You're late!

[Deleted]

Alicia var i den grad lettet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun sendte ham et stille smil. Hun holdt virkelig så forbandet meget af ham og hun ønskede ham virkelig også det bedste, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om for hendes vedkommende. Hun blev siddende ved siden af ham og lyttede til hans ord. Selvfølgelig var det en anelse trist, at det var sådan her , at det skulle gå, men det var vel bedre end at skulle sidde og bare.. lade som om, at det var ægte? For det ville i den grad heller ikke gavne Maggie på nogen som helst måde overhovedet. Hun rystede smilende på hovedet. De kunne gøre det her uden nogen form for dårlig samvittighed, de ville kunne forklare det hele til Maggie på en rolig måde, så selv deres lille pige, ville vide at mor ikke ville være der altid, men at far ville. Hun hævede den ene hånd og lod den klappe let og stille på hans kind. "Man kunne jo aldrig vide, når det kommer til dig, vel?" spurgte hun med en klart drillende mine. Hun havde det virkelig godt nu. Det var en byrde lettet fra hendes bryst og den var virkelig dejlig at have væk lige nu. Hun lænede sig frem og plantet et stille kys mod hans kind. "Jeg vil pakke mine ting.. Huset er dit og alt inventaret også.." sagde hun roligt. Hun strøg hans kind ganske blidt, inden hun selv valgte, at skulle rejse sig. Stadig roligt og stille. Maggie vågnede jo temmelig let og hun ville ikke vække den lille pige.. ikke nu.

[Lestat De Lochér]

Lestat tog det egentlig ikke tungt. Hvis dette havde været ham, så havde han jo også gået tilbage til Elanya, hvis det var hende som stod og ventede et eller andet sted. Han forstod Alicia udemærket og ville i den grad heller ikke holde hende tilbage fra hendes lykke, det ville bare bare ikke kunne. Ikke når han kendte så meget til kærligheden. En masse kærlighed, som kun Elanya havde åbnet hans øjne op for, det var der så heller ingen tvivl om. Det var hendes 'præstation' der havde gjort, at han kunne sidde her helt roligt. Han elskede Alicia, men bare langt fra på den samme måde, som han nogensinde ville elske Elanya. Hun var jo stadig i hans tanker og overalt i ham. Hun havde jo sat sine spor. Et skævt smil gled over hans læber og fnøs drilsk, da hun klappede ham på kinden. "Nej," svarede han stille og sendte hende et uskyldigt tandsmil. At hans hugtænder kom til syne, var virkelig ikke noget han tog hensyn til. Det var bare normalt for ham. Han trak på mundvigen og nikkede så bare stille, da hun kyssede hans kind og efterfølgende rejste sig. "Jeg ved endnu ikke.. hvad jeg vil gøre med huset," sagde han dæmpet. "Jeg skal først afklare med mig selv, hvad jeg vil," sagde han stille og tænkende. Han lænede sig tilbage i sofaen og med blikket som fulgte Alicia, inden at hun var forsvundet ud af syne. Først der rejste han sig. Han vidste, at solen nok snart var stået op. Og derved ville Maggie også snart vågne igen. Hun havde virkelig de underligste sovetidspunkter, men sådan var det jo. Han måtte også selv få sovet.. for han havde tænkt sig at udforske de drømme, han havde haft om Elanya. Maggie måtte han jo så bare tage med.

[Deleted]

Alicia havde selv valgt, at skulle gå frem på en stille og rolig måde, og det var en ting som hun gjorde fuldt ud bevidst på alle tænkelige måder. Hun ønskede, at det skulle være så enkelt for Maggie som muligt, at acceptere at sådan var det og uden at hun skulle have det skidt med det. For det var noget af det sidste som hun nogensinde ville ønske! Hun sendte ham blot et stille smil, ikke mindst også lige så let og taknemmeligt, som det altid havde været. Ærlighed havde altid været ekstremt vigtigt i deres forhold og det var noget som hun kunne prise sig lykkelig for lige i øjeblikket. Hun gik ind på deres soveværelse og fandt alt det som var hendes. Huset ville være hans og med alt inventaret også. Det eneste som hun tog fra sengebordet, var et billede malet af dem alle 3 sammen. Det var noget som hun aldrig nogensinde ville miste for noget i verden! Hun så stille på det og med et stille smil. Hun lagde det på sengen sammen med alle de andre af sine ting som for det meste måtte bestå af tøj frem for noget som helst andet. Hun fandt en sæk frem og fik det hele i den og med et stille og ganske så tilfredst smil.
Maggie vågnede som altid lige når solen måtte stå op. Hun havde ekstreme dumme sovetidspunkter. Sådan var det jo trods alt når man var halvt af hvert for hendes del. Hun kravlede stille ud af sengen og hen til døren, hvor hun kun lige kunne nå sit håndtag og anstrengende måtet kæmpe for at skulle få den op. Hun skubbet døren op, gned sig i øjnene, da hun gik ud i stuen, ligesom hun altid gjorde, det var virkelig ren rutine for hendes vedkommende om morgenen. "Faaaar?" kaldte hun altid som det første. Hun kvalte et gab og så sig omkring. Hun var sulten.. igen igen.

[Lestat De Lochér]

Lestat strak sig lidt. Han gik hen til håndvasken ude i køkkenet, hvor den knuste kop lå. Han fik det samlet og smed det i skraldespanden i stedet for. Alicia måtte tage alle minder hun ønskede. Der ville nok gå et stykke tid, før hun ville se dem igen. I hvert fald med den plan, som han havde i tankerne. Han sukkede dæmpet. Der var dog en del billeder af dem. Hver for sig og sammen. At gøre et minde af sig selv, var noget han godt kunne lide. Og han håbede bare, at Akiro måtte passe godt på Alicia, ellers skulle han nok komme efter ham. Han trak svagt på mundvigene og kiggede ind i spejlet, som hang over håndvasken. Det var istedet for at vindue. Han blinkede let med øjnene og betragtede hans nye kortere hår. Han gik ligeså stille tilbage mod gangen, igennem stuen. Han havde ganske ret i, at Maggie snart måtte stå op. Helt ret endda. Han hørte hende kalde og gik roligt hen til hende og løftede hende op på armen. "Når mørket falder på igen i aften skattepige, så skal dig og mig ud og rejse lidt," sagde han stille og blidt. Hun var selv mørk af race, som han var. Så Dvasias var et fint sted for dem, at bevæge sig. Han skulle i hvert fald nok være the big bad, hvis nogen kom i nærheden af hans lille pige! Men han måtte bare udforske de drømme om Elanya. Det var jo så tæt på imorgen. Han strøg hendes kind og holdt hende ind i favnen. Han vuggede hende lidt. "Men har du ellers sovet godt?" spurgte han stille. Han vidste ikke hvordan han skulle få sagt det med Alicia. At mor og far ikke længere skulle følges ad.

[Deleted]

Alicia ønskede virkelig at skulle have muligheden for at se dem fortsat, det var der ikke nogen tvivl om. Selvom det jo så bare var som venner, så var hun jo stadig Maggies mor og det var noget som hun agtet at holde fast i. Også mest for sin egen skyld. Det var jo 2 herlige år af hendes liv og det var alt sammen Lestats skyld og hun havde klart nydt det. Han havde været der, da hun havde haft mest brug for det. At han havde tænkt så meget på Elanya i det sidste, var slet ikke noget som hun havde det mindste anelse om overhovedet og det var nok også for det bedste? Maggie skulle nok lære at forstå det. Hun agtet i hvertfald at forklare den lille tøs det inden hun ville tage afsted. Hun var nu temmelig sikker på, at Akiro nok skulle passe på hende, selvom de i den grad også havde deres, at skulle slås med, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Han var virkelig bare nødt til at snakke til hende! Hun fik lukket sækken med de minder - Det eneste som hun virkelig havde været glad for. Dengang Maggie havde været lille og de selv sad på maleriet med selv det største smil. Der var virkelig ikke noget bedre end det og det var noget som hun aldrig nogensinde ville glemme, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hun nåede kun roligt ud i gangen, hvor hun satte sin sæk fra sig.
Maggie lod sig blive løftet op på Lestats arm og med et stille smil. Hun smed armene omkring hans nakke. "Hvor skal vi hen far?" spurgte hun med en klar nysgerrighed i stemmen. Hun elskede at komme ud og specielt når det var med far. Der var virkelig ikke noget bedre for hende! Hun nikkede. "Mig har sovet godt," sagde hun med et stort smil. Hun havde selv de små sylespidse tænder. Og skarpe, det var de bestemt.

[Lestat De Lochér]

At Alicia ønskede de minder med sig, forstod Lestat udmærket. Han ønskede hende bare det bedste med Akiro og så håbe på, at han ikke ville såre hende igen. De havde begge 2 hjulpet hinanden igennem en ekstrem svær tid. Selv han, som havde gået rundt i mange år på egen hånd, før han egentlig havde stødt på hende. Han strøg tungen let over sine læber og smilede skævt. Han strøg den ene hånd igennem håret og håbede, at Alicia selv ville komme ud og hjælpe med at snakke med Maggie. Han ville virkelig ikke kunne sige det selv. At mor forlod dem. Det ville lyde så forkert, hvis han sagde det. Som om noget var galt. Og det var der jo langt fra! Han kunne høre sækken lukkes. Hans hørelse var trods alt skarp og trænet. Han satte sig i sofaen med Maggie på armen og holdt om sin lille pige. "Vi skal en tur til Dvasias.." sagde han dæmpet. Hvis han huskede rigtigt, var der også nogle som handlede med engleblod der. Og det savnede han virkelig. Det smagte virkelig godt. Han så på hendes sylespidse tænder, da de kom til syne. Han var nu meget stolt af sin lille pige. Og at hun faktisk nemt kunne løbe om hjørner med ham, det så han virkelig igennem fingre med. "Godt," sagde han stille. Håbede faktisk ikke, at Alicia havde hørt, at han skulle til Dvasias - med Maggie.

[Deleted]

Alicia skammede sig ikke over sit liv, med den drejning som det havde taget, da Akiro havde valgt, at søge væk for deres begges skyld. Hvis han dog bare havde fortalt hende om det, istedet for at lade hende sidde uden at vide noget som helst! Måske, at det var naivt at skulle vende tilbage til Akiro, men hun ønskede virkelig at finde ud af det, og så var hun jo trods alt nødt til at skulle løbe den risiko, hvad end om det var det som hun ville eller ikke, så var det jo ikke fordi, at hun havde meget andet valg. At hende og Lestat i det mindste kunne gøre det på denne måde, frem for at skulle skændes som hund og kat. Hun ønskede lige så, at Maggie skulle forstå hvad der skete, så hun ikke endte med at blive helt ked af det. For mor ville stadig komme og se hende, selvom det var far hun måtte blive ved. At Lestat ønskede at få den lille pige med sig til Dvasias, var dog ikke en tanke som hun var meget for, men igen, han skulle have lov. Hun bed sig let i læben og sukkede let. Hun stillede sig op af væggen for bare et kort øjeblik. Hun var virkelig bare nødt til at skulle samle sig bare en smule, også mest for Maggies skyld. Hun endte med at skulle gå ind til dem i stuen og med det naturlige moderlige smil, så satte hun sig ned i sofaen ved siden af Lestat som måtte sidde med deres lille pige i skødet. "Min lille skat.. Der er noget som jeg ønsker, at du skal høre," begyndte hun stille. Maggie vendte blikket stille mod hende, også selvom hun blev siddende i fars skød. Alicia sendte hende et let smil. "Når far tager dig med til Dvasias, så skal mor et helt andet sted," fortsatte hun. Maggie knugede sig let ind mod far. Hun forstod ikke rigtigt og det var tydeligt. Alicia lod hovedet søge let på sned og strøg den lille piges kind så roligt og stille. "Maggie må blive sammen med far. Mor lover at komme og lege med dig så ofte som muligt," fortsatte hun stille. Maggie nikkede blot. Hun fattet ikke alvoret, men beskeden kom dog på plads.

[Lestat De Lochér]

Hvor godt Maggie ville forstå denne deling, vidste Lestat ikke. Men alt skulle i hvert fald handle om, at den lille pige, ikke skulle føle at det var hendes skyld! Så ville det i hvert fald gøre Lestat ked af det, hvis hun begyndte at føle det sådan. Han lagde armene omkring hende og gav hende en kort flyvetur, mens at der var lidt stilhed. Alicia skulle trods alt lige blive færdig. Hvad der løb rundt i hendes hoved, det vidste han ikke. Men kærligheden besejrer alt, og Akiro var hendes kærlighed. Han smilede forsigtigt, da Alicia stille kom ind i stuen igen. Han sad ganske stille og lod øjnene følge Alicia, som hun kom hen og satte sig i sofaen. Han lod Maggie blive siddende på hans skød. Han ønskede for alt i verdenen, at beskytte hende. Han vuggede hende lidt og kyssede hendes kind. Hovedet drejede han imod hende. Så havde hun alligevel hørt det med Dvasias. Bare hun nu ikke tænkte, at han var uansvarlig. Han smilede stille og holdt om Maggie. Han lod bare Alicia tale færdigt.

[Deleted]

Maggie sad stille i fars skød og betragtede sin mor med et let undrende blik. Hvorfor det hele skulle gøres sådan, det forstod hun ikke. Mor og far rejste jo altid sammen, så hvorfor skulle det pludselig være anderledes? "Mor ikke med?" spurgte hun stille. Alicia sendte hende et stille smil og åbnede favnen for hende, så hun havde det at skulle søge til istedet for. Maggie slap Lestat og kravlede hen til Alicia som lukkede armene stille omkring hende. Dette var slet ikke noget som hun var glad for. At hendes lille pige skulle være så forbandet usikker på denne måde. Det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Far skal passe på Maggie, min pige.. Det er far nemlig meget god til," sagde hun med et stille smil. Med andre ord, så havde hun intet imod at Lestat tog hende med sig dertil. Han havde vel en god grund til at skulle søge lige netop til mørket på denne måde? Noget som hun valgte at håbe og tro på, også for lille Maggies skyld. "Mig vil ha' mor med.." sagde Maggie stille. Hun gned sig stille i øjnene. Alicia rystede stille på hovedet. hun valgte stadig, at skulle holde sig så rolig og blid som det var hende overhovedet muligt, også mest for sin lille datters skyld. Maggie endte dog med at nikke. hun forstod det ikke rigtigt, men hun vidste da at mor og far ikke skændes, for det ville hun ellers have opfanget allerede for længst. "Så far passe Maggie?" spurgte Maggie stille og så på hende. Alicia nikkede med det moderlige smil. Hun kysset roligt Maggies pande. "Det er helt rigtigt. .Far passer på Maggie," sagde hun muntert.