A Meeting With Business

[alecander]

Natten var faldet på endnu engang. Der var en klar udsigt til himlen, ingen sky, kun de klare og glitrende stjerner, og den smukke måne, som skinnede klart. Den kolde vind blæste kraftigt, og var nok grunden til at mange forblev indenfor, men for Alecander var det en mild vind, som faktisk var forfriskende. Han gik med sin læderjakke omkring sig, i nogle sorte fløjlsbukser. Han var blot gået en tur for at få lidt frisk luft og for at slippe lidt væk fra sit kontorarbejde. Der var meget der skulle planlægges, og alt skulle være helt nøje, hvis deres attentatforsøg skulle lykkedes. De havde også brug for flere medlemmer, nogle som turde tage en chance og som kunne lave en sabotage i Dvasias, så de kunne holde Jaqia fra at komme til det store maskebal. Alt var vigtigt og der var meget de skulle tage højde for. Og selvom han ville holde en pause, så kunne han alligevel ikke lade vær med at fundere over planerne. Typisk ham. Han var nået til Rimshia City. Byen i Dvasias, fyld med de mange naive folk og mange farlige typer. Et sted lige for ham egentlig. Hans mørke øjne faldt på de mange høje bygninger, et skævt og halvlumsk smil gled over hans læber. Han satte af fra jorden og hoppede så højt op han kunne, inden han sprang videre op, indtil han nåede taget på et af de store huse. En god udsigt, og måske faldt han over en ensom vampyr, der ville angribe et ensomt menneske. Han mærkede vinden ordentligt heroppefra. Han begyndte at gå fremad oppe på taget, imens hans sanser hvilede mod alle omgivelser, især hans lugtesans.

[Deleted]

Det var mørkt og det var koldt - En perfekt tid for nattens væsner at skulle træde frem og lige der, var Darian så sandelig heller ikke noget undtag på nogen måde. Han havde jagten som han var tvunget til, for ikke at glemme, at han var tvunget til at skulle nære for to. En ganske mærkværdig ting, men at have ladet Chrystal blive en del af mørket på denne måde var besværligt nok i sig selv, når hun ikke vidste eller turde at gøre noget ondt mod nogen. Han havde fået jaget en ung kvinde til en af de mange gyder, hvor han havde fået fat i hende. Mørket var i den grad hans skalkeskjul og det fungerede fortrindeligt! Chrystal holdt han i sikkerhed. I denne sindstilstand, så var hun svag, for ikke at glemme at han ikke havde nogen anelse om hvor hans datter var henne lige i dette øjeblik. I den anden ende, var det jo selvfølgelig ikke noget som gjorde ham det mindste på nogen måde. Han havde bare accepteret at sådan var det nu bare, hvad end om han ville det eller ikke, så var der intet at gøre ved det. "Ikke gør det.." hviskede den unge kvinde med en direkte panisk stemme. Ikke noget som Darian tog sig af. Når han endelig var på jagt, så tøvede han virkelig heller ikke med det. Alt det som kunen kaldes følelser blev bogstavelig talt slået fra ved ham. Han gik hende roligt i møde, lod armen snige sig omkring hendes liv og trykkede hende roligt ind til sig. Vampyrer var jo trods alt også kendt for at være let forførende af sig og Darian var bestemt ikke noget undtag overhovedet. "Står du stille, så gør det ikke nær så ondt.." endte han med en rolig stemme. Kvinden var tydeligt skræmt af hele situationen og det var noget som måtte more ham. Han trykkede hende tæt ind mod sig. Han flyttede noget af det lange mørke hår og førte det over hendes skulder. Han plantet et let og roligt kys mod hendes hals, inden han blottede de spidse tænder og lod dem bore sig direkte i den tynde og varme hud. Kvinden gispede og med et halvkvalt skrig idet at Darian startet med at nære sig på hende. Han lukkede øjnene som havde han været i hel ekstase over det friske blod som måtte falde ham tungt til maven. Han trykkede hende ind til sig. Byttet var fanget og hermed også blevt nedlagt.

[alecander]

Alecander stoppede op, da han nåede slutningen af husets tag. Han lukkede øjnene og lod vinden komme imod ham, han nød den, og det var lang tid siden at han havde mærket den, fordi han altid sad og arbejdede inde på kontoret. Men der var også meget ham, Valerio og Demitri skulle tage højde for. Han hørte let et skrig, hvilket fik ham til at kigge op igen. Var der allerede én som var faldet i kløerne på en vampyr? Han sprang fra det ene tag over til det andet, hvor han løb hen til kanten af det nye tag. Han så ned i gyden, hvor en ung vampyr havde tvunget en kvinde op af muren. Et skævt og koldt smil krusede over hans rosafarvede læber. Han betragtede hvordan den unge vampyr forførte kvinden, inden han satte tænderne i hendes nakke. Hun havde ikke en chance, men hvem ville også have det mod den ædleste race af alle? Ingen! Han iagttog den unge vampyrs bevægelser, mon han kunne bruges? Han fniste lidt. Skønt der var flere meter ned fra tagets top til gydens bund, så sprang han alligevel ned. Han var trods alt vampyr og var langt hårdfører end et normalt menneske. Han landede i gyden med kun et lille bump. Hans mørke øjne faldt på vampyren, inden et skævt og lumsk smil gled frem på hans læber. Han kunne vel lige så godt prøve ham af? ”Dræber du hende, fordi hun afviste dig?” spurgte han med en lettere provokerende stemme, imens et selvsikkert smil spillede på hans læber. Han var faktisk ikke sikker på om denne vampyr var let at provokere, men det var vel forsøget værd? Han var jo nød til at måle hans styrke, for han brød sig ikke om svage vampyrer. Men man kunne jo aldrig vide om han havde haft en dårlig aften. Og organisationen kunne altid have brug for nye og loyale medlemmer. Nogle der turde tage chancer, og som ville dø for organisationen, for det kunne jo ske. Godt nok ikke noget som Alec havde i tankerne at gøre, men med de mange sabotager og missioner de var nød til at lave og komme på, så kunne man let miste livet, hvis det ikke var gennemtænkt, derfor var det så vigtigt at maskebal attentatforsøget var fuldkomment gennemtænkt, fordi den mindste fejl kunne koste organisationen, ligesom med hans fars, og han havde ikke tænkt sig at begå de samme fejl som hans far havde gjort.

[Deleted]

Al form for tid og sted, forsvandt fra Darian lige så snart, at han begyndte at nære sig. Var det sulten som stod stærkest i ham, så var det rovdyret som var fremme og han var i den grad stolt af det! Han var stolt af den mand som han var! Stemmen som måtte lyde ikke langt bag ham, var dog noget som måtte fange hans opmærksomhed. Han låste grebet fast omkring kvinden som halvt om halvt hvilede ind mod hans favn. Hun skælvede direkte panisk, selvom det på ingen måde, var noget som rørte ham det mindste. Han slap grebet med tænderne, slikkede sig om munden, inden han roligt vendte sig i retningen af manden som måtte stå der. Han havde intet bankende hjerte og han havde ingen vejrtrækning - Han måtte være vampyr ligesom han selv var. Han kneb øjnene let sammen og hvæsede svagt inden han roligt rettede sig op. Kvinden havde på ingen måder afvist ham. Hun var bare det 'heldige' offer for denne aften. Han vendte sig en halv omgang i retningen af manden. Hvem han var, havde han ingen anelse om og direkte, så var han også ligeglad. "En stakkels ungmø som løb ind i den forkerte mand.." svarede han roligt og med det næsten provokerende smil på læben. Han ville virkelig ikke lade sig blive tirret bare sådan og specielt ikke af denne mand! Selvom han nu ikke kunne fordrage, at skulle blive forstyrret midt i hans aftenssmad så var det jo bare noget som han måtte bide i sig lige for nu. Han ville heller ikke vække det store opstyr. Det ville ikke gavne ham på noget tidspunkt. Den ene hånd hvilede solidt om kvindens liv og den anden hvilede ved hendes nakke og baghoved. Han holdt hende uden besvær og uden det mindste kraftanstrengelse af nogen slags. Man var vel ikke vampyr for ingenting? Han lod hovedet søge let på sned. De helt mørke øjne hvilede stift på manden. Han følte sig dog ikke direkte truet af ham, men det var tydeligt, at denne mand var af en lidt mere fin slags, end det som han selv var vant til at skulle se og betragte sig til. "Og hvem er du? Jeg formoder ikke, at du bare dukker op, for at forstyrre mig mit i min aftenssmad," påpegede han roligt og med en ganske så kortfattet mine. Det var faktisk det som irriterede ham mest. Ikke hans ord direkte, men hans tilstedeværelse. Han nød nu mest, at kunne få lov til at nære sig i fred, fremfor at skulle sidde som han han gjorde nu. Maden i hænderne og et sted så en anden vampyr ved sig. Han kunne finde sit eget offer for denne nat. Dette var hans!

[alecander]

Alecander kunne snildt finde sig et bytte, men der var noget som fik ham til at blive her hos denne vampyr. Han kunne lugte at vampyren var fuldblods, der var ingen anden blanding. Han virkede bare ikke lige så fin som ham selv. Det var så ikke noget, som havde større betydning for ham, men han opfattede normalt fuldblods som fine og adelige, det var halvblods som var de beskidte. Han vidste til gengæld at det ikke var alle vampyrer der var født i en rig slægt, nu var det jo andre racer der sad på magten, men det skulle han nok få gjort noget ved! Han ville nedkæmpe hvert enkelt væsen for at de, vampyrer, kunne komme til at herske! Alecs mørke øjne faldt på den lette skikkelse, som vampyren holdt om. En ung vildfaren kvinde, der desværre snart ville dø. Han sukkede. Ak ja, den samme skæbnesvangre fortælling; vampyren jager kvinden ind i en mørk gyde, sætter tænderne i hende, og suger alt blod og livskraft ud af hende. Han smilede lidt ved tanken, det var nærmest en hverdag for vampyrer. Han slikkede sig let om munden. Han blev faktisk en smule sulten ved lugten af hendes blod. Han fnøs let til hans ord. ”Ja det kan jeg se,” sagde han med en rolig stemme, et provokerende dominant smil og det kolde blik. Han begyndte roligt at gå mod vampyren. Det var tydeligt at han ikke ville lade sig tirre, men man kunne vel altid fremprovokere personers temperament? Man skulle vel bare trykke på de rigtige knapper? Styrke betød egentlig ikke så meget – det kom an på hvilket speciale man havde – han var mere interesseret i loyalitet. Det var noget han gik meget op i. Han stoppede op ved hans spørgsmål og så eftertænksomt op mod stjernerne. ”Hmm… jo.” Han så på vampyren igen med et lille snedigt smil, ”jo det er jeg faktisk.” Han var kommet for at forstyrre ham i hans mad, for han havde skam ikke tænkt sig at gøre lige med det samme. Han ville nemlig finde mere ud af denne vampyr, hans styrker og svagheder, han kunne selvfølgelig bare snakke normalt med ham, men han tvivlede faktisk på at denne vampyr var typen der satte sig ned for at hyggesnakke, så han valgte at tage en mere drastisk metode. Han virkede nemlig mere … ond. Alec begyndte igen at gå mod vampyren med små lumske skridt, uden at hans mørke øjne veg væk fra ham, og uden at det provokerende dominante smil forsvandt fra hans læber. Han var faktisk sikker på at dette nok skulle blive et interessant møde. Ingen tvivl om det!

[Deleted]

Darian var bestemt ikke den type som ville dele og dette var så sandelig heller ikke noget undtag. Fuldblods det var han og det var noget som han var stolt af, også selvom han ikke just gik adelig klædt, så var det jo bare noget som man måtte tage med sig vel? Han havde ikke alverdens penge og han holdt sig aldrig til noget fast. Han var en meget flyvsk person og det havde han været mere eller mindre hele livet. Blikket hvilede stift på manden fremfor på kvinden som lå i hans arme. Hans tænder løb i vand, selvom han ikke kunne få sig til at se væk fra denne mand og bare fortsætte med at spise. Det ville jo for det første være ekstrem uhøfligt og for det andet, så havde han jo heller ikke nogen anelse om denne mands direkte intentioner lige for denne nat. Så han måtte jo trods alt være forsigtig. Darian var virkelig traditionel af sig og specielt når det kom til jagt, det var der ikke nogen tvivl om. Han havde fået udviklet denne form for metode for sig selv, for det var den som virket og derfor agtet han at skulle have lov til at spise alene! "Godt.." sagde han kortfattet og vendte endelig blikket mod kvinden. Hun kunne knapt nok bevæge sig, men panikken som var i hendes blik, var bestemt ikke til at tage fejl af. Det var i den grad også stensikkert! Som manden kom tættere på, så lukkede Darian grebet mere og mere omkring den unge kvindes nakke. Det var hans mad, så det var ikke noget som denne mand skulle have fat i. Han kneb øjnene fast sammen da manden kom tættere på. Han skulle bare ikke komme tæt på! Han blottede tænderne som havde det været en sidste advarsel. Et frygtelig dyrisk instinkt, for det var også noget af det som måtte stå stærkt i ham og sådan havde det altid været. Det var blot denne ene kvinde som ikke var endt med at blive et offer når sulten var for stærk. Han nænnet ærlig talt slet ikke at bide hende, selvom han virkelig sad inde med ønsket om alt som besad så meget som en puls, skulle falde bort! "Jeg advarer dig.. hvem du så end er, så kommer du ikke tættere på!" hvæsede han med en fast tone. Selv så rokket han sig ikke det mindste ud af stedet. Han var ikke bange for denne mand. Han endte med at slippe kvinden uden det mindste tøven, så hun røg direkte i jorden. Hvis denne mand ville se den mere voldelige side af ham, så skulle han så sandelig også have lov til det! Blikket faldt stift og gennemborende mod ham. Nok ikke den stærkeste fysisk, men han havde i den grad også sine mange andre styrker som han kunne gøre brug af og han gjorde det med glæde hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt! Han knyttet hænderne let. At bevæge sig ind på ham på denne truende måde, var bestemt heller ikke et heldigt træk!

[alecander]

Alecander var selv fuldblods, noget som han var stolt af til punkt og prikke. Og noget andet som havde en stor indflydelse på hans person, var hans adelige slægt. Mathimæus-slægten. Hans far havde opdraget ham, hærdet hans krop og sjæl. Han var blevet en sand fuldblods. Der var dog faldet lidt arrogance af på ham, og til tider kom han til at undervurdere sine modstandere fordi han netop så sig så højerestående end dem. Han var dog alligevel forsigtig med denne vampyr, netop fordi han ikke kendte ham. Men denne vampyr måtte være fuldblods, eftersom han ikke kunne lugte en anden race. Nok var han adelig og arrogant, så sig bedre end de andre racer, men det var også fordi at vampyrer var den bedste race af alle! De var originale! De brugte ikke magi til små feje tricks, nej de brugte skam deres skærpede sanser, der udholdenhed, deres fart og deres mentale styrke, til at nedkæmpe sine ofre og fjender! De brugte deres forføriske sanser til at lokke deres bytte til dem, til at charmere sig ind på deres fjender, for blot at slå til i sidste ende. Han var på så mange måder stolt over at være en del af én af de ældste racer! Han var arrogant og det var bestemt også hvad han var i øjeblikket! Han prøvede direkte og medvilje at provokere denne vampyr, der havde fanget sig et bytte. Han var jo desværre nød til en gang imellem at se hvad de andre vampyrer var i stand til, før han ville have dem med i sin organisation. Det nyttede jo ikke at hans organisation bestod af svage halvblods. Nej han ville stabe den stærkeste organisation nogensinde! Og den ville blive langt bedre end hans faders. De mørke øjne hvilede fast på vampyren. Han var faktisk ikke sikker på, hvordan han ville reagere, for det kunne jo godt være at han var en vampyr der ikke lod sig tirre så let. For det eneste Alec gjorde, var at nærme sig ham. Han tøvede ikke, men hans skridt var små og elegante, og han førte sig hen til vampyren i en faretruende gang. Han smilede blot et snedigt lille skævt smil, da vampyren blottede sine tænder. Nu var han sikker på, at vampyren ikke ønskede ham nærmere, og det var kun derfor at han fortsatte sin gang. Han tog ikke blikket fra denne vampyr, han frygtede ham ikke, men det ville være en dum fejl at se væk, for han vidste ikke om denne vampyr pludselig ville springe på ham. Han stoppede kort op, da han truede ham, hvilket blot fik Alec til at trække lidt i mundvigen. ”Tving mig,” opfordrede han udfordrende og hans øjne hvilede koldt, men dominant på vampyren. Han var kampklar, og havde han været levende så havde hans blod pumpet hurtigt igennem hans krop, ikke fordi han var nervøs, men fordi han faktisk allerede glædede sig til at prøve styrker med denne vampyr. Og nok var han adelig og arrogant, men han havde skam også en grund til at kunne opføre sig sådan, han var ikke svag, og han havde ikke det hele i munden. Hans far havde skam gjort ham klar til den virkelige verden. Hans far havde trænet ham hårdt, så han havde forstand på nærkamp, og det var også den måde han helst ville kæmpe på. Han havde ikke brug for et våben til at forsvare sig med, han havde sin indre og ydre styrke, og så måtte man ikke glemme hans strategiske hjerne.

[Deleted]

Hvad det var at denne mand var ude på, var slet ikke noget som Darian havde det mindste anelse om, men den truende adfærd som manden viste, var slet ikke noget som måtte falde i hans egen gode bog. Han var fuldblodsvampyr og det var noget som han havde været stolt af igennem hele hans lange liv! At kunne dræbe og klare sig uden brug af magiske besværgelser og remser, det var da ikke noget som man kunne sige sig, at mange ville formå at gøre. Prøv bare at se på mennesket, de var i den grad en frygtelig stor minoritet efterhånden! Man hørte jo knapt om dem. De var jo mere eller mindre blevet udryddet af de andre væsner som havde gjort krav på lande og steder til sit! Tænderne forholdt han synlige, selvom det var tydeligt, at det på ingen måde, måtte stoppe denne mand i at komme frem. At han så direkte opfordrede ham til det i form af en udfordring, var bestemt heller ikke noget som han ville lade sig sige to gange, det var i den grad også helt og særdeles sikkert på alle tænkelige måder overhovedet! Han knyttede hænderne fast, også selvom det nu ikke var dem som han ville bruge i denne stund, det var så sandelig også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. Som manden måtte komme tæt nok på, så tøvet han virkelig heller ikke i det foretagende. Han satte selv direkte af fra jorden af i et kraftigt udfald af et spring direkte mod ham. Hvem denne mand var, så skulle han virkelig heller ikke komme her og tro, at han var noget som helst! Tænderne forblev stadig blottet, da det selv var det våben som han agtet at bruge som det første, hvis han i det hele taget kunne komme til det. Han var selv hurtig. Han var virkelig ekstrem hurtig og med en mental styrke så stor, da det var en af hans mange stærke sider. Med et udfald af hånden som i et fast forsøg prøvede at skulle gribe manden om halsen for at tvinge ham op af den nærmeste mur, for at kunne holde ham fast. Han ville ikke slå en artsfælde ihjel med mindre, at det virkelig skulle vise sig at blive nødvendigt. Det var sådan at han tænkte. Det var vel også et samhold et eller andet sted, selvom de alle sammen arbejdede hver for sig på sit vis? Han levede sit liv såvel som de også måtte leve deres og af beklædning, så var det virkelig også kun tydeligt, at denne mand lå langt over ham selv. "Du frister skæbnen!" vrissede Darian med en fast tone og uden at skulle tage blikket det mindste væk fra Alec af. Det eneste som han krævede i denne situation, var virkelig at skulle få lov til at spise i fred og ro, det var vel heller ikke for meget at skulle forlange?! Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. Hvis det i det hele taget ville være muligt for ham, så ville blikket dræbe og så var denne mand faldet om for længst, også selvom at han var død i forvejen, så var det virkelig bare ligegyldigt! Den mand havde virkelig trådt ham over tæerne og så reagerede han virkelig også noget så grusomt på det! Lige nu var det virkelig bare et forsøg på at skulle holde manden i skak, så han kunne finde ud af, at han faktisk talte alvorligt, når han bad om madro og det at være alene! Sådan en forbandet vampyr skulle virkelig heller ikke tro at han kunne komme her og tro at han ville være noget som helst!

[alecander]

Alecander kunne se på denne vampyr, at han var stædig ligesom ham selv. Han så ikke ud til at han ville opgive sit bytte eller sågar blive forstyrret i at spise. Det kunne han egentlig godt forstå, for han havde det egentlig på samme måde. Var der nogen der generede ham i hans aftensmad, så ville han nok have reageret præcis som denne vampyr. Men han gjorde det blot af denne enkle grund; han ville prøve ham af. Og det morede ham i den grad at han alligevel var let at tirre, han skulle bare finde de rigtige knapper at trykke på, og det havde han jo så også gjort. At vampyren farede mod ham, som et vildt dyr, var præcis det han ville have ham til, og han stillede sig blot i en stabil hestestand, så han var parat til angrebet. ”Overhovedet ikke min fine ven. Skæbnen står lige her!” sagde han med en hvæsende klar stemme, som blot indikerede at han var parat til at kæmpe. Han kunne ikke vide om vampyren var stærkere end ham selv, men eftersom han havde fået god træning, levede for fare, og havde risikeret sit liv hele livet, så var han ikke bange, og dette var især heller ikke tilfældet! Man var nød til at kunne kæmpe, hvis man skulle klare sig hele livet uden magi, og mod magikyndige. Man var nød til at skifte taktik efter hvilket væsen man kom op at slås med. Og eftersom han selv var vampyr, så kendte han jo alt til dem. Selvfølgelig kunne han ikke sige, hvilke tricks denne vampyr kunne, men han selv kunne da et par. Og han yndede at bruge nævekamp langt bedre end at bruge våben, for han mente personligt at nævekamp var langt sjovere, for så havde man ikke et våben at skjule sig bagved, så havde man kun sig selv. Han gjorde ikke noget modstand, da vampyren farede imod ham, greb ham om halsen og tvang ham op af den nærmeste mur, da han blot greb fat rundt om vampyrens skuldre, for at ’lindre’ smerten, da han ramte muren. Et skævt og koldt smil gled blot over hans læber, og hans mørke øjne så direkte ind i hans. ”Nu hvor du selv beder om det,” sagde han. Han plejede egentlig aldrig at slå først, medmindre det var nødvendigt, og eftersom vampyren valgte at angribe ham – godt nok efter at han havde provokerede ham – så så han ingen grund til at holde igen. Plus han egentlig fandt det forfriskende med en slåskamp i ny og næ. Der var jo ingen der sagde, at de skulle dræbe hinanden. Han slap taget om vampyrens skuldre, så hans ene hånd kunne gribe om vampyrens håndled, hvis hånd der hvilede om hans hals. Han vred vampyrens håndled om, så han automatisk slap taget om hans hals, inden han med sin knytnæve slog ud mod hans kæbe, for at placere et hårdt og hurtigt stød. Han havde egentlig fortjent at få et lag tæsk, eftersom det var ham der var kommet og forstyrret vampyren og ikke omvendt, og han brød sig heller ikke selv om folk der havde det hele i munden, selvom at han ikke var tilfældet. Han var godt nok en smule arrogant, hvilket automatisk kom, når man voksede op i en rig slægt, men han havde skam forstand på en gammeldags nævekamp.

[Deleted]

Der var visse ting i livet som Darian satte en tydelig stor pris på, det var slet ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Bare det, at man kunne få lov til at spise i ro og mag, var virkelig noget af det som han satte den største pris på og det at denne vampyr havde valgt at skulle genere ham midt i dette foretagende, var bestemt heller ikke et heldigt træk altid! Det var virkelig noget som kunne genere ham noget så frygteligt! Udelukkende også af den grund, at han nægtet at jage med andre, for han fik virkelig ikke den ro som han virkelig havde brug for, og selvfølgelig var det noget som virkelig formåede, at skulle genere ham noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro at det var løgn i den anden ende! At denne mand måtte friste ham på denne måde, var bestemt heller ikke noget som han just ville se på som noget direkt godt eller positivt set fra den vinkel af, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Hånden som han fik lukket omkring mandens hals og tvunget op af væggen, var med en utrolig fast hånd. Den ville lukke luftvejene på et hvert levende væsen, også selvom han vidste, at det slet ikke var noget som kunne ske med en som dem. De var døde. De trak jo slet ikke vejret. Den klare irritation var dog at se i hans blik. Denne mand havde virkelig trykket på de knapper som man bare ikke skulle trykke på! Måske at han ikke var den stærkeste eller den fineste såsom denne herre måtte være, så var det virkelig noget som han var fuldstændig ligeglad med. Han havde det som han havde og det var noget som han ellers var så forbandet stolt af i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som han ville eller ikke. Han kneb øjnene fast sammen. "Du frister virkelig.." hvæsede han med en tydelig hvislen. Tænderne skjulte han ikke. Han var stolt af dem og de var og blev hans foretrukkende våben lige så med næverne og det som han ellers var født med at kunne gøre brug af. Træning havde han ikke fået. Det hele var kommet til ham udelukkende igennem erfaring. Han kneb øjnene fast og advarende sammen. Denne vampyr var virkelig ikke en som han brød sig det mindste om, det var der så sandelig ingen tvivl om! At hans håndled blev vredet om, så han alligevel måtte blive tvunget til at skulle slippe grebet omkring mandens hals, var intet som han kunne gøre noget med, men den knytnæve som ramte ham direkte ved kæben, var dog en anelse uventet. Øjnene klemte han sammen og med den smerte som måtte ramme ham, idet han måtte vakle bagover for ikke at miste balancen og ryge direkte i jorden. Han tog sig let til kæben idet han let måtte kæmpe sig op på benene. Det var længe siden, at han havde stået i en naturlig slåskamp og et sted savnet. Han vendte blikket mod manden og denne gang med den klare vrede lysende ud af hans øjne. "Ser man det.. Den fine fyr kan slå fra sig.. Den var uventet." Han havde klart også dømt ham ud fra hans beklædning og de lidt mere fine af slagsen, var normalt ikke meget for kampe på denne måde. Det var i den grad ud fra hans egen erfaring. Han vendte sig med fronten mod ham. Han sitrede virkelig af den rene irritation. "Fortæl mig hellere.. hvem er du?" vrissede han med en fast tone. Han ømmede sin kæbe og fik den skubbet let på plads. Han havde virkelig ikke ventet det slag.

[alecander]

En god gammeldags slåskamp var noget som Alecander især havde savnet! Det var noget som han ikke kunne komme uden om. At han blev undervurderet, var kun til hans fordel, for det skete tit, og et sted så gav han alle dem som undervurderede ham egentlig ret, for han havde selv oplevet, at de vampyrer der var lidt fine i tøjet, ofte kun havde alt i munden, men når det så kom til stykket, så turde de ikke slås, eller også havde de ikke lært det. Men den slags hørte Alec ikke indenunder, for han havde lært at slås helt tilbage fra da han var lille af sin egen far, som havde været leder for sin egen organisation, ligesom han var nu. Han var blevet hærdet og det var den dag i dag kun til gavn for ham, så at han blev undervurderet, morede ham egentlig blot, for så kunne han vise at man tog fejl, desuden så elskede han jo blodsudgydelser, så hvorfor skulle han sige nej, til en slåskamp, når han endelig kom i én? Nej, når han havde chancen, så tog han den også. Nok var Alec død, men alligevel kunne han tydeligt mærke den faste hånd, og lige i det øjeblik var han faktisk glad for at han var vampyr – en levende død – for ellers havde han jo nok tabt kampen. Et godt valg, at gribe fat omkring! Det måtte han lade ham. Denne vampyr var i hvert fald ikke svag. Den eneste fejl han egentlig gjorde, var netop at undervurdere ham, for en ting man ikke skulle gøre, var at undervurdere sin modstander, uanset beklædning. Slaget han havde placeret mod vampyrens kæbe, havde været hårdt og hurtigt, nok ikke til den største skade, men det havde været nok til at denne vampyr slap taget omkring hans hals og bakke baglæns væk fra ham. Han tog sig selv til halsen og ømmede den ganske let, han kunne endnu mærke hvor hånden havde grebet fast. Han betragtede vampyren med et lettere tilfreds smil. ”Kom aldrig at sig, at en rig mand ikke kan slås,” sagde han med et sigende blik. Han lagde roligt armene over kors og betragtede manden med sammenknebne øjne. Det var vel kun på sin plads at præsentere sig nu? ”Mit navn er Alecander Mathimæus,” præsenterede han sig med en stolt stemme, ”overhovedet for en hemmelig organisation.” Han røbede ikke mere, for han vidste jo ikke hvor denne vampyr stod og hvad hans forhold var til de forskellige kongefamilier. For vis denne vampyr kendte Jaqia, så ville det jo være dumt at sige, at han faktisk var ude på at slå hende ihjel. Alec vidste til gengæld at der ikke var mange der brød sig om Jaqia, netop fordi hun sad med det dårlige rygte, egentlig en skam at hun ikke var vampyr, og det var jo egentlig lidt den eneste grund til at hun skulle dø, og så selvfølgelig det at hun ikke passede som regent for dette land! Eftersom han nu havde præsenteret sig, så var det vel også kun på sin plads at denne vampyr fortalte sit navn. ”Og hvem er så du?” spurgte han, ikke fast eller beordrende, vel mere i en undrende tone, for han var et sted nysgerrig med at finde ud af hvem han egentlig var, og om han selvfølgelig kunne bruges.

[Deleted]

Darian havde handlet ud fra det som han selv ville anse som ganske normalt, når han stod overfor en modstander. Nu var det jo heller ikke altid, at ens modstander var af sin egen artsfælde! Han greb havde været tydelig fast, for hvis der var noget som ville sætte de levende i skakmat, så var det i den grad at få blokeret deres luftrør. Så for ham, så havde det været en ganske naturlig indgangsvinkel. At han havde undervurderet manden som stod foran ham, gik dog hurtigt op for ham. Måske at den knyttede næve mod hans kæbe ikke var det mest farlige, så gjorde det dog ondt og det var noget som i den grad godt kunne mærkes! Han sitrede stadig af den rene irritation, selvom han bare for nu, valgte at skulle bide det i sig. Selv nød han af det begreb af en god og gammeldags slåskamp, for det var virkelig også den perfekte måde, at få bugt med sine mange frustrationer på. Han havde for meget at tænke på, så måske at han handlede en anelse overiglet? Den samme faste mine var dog i hans ansigt. Han var på ingen måde slået i jorden endnu! Langt fra! Præsentationen af navn sagde ham virkelig intet. Han nikkede blot mod ham. Lidt høflighed ar dog på sin plads? Den stolte stemme var dog et kendetegn på en vampyr efterhånden. Ingen tvivl om, at der stod mange stolte af slagsen tilbage nu og det frydet Darian noget så grusomt! "Jeg har aldrig nævnt at rigmandsunger ikke kan? Det er bare utroligt, at jeg skal støde ind i en af de få som kan." Han trak kort på skuldrene. "Darian Miqirazi," præsenterede han sig selv med en vis stolthed i stemmen. Nok ikke noget som kunne måle sig med knægten som han stod overfor. Han havde ingen penge eller flot tøj at prale med. Han havde sit navn og sin person. Han lod hovedet søge let på sned. Hvilken organisation? Det gjorde ham dog alligevel let nysgerrig. At tonen selv endte med at være en helt anden ved manden overfor ham, gjorde dog selv, at han blev mere rolig end normalt. Han blev stadig stående i frygten for at det skulle gå galt hvis han gik tættere på. Han var stadig forstyrret midt i hans måltid! "En organisation?" gentog han med en tydelig undrende mine. Det var de færreste som ville præsentere det påd en måde som denne mand gjorde det på. Nysgerrig det var han dog, det var slet ikke nogen hemmelighed på nogen måde. Han valgte dog alligevel til sidst, at skulle tage et stille skridt mod manden, selvom det blev gjort med største agtpågivenhed! Han skulle virkelig ikke ud i noget som han ikke vil kunne vinde. Det ville virkelig være et tab alt for stort for hans vedkommende, det var slet ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. "Hvilken form for organisation?" fortsatte han med en rolig og kortfattet mine. Han var irriteret, men dog betydeligt mere rolig nu end det som han havde været for bare et øjeblik tidligere.. Nu var det nysgerrigheden som stod som det stærkeste i ham. Hvem var denne mand og hvorfor denne hemmelige organisation? Til en grænse var han dronningen loyal, men det var udelukkende på grund af de mange lovbrud som han jo praktisk selv måtte stå bag og det var slet ikke noget som han ville bøde med livet for, selvom han jo faktisk stod til det.

[alecander]

De var endt med at få et stød sat ind hver. Om vampyren var let til irritation normalt, kunne Alecander ikke svare på, det var ikke altid smart, og det vidste han fra egen erfaring. Han havde selv en kort lunte, og et kæmpe temperament, så når han først slap hans sande bæst ud, så havde han svært ved at stoppe igen, og skønt han havde en kort lunte, så var der visse ting, som ikke kunne pisse ham af, for der var visse ting, der ragede ham en høstak. Alec kunne godt mærke at manden var faldet lidt mere til ro, og dog blev han blot stående ved muren, for ikke at virke, som om at han var ude på noget, for det var han jo i princippet ikke, han havde bare ville prøve kræfter med denne vampyr. Så i stedet for at bevæge sig nærmere på vampyren, blev han roligt stående, imens han lænede sig op ad muren, som han før var blevet presset op af, med det faste greb om halsen. Hans øjne hvilede koldt på manden og dog med et lystigt skær. ”Og dog, har du lige nævnt det,” påpegede han med et skævt smil, det var dog lidt irrelevant, om manden troede at rigmandsfolk kunne kæmpe eller ej, for på det punkt var han faktisk enig med fyren foran ham. De fleste rigmandsfolk havde det hele i munden, og børnene var dog de værste! Det glædede ham faktisk en smule at han havde lagt fjendtligheden bort, og fortalte hans navn, hvilket blot fik ham til at smile i sit indre, uden at han viste det på ydresiden. Og den stolte tone var blot en bonus, eftersom Darian allerede var steget i hans øjne. Han lød som en rigtig fuldblodsvampyr skulle lyde, stolt over at være den mand var; en vampyr. Fuldblodsvampyr. ”Jeg er ked af at jeg forstyrrede dig i din …” Han skævede kort hen på den skræmte kvinde, inden han vendte blikket mod Darian igen, ”aftensmad, mr. Miqirazi.” Det var dog oprigtigt sagt, for han brød sig nu heller ikke selv om at blive forstyrret, skønt det alligevel var et stykke tid siden at han selv havde haft en god gammeldags jagt. At Darian blev nysgerrig efter hans organisation, glædede ham et sted blot, men han måtte alligevel være forsigtig med ikke at afsløre for meget. Han nikkede blot, da Darian gentog ham. Han blev stående lænet op ad muren, hvor han let lod sine arme falde over kors foran brystet. At han alligevel valgte at tage et skridt hen imod Alec, var ikke noget han reagerede synderligt på, og selvom det ikke lignede det, så var han alligevel på vagt, for han kunne ikke vide, om vampyren pludselig ville slå til igen. Han kendte jo sin egen race, og han vidste at alle vampyrer ikke var lige pålidelige, nogle angreb sine egne artsfæller uden grund, men sådan var det jo ikke kun vampyrer der var, sådan var generelle enspændere. ”En organisation for vampyrer der ønsker at være bedre end de er,” svarede han kortfattet, og dog uden at røbe for meget. Darian kunne jo ikke vide om det blot var en organisation for at styrke vampyrers selvtillid, for sådan som han havde svaret, så lød det egentlig ret ynkeligt, men det var en organisation for vampyrer der ønskede at komme højere op i hierarkiet, og eftersom han ikke vidste om Darian ville være med, så kunne han ikke afsløre for meget jo. ”Men hvorfor så nysgerrig?” spurgte han roligt, ”det var jo nysgerrighed der slog katten ihjel,” påpegede han med en lettere snedig og dog lystig mine. Det var jo sandt, nysgerrighed kunne få én dræbt, men et sted glædede det blot Alec at han var nysgerrig efter få mere at vide om hans organisation.

[Deleted]

Darian var efterhånden faldet til ro, udelukkende fordi at denne mand ikke viste sig nær så fjendtlig som han havde gjort for bare et lille øjeblik siden, så det var noget som i den grad også måtte spille godt ind for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt og med den klare og lette sitren i sin egen krop. Han måtte stadig køles mere ned. Han var stolt af hvad han var og hvad han havde præsteret igennem livet. Han kneb øjnene let sammen. Nok at det hele var blevet en anelse mer epersonligt nu hvor han kendte mandens navn, selvom det dog på ingen måde, gjorde godt for hvad han havde gjort. At forstyrre Darian midt i hans spisning var aldrig et klogt træk, også selvom han efterhånden havde fundet ud af, at det var dumt at kaste sig i strid med denne mand. Måske at han var rig og velhavende, så havde han klart forstand på en god gammeldags slåskamp. Ikke engang det så man meget til mere. En skam faktisk. Der var virkelig ikke noget som man kunne nyde mere end det, det var i den grad også helt sikkert. Blikket faldt til den forskræmte kvinde som bare lå på jorden. Hun var for svag til at rejse sig og stikke af. Det gik kun en vej for hende, så var det jo en skam for hendes vedkommende, at Darian ikke var en mand af medlidenhed. Han vendte blikket mod Alec igen og med den samme faste mine fra før af. "Undskyldningen er accepteret.." sagde han kortfattet. Han var nu ikke meget for det, han ville egentlig bare have lov til at spise færdig og så komme videre. Man kunne snildt sige, at hans liv virkelig ikke var noget andet end en rutinemæssig opgave. Alt skete på samme tid hver eneste dag.. Det kedet ham virkelig efterhånden. Han måtte dog virkelig erkende, at han var blevet nysgerrig på denne organisation. For vampyre som var bedre end de var? Hvordan pokker skulle den forstås? Han kneb øjnene atter let sammen og lod hovedet søge let på sned. Måske at han ikke var så velhavende som manden foran sig, så havde han alligevel en stemme som kunne høres. "Hvordan skal jeg tolke den?" spurgte han videre. Han var nok ikke den skarpeste ske i skuffen, men hvad han selv havde valgt at sætte i omløb efterhånden, så kunne han vel også godt bruges et sted? Han slog armene roligt over kors og med den lette irriterede mine i ansigtet. Denne mand gjorde virkelig ikke andet end at provokere ham, og det var i den grad ikke altid lige smart. Denne mand havde dog vist sig som en modstander på sit vis og normalt var Darian bestemt ikke den som kastet sig i krig med sine egne. Han fnøs let og himlede med øjnene. "Hvorfor så hemmelighedsfuld?" spurgte han roligt igen. "Om det er en organisation for vampyrer.. sådan en som dig og mig.. så er det vel blot en naturlig nysgerrighed? Måske... man kunne overveje at blive en del af det, hvis det er en mulighed naturligvis.." Han betragtede Alec med et roligt blik. Måske at han tænkte højt, men det var nu og da også meningen ved det hele, det var der ingen tvivl om. "Hvad som kræves at blive med i den.. hvad I gør for eksempel.. Fortæl mig noget mere.. nu ikke så hemmelighedsfuld.. nysgerrigheden slog måske katten ihjel, men se hvor mange som har lært af det," påpegede han roligt og med et let træk på mundvigen. Om ikke en prøvede og fejlede, hvordan skulle de andre så vide om de skulle gøre det eller ikke? Vampyrerne havde jo også kun lært, at de ikke skulle gå i solen, udelukkende fordi en sikkert helt tilbage i tidernes morgen havde prøvet det og fundet ud af det. Sådan startet vel det hele?

[alecander]

Alecander var faktisk ikke helt sikker på hvordan denne mand var. Og han var faktisk ved at tvivle på at hans eget skud på vampyren var forkert. Han var nok ikke lige så velhavende som ham selv, men det var jo også ligegyldigt, det var ikke noget som han gik op i, for han skulle blot bruge stærke og ikke mindst loyale vampyrer, det var det som han gik efter, og så selvfølge en vampyr med samme holdning som ham selv. De skulle selvfølgelig være stolt af den de var, mene at vampyrerne burde regere og være utilfreds med de nuværende regenter, og så vise deres værd. De fleste kunne overbevise ham, men til tider måtte han være skarp, for det var ikke alle som han stolede lige meget på. Han vidste ikke om der var en spion i blandt dem, men han var i hvert fald sikker på én ting: forræderi blev straffet hårdt! Han så ikke kærligt på en forræder, og forrådte man ham, så ville det bedste nok være at begå selvmord. Alec ville nok først skyde på at denne mand var en enspænder, én der ville gøre alt alene og hadede at arbejde sammen med andre, én man ikke skulle forstyrre – især ikke når han spiste – og én som var ligeglad med alt og alle. Det var nok det som han havde regnet vampyren for til at starte med. Han trak blot let på skuldrene med et let koldt smil på læberne, da hans undskyldning blev godtaget – hvilket så også blot glædede ham. Og han kunne ikke lade vær med at more sig over, vampyrens nysgerrighed. Han var så bare sikker på én ting; nysgerrighed dræbte ikke den snedige! Og han brød sig faktisk mere og mere om vampyren, for han virkede veltalende, og nemlig snedig. ”Hvorfor så hemmelighedsfuld?” gentog han let, ”fordi jeg så enkelt ikke ved om jeg kan stole på dig.” Han talte sandt, han måtte passe på med at fortælle alle og enhver om sin organisation, for den måtte jo helst ikke blive opdaget. Han gned eftertænksomt sin hage, imens han så overværende på Darian. ”Så skidt da. Dødgængerne – navnet på organisationen – går ud på at vampyrerne; den ædleste race, skal nå helt til tops. Vi saboterer forskellige steder i alle lande, gør ting, som kun gavner os i den sidste ende,” fortalte han roligt og med et lumsk og koldt smil på læberne. Han nød blot tanken om det. Dem som hersker over alle andre racer! Det lød virkelig tiltalende i hans øre. ”Vi vil forsøge at få alle andre kongelige væltet af deres troner, så vi, vampyrerne, kan overtage.”