You're late!

[Lestat De Lochér]

Lestat sad stille derhjemme. Da solen endnu engang var gået ned, stod han op. Ali var taget hjemmefra og han passede Maggie. Han havde bedt hende om ikke, at komme alt for sent hjem. Men det have trukket længere og længere ud. Maggie var blevet lidt træt igen. Hun var jo også halvt formskifter, så han forstod hende godt. Han havde givet hende lidt lunet blod og havde så fået hende i seng. Han ønskede bare, at hun skulle være frisk. Han var bekymret, lidt oprevet og halvvejs sur. Men han ville først hidse sig op, hvis hun kom hjem. Hvad hvis hun ikke gjorde, måske der var sket hende noget? Han vidste det ikke. I hans rastløshed, sad han blot og stirrede ind i spejlet. Hans halvlange hår, endte han med at skulle klippe, så det blev meget kortete og det løftede faktisk hans ansigt. Han kiggede sig ind i spejlet, og sad og lyttede nøje. Hvornår kom hun mon? Han indåndede lugtene rundt omkring, men endnu var der ingen tegn til at hun var i nærheden. Han fugtede let sine læber og rejste sig op. Han betragtede hans nye hår og smilede kort, selvom han hurtigt kom i tanke om Ali igen. Han satte sig ved køkkenbordet og drak en kop blod. Han fnøs kort og hvilede panden imod hans ene hånd, hvor albuen støttede imod bordet. Han drak koppen færdigt og lod den rushe hen af bordet, så koppen gik i stykker på gulvet. Han blev dog bare siddende. Mange gamle tanker kom op igen.. Nu han havde så meget tid. Alt om Elanya kom stærkt tilbage til ham.

[Deleted]

Alicia var udmærket godt klar over, at hun havde været væk temmelig længe og meget længere end det som hun havde sagt, at hun ville. For hendes vedkommende, kunne man godt sige, at der var opstået store komplikationer, som havde tvunget dette til at skulle ske fremfor noget andet istedet for. Hun havde mødt Akiro. Hun havde fundet den mand som hun havde elsket og stadig måtte nære de følelser for, det var noget som hun havde fundet ud af.. Et sted så havde Lestat jo været en trøst, selvom hun virkelig også elskede ham og deres kæreste lille datter. Der var virkelig ikke nogen som helst forskel lige der og da og dog.. hun elskede dem på en helt anden måde end det som hun måtte elske Akiro. Hun havde bedt Akiro om at vente på godset på hende, for hun ville komme hjem. Selvom hun ærlig talt var direkte pissed over den behandling som han havde givet hende, bare ved at smutte uden så meget som et eneste ord, så havde hun valgt at ville give ham denne chance til. Hun kom stille tilbage til New Dale og søgte hjemover, selvom det var noget som skete med en stor forsigtighed.
Maggie havde virkelig været nervøs, urolig og nærmere umuligfor den sags skyld. Det var klart underligt, når mor ikke var hjemme, for det plejede hun jo normalt altid. Hun havde fået sit blod, vel tilfredst og så ellers lidt mod sin vilje, havde hun lagt sig til at sove igen. Som halv formskifter, så havde hun lidt mærkelige tidspunkter hvor hun måtte føle for at sove, samt pludselige ændringer i holdninger, meninger og gøremål. Det hele ændrede sig hurtigt for hende.
Alicia listede stille hjem og indenfor. Dørene lukkede hun stille efter sig og så forsigtigt, som det var hende overhovedet muligt. Bare i tilfælde, hvis Lestat også måtte ligge og sove, for hun ønskede virklig ikke at vække nogen af dem. Kåben smed hun roligt på plads og det mørke hår fik hun roligt over skuldrene, så det krøllede let. Hun smilede i hele ansigtet, som der slet ikke var slet noget som helst, selvom hun dog klart måtte vide, at det forholdt sig helt anderledes.

[Lestat De Lochér]

Hvad Alicia egentlig havde lavet til aften. Eller om hun havde stødt på nogen, vidste Lestat ikke. Han vidste bare, at hun også måtte have lov at gå lidt på egen hånd. Han ville ikke binde hende med armene og ben, bare fordi han ikke ønskede at noget skulle ske hende eller hvad man ellers kunne have af mistanker. Han sukkede indædt og følte næsten for at græde. Hvorfor skulle Elanya lige dukke op i hans tanker. Hun var jo væk, ikke sandt? Hun var død... ligesom han havde været. Men så var han kommet tilbage og var endt tilbage i sin vampyriske tilstand. Og brugt lange tider, på at acceptere hun ikke var til mere. Havde fundet Alicia, slået sig ned og fået skønne Maggie. Den pige betød virkelig alt for ham og Alicia var ham også uhyre vigtig. Men måske, var det bare ikke helt rigtigt alligevel? Måske de elskede hinanden, men ikke på den måde? Han kunne ikke sige det. Han ville jo bare fremad. Og det var han også kommet. Han lukkede kort øjnene, gned sig let i dem og så op, da han kunne lugte hun kom. Han hørte dørene gå og rejste sig så ligeså stille. Han fik hurtigt den ødelagte kop samlet op og smed skårene ned i en spand. Han gik ud i stuen, hvor man også kom ind. "Hvor har du været?" spurgte han som noget af det første.

[Deleted]

Alicia holdt virkelig af Lestat. Det gjorde hun virkelig. Han havde lige så været hende en fantastisk stor hjælp og de havde den yndigste lille datter. Det var slet ikke noget som hun ville kunne vende ryggen til. Et sted så føles det bare ikke rigtigt, og hun håbede virkelig bare, at han ville kunne acceptere det. At han havde siddet oppe og bare været bekymret for hende, var slet ikke en tanke som direkte måtte falde hende ind. Hun ville næsten forvente sig, at han ville sove ligesom deres kære datter altid gjorde på denne her tid. Akiro var vendt tilbage til Imandra.. Hvordan ville hun nogensinde kunne være i stand til at skulle se væk fra det og bare vende ryggen til? Det ville hun bare ikke kunne! Hun stillede sko og det hele ude i den lille gang som de havde og så hurtigt op, da hun hørte hans stemme. Hun var stadig ikke vant til alle de dufte og lugte som hun måtte kunne opfange i hendes nærhed, så det at han havde fanget hendes duft, undrede hende vel egentlig ikke? Hun havde jo heller ikke regnet med noget andet. At se ham der.. Stå med det bustede hår og de mørke øjne.. Gået fra en knægt til en mand. Hun trak svagt på smilebåndet, selvom det var tydeligt, at der måtte ligge noget uder. "Jeg har været ude," svarede hun roligt. I bund og grund, var det jo ikke nogen løgn. Det var aldrig noget som hun på nogen som helst måde, ville kunne få sig selv til at skænke ham.. Aldrig! Han låste hende ikke på hænder og fødder og det var noget som hun var så forbandet glad for i den anden ende. Hun sank klumpen stille i halsen. At Elanya stadig måtte hvile på hans tanker, var ikke noget som faldt hende ind, også selvom hun vidste, at han havde savnet hende ekstremt. "... Vi er nødt til at snakke, Lestat," sagde hun med en yderst rolig og dæmpet stemme. Alvoret var tydeligt i hendes blik.

[Lestat De Lochér]

Lestat kløede sig kort i håret, inden at han lod armene falde ned langs hans sider og glide over kors. Han var så vant til, at være vampyr, så den følelse næsten var stærkere end at være warlock, som han i oprindeligheden var. Men vampyr havde han været længe og tilværelsen, var ham bare en vane. At lugte sig frem. Ligesom en rovdyr gjorde det, bare i menneskeform. For ham, var det normalt. Og det var tilvænnet igennem lang tid. Tilværelsen var ikke slem, og han var vant til at drikke blod, gå om natten og sove om dagen. Hverdags rutine. Men for Alicia, måtte det være lidt sværere. Derfor skulle hun have lov at udforske det hele selv. Han holdt jo meget af hende. Hun havde været en stor hjælp, og en god ven. I og med, at han havde friet, endte ud i at de havde en datter og at de i udgangspunkt, skulle have været dem for evigt. Men som det virkede til, blev det ikke sådan. Elanya søgte rundt i hans drømme, viste ham de billeder af steder han før havde set og kaldte på ham. Længslen blev ekstrem, nu når man havde prøvet i så længe at slippe tanken om det og acceptere at hun var væk. Men hvad hvis hun var tilbage? Han stod selv med et ben i hvert hav. Alicia eller søge efter Elanya? Det var ikke bare drømme. Han havde ikke drømt i lange tider, men nu.. ligepludselig igen, så kom Elanya tilbage. Hvorfor? Var hun her? Han kunne mærke hendes duft i skovene. Vindene bar jo essensen af folk rundt og hun ville altid blive genkendt af ham! Han nikkede stille og viste hende med hen til bordet, hvor han gled ned at sidde. "Ja.. Det er der vist," sagde han dæmpet. Han kunne jo se det på hende.

[Deleted]

Alicia håbede virkelig bare, at Lestat ville forstå hende, for Akiro havde været hendes første og han ventede på hende. Det var virkelig bare ikke noget som hun kunne se væk fra, bare sådan uden videre, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Hun elskede Lestat, men det var virkelig ikke på den samme måde som det som det havde været med Akiro. Han var hendes første og det var også noget specielt. Selv kunne hun næsten ænse, at han havde noget på tankerne, at der var noget som brød med hans hoved, ligesom der også måtte være med hendes eget. Elanya havde jo også været noget ganske særligt for ham, så han vidste jo hvordan det var at miste. Hun nikkede mod ham og gik til sofaen, hvor hun roligt tog plads. Hun klappede roligt på pladsen ved siden af sig, også for at vise ham, at han faktisk også ønskede, at hun skulle tag plads der. Hun smilede ikke og hendes blik var næsten helt uden mimik. Det var slet ikke fordi, at hun fortrød det som hun havde gjort, for det havde hun bestemt ikke! Hun elskede sin lille datter og mere end noget andet, men dette var virkelig bare noget af det som hun bare følte for at skulle få gjort, og det var noget som hun bare måtte håbe, at han måtte forstå. At Elanya pludselig brød så langt ind, at det påvirket hams drømme og søvn, vidste hun ikke, for det var ikke noget som han havde nævnt for hende endnu vel at mærke. Hun bed sig let i læben. Tilværelsen som vampyr havde hun, selvom der stadig var så ekstremt meget, som hun måtte lære at skulle forholde sig til, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Det er vigtigt for mig, Lestat.. Vi er nødt til at snakke," begyndte hun stille. Hun holdede hænderne roligt i hendes skød. Akiros forlovelsesring sad allerede på hendes finger. Han havde jo trods alt givet hende den på, da de havde mødt hinanden nede ved floden. Et sted håbede hun, at han ville se den.. Så de kunne komme ind på samtalen og helst uden at skulle hidse sig op.. For lille Maggies skyld.

[Lestat De Lochér]

Lestat ville udmærket forstå hende, hvis hun igen fandt hendes sande elskede. Han ville jo også selv gøre det samme, hvis han fik muligheden. Og han kunne næsten se, at den var ved at åbne sig. Muligheden var ved at blomstre. Men kunne det passe at Elanya faktisk levede endnu.. Eller igen? I så fald måtte han ud og finde hende. I drømmende så han hende som en slave, lige midt i Dvasias gader. Velkendte gader for ham. Og han brød sig bestemt ikke om det. Han kunne ikke fordrage tanken. Og hvis det ikke var sandt. Hvorfor skulle hun så kalde.. Og hvorfor skulle de drømme lige netop komme nu? Var der ikke en grund. Det måtte der være. Det var det eneste logiske. Han trak vejret dybt og gled ned at sidde i sofaen. Han havde jo ledt mod den, ved at nærme sig sofabordet. Han så stille på hende, og med et forsigtigt smil. Venner var de. Og venner med en historie. Noget han aldrig ville glemme, uanset hvad. Han nikkede blot og blikket faldt mod hendes finger. Han tog hendes hånd op, for at betragtede ringen. "Den er flot.." sagde han dæmpet. Han så spørgende på hende. Hun kunne da umuligt have fundet en anden, mens de havde været sammen og fået deres datter. Så hendes gamle og store flamme?

[Deleted]

At Lestat satte sig ved siden af hende, havde hun intet imod. De var virkelig nødt til at skulle finde ud af det her, snakke om det og så komme frem til en løsning som de begge ville kunne gøre brug af og leve med. Hun var klar over, at Elanya havde været en kraftig magiker og ikke noget som hun på nogen måde. At han tog hendes hånd og skænket ringen det blik, så var det kun gjort tydeligt, at han havde set den. Han tog det nu frygtelig meget pænere end det som hun havde regnet med. Han havde det vel på samme måde et sted? At de ikke var ment til hinanden på den måde? Andet end gode venner? Hun lukkede hånden stille om hans og lod de mørke øjne falde til hans blik. Han havde virkelig været hende en redning og hun havde virkelig bare prøvet at skulle hjælpe ham med at komme over tabet af Elanya. Hun kunne jo bare håbe at det lykkedes hende, at gøre det. "Det.. er det jeg ville fortælle dig om, Lestat," begyndte hun stille. Det var slet ikke fordi, at hun var usikker, men hun ønskede virkelig ikke, at skulle hæve stemmen, vække Maggie og så ville alt være så voldsomt kaotisk. Det var slet ikke noget som hun måtte ønske sig lige netop nu. Hun bed den lette nervøsitet i sig. De havde gået meget op i ærlighed og ærlig, det var det som hun i den grad ønskede, at skulle være overfor ham lige netop i dette øjeblik, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. "Jeg holder af dig.. Det gør jeg virkelig. Jeg var ude, som jeg fortalte dig," fortsatte hun relativt stille. "Jeg mødte Akiro.. Jeg har fortalt dig om ham.. ikke? Ham som forsvandt ud af mit liv.. Jeg mødte ham ved floden," tilføjede hun stille. Om det ville være muligt, så ville hendes hjerte hamre mod hendes bryst lige nu. Hun frygtet at Lestat skulle hæve stemmen eller noget lignende. En tanke som hun faktisk fandt skræmmende.

[Lestat De Lochér]

Lestat så roligt på hende. Han ville gerne sidde ved hendes side og endnu, så formåede hun ikke at hidse ham op. Det at tale ud, var langt bedre end at stå og mundhugges. Det ville også vække Maggie og så ville det hele bare blive kaos. Hvor hvor ville kosmos så blive af, hvis de alle sammen splittes i vrede? Han kunne allerede fornemme, hvor dette skulle ende ud henne. Han lukkede hånden omkring hendes og lod hans øjne søge til hendes. Hovedet søgte let på skrå. Det var faktisk befriende, at håret ikke var så langt længere. Han nikkede stille og tog blikket kort fra hende, for at se på ringen, men så faldt det også tilbage til hende igen. Han strøg tungen let fugtende over sine læber. Han pustede lidt luft ud, fordi at han sukkede. Han prøvede trods alt ikke på at trække vejret mere. Han var vant til dette. Han ønskede heller ikke at hæve stemmen for hende. "Jeg holder også af dig.." sagde han stille. Han nikkede dæmpet. Akiro havde hun fortalt om, og det nikkede han så bagefter til ligeså. Ærlig ville han være. For det var vigtigt. "Jeg tror.. Jeg forstår uden dybere forklaring Alicia. Du ønsker din store kærlighed og når han er her, skal du tage chancen med ham igen," sagde han dæmpet og gav hendes hånd et blidt klem. "Vi er venner og mere bliver det nok ikke.. Vi har en skøn datter.. Men vore veje ser ud til at skille her, har jeg ret?" spurgte han dæmpet.

[Deleted]

Lestat taklet det virkelig ekstremt meget bedre, end det som hun havde ventet sig. Hvis hun havde vidst at Akiro ville komme tilbage, så havde hun aldrig trukket den så langt med Lestat som det han havde. Han så end ikke ud til at skulle klandre hende for det? Et sted så lettede det hende, at de i det mindste så ud til at kunne gøre dette som venner mere end noget andet, for det betød virkelig meget for hende. Han havde stået der, da hun selv havde haft brug for den form af lettelse og en favn at søge til, som hun havde ladet ham sidde med en skulder at græde på, for det tab som han havde lidt, havde været lige så slemt som hendes eget. Hun trykkede roligt omkring hans hånd og uden at skulle slippe ham med blikket. At han selv kunne tolke hvor de var på vej hen, lettede hende dog en hel del. Hun sendte ham et stille smil. Hvoraf hun ikke gjorde andet end at skulle nikke til hans ord. Det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham. Det kunne hun virkelig bare heller ikke få sig selv til på nogen måde. "Jeg elsker ham på en anden måde, end det jeg elsker dig, Lestat.. Du betyder stadig meget for mig og det vil lette mig, hvis vi kan finde en løsning på det her som vi begge kan leve med.. Han venter på mig på godset.. Jeg håber bare, at du vil forstå.." Hun rykkede helt tæt ind til ham og uden, at skulle slippe ham det mindste med blikket lige nu. Hun tog fat omkring begge hans hænder med sine, alt for bare at fange hans blik. "Jeg vil ikke se på at de skilles.. Jeg ønsker stadig at se dig som en ven om ikke andet.. Du hjalp mig virkelig og det er jeg dig virkelig taknemmelig for," fortsatte hun stille. Hun var ærlig. At lyve for ham, ville hun aldrig kunne få sig selv til på nogen måde og specielt ikke overfor ham.

[Lestat De Lochér]

Lestat ville ikke hidse sig op. Det ville være så forkert, at hidse sig op. Mest fordi, at de egentlig ikke var ment for hinanden på den måde. Deres datter var virkelig perfekt over alt i verden, og hun ville altid være deres. Men sammen som mand og kone, det var han usikker på, om ville fungere resten af livet. Han ønskede hende det bedste og hvis det var hos Akiro, så måtte hun tage dertil. Han ville ønske at få Maggie. Han elskede den lille pige. Men lige det, måtte vist være den sværeste beslutning. Han ville sælge huset her og så komme videre. At søge efter Elanya, når nu de skulle hver sin vej alligevel, kunne vel ikke skade? Han ønskede selv, at skulle finde glæden igen og hvis nu drømmene tale sandt, så ville han virkelig blive chokeret og overrasket, på en glædelig måde. "Vi har det på samme måde, Ali," sagde han dæmpet. "Vi elsker hinanden.. Men ikke på måden, som 2 elskede elsker," sagde han dæmpet. "Hvis du forstår," fortsatte han dæmpet. Han nikkede dæmpet. "Jeg forstår dig," sagde han roligt. "Og vi er venner.. Vi hjalp hinanden i nøden. Vi fik en perfekt datter, og hun vil altid være vores," sagde han stille til hende og sendte hende et skævt smil. Han holdt begge hendes hænder i sine.

[Deleted]

Alicia var virkelig lettet ved Lestats udtalelse. Han gjorde det virkelig bare enkelt for hende, at være hende for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det lettede hende virkelig, bare det faktum, at hun kunne tale åbent, uden at skulle få det rap over fingrene og ellers en hidsig mand, som ville klage, råbe og skrige skylden på hende, for at ødelægge hans liv. Det var jo de historier som gik om par som brød op. Han forstod hende og det var virkelig også det vigtigste lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om man ville det eller ikke, så var der ikke mere at komme efter for dem af denne vej. Hun nikkede stille. Hun ville selv ønske, at han tog Maggie med sig. Ikke bare var tøsen fars pige, men at lade en pige med en sådan nysgerrighed vokse op blandt hende og en Horror, det kunne hurtigt vise sig at gå galt, og det ønsket hun bestemt heller ikke! "Jeg ønsker, at du skal tage Maggie med dig, Lestat.. Hun har altid været fars pige," sagde hun stille. Hun strøg ham roligt henover håndryggen. Han betød uendelig meget for hende. Hun nægtet virkelig bare, at skulle ende op på det punkt, hvor hun ville nægte at vedkendes ham på gaden. Hun ønskede ham i den grad det bedste, og det følte hun virkelig ikke, at hun kunne give ham, uanset hvor ondt det så end måtte gøre, så var der intet at gøre ved det lige netop nu. "Du fortjener det bedste Lestat og det føler jeg virkelig ikke, at jeg kan give dig," hviskede hun stille. Et sted, så gjorde det ondt, men at de kunne snakke åbent omkring det, så var det i den grad også det værd for hendes vedkommende. At de kunne ses derefter, omfavne hinanden, smile og være glade og så nyde stunder med lille Maggie. "Jeg er bare glad for at du forstår," sagde hun med et stille smil.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne tydeligt se, at Alicia var lettet over hans udtalelse. Det glædede ham, at de ikke behøvede at blive sure på hinanden og skændes, indtil at de vækkede Maggie og alt ville ende i kaos. Havde dette være en, som han virkelig elskede, på måden han havde elsket Elanya. Så havde han nok reageret anderledes på det. Men han holdt jo af Alicia som en god ven, en man ville kunne gense igen og som han ville kunne sige hej til, hvis de mødtes, uden at skule til hinanden. Han smilede forsigtigt og trykkede let omkring hendes hænder. Han forstod, at hun ville være hos den hun virkelig elskede. "Det vil jeg så gøre Alicia. Og når vi mødes igen.. Så skal du få lov at tilbringe tid med hende," sagde han dæmpet. Han kyssede hende forsigtigt på hovedet og omfavnede hende kort, inden at han trak sig og lod sine hænder foldes i sit eget skød. Han nikkede dæmpet. "Det har hun, men hun elsker jo også mor," sagde han stille og blinkede let til hende, som et 'hvem-kan-ikke'-drilsk blik. "Det ville vi nok ikke kunne give hinanden," sagde han stille og blot enig med hende. Han nikkede dæmpet. "Er glad for vi ikke skulle skændes," sagde han dæmpet. Nu måtte de blive her dagen over og så sætte i værks, når det igen blev mørkt. Solen ville trods alt snart stå op, så sent hun kom hjem.

[Deleted]

Alicia kunne virkelig ikke være mere lettet end det som hun var lige i øjeblikket. Bare det, at hun kunne få lov til at snakke ud fra hjertet og han ville lytte, at de kunne snakke sig frem til en løsning frem for at skulle skændes som hund og kat, bytte det ene store ord ud med had og så vende ryggen til hinanden og aldrig se hinanden igen, for det var slet ikke sådan, at hun ønskede, at det skulle være. Heller ikke for Maggies skyld. Den lille pige, betød virkelig ekstremt meget for hende og det samme gjorde Lestat. Akiro havde bare en helt anden plads ved hende og det var virkelig bare dejligt, at Lestat kunne se det og ikke mindst også forstå det. Han var virkelig en utrolig forståelsesfuld mand! "Jeg ville elske det, Lestat.. virkelig. Hun er stadig min lille pige," sagde hun stille. Hun sendte ham et stille smil og blev ellers bare siddende ved ham. Det var slet ikke fordi, at hun ønskede at skulle vende ham ryggen, for hun ønskede virkelig at stå der for ham, ligesom da de havde mødt hinanden. Det var noget som hun aldrig ogensinde ville komme til, at skulle fortryde på nogen som helst måde overhovedet. At han kysset hende på håret og omfavnede hende, havde hun virkelig intet imod. Den korte omfavnelse, var noget som hun roligt gengældte og uden at skulle tøve det mindste. Hans ord og kompliment, fik hende virkelig kun til at smile. "Ved du hvad? Hvis det er et forsøg på at få mig til at rødme, så går det ikke særlig godt," påpegede hun med et klart drilsk smil. Hun kunne virkelig ikke lade være på nogen måde overhovedet. Hun gav hans skulder et let klap. "Jeg vil hellere snakke end at råbe og skrige af hinanden, Lestat.. Også for Maggies skyld. Hun skal heller ikke have det dårligt med det," påpegede hun stille, dog alligevel med en let alvorlig mine. Hun holdt jo af dem begge og som venner og datter, så ville hun da slet ikke miste dem.

[Lestat De Lochér]

At Alicia var så lettet, gjorde kun at Lestat kunne gå herfra med lidt fred og god samvittighed. Han ville ikke haft god samvittighed, hvis han havde råbt af hende, taget Maggie og bare vendt ryggen til det hele. Det ville han heller ikke kunne i længden. Nok var han meget vampyr. Han kunne spise mennesker uden dårlig samvittighed, men han kunne dog elske endnu. Han sendte hende et forsigtigt smil. Situationen var lidt trist, selvom det var klaret på en god måde. Det var virkelig godt, at de ikke havde råbt og skreget. "Selvfølgelig er hun det," sagde han stille og smilede lidt mere. "Jeg vil heller ikke tage hende fra dig for evigt, trods alt," sagde han roligt. Han forstod hende og han var egentlig selv lidt overrasket over hans rolighed. Måske fordi at Elanya nu og da forstyrrede hans tanker og holdt ham rolig? Det kunne meget vel være. Han havde godt mærket, at hun havde gengældt den korte omfavnelse. Han lo. "En vampyr kan ikke rødme, søde Alicia," sagde han dæmpet. Han smilede drilsk. Han nikkede dæmpet til hende. "Nej, det skal hun ikke," sagde han dæmpet.