun dog alligevel sin vej over den åbne plads i en bue uden om denne fremmede.

[alecander]

Alecander betragtede roligt det store springvand, og skulpturen, som forstillede to personer, en mand og en kvinde, som holdt om hinanden. For deres fødder lå en krukke, hvor vandet så også kom ud af. Egentlig ikke noget som interesserede ham. Han var ikke så meget for arkitektur, og kunst for den sags skyld, dog havde han alligevel et par nipsting i sit hjem, og store malerier af hans forældre og forfædre i sin store mansion. Nu hvor han tænkte over det, så var der også et billede af ham og Valerio da de var små, sammen med deres barndomsven Demitri. Og det var de tre, der havde opbygget hans faders gamle organisation, men blot gjort den langt bedre, og de ville ikke blive opdaget, på samme måde, som hans fars havde gjort, hvilket havde resulteret i, at hans forældre var blevet brændt levende, for øjnene af ham og hans bror. Hans forældres død havde kostet hans storebrors psyke, som var gået ned med et psykisk sammenbrud, men Alec havde fået hans psyke stabil igen, og nu var Valerio blevet hans rådgiver, hvilket han kun var glad for. Han blev pludselig opmærksom på at han ikke var alene, og han fik øje på en kvinde ikke så langt fra ham igen. ”Hvem der?” spurgte han med en fast tone, der krævede svar.

[julietta]

Uanset hvordan at Julie vendte og drejede situationen så var lyden af den fremmede herres stemme nok det som vendte det hele over i en helt anden retning. Hun stoppede op lige ud for ham med blot et par meters afstand og vendte blikket mod ham lettere bastant. Hun sænkede brynene stille ved hans toneleje. Armene faldt igen ned langs siden for at antage en hvis mere rolig antydning. "Hvem der? Har jeg antaget Deres private område siden De fare sådan op?" Spurgte hun direkte. Nok at hun havde intention om at bare passere ham forbi uden videre, men ikke skulle han det mindste appellere til en atitude der bare fik hende til at væmmes ved hans arrogance.

[alecander]

Alecander blev blot roligt stående, med armene over kors, da hun stoppede, kun et par meter foran ham. Han kneb øjnene sammen i et kynisk blik. Han fnøs let til hendes ord. ”Jeg tror ikke De er klar over hvem De taler til. Men parken er vel til for alle, så De kan vel frit vandre videre med Deres ligegyldige gøren,” sagde han med en nedladende stemme og med det provokerende overlegne smil på hans smalle rosafarvede læber. Han kunne lugte at hun var vampyr, for hun havde ingen puls og intet bankende hjerte, plus hendes blege hud afsløre hende. Han nød at spille den overlegne og dominante type, hvilket også lidt lå til ham, eftersom han var leder til en hel organisation, men det morsomme ved det hele var, at hans overlegenhed og arrogance typisk irriterede folk, og han var før blevet undervurderet, fordi han gik klædt som en rigmandsknægt, det eneste ved det var så bare, at han var dum at undervurdere, eftersom han var blevet hærdet siden han havde været barn, af hans egen far. Nok var han rig, men han havde skam også lært at forsvare sig. Og en god gammeldags nævekamp, var noget som han holdt mest af, næsten ligeså meget som han nød blodsudgydelser.